På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ned mod nord og den lilla sol var på vej mod øst ...

"Hvis er verden?" spurgte troldungen og så på sin far.
   "Den er da vores," svarede hans far.
   Troldeungen tav et øjeblik. Så spurgte han eftertænksomt: - men hvad så med orkerne, elverne, alferne og beviakkerne? Hvad med dem, far?
   Naturligvis er det også deres verden," sagde troldefar, Belkin, og kløede sig mellem sine to horn.
   "Godt," sagde den lille blå troldeunge,Slikoran, og puttede sig tæt ind til sin far.
   Der var så trygt og godt i deres hule i den store klippe. Ilden fra bålet funklede og mor rørte i suppegryden.
   "Ja, her er jo plads nok," sagde hun. Der var smil og varme i hendes øjne og hendes kinder blussede lilla.
   "Ja, for verden er nemlig kæmpestor - ikke også mor?"
   "Jovist, meget større end du aner - så her er plads til alle. Også til sukaerne,beko wanerne, dronterne og alle de andre umælende væsner.

"RARR . Karritz - rarr," spruttede Klara og løftede sit skællede hoved fra bedstefar Sotans fødder.
   "Ja, der også plads til dragerne," lo Slikoran.
   Bedstefar kløede den lille drageunge bag ørerne og så heltalvorlig ud, mens han talte til den::
   "Ja, her er bestemt også plads tiljer drager - selvom I taler et besynderligt sprog og har sære navne. Dit er så svært at udtale, ja - så vi kalder dig Klara.
   "Spii - i - spii," raspede drageungen og slikkede Bedstefars lange storetås-klo.Så bævrede dens kæber og den spyede en lille røgsky ud..
   "Det er kun mennesker, jeg er nervøs for," sagde Bedstefar og mor sendte ham et dystert blik.
   "Men de findes jo ikke i virkeligheden - vel, Bedstefar?"
   "Joeh, det gør de," sukkede Bedstefar.
   "Skræm nu ikke barnet," bad mor.
   "Der er jo kun nogle få tusinde af dem," sagde far.
   "Tusind er da mange," gøs Slikoran. Han kunne tælle til hundrede og tusind var meget mere.
   "Vær ikke bange, lille skat,"sagde mor, "De bor alle sammen langt, langt væk - et land, der hedder Warmirien. Og de er fornuftige. Min søster kender nogle af dem - de lever i fred med naturen og synes, som din far, at verden tilhører alle, der ikke bekriger alle andre og vil udrydde hele arter."
   "Jo, men de lever så kort tid og de kan hurtigt blive til mange - sådan som det
   skete, da jeg var ung..."
   "Der er mad," afbrød mor i en skarp tone. Hun kunne ikke lide, når Bedstefar fortalte om dengang han var ung og de boede langt borte - Bedstefar og hans forældre -men det var nok også bare noget Bedstefar fandt på, for selvom verden var meget stor, så fandtes der ikke runde verdener langt væk, fulde af mennesker -og hvis der gjorde,så kunne de ikke komme her til Krystagonien. Det kunne de ikke. Var Slikoran sikker på.


På den 93 millioner år gamle planet, Anarkat, i samme galakse, hyllede den lilla sol sandet og de få oaser i lilla dis...

Hvis er verden, mor?" spurgte febarnet og så på sin mor.
   Det var da et underligt spørgsmål, lille Urzulga," sagde mor og foldede sine vinger helt sammen.
   "Jo, men det er noget, jeg har tænkt på," vedblev Urzulga og snoede en tot af sit lyse hår om sin tryllefinger.
   "Jeg har jo fortalt dig, at verden er vores," sagde mor.
   "Men den er ikke kun vores, vel?" blandede Trangie sig og så trodsigt på deres mor. Urzulga skottede til ham. Uf storebrødre. Hun havde slet ikke opdaget, at han havde sneget sig ind i stuen.
   Mor kneb øjnene sammen, så de blev til smalle sprækker: "Det kommer jo an på, hvad du mener med "vores." Vi er nu engang den ældste og mest intelligente art i hele verden. Sådan er det, min dreng."
   Urzulga rankede sig og smilede. Men hun var ikke helt sikker på, at Tranqie var så intelligent og nu blev han ved: "Men mor - vi deler jo verden med vampyrtrolde, nisser, alfer, dværge, drager, aber og mennesker. Så er det vel også deres verden? Er det ikke mor?
   "Jo, det er det vel," sukkede mor og tilføjede: "Så længe, de holder sig nede på Sakurius, de fleste af dem, du nævnte der, så må de for min skyld gerne tro, de ejer en bid af verden - men det nytter ikke at give dem for meget magt. De er for dumme, grådige og primitive. Det er også derfor de lever i så kort tid.
   "Ja, mor," sagde Tranqie og hans blålilla øjne funklede. Der var noget særligt ved hans stædighed denne gang, gik det pludselig op for Urzulga.
   "Har I ikke hørt det?" spurgte han og så fra den ene til den anden.
   "Hørt hvad?" spurgte Urzulga, men hun havde en anelse. I den sidste tid, havde en sær, spindende lyd blandet sig med lyden af summende bier, flaksende pixiton-alfer og sløvt fremadkrybende sandslanger; det måtte være det, han talte om, men hvad havde det med spørgsmålet om at eje verden at gøre?
   "Far siger, at der er liv på planeter langt ude i rummet," sagde Tranqie: "Hvad nu hvis de kommer her? Hvis det er dem, der er på vej i en stor rumkuppel? Hvad så, mor? Hvad nu hvis DE tror, det er dem, der ejer verden?
   "Jeg har jo sagt,at alle andre er for dumme," vrissede mor, men hun virkede urolig.


ca. 750 sekler senere, i en stor sal på en elverborg, et sted på Sakurius var repræsentanter for både Sakuriusses og Anarkats oprindelige,talende arter samlet.

"Lad så være med at sutte på den tommeltot hele tiden," formanede Urzulga sin lillesøster, Kajtan. Den lille adlød, men det var lige før Urzulga selv havde lyst til at sutte på tommelfinger, for her vrimlede med væsner i alle størrelser og af så mange arter,at hun ikke følte sig tryg, for de andre arter var jo dumme, grådige og primitive.
   Lyselverne var dog de klogeste i blandt dem og det var netop i deres prægtigste borg, mødet skulle finde sted. De voksnes møde. Alle børn var blevet bedt om at holde sig udenfor, så alle de så var altså børn eller unge? Nej, der var også nogle hunner, for hos nogle arter talte hunnerne ikke med. og - underligt, virkeligt underligt - der var også et par voksne elvermænd - endda lyselvermænd - i vrimlen. De sad under et stort galpaostræ, som kastede sit netværk af grene omkring dem, men ikke dækkede dem helt. Der sad de med en klynge af stritørede elverunger, og så ud til at befinde sig glimrende.
   Begge sole skinnede højt oppe på den svagt grønne himmelbue og kastede kaskader af spraglede lysstråler mod den to etages borg med de seks runde tårne. Der inde var mor og far, onkel Promme - og Tranqie, for Tranuie var seksten sekler gammel nu og skulle være med til mødet
   "Jeg ville give alle min krystalperler for at se og høre, hvad der sker i den sal," sagde Urzulga til Kajtan,der igen suttede på sin tommeltot.
   "Bare giv dem til mig," lød en frejdig, fremmed stemme.
   Og der - lige foran hende og Kajtan - stod der en vampyrtroldunge. Han blottede sine spidse hugtænder i et frækt, men vist nok venligt grin. Hans orange øjne blussede drilsk mod hende og hans kinder var mørkeblå.
   "Hvorfor skulle jeg dog det?" fnøs Urzulga.
   "Fordi jeg ved, hvordan vi kan komme med til mødet," sagde ungen.
   "Vi bliver jagtet ud," sagde Urzulga modløst, men ungen smilede bare over hele sit lyseblå ansigt og sagde: "Der er hvide duer og sorte ravne på bjælkerne over deres hoveder."
   "Men vi er ikke ...," begyndte Urzulga at protestere. Hun vidste godt,at man kan transformere sig til hvad som helst. Hvis man er en fe eller en dæmontrold.
   Og hvis man virkelig vil. Det er slet ikke så ligetil. Ikke noget man bare gør. Hun stirrede på ungen. Det var en han. En dreng om man vil. En blåtrold, ikke en rødtrold, men en vampyr-blåtrold.
   "jeg kan ikke den slags endnu," protesterede Urzulga
   Ungen smilede igen: "Nå, men så kan vi også bare kravle op i det tredje tårn og liste hen over loftet. Der er et kighul, så vi kan se lige der ned. Vil du med?"
   Om hun ville! Men hvorfor tilbød han hende det? Han kunne vel bare selv kravle derop eller spørge nogle andre troldunger?
   " Er du ude på noget?" spurgte hun.
   "Ja, at se det møde," sagde han, "Det er jo meget vigtigt at finde ud af, hvad vi stiller op med alle de forbistrede jordlinge. Synes du ikke?"
   Jo, det syntes hun. Helt bestemt.
   "Vi gør det. Jeg hedder Urzulga. Hvad hedder du?"
   "Slikoran."
   Han rakte hende sin ene knokkeltynde, blå hånd,trak sine sylespidse klør ind og lukkede en hård, men rolig og fast hånd om hendes.
   Urzulga kommanderede:
   "Kajtan. Gå hen til lyselvermændene under træet. Hvis du sladrer, fortæller jeg dig ikke, hvad vi hører og ser."

De fløj højt op og et stykke væk. Slikoran fulgte godt med,selvom hans sorte vinger var mindre og tættrre end hendes hvide og florlette. De fløj på vinden og opstrømmene og de havde det så rart, at de næsten glemte mødet. Men kun næsten. Kåde af al den svæven og flyven om kap, landede de ved en stor sten, som de i fællesskab fik væk ved at messe den samme trylleformular i kor, mens de holdt hinanden i hånden.
   Da stenen gled til side, følte de sig begge meget opstemte. Nu vidste de med sikkerhed, at magi forstærkes, når man brugen den i fællesskab.
   Gennem gangene under jorden (som stenen var indgang til) løb, gik og fløj de til de nåede en snoet trappe, der førte dem op i det tredje tårn.
   Men de var ikke alene. To fnisende elverbørn så på dem. Den ene havde omtrent samme hudfarve som Urzulga og hendes familie; blegrød.
   Den anden var sort som når solene sov.
   "Det er ikke til at se noget, når man ser det fra oven af," sagde den blegrøde uden at hilse først. Det var en dreng, og hans hår var meget lyst, næsten hvidt
   "Nå, du fik hende med," sagde den sorte elver og grinede til Slikoran.
   "Selvfølgelig, Eranina," grinede Slikoran tilbage.
   "Lad os gå nedenunder. Så skal jeg vise jer et godt sted at kigge ind," foreslog elverdrengen med det lyse hår.
   "Kender du måske hele borgen?" udbrød Eranina og lød imponeret.
   "Ja, for min far har tjent her næsten hele sit liv."
   Snart efter stod de fire store børn af hver sin race bag et tæppe vævet af fine tråde. Det forestillede en flok hovedløse væsner i skindtøj. Der hvor hovederne skulle have været, var der huller og da Urzulga,Slikoran og Eranina tøvende fulgte lyselverdrengens eksempel og stak hovedet ind i et hul, så de direkte ind i den store, smukt udsmykkede sal, hvor mødet fandt sted:

"De er mange nu. Alt for mange," tordnede Urzulgas mor. Hun stod på et rundt podie med snoede mønstre i guld, sølv og karrygult. Et gyldent skær omkransede
   hendes hår, der bruste ned over hendes hvide kjolebryst som et kobberhav.
   "Hørt!" lød det fra Slikorans far, der også stod på et podie. Faktisk lige ved siden af Urzulgas mor. Hans hår stod lodret op i luften som et flammende bål. Måske fordi han stod lige under det hul, de først havde set ned gennem.
   "Faktisk er der nu over en million af dem," sagde en elvermand, der stod på den anden side af Urzulgas mor..
   Flere stemmer blandede sig. Urzulga opgav at holde styr på dem alle:
   "De udrydder os"
   "De smager godt."
   "De planter deres sære træer og mærkelige planter."
   "De forgifter alt."
   "De dræber solen."
   "Kun den lilla."
   Så flød stemmerne så meget sammen, at det ikke var til at høre de enkelte ytringer, men det var nemt at forstå, at disse jordlinge og deres millioner af efterkommere voldte problemer.
   Slikorans far tyssede på dem og langsomt blev der stille. Så tog han ordet:
   "Det er rigtigt, at disse mennesker er til skade. Som flok. Men vi må huske, at der er gode mennesker i blandt dem. Der er nogle, der mener, at vi alle skal være her og at Sakurius er stor nok til os alle. Men noget bekymrer mig. Der er en stor flok, der stædigt klynger sig til en religion,de har bragt med fra Jorden. De kalder den kristendom. Siger det dig noget, Jepiminia?"
   "Så mange år efter," sagde mor og Urzulga anede ikke, hvad hun mente.

Tunge trin fik dem til at fare sammen. Alle fire. Men inden de nåede så meget som at forsøge på at flygte stod der tre voksne elvere i den nu åbne dør.
   "Kan I så komme ud!" råbte den ene.
   De for opad. Det overraskede vist elverne. Få trin oppe hørte Urzulga at de tre voksne elvere nu også kom op ad trappen. Det buldrede i trinene. Gungrede.
   "I må ik- ikke gå der op," pustede den ene af forfølgerne.
   "Nå, lad dem bare,Uruk," pustede en anden, " Bare de skrubber af."
   Ikke så længe efter befandt de fire børn sig igen i den store park omkring borgen.
   Kajtan kom løbende med en flok små elverunger i hælene og så måtte Urzulga fortælle, hvad de havde set.


Mange sekler senere svævede Urzulga over hærgede menneskebyer. Nu vidste hun, hvad mor havde ment. Nu var der så meget, hun vidste. Så megen gru, hun havde set. Og oplevet.
   Mennesker havde udryddet eller fordrevet de fleste af Sakuriusses oprindelige beboere - og også Anarkats. Nu forsøgte de så på at udrydde eller fordrive hinanden. Enkelte steder var der samfund, der holdt nogenlunde fred og opbyggede stater, men alt var forandret. Alt. Selv naturen. Menneskene fra Jorden - eller rettere deres mangfoldige efterkommere - havde sået og plantet deres egne planter og frø. De havde udpint mulden,snavset vandene til - og næsten slukket den lilla Stjernesol.
   For det meste holdt hun sig i sit krystalslot på den yderste klippe ved den nordlige halvkugles forblæste kyst.
   Tranqie var en tid blevet hyldet som en gud. En bjergkæde var ligefrem opkaldt efter ham, men nu vidste hun ikke, om han stadig levede som eneboer et sted i de bjerge. Hvis han var død, var hun den sidste fe. Den allersidste.
   Hun var ikke alene på sit slot. Der var jo nisserne, pixiton-alferne, nogle lyselvere, kentaurere og par enfoldige kæmper. Men de levede alle sammen så kort tid.
   Selv havde hun også været hyldet som en gud. Ja, hun havde endda nydt det og fået sig en udvalgt. En kvinde, der var blevet opkaldt efter Kajtan - lille Kajtan, som de havde dræbt. En tid havde det mildnet sorgen - også efter Kajtans død, for en hel lille religion var opstået derefter. Men nu var den religion splittet op i flere fraktioner og Urzulga kunne slet ikke hitte rede i dem alle sammen.

Træt både i sind og krop, svævede hun ned mellem ruinerne. Stanken af blod, brand og død rev i hendes næsebor. Overalt lå der lig. Af mennesker. Af dyr. Underligt forvredne lå de fleste og de, hvis ansigter, kunne ses, var som stivnet i sanseløs rædsel og smerte. Ikke en levende sjæl, var at se.
   Så hørte hun en lyd. I stilheden var det som om den flænsede alle hendes sanser:
   "Wa- ah. Wa-ah."
   Og der - i stivnede arme med små floder af størknet blod, lå et lille menneske. Ganske stille lå det, men øjnene i det rynkede ansigt stirrede på hende og munden gentog den svage,udmattede gråd.
   Om lidt var ungen død. Lige om lidt. Mennesker var så svage og deres nyfødte afkom var ganske hjælpeløse. Men onde -det var de også. Onde og meget farlige. Det var glimrende at de udryddede hinanden. Aldeles glimrende.
   Hvor var den lille dog grim,som han lå der i armene på sin døde mor. Og moderen var grim. De brustne øjne så ingenting.
   Men hun havde armene om det ynkelige kræ. Havde knuget det ind til sig. Sådan var det måske at have en unge? Den modbydelige menneskekvinde havde haft noget som hun - urzulga - aldrig ville få. Medmindre hun da nedlod sig til ...nej, aldrig i livet om hun ville prøve at lade sig befrugte af en anden art eller sin egen bror - aldrig - så hellere - så hellere...
   Hun flåede ungen ud af den dødes favntag, tog sit forklæde af og svøbte ham i det.
   Så steg hun højt til vejrs, knugende sin levende bylt ind til sig.