03/06/2039

Et spejlbillede reflekterede en ung dreng, der kiggede ind i et kæmpe spejl, hængende på et badeværelse dækket af marmor på væggene, og luksuriøst inventar.
   "En ung mand," erklærede Neru selvsikkert, dog uden at det lød overbevisende. Han fyldte tretten år dagen forinden, hvor han håbende ønskede sig en AR chip i fødselsdagsgave. Langt de fleste i min klasse har en AR chip, tænkte han, efterfulgt af en skuffende tanke på realiteten. Alt lige fra strikkede trøjer, gavekort, musemåtter, penge, til computerkomponenter var lystigt blevet pakket op. Men det eneste han foralvor havde ønskede sig, var en AR chip. Neru spekulerede over, om han kunne forhandle sig til, eller bytte alle hans gaver væk, for at få lov til at få en AR chip, får hans forældre.
   Hans far var direktør, for en af de ledende producenter og udvikler af AR chips: Forbedrede virkelighed, kaldte mange det. En mikrocomputer chip, der forbinder ens krop med virtuel programmering. Desværre havde Neru erkendt, han nok ikke fik lov til at få en chip endnu. Lettere irriteret over dette faktum, og hans forældres skruppelløse overbevisning om at AR chips var farlig for udviklingen af børn, hoppede Neru ind i brusekabinen og afsluttede morgendagens trivielle ritualer.

Påført en uldet flere farvet sweater, og grålige cargo-pants lukkede Neru forsigtigt døren til sit værelse efter omklædningen. Forhåbentligt sover Evelyn stadig, tænkte Neru, imens han huskede på alle de mega provokerende pranks og diskussioner, han har haft med sin søster, der næsten altid endte med at hun fik ret, og han fik fred ... selvom dette oftest kun var kortvarigt.
   Han vendte sig rundt for at begive sig mod køkkenet, og faldt forover, med et højlydt klask! da hans hænder ramte gulvet med fødder samt ben der hang hen over hans søster, der havde lagt sig på knæ lige bagved ham, som en sand prankster og lydløs jæger, på jagt efter sit bytte.
   "Ha Ha Ha Ha," kom det højlydt grinende fra Evelyn. Der med sit lange blonde hår, og næsten selvlysende blå øjne, lignede en engel i forklædning.
   "Av for fanden," fremskaffede Neru sig at sige, med en smule tryk på fanden. Han var udmærket klar over, hvad der nu skulle ske, en dårlig joke, og nedladende kommentar.
   "Du ligner en der er hoppet ... faldet, ud af skabet, med den regnbuefarvede grime bluse. Du er selvfølgelig også både rødhåret og en kæmpe nørd, så det undre mig ikke." Evelyn, havde knap kunne nå at fortælle færdig, før Neru skubbede Evelyn væk, med et hårdt skub, og frembrusende råbte: "Gå med dig," efterfulgt af en smule forhastede: "Ellers fortæller jeg far, at du havde drenge besøg i nat."
   "Det tør du ikke" kom det fra Evelyn, med det samme. Nerus øjenbryn og panderynker krøb sammen, udstrålede i bedste stil han havde lært, et fjendtligt udtryk, i håb om at han så troværdig ud, for at kunne slip af med sin søsters evige frastødende adfærd.
   Til hans overraskelse, sagde hun intet. hun så sågar muligvis en smule nervøs ud, da hun rejste sig med stor besvær. Hurtigt listede hun ned af gangen, og ind på sit værelse. Efter smækket fra døren havde lagt sig, fik Neru også selv rejst sig op, rettet sin bluse og tænkte: jepper, nedladende og en joke. Men han havde dog ikke haft nogen anelse om hvad joken betød.
   Efter at have stået og sundet sig et kort øjeblik, gik han ned af den lange gang med alverdens gamle billeder af familiemedlemmer, og stoppede først op helt henne foran køkkendøren, som var en kæmpe håndskåret dobbelt dør i træ, med utrolig mange detaljer. Hans far havde engang fortalt, at det var hans oldefar, der havde lavet den. Neru synes at det er den pæneste døre, han nogensinde havde set. Muligvis fordi den var ensbetydende med at man nu træder ind i køkkenet, som var det bedste rum i huset, da alle former for diskussioner eller pranks var bandlyst imellem ham og Evelyn. Nåå ja, og god mad tænkte Neru på, som det sidste inden han åbnede døren.

En overvældende duft af kaffe, ristet brød, og stegt bacon havde mødte Neru som en mur, da han åbnede døren. I det rummelige køkken, stod hans far foroverbøjet hen over køkkenøen, fuldt i gang med at smøre hvad der lignede Nutella, på et stykke ristet brød. På en af de mange barstole, sad hans onkel Niklas og læste noget på hans mobil hologram. Overskriften lød: Sën Energy har igen milliardoverskud.
   "Godmorgen Neru, Müsli, ristet brød, eller æg og bacon til herren?" Neru, svarede sin far spøgefuldt: "Må jeg ikke få alle tre?"
   "Ej Neru, kom nu. Jeg har lidt småtravlt, da jeg har et møde med et research team, her klokken 9:30 på fabrikken." et par sekunder senere, uden at få et svar, stoppede Nerus far brat sin morgenmads lavning, kiggede op, direkte mod Niklas.
   "Du Niklas, kunne du ikke lige tage over her. Du ved godt jeg ikke kan komme for sent til det møde. Det lyder jo til, at være det helt store gennembrud i algoritmen ... ikke sandt?"
   "Jo jo, det er fint Silas." Kom det yderst fraværende svar fra Niklas.
   Neru, havde aldrig set sin far blive stresset på den måde. Han plejede altid at være jordbundet, med oceaner af tid, til at lave morgenmad til både ham og Evelyn. Gad vide hvilken ny ting det research hold nu har fundet på til AR forbedret virkelighed, som jeg også går glip af at opleve, overvejede Neru. Han gik i et særdeles nedslået tempo, hen og satte sig på en barstol, lige ved siden af sin Onkel. Han havde altid betragtet sin onkel, som en smule mystisk, mærkelig, men samtidige en, der altid var venlig og behandlede ham ... hvad var det ... ligeværdigt. Nærmest som en voksen. Undrende over dette, spurgte han sin Onkel: "Niklas, vil du køre mig i skole?"
   "Jo, det kan du tro jeg vil. Hvorfor tror du jeg er her?" Nikas, drejede hovedet mod Neru. Grinede komisk, i det han fortsatte: "Det er helt sikkert ikke for at se en gammel abe, blive stresset over intet" gestikulerende viftede han sin hånd mod hans far.
   "Hov hov hov. Det vidst lige lummert nok i køkkenet til mig. Jeg må hellere få skjorten, sammen med det stramme slips på, og komme af sted." En anelse dramatisk, muligvis sarkastisk, stormede Silas ud af den håndskåret dør, i den anden ende af køkkenet. Tilbage sad Neru og hans Onkel Niklas, smågrinende, efter døren var blevet lukket.
   "Nååå, da blev han nok lidt fornærmet, din kære far" sagde Niklas, imens han rejste sig, og gik mod kogeplade. Han fandt en pande frem, seks skiver bacon og tre æg.
   "Æg og bacon unge mand, coming right up." Der var ikke gået længe, før Neru lystigt sad og spiste en velsmagende portion æg og bacon.
   "Nej, der findes ikke meget, der bedre ind æg og bacon til morgenmad. Ha ha, faktisk så findes der ikke meget bedre i livet, hvis jeg skal være helt ærlig" fortalte Niklas storsmilende til Neru, som indsmurt i fedtstof om munden, og ketchup på den mange farvet bluse, ikke andet end kunne være enig i dette udsagn.
   "Tjo det skulle da lige være gaver, som man ikke havde forventet at få" kom det fra Niklas, der til Nerus store overraskelse, fiskede et gammeldags konvolut op fra sin lomme. På brevet, kunne han se der stod: Til Neru, fra Onkel Niklas.
   "Undskyld jeg ikke kunne komme forbi i går. Det er ikke altid nemt, at være voksen. Men et stort tillykke unge mand, håber du kan bruge din gave, fordi den kan ikke byttes" halvt fnisende, overdrog han brevet til Neru.
   Hvad i alverden kunne det være, måske penge eller et gavekort? Overvejede han, imens han lukkede op for kuverten. Hans blege fingre, fik kontakt med en lille rund genstand. Han blev bleg i ansigtet I sådan en grad kun hans fregner, viste tegn på liv, ved berøringen af konvoluttens indhold. Han kiggede op på sin onkel, der så helt ivrig ud efter at få en reaktion.
   "Men ... men, det må jeg jo ikke "stammede Neru.
   "Hvad de ikke ved, har de ikke ondt af" argumenterede Niklas ironisk med. Op af kuverten, kom en AR chip, ikke mere end et par millimeter stor, grå og lignede mest af alt, en lille pille.
   "Plejer de ikke at være sorte?" spurgte Neru nysgerrigt om.
   "Jooo, det gør de. Men dette er ikke en generation 1 eller 2. Det du sidder med der, er en generation 3 chip." forklarede Niklas.
   "Generation 3?" Gentog Neru, med en ny forundring kiggede han overrasket på den lille grå chip igen.
   "Ja, generation 3. Den er stadig i test fasen, men er mere eller mindre klar til lancering" forklarede Niklas.
   "Er den så ... farlig?" Niklas trak på skulderen, rystede let på hovedet, og sagde: "Ville jeg give dig noget, jeg tror der er farligt Neru?" med et smule flovt ansigtsudtryk, kastede han hurtigt chippen i munden. Slugte den med det samme, og snuppede en slurk af sin appelsin juice.

Der er ingen forskel, tænkte Neru, få sekunder efter.
   "Hvorfor kan jeg ikke ... Hvordan virker ... jeg mener, hvornår virker det?" fik Neru vrøvlende formået at spørge om.
   "Åh ja, det ved du jo godt. Det er forskelligt fra person til person. Chippen, er lige nu I gang med registrere dit DNA, og vil derefter, finde ud af hvordan den tilkobler sig til de milliarder af nerveceller, der findes i din hjerne. Det er jo trods alt, to (Computere) der skal finde forbindelse, og forstå hinandens kodning, for at få adgang til hinandens data. Faktisk tager det flere måneder før de har fuld forbindelse Neru. Men den del du glæder dig til, gætter jeg på ... er blot det at kunne se en forskel, og dette kommer hurtigt når chippen connecter med den del af din hjerne der hedder Nakkelapperne. Der burde ikke gå mere ind en time, eller to, før du vil se nogle visuelle indstillinger, og setups. Det kan godt være lidt overvældende i starten, sådan at se noget der ikke er der i virkeligheden, men det vender de fleste sig hurtigt til. Nåååå ja, generation 3, er tilkoblet et nyt netværk, og mere intelligent interface ... nærmest kunstig intelligens bliver der fortalt fra nogle af testpersonerne."
   Med åben mund og polypper, lyttede Neru intenst til hvad hans onkel fortalte om generation 3 AR chips, og hvad forskellige testpersoner havde oplevet, lige indtil hans far igen åbnede den håndskåret dør til køkkenet.
   "Er du klar? Vi køre nu Neru." kom det pustende, højttalende fra Silas. Fedtstof om munden, en ketchup indsmurt bluse, i ellers rigelige forskellige farver i forvejen, med et udtryk af skuffelse og en forvirret tank: Men han gav mig lov til at køre med Onkel Niklas? Blev iscenesat af et lille rysten på hovedet.
   "Jeg har ikke tid til det her Neru. Jeg skal være til møde om 15 min. Så må du altså finde din cykel frem ... og" Silas blev afbrudt af Niklas, der roligt sagde: "Jeg køre ham ... smut du bare af sted. Der er vist ikke brug for mig før engang i eftermiddag på fabrikken, jeg har alligevel lige et par andre private ting, der skal ordnes."
   "Husk at Mor ikke kommer hjem i dag, hun er i København. Der skulle gerne ligge nogle pizzaer, eller sådan noget i fryseren. Ellers må du jo bestille noget udefra." Halvt ude af bryggersdøren, der lå i forbindelse med køkkenet, kunne man høre Silas råbe den sidste kommentar: "Farvel, vi ses i aften." efterfulgt af et dobbelt smæk! fra bagdøren og en bildør. En voldsom lyd af granitskærver der bliver revet op af bildæk, kastet mod muren, træværk, skraldespand, og nogle enkelte ramte sågar det store glasparti, ind til køkkenet, hvor Niklas og Neru kiggede fnisende på hinanden.
   "Wow, har du nogensinde set min far sådan før" spurgte Neru om. Det måtte Niklas tilstå, han ikke havde.
   "Ikke siden den dag, han var ved at komme for sent til fødslen af Evelyn" tilføjede han, med et par ekstra panderynker.
   "Nå, er vi ved at være klar til at køre?" Lød det lettere beordrende fra Niklas.

Efter at have fjernet det meste fedtstof om munden, samt gjort et forsøg på at begrænse skaden af ketchup på hans bluse, vandrede Neru ud i bryggerset, og fandt hans lille taske, med sin bærbar computer. Han smed den hen over nakken, sammen med en windbreaker, hvorefter han skyndte sig at hoppe i sine sorte, turkis stribet sneakers og smækkende fløj ud af døren. Niklas var allerede på vej op af den halvlange indkørsel til vejen, hvor hans bil stod. Jeg håber det er Jeepen, tænkte Neru på vej op af indkørslen, i hælene af hans Onkel. Rundt om den to meter høje bøgehæk, fik Neru øje på en bil.
   "Woooow, hvad er det?"en ivrig Neru, løb hen mod bilen. Den ligner noget der er 100 år gammel, men på den gode måde.
   "Det kaldes en bil" jokede Niklas spydigt med. Dog uden at have nogen effekt på Neru, som lystigt åbnede døren, hoppede ind, og straks beundrede læder sædene, det store analog speedometer, gammel dags gearstang, og nedrulning af vinduet med håndkraft, som var et særdeles stort hit hos Neru.
   "Woooow" lød det igen fra Neru ... "Hvad er det for en bil?" Storsmilende satte Niklas sig ind i bilen, og sagde:"Det er en 1969 Royal Bobcat Pontiac GTO. Eller som din far ville sige ... Skrot, der burde være ulovligt stadig at køre i."
   En brummende, rumlende høj lyd kom fra bilen, da Niklas drejede på sin nøgle i tændingen. Neru storsmilede hele vejen ned af den lukkede vænge, som hovedsageligt bestod af store ombyggede 70'er parcelhuse. Bilen vibrerede på samme måde som hans controller til playstation 6, dette er bare tusind gange federe. Tænkte Neru, i det de rullede forbi hans hus, hvor Evelyn kom med en mærkelig ansigts grimasse, halvt vraltende op af indkørslen, og råbte: "Må jeg få et lift?"
   Niklas stadig kørende, rumlende, brummende i bilen, stak hovedet lidt ud af vinduet, og råbte tilbage: Der er kun plads til to"
   "Ej hvor tarveligt" kom det med det samme fra Evelyn, der dramatisk tabte både sin håndtaske og sommer jakke på de sorte skærver.
   "En anden gang, Evelyn. Det lover jeg" råbte Niklas igen idet han gassede hårdt op, at både han selv og Neru, blev trykket tilbage i lædersæderne. Neru kiggede i bakspejlet og kunne lige skimte sin søster komme op på fortovet, der denne gang, direkte smed sin håndtaske og jakke fra sig. Det morede Neru sig en helt del over, da det næsten altid var Evelyn, der sad i fede biler, og blev kørt på arbejde i Kolding, eller samlet op af diverse veninder eller unge mænd med smarte El-biler. Nu fik jeg endelig lov, også selvom det kun var en kort tur til skolen, ville han have mest muligt ud af det.
   Ned af den lille bakke på Rugbjergvej, trykkede Niklas play, på den ikke helt originale bluetooth afspiller. Både Niklas og hans far, hørte noget frygteligt musik, mente Neru. Sådan noget, rock, metal, eller hvad de kalder det ... og denne sang ... hvad den ind hedder ... er mega mærkelig, noget med armageddon og lærer at svømme ... men i det mindste passer musikken meget godt til bilen Tænkte Neru, imens Niklas lystigt sang med på både vers og omkvæd hele vejen ned af bakken. De drejede til venstre ned af Starupvej, mod skolen. Neru hang halvt ud af vinduet, for at blive nedkølet af vinden. Allerede tidligt på dagen, var der ingen tvivl om at det ville blive en varm sommerdag.
   På Et lille vejbump ved by skiltet ud af Aagård, hørte Nerus en stemme, som ikke var hans Onkels, eller fra musikken: "Setup påbegyndt."
   Med det samme så Neru en mindre grafisk bjælke, hvor der stod (Sprog). Det stod helt krystalklart, præcis som om at han havde kunne række ud efter det, og tage kontakt med bjælken. Det mindede ham hverken om hans VR briller til playstation, eller hologram telefon. Det er meget mere virkeligt, tænkte Neru.
   "Niklas?" Sagde Neru.
   "Ja Neru?"
   "Jeg tror ... chippen virker nu."
   Niklas kiggede over på Neru, og med et højt bestemmende kommando, sagde han: "Sën, luk ned."