"Rolig Stejler," sagde Kaptajn Ryland til sin sorte, robuste hingst og hev i tøjlerne, så den stoppede midt i skoven. Han steg ned fra sadlen og fastgjorde tøjlerne til en gren. Hans hånd trak flintlåspistol op fra bæltehylsteret, mens den anden hev en buet klinge op fra skeden, der sammen med musketten krydsede hans brede, grønklædte ryg. Stejler vrinskede og gjorde et kast med hovedet, som for at minde sin ejer om den lurende fare.
"Ja ja, jeg ved det godt," snappede han og kastede et skygråt blik på lysningen. En gråhåret, rynket mand sad foroverbøjet et lig, hvis tøj var laset flere steder. Hans tænder glimtede blodigt i det han rev tarmene ud af kvindens åbne mave. Han snuste til vinden, da en brise ruskede i Rylands halvlange, høfarvede lokker. Monsteret drejede hovedet og afslørede et ansigt mærket af rifter efter negle. Bylderne på halsen og de blødende kradsemærker havde givet den dens navn. Smitteren rejste sig op og drejede hovedet. Dens spøgelseagtige øjne fandt Ryland, hvor pupiler og irisser næsten ikke kun skelnes fra hinanden. En røgsky kom ud fra det gyldne løb, da han trykkede på aftrækkeren. Et bump lød i det kuglen fortsatte gennem smitterens pande, så hjernemassen sprøjtede de hvide, grønne, brune og mørke træer til. Ryland åbnede en de små tasker i sit bælte og stoppede kugle og krudt ned i den trompetformede munding. Lejrens bål, hvis røg han havde set tidligere, ulmede stadig og en gryde var væltet på jorden. En rygsæk nær en busk forsynede ham med to lange stykker brød. Stejler sprang afsted, da han kort efter frigjorde dens remme og kravlede op på dens ryg igen.
...
"Nej!" Råbte Ryland på vej over broen, der ledte over til den midsterte del af Det Skilte Tange. Hans hingst rejste sig vrinskende på bagbenene, da en torden lød. Sorte kanonkugler suste gennem luften fra skibene på Det Vuggende Hav og murbrokker blev kastet til alle sider. Han skar tænder og kastede et blik over skulderne ved den velkendte lyd af monsternes snerren og brølen. Der var kun en vej. Og det var gennem dem. Stejler strittede imod, men nægtede at træde et skridt fremad. Først da han jagede hælen ind i siden på dyret, satte den i løb. Ryland løftede sin pistol og skød en kvinde, der hylende forsvand hen over broens kant. Flere blev væltet omkuld, da Stejler fortsatte gennem monsterne. Ryland svingede sit sværd, så den der stadig stod mistede sit hoved, mens en smitter fik fat i hingstens hale. Stejler vrinskede og gjorde gengæld med et par solide hove. Broen der skulle havde ført ham væk fra Teklariget var skudt fuldstændigt i smadder.
...
"For Mottull da også!" Knurrede Ryland, da han red langs kysten, overbefolket af monsterer, der lod til at være fiskerbyens tidligere indbyggere. En pige og hendes forældre løb mod bådene i breden. Begge forældre havde et barn i favnen og var flere meter foran pigen, da et monster greb fat i hendes næsten hvide hestehale. Hun skreg og faldt bagud, så Smitteren mistede balancen og væltede. Den greb fat i hendes hæl, så hun igen måtte bide i sandet. Ryland lettede sin ryg fra musketten og tog sigte. Monsteret blev slap, da en rød plet bredte sig på hans brystkasse. Pigen trak hylende benet til sig og så op, efter sin redningsmand.
"Hvad venter du på?" Råbte han og trak metalpinden op fra siden af løbet. Han skyndte sig at lade våbenet og skød det der engang havde været en ung dreng, nogle meter foran pigen.