Ilila stod i døråbningen til Arasises private omklædningsrum, hendes kostume virkede tungt om skuldrene med sine indsyede skulderpuder, endnu tungere når hun ikke længere stod på scenen eller måske var det andre ting der gjorde sig gældende, tyngede ned, det valgte hun ikke at dvæle ved. Hvis der var mere tid tilbage til den slags, følelsesforlegenhederne, var tiden i hvert fald ikke nu, det ene var sikkert.
"Så er det slut," sukkede Arasise og pillede den næste håndfuld hårnåle ud af sin opsatte frisure, hvilket fik halvdelen af hendes sortbrune hår til at kollapse ned omkring ansigtet på hende. Til det sidste havde Ililas partner fastholdt sit danserhår, skulderlangt og let bølgende som var hun stadig dansetruppens store stjerne. Som havde hun ikke igennem de sidste fire sæsoner været Ililas. "Det bliver Liecah glad for, han har skyndet på mig siden sidste sommer, men jeg havde jo dig at tage mig af..."
Deres øjne mødtes i spejlet. Arasise var den første til at smile, Ilila fulgte kun modvilligt og mest af vane i hendes fodspor.
"Det har været en ære at dele scenen med dig, Sise," hørte hun sig selv sige, brugte den anden kvindes kælenavn i truppen til at knække ærværdigheden en tand. Følelserne havde allerede været stormfulde nok til aften, publikum havde budt deres yndlings viver-stjerne farvel med manér. Nu var det Ililas tur.
"En dag kommer nogen til at sige de ord til dig, Ilila, og de vil mene det på samme måde som du gør," svarede Arasise, i sin hæse stemme der aldrig havde gjort sig fantastisk i sang, men heller ikke Ilila var den fødte sanger og sådan syntes hun de havde passet perfekt til hinanden.
Som modsvar virkede ingen af hendes velkendte replikker passende, deres karakterers forhold udspillede sig gerne stormfuldt under rampelysets skær, men endte samtidigt også lykkeligt. Altid. Ja, illusioner havde Ilila fyldt sig selv med nok af. Det var også kompagniets skyld. Drømmenes Teater, kaldte publikum det, for Drømmenes Teater var det vitterligt. Blandt andet, blandt så meget andet.
Som Arasise havde konstateret, det var slut. Nu.
"Jeg kommer selvfølgelig til dit bryllup," sagde Ilila endeligt, rettede ryggen og gjorde enhver foranstaltning til at vende sig om, vende sig væk. Foranstaltninger var bare ikke nok, der skulle fremdrift til, ligesom med de store dampmaskinerier i teatrets kælder og i togene der kørte ind og ud af Narube. At mine kullet var kun halvdelen af arbejdet. Som det var, flyttede hun sig ikke nogen steder, hverken frem eller tilbage. Til gengæld rejste Arasise sig op. Hendes hår var blevet befriet for hårnåle og krusede vildt om hendes hoved.
Ilila strammede i kæben til alle musklerne gjorde ondt og tænderne skar.
"Det ville ikke være det samme uden dig." Arasise mente vel og det gjorde i sig selv mere ondt end Ililas kæbelinje, mere ondt end hendes knyttede næver med neglene der skar sig ind i håndfladerne, det gjorde ondt dybere inde, langt inde under hud og muskler. Helt inde ved brystbenet.
"Godnat, Sise," fik hun tvunget ud mellem læberne, formåede endda at forme et smil imens, hun var trods alt kendt som en dygtig skuespillerinde. Fremragende, faktisk. Denne gang var både foranstaltningerne og fremdriften sikret, Ilila vendte på en af sine tykke støvlehæle og vandrede tilbage ad korridoren, forbi lyden af de andre i deres fælles omklædningsarealer, indtil hun nåede sit eget. Sit mere private, en luksus man gjorde sig fortjent til som stjerne.
Inden næste sæsons begyndelse ville de i rådet have fundet en ny viver, til hende. De ville vælge hendes nye partner uden nogen mulighed for indsigelser og de ville få hende placeret i Arasises omklædningsrum som om hun hørte til dér. Hun ville komme til at stå ved siden af Ilila hver eneste forestillingsaften, når de bukkede og nejede, alt efter hvilket tøj de var klædt i hver især. Denne pige, hvem end de valgte, Ilila var for længst holdt op med at gætte, ville gøre sig som den nye ledende viver i skuespillertruppen og Ilila kunne næsten ikke bære tanken, bar allerede modvilligt vægten af alle implikationerne. Selvisk som hun var, kunne hun kun forestille sig at spille overfor én. Én bestemt. Viver. Viveren som lige var trådt af scenen for sidste gang. Viveren som skulle giftes denne kommende sæson.
Foran spejlet i sit omklædningsrum begyndte hun langsomt at finde vej ud af sit kostume, den tunge læderoverdel og skjorten nedenunder, lærredsbukserne og de brune støvler, i fem-seks øvede bevægelser gik hun fra at være gallanter til at være kvinde igen. Fra at være skuespillerinde til at være uden forestillinger, længere. Drømmenes Teater, kaldtes det i folkemunde, men Ilila betragtede i lang tid og i en skarpsleben stilhed sit spejlbillede, så på sin egen utildækkede krop og var lysvågen.