Vi befinder os i Ægypten, i en fjern fortid hvor landet endnu ikke er kendt under det navn. Det er en mørk tid, hvor alle sydens lande ikke blot er truet søfolk nordfra, men af de ikke-menneskelige Enkemagere, der bærer rustninger af det sjældne metal; jern. Væddergudens ypperstepræst har sendt blot tre mænd ud for stoppe dem: Slavekrigeren Shem, sørøveren Seren, og jægeren Insyah.
   ***
   Shem tørstede. Han havde tørstet mere og længere, som arbejdsslave i Mafkats ørken, men dengang havde han ikke kunnet skue ud over det, uendelige, udrikkelige hav. De var flygtet hertil for at undvige deres fjender, og nu kunne de ikke komme væk igen. Det var næsten umuligt at tro på, at han kun få dage forinden nær var druknet i en stormflod af den anden verden. Han vidste ikke om han virkelig kunne tro på at heksen kaldet 'Sandsigersken' havde fremkaldt floden ud af ingenting, men han havde set ting i disse dage, som ikke bare kunne være synsbedrag og løjer. Såsom den rædselsvækkende, kolkitiske jæger, han rejste sammen med, Insyah, som ikke bar nogen sår eller skrammer, på trods af at være blevet løbet igennem med en mandslang le. Eller den modbydelige fyrst Tre Flammer, som det ene øjeblik havde lignet en rede af slimede orm, det næste øjeblik en afpillet olding af en mand.
   Ingen af Shems to rejsekammerater så ud til at være i bedre humør end han selv var. Tørken havde fået selv snakkehovedet, sørøveren Seren, til at blive stum som en østers. Den utilnærmelige Insyah sagde ikke noget medmindre han blev spurgt, men for første gang på deres rejse, så det ud som om han var mærket med træthed.
   Det hele var begyndt, da Væddergudens ypperstepræst, Benu, havde taget Shem ud af hans natlige vagttjeneste, for at tage på en mission af yderste vigtighed: At finde ud af hvad de afsindige Enkemagere lavede i Mafkat, de grønne stenes land. Først vidste han ikke hvorfor det lige var ham, der var blevet håndplukket, andet end at han kendte til området. Men efterhånden som han havde lært sine to følgesvende bedre at kende, så blev det tydeligere hvorfor. De var begge to uovertrufne krigere, men de foragtede hinanden. Uden en nogenlunde omgængelig person til at holde dem i skak, så ville de aldrig være i stand til at samarbejde.
   Den ene af dem var den berygtede sørøver Seren, som Benu havde hentet i fængslet i Mener-Nefer. For ham var det enten at adlyde, eller at blive udleveret til det utal af mennesker, der ønskede at henrette ham for mord, overfald, smugleri, uhøvisk sang - eller værre. Det ville have været noget af et skue, og en værdig afslutning på kaptajn Serens bedrifter. Seren havde dog længe haft et lidt andet, og mindre opsigtsvækkende, endeligt i tankerne: At blive glemt af alle dem han havde udplyndret, indtil han til slut, gammel og dækket af kønsvorter, drak sig selv ihjel. Hvorfor Seren ikke blot var stukket af fra missionen, var svært at sige. Det lod til at han nærede en form for angst for at fravige ypperstepræstens ordrer, eller måske havde han bare en ubændig lyst til at se hvor det hele ville føre hen. Han talte ned til Shem, men han havde en underlig form for respekt for at Shem ikke var faldet for alle de samme fristelser i livet. Alligevel var Shem ikke helt sikker på, om Seren ikke snart kunne finde på at stikke en kniv i ryggen på ham, for de sidste dråber i vandskindet.
   Shems anden følgesvend var Insyah. Han tilhørte Enkemagernes arvefjender, det Skjulte Folk fra Kolkis. Han var vist kun med på denne opgave, fordi ingen havde turde at forhindre ham i det. Han krævede blodhævn for sine afdøde familiemedlemmer; endnu et offer for Enkemagernes mange togter. Shem var bange for Insyah, der syntes at kunne læse tanker, og som kunne trække på en råstyrke han selv havde svært ved at tøjle. Han tørstede nok efter blod, til at han måske ville kunne finde på at stille den på andre. Og dog, så beskyttede han Shem mod både spot og skade.
   Shem vidste ikke helt hvorfor han selv var gået med til denne opgave. Troskab mod den mand, som havde taget ham ud af stenbruddet? Fordi præsteskabet brødfødte hans familie? En trang til at fuldføre enhver opgave han blev stillet? Kiggede hans fjerne skaber med et sted? Han vidste det ikke, men han håbede på at han ville blive klogere på det, inden han døde af tørst.
   De tre havde opdaget at truslen ikke så meget kom fra Enkemagerne, men fra Fyrsten, et væsen, der havde gjort sig til Herre over Enkemagerne. Af uvisse årsager ville han slå til mod Væddergudens Templer i det Øvre Rige, så langt oppe sydpå, som man kunne komme.
   Fyrsten havde i sinde at landsætte sin lille hær på det Øvre Riges østkyst, og så vandre ind over ørkensandet - for Enkemagerne lod sig ikke mærke af sult og tørst på samme måde som mennesker.
   Hvordan de skulle nå at advare Benu - endsige standse Fyrsten - var dem en gåde. Især nu, hvor de ikke engang kunne skaffe drikkevand til sig selv.
   "Læg din kniv fra dig, sørøver," sagde Insyah lige pludselig, og kneb sine giftiggrønne øjne sammen. Han så hverken på Seren eller på Shem, men pegede ud mod vandet. "Derude! Lige ude for kysten ... hvad er dét?"
   "Du er skør, du ser syner," mumlede Seren.
   "Nej," snerrede Insyah. Han lød rasende, i hvert fald rasende nok til både Shem og Seren tog et skridt bagude. "Derude. Som to stykker klæde, der svæver over vandet."
   Jægeren hidsede sig hurtigt ned, men Shem kunne ikke lige straks glemme den antydning af vildskab, som han havde vist. Seren tog også hånden op til panden for at spejde. "Han er ikke skør! Jo, vent, det er han da, men han har stadig ret!"
   Det Insyah havde kaldt for klædestykker, begyndte for Shem at tage form som stykker af papyrus, så to uformelige sandaler, der flød på vandet. Det var først helt tæt på, at Shem forstod, at der var tale om fartøjer, ligesom de store både han havde set på Iteru-floden. Men denne var meget anderledes, længere, hurtigere, så ud som om den havde svævet over vandet. Som Skaberens ånd, ved verdens skabelse ...
   Shem kunne først ikke få øje på nogen besætning overhovedet. Både Seren og Insyah greb til våben. Sørøveren vendte og drejede den kniv, som han havde erobret fra en Enkemager. Jægeren klyngede sig til den krigsle, som var hans eneste minde om sit fjerne hjemland.
   Så skød en landgangsbro frem. Seren måbede, da en kæmpe trådte ud på den. De havde alle tre set kæmpen før - han havde angrebet dem, da de først var ankommet til Mafkat, fordi han var blevet narret til det af Sandsigersken, kvinden med det halve ansigt. Hun arbejdede tilsyneladende for Fyrsten, selv om Enkemagerne var fjendtlige overfor hende.
   "Gudra!" udbrød Seren. "Hvordan? Du følger jo efter mig, som et røvrebs, der bare ikke vil give slip på hårene!"
   "Ved ikke," mumlede kæmpen. "Spørg dem." Gudra pegede på nogle formummede skikkelser bag sig. De kom kun langsomt ud, og det var svært at se dem rigtigt. De var helt igennem indesluttet i deres farveløse kåber. Kun øjnene stak frem. Vrede, grønne øjne. Ligesom Insyahs.
   "Jeg har set det," hviskede Insyah til Shem. Så trådte han frem, og sagde noget halvt forståeligt til de to formummede. Jægerens sprog lød næsten ligesom det Øvre og Nedre Riges sprog, som Shem havde lært fra barnsbern. Det var ikke så mærkeligt, for Insyah nedstammede trods alt fra folk, der havde forladt de to riger. Men nogle af de ord, som Insyah blandede ind i sproget, de lød slet ikke som ord, men som skraben eller klikken. Ingen af de to formummede svarede Insyah, og hvis de forstod hvad han sagde, så holdt de det skjult. Én af dem hviskede noget til Gudra.
   "Den Usynlige fandt mig, og han syntes at I skulle have lidt hjælp," sagde Gudra på de to rigers sprog. Det lød indstuderet.
   Den Usynlige! Han var hele sydens mest berygtede lejetropfører. Ingen havde nogensinde set ham. Hvad ville den Usynlige overhovedet med dem?
   "Gudra: Spørg dem, hvad den Usynlige vil have til gengæld," sagde Seren. Han vendte sig om mod Shem og Insyah. "Tro mig, den Usynlige sætter altid en høj pris. Bag al mystikken, så er han bare endnu en kræmmer."
   Gudra spurgte de formummede, som så hviskede noget tilbage.
   "Øhm," begynte Gudra tøvende. "Dræbe nogen, så kvit. Eller noget." Gudra kæmpede virkelig med at tale forståeligt.
   Insyah så fra Gudra og over på de formummede i deres kutter. "Jeg bryder mig ikke om det, men vi har vist ikke noget valg."
   Seren udspurgte Gudra på sørøvernes fælles sprog. Gudra gryntede og nikkede en hel masse.
   "Det virker simpelt nok," sagde Seren. "Den Usynlige vil have Sandsigerskens hoved på et fad, fordi hun narrede Gudra til at arbejde for sig. Hvis vi kan nakke hende, så sejler de os hvorhen vi vil."
   "Og hvor vil vi så hen?" spurgte Insyah eftertænksomt.
   Én af de formummede trådte frem. "Stop Enkemagerne hvor ingen kan se jer. Eller slet ikke." Det var en mandestemme - sprød, eksotisk. Kunne godt lyde ligesom Insyahs.
   "Det vil sige; vi skal have sænket hele deres flåde, før de så meget som når kysten," sagde Insyah.
   "Men det er en hel hær!" indvendte Shem. "En hel hær og en hel flåde, og den heks til Sandsigersken! Og Fyrsten kan selv hekse ... tror jeg da!"
   "En flåde kan sænkes," sagde Seren stolt. "Tro mig, jeg har prøvet det før!"
   "Ja, chef," grinede Gudra. "Men hvordan bliver du kaptajn for hans flåde?"
   "Glem hæren og flåden," sagde Insyah. "Det er kun én mand og én kvinde vi skal gøre det af med."
   Det overraskede Shem lidt. Med det had Insyah nærede til Enkemagerne, havde han forestillet sig at et ville kræve mere for ham at holde øjnene på målet.
   "Du må da have kneppet en råddenmås, og så have fået feber på hjernen!" sagde Seren. "Den troldkarl kan ikke bare sådan dræbes! Han har sikkert overlevet flere snigmord end jeg har kønsvorter."
   Insyah greb om sin krigsle. Det så ud som om han kunne kappe hovedet af Seren hvert øjeblike det skulle være. Så lagde Shem en hånd på hans skulder. Jægeren slappede af igen. "Lad os høre din plan," snerrede Insyah ud mellem sine tænder. "Trods alt må du vel vide om et snigmord kan lykkedes. Noget siger mig at du har stukket flere knive i ryggen, end du har mødt nogen i åben kamp..."
   "Jeg har i hvert fald taget mange mænd på sengen," sagde Seren. "Jeg siger; lad os slå til mod flåden. Lige meget hvor hårde skaller Enkemagerne har, så kan de ikke svømme i dem! De er landdyr, de har dårligt nok floder eller søer hvor de stammer fra."
   "Og hvordan vil du så få sænket en hel flåde?" spurgte Insyah.
   "Du stiller de forkerte spørgsmål, knægt," sagde Seren. "I stedet for at måle pik med mig, så skulle du hellere spørge dig selv om hvordan fyrst hvad-hedder-han-nu og den lille blegfisse har fået kontrol over Enkemagerne, når nu Enkemagerne hader hekse så meget!"
   Insyah så rasende på Seren. Så svarede han tøvende. "Det er ligesom at mennesker har fået hunde til at jage for dem, på trods af at vilde hunde engang har jaget mennesker."
   "Nemlig!" råbte Seren, og skulle lige til at dunke Insyah i ryggen. Men så betænkte han sig. "Mennesker giver hunde godbidder, så de glemmer at de er vilddyr. Så lad os tage godbidderne fra dem, og få dem til at huske på hvem deres rigtige fjende er! Vi behøver slet ikke at sænke deres flåde - det skal de nok selv sørge for!"
   ***
   Den Usynliges skib flød kun ti åretag fra Fyrstens flåde. Eller, det måtte de tage Insyahs ord for, han var den eneste der kunne se en hånd frem for sig. De grønne øjne gav et svagt skær fra sig i mørket. "Jeg kan få øje på ti skibe," hviskede han. "Vi er meget tæt på det største af dem."
   "Så se at få kastet entrehagen," hviskede Seren. "Vi har ikke hele natten."
   Insyah sendte Seren et skarpt blik, men adlød straks. Entrehagen satte sig fast, nærmest lydløst. Insyah begyndte at kravle hen ad rebet, gav signal til at først Seren, så Shem kunne følge efter. Han sagde det ikke højt, men Shem vidste godt at Insyah ikke stolede nok på Seren, til at lade ham kravle hverken først eller sidst.
   Shem var dårligt nok landet på dækket af det fremmede krigsskib, da Insyah kom løbende tilbage med blod på sin krigsle. "Der var søfolk ved roret," hviskede han. "Kan jeg få ram på alle styrmænd, så vil de sejle i blinde."
   "Det skal du ikke regne med, skovløber-dreng," hviskede Seren. "Der er altid fulde søfolk ombord på et skib. Når de før eller senere vågner op..."
   "Nuvel," sagde Insyah. "Du kender denne slags skibe, sørøver. Før os under dæk."
   "Ha!" sagde Seren. "Som om jeg tager imod ordrer fra..."
   "Det er en god plan," skyndte Shem sig at hviske. Seren pegede i en retning, og lod Shem og Insyah løbe først. Rummene under dæk var blot en enkelt, trang gang, dækket til af et klæde. Insyah stivnede næsten med det samme, og Shem forstod straks hvorfor. Rummet så ud til at være fyldt op med våben - og på en måde var det det også. Rummet var stuvende fuldt af Enkemagere. De sad alle sammen på gulvet, med deres rustningklædte arme låst fast om knæene, og med sænket hoved. Man kunne ikke høre dem trække vejret. De var gået i dvale. Noget der lignede lange tråde eller reb hang hele vejen fra nogle store tønder for enden af rummet, og ind i hvert enkelt rustning.
   "De beholdere," hviskede Seren. "De er fyldt med den væske, der får dem til at flagre rundt som kneppe-aber." Seren havde tidligere fortalt dem så meget om Enkemagerne han kunne, indtil han blev distraheret, og begyndte at tale om kvinder og unge drenge i stedet. Enkemagernes kampgejst var iboende, påstod han. Kun regelmæssig indtagelse af vædsken i tønderne holdt dem sløve og medgørlige. Uden vædsken, så kunne de nemt komme til at smadre deres nærmeste omgivelser før tid. Så gjaldt det bare om at være et andet sted, når det skete...
   Shem kiggede på rækkerne af bedøvede dræbere. Her kunne man virkelig tale om en farlig last! Uden at tøve yderligere, ikke engang for at trække vejret ned i lungerne, begyndte Insyah at liste sig forbi de rustningklædte skikkelser. Eftersom jægeren nok var lille, men ingenlunde spinkel, var det forbløffende hvor adræt han kunne være når det gjaldt. Der var dårligt nok plads til at lægge en finger i mellem de tætpakkede Enkemagere, men på én eller anden måde fik Insyah listet sig forbi. Shem så sig over skulderen. Dels fordi han jo havde lovet at bevogte udgangen, dels fordi han ikke kunne udholde at iagttage Insyah mere. Det mindste fejltrin, og de ville blive hakket til kødtrimler. Shem mærkede et jag af ubehag, da han så sig over skulderen, og opdagede at Seren var væk. Så skyllede varmen tilbage i hans krop. Åh jo, de havde jo aftalt af sørøveren skulle sikre sig at de kunne komme væk igen. Men alligevel... skulle han blive på sin post? Eller være helt på den sikre side? Han så tilbage på Insyah, der arbejdede, mens sveden løb ned over hans mørke ansigt. Han var stadig i færd med at bore i tøndernes svære, sorte træ. Ingen af Enkemagerne rørte på sig. Endnu. Shem kunne ikke holde til at se mere, og løb ud på dækket. Der var ingen herude. Kun mørke og ... sang? Det var en rå, fremmed stemme - nogen der sang på Søfolkets sprog. Og den kom nærmere. Shem skulle til at løbe ud i mørket med en daggert klar til stød, da en anden stemme iblandedes den grove sang. Inden Shem kunne nå at spørge om hvad der foregik, kom Seren brasende ud af mørket, med armen om en anden mand, der havde et næsten lige så grimt, fladmast ansigt som han. Shem gispede, men sagde ikke noget.
   "Shem!" råbte Seren. "Det her er Gath, min bedsteste ven på alle verdenshavene! Hvem skulle have troet at jeg ville møde ham her?!" Han svang med en blålig kande. Shem kunne mærke den kraftige, gærede stank. Det lugtede som en blanding af pis og blommer. Shem tyssede på Seren. Selv i sin desperation kunne han høre at han kom til at larme derved.
   "Du skal sgu ikke tysse på mig, din lille lort, nu har jeg det endelig sjovt for først gang i... hov!"
   Seren svang med kanden endnu en gang, men denne gang tabte handen på skibets plankeværk, med det resultat at den knustes med det bragt, og sendte kaskader af den fælt lugtende væske ud til alle sider. Shem så sig over skulderen, og nåede lige netop at fange Insyahs både bange og rasende blik. Gulvet i rummet var gennemvædet af Enkemagernes beroligende nektar. Så kom et glimt af lys i én af hjelmenes øjensprækker.
   "Løb!" råbte Shem, men Insyahs var allerede i bevægelse. Han undgik med nød og næppe den krigshandske, der skød frem for at gribe ham om halsen. Insyah sprang op i vejret, og landede lige foran Shem. Han vendte sig fjerlet om, og stillede sig i forsvarsposition, med sin krigsle frem foran sig. Seren fornemmede trods alt hvor det hele var på vej hen, og gav sin tidligere drikkekammerat en lige højre, så han gik i brædderne. Enkemageren stormede frem på dækket. Hjelmen på den pansrede krop, havde stødtænder som et vildt svin. Insyah prøvede at spidde sin modstander på sin krigsle, men den bøjede af på det tykke panser i en sky af gnister. Det frygtelige væsen langede ud efter Insyah, og traf ham i brystkassen, så det knaste. Shem og Seren havde tøvet et øjeblik for længe. Så prøvede Shem at ramme sin modstander på det punkt mellem lægge og lær, hvor panseret lige akkurat ikke mødtes. Det lykkedes - knap og nap - fordi Seren greb Enkemageren om halsen. Den vaklede, prøvede forgæves at få kniven ud af benet, da Insyah besværet hævede sig igen, og jog sin krigsle i struben på Enkemageren. Han måtte save frem og tilbage en del gange, før det ukuelige væsen endelig lå stile.
   "Ikke jer tre fjolser igen," lød en kvindestemme bag dem. Det var en lille og væver skikkelse, omsluttet af en mørk robe, der ikke røbede andet end en halvmaske og lidt hvid hud. Det var Sandsigersken. Seren spildte ikke tiden, men holdt en kniv for hendes strube.
   "Din tåbe," sagde hun. "Lige nu er jeg den eneste, der holder nedgangen bag jer spærret. Hvis der sker mig noget, så slipper Svøben løs."
   "Få det overstået," mumlede Insyah grødet. "Det er hendes hoved den Usynlige vil have."
   Hun undertrykte en latter. "Det kan ikke passe! I tre arbejder for den Usynlige?"
   Shem turde ikke sige noget.
   "Det kan du sutte min pik på at vi gør, snuske. Mig og ham, vi går langt tilbage."
   Hun hævede et øjenbryn bag halvmasken. "Åh, så det gør I." Hun lød ikke imponeret. "Så det er altså takken for at jeg har holdt øje med Fyrsten? Jeg skal skæres væk, som alle andre løse ender? I uduelige fjolser. Hvorfor gav I mig ikke løsenet første gang vi mødtes?"
   Shem skulle til at sige noget, men han kunne ikke få ordene frem. Så Insyah greb ordet i en rasende fart. "Ingen havde fortalt os at du var vores kontakt. Vil du hjælpe os mod Fyrsten?"
   Hun bed sig i læben og smilede provokerende. "Jeg er ikke helt sikker. Først dukker I op uanmeldt. I var nær blevet dræbt af jeres egne. Og nu fortæller I mig at jeg skal slås ihjel, fordi jeg ved for meget."
   "Vi ... vi må kunne tale med den Usynlige," sagde Shem. "... ikke også?"
   "Helt sikkert," sagde Seren, og blottede sine rædselsfulde tænder. Han fjernede kniven fra Sandsigerskens strube.
   "Jeg håber virkelig at I har en plan," sagde hun. "Men først, så lad mig få beroliget Fyrstens kæledyr igen."
   ***
   Da Sandsigersken dukkede frem fra rummet med Enkemagerne igen, havde hun smidt sin mørke robe, og var klædt helt i hvidt, hvilket næsten fik hendes klæder til gå i ét med hud og hår. Shem lagde mærke til nogle tydelige, snoede mærker på hendes blottede arme og ben.
   "Hun er en flot pige, når hun ikke har alt det tøj på," sagde Seren.
   Insyah lavede en anstrengt grimasse. "Hun er ikke en pige, sørøver, hun er en dæmon, som vi er gale at fæstne vores lid til."
   "Følg med mig," sagde Sandsigersken. "Jeg viser jer hen til Fyrsten. Resten er op til jer."
   Hun stillede sig på rælingen af skibet, og sprang ubesværet hen til det nærmeste. Seren gjordet det samme, og Shem overraskede sig selv, ved hvor let han fulgte med. Insyah var den eneste, der landede besværet. Han skar ansigt.
   "Er du skadet?" spurgte Shem. Det kunne virke som et åndssvagt spørgsmål, når han havde set Insyah få sår helt ind til knoglerne, blot for at rejse sig op uden en skramme.
   "Jeg tror at Enkemageren brækkede mine ribben. Jeg kan ... jeg tror ikke at de vokser særlig hurtigt sammen."
   En skikkelse nærmede sig dem i mørket, endnu én af søfolkene. Sandsigersken sendte ham et enkelt blik, og han vendte om. Kort tid efter hørte de et plask. Så pegede hun på et ruf, et lille dækshus, i den anden ende af skibet.
   "Han ligger derinde, oven på sine skatte. Jeg venter herude, til dåden er gjort. Lad være med at kede mig med for meget ventetid. Jeg vil gerne væk herfra."
   "Lad jægeren gøre det", sagde Seren. "Så kan jeg godt fylde tiden ud for dig. Eller ... måske er der noget andet jeg kan ... fylde ud?"
   Sandsigersken undertrykte et grin. "Lige på og hårdt, hvad? Det kan jeg lide." Hun rakte en behandsket hånd frem, hvid, ligesom sin hud. "Kom. Jeg viser dig bagvejen væk herfra..."
   Insyah sendte Shem ét af sine isnende blikke. Det var som om han kunne høre Insyah inde i sit hoved. "Når vi har stoppet Fyrsten, så slår jeg dem begge to ihjel."
   De gik videre. Shem løftede det klæde, der dækkede for ruffet, og de så at der gik en trappe ned. Der var lys for enden af trappen. Insyah fortsatte, leen hævet foran sig. Da de snart var nået tredieve trin ned, stoppede Shem op. "Insyah, trappen er længere, end det her skib kan være dybt! Det her er umuligt!"
   Men Insyah fortsatte ufortrødent. Efter tyve skridt til, nåede de for enden af trappen. En dør af et svagt, gyldent metal lå for enden. Insyah tøvede. "Hvis det her en fælde... så hævn mig," sagde han. "Du behøver ikke at love mig noget. Jeg ved at du vil gøre det. At du vil gøre alt hvad man beder dig om. Har du nogensinde tænkt over hvorfor?"
   Shem sank en klump. "Ikke rigtigt."
   "Jeg tror at jeg ved hvorfor. Jeg fortæller dig det, hvis vi overlever."
   Så svang han døren op. Rummet mindede om en grotte. Det var spækket med tavler, udstoppede dyr, våben af alle slags. Og rundt om alle disse tvivlsomme skatte, vred og vendte der sig en masse af sorte, glistrende orme, mandslange, og tykke som arme. Insyah huggede den nærmeste over. Det sprøjtede ud med fede maddiker, mens Shems hoved blev fyldt med en skrattende latter. "I unge fjolser, I kan ikke dræbe nogen, der er blevet spået at skulle dø for sin egen hånd!"
   Shem troede at han skulle kaste op, men på én eller anden måde lykkedes det ham at få grebet om Insyahs ene arm, og trukket ham op ad trinnene igen. Insyah lod sig føre med; han vidste at deres forehavende var umuligt. Nu oppe på dæk igen, kom Sandsigersken slentrende hen imod dem i månelyset. Af uvisse årsager bar hun på sine sandaler i den ene hånd, og hun havde ikke længere handsker på. De snoede mærker om arme og ben trådte tydeligt frem.
   "Hvor er Seren?!" råbte Shem.
   Det var Insyahs instinkt, der reddede dem begge to. Før end han selv kunne nå at reagere, trak Insyah ham i sikkerhd bag en mast. Der var pludselig et rygende hul i dækket, hvor de havde stået et øjeblik før. Et øredøvende tordenskrald skyllede ind over dem.
   "I fjolser er da for nemme!" råbte Sandsigersken.
   "Duk dig," sagde Insyah, og kastede sin krigsle igennem luften, som om det var et klodset spyd. Det burde have gennemboret Sandsigersken, men faldt til jorden, med en lyd af metal, der slog imod metal.
   "Dit jern er stort og flot, men en kende ordinært!" råbte hun. Hun knipsede med fingrene, og en bølge skyllede ind over dækket. Insyah bandede, i det han blev kastet over bord. Men inden da nåede jægeren fra det Skjulte Land lige netop at give Shem et voldsomt skub fremad. Shem kom på benene, men det var en stakket frist. En bølge ramte ham på ny, og slyngede ham næsten ud over rælingen, hvor han med nød og næppe fik fat med det yderste af fingerspidserne. Sandsigersken nærmede sig med rolige skridt.
   "Troede I virkelig at jeg stadig vil adlyde den Usynlige?" spurgte hun spydigt. "Han som vil kaste mig bort? Her er jeg nok en slave, men en slave med magt!"
   Hun løftede sin ene fod, og for første gang lagde han mærke til hendes fugleagtige kløer. Han opdagede hurtigt hvor skarpe de var, da de borede sig hele vejen igennem hans hånd. Han skreg, og faldt bagover, ned i det mørke vand.
   ***