Døren til troldmandens laboratorium bragede op.

"Åh Alfons, jeg er så forelsket!" råbte troldmanden mens han dansede ind i den runde hal.

Alfons kiggede på sin herre, men han sagde ikke nogen, for det kunne han ikke. I stedet gjorde han som alle skeletter gjorde; han forblev tavs.

Imens dansede hans herre rundt om det massive egetræsbord; hvis runde overflade havde lagt grund for mange bestialske ritualer. Alfons huskede hvor ofte de sorte runer langs bordets kant havde været dækket med blod og indvolde, og han fandt det pudsigt at hans herres normale dystre personlighed nu var en helt anden.

Troldmandens stemme var ikke længere nasal eller gnaven, men i stedet lys og næsten melodiøs. Hans herres bevægelser var ikke længere korte, hurtige og præcise, men lange og flydende som bevægelser i en selskabsdans.

"Alfons, hører du, jeg er ramt af kærlighedens pil, og jeg føler mig sådan i live! Jeg har set universets skønneste væsen, og kærligheden smerter mit blødende hjerte som tusinde nåle."

Alfons følte sig næsten fristet til at spørge hvorfor, men troldmanden svarede på Alfons spørgsmål næsten før han tænkte det.

"De øjne var så smukke i faklens skær. Du skulle have set dem Alfons, de var som himmelblå opaler. Mit hjerte, det banker hårdere end nogensinde før. Jeg er forelsket! Forelsket! Bare hør mig. Her står jeg, onde mig. Mig som har slagtet hundrede og måske endda tusinde. Her står jeg og laver - poesi..."

Troldmandens stemme blev en lav hvisken, men netop som Alfons håbede at hans herre endeligt ville tie, så begyndte troldmanden igen.

"...De øjne, det gyldne hår. Mit hjerte brænder med tusinde flammer, men det er af kærlighed og lidenskab. Alfons, måske skulle jeg droppe disse kulfarvede klæder. Måske skulle jeg droppe ondskaben og den sorte magi. Måske er jeg i virkeligheden et menneske af lys og kærlighed?"

Alfons begyndte langsomt at nærme sig væggen. Han kunne ikke mærke frygt, men han vidste at der var noget galt med hans herre. Noget var meget galt.

"Du skulle have set ham Alfons. Han var så smuk og maskulin!"

"Han?" Tænkte Alfons og bakkede endnu tættere på væggen.

"Jeg tror jeg gør det. Jeg indhyller mig i kærlighedens lænker og forvandler min mørke kåbe om til en erklæring i kærlighedens farver! Jeg tror på det!"

Alfons åbnede kæben og lukkede den ganske langsomt. Det gav en klikkende lyd, som lagde grund for det magiske sprog som kun troldmanden kunne forstå.

"Ja, jeg er sikker Alfons. Og fra nu af vil jeg kun klæde mig i hvidt og lyserødt. Jeg vil pynte mig med perler og diademer. Jeg er født på ny! Oh, du kærlighed. Du har åbnet mine øjne."

Troldmanden begyndte at messe en trylleformular, men det lød anderledes end hvad Alfons havde været vant til at høre. Det var ikke blot troldmandens tonefald, men også de arkaiske ord der var anderledes. Og lyset der hvirvlede omkring troldmandens hænder var hellere ikke rødt eller aggressivt som ild, men lyseblåt og roligt som et snefnug der svævede i luften.

Da trylleformularen var færdig, forventede Alfons et knitrende brag, men det kom aldrig. I stedet var der en mild summen, og troldmandens mørke kåbe var forvandlet til en smuk hvid kjortel med blonder langs kanterne.

Troldmandens hvide hår var omkranset af en krone lavet af mælkebøtter, og omkring halsen havde han en tynd sølvhalskæde med en rød hjerteformet sten der hang ved brystet..

"Nu er jeg klar Alfons, nu er jeg klar. Men tør jeg? Hvad nu hvis han siger nej? Hvad nu hvis han afviser min kærlighed? Hvordan skulle jeg så kunne leve?"

Alfons åbnede kæben og smækkede den i så det gav genlyd i laboratoriet.

"Du har ret alfons. Du har ret. Hvis jeg ikke spørger må jeg leve i uvished, og det kan jeg ikke. Så jeg gør det. Jeg må være modig. Jeg går ned i fangehullet og erklærer min kærlighed med det samme!"

Døren lukkede med et lavt klunk.

Lyden føltes næsten overdøvende i den tordnede stilhed der pludselig fyldte rummet. Der gik et stykkede tid før Alfons igen lagde mærke til den boblende lyd fra kolberne og den poppende knitren fra pejsen.

Tiden gik, men Alfons vidste ikke hvor lang tid. For siden han blev skabt som et skelet, havde han mistet sin fornemmelse for tid. Og der var ingen vinduer i laboratoriet, så han kunne ikke følge solens eller stjernernes færden til at skabe fornemmelsen.

Men pludselig smækkede døren til laboratoriet op.

Troldmandens kåbe var ikke længere hvid, men sort og dyster som den plejede. Troldmandens skridt var igen korte og hurtige, men hans ansigt var anspændt og ikke dystert.

"Alfons, " sagde Troldmanden i en hæs stemme. " Jeg forbyder dig at tale om denne episode nogensinde!"

Alfons klikkede med kæben for at vise at han forstod ordren.

Troldmanden åbnede en bog som stod på et piedestal ved det runde bord. I et par sekunder stod han som forstenet før han lukkede den igen.

Han rømmede sig, og kiggede direkte på Alfons.

"Og, vi dropper eksperimentet i dag. Vi eh... Vi sætter mærkater på mine trylledrikke i stedet. Denne hændelse må aldrig gentage sig!"