Manden vaklede nogle skridt tilbage. Et 'plump' lød i det noget sank ned under overfladen af den brusende flod. En stribe af blod dryppede ned i hans ene øje. Hans blodskudte blik i agtog hver eneste bevægelse målet til hans opmærksomhed lavede. Han brølede rasende. Hans brøl fik pigen til at gå bagud og falde over en rod. Han gumlede på et stykke kød, der sad fast mellem hans mange, spidse tænder. Hans mave knurrede. Blodet pumpede og pupilerne var store af den øgede adrenalin. Så sulten, hele tiden. Selv efter et måltid.

...

Jill's kinder var våde af make-up og tårer. Hendes blå øjne var hævede og røde. Hun bøjede sig ned og greb den største sten hun kunne finde. Ikke meget størrere end en tennisbold. Kastede den så hårdt hun kunne. Manden i jakkesættet, en ældre herre, brølede bare, så spyttet fløj.
   "Jill, jill hjælp mig, hjæ-," hørte hun sin bror Noah råbe til hende. Men hun havde været så bange. Jill lukkede øjnene et øjeblik, men så kom billederne. Solen havde skinnet på en skyfri himmel og fuglenes sang havde skabt en fredelig, idyllisk stemning. Far der kom gående med kurven, mor der foldede tæppet ud. Hvis bare de ikke var stoppet og steget ud af bilen. Men så... så...
   så kom monsterne. Fuglene stoppede med at synge omgående. Personer kom løbende fra alle sider, løb gennem torne-krattet uden at lade sig mærke af rifter og tøj der blevet revet i stykker.

Det skete så hurtigt. På ingen tid blev de omringet. Hendes mor stoppede ikke at skrige et eneste øjeblik, Noah græd og far blev væltet omkuld. Det der lignede børn, bed og flåede kødet af hans knogler. Jill fik revet sig fri. Hun løb og så sig et kort øjeblik over skuldrene. Hendes mor blev kastet til jorden. En af personerne, nej monsterne, bed sammen om hendes underlæbe. Blodet sprøjtede, da han rev til. Jill opdagede hurtigt at hun blev forfulgt. En af dem var lige i hælene på dem. De andre var blevet og var i gang med at fortære hendes familie.

Jill var ganske vist en spinkel, slank pige, men for en pige, havde hun et par lange stænger. Hun kunne lugte sit eget sved. Hendes hjerte slog for fuld hammer. Hun kunne knap nok trække vejret, alligevel blev hun ved med at løbe. Et blik bagud var motivion nok. Den måde han så på hende. Vreden i hans blik, kradsemærkerne i det rødlige ansigt. Han halede hastigt ind på hende. Afstanden mellem dem blev hurtigt mindre.

Åh gud, nåede hun at tænke i det øjeblik hvor han rakte ud efter hende. Så forsvandt jorden under hendes fødder og en plasken lød. Vand kom ind i hendes mund, hun sparkede bagud med fødderne og fik hovedet op over. Gispede, spyttede og hostende. Manden brølede bag hende og uden at tænke over det, tog hun svømmetag. Der. En lille ø, omringet af et par buske og træer.

Jill rejste sig op og satte sig på en halvrådden, hul træstamme. Manden blev ved med at brøle. Det virkede som om han brølede endnu højere end før, som om han var rasende over at hans bytte var sluppet væk. Jill rystede, hendes øjne stak. Det eneste hun kunne høre og se i det øjeblik var manden og hendes familie der blev revet i stumper og stykker. Hun dækkede sit ansigt med sine hænder og gemte sit hoved mellem knæene. Døde, de var døde. Død, død, død, død. Snart ville der ikke være mere tilbage af dem. Det kunne kun være et maridt. Det skulle det. Hendes mor, far og lillebror, de kunne ikke være døde. Det kunne de bare ikke. Et maridt, når hun vågnede, ville hun se dem igen. Over hende trak skyerne sig sammen, buldrende begyndte det blive mørke og vinden rev i hendes lyse hestehale.

"Ja," sagde hun til sig selv og nikkede adskillige gange. "Det er bare et maridt." Et glimt for over himlen og på den anden side lød en knagende lyd fra et højt træ. Jill faldt ned fra træstammen. Hendes øjne blev store, blodet i hendes årer blev med et til is.

...

Manden stirrede på træet i det træstykker og splinter fløj til alle sider. Så faldt det ind over floden, hvor dens krone landede på øen. Pigen kæmpede for at skubbe træet ud i floden, hun råbte og bandede. Men det var for tungt. Han forstod ikke hendes ord, kun at han nu kunne komme over. Udtrykket i hendes øjne, gråden der kom over de bævrende læber, holdte ham ikke tilbage. Blodet flød stærkt og pigen stoppede hurtigt med at vride sig. Prøvede ikke mere at skubbe ham af sig. Hendes læber blev stive og øjnene stirrede op på himlen, mens han spiste af hende. Flere som ham, kom, og snart var pigen heller ikke hel mere.