Efter måltidet gik nabokonerne hen for at møde med deres familier, så de kunne gå hen til templet sammen. Ingen af deres døtre var blevet udvalgt til træning som præstinde, så der var intet behov for at pusle om dem. Jeg ville inderligt ønske, at jeg var i deres sko.
   Jeg måtte minde mig selv om de utallige gange, hvor gudinde Aera skulle vælge imellem fem piger. Der var en lille chance for, at jeg blev valgt, men frygten var der stadig. Jeg kunne kun lade, som om jeg var æret over dette. Ellers ville de andre finde det sært og blive bekymrede.
   Vi begyndte også selv roligt at gå imod templet. Selvom der skulle fart på med at udvælge en ny præstinde, da skulle selve ritualet være i en fredfyldt rolighed. Hængebroerne, der forbandt de små øer med hinanden i luften, slyngede fredeligt under mine bare fødder og brædderne knirkede let. Min far mumlede noget med, at han måske skulle skifte vores hængebro ud, siden den var ved at blive en smule gammel. Det skulle jeg så ikke bekymre mig om nu. Hvis nogensinde.
   Valora var et vidunderligt sted, og øerne blomstrede med frodige træer, hvor de saftige, grønne blade lå i lag som en stor krone til de hvide træstammer. Skarpe gule, røde og hvide blomster viste sig frem i eftermiddagens sol og deres stærke farver udsendte godt humør til alle, der gik forbi. Græsset var blødt og kildede mine bare tæer, når jeg satte foden ned.
   Naboerne sluttede sig til os på vejen igennem parken ved vores hjem, og mens vi gik igennem parken imod templet sluttede flere og flere familier sig til os. Snart var vi et mindre optog, der lystigt gik igennem parken.
   Alle sendte nysgerrige blikke i min retning og mumlede over, hvor smukt jeg blev præsenteret frem, hvor pænt mit hår var blevet sat op og hvordan min gang var så fornem og let, som en præstinde burde gå. Det kunne de sagtens sige, når de jo intet vidste om, hvordan præstinden opførte sig på jorden.
   Jeg knyttede mine næver bare ved tanken, men glattede dem ud igen, da det sikkert ville kunne bemærkes hurtigt, især nu hvor jeg blev sådan analyseret fra alle veje. Forældre sukkede over, hvordan de ville have, at deres egne døtre var min position, og døtre sukkede ved tanken om at være i min position. Hvis jeg kunne, ville jeg med glæde opfylde alle deres ønsker.
   Ved enden af parken sluttede vi os til et andet optog for en af de andre præstinder, som jeg gik til træning med. Ligesom ved mig, var alles øjne på hende, men i modsætning til mig, så hun stolt ud og førte sig frem med en ægte ære og glæde over dette. Hun smilte overlegent tilbage til mig, som om hun var sikker på at blive udvalgt, og jeg svarede hende med et akavet, genert smil, som havde jeg ingen anelse om, hvad jeg skulle svare på noget af dette.
   Vi gik i tavshed hen over hængebroen, der tilsluttede denne ø med den næste, hvor selve templet lå på. Det var en stor, smuk bygning af hvidt marmor. Alle husene heroppe i Valora var i det hele taget opført i hvidt marmor, ligesom træerne havde hvid bark og broerne var af denne lyse træsort. Alt var så skinnende og hvidt marmor, men intet var så prægende elegant som templet selv.
   Bygningen rejste sig med ærefrygt midt i centrum af Valora, så alle kunne se dens mælkehvide, hellige facade. Det var selve hjertet af byen og det var dér, hvor alt skete. Indvielser af ægtefæller, ritualer for de døde og udvælgelse af den nye præstinde. Alle broer ledte til templet.
   Med dens fire, store stolper støttede det store marmor tag sig højt oppe over alle de beboere, der allerede stod som myrer under det, og der var stadig masser af plads til de kommende optog af borgere.
   Alle beboerne i Valora stillede sig i en stor halv cirkel i kanten af templet, og mit optog sluttede sig til befolkningen, da vi trådte op af de syv trin til templets indgang. Det glatte marmor føltes koldt og utilgiveligt under mine bare fødder i modsætning til den bløde og varme jord, som jeg lige før havde betrådt. Jeg slæbte græs og jord med op efter mig på det rene marmor, der blev skurret og skrubbet flere gange om dagen, mest af præstinder i træning. Det var vores træning i disciplin og at pleje gudinde Aeras ejendele. Dette var hendes tempel, hendes hjem til os. Derfor skulle det holdes rent og pænt. Når den nye præstinde var blevet valgt ville de andre stadig skurre og skrubbe for gudinden.
   De fire andre præstinder i træning gik imod midten af halvcirklen, til centrummet af templet, hvor en stjerne var blevet malet på gulvet. Den var i perfekt symmetri og malet i orange og gyldne farver, der stod i skarp kontrast til det hvide marmor. Stjernernes seks sider strakte sig ud imod væggene og hver af de enkelte præstinder stillede sig på spidsen af stjernebilledet.
   Jeg sendte mine forældre et tvunget smil og de smilte stolt tilbage og gjorde intet for at være diskrete, da de vinkede til mig og min mor gjorde tegn til, at jeg skulle rette på min hvide kjole. Ibi sendte mig luft knus ved at omfavne luften foran sig. Normalt ville jeg have leet af den fjollede gestus, men nu kunne jeg kun holde hovedet højt og tårerne tilbage, mens jeg gik imod min egen stjernespids.
   Jeg stillede mig imellem to præstinder i træning, kaldet Ann og Mariam. Mariam var den, der havde fulgtes med mig herover og givet mig det hæslige, overlegne smil, som om hun vidste bedre. Hun var omkring et år ældre end mig.
   Vi var alle i forskellige aldre her. Mariam var den ældste, hvorefter jeg kom på anden pladsen. Den yngste var kun femten år. Vi blev alle valgt i forskellige årgange. Nogen blev valgt tidligt, endda i en alder af seks, og nogen blev valgt lidt senere, når de var omkring ti. Så længe man fik fire års træning inden for kunsten at være præstinde.
   Jeg kiggede rundt på mine medpræstinders ansigter. Jeg havde trænet med dem i mange år; siddet på gulvet i biblioteket og lært bønner udenad, skrubbet gulvet i templet og hjulpet med at tænde lysene omkring bygningen om aftenen. Det ville være surrealistisk, at vi kun ville være fire efter denne dag, indtil en ny pige blev udvalgt til træning.
   Jeg kunne mærke Anns blik på mig, så jeg vendte mit blik over imod hende. Hun smilede ligeså overlegent til mig, som Mariam havde gjort. Hendes lysebrune hår lå i bløde krøller ned ad hendes ryg i en stor, glat fletning. Vores præstinde kjoler var de samme og vi var alle barfodede, men håret måtte man i det mindste selv sætte. Dog var det foretrukket, at det blev holdt sammen i en fletning eller i en knold, så det ikke var ud over det hele.
   "Jeg er sikker på, at jeg bliver valgt," sagde Ann skingert med et kækt smil, der viste hendes perlehvide tænder frem. Jeg kunne lugte hendes citrusånde helt fra min plads. Hun var kun et år yngre end mig, men opførte sig meget ældre.
   "Det håber jeg for dig," mumlede jeg uden rigtigt at se på hende. Jeg var så godt som ligeglad med hvem der blev valgt, så længe det ikke var mig.
   "Jamen Grace dog, mange tak, søde," sagde hun og lignede næsten én, der ville omfavne mig. Næsten. "Du har altid været god til det med komplimenter. Jeg kommer til at savne dig på jorden."
   "Og hvad for dig til at tro, at du kommer derned?" sagde Mariam forbi mig og sendte Ann et arrogant blik, hvilket fik Ann til at se helt forfjamsket ud, som om hun var chokeret over, at en anden havde hørt hendes lille kommentar.
   "Det ligger da i kortene, søde Mariam," sagde hun ligeså hovmodigt, som Mariam så ud og børstede noget usynligt støv af sin skulder. "Bare rolig, jeg kommer også til at savne dig, når jeg kommer derned."
   "Du kommer nok mere til at savne mig, når jeg kommer derned," svarede Mariam arrogant tilbage i en skarp tone. Hun så ligeglad ud, men jeg var sikker på, at hun nød det lamslåede udtryk, som Ann gav hende.
   Jeg rullede med øjnene over deres tåbeligheder. "Vil I have jeg skal bytte plads med en af jer, så jeg ikke står i vejen?" spurgte jeg uden at se på nogen af dem. Det behøvede jeg ikke for at vide, at de sendte dødsblikke til hinanden lige nu.
   Inden nogen af dem nåede længere i deres passive kamp kom der en pludselig fuldstændig tavshed omkring os. Erasmus var kommet op til templet, borgmesteren og ypperstepræst af Valora.
   Da vi havde været yngre havde vi kaldt ham for gamle Erasmus, siden han havde været borgmester ligeså længe, jeg kunne huske. Endda ligeså længe min mor og far kunne huske, havde de fortalt mig. Han var så godt som Valoras ældste beboer. Alle udviste den dybeste respekt for den gamle, vise man og fulgte hans kloge ord blindt.
   Han kom ind barfodet ligesom os præstinder i træning og med en marmorhvid kjortel svingene om sine nøgne ankler. Selvom han var oldgammel holdt han sig stadig godt og kunne gå med rank ryg og løftet hoved. Selvom han var gammel, var han heller ikke mere spinkel end mig og havde stadig rigeligt med kød på kroppen.
   Hans udtryk var højtideligt og intet kunne bryde denne hellige facade, ikke engang de tusind rynker, der kendetegnede hans alder. Hans hvide skæg, der nåede ham til midt på brystet, var flettet i bløde fletninger, mens hans hår var kortklippet og nærmest dunet, ligesom en fugleunges.
   Vi bøjede alle vores hoveder dybt for den vise figur, der trådte frem. Da han nåede sin egen plads, den sidste spids på stjernen, da klappede han hænderne sammen og vi gentog alle gestussen. Derefter sang vi alle hyldestsangen til gudinde Aera, som alle kendte udenad:

Kære vor hersker, moder over alt.
   Vis mig vej igennem mørket og ind i dit lys.
   Varm min sjæl, som du gjorde ved min fødsel.
   Varm den ligeså, når jeg kommer til dig i min død.
   Jeg giver den til dig, med al min kærlighed.
   Kærlighed til dig, moder over alt.

Verset blev sunget to gange mere og den sidste gang blev den nynnet stilfærdigt, mens alle svajede med i en let rytme. Nogle holdt hinanden i hænderne, andre stod tavst og nynnede.
   Da sangen var færdig holdt Erasmus hænderne op over sit grå hoved og kiggede op i loftet, hvor der var et hul ud til den blå himmel i midten af taget.
   "Gudinde Aera, kære vor hersker, moder af alt, du almægtige skaber, vi bøjer os for din kærlighed," sagde Erasmus i en højtrøstede stemme. Selvom han var gammel, var hans stemme høj og tydeligt og skælvende med ærefrygt. Som barn havde jeg altid været bange for den kraft hans stemme havde. Som om den rystede selve Valora.
   Alle gentog Erasmus' ord med en hellig mumle, mens vi alle bøjede vores hovedet dybt.
   "Vi er dine børn. Led os ind i dit lys og belys vores sjæle med din visdom og beskyttelse imod mørket," fortsatte Erasmus og alle gentog hans ord. "Vi hylder dig, moder! Vi elsker dig!"
   Erasmus talte så højt, at jeg blev helt bange for hans stemme ville blive ødelagt, men han nåede den mest højtrøstende tone, som han kunne, hvorefter han sænkede stemmen og bredte armene ud imod os fem præstinder i træning.
   "I dag vender et af dine børn tilbage i din favn, i dit lys. Præstinde Margarit tjente dig vel på jorden. Vi takker dig for at have beskyttet hende i mørket og for at have våget over hendes sjæl, som hun vågede over dine Cealum-krystaller. Led hende ind i dit lys og lad hende hvile i din favn," bad Erasmus med hænderne bredt ud foran sig, hvorefter han lukkede sine øjenlåg så hans rynker blev endnu tydeligere. "Men nu er dine Cealum-krystaller, dine hellige relikvier, uden præstinde til at beskytte dem og de står alene i mørket. Derfor beder dig vælge igen, kære hersker og moder. Vælg imellem disse fem præstinde, en til at beskytte dine ejendele, som du beskytter os."
   Erasmus åbnede nu øjnene og så på hver og en af os. Hans lyse øjne bevægede sig hen over os, og da han nåede mig, mærkede jeg hvordan hans blik borede sig ind i min sjæl og jeg snappede kort efter vejret.
   "De står klar til at udføre dine ønsker," manede Erasmus. Hans ord føltes som knivstik og fik mig til at få det dårligt. Jeg var ikke klar til noget. Jeg havde ikke valgt at stå her i dag og høre på ham mane om hvad jeg ville og ikke ville. Det eneste jeg ville var at rive denne kjole af og løbe væk herfra; træde væk fra stjernespidsen og lade de andre kæmpe om, hvem der blev valgt.
   Det skete dog ikke. Det var min udvalgte pligt at blive stående, mens Erasmus fortsatte med at mane og tilbede gudinde Aera i en højrøstede stemme, der slet ikke matchede hans alder.
   "Vælg nu din næste præstinde, kære hersker og moder, og led hende med dit lys til hendes svorne pligt." Erasmus trådte derefter et skridt tilbage, væk fra hans stjernespids, så det kun var os fem præstinder i træning, der stod tilbage på spidserne.
   Hver spids lyste pludselig op i et blødt, gyldent lys, der varmede vores fødder. Ingen vidste, hvor lyset kom fra, men det var varmt og kærtegnede vores nøgne hud med kærlighed. Så forsvandt det under alle fødderne, og begyndte nu en runde på hver af spidserne. Den startede fra den venstre side og det tog den omkring ti sekunder for at bevæge sig til den næste præstinde i træning, som om den analyserede og observerede hende gennem hendes fødder.
   Der var fuldstændig tavshed omkring os. Alle ventede spændt på det øjeblik, hvor lyset ville udpege den næste præstinde. Erasmus fulgte lyset nøje med øjnene, som alle beboerne gjorde ligeså.
   Præstinderne i træning rettede ryggen og løftede hovedet højt, da lyset bredte sig under deres fødder og lyste dem op nedefra. De udviste stolthed og ære i dette, og hovmodighed i at baske sig i den opmærksomhed, som alle gav dem i det korte øjeblik, før lyset bevægede sig til den næste. Ann var ingen undtagelse; hun løftede hovedet op og gjorde et kækt smil, som var hun allerede var blevet udvalgt.
   Mit hjerte hamrede i mit bryst, da lyset rykkede sig tættere på, og jeg skælvede praktisk talt lige så kraftigt som Erasmus' stemme havde gjort lige før, da lyset var på Ann. Det var på hende i ti tavse sekunder, som jeg talte ned fra ti til en, før det forsvandt i et kort sekund, kun for at dukke op under mig.
   Vi var blevet trænet til dette ritual og havde øvet os i det. Ingen ville selvfølgelig have, at vi skulle begå en fejl eller noget, så jeg var fuldstændig klar over den varme, der bredte sig under mine fødder og over den fredelighed, der bredte sig i mit bryst, som om nogen kiggede lige ind i min sjæl. Jeg vidste, hvordan det ville foregå, så jeg var parat.
   Det overraskede mig nu stadig at mærke varmen og at blive blottet på denne måde. Alle stirrede på mig med en blanding af ærefrygt og nervøsitet. De fulgte min mindste bevægelse, alle mine små åndedrag, som jeg desperat hev efter. Jeg holdt standen og holdt ryggen rettet, men jeg holdt ikke hovedet oppe, for det var tungt med bønner og tanker.
   "Vær sød ikke at udvælge mig. Jeg er dybt ked af det, men jeg vil ikke ned på jorden. Vælg mig ikke, vælg mig ikke."
   Jeg vidste godt, at det var syndefulde og kujonagtige tanker at have, men efter alt hvad vi havde fået at vide om jorden, så fandt jeg det utrolig dumt at skulle blive sendt derned. Jeg vidste godt, at vi ofrede os selv for at beskytte gudinde Aeras krystaller, men det eneste jeg så var det uendelige mørke og de hæsligheder som boede i det.
   Sekunderne føltes som en evighed, men lyset bevægede sig endelig videre til Mariam, og jeg åndede lettet op. I et kort øjeblik havde jeg følt mig så blottet og forsvarsløs, åben for al min frygt, sorg og mine fejl. Det havde føltes som en evighed, der endelig var overstået. Hvis bare det havde været tilfældet.
   Da lyset forsvandt under Miriams fødder blev der for alvor stille omkring os, som om selve vinden stoppede med at blæse og alle fuglene holdt deres glade sang tilbage. Øjeblikket var kommet, hvor gudinde Aera ville beslutte, hvem der skulle blive hendes præstinde. Alle stod anspændte, især os præstinder i træning, selvom alle omkring mig så helt rolige og selvsikre ud.
   Jeg skælvede og bad inderligt en sidste gang om, at det ikke blev mig, og jeg holdt fast i håbet om, at gudinde Aera ikke ville have en så fej og karakterløs pige som mig til din præstinde. Jeg var alt andet end anstændig til at passe på Cealum-krystallerne.
   Så jeg holdt fast i håbet, mens tiden sneglede sig af sted. Jeg turde ikke tælle sekunderne, jeg turde ikke engang at tænke. Sveden samlede sig i fine lag på min olierede hud, på hænderne, og jeg måtte holde trangen til at tørre mine fugtige hænder i den hvide silkekjole tilbage. Mit hjerte hamrede hårdere og hårdere i mit bryst og jeg blev bange for, at det ville hamre sin vej ud. Alle kunne sikkert høre, hvor højt det bankede mod mine indre vægge. Det blev værre desto længere tid, der gik.
   Så skete det endelig. Stjernespidsen lyste op. Under mine fødder.
   Jeg mærkede varmen brede sig under mine fodsåler, mens jeg mærkede mit hoved gå koldt.