"Nuvel Benjamin, jeg skal fortælle dig en historie om troldene, men det er sidste gang. Jeg kan ikke lide, hverken at tænke på dem, eller fortælle om dem, hører du? "
   Benjamin så forundret, og lidt forskrækket ud, han nikkede stille, "Ja det er i orden mormor."
   Mormor rømmede sig, og satte sig til rette i stolen, det gjorde hun altid lige inden hun skulle til at fortælle. "Ser du Benjamin, trolde er der mange af i verden, store og små, tykke og tynde, smukke og grimme, selvom der vidst aldrig endnu er nogen der har set en smuk trold", hun smilte grinende.
   "Fælles for dem alle er, at mændene har mørkt, nærmest sort, filtret hår, mens kvinder har et finere rødt hår. Både mændene og kvinderne, har store brune øjne, spidse ører, kringlede næser, vorter på både hænder og fødder. Deres tænder er stærkere end menneskenes, hjørnetænderne er spidse, som på et rovdyr. Hårvæksten er så kraftig på dem, at den kan ligne pels, men de har hår de samme steder som du og jeg Benjamin, den er bare så mørk, at mange forveksler den med pels, men den er slet, slet ikke varm nok til at holde dem varme, så selvfølgelig har de tøj på. På lænden har de en lang kringlet hale, med en lille dusk af hår for enden.
   Alle trolde har en utrolig styrke, de er stærkere end os mennesker, meget stærkere endda. Selv den slappeste trold kan knuse en kampesten med de bare næver. Du vil have hørt mange mennesker kalde dem dumme, men tag ikke fejl, trolde er ikke dumme de er snedige og listige, og efterhånden har de også fundet ud af at menneskene på ingen måde kan hamle op med dem styrkemæssigt. DERFOR", nærmest råbte mormor: "Skal man altid se sig for en ekstra gang over skulderen hvis man går en tur i skoven, eller er på vandretur i bjergene, det er nemlig der troldene bor i små huler. Grunden til at man skal tage sig i agt Benjamin, er at troldene er misundelige på os mennesker, og har altid været det. De er misundelige over at vi kan bo andre steder end netop skoven og bjergene, og for de fleste trolde går det videre end misundelse, de hader direkte ethvert menneske for et godt ord."
   Mormor havde en mærkelig alvor i øjnene nu, en alvor hun ikke plejede at have når hun fortalte historie.
   Det løb koldt ned af ryggen på Benjamin, selvom han godt vidste at det bare var gamle sagn, var der altid noget ved mormors fortællinger, altså måden hun fortalte dem på, der gjorde at han altid et eller andet lillebitte sted, troede at disse her fabler levede derude et eller andet sted.
   Benjamin så på hende både interesseret, men også halvforskrækket i øjnene nu, hendes ansigt var lyst op af skæret fra solens stråler der tittede ind gennem det gamle massive vindue. Men med ét mens hun fortalte tog regnen over, selvom det ikke burde synes muligt så flot som solen havde skinnet indtil videre. Men nu nærmest haglede regnen, vinden havde også taget til, og bevirkede at regnen slog og hamrede på vinduet. Samtidigt var det begyndt at lyne og tordne, og det var som om at hele himlen var ved at falde nedover dem.
   Benjamin holdt blikket fast, "Hv.. hvor.. hvordan narrer man troldene hvis man endelig skulle møde en Mormor?"
   Mormor smilte, "Det er meget svært Benjamin, men ild er altid en god ting, trolde frygter alle varme ting. Det er en frygt der især er forbundet med det faktum at de ikke kan tåle solen. Det er også en af grundene til at de hader menneskene af et godt ord, de kan ikke fordrage at vi kan leve med solen.
   Ser du, hvis solens stråler rammer en trold, bliver trolden lammet, derefter, begynder den stille at blive til sten, og når en trold først er blevet til sten, er det meget svært for den, at undslippe forsteningen, og jo længere tid der går, jo mere forstenet bliver trolden, indtil den til sidst ikke har mere liv i sig, og for altid vil forblive sten. Så for at gentage mig selv Benjamin, de hader os for et godt ord, netop fordi de er dømt til at leve i mørket. Aldrig i deres lange liv, de fleste trolde bliver nemlig omkring 200 år gamle, vil de kunne tåle at se solen, eller nyde dens varme stråler."
   Hun så alvorligt, men alligevel beroligende på Benjamin nu. Benjamin så forfærdet ud, "Det var en forfærdelig ting mormor, ingen fortjener at miste livet på den måde sagde han" Og så lidt ked ud af det. Mormor smilte til ham, "Du er en god dreng Benjamin, men tag ikke fejl, medlidenhed er både en god, men også en farlig ting. Får du først medlidenhed med en trold, ser den sit snit til at narre dig, og i værste fald tage dit liv!"
   Mormor kunne se at hun havde Benjamin fuldstændig i sin "fortællermagt" nu, og kørte videre. "Den farligste af alle trolde, hedder Tulv, hun er over 2 meter høj, og lige så bred som hun er høj. Hendes hugtænder er skarpe, som den skarpeste kniv, hendes styrke overgår din vildeste fantasi, selvom hun langtfra er den stærkeste trold.
   Hun er troldenes dronning, dronning Tulv d.1. Hun sidder på sin stentrone, på det højeste bjerg, der er indhyllet i den tykkeste tåge, omgivet af sine undersåtter og krager. Ser du hver troldekonge, eller i dette tilfælde, troldedronning, har sin egen dyreart, som vedkommende er herre over. Hidtil har det været mest almindeligt at det var landdyr som regenterne var herre over, som kong Tjørn d.4, der var herre over ulvene, eller kong Bren der var den mægtigste konge troldene nogensinde har haft, han var herre over bjørnene. Men dronning Tulv er altså herre over kragerne."
   Mormor smilte, hun kunne se at Benjamin ikke længere var bange, men blev mere og mere interesseret i fortællingen.
   "Hvordan bliver man konge eller dronning Mormor?"
   Hans stammen var helt væk nu, hvor han var blevet opslugt af mormors fortælling.
   Mormor smilte. "Det tænkte jeg nok du ville spørge om min dreng. Det er ikke som i menneskenes verden, hvor man bliver født til at regere. Det er altid den stærkeste trold, som bliver regent. Eller sådan har det været hidtil, men i de sidste 20 år, har dronning Tulv siddet på tronen, og hun er som sagt langtfra den stærkeste. Trolde og mennesker er på det punkt ikke forskellige, i og med at troldemænd generelt er meget stærkere end kvinderne. Men dronning Tulv er til gengæld den snedigste trold der nogensinde har levet."
   Mormor sugede luft ind for ligesom at få vigtigheden til at bundfælde sig hos Benjamin.
   "Når en ny trolderegent skal til magten, skal han/hun først have samlet opbakning blandt dyrene, det sker ved at man samler de 4 stærkeste dyr, af hver sin art. 1 fra hvert af de 4 verdenshjørner, derefter lader man dem kæmpe mod én selv - alle 4 på en gang. Besejres de 4 dyr, er man herre over arten resten af sin levetid.
   Troldemændene er kun lige akkurat stærke nok til at besejre eksempelvis 4 bjørne på en gang, hvilket betyder at ingen troldekvinde på nogen måde ville kunne gøre det.
   Tulv valgte derfor at udfordre de 4 stærkeste krager, som hun så let som ingenting besejrede. Mange kiggede skævt til hende da hun valgte at stille op som regentkandidat. Ser du, troldene har aldrig nogensinde før haft en dronning, kun konger. De prøver man skal igennem for at blive regent, var indtil for 20 år siden, også udelukkende styrkeprøver. Så da Tulv meldte sit kandidatur, tog ingen hende seriøst. For det første, var hendes dyr på ingen måde i stand til at besejre nogle af de andres, for det andet er hun jo kvinde, hvorfor hendes styrke ikke ville kunne hamle op med nogen som helst af mændenes."
   Regnen hamrede stadigvæk ned udenfor, lynene lynede som om at de prøvede at flænse jorden op, men Benjamin registrerede det ikke. Endnu engang havde Mormor formået at hive ham ind i hendes fortællermagt, hvor hele verden udenfor var ligegyldig.
   "Videre Mormor, fortæl mere. "
   Mormors nervøse mine ved at fortælle om troldene var også væk, hun var blevet opslugt af sin egen fortælling, hun smilte, og lænede sig lidt fremover. Skæret fra stearinlyset hun havde stillet frem da uvejret tog til, delte hendes ansigt midtover i en lys side, og en mørk skyggeside.
   "Når den siddende konge dør, indkalder hans hofmarskal alle trolde i hele verden til at deltage i kongekampen som troldene kalder det. Her skal man senest inden næste sommersolhverv, have meldt sit kandidatur til tronen, og hvilken dyreart man er herre over. Alle trolde i hele verden valfarter derefter til Kongsbjerget, hvor den mægtige stentrone står. Selvfølgelig kan alle ikke deltage i "Kongskampene".
   Kun de stærkeste og snedigste trolde deltager, altså af dem som har intention om at blive den næste troldekonge. Derefter afholdes de indledende runder" fortsatte mormor.
   Her sorteres de svageste af troldene fra. Kampene afgøres af 2 runder, første runde kæmper troldenes stærkeste dyr mod hinanden, derefter kæmper de 2 trolde mod hinanden. Den der har flest point efter de 2 runder går videre til hovedturneringen. "
   "Hvordan afgøres pointene mormor? "
   "De afgøres af trolderådet, der overvåger alle kampene, rådet består af de ældste trolde der overhovedet findes. 7 er de helt præcist, 1 fra hvert verdenshjørne, hofmarskalen, og de 2 ældst levende trolde. Rådet er samtidigt troldekongens vigtigste rådgivningsorgan.
   Nå men ser du, Tulv, havde selv i de indledende runder ingen chance for at slå selv den svageste troldeherre, både pga. hendes styrke, men især fordi hendes krage ville tabe til hvilken som helst af de andre landdyr. Det var i hvert fald den umiddelbare opfattelse. Men Tulv vidste bedre" Mormor smilte.
   "Fra dag 1 da Tulv og hendes krager ankom til Kongsbjerget, slog de lejr så langt nede af bjerget, som det var muligt. Så kunne hun bo i fuldstændig stilhed fra alle de andre brovtende og larmende trolde, i fuldstændig stilhed så hun kunne forberede sig. Samtidig var det bekvemt for hende at hun kunne bo så langt nede, at ingen rigtigt lagde mærke til hende. Faktisk var der ingen ud over trolderådet og hofmarskalen, som styrer turneringen der vidste hvilket dyr som Tulv havde vundet sig retten over." Mormor smilte skævt "Og det var en fejl af de andre Benjamin, en kæmpemæssig fejl. Tulv lod sine krager flyve op over bjerget, på alle sider af bjerget flere gange dagligt, og det gjorde hun af en eneste grund Benjamin, hun udspionerede de andre trolde."
   Benjamin kiggede lidt forundret på Mormor
   "Jamen hvad skulle hun have ud af det Mormor? Det var jo en konkurrence baseret på styrke, så kunne det da være lige meget om hun kunne udspionere dem eller ej? "
   Mormor rystede lidt på hovedet.
   "I så høj grad nej Benjamin. Det at Tulv havde mulighed for at udspionere de andre, betød ALT for hende. Hendes første modstander var en eller anden lille bondetrold, så uværdig til konkurrencen at hans navn ikke engang er blevet gengivet i nogle af de viderefortællinger jeg har hørt. Men i og med at han var en mand var hans styrke jo, som jeg før har sagt større end Tulvs, hun måtte derfor kende alle hans svagheder, og det samme med hans dyr. Tulv havde fået alle oplysninger om ham via hendes krager, så hun vidste præcis hvilke træk han ville bruge, og hvornår. Hans dyr ville det på ingen måde blive noget problem for hende at slå, han var herre over kaninerne, så 1.omgang vandt Tulv så let som ingenting, ved at lade sin krage gribe fat i kaninens ører, derefter lade den flyve højt op i luften med den, hakke den mange gange i hovedet, derefter give den slip på den, så den faldt lige direkte ned mod jorden. "
   Benjamin så forfærdet ud, "Jam... jame... jamen mor.. morm... mormor hun lod da ikke bare et forsvarsløst dyr dø på den måde gjorde hun? "
   Mormor smilte, og rystede på hovedet
   "Nej Benjamin, Tulv er grusom, og den farligste trold af dem alle, men hvis der er en ting hun nærer dyb respekt for, så er det dyr.
   Kaninen faldt ned mod jorden, men lige inden den ramte, greb kragen den og placerede den for fødderne af bondetrolden. Kaninen flygtede om bag sin herre og rystede bag hans ben. Dermed var 1.omgang afgjort, Tulv havde vundet den med maksimumpoint - 5. Derefter var det Tulv mod bondetrolden, hun havde haft sin mest trofaste krage til at udspionere ham dag ud og dag ind, lige siden det blev kendt at det var ham hun skulle dyste imod. Tulv vidste derfor præcist hvilke træk han ville foretage. Hver eneste gang bondetrolden rakte ud, sparkede ud eller slog ud efter Tulv, undveg hun, dette var enorme kraftanstrengelser som bondetrolden måtte bruge for hvert eneste træk, og Tulv vidste at hvis hun blev ved, ville han til sidst være for udmattet til at kunne kæmpe igen, hun ventede derfor til det helt rigtige øjeblik, hvor hun fik sat sit det endelige stød ind der afgjorde kampen. Bondetrolden faldt til jorden, med sveden haglende af sig, fuldstændig udmattet, Tulv skyndte sig at sætte sin fod på ryggen af ham, for at vise at hun var sejrherren. Trolderådet tildelte bondetrolden, som klart havde været den stærkeste 3 point, og Tulv 2, hvilket betød at Tulv gik videre til hovedrunden, hvor der ventede hende 2 kampe. En semifinale og en finale. Pludselig var Tulv på alles læber, hvordan kunne en troldekvinde overhovedet komme i semifinalen? Det var aldrig sket før, derudover var det heller aldrig sket før at en kamp var blevet afgjort på at den ene part simpelthen var udmattet. Kampene var altid blevet afgjort på knockout, og det var også sådan det burde være. Det var og er i hvert fald den generelle holdning blandt troldene. Så det at hun var på alles læber var ikke videre positivt for hende, de synes ikke hun var værdig.
   I semifinalen blev det udtrukket at hun skulle møde Falk, herre over ulvene. Falk var et stort brød, 2 en halv meter høj, muskler på størrelse med de tykkeste egetræsstammer, men vigtigst af alt så havde han hovedet med sig, og mange trolde - trolderådet inklusive - håbede på at han ville blive den nye troldekonge. De så nemlig en ny kong Bren i ham."
   Benjamin kiggede spændt på mormor "Jamen hvordan vandt hun så over ham mormor?"
   "Altså rolig nu Benjamin, jeg når til det!" Svarede mormor stille, men dog halvirriteret.
   "Igen fik Tulv glæde af hendes krager. Som jeg tidligere har nævnt, var kong Bren den mægtigste, og højst respekterede troldekonge nogensinde, mange af de skikke der er forbundet med at blive og være troldekonge er derfor forbundet med hvad Bren gjorde. Og da Bren tilkæmpede sig magten som troldekonge, ville han bevise overfor samtlige trolde om hvor mægtig han var. Bren tænkte længe over hvordan han skulle overbevise samtlige trolde om den kolossale styrke han besad.
   Alle kunne se at han var stærk, men hvordan beviste han at han var stærkere og mere værdig end nogen anden trold? Bren kom på, at hvis han ikke spiste under hele den måned som turneringen varede, ville alle kun have respekt for ham. Det lykkedes som bekendt for Bren at blive konge, og det helt uden at spise hele måneden - sådan er sagnet i hvert fald. Lige siden dengang, har det været reglen blandt trolde at man ikke spiser hele Kongsmåneden, hvis man vil være konge. Men det er også alment kendt, at det er der ingen der overholder, alle trolde de sidste mange hundrede år har snydt med dette, men hvis det er beviseligt at man har snydt, så falder hammeren, så kan man under ingen omstændigheder blive konge."
   Benjamin smilte.
   "Og det havde Tulv opdaget at Falk gjorde ved hjælp af kragerne havde hun ikke mormor?"
   Mormor smilte
   "Jo Benjamin, det var lige netop hvad hun havde opdaget, hun konfronterede Falk med det, faktisk midt i at han sad og spiste. Trolderådet så derfor ingen anden udvej end at diskvalificere Falk. Tulv var derfor pludselig i finalen om at blive den næste regent. Stadigvæk meget imod den almindelige trolds velvilje. Der var ingen der synes hun var kommet til magten ad den rette vej, men der var ikke noget at gøre.
   I finalen ventede en af de stærkeste, største og mest grusomme trolde der nogensinde har betrådt denne jord, nemlig Torkan herre over løverne."
   Mormor stirrede Benjamin lige i øjnene, det var som om at han kunne ane en frygt bag mormors øjne mens hun sad og forklarede om denne mægtige trold, der var næsten 3 meter høj, 2 meter bred, tænder skarpe som syle, Benjamin gulpede en enkelt gang, og kiggede lidt skræmt tilbage på mormor.
   "Han lyder godt nok væmmelig mormor."
   "Ja han er ikke sådan at spøge med sagde Mormor, heldigvis har hans intelligens ikke fulgt hans styrke, hans IQ slår kun lige til at han kan stå på benene" smilte Mormor.
   "Det vidste Tulv at hun kunne udnytte til hendes egen fordel. Hun vidste bare ikke hvordan.
   Dagene gik, og Tulv spekulerede og spekulerede, pludselig gik det op for hende. Tulv fandt sit fineste tøj frem, ventede på at det blev mørkt, og listede derefter op til Torkans lejr. Hun bankede stille på, og Torkan åbnede.
   "Hvad vil du her gryntede han", Tulv så på ham med store øjne, og nussede sit lange hår - altså hun forsøgte at komme ind med al den kvindelist hun kunne Benjamin"
   Mormor smilede og fortsatte sin fortælling.
   "Tulv havde fundet en stram rød silkekjole frem, som hun havde fået nogle skovalfer til at fremstille hende. "Jeg har nogle ting omkring vores kamp i morgen, og udfaldet af den, som jeg gerne vil diskutere" sagde Tulv med en blid og sensuel stemme.
   Torkan sank engang, og kunne mærke at han mest af alt havde lyst til at lukke Tulv ind, selvom han vidste det kunne være forbundet med diskvalifikation, og derved nederlag. Men det samme kunne det jo for Tulv tænkte han, alligevel stolede han ikke på hende, efter den episode Tulv havde haft med Falk.
   "Nej gå din vej Tulv, jeg skal hvile til i morgen, så jeg kan smadre dig, og tage Trolderiget"
   Tulv kiggede ham dybt i øjnene, og aede ham på hans kæmpe arm
   "Store flotte Torkan, luk mig ind, du vil ikke fortryde det" sagde hun stille.
   Torkan kunne ikke modstå fristelsen, og indvilligede til sidst i at lukke hende ind."
   Benjamin kiggede spændingsfuldt på Mormor. "Hvad skete der så da han havde lukket hende ind mormor?"
   Mormor smilede og fortsatte fortællingen
   "Tulv fik overbevist Torkan om at han slet ikke havde lyst til at blive konge, med alt det ansvar der ellers fulgte med. Det var hans landsmænd der havde opfordret ham til at tage tronen, selvom hans eneste forudsætning for det, var at han var brølstærk. Torkan kunne godt se - meget hjulpet på vej af Tulv vel og mærke - at han ikke gad alle de sure forpligtigelser med at skulle afgøre ting osv. Tulv stillede som krav, at hvis Torkan ville have natten med hende, skulle han lade sig tabe dagen efter, ikke fuldstændigt åbenlyst, men så Tulv ville fremstå som en værdig vinder, og værdig arvtager til tronen. Torkan ville til gengæld blive øverste officer for Troldehæren - en post der ellers i trolderådet var tiltænkt Falk, nu han ikke kunne blive konge. Men eftersom han var herre over løverne, det mægtigste dyr en trold nogensinde har vundet sig magten over, følte Tulv at det var mere naturligt at det blev Torkan - og så selvfølgelig også at det passede bedst ind i hendes kram."
   "Forløb det så som Tulv ville have det mormor?"
   Benjamin spurgte, helt uden at tænke på, at mormor jo havde startet sin fortælling med at Tulv var troldedronningen, og det sandsynlige svar på hans spørgsmål derfor var et ja.
   Mormor nikkede smilende til Benjamin.
   "Ja Benjamin, det forløb præcist som Tulv ville have det. I første runde holdt Torkan sin løve lidt tilbage, og lod Tulvs krage få et par træk, som de begge vurderede var til 2 point, hvorefter løven vandt.
   I Tulv og Torkans kamp, forventede alle en 5 - 0 sejr til Torkan, men Tulv vandt 1.point, med en lige højre ind på Torkans kæbe, der tvang ham i gulvet. Torkan kom derefter igen, ved at hive Tulv højt op i luften, og demonstrativt og hånende holdte hende med hovedet ned mod jorden, ved at holde fast i hendes ene ankel. Skønt de havde aftalt at Torkan både skulle have point, men ikke gøre Tulv noget ondt, blev hun sur over Torkans hånende opførsel. De næste 2 point, gik derfor til Tulv, der i rent raseri overfaldt Torkan, der var meget overrasket.
   Ingen er nogensinde kommet frem til om dette var skuespil fra begges side, eller om pointene var reelle. Det sidste point var nu afgørende, endte den 3 - 2 til Tulv, ville der være pointlighed. Alle havde en formodning om at pointlighed var lig med en sejr til Torkan, eftersom ingen havde fantasi til at forestille sig at trolderådet ville vælge en kvinde som ny regent. Samtidigt vidste Tulv, at skønt hun havde forført Torkan, og aftalt sig til sejren, ville han under ingen omstændigheder acceptere at tabe 4 - 1 til en troldekvinde, hvilket ville gøre ham totalt til grin. Torkans plan var i stedet at frabede sig tronen ved pointlighed, det vidste Tulv, men hun var ikke overbevist om at det ville være nok, hun havde en fornemmelse af at trolderådet for hver en pris ville undgå hende som regent, hvis de kunne komme til det, hun var derfor nødt til at vinde det sidste point også. Her kom hendes viden fra kragerne hende endnu engang til gode. Torkan havde nemlig 1 eneste svaghed. Kunne Tulv få placeret et spark direkte ind på Torkans venstre baglår, ville han ikke være i stand til at rejse sig igen, og Tulv ville derefter med et spark i tindingen på ham, være i stand til at gøre ham bevidstløs, og derfor vinde kampen, både på point, men også på knockout."
   "Jamen hvorfor gjorde hun ikke bare det fra starten af kampen mormor? Så havde hun jo også været fri for at skulle være hele natten hos Torkan og desuden kunne hun jo så have fået Falk som officer for troldehæren."
   Mormor kiggede forstående på Benjamin.
   "For det første Benjamin, skal du huske på at dyrene også kæmpede mod hinanden, og den kamp havde Torkans løve vundet så let som ingenting, hvis Tulv ikke havde "forført" Torkan. Et knockout af Tulv på Torkan derefter ville stadigvæk have betydet pointlighed, og eftersom Tulv jo ikke var nogens favorit til tronen, ville det stadigvæk ikke være nok til at hun kunne vinde sig magten. For det andet Benjamin, og det er nok så vigtigt, var Tulv på ingen måder i stand til at komme tæt nok på Torkan, uden hendes små numre, til at hun kunne gøre nogen skade på ham. Men det var hun altså nu. Og sådan gik det til, Tulv fik sparket ham på baglåret, og derefter i tindingen, og hun vandt kampen og tronen. Troldene er herefter blevet glade for at netop hun vandt magten, de betragter hende faktisk som den næstbedste regent lige efter Bren - som hun for øvrigt efterfølgende løgnagtigt har påstået at hun nedstammer fra."
   "Hvorfor påstår hun det mormor?"
   "For at gøre det lettere for troldende at tolerere hende som Dronning, Benjamin. Alle trolder elsker ALT ved kong Bren, og alt ved ham betragtes som helligt, og historierne om ham er mange - og kun halvdelen af dem sande. Men så vidt der vides fik han aldrig børn - og det er mere end usandsynligt at Tulv nedstammer fra ham."
   Benjamin så noget forundret ud.
   "Hvordan kan du være så sikker på det mormor?"
   "Fordi Benjamin, kong Bren havde et modermærke på ryggen formet som stentronen, et mærke hans far havde haft før ham, og hans far igen før ham. Det gik altså videre i arv, som et slags tegn på at man var ført til at regere fra stentronen. Men lige præcist dette faktum afværger Tulv - hun har så vidt vides ikke modermærket, hun har i hvert fald aldrig fremvist det. Dette modermærke er også grunden til at Kongskampene afholdes, den eneste slægt der er værdig til at arve tronen efter sin fars er i troldenes øjne kong Brens slægt. Men ved at lyve sig ind i slægten har dronning Tulv nu indirekte afskaffet Kongskampene, og også indført arvefølge, hvor hendes børn skal regere efter hende."
   Benjamin sad og grublede lidt.
   "Men hvorfor accepterer de at hun lyver for dem Mormor, og hvorfor elsker de hende når der åbenbart ikke er så meget at elske hende for?"
   Mormor smilte igen.
   "Du har en god hjerne min dreng, og stiller de rigtige spørgsmål. De accepterer at hun lyver for dem, fordi de ikke kan se at hun lyver, hun er fremragende til det. Hun manipulerer dem ligesom hun vil. De elsker hende, fordi hun ved ALT Benjamin, eller næsten alt, hendes krager flyver omkring i hele verden, og fortæller hende alt om hvad der sker, først og fremmest i moder natur, som hun regerer over, men også i den grad om hvad der rører sig i menneskenes verden. Derudover har hun lovet troldende at de en dag - mens hun regerer vel og mærke - vil kunne leve som menneskene - altså i solen. MEN DET KOMMER DE ALDRIG TIL!"
   Mormor bankede sin hånd hårdt ned i bordet, og så vanvittigt sur ud. Benjamin så mere end forskrækket ud, hvilket Mormor hurtigt så, og så fattede hun sig.
   Smilende sagde hun så "Nå det var vidst historie nok for i dag, synes du ikke Benjamin?"
   Mormor smilte. Benjamin nikkede stille, men så også ud som om at han sad og overvejede et eller andet. "Men mormor? Hvordan kunne det være at det lige var Trokans venstre lår som var hans svage punkt?" Mormor grinte stille "Du er kvik min dreng, og det glemte jeg jo helt at fortælle. Alle detaljer, som vedrører kæmperne ved kongekampene, er hemmelige for alle andre kæmpere, dvs. fx skader som de kæmpende skulle pådrage sig, vil blive holdt hemmelige, afsløres det af nogen som helst, er straffen døden. Torkan havde i semifinalen, fået et åbent kødsår på venstrelår, og den viden havde hendes krager tilkommet sig, ved at se kampen, og derefter fortælle det til Tulv."
   Benjamin smilte.
   "Hun er snedig hende Tulv hva mormor? Men hvordan kunne kragerne egentlig uset spionere mormor?" Mormor smilte til Benjamin, og rejste sig stille, mens hun lagde en forsonende hånd på hans skulder for at signalere at dette nu var det sidste hun ville fortælle, og hun måtte videre med dagens gøren og laden. "Glemte jeg at fortælle det, årh jeg er ved at blive for gammel min dreng. Alle kampe ved kongekampene, foregår på toppen af Kongsbjerget, og derfra er det jo let at udspionere dem, for en krage" Mormor smilte, men kunne samtidigt ikke skjule bekymringen der lå bag hendes øjne.