Katarina

Regnen silede ned en sen søndag eftermiddag i februar. Det var lige inden solnedgang, selvom solen praksis talt ikke havde vist sig hele dagen, men været skjult bag et tykt lag af bløde, grå skyer. Katarina var ikke overrasket over manglen på mennesker og deres kæledyr, da hun gik på den ellers normalt temmelig trafikerede sti langs markerne, hvor hunde måtte færdes uden snor. Hun havde pakket sig godt ind - fødderne var stukket i ekstra tykke uldsokker i de højskaftede, forede gummistøvler, og de bløde lår havde hun trukket de gamle, slidte overtræksbukser over. Hun havde sit store, tyktvævede halstørklæde i alle regnbuens farver på, og hætten på den tykke dunjakke var trukket godt op om ørerne. Alligevel var hun allerede, efter blot de ti minutter det tog at gå fra lejligheden på Kastanje Allé til markstien, godt gennemkold og våd af den uophørlige regn. 
"Det bliver altså en kort tur, Soffie," snøftede Katarina og løsnede lidt på linen, der var klemt fast til selen på den lille, stædige pomeranian, der havde boet hos Katarina de sidste fem år. Soffie fnyste fornærmet og satte tempoet op, uberørt af det våde og kolde vejr og fast besluttet på at få den lange tur, som hun altid fik på dette tidspunkt af dagen. I sin iver efter at komme hurtigere frem spændtes linen til Soffie, og Katarina måtte småløbe efter hende for ikke at glide på den glatte, mudrede sti. "Måske vi skulle gå ind i skoven i dag," mumlede hun for sig selv og kiggede mod stien til venstre, der mundede ud i den Gamle Skov længere nede. "Dér skærmer træerne nok for regnen."

Soffie travede tilfreds afsted på skovstien, der var fuld af spændende dufte afsat af dyr, der ikke begav sig ud på den åbne sti langs markerne. Bag hende gik Katarina med hænderne i lommerne, fordybet i sine egne tanker. Linen var kommet af Soffie, så snart de havde ramt skovbrynet og set de menneskeforladte stier. Både hund og menneske nød friheden og stilheden, der omfavnede dem og kun blev afbrudt af de dæmpede regndryp fra blad til blad.
Katarina smilede ved lyden og mindedes sin yndlingsfilm, da hun var barn. Drip, drap, dryp, lille solskinsbyge, dig har vi savnet i vinteren, der gik, sang hun for sig selv. Drip, drap, dryp, lille solskinsbyge, dejligt at høre lidt regnvejrsmusik. Drip, drap, dryp fra de våde skyer, jorden har godt af at få sig et ba- 
Katarina stoppede brat op. Soffie stod længere oppe ad stien med blikket rettet stift mod et stort krat. Hendes pels var rejst og hendes læber var krænget op, så de blottede de skarpe hjørnetænder, mens en dyb knurren rumlede fra svælget. 
"Hvad sker der, Soffie," sagde Katarina forsigtigt, mens hun trak hætten ned og småløb over den fugtige jord. Hun satte hurtigt linen i Soffies sele, i tilfælde af at Soffie havde fundet et rådyr, hun mente, der skulle jages, og så ind i krattet.
   Der var ingenting at se. Krattet var tæt med mørke grene og en blanding af mørkegrønne og brune, visne blade. Soffie stod stadig helt stiv og vild, og pludseligt hørte Katarina det - en ganske svag pibende lyd, der kun lige ganske let overdøvede regnen. Hun forsøgte at skubbe nogle af grenene i krattet til side og kunne nu skimte en gråsort skikkelse igennem krattet, der lå livløs på jorden. Inden hun nåede at tænke sig alt for grundigt om, begyndte Katarina at lede efter en vej gennem krattet og ind til væsnet, der måtte være kommet til skade. Hun fandt længere nede ad stien et smalt hul, der i virkeligheden ikke kunne rumme Katarinas størrelse og forsøgte at mase sig igennem, mens Soffie strittede imod i linen bag hende.
"Kom nu, Soffie," stønnede hun, mens grene og torne rev hende i håret og tøjet. Den mørke skikkelse lå stadig på jorden, da hun endelig kom igennem det tykke krat og stod i den lille hule, grene og blade over dem havde skabt. Soffie stod halsende i krattet og nægtede at rykke sig en tomme nærmere, mens overlæben dirrede af anstrengelse og knurren. Katarina viklede linen om håndleddet og kravlede forsigtigt over mod dyret. En hund, tænkte hun flygtigt, da hun kom nærmere og så den lange snude og spidse ører. Den pibende lyd fra før var nu stilnet af og erstattet af en sagte, hul brummen. Hun var nu så tæt på dyret, at hun med ét kunne se, at det ikke var en helt almindelig hund - det var nok snarere end ulv. Dens mørke pels så filtret og beskidt ud, som om der sad store kager af mudder i den. Den hævede og sænkede sig meget let, som når man trækker vejret overfladisk og hyperventilerer. Benene var lange og slanke, og mundede ud i store, brede poter med skarpe kløer. Det ene bagben sad mærkeligt, underbenet var nærmest krøbet helt op under bugen, og hoften stod skarpt under den tykke pels. Hovedet var bredt, tungt, og øjnene halvt lukkede, mens øjenlågene glippede hastigt mod nogle vildfarne regndråber. Snuden var våd langt op ad næseryggen, og munden var let åben. Katarina var slet ikke i tvivl om at det store dyr var i smerte - meget smerte endda. Hun gættede på, at det var bagbenet, den var gal med og tog resolut en beslutning. Hund eller ulv, intet dyr skal lide unødigt. Hun rakte forsigtigt hånden frem mod ulvehunden, men den ænsede hende ikke, heller ikke da hun nænsomt lagde den på ryggen af dyret. Soffie knurrede et sted i baggrunden og trak i linen, men Katarina tog en dyb indånding mens hjertet hamrede i brystet. Den gør mig ikke noget, tænkte hun, den gør mig ikke noget. Hun skubbede forsigtigt begge sine hænder ind under dyret. Stadig ingen reaktion. Hun greb fat i den våde pels på brystet og maven af ulvehunden og trak forsigtigt hen mod krattet. Et hurtigt pib og en lav knurren undslap dyret, og den rev hovedet op i et flygtigt ryk, satte det beskadigede ben mod jorden og faldt sammen, livløs på jorden. Katarina udnyttede at dyret var bevidstløs og trak det hurtigt igennem det smalle hul i krattet, tog det i armene og småløb ud af skoven med en utilfreds og forvirret Soffie halsende efter sig.

Der var ingen tvivl om, at dyret, Katarina havde båret ud af skoven og hjem i sin egen stue, var en ulv. Lyset i lejligheden havde afsløret det, og det, som hun først havde troet var mudderkager i pelsen, viste sig at være størknet blod. Ulven, der var en han, var stadig bevidstløs, da de endelig var kommet hjem, men Katarina havde ikke turde tage nogle chancer og havde med det samme givet ulven noget bedøvende fra dyrlægeklinikken i stueetagen. Derefter havde hun skyllet blodet ud af ulvens pels og scannet bagpartiet i kælderen. Hoften var gået af led og tibia i underbenet var brækket. Katarina havde fået hjælp af veterinærsygeplejersken Jessica, der havde fået at vide at det var en hund, der lå på operationsbordet, og sammen havde de fået sat hoften på plads manuelt, fikseret underbenet og lagt det i gips. Derefter havde Katarina sagt til Jessica, at hun nok skulle ordne papirarbejdet og opvågningen, og ligeså snart Jessica var ude af døren havde Katarina båret ulven op i sin egen lejlighed.

Soffie var bestemt ikke tilfreds med at dele stue med en ulv, bevidstløs eller ej. Hun sad i sin kurv og rystede som et espeløv, med rejste børster og en konstant knurren dybt fra bugen. Katarina var heller ikke helt tryg ved situationen. Bedøvelsen ville snart aftage, og hvad ville en stor ulv sige til at være fanget i en lille lejlighed med et menneske og en lille pomeranian? Hendes lejlighed var ikke særligt stor, men havde passet til hendes behov. Der var en lille gang med adgang til badeværelset. Køkkenet var i ét med stuen, og soveværelset havde adgang til en lille, aflukket altan, hvor der lige var plads til et par potteplanter og et havebord med fire stole. 
Ulven kunne ikke være i stuen eller i soveværelset, så meget vidste Katarina. Det ville blive for farligt alt for hurtigt. Hun kunne heller ikke lade den være på badeværelset. Altanen kan måske virke, tænkte hun, hvis nu jeg fjerner havemøblerne og potterne. Det var ganske vist ikke meget plads, ulven ville få, men det ville være det sikreste for alle parter.
   Det var helt udelukket, at lade hunden bo i en gård i klinikken. Ligeså snart John, Katarinas far og dyrlægen, der ejer klinikken, så den, ville han med det samme kende dens identitet- ulv, ikke hund, og så ville den blive aflivet på stedet.

Ulve var et stort problem i regionen, især for de mange landmænd, der mistede kreaturer til de invaderende dyr. Rådsmændene havde talt om en invasion, en pest for samfundet, og der var igangsat store projekter, der skulle belyse hvordan man kunne komme ulvene til livs hurtigst muligt og for færrest penge. Debatten havde været højrystet og rådsmændene havde råbt og keret sig som vilde dyr. Der var dog ingen tvivl om, at alle var enige. Ulven skulle drives ud af regionen, og helst helt ud af landet.
   Der var dog aldrig blevet set ulve i Katarinas landsby og nærområde. De havde aldrig trukket så langt sydpå før, og Katarina vidste, at hvis myndighederne fik nys om deres tilstedeværelse, ville skoven og dyrelivets ve og vel være i fare.

Katarina besluttede, at altanen var den bedste løsning lige nu - og skubbede konsekvent tanken om, at det grænsede til dyrplageri og vanvid at have en ulv boende på en lille aflukket altan i de 10 uger det ville tage, før underbenet var helet, væk fra sig i det øjeblik, den nærmede sig overfladen. Hun låste for en sikkerheds skyld ulven inde på badeværelset, mens hun baskede med de store potter, det tunge havebord og de fire, klodsede stole. Hun fik det hele mast ind i soveværelsets ene hjørne, hvor det blokerede adgangen til det ene klædeskab. Hun besluttede, at hun alligevel ikke behøvede så meget tøj - hun måtte da også stadig have noget liggende i vasketøjskurven endnu. Hun fandt et tykt tæppe under sengen, som hun foldede et par gange og lagde i den ene ende af altanen. Derefter tog hun to store røreskåle og fyldte med vand og lidt af Soffies tørfoder. Hun skyndte sig forsigtigt ud på badeværelset, hvor ulven heldigvis stadig sov, og bar ham nærmest løbende ud på altanen, lukkede døren og satte sig tungt på kanten af sengen og tog en dyb indånding. Overbevist om at hun nu var blevet helt og aldeles vanvittig, lod Katarina dermed en vild ulv flytte ind på hendes altan.



Lelou

Luften føltes tung og mærkelig. Stillestående, tænkte Lelou, mens han undrede sig over sløvheden, der herskede i kroppen. Hvor er jeg? Han åbnede langsomt øjnene. Mørke. Vægge. Vægge? Han løftede hovedet, der føltes tungt som bly, og mærkede med et smerten skyde som tusind pile gennem hans højre bagben. Så kom minderne om det sidste døgns hændelser. Farkas' død. Rådet. Blaez's løgn. Forvisning. Angrebet. En stemme, der sang om regn. Kolde hænder. Smerte. Lelou rystede på hovedet, forsøgte at ryste billederne væk. Hvor er jeg? Han så endnu engang rundt i rummet. Vægge. Vinduer. Skydedøre? Røreskåle. Vand! Han rejste sig forsigtigt op. Smerten var overvældende og det sortnede for øjnene. Han stod stille et kort øjeblik, 3 poter på gulvet. Han åbnede øjnene langsomt og så sit bagben, bundet ind. Et menneske, tænkte han. Et menneskes behandling. Han tog et forsigtigt skridt. Smerte. Et til. Smerte. Han halsede nu, varm og anstrengt. Kun et par skridt mere. Kom nu. Han humpede det sidste stykke og lod snuden forsvinde ned i skålen med vand. Smerten brusede i kroppen og han hørte kun halvt, hvordan en kvinde rejste sig på den anden side af væggen og hvordan en pomeranian endnu engang satte i en dyb knurren.


Katarina

Katarina vågnede med et sæt. Soffie var pludseligt hoppet op i sengen og var begyndt at knurre højlydt igen. Hun satte sig op og svingede benene udover sengekanten. "Er det ham, Soffie?" Hun gik hen mod døren til altanen og standsede. Ulven havde rejst sig. Han stod med snuden helt nede i vandskålen og dirrede. Katarina stod som forstenet bag glasdøren og så det store dyr få meter foran sig. Ulven var højere end hun havde forventet, og langt større end den så ud, når den lå i skovbunden, fortabt i smerter. Et kort øjeblik funderede hun over, om en ulv mon var stærk nok til at bryde igennem glasset på døren, men hun valgte hurtigt at forlade tanken, før den fæstede rod et sted. Soffie hoppede ned fra sengen med et bump, og ulven løftede hovedet og så hen mod døren. Hans øjne mødte Katarinas. De var mørke, næsten sorte men med en tydelig ravgul ring midt i iris. Et flygtigt glimt i Katarinas hukommelse lyste op og forsvandt igen, ligeså pludseligt som det var kommet. Hun mærkede pulsen stige og en sitren begyndte i fingerspidserne. Ulven kiggede væk og humpede tilbage til tæppet i den anden ende af altanen.

Katarina sov ikke meget den nat. Hendes søvn blev afbrudt flere gange af mærkelige farverige drømme, om brune blade, lyserøde skyer og knasende bogskaller under bare tæer. Da vækkeuret ringede var hun så konfus, at hun ikke rigtigt opfattede at det var vækkeuret, og ikke en fløjtespiller på en bjergtinde, der larmede. Hun satte sig dovent op i sengen og så undrende på sit klædeskab, der var skjult bag et tårn af potteplanter og havestole. Ulven! Hun hoppede hurtigt over til altandøren og så, at ulven stadig lå på tæppet og at han ikke havde brudt igennem hverken vinduer eller døre i løbet af natten. Hun smilede tilfreds for sig selv og gik ud i køkkenet for at sætte vand over til en kop the.

Mens theen trak i koppen, funderede Katarina over, hvordan hun skulle få noget smertestillende medicin i ulven. Benet ville være lang tid om at hele, og processen ville uden tvivl være smertefuld, især i starten. Hun turde ikke gøre, som hun plejede med Soffie, hvor hun bare stak pillen så langt tilbage på tungen, at der var ikke var andet for dyret end at sluge den. Hun kunne kværne pillen i morteren til et pulver, og så opløse det i ulvens drikkevand, men så ville hun ikke kunne vide sig sikker på, at han fik den rette mængde, medmindre han drak rub og stub indenfor kort tid. Katarina trak theposen op, klemte den op ad koppens væg med en ske og smed den i skraldespanden under vasken. Soffie hoppede rundt mellem benene på hende, så hun var ved at træde pomeranieren over poterne flere gange. "Soffie, hvad er der?" Grinede hun og satte sig på knæ, så hun kunne klø pelsklumpen bag ørerne. "Vil du gerne ud? Jeg skal lige have lidt morgenmad først." Soffies ører havde stået ret op, da hun hørte ordet "ud", og hendes bagparti satte omgående i en overdrevet vrikken og logren, der næsten fik den lille hund til at vælte. Hun gav et kort bjæf og hoppede et par gange inden hun resolut satte kursen mod gangen til hoveddøren. Da hun mærkede, at Katarina ikke var fulgt med, så hun bagud mod sin ejer med et blik, der sagde "Kom nu! Ud og gå!"
Katarina rystede grinende på hovedet og rejste sig. Mens hun fandt krydderboller, smør og syltetøj frem, dukkede dilemmaet op i tankerne igen. Leverpostej, tænkte hun og skar bollen over og lagde den på brødristeren, men gider ulve spise leverpostej? Hun fandt medicinen frem fra øverste hylde i hjørneskabet og prikkede to piller ud af blisterpakningen. Hun fandt en lille plastikskål frem, og tog den halve bakke grove leverpostej fra køleskabet. Med en spiseske klaskede hun to store klumper gråbrun postej op i skålen og pressede de to smertestillende piller ned i, så de var godt skjult. Hun rettede atter opmærksomheden mod sin egen mad, og vendte bollerne på brødristeren. De var blevet lidt sorte i kanten.
   
Da bollerne var spist med smør og syltetøj, og theen drukket, hankede Katarina op i sig selv og tog skålen med den pilleinficerede leverpostej ind i soveværelset. Soffie havde opgivet at få sin ejer med ud at gå lige foreløbig og havde trodsigt lagt sig i sin kurv ved siden af sofaen. Pomeranianen løftede dog alligevel hovedet, da hun så den buttede kvinde tøve ved altandøren.
   Ulven lå stadig på tæppet. De mørke øjne var lukkede, og hovedet var trukket ind mod kroppen. I den tidlige morgendis så ulven fredfyldt og blid ud. Pelsen så i dette lys mere brun ud end sort, og snuden havde, efter afvaskningen i går, vist sig at være stækket med sølvgrå og hvide hår. Katarina tog en dyb indånding, lagde hånden på dørhåndtaget og drejede forsigtigt opad indtil hun fornemmede et lille klik. Hendes øjne var rettet stift mod ulven, der ikke havde bevæget sig en tomme og stadig lå med lukkede øjne. Hun åndede hurtigt ud og klemte øjnene hårdt i, som for at tvinge hjertets febrilske pulsering ned på normal hastighed. Hun åbnede langsomt sine øjne samtidigt med døren. En tung duft af skov, fugtig jord og hund (ulv?) hang på den aflukkede altan. Katarina overvejede et kort øjeblik at skubbe et af vinduerne på klem, men skubbede hurtigt tanken fra sig. Hvad hvis ulven skubber sig ud? Ulven lå stille som før. Hvis det ikke var for den rolige op- og nedstigning, der kunne anes i bugen, ville Katarina have troet at den var død. Hun satte forsigtigt det ene ben ud på altanen. Betongulvet føltes iskoldt mod hendes bare tæer og gåsehuden bredte sig hurtigt over hele kroppen. Hun skuttede sig lidt, som hun stod der, stadig i sit nattøj bestående af en gammel, slidt t-shirt fra gymnasietiden og et par blåblomstrede trusser. En nagende følelse af skyld kravlede frem fra ubevidstheden. Havde det været for koldt? Hunde var jo temperaturfølsomme efter anæstesi og det samme gjaldt vel ulve? Måske var det derfor, den lå så stille.. Hun stak hurtigt det andet ben ned på det kolde altangulv og gik et enkelt skridt frem inden hun satte sig på hug for at stille skålen med leverpostej og piller ned. Hun inspicerede hurtigt røreskålene, hun havde sat derud aftenen før, og så at vandskålen var stort set tom. Skålen, hun havde fyldt med lidt af Soffies tørfoder, så ikke ud til at være blevet rørt. Det var ikke ualmindeligt at dyr mistede appetitten en kort stund efter at have været under narkose, men de rådede altid deres klienter på klinikken at holde øje med at den kom tilbage efter et døgns tid. Katarina satte medicinskålen ned foran røreskålen med mad, og tog vandskålen under armen. Hun skulle lige til at rejse sig, da hun fornemmede en bevægelse til venstre for hende. Hun så hurtigt op og lige ind i et par sorte øjne med en ravgul ring i iris.