Regnen hamrede stadigvæk ned udenfor, og det lynede og tordnede stadigvæk kraftigt. Mormor syslede med et eller andet i køkkenet, mens Benjamin sad med nogle tegninger hans tante Vigga havde tegnet for mange år siden. Det var tegninger af mormor, Benjamins mor og så Vigga selv. De lignede hinanden de 3, alle 3 havde de varme blå øjne, et rundt smil, et halvspidst ansigt, og langt lyst blondt hår.
   Benjamin studerede tegningen indgående, det måtte være svært for Vigga at undvære sin søster - lige så svært som det var for Benjamin at undvære sin mor, men alligevel, han havde hørt så mange historier fra Vigga og mormor om hvor tætte de 2 søstre havde været, og hvor mange ulykker de havde lavet i tidens løb. Vigga - som jo ret beset var Benjamins moster, hun ville bare hellere kaldes tante, havde dog fundet en vis trøst i at være Benjamins stedmor, og Benjamin kunne da heller ikke forestille sig en bedre mor - altså når det skulle være.
   Han kiggede ud af de gamle massive vinduer mens han tænkte på Vigga og hans mor - gad vide hvordan det var at have en søster eller bror? Eller en ven for den sags skyld, det havde han heller aldrig prøvet - bortset fra Hubert - han kiggede ned på den, *qua...* den lagde an til et kvæk - "Stop det Hubert, jeg gider det ikke. Vigga skulle have taget dig med."
   Hubert stoppede sig selv, og lukkede øjnene.
   Igen kiggede Benjamin ud på den gamle hvidkalkede gård med stråtag. Der var så hyggeligt her, men det lå så langt væk fra alting - men dog ikke så langt væk fra alt, som han og Vigga boede.
   De boede midt inde i skoven, det var også derfor han ingen venner havde. Der var simpelthen ingen, derfor kunne man vel også sige at Vigga både var hans mor, men samtidigt også hans bedste ven.
   Pludseligt, mens han var i sine egne tanker, og mormor gik og syslede, stoppede det brat med at regne, og der begyndte at lyde en skraben og skrappen fra taget, som om der pludselig var 1.000 fugle oppe på taget der skrabede mod taget med deres fødder, mens de skrabbede med hinanden.
   Det var godt nok underligt tænkte Benjamin, aldrig havde han oplevet fugle komme så hurtigt frem fra deres skjul efter sådan et uvejr. Han kiggede over på mormor, der var stoppet med at kokkerere, og i stedet stod og lyttede opmærksomt, hun kiggede ud af vinduet, et eller andet nærmede sig i det fjerne kunne hun se.
   Hun vendte sig hurtigt mod Benjamin
   "Hurtigt barrikader dørene og alle de vinduer du kan nå!"
   Hun sagde det bange men bestemt.
   Benjamin kiggede lidt undrende på hende.
   "NU Benjamin!!"
   Benjamin forstod ikke, men skyndte sig at låse de døre han kunne komme i nærheden af, stille de ting han nu kunne løfte, som spisestole og fodskamler foran dørene.
   "Har du dækket ALLE huller der er i, og omkring dørene Benjamin?"
   Mormor havde travlt med at trække de gamle skodder for vinduerne, det var svært, de fleste af dem var rustet i hængslerne, og det krævede en kraftanstrengelse af dimensioner for hende, at få dem trukket for. Der kom intet svar fra Benjamin - Mormor kiggede skræmt på ham - han stod bare som stivnet.
   "BENJAMIN HAR DU LUKKET ALLE HULLER?"
   Benjamin "vågnede op"
   "ja d..d...dd...det tror jeg Mormor - hv..hv..hv..hvorfor?"
   Hun løb over til ham.
   "Vi kan ikke bruge tro til noget, vi skal VIDE!"
   Lige da hun havde sagt det, var det som om at de ikke længere var alene. De kunne nu høre 2 fnisende stemmer. Mormor så skræmt og irriteret ud.
   "Du har dækket det hele til Benjamin!"
   "Hihihi" lød det så igen.
   2 utroligt smukke kvinder stod nu foran dem.
   "Hvad er I kommet for?" Mormors røst var bestemt.
   Kvinderne ignorerede hende i første omgang, mens de stod og fnisede. Skræmt studerede Benjamin dem, de var lange og slanke. Havde langt mørkt hår, store brune øjne og røde læber der klædte deres ansigter. "Hihihihi" lød det så igen.
   "Vær ikke så hård ved drengen Splid, han HAR lukket alle huller - i dag, men vi har fulgt ham længe - i 2 måneder" fniste de.
   Mormor så forfærdet ud
   "Selvfølgelig! Det er derfor han har haft mareridt!"
   Kvinderne grinte igen.
   Mormor førte en beskyttende arm over Benjamins bryst - han ømmede sig, af en eller anden grund var han blevet mere og mere øm i brystet mens mareridtene havde stået på.
   "Hihihi" fniste den kønneste af kvinderne. "Har du ondt i brystet Benjamin Splidssøn?"
   Benjamin så undrende ud, det var ikke hans navn - han vidste ikke hvem denne Splid var - og han havde aldrig hørt nogen kalde hverken ham eller mormor det før. Han nikkede.
   Mormor så stramt på pigerne - "I skal ud nu!"
   "Hihihi nej Splid, det skal vi ikke, din tid er forbi, og vores er kommet!"
   Mormor fik et stramt blik i øjnene, og så fremsagde hun en lille remse:
   "Mara, Mara minde
   er du inde,
   så skal du ud
   med stok og med sten
   med jern og ben.
   Agt dig, Mara, Mara minde!"

Benjamin så forfærdet på kvinderne, der nu ikke længere var de smukke væsner fra før, men i stedet lignede 2 dyr der stod på 2 ben, lange sorte og behårede, stod de nu og "hvæssede" tænder og kløer af dem. Mormor fremsagde så remsen igen:
   "Mara, Mara minde
   er du inde,
   så skal du ud
   med stok og med sten
   med jern og ben.
   Agt dig, Mara, Mara minde!"

Væsnerne skreg derefter et skrig der gik lige ind i ørene og hjertet på Benjamin, inden de var væk lige så hurtigt som de var kommet.
   "Hv...hv...hvad v..va..va..var det mormor"
   Fik Benjamin fremstammet.
   "Der er ikke tid til at forklare!"
   Råbte hun, fra den anden ende af rummet, hvor hun allerede var løbet over.
   "Hjælp mig Benjamin!."
   Benjamin skyndte sig hen til hende. "Hvad sker der mormor?"
   Hun svarede ikke, hun kiggede bare ud i horisonten, med et bange blik i øjnene.
   "Kom vi mangler stadigvæk den sidste skodde."
   Den var svær, rusten havde bidt sig fast i hængslerne gennem mange år, og selv mormor kunne ikke huske hvornår hun sidst havde haft denne skodde trukket for. De hev og hev begge 2, efter et par minutter gav den sig lidt. "Næsten Benjamin, bare lidt endnu."
   Til sidst gav den sig helt, og de fik den trukket ind og låst.
   "Pyhh sagde mormor" Og sank i gulvet imens.
   "Det var tæt på Benjamin."
   "Hvad sker der mormor?" Benjamin var tydeligvis bange.
   "Hvem var de piger, og hvad er du så bange for?"
   "De nærmer sig" sagde hun uden at forklare det nærmere.
   "De nærmer sig og vi er i fare begge 2 Benjamin."
   Mormor nåede kun lige at afslutte sin sætning, inden der lød en hakken på alle vinduer. Han vidste det ikke med sikkerhed, men han havde en formodning om at det var fuglene de havde hørt på taget der var begyndt at hakke på vinduerne, hvilket undrede Benjamin endnu mere, end det at de havde siddet på taget så hurtigt. Benjamin kiggede mormor i øjnene, hendes gamle blå øjne var fyldt af en frygt han havde aldrig set hos hende før, faktisk havde han aldrig nogensinde set en voksen være så bange før.
   "Hun.. h..un hun har fundet os" stammede mormor..
   "Hvem har fundet os mormor?"
   Mormor forklarede ikke nærmere.
   "Du skal væk Benjamin, nej det er for sent sagde hun til sig selv, årh jeg skulle have gættet det med det uvejr, det var unaturligt, det måtte jo varsle om at han var på vej!" mumlede hun for sig selv.
   "Hvem ham mormor? Var det ikke en hende der havde fundet os?"
   Efter Benjamins spørgsmål, lød der en klirren, som 1000 glas der sprængtes på én gang, i virkeligheden var det "kun" 3 vinduer inde i stuen, der havde givet efter for fuglenes banken på ruderne, de kunne nu tydeligt høre deres skrabben gennem skodderne, heldigvis ville det tage flere dage hvis fuglene skulle banke sig igennem træskodderne.
   Mormor så nu endnu mere bange ud, og fik travlt med at finde på noget der kunne bringe Benjamin i sikkerhed. Hun åbnede lemmen til spisekammeret, der sad i gulvet.
   "Skynd dig herned Benjamin."
   Benjamin kiggede bange på mormor "Jamen mor.. morm.. mormor... dd..der. der der der, der er jo kun plads til en dernede" stammede Benjamin.
   "Det er også kun dig der er vigtig nu Benjamin, gamle jeg skal nok klare mig på en eller anden måde, men du skal i sikkerhed, skynd dig ned, og lås lemmen nedefra!"
   Benjamin kiggede bange ned i spisekammeret, der var helt bælgravende mørkt, han kiggede derefter bange tilbage på mormor. Hun nikkede bestemt til ham.
   "Hvis der skulle ske mig noget Benjamin, så løb, løb så langt ud i den faldende skov, som du kan komme, løb indtil du finder den dybeste lysning, og se der om du... "
   *BANG BANG BANG* Der lød en høj banken på en af skodderne.
   "Splid, er du derinde? Jeg ved du er der, lød en høj mørk skræmmende stemme."
   Mormor nåede ikke at snakke færdigt, man kunne se at hun stivnede fuldstændigt ved mandens stemme. "Skynd dig nu ned Benjamin"
   Hun nærmest skubbede Benjamin ned i spisekammeret.
   "Og husk at låse sagde hun stille til ham."
   Hun skyndte sig at smide et tæppe over lemmen, der skjulte den. Det bevirkede at Benjamin ikke kunne høre alt af hvad der foregik, da tæppet fungerede som en slags lydisolation. Lidt fik han dog med, men det var sløret, det var som om der var en del brøl fra et dyr som Benjamin ikke helt kunne bestemme.
   Han kunne dog høre mormor sige:
   "Du er langt udenfor de grænser der er fastsat for dig, gå din vej med dig og dine!"
   Derefter kunne Benjamin høre en latter, som han vurderede til at være hånlig.
   "Luk mig ind Splid, vi vil ikke have dig, du er intet værd for os længere, giv os drengen."
   "ALDRIG" råbte Mormor.
   Derefter mumlede hun nogle uforståelige ord, som Benjamin hverken kendte eller kunne gengive bagefter. Nu hørtes en del larm, Mormor blev ved med at mumle nogle uforståelige ord, efterfulgt af noget almindeligt dansk indimellem.
   "Du skal ikke trænge ind, bliv væk!" skreg Mormor nu nærmest panisk.
   Latteren kom igen.
   "Du er alt for gammel Splid, og dine ord har ikke nær samme kraft som de havde i fordums tid" grinte stemmen.
   Der lød et brag, Benjamin afgjorde det til at døren må være blevet brudt op, han kunne høre mormor skrige panisk.
   "HVOR ER DRENGEN" brølede den dybe stemme.
   "Opgiv" forsøgte Mormor sig modigt, selvom Benjamin kunne høre hun var mere panisk og bange end han nogensinde havde hørt før.
   "GIV MIG DRENGEN SPLID!"
   Der lød et bump, Benjamin kunne ikke afgøre hvad det var, men det lød ikke som om der var blevet kastet en ting, nærmere noget der ikke var helt hårdt, men heller ikke helt blødt. Han hørte Mormor hoste. "Opgiv, han har ikke været her længe, jeg havde forudset at I ville komme!"
   "HØHØHØH" grinte stemmen brovtende.
   "Du er blevet gammel, uforsigtig og overmodig Splid, vi ved han er her, kragerne har fulgt ham flere dage, og marerne har netop givet os seneste beretning."
   Manden der havde den dybe stemme trådte et par skridt frem, og stod nu direkte på tæppet over lemmen, "GIV OS HAM!!" Brølte han med en stemme så frygtindgydende at selv den modigste mand i dette øjeblik må have ledt efter et musehul at krybe ind i tænkte Benjamin.
   "Opgiv nu" Nærmest græd mormor nu. "Har I ikke taget nok fra ham, og hans familie, det offer han allerede har bragt, må være mere end nok, lad drengen være, han får aldrig sandheden at vide alligevel!"
   "Giv os ham!" Sagde stemmen stålsat, hvorefter mormor igen forsøgte sig med de uforståelige ord, "høhøhø" brovtede stemmen, hvorefter mormor skreg højere end Benjamin brød sig om at høre, han satte sig så langt ned i spisekammeret som han kunne komme, satte hovedet ned mellem knæene, og holdte sig for ørene. Han kunne ikke høre mere af hvad der blev sagt, men han fornemmede og hørte et hårdt bump, og det var som om at der ikke blev snakket sammen mere efter dette.
   I stedet, var der nu en del larm, som om at hele huset blev endevendt. Det varede ved i et par timer, Benjamin sad og snøftede, men bestræbte sig på ikke at gøre det højlydt, han var sikker på at de før eller siden ville finde lemmen, og derved finde ham.
   Benjamin sad der længe, og larmen fortsatte. Efterhånden måtte han have siddet der i 3 - 4 timer tænkte han, tårerne havde overmandet ham, og han græd, dog meget stille så han ikke risikerede at blive opdaget. Han græd både fordi han var bange, men også fordi han regnede med at optrinnet havde kostet mormor livet, især med den frygt hun havde haft i øjnene, og de skrig Benjamin havde hørt hende komme med. Samtidigt var det som at hele optrinnet havde vækket nogle gamle minder i Benjamin, han kunne ikke bestemme hvad, men den voldsomme stemme, den ligegyldighed overfor vold og liv, som der tilsyneladende herskede ovenpå lige nu, det var som at det havde vækket en gammel frygt, dybt inde i Benjamin, han kunne ikke bestemme hvad det var, eller hvor den kom fra, så dybt var den begravet, at han end ikke kunne huske hvor langt denne frygt skulle ligge tilbage.
   Benjamin græd sig selv i søvn den aften, siddende krøbet sammen i spisekammeret, egentlig ville han ikke sove, han ville væk, og ud i skoven så hurtigt som han overhovedet kunne komme det, men søvnen fik til sidst overtaget, end ikke frygten for at de fandt hans gemmested kunne til sidst holde ham vågen...