1
   Har I nogensinde været i Newark? Sikkert ikke. Jeg forstår jer egentlig godt. Når jeg siger, at jeg er fra Newark, er alles svar altid: Nå, så du bor i New York? Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har fået det svar, men jeg har i hvert fald fået det tusind gange. Newark ligger i New Jersey og ikke i New York. Og nej. I har sikkert hørt, at New Jersey er det samme som New York, men det er langt fra det samme. Newark minder på ingen måde om "byen, der aldrig sover", for jeg vil personligt sige, at Newark er byen, der altid sover. Der sker aldrig noget i den by. Der er heller ikke så meget i byen. Byen er en masse bygninger og så selvfølgelig den berømte Newark Lufthavn, som alle i Newark er så stolte over. Jeg synes overhovedet ikke, at den er noget specielt. Altså helt seriøst - det er en lufthavn!
   Men som sagt er byen ikke noget specielt. Jeg bor sammen med min mor i en lille lejlighed. Den er ikke så stor, men jeg elsker stadig at bo der. Jeg er født og opvokset i det hjem. Da min mor så sagde, at vi skulle flytte ind til New York, havde jeg lidt blandede følelser. Jeg havde altid gerne ville bo tættere på byen, men samtidig havde jeg ikke lyst til at flytte. Min mor har snakket om at flytte i et stykke tid.

"Vi bor så langt fra alting. Så har jeg jo ikke så langt til arbejde og også din skole. Og vores nuværende køkken er jo alt for stort, Thomas"

Vores lejlighed havde et rigtigt stort køkken, men sjovt nok brugte vi det faktisk ikke så tit. Ser I, min mor er ikke en speciel god kok. Når min mor en gang i mellem lavede mad, blev det ofte til spaghetti med ketchup eller en hot pocket i mikrobølgeovnen, så det beskriver vist min mors kokkeevner fint.
   Min mor prøvede for et par år siden at lave noget mere "specielt". Det var min 13 års fødselsdag, og min ven Pete var kommet over. Vi havde egentlig planlagt at bestille en pizza, men min mor insisterede på at lave mad. Hun havde købt kylling, grøntsager og nudler. Hun ville lave wok - eller prøve i hvert fald. Pete og jeg sad på sofaen og så tv, da min mor så pludseligt kaldte på os begge. Hun havde købt en eller anden mærkelig sovs, som lignede benzin i en flaske. Hun vidste ikke, hvor meget der skulle i, så Pete tilbød at hjælpe. Han var ekspert i asiatisk mad, som han selv sagde. Han tog over, hvor min mor slap, men min mor var meget utålmodig. Nu, hvor jeg tænker over det, er det sikkert derfor, at min mor er så elendig en kok. Men min mor blev utålmodig, og hun tog flasken med den benzinlignende sovs og spurgte, om der ikke lige skulle noget mere i. Pete nåede ikke engang at reagere, men da sovsen ramte panden, eksploderede panden i flammer, og en stor ildtunge sprang op og slikkede både væggene og loftet. Men ikke blot det, for Pete stod tættest på panden - stakkels Pete. Lægerne konstatrede at det ikke var noget alvorligt og at de ville gro ud igen, men jeg synes nu alligevel det var ret alovorligt. Begge Petes øjenbryn var nemlig svitset væk. I 2 år blev han kaldt "Browless Pete" i skolen, og siden den episode har Pete aldrig nogensinde snakket med mig.
   Jeg burde måske være mere ked af det, end jeg var, for Pete var en af mine eneste venner. Jeg har aldrig været den populære type. Siden jeg startede i skolen, har jeg næsten altid været alene. En sjælden gang, er der så en som fx Pete, som vælger at bruge lidt tid med "The Lone Wolf". Jeg tror faktisk også, at der var en Beatrice eller sådan noget i første klasse, men så længe jeg kan huske, så har jeg altid været lidt alene.
   Eller jeg var alene. For et par år siden startede Sam på skolen. Sam Schneider, som han hed. Sam var oprindeligt fra Tyskland, men hans far havde fået arbejde i USA, så hele hans familie var flyttet herover. Allerede den første dag, klikkede Sam og jeg. I starten var der mange på skolen, som skævede lidt til Sam, fordi han stadig ikke mestrede sproget. Men hvad havde folk regnet med? At han lærte sproget flydende på en uge?
   Så Sam og jeg snakkede meget den første dag, og vi stoppede egentlig aldrig. Der er nu gået et år, siden han flyttede herover, men vi kan stadig være sammen i timevis uden at kede os. I kender det sikkert. I har sikkert også en eller anden, som I har været venner med længe, men stadig kan være sammen med eller snakke med i flere dage, hvis det skulle være.

Men efter episoden med Pete og hans øjenbryn, gav min mor lidt op på at lave mad. Ikke langt fra, hvor vi bor, ligger der en lille hyggelige restaurant, Greg's BBQ. Vi er vel blevet stamkunder dernede, da vi er der nede i hvert fald 3 gange om ugen. Men det har jeg skam ikke noget imod. Jeg elsker det sted! Hvis man ikke rigtigt kender den, vil man måske synes, at det er lidt kikset. Forestil dig en cowboyhat, og forstør den så 50 gange. Så passer det vel meget godt til Greg's BBQ. Bygningen er en stor brun cowboyhat med en gul sherifstjerne midtpå. Som sagt, måske lidt kikset. Men så snart du åbner svingdørene, er det som om at være i paradis.
   Efter min 13 års fødselsdag, blev det en tradition, at min mor og jeg tog der ned og spiste. Der var egentlig to grunde til det. For det første var det lige i nærheden og var super hyggeligt, og for det andet fik man desserten gratis, hvis man havde fødselsdag. Så det passede mig fint. Så på min 16 års fødselsdag tog min mor og jeg derned igen. Det var en varm forårsaften, men lige tilpas. Ikke for varmt, men heller ikke for koldt. Det var faktisk ikke min fødselsdag i dag. Min mor skulle til møde i Oklahoma på min rigtige fødselsdag, så vi havde gjort det i dag, fire dage inden.
   Man føler sig virkelig velsignet, når man åbner de svingdøre. Man kan dufte de barbecuemarinerede spareribs fra køkkenet. Det er muligvis det bedste i verden lige efter cheesecake. Årh cheesecake! Men det er en hel anden historie, for jeg kan snakke om cheesecake i timevis.
   Restauranten duftede skønt. Min mor og jeg blev henvist til bordet ved siden af vinduet. Den plads var næsten reserveret til os. Vi sad der altid, og det havde vi gjort i lang tid. Hvis man fører hånden hen over bordkanten, finder man mit "tandhul", som min mor kalder det. Da jeg var 5, var vi hernede alle sammen. Min mor, min far og jeg. Efter vi havde spist, løb jeg rundt i hele restauranten. Jeg havde sikkert fået for meget sodavand. Men jeg løb rundt, og da jeg løb tilbage mod vores bord, snublede jeg og hamrede fortænderne ind i bordkanten. Jeg knækkede min ene fortand, og siden da har der været det lille hul i bordet.

"Godaften, Thomas og Jenny. Vil I se menukortet, eller vil I bare have dagens ret?".
   Det var Will, som var tjener hernede, og vi kendte ham rigtig godt.

"Du ved vel, hvad Thomas skal have, men jeg vil da gerne høre dagens specialitet".
   Min mor vidste, at jeg skulle have spareribs, for det bestilte jeg næsten altid hernede.

"Kokken tilbyder i dag barbecuemarineret kalkun med pocherede grøntsager".

"Mmm, det lyder lækkert, Will. Det snupper jeg".

"Så en stor omgang spareribs og dagens ret. Skal I bare have den sædvanlige kande isvand?".

"Jo tak. Og så selvfølgelig en hel blåbær cheesecake. Thomas har fødselsdag".

"En stor tallerken spareribs, dagens ret, en blåbær cheesecake og en kande vand". Will skriblede hurtigt nogle ord ned på sin blok

Det med cheesecaken var endnu en af vores traditioner. Vi bestilte altid en hel kage til dessert, når en af os havde fødselsdag. Min mor fortalte mig på et tidspunkt, at det var min far, som fandt på det. Min far havde vist købt en hel lagkage på deres første date. Så siden da har det været en tradition. Jeg bestilte altid en blåbær cheesecake og min mor en hindbær lagkage.
   Will kom ud af køkkenet. Han havde to tallerkener i hænderne, og de var begge to rygende varme.

"En tallerken spareribs til dig, Thomas, og kalkun til dig, Jenny. God appetit".

Måske tænker I, at det bliver kedeligt at spise spareribs så tit. Men I har ikke prøvet det, så I ved ikke, hvor lækkert det er. Man kan aldrig blive træt af spareribs. Jeg ved ikke, om I kan huske først gang, I smagte det, men det kan jeg. Det var, da jeg var 9 år, og det var selvfølgelig på Greg's BBQ. Jeg kan ikke huske tjeneren, men spareribsene var meget vigtigere den aften. Min mad var kommet før min mors, og det pinte mig. Jeg venter altid på min mor, så vi kunne spise sammen. Men det pinte mig virkelig. Spareribsene var brandvarme, og de duftede af den bedste barbecue, man kunne forestille sig. Jeg havde virkelig lyst til at begynde at spise, men jeg gik aldrig i mod mine egne principper. Efter et par minutter kom min mors mad, og så kastede jeg mig over mine spareribs. Og de var guddommelige. Der var ingen anden måde at beskrive dem på, for det var det bedste, jeg nogensinde havde smagt. Normalt løber ens mund jo i vand, når man ser mad, men min mund løb også i vand, i mens jeg spiste. Da jeg var færdig, var der ikke det mindste stykke kød eller noget tilbage på de ben. De var skinnende rene. Min mor grinte bare af mig.

"Har du så bestemt dig endnu, Thomas? Skal vi til Death Valley, eller skal vi bare droppe den tur?".

"Jeg ved det ikke helt endnu, mor. 4 dage i et helt tørt landskab med hedebølge hver dag?".

"Hedebølge? Nu må du da stoppe. Det er kun 52 grader, ikke mere".

"52 er også alt for meget, mor. Og jeg ved ikke, om jeg skal noget med Sam endnu, men jeg skal nok lige finde ud af det".

Sam og hans familie plejede altid at rejse til Europa i ferien. Sidste år havde de været i Italien, og jeg havde endda fået lov til at tage med. Og det bedste af det hele, helt gratis. Penge var aldrig noget problem i deres familie. Sams far havde startet et firma her i USA, og det var gået fremragende for dem. Så jeg fik altid lov til at komme med, når de rejste rundt i verden. De var vel blevet min anden familie, for jeg brugte en masse tid hjemme hos dem.
   Men Sam og jeg havde andre planer i år. Sam havde lige fået kørekort, og hans far havde foræret ham en mega fed Camaro, som oven i købet også var gul. Så Sam og jeg havde tænkt os at tage på roadtrip i gennem landet. Sådan en rigtig drengetur. Vi havde snakket om at køre ned til Texas, videre til Los Angeles, følge kysten op til det nordlige Seattle, smutte forbi Chicago og så slutte vores roadtrip i New York, hvor Sam også bor. Men vi havde ikke fastslået noget endnu. Det var bare noget vi havde snakket lidt løst om, så det var ikke engang sikkert, at det blev til noget.

"Nyder I maden? ". Will havde ikke længere forklædet og den hvide skjorte på. Han måtte lige have fået fri. Han kom hen til vores bord, og min mor tilbød ham at sidde ned.

"Vil du have et stykke, Will?". Jeg smilede til ham med munden fuld af den lækreste blåbær cheesecake.

"Her nu skal jeg skære et stykke kage til dig" Min mor kiggede på min propfyldte mund, grinte og rakte et stykke til Will.

"Kan du lige række mig kanden med vand, Tom?".

Jeg er generelt ret klodset. Jeg har det med at vælte ting og gå ind i ting. Men det føltes helt anderledes denne her gang.
   Da jeg tog fat i kanden, gled den i min hånd. Kanden var halvt fuldt, så alt vandet burde have været overalt på bordet, kagen og gulvet. Det var som om, at tiden stoppede. Eller næsten, for af en eller anden grund kunne jeg tænke helt klart, selvom det hele stod stille. Det første, som jeg tænkte, var egentlig, at jeg skulle have tørt det vand op, som jeg spildte, men det var ikke noget vand på bordet. Kanden stod stille i en skæv vinkel i luften med vandet hængende ud.

Hvad sker der for mig? Mine hjerne kunne ikke kapere hvad der skete. Kan vandet ikke bare falde tilbage ned i kanden?
   Det var som om, at det blev trykket play. For det hele kørte tilbage til normalt. Tiden "kørte" igen.

"Der var du godt nok heldig, hva', Thomas", grinte Will.

Jeg havde rejst mig op og havde kanden i hånden. Jeg havde ikke spildt en enkel dråbe. Hvad var der lige sket? Havde vandet stået stille i luften? Will grinte og spiste videre. Min mor kiggede underligt på mig. Næsten vantro. Havde hun også set det, som lige var sket?

"Så du også..."

"Det må da første gang, at du ikke spilder Tom", grinte min mor.

Jeg var alt for forvirret til at svare, så jeg grinte bare som et svar. Havde min mor virkelig ikke set det? Hun virkede helt paf ligesom mig. Men så løsnede hendes ansigt sig op, og hun sad igen afslappet omkring det runde træbord. Skyldfølelse skyllede hen over mig. Jeg kunne ikke bare bebrejde min mor på den måde - i hvert fald ikke, når det var min fantasi der spillede mig et puds. Jeg havde sikkert bare fået for meget sukker.
   Jeg tog gaflen op og kæmpede det allersidste stykke kage i mig. Der var ikke meget tilbage på tallerkenen. Min mor tog sin gaffel og samlede den sidste mundfuld. Jeg var helt færdig. Min mave var så fyldt, at den kunne springe hvert et minut. Min mor rejste sig og gik hen for at betale.
   Jeg tænkte tilbage på, hvad der var sket tidligere. Hvad var der egentlig sket? Jeg vidste jo godt, at man ikke kunne kontrollere vandet, men der var sket et eller andet. Min mor stod stadig ovre ved disken, så jeg tog kanden i hånden. Der var en lille sjat vand tilbage i bunden. Jeg prøvede lige så stille at hælde kanden, men der skete ikke noget. Eller jo. Jeg spildte den sidste bund sjat ned ad trøjen og ned på mine sko. Jeg tørrede det hurtigt op med servietterne på bordet. Folk skulle jo nødig kigge underligt på mig. For meget sukker Thomas, alt for meget sukker.