Kapitel 1: Nyheden... det første chok!

Jeg kunne høre min mor græde inde i stuen.
   Det lød ikke helt så voldsomt og skræmmende, som først gang de ringede. Det var mere en trist, opgivende gråd, som når man har grædt i flere dage og bare ikke kan græde mere.
   Jeg listede ind i stuen. Min mor sad i sofaen foroverbøjet og stirrede på mobilen, der lå i hendes skød og duttede optaget.
   Jeg satte mig ved siden af hende, samlede forsigtigt mobilen op og lagde på.
   Det gav et sæt i hende. Hun havde ikke hørt mig komme ind. Hun kiggede på mig og forsøgte at smile, men det lykkedes ikke rigtigt. Jeg forstod hende godt. Smilte, og tog hendes hånd. Den var fugtig og iskold, og hun rystede. Jeg forsøgte at varme hendes hænder.
   "Har... de fundet... hende?" Jeg kunne ikke sige hendes navn. Hvis jeg gjorde, ville det bare gøre det hele mere virkeligt.
   Hun kiggede på mig med et par røde øjne, der var så hævede, at hun næsten ikke kunne se ud af dem. Hendes mund åbnede sig, men der kom ingen lyd ud. Hun rystede på hovedet. Betød det, at de havde opgivet at lede videre efter hende? Havde de bare besluttet, hun var død? Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige og min mor kunne åbenbart heller ikke sige noget.
   Der var ubehageligt stille i vores ellers hyggelige stue. Den virkede også mørkere, end den plejede, og det var som om, en mørk damp eller ond ånd, sneg sig ind ad sprækkerne i vinduerne og ind under dørene. Følte den omringede mig, ville kvæle mig.
   "De. Har... Ikke. Fundet mormor... De mener ikke, hun kan have overlevet så længe i skoven," hviskede hun hæst og begyndte at gispe, som om hun ikke kunne få vejret.
   "Er du okay mor?" spurgte jeg bekymret.
   "Ja...Und.. Und-skyld. Skal ba-re. Li-ge. Sidde lidt," svarede hun og lød som en gammel tilstoppet trompet, da hun pudsede sin næse. "Vi er nødt til at tage op til mormors hytte i Norge. Pak en taske. Vi må... af sted. Med det samme," sagde hun, og rejste sig fra sofaen i en hurtig bevægelse. Hun stod lidt og gyngede, og væltede så ind på sit værelse, hvor hun rev skabslågen op og begyndte at hive tøj ud på sengen. Jeg måtte nok også hellere se at få pakket min taske.

Det var som om, de efterfølgende dage var underligt tåget, som om jeg gik i søvne eller var blevet til en zoombie. Uden jeg helt forstod det, så stod vi to dage senere foran mormors hytte i Norge, dybt inde i den grønne Trylleskov. Faktisk blev skoven kaldt Nordfjeldet, men min mormor havde fortalt mig, at blandt magikere hed skoven Trylleskoven.
   Minderne om min mormor og alle følelserne væltede pludselig frem som en tornado, der rev i min krop og mit hoved, og fik mig til at ryste. Jeg var på samme tid glad, trist og forvirret. Glad for at være tilbage på det sted, jeg elskede allermest. Men trist over, at jeg havde mistet min mormor - selvom jeg stadig havde svært ved at tro, at hun var død. Jeg lukkede mine øjne. Forsøgte kun at tænkte på de gode minder, mens jeg lyttede til skovens lyde: bladene, der raslede i vinden, biernes summen og en spætte, der slog sit næb ind i et træ, et eller andet sted langt inde i skoven. Jeg trak vejret dybt og nød duften af skoven, sommervarmen og det grønne græs, og mærkede det bløde mos under mine fødder. Men de bedste dufte havde nu altid været i mormors have. Alle de smukke og ret farvestrålende blomsterbede og den store skønne urtehave, der duftede helt fantastisk, men også lidt mærkværdigt af kendte og ukendte urter. Jeg elskede at passe urtehaven sammen med min mormor, og lytte til hendes fortællinger om deres forskellige navne og hvad de kunne bruges til. Da jeg blev ældre lærte hun mig, hvordan man lavede sunde og helbredende drikke og helende salver, der lugtede ret sært og nogle gange ret forfærdeligt. Hun havde også lært mig en masse om de vilde planter i skoven og svampene, hvad de kunne bruges til og hvilke der kunne være helbredende, men også dødbringende, hvis de blev brugt, eller blandet, forkert.
   Men det var så længe siden. Faktisk var det flere år siden, vi sidst havde besøgt mormor i hendes bjerghytte, men minderne var så tydelige, at det føltes, som om det var i går. Et stik i mit hjerte mindede mig om, hvor meget jeg egentligt havde savnet hende og jeg blev pludselig bitter over, at jeg ikke havde fået lov til at se min mormor så længe, bare fordi min mor var vred på hende, fordi DE var blevet uvenner.
   En skrabende lyd rev mig ud af mine tanker. Det var min mors fødder, der blev slæbt hen af jorden, som om hun ikke kunne løfte sine ben ordentligt. Det så mærkeligt ud, faktisk lidt uhyggeligt, da hendes knæ ramte hinanden, og hun gik foroverbøjet og lignede en gammel syg kvinde. Hun var nået hen til trappen, som hun slæbte sig videre op af, halvt hængende på gelænderet, der gyngede og knirkede faretruende. Bare det nu ikke gik i stykker og hun væltede ned i rosenbuskene. Faktisk stod der rosenbuske hele vejen rundt om huset. Endnu et gammelt minde ramte mig som et lynnedslag. Et minde om en sommer, hvor vi havde besøgt mormor. Det havde været en ulidelig varm sommerdag. Jeg havde fået lov til at lege med vand i haven i min fine nye badedragt med havfruer og bølgende skørt, som jeg netop lige havde fået til min 5-års fødselsdag. Men da jeg skulle hente mere vand fra vandhanen på terrassen, gled jeg på den våde trappe og faldt ned i en af rosenbuskene. Jeg skreg og hylede som en stukken gris, da jeg landede i tornene, der stak og rev min halvnøgne krop. Jeg forsøgte at kravle op af busken, op på terrassen, men hver bevægelse fik bare tornene til at stikke og flå endnu mere i min lille krop. Jeg var kun 5 år, og troede jeg skulle dø.
   Da min mor og mormor endelig fik mig op, var min stakkels krop helt blodig og det sved frygteligt over alt. De hjalp mig ind i hytten og lagde mig på et køligt vådt lagen, mens de diskuterede højlydt, hvad de skulle gøre. Min mor ville ringe efter en læge eller en ambulance, men min mormor blev ved med at sige, at hun havde en salve, der ville hjælpe. Dengang forstod jeg ikke, hvorfor de skændtes, eller hvad det var for en salve. Men deres skænderi fik mig til at græde endnu mere og højere og så fik min mormor til sidst lov til at smøre mig ind i sin salve. Jeg var så udmattet af smerter og af at skrige og græde, at jeg til sidst faldt i søvn, og da jeg vågnede næste morgen, sad min mor og mormor og sov i hver sin sofa. Jeg troede først, jeg havde drømt en ond drøm, da jeg ikke længere havde så ondt. Men sårene var der stadig, de var bare helt hvide af mormors salve. Jeg begyndte at grine og dansede rundt med armene svingende rundt i luften, da jeg syntes jeg lignede et sjovt spøgelse. Min mor og mormor vågnede og blev først forskrækkede og bad mig slappe af, men så begyndte de også at grine, da de så mig danse nøgen rundt i stuen.
   Et højt bump og en knasende lyd af træ, der knækkede, rev mig endnu engang væk fra mine minder. Min mor var snublet på trappen og det ene trin var knækket midt over, men hun var heldigvis ikke faldet ned i rosenbusken. Hun fik fat i gelænderet og trak sig op af det sidste trin, men blev så stående foran den gamle trædør. Den var blevet ret tør og slidt at se på. Den trængte vist til en kærlig hånd og noget maling. Min mormor elskede at fortælle historien om, hvordan min morfar havde ledt flere dage efter det helt rigtige træ, som han havde fældet, og slæbt hjem helt alene, så han kunne bygge døren. Hver gang hun fortalte historien, lod jeg som om, jeg ikke havde hørt den før, for hun strålede og så så lykkelig ud, og jeg nænnede ikke at tage glæden fra hende. Desuden havde jeg ikke rigtigt selv nogen minder om min morfar. Han døde af en uhelbredelig sygdom, da jeg var to år, så jeg nød at lytte til historierne om, hvor fantastisk en snedker og håndværker min morfar han var.
   "Skal jeg åbne mor?" hviskede jeg, da hun stadig stod og stirrede på døren med hånden knugende om nøglerne. Hun svarede ikke, så jeg åbnede forsigtigt hendes fingre og tog nøglerne. Men så begyndte mine krop at ryste. Den rystede så meget, at jeg måtte holde fast med begge hænder om nøglerne, for at ramme nøglehullet og få kraft nok til at dreje den rundt. Der kom en høj kliklyd. Jeg trykkede håndtaget ned og trak hårdt i døren, for at få den op. Den knirkede højt, da den åbnede sig. En tung luft væltede ud af døren, og vinden fik støvet til at hvirvle rundt og kradse i min hals, så jeg begyndte at hoste.
   Min mor stod stadig og stirrede på døren, der nu var åben. Jeg kunne prøve at ruske lidt i hende, forsøge at vække hende. Men det var nok bedre, jeg bare lod hende være. Hun måtte komme, når hun var klar.
   Da den værste støv var væk, tog jeg det første skridt ind i hytten. Der var ret mørkt, når lyset var slukket. Det var de høje grantræer, der skyggede for solen. Det var kun fra køkkenvinduet, solen skinnede ind. Min morfar havde fældet en del træer i haven for mange år siden, så de kunne få en have og lidt mere lys ind i hytten. Det havde min mormor også fortalt mange gange, mens hun hver gang stod med armene i siden og så ret stolt ud. Det hele lignede sig selv, bare en smule mere støvet og så lugtede der af mug og sure sokker. Det var vist længe siden, der sidst var blevet luftet ud. Men bag de lidt væmmelige lugte, kunne jeg også fornemme duften af urterne fra mormors have.
   Jeg gik rundt og forsøgte at lede efter noget, et eller andet, der kunne fortælle mig, hvad der var sket med min mormor, noget som ville overbevise mig - og måske min mor - om, at mormor stadig var i live. Måske havde hun efterladt et brev eller et hemmeligt spor, som politiet havde overset? Men jeg fandt ikke noget spændende, ud over hendes elskede yndlingslænestol, der stod nøjagtigt, hvor den plejede at stå - mellem køkkenet og stuen, hvor solens stråler kunne nå den. Den var støvet og havde fået større og dybere huller af min mormors krop. Jeg kiggede rundt i køkkenet, hvor det eneste forandrede jeg kunne se, var et tynd lag støv, der lå henover bordpladen, kaffemaskinen og krukkerne med sukker og mel. Jeg opgav at lede videre efter spor og satte mig tungt og opgivende ned i mormors lænestol, så en støvsky stod op i luften og fik mig endnu engang til at hoste og nyse. Da støvet havde lagt sig mærkede jeg solens stråler på min krop. Det føltes rart og duften af mormor var meget tydelig. Men det var desværre ikke mormor, det var stolen, der duftede.
   Jeg vågnede med et sæt, da jeg mærkede en hånd på min skulder. Jeg måtte være faldet i søvn og sovet et stykke tid, for solen havde bevæget sig væk. Det var min mor, der var kommet ind i hytten, og min krop spjættede, da jeg så hendes blege ansigt med et par hævede øjenlågene, der hang, som om hun ikke havde sovet i flere dage. Hun kiggede rundt. Så sukkede hun og lød mindst lige så træt, som hun så ud.
   "Vi må hellere komme i gang. Det kommer til at tage flere dage, at få det til at ligne et hjem igen," sagde hun og gav min skulder et fugtigt koldt klem, inden hun slæbte sig videre ud i køkkenet, og åbnede et højt skab, hvor mormor plejede at have sit rengøringsgrej. Det gjorde mig trist at se, hvordan min mor gik foroverbøjet som en gammel dame, med skuldrene hængende fremad og det mørkeblonde hår, der ikke længere skinnede blank, men hang fladt på hendes ryg og skuldre og så tørt og trist ud. Syntes jeg kunne se et par lange grå hår. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, hun havde fået grå hår.
   Efter flere timers rengøring og pusten og stønnen, tumlede jeg træt hen til den gamle slidte lænestol og faldt slapt ned i den, så den knirkede og knagede. Min mor slæbte sine fødder forbi mig. Hun gik som var hun i en form for trance. Hun begyndte at larme med tallerkener og bestik, åbnede køleskabet og hev færdigretterne ud, som vi havde købt i en underlig indisk kiosk ved siden af byens lokale togstation. Det duftede faktisk ret godt, men jeg havde slet ikke lyst til at spise noget. Jeg burde være dødsulten efter alt den rengøring, men det var jeg ikke. Jeg var trist og træt, og øm over det hele. Havde mest lyst til bare at falde i søvn her i mormors lænestol og drømme, at hun var tilbage. Desuden var stilheden frygtelig. Vi havde næsten intet sagt til hinanden, siden vi var taget af sted. Det var som om ingen af os vidste, hvad vi skulle sige. Men så kunne jeg se, min mor åbnede munden for at sige noget. Jeg blev helt stiv af skræk. Var bange for, hvad der ville komme ud af hendes mund.
   "Vi kan godt blive her de næste fire uger, hvis du har lyst," sagde hun, uden at ændre ansigtsudtryk. "Det er okay med arbejdet, at jeg afspadsere den næste uge. Og så har vi jo 3 ugers sommerferie. Så kan du få lov til at sige ordentligt farvel til mormor og hytten," forklarede hun, mens hun stirrede tomt på mig med et følelsesløst ansigt, der hverken udtrykte glæde eller sorg.
   Men jeg havde jo ikke lyst til at sige farvel til mormor. Desuden havde jeg hele tiden en nagende fornemmelse i kroppen, en følelse af, at hun var derude et sted - i live! Jeg ville ikke sige noget til mor, ville ikke gøre hende mere ked af det eller urolig, men jeg var fast besluttet på at lede efter min mormor. Lede efter spor, som hun havde lært mig, når vi ledte efter sårede dyr eller sjældne urter i skoven.
   Det var blevet sent og mørket havde lagt sig over skoven. Jeg kunne høre mor trække vejret tungt inde på den anden side af væggen. Hun sov, men jeg kunne ikke selv falde i søvn, så jeg listede ud i køkkenet for at drikke et glas vand. Månen lyste som en gigantisk lygte ned i haven og gav det hele et magisk lys. Gad vide om månen kunne vise mig vej til min mormor? Det ville i hvert fald være lettere at lede i mørket, når månen lyste så skarpt. Jeg lukkede mine øjne og forestillede mig, at jeg igen var 8 år og på ferie hos mormor, og hun netop havde vækket mig, fordi vi skulle på eventyr i skoven og lede efter noget magisk og eventyrligt. Jeg sukkede og åbnede min øjne igen. Vidste jo godt den tid var forbi. Jeg var ikke længere så naiv, at jeg troede på hendes historier om hekse og magiske væsner, men jeg elskede alligevel at tænke tilbage på minderne.

Kapitel 2.: Bjørneblod!
   ... i den mørke skov!

"Gisp!... Hvad pokker...?" Mit hjerte sprang op i halsen, da et par lysende øjne stirrede på mig. Det lignede bjørneøjne. Var det virkelig en bjørn, der stod i haven, foran terrassen og kiggede ind af vinduet? Den bevægede sig. Kom nærmere. Det fik mit hjerte op i fart. Så rejste den sig op på sine bagben og lagde forpoterne på terrasens gelænder og jeg var ikke længere i tvivl. Det var en bjørn, og den stirrede på mig. Men ikke med vilde, vrede øjne, for dens øjne var rolige og den viste ikke tænder, som de ofte gjorde på film. Den så ret sørgmodig ud, næsten bedende. Men hvad ville den her? Måske var det min mormor, den ledte efter? Mormor hjalp ofte dyrene i skoven, og jeg vidste, at de havde tillid til hende. Men det virkede alligevel lidt underligt, at en bjørn skulle bede mormor om hjælp.
   Så hørte jeg pludselig en stemme. Var det en stemme inde i mit hoved eller var der faktisk nogen, der talte til mig? Stemmen sagde, jeg skulle følge med bjørnen, at der var brug for min hjælp. Bjørnen gik baglæns væk fra terrassen, mens den stadig kiggede bedende på mig. Så satte den sine forben ned på græsset, vendte rundt og bevægede sig væk fra hytten, mod skoven. Men den blev ved med at vende sig om og kigge efter mig. Så viftede den med sin ene forpote, som om den ville have mig til at følge efter den. Jeg gned mine øjne, men den stod stadig og viftede med poten. Jeg kiggede hen mod døren til værelset, hvor mor lå og sov. Skulle jeg vække hende? Men hvad skulle jeg sige? Hun ville alligevel ikke tro på mig. Ville nok bare tilkalde nogen, der kunne skræmme bjørnen væk eller skyde den. Jeg havde heller ikke tid til at skrive en seddel. Men klokken var kun halv tolv, så jeg kunne nok godt nå at komme tilbage, inden hun vågnede.
   Jeg måtte indrømme, det var en lidt skræmmende tanke, at følge efter en bjørn ind i en mørk skov, helt alene om natten. Men jeg havde svært ved at lade være, da jeg var alt for nysgerrig efter at finde ud af, hvad det var, bjørnen ville. Jeg skyndte mig ud i gangen, sprang i et par sko, tog lommelygten fra reolen og skyndte mig ud af døren.
   Luften var kølig, men frisk og duggen fik græsset til at skinne smukt i månelyset. Så kom jeg i tanke om, at jeg jo stadig havde min pyjamas på. Normalt ville jeg ALDRIG vise mig i nattøj nogen steder, men hvem skulle se mig inde i en skov, ud over dyrene altså. Bjørnen stod stadig og ventede. Det lignede faktisk, den stod og trippede på stedet, som om den var frygtelig utålmodig eller som om den skulle tisse. Jeg lukkede forsigtigt døren bag mig, og kunne pludselig ikke se bjørnen længere. Var den allerede væk, forsvundet ind i den mørke skov? Men så så jeg noget, der lyste i mørket. Det måtte være bjørnens øjne.
   "Vent på mig," hvæsede jeg, selvom jeg godt vidste, den ikke forstod, hvad jeg sagde. Men mit råb virkede alligevel, for den standsede op og kiggede bagud. Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, henover den ujævne skovbund. Forsøgte at indhente den, men hver gang jeg var tæt på den, så satte den farten op.
   Men så standsede den, som om den havde ramt en usynlig mur.
   Den stod ved en skrænt og kiggede ud over den, eller faktisk lignede det, at den kiggede ned i dybet? Hvorfor var vi standset her og hvad var det, den kiggede på? Så kiggede den på mig og pegede med sin ene forpote og så sprang den ud over skrænten. Den var frygtelig stejl skrænten og træer og buske stod tæt og gjorde det næsten umuligt, at komme igennem. Måske var der en anden vej ned? Jeg kneb mine øjne sammen for bedre at kunne fokusere på omgivelserne - ledte efter den anden vej. Men så gled jeg i den våde jord, landede på ryggen og rutsjede videre ned af skrænten og direkte ind i en af de mange buske. Lå lidt og ømmede mig. Forsøgte at kravle op af skrænten, men jorden var våd og alt for glat. Jeg blev ved med at glide. Jeg havde vist ikke andre muligheder end at forsætte ned ad skrænten. Men hvor var Bjørnen? Stod den og ventede på mig? Jeg gik, kravlede og rutsjede videre og væltede hele tiden ind i den ene busk efter den anden, der rev mine hænder, mit tøj og mit ansigt, som var det vilde dyr, der angreb mig med deres skarpe kløer. Jeg undgik heldigvis de fleste træer, der ikke rigtigt flyttede sig, når jeg ramte dem. De stod bare stille og trykkede luften ud af mig og gav mig ømme blå mærker over hele kroppen.
   Jeg var ved at være nede af skrænten, og kunne nu se bjørnen, der stod og ventede på mig. Men jeg kunne også se en masse skygger, der bevægede sig et stykke væk. Det lignede bjørnekroppe, der stod på bagben i en rundkreds inde i en lille lysning. At følge efter én bjørn var ret skræmmende, men frivilligt at gå hen til en helt flok bjørne, det var nok ikke særligt smart. Men bjørnen virkede som en fredelig bjørn, der virkelig havde brug for hjælp, så jeg snublede og kravlede det sidste stykke ned af skrænten og følte mig helt mørbanket, da jeg landede ved siden af bjørnen.
   Jeg kunne nu høre dybe stemmer. Det lød som menneskestemmer. Men hvordan var det muligt? Burde bjørne ikke brøle og brumme? Hvis det var mennesker, så var det vel ikke så farligt alligevel? Med mindre det var sindssyge mennesker, der havde sendt deres bjørn ud for at hente et let offer!? Jeg rystede tanken ud af mit hoved og fortsatte efter bjørnen, men gispede, da jeg så, at skyggerne var bjørne. Hvor pokker kom menneskestemmerne så fra?
   "Det var godt, det lykkedes for dig Bastian," var der en stemme, der sagde. "Jeg er Baldrine, og vi har brug for din hjælp. Bella har brug for din hjælp," fortsatte den.
   Mine øjne ledte i panik efter mennesket, der talte, men kunne kun se bjørne. En af bjørnene trådte frem og kom hen imod mig. Jeg snublede baglæns og landede med et bump på jorden og slog mit haleben. Forsøgte at skubbe mig baglæns, men jeg var helt stiv af skræk, så jeg kom ikke særligt langt. Den rakte sin ene pote frem, som om den ville hilse på mig. "Du må komme med Aurora. Skynd dig," gispede bjørnen, mens den nu også kiggede på mig med store bedende øjne, der samtidig så skrækslagne ud.
   Hvordan kendte den mit navn fra? Og hvordan kunne en bjørn tale? Jeg forstod ingenting. Det lignede ikke en fastelavnsdragt, for den havde ikke de her store huller til øjne og mund. Jeg ville ikke fornærme den, gøre den vred, så jeg rakte forsigtigt min lille rystende menneskehånd frem for at hilse på bjørnen Baldrine.
   "Hvor-dan. Ved du. Hvad. Jeg hed-der?," stammede jeg.
   "Det må vente," svarede bjørnen og hev mig op at stå.
   "Vær sød at hjælp os Aurora. Du er vores eneste håb," blev hun ved. En tårer løb ned af hendes pelsede kind og dryppede på min hånd.
   "Hvad mener ud?," gispede jeg. Men inden hun kunne nå at svare, lød der et smertefuldt skrig, der skar i mine ører. Skriget kom inde fra kredsen af bjørne.
   "Kom nu Aurora, jeg beder dig," råbte Baldrine med en lidt skinger stemme. Men inden jeg kunne nå at svare, begyndte hun at trække mig hen mod kredsen af bjørne. Hele min krop strittede imod. Men hvis der var én, der havde brug for hjælp, så måtte jeg i det mindste forsøge at hjælpe. Min mormor ville have gjort det uden at tøve, det vidste jeg. Men der var vist heller ikke rigtigt noget, der kunne skræmme hende.
   Da jeg nærmede mig bjørnene, åbnede de cirklen op, så jeg kunne komme ind. De stod alle og hang med deres overkroppe og så mere sørgmodige og bange ud end farlige. Som bjørnen, der havde hentet mig. Hvor var den egentligt blevet af, bjørnen?
   "Huu Uhh... aaarrggg," hylede og klynkede en lille bjørn, der ikke var meget større end mig. Den lå inde i cirklen og rystede og græd, mens blodet løb fra dens krop, og dannede en blodplet, der langsomt voksede sig større. En af bjørnene lå ved siden af den og pressede sine poter ind mod såret. Den forsøgte at stoppe blødningen med sine poter, men det virkede ikke rigtigt
   "Hun er ved at forbløde. Hvis du ikke hjælper hende, så dør hun," skreg Baldrine, og kiggede ned på sine store bjørnepoter, der var helt smurt ind i blodet fra den lille bjørn. Det lød som om hun hulkede, men forsøgte at skjule det.
   Jeg kiggede et kort sekund på min pyjamas. Sukkede og flåede så det ene ærme af, som jeg skyndte mig at binde om såret på bjørnens lår, og strammede til, for at stoppe blødningen. Det var næsten som at blive suget tilbage i tiden, hvor jeg løb rundt i skoven, og hjalp min mormor med at redde sårede og syge dyr - denne gang var det bare uden min mormor.
   "Men jeg kan jo ikke hjælpe hende her i skoven. Der er jo ikke noget jeg kan bruge til at sy hende sammen med," gispede jeg og begyndte at ryste - var ved at gå i panik.
   "Jeg er Birger, Bellas far. Tag med til vores hjem. Hjælp Bella dér," beordrede han og forsøgte at lyde alvorlig, selvom hans stemme dirrede. "Jeg beder dig," hviskede han.
   Men hvordan skulle de have noget i deres 'hjem', som jeg kunne bruge til at lappe den stakkels bjørn sammen med? De var jo kun bjørne og bjørne levede jo i huler eller grotter, hvor der normalt ikke var andet end sten og jord og måske lidt vand, hvis jeg var heldig.
   "Vi er venner med din mormor, Magdalene Moonlight," sagde bjørnen, der havde hentet mig og nu stod ved siden af mig. "Jeg er Bastian, Bellas storebror. Du er vores eneste håb," forklarede han og stirrede alvorligt på mig med sine store bedende øjne. Der var noget ved de øjne, noget skræmmende, men samtidig noget kærligt og varmt, som bed sig fast i mig og fik det til at sitre underligt i min krop, gjorde mig lidt døsig. "Kravl op, så bærer jeg dig til vores hjem," bad Bastian og satte sig på knæ, så jeg kunne kravle op på hans ryg.
   Birger løftede forsigtigt Bella op i sine store arme, nikkede til Bastian, og begyndte at løbe af sted på sine bagben, som var han et menneske. Imponerende, tænkte jeg, mens jeg sad på ryggen af Bastian, der løb på alle fire, som en normal bjørn. Hans muskler pumpede løs under pelsen og hans bjørnekrop føltes dejlig varm i morgenkulden. Han løb i siksak mellem træer og buske, og sprang let og elegant over grene og sten, som var han en superatlet. Han løb som gjaldt det livet - men det gjorde det jo også, bare ikke hans eget. Jeg kunne høre prustende, trampende lyde omkring os. Drejede forsigtigt mit hoved til den ene side, så til den anden og så flokken af bjørne, der fulgte med os. Det lignede de løb i en bue omkring os, mens de hele tiden kiggede sig opmærksomt rundt i skoven, som om de passede på os.
   Jeg forsøgte at kigge lige ud. Ville se, hvor vi var på vej hen. Men vinden piskede så voldsomt ind i mit ansigt, at jeg intet kunne se. Kneb mine øjne sammen, men det hjalp ikke rigtigt. Ville have ham til at sætte farten ned, da jeg havde svært ved at holde fast. Men hver gang jeg åbnede munden for at råbe til ham, slugte jeg så meget luft, at jeg var ved at blive kvalt. Det eneste jeg kunne gøre, var at lægge mig fladt ned og holde så godt fast jeg kunne.
   Underligt nok duftede han slet ikke ubehageligt af pels, som jeg ellers altid havde forestillet mig en bjørn ville dufte, lidt som en hund med våd pels eller én, der ikke havde vasket sig i flere uger. Bastian duftede måske lidt af pels, men han duftede faktisk også ret meget af menneske, eller i hvert fald af noget, der mindede om en blomsterduftende parfume. Men måske var det fordi, han lå og sov på en stor mark med blomster? Eller måske sov de på senge af blomster inde i en mørk hule et sted i skoven?
   Han begyndte at gispe. Trak vejret i ryk, og lød ret anstrengt, som om han var ved at dø. Jeg syntes nu ikke, jeg var specielt tung. Men måske var Bastian bare ikke vant til at løbe med ekstra vægt? Eller måske var han også blevet såret?
   Så satte Bastian farten ned, og det var, som om vinden lagde sig. Lidt fremme lå en stor hytte, som jeg ikke syntes, jeg havde set før, selvom jeg ellers syntes jeg havde set det meste af skoven sammen med mormor på vores mange vandreture. Det kunne ikke være en nybygget træhytte, for der lå et tykt lag mos på taget og bjælkerne var så tørre, at de revnede og nærmest skreg efter maling. Men det kunne selvfølgelig være, vi var løbet videre ind i en helt anden skov, som jeg ikke kendte!?
   Hytten måtte være det 'hjem', som Birger havde talt om, og jeg undrede mig over, at de boede i en hytte og ikke i en hule i skoven. Men måske havde de bare 'lånt' hytten, mens ejerne var bortrejst?
   Døren stod åben og i døråbningen stod en gråhåret bjørn med hængende skuldre og arme, der fik den til at ligne en stor abe. Men det var ikke en abe, det var en gammel bjørn, måske en 'oldemorbjørn'?
   Birger var den første, der nåede hen til hyttens trappe. Han satte af og sprang henover trinene og landede med ved siden af den gamle bjørn. Han nikkede til bjørnen, og skyndte sig ind i hytten med Bella i sine arme, og Baldrine lige i hælene. Vi var de næste, der nåede trappen. Men Bastian sprang dog ikke op af trappen, han faldt prustende på knæ foran den. Jeg skyndte mig at glide ned af hans ryg, og i det samme væltede han om op ryggen, og stirrede på mig med helt blanke øjne, mens han hev efter vejret. Hans pels var helt klistret af sved, og der stod en tyk sky af damp fra hans krop. Han rejste sig med store anstrengelser og trak sig op af gelænderet til trappen. Her stod han og prustede og stønnede, mens han tog sig til brystet, som om han havde stærke smerter. Hans øjne var helt sammenknebne, da han kiggede på mig, og viftede mig videre. Jeg skulle vist følge efter de andre ind i hytten.
   Resten af bjørnene skulle åbenbart ikke med. De stod på deres bagben, med ryggen til os i en stor ring, der så ud til at gå hele vejen rundt om hytten. Det lignede de holdt vagt. Det gjorde mig en smule nervøs. Kunne ikke lade være med at tænke på, hvad det var, de kiggede efter, hvem de var så bange for? Jeg skyndte mig op af trappen og ind i hytten, hvor jeg i det mindste kunne gemme mig lidt for det, der lurede rundt ude i skoven. Jeg stod lige inden for døren. Der var ikke særligt meget lys i rummet, kun en svag flamme, der blev til to, inde bagerst i hytten. Det var den ældre hunbjørn, der kom gående med to fakler, som hun hængte op på væggen på hver side af en stor bred pejs. De to fakler gav kun lige nok lys til, at jeg kunne se, hvor jeg gik. Men hvordan skulle jeg kunne hjælpe bjørnen, hvis jeg ikke kunne se, hvad jeg lavede?
   "Kom nu," var der en lille fin stemme, der sagde. Det var en lille bjørn, der stod og kiggede op på mig. Hun tog mig i hånden og trak mig længere ind i rummet. Men vi var ikke alene, for der stod en masse bjørne langs væggene. Hvor mange bjørne var der egentligt? Jeg havde aldrig set en bjørn i skovene før, så jeg forstod ikke, hvor alle de bjørne kom fra. Jeg kunne nu se Birger og Baldrine, der sad på knæ på gulvet mellem to sofaer, der var skubbet væk fra hinanden. I midten lå Bella, den sårede bjørn, på et grønt tæppe og gispede og hulkede, så jeg blev helt dårlig. Baldrine og Birger sad og kiggede forventningsfulde på mig. Ventede på, at jeg skulle hjælpe Bella. Det samme gjorde den lille bjørn, der trak i mig.
   "Jeg. Har. Altså. Brug. For. Mere lys," stammede jeg.
   Birger og Baldrine kiggede på hinanden, så kiggede de på den ældre bjørn.
   "Milrana, tænd lyset?" kommanderede Baldrine.
   "Jam. Jamen det er jo farligt med for meget lys," svarede hun og gispede.
   "Det ved jeg. Men. Hvis Aurora skal hjælpe Bella...Hvis hun dør, så," vrissede Baldrine.
   Milrana nikkede og skyndte sig hen for at lukke døren, men var lige ved at få den i hovedet, da Bastian væltede ind. Han pustede stadig lidt anstrengt, men lignede i det mindste ikke et hvidt, dampende spøgelse længere.
   "Jamen så skynd dig dog ind, så vi kan lukke døren," gispede Milrana og smækkede døren bag ham. Så vraltede hun rundt i stuen på et par stive ben, og trak alle gardinerne for. Den lille bjørn gav slip på min hånd, og skyndte sig hen for at hjælpe med gardinerne og kort tid efter blev rummet lyst op af en stor lysekrone i loftet.
   Nu kunne jeg i det mindste se noget. Men min var frygtelig tung. Kunne ikke løfte mine arme, de var tunge som bly og mine ben ville ikke bevæge sig.
   Kom nu Aurora, skreg jeg inde i mit hoved. Jeg havde så tit hjulpet mormor med at redde sårede dyr, så jeg vidste jo godt, hvad jeg skulle. Men det var som om min krop ikke fungerede, som om jeg var lammet af skræk. Jeg var lige ved at tude, da jeg pludselig fornemmede min mormor et sted i rummet. Var hun her, eller var det bare en følelse (måske ønsketænkning)? Men nu kunne jeg også høre hendes stemme. Hun talte til mig, beroligede mig, og fik mig til at tro på, at jeg godt kunne klare det.
   "Jeg har brug for en barbermaskine, rent vand, rene forbindinger og nål og sytråd og noget smertestillende," råbte jeg, og spekulerede på, om de faktisk havde alle de ting.
   Bjørnene, der indtil nu havde stået helt stille som store skygger, væltede rundt og skubbede til hinanden og et øjeblik tænkte jeg, at det måske havde været bedre, hvis jeg selv havde fundet tingene. Men så begyndte de at komme tilbage med det, jeg havde bedt om. Lige på nær noget smertestillende.
   Bella lå helt sammenfoldet og klynkede, mens hun stirrede op på mig med store skræmte øjne, der mindede mig lidt om Bastians, bare blå, mere skræmte og fyldt med smerte. Baldrine nussede hendes kind, og gav hende en tyk gren i munden, som hun skulle bide i.
   Der var allerede en del blod på det grønne tæppe. Hvordan kunne det lade sig gøre, med den stramme forbinding, som jeg havde lagt om hendes lår? Men så så jeg hvorfor! Hun blødte også fra sin mave. Det lignede et snitsår - fra en kniv. Det var slet ikke låret, der havde blødt så meget, det var såret fra hendes mave. Det havde jeg slet ikke opdaget, på grund af hendes tykke pels.
   "Birger, løft hende, så jeg kan få stoppet blødningen på hendes mave, " råbte jeg. Birger sagde ikke noget, men løftede Bella, der gispede. Baldrine hjalp mig med at trække en forbinding rundt om hendes mave, så vi kunne stoppe blødningen.
   Da Birger lagde Bella ned igen, stoppede hun med at klynke. Hendes krop lå slapt og livsløst på gulvet med tungen hængende ud af munden. Jeg kunne høre Baldrine gispe, mens jeg febrilsk ledte efter en puls under pelsen på hendes hals. Mærkede en svag puls, og pustede lettet ud. Hun var i live, gudskelov. Men hvor længe? Jeg måtte skynde mig. Men det var svært med mine rystende hænder og mit hoved, der havde svært ved at holde fokus. Jeg måtte koncentrere mig. Fokusere på opgaven.
   Såret på låret var dybt, men ikke særligt bredt. Det ville kun kræve et par sting. Men såret på hendes mave var langt og sad på tværs. Det ville tage tid at sy, men det værste var, at det ville blive frygtelig smertefuldt for Bella. Jeg tvang mine rystende hænder til at være rolige, bandt en ren klud om hendes lår og strammede til, for at bremse blødningen, mens jeg syede såret på hendes mave. Hun gispede, men blev liggende. Men da jeg rensede såret på hendes mave, begyndte hun at skrige smertefuldt. Jeg tog nålen, satte tråden i og kiggede alvorligt på Birger og Baldrine. Deres ansigter var sammentrukne og anspændte, da de lagde deres poter på Bellas skuldre, arme og ben. Baldrine lukkede sine øjne, mens tårerne løb ned af hendes kinder.
   Jeg tog en dyb vejrtrækning, og stak så nålen i Bellas mave. Hun bed i grenen, mens hun skreg højt og forsøgte at komme fri. Men Birger og Baldrine holdt fast og kiggede begge skrækslagne på Bella. Så blev hun endnu engang helt slap, men denne gang kunne jeg se, hun trak vejret i små hurtige gisp, så jeg skyndte mig at sy det sidste stykke sammen, og gik hurtigt videre med at sy og forbinde såret på hendes lår.
   Da jeg endelig var færdig, faldt jeg helt sammen og sad og stirrede på mine blodige hænder. Da jeg så blodet gik det op for mig, hvad det var der lige var sket. Jeg begyndte at ryste. Alle mine muskler blev slappe og rummet snurrede voldsomt rundt og gav mig kvalme. Så mærkede jeg noget varmt og roligt på min skulder. Det var Baldrines bjørnepote. Hun smilede venligt til mig.
   "Tak... tusind tak Aurora. Hvad skulle vi dog have gjort uden dig," snøftede hun, mens tårerne løb ned af to dybe render i pelsen på hendes ansigt.
   Jeg kunne ikke sige noget, da der sad en klump i min hals og spærrede for luft og lyde, så jeg smilte i stedet lidt anstrengt til hende. Var det virkelig lykkedes mig at sy bjørnen sammen - uden hun døde? Jeg kunne næsten ikke tro det. Men jeg følte mig ikke glad, for jeg var ikke sikker på, om hun ville overleve, når hun havde mistet så meget blod.
   Det var begyndt at blive lyst udenfor. Jeg måtte hjem, inden min mor vågnede og flippede ud over, at jeg var væk. Men hvordan kom jeg hjem? Jeg anede ikke, i hvilken retning jeg skulle gå. Eller om de ville lade mig gå.
   "Jeg skal nok bære dig tilbage, Aurora," udbrød Bastian, som om han havde læst mine tanker. Han rakte mig sin bjørnepote og trak mig forsigtigt op. Den var blød, hans bjørnepote, men en smule svedig. Men jeg skulle nok ikke snakke, med mine egne blodige, klistrede hænder, der nok heller ikke var særligt rare at røre ved. Jeg stod lidt og gyngede, mens jeg holdt hårdt fast i Bastians pelsede bjørnearme. Troede jeg skulle besvime, men så blev min krop mere rolig og rummet stoppede med at dreje rundt.
   "Er du okay Aurora," spurgte Bastian.
   "Blev lige lidt svimmel, men det går bedre nu," svarede jeg og smilte venligt til ham. Jeg forsøgte jeg at trække mig fri af hans pote, men han holdt fast.
   "Kom nu! Vi må skynde os, inden det bliver helt lyst," sagde han og kiggede et kort sekund hen mod Bella og sukkede. Så stirrede han på mig med sine store bedende øjne.
   Hvad var der, med de der bedende øjne? Så hans øjne altid så sørgmodige ud, eller var han faktisk bekymret hele tiden? Jeg vendte mig rundt og så Baldrine og Birger sidde på knæ ved siden af Belle, der stadig lå slapt på gulvet og gispede. Det lignede, de bad for hende, mens de holdt hendes små bjørnepoter i deres store lapper.
   Da vi kom udenfor, stod bjørnene stadig foroverbøjet i en ring rundt om huset, og bevægede deres hoveder fra side til side, og så anspændte ud. Trætoppene begyndte at lyse faretruende rødt. Solen var på vej op. Jeg stirrede på den ildrøde farve, mens jeg skiftevis tænkte på min mor, der måske snart vågnede, og den stakkels blødende Bella, der måske ikke ville overleve.
   Det gav et sæt i mig, da Bastian gav slip på mig, sprang ned af trappen, og
   landede på alle fire. Jeg forsøgte at gøre ham kunsten efter, men mine ben ville åbenbart ikke helt som jeg, så jeg snublede i stedet ned af trinene, landede klodset på mine knæ og ramte ham i siden, så han vendte sig og stirrede på mig
   "Undskyld," hviskede jeg og skyndte mig at kravle op på hans ryg, mens jeg forsøgte at ignorere smerten i mine knæ.
   "Hold fast," råbte han og sprang af sted.
   Turen tilbage foregik i lige så høj fart og i den samme siksakkende, dukkende og springende stil, som turen til bjørnenes hytte. Det var endnu engang helt umuligt for mig at se eller genkende noget, selvom jeg virkelig forsøgte. Så bremsede Bastian endelig op. Vi var i udkanten af skoven, for jeg kunne se terrassen til min mormors hytte lidt længere fremme.
   Bastian stod stille, mens han hev efter vejret. Han sagde ikke noget, så jeg skyndte mig at kravle ned. Men da jeg ville gå, greb han fat om mit håndled, og fik mig til at snurre rundt, så jeg stirrede direkte ind i hans dybe mørkebrune øjne. Jeg gispede forskrækket, men han gjorde ikke noget. Han stod bare og stirrede på mig. Så svingede han sine bjørnearme ud. Jeg lukkede mine øjne som i en refleks, mens mit hjerte bankede nervøst. Men der skete ikke noget, kunne kun mærke han stod og pustede mig ind i ansigtet. Så tog han om mig og trak mig ind til sig, så mit ansigt blev presset ind mod pelsen på hans brystkasse. Krammede han mig? Det gjorde han vist. På en lidt hård og klodset måde. Jeg kunne tydeligt mærke hans galoperende hjerte, der bankede igennem hans tykke pels. Min krop begyndte at sitre underligt og jeg blev helt varm, så mine kinder og ører til sidst brændte. Havde svært ved at trække vejret, så jeg gispede højt. Det fik ham til at give slip.
   "Undskyld. Jeg. Øh. Tak. Hvis jeg kan gøre noget for dig, hvad som helst, så... så læg en besked i det hule træ - bagerst i din mormors have," hviskede han, mens han kiggede på mig. Men denne gang var hans øjne ikke så sørgmodige. De strålede, næsten magisk. Min hals føltes pludselig frygtelig tør, og jeg følte mig igen lidt svimmel. Men jeg trængte nok bare til at sove.
   "Æh øhm tak," svarede jeg, mens jeg langsomt bevægede mig baglæns mod hytten. Drejede hovedet, for lige at tjekke, at der ikke var tændt lys, at min mor ikke allerede var vågnet. Men der var heldigvis stadig mørkt. Vendte mig tilbage mod Bastian, for at sige farvel, men han var væk. Jeg løb det sidste stykke hen til hytten, mens mine ben gyngede underligt under mig. Listede forbi vinduerne ind til køkkenet og stuen. Stadig mørkt. Nåede jeg rundt om hjørnet og stod nu foran døren. Jeg holdt vejret. Lænede mig ind mod døren og lyttede. Der var helt stille. Tog fat i håndtaget, trykkede det ned, og åbnede forsigtigt døren, der endnu engang knirkede. Stod helt stille. Lyttede. Der var stadig helt stille, så jeg sneg mig ind i mørket og skubbede mine røde kondisko af med fødderne, da jeg ikke ville risikere at få smurt blod på dem. Men da jeg kiggede på mine sko opdagede jeg, hvor ligegyldigt det var, for de var allerede smurt godt ind i jord og græs. Og blod. Jeg sukkede. Havde vist ikke helt tænkt mig om, da jeg tog mine nye sneakers på i skoven. Skyndte mig at skubbe dem ind bagerst i skoskabet, og bad til, at min mor ikke ville opdage, hvordan de så ud.

Da jeg vågnede næste morgen lå jeg og stirrede op i loftet og spekulerede på, om jeg faktisk havde været på tur i skoven i nat og mødt en masse talende bjørne ... Og syet en af dem sammen - eller om det hele bare havde været en underlig drøm. Men jeg følte mig frygtelig øm i min krop, og da jeg satte mig op i sengen og så min beskidte pyjamas, der manglede et ærme, og mine hænder, der var smurt ind i blod, vidste jeg, at det ikke var noget, jeg havde drømt. Jeg væltede ud af sengen, rev den beskidte, ødelagte pyjamas af, rullede den sammen og gemte den i bunden af skabet. Tog mine nye jeans og den grønne top på og sad lidt og forsøgte at få ro på min lidt anstrengte og gispende vejrtrækning. Måtte få styr på mig selv, inden jeg gik ud i køkkenet, hvor jeg kunne høre, min mor rumsterede rundt.
   "Nå der var du sovetryne," sagde hun, da hun så mig.
   Hun lød helt glad. Jeg stod bare og stirrede underligt på hende, mens jeg overvejede, om det her måske var noget jeg drømte, da hun opførte sig mere glad, end hvad hun plejede, og hun så også næsten helt normal ud.
   "Hallo, er du der Aurora? Har du sovet dårligt min skat?" spurgte hun.
   "Øhm, undskyld mor, jeg havde bare en mærkelig drøm, som jeg ikke helt kan ryste af mig. Noget med nogle talende bjørne," svarede jeg, mens jeg gemte mine hænder bag ryggen.
   "Ha ha... talende bjørne, ja det lyder som en mærkelig drøm...," svarede hun og vendte sig igen om for at røre rundt i gryden.
   Jeg skyndte mig forbi hende, ud på badeværelset, hvor jeg stod længe og skrubbede og gned mine hænder, for at få det indtørrede blod af, mens jeg hele tiden tænkte på den stakkels bjørn og Bastians brune øjne. Det lykkedes mig at få blodet af mine hænder, men følelsen og billedet af bjørnen, ville ikke forsvinde. Mine hænder så forfærdeligt ud. De var fyldt med rifter efter den voldsomme tur ned af skrænten. Hvordan skulle jeg forklare det for min mor?
   "Hvad har du dog lavet med dine hænder," gispede min mor, da vi sad og spiste morgenmad, som sædvanligvis bestod af havregrød, da vi ikke 'væltede i penge', som min mor altid sagde. Det fik mig til at tænke på mine nye røde kondisko, som hun havde købt til mig for ikke så længe siden. Følte mig som et forfærdeligt barn, selvom det jo ikke havde været med vilje, at de var blevet så beskidte.
   "Øhm. Jeg rev mig, da jeg ville redde en fugleunge ud af en busk," løj jeg.
   Min mor kiggede på mig med smalle mistænksomme øjne.
   "Nå men hvad skal vi så nå i dag," skyndte jeg mig at sige og håbede på, det kunne få hende til at tænke på noget andet.
   "Vi skal fortsætte med at gøre mormors hytte pæn og ren," svarede hun og hældte en kop kaffe op i et stort blomstret krus.
   Mere rengøring, tænkte jeg og blev endnu mere træt. Måtte nyde de sidste par minutter, indtil hun havde drukket sin kaffe. Hun mindede faktisk ret meget om mormor, når hun sad der med håret sat op i en knold og drak af mormors yndlingskop. Men hun havde helt ret, for resten af ugen og ugen efter, gik tiden med at gøre mormors hytte 'pæn og ren'. Jeg havde det underligt med at rode rundt i min mormors gamle skabe, kasser og papirer. Det virkede forkert. Men det værste var, at min mor hele tiden smed en masse af mormors ting ud. "Det er bare gammelt ragelse," sagde hun og smed det ned i en stor sæk med en masse andet 'ragelse'. Det gjorde mig trist. Følte hun smed noget af min mormor ud. Min elskede mormor, som jeg savnede så frygteligt. Jeg brød mig ikke længere om mormors hytte. Den var blevet alt for pæn og alt for trist, uden alle mormors sjove og spøjse nipsting, blomster og underlige urter. Det meste var efterhånden blevet smidt ud - det jeg ikke havde nået at gemme væk - og stod nu i store sorte sække udenfor. Engang imellem, når min mor ikke så det, smuttede jeg ud og rodede rundt i sækkene. Fandt ting, som jeg ville beholde. Ting, som mindede mig om min mormor.
   Jeg tænkte konstant på mormor og på bjørnene og så snart jeg kunne slippe væk fra min mors slavelejr, skyndte jeg mig ud og ledte efter spor. Spor, der kunne fortælle mig, hvad der var sket med min mormor eller i hvilken retning hun var gået. Men jeg fandt aldrig noget. Der var heller ikke spor efter bjørnene, som jeg også gerne ville tale med, da de havde sagt, de kendte min mormor. Tænkte de måske kunne hjælpe mig med at finde hende. Så kom jeg i tanke om, at Bastian havde sagt, jeg kunne skrive en seddel og lægge den i det hule træ i haven. Så snart det var mørkt, og min mor var gået i seng, listede jeg mig ud og lagde en seddel i det hule træ og håbede på, han holdt, hvad han havde lovet.