De havde fragtet ham ind i Abbediet den foregående nat. Det havde blæst så voldsomt, at fire stærke mænds styrke, ikke var nok til at holde den aflange båre i ro. Rionda havde kunnet se på de høje mænds anstrengte og fokuserede blikke, at det havde krævet al deres koncentration at bringe den feberramte Exarch op ad de mange trin til Abbediets jernbeslåede dør. Hun trak den simple kappe tættere om sig, og hankede op i spanden, der dinglede friskt fra hendes hånd. Hun fulgte mændene nysgerrigt med øjne der løb i vand fra den kolde vind, der til sidst tvang hende til at lukke dem i. Mens hun tørrede øjnene hørte hun en af mændene råbe noget til portneren, hvorefter lyden af den tunge dør fortalte hende at de var væk.
   Han havde virket frisk nok i den kølige morgen, huskede hun. Mens hun gik rundt blandt de mange healende planter og urter i Aurahaven, prøvede hun at huske om der havde været noget unormalt den morgen. Et eller andet der kunne have fortalt nogle af dem, at Exarchens liv var ved at nå sin ende. Intet kom til hendes sind, intet som helst.
   Den kradsende og sødlige aroma, fra de mange eksotiske planter blandede sig med hendes tanker, og lod en døsighed langsomt lægge sig over hende. Med frostkolde fingre, og brændende hænder, fik hun samlet de planter og urter ind som hun skulle bruge til miksturerne. Aurahaven var omgærdet af en sfære af krystalglas. Normalt var det et kvalmt sted med solen bagende og en tyk luft, men her, langt ud på aftenen og i midten af den tredje vintermåned, var det bidende koldt. Et vindue i toppen af sfæren klirrede, hver gang vinden tog fat. Rionda fik trods sine stive fingre, møjsommeligt planterne pakket væk i bunden af spanden. Hun skuttede sig og trak hætten endnu tættere ned over hovedet, i det hun traskede mod Abbediets fjerne hjørne, mod Søstrenes skjulte indgang.
   "Søster Rionda" Abbedissen var sjældent selv tilstede i Søstrenes dele af bygningen, men denne aften var en undtagelse. "Gør urterne klar, pige, og få lidt fart på!" Hendes ansigt, indrammet af en trekantet kyse af skind og brunt stof, var stramt og de små griselignende øjne lynede kraftigt. Rionda skyndte sig at få gjort urterne klar. Søstrenes områder i Abbediet, var enkle og spartanske i deres indretning, men Exarchens Orden havde altid gjort meget ud af Alkymi og Herbatori, så arealer der havde med det at gøre var langtfra spartanske. Hun lagde urterne op på skærebordet og snittede dem i fine strimler. Søster Mellany tændte op i herbatoriets enorme ildsted, med en rutineret bevægelse, mens Søster Chyrsten, den lille korpulente pige af bondsk afstamning, rendte rundt og fejede det beskidte gulv.
   "Har du hørt det om Exarchen?" Søster Mellanys museagtige stemme dirrede af indestængt nysgerrighed. "De siger at han denne gang ikke ser ud til at komme sig... " Hun stoppede op for at sikre sig at Abbedissen ikke lyttede med, hvorefter hun lænede sig ind mod Rionda. En sødlig lugt af sved ramte hendes næsebor. "De siger også at Fruen har taget flugten. " Hendes hænder var sorte efter omgangen med ildstedet og hendes sodbefængte ansigt lyste op i skæret fra vokslysene.
   "Du burde ikke lytte ved dørene" begyndte Rionda i et opgivende tonefald, mens hun fokuserede på at skære urterne i de rette størrelser. "En eller anden dag hører du bare noget, du helst ville have været foruden." Søster Mellany trak på skulderne, og fortsatte som havde Riondas advarsel bare været en fodnote. "Tror du alt dette har noget med Fruen at gøre, Rionda?". Rionda smed urterne op i gryden der boblede lystigt.
   "Måske, måske ikke, men ærlig talt så er jeg ligeglad, Mellany. " Hun vaskede skærebrættet af under lunken vand, og undgik at indånde for meget af den kloragtige aroma der havde spredt sig fra urterne i gryden. Mellany satte sig på den lille skammel nær ildstedet med et funderende udtryk i det beskidte ansigt. Hun havde taget et groft viskestykke og forsøgte ihærdigt at fjerne de sidste pletter. "Okay, okay, jeg tænkte bare... "
   Mere noget hun ikke at sige, før Abbedissen pludselig stod blandt dem. Hendes øjne var vidt åbne og strålede i et desperat skær. Hendes smalle mund var trukket stramt tilbage, og hendes blik var rettet mod Rionda.
   "Exarchens helbred kræver din tilstedeværelse Søster Rionda! " Hendes stemme dirrede og en tåre kunne skimtes i hendes øjenkrog. Rionda havde pludselig bange anelser. "Er drikken klar? " Hun sendte Abbedissen et kort nik og sank en klump. "Godt, få den på en flaske, og følg med mig, gerne lidt hurtigt. "
   Igen et kort nik, før hun bad Mellany om en flaske fra det store skab i hjørnet af Herbatoriet. Med et hurtigt håndelag fik hun hældt den boblende drik, en tyktflydende grumset substans, på en mælkehvid flaske med korkprop. Hun placerede den på en metalbakke og fulgte efter Abbedissen ud af Herbatoriet. Hun mærkede Mellany og Chyrstens nysgerrige blikke, borer sig ind i sin benede nakke.
   Exarchens abbedi var en gammel bygning, langt nordpå og langt væk fra den nærmeste by. Selve hovedbygningen var en monstrøs firkantet klods af brændt murværk, der var placeret på toppen af Wul'wenzas Klipper i det nordligste af Orenio. Rionda havde kun få gange i sit liv haft tid, og ikke mindst, tilladelse til at kigge i Abbediets skrifter, når hun skulle lære nye opskrifter og ceremonielle handlinger, og i disse enorme ruller, havde hun lært om omgivelserne, og at Orenio var den nordligste del af en landmasse der lå på den østlige del af planeten Myérain. Det lå nordfor skovfyldte Tancien, sandholdige Belalien, og de sydlige egne som ikke var beskrevet nærmere end som små fodnoter i skrifternes appendikser.
   Abbedissen og Rionda bevægede ned gennem svalegangene, der omkransede Abbediets meditationshave. De lange gange og haven var delt af buegange hugget i sort sten. De var høje og massive, men flere steder var der efter mange år opstået faretruende revner. Haven i sig selv var oplyst af lanterner der flød rundt på de små indlagte bække, hvilket henlagde havens mange træer i en drømmende og varm belysning. Alligevel mærkede Rionda kulden skærer sig ind i sine fremstående knogler. Abbedissen drejede skarpt om et hjørne, og fortsatte i uændret tempo op ad en svimlende vindeltrappe. Rionda havde aldrig selv været i denne del af Abbediet der husede Exarchens kammer og Abbedissens kammer, så hun forsøgte at holde tempoet uden at sakke bagud. Klagende lyde blev båret gennem gangene via de kolde stenvægge. Med jævne mellemrum svor Rionda at hun hørte en mand tale stille og beroligende. De stod nu forenden af vindeltrappen, ansigterne mod en massiv egetræsdør. Abbedissen bankede på med bestemt hånd, så lyden sprang mod de hårde mure. Lyden af en stol der skrabede henad gulvet, hørtes bag døren efterfulgt af et hæst, "Kom ind".
   Abbedissen tog fat i det svungne håndtag, og ledte Rionda ind i lokalet. Det var et stort lokale. Loftet var kuplet og hvælvet og så højt oppe at Rionda spekulerede på om det overhovedet endte et sted deroppe. Joniske søjler med dybe revner i, stod i midten af rummet og dannede en rektangulær forhøjning, hvorpå en anselig statue af Paslee den første Exarch, stod placeret.
   Manden der havde bedt dem komme ind, stod ved et kraftigt birketræsbord nær væggen modsat døren. Han havde et alvorligt udtryk i sine kolde, isblå øjne og en næse der tydeligvis var brækket mere en én gang. Hans rober var snehvide, ærmeløse og fulde af lapper. Et enkelt udført diadem i koboltblå metal med fire juveler indsat i en ring, placeret på en issens begyndende måne, afslørede hans rang. 'En Mesir' tænkte Rionda med en blanding af spænding, og ærefrygt. Han stod foroverbøjet, og i dyb koncentration over en kedel der sydede og boblede på skrivebordet. Det lange gråsprængte hår ved hans ører var bundet op i en hestehale med et gyldent bånd.
   "Jeg har medbragt healeren, Mesir. " sagde Abbedissen kort. Hun samlede hænderne på ryggen, mens hun afventede Mesirens svar. Der lød en knitrende lyd fra kedlen på bordet, og Rionda fik øje på et virvar af farver der krøb op ad Mesirens arrede arme. 'Han praktiserer restorationsmagi... mon han overhovedet har brug for mig? ' tanken strejfede Rionda, men forsvandt hurtigt igen, da farverne forduftede med et skarpt smæld. Mesiren bandede lavmælt, før han løftede blikket mod Abbedissen. Hans øjne lyste i klare farver, og arvæv havde givet huden omkring dem et hvidt skær.
   "Fint, tidspunktet kunne ikke være bedre Abbedisse." Hans stemme var umådelig hæs, men alligevel artikuleret. Med et tydeligt besvær, humpede han ud fra sin plads bag egetræsbordet, rettede sig op i sin fulde højde og sukkede kort. "Vi er løbet ind i komplikationer med miksturerne, intet ser ud til at virke på hans tilstand og for at gøre tingene værre, så har vi fået endnu en patient." Med endnu et suk, denne gang opgivende, afsluttede han sin sætning.
   Med en kort viftende bevægelse med hånden, bad han Abbedissen forlade lokalet. Abbedissen bukkede dybt og forlod dem.
   Da Abbedissen var vel ude af døren, vinkede Mesiren hende utålmodigt hen til sig. Med et lille nik bad han hende placere metalbakken på egetræsbordet.
   "Jeg går ud fra at du ved, hvad du skal gøre Søster Rionda. Han har personligt bedt om din ekspertise til at heale ham. " Han lød en kende skeptisk, og hun mærkede hvordan hendes hals snørede sig sammen så hun kun kunne fremstamme et "Ja, sir. " Hvis han havde bedt personligt om hendes tilstedeværelse, hvilede der nu et helt andet pres på hendes knoklede skuldre.
   Med en lille lyd placerede hun bakken på bordet. Hun fremdrog en ske af metal og en lille flakon fra sin inderlomme. Mesirens blik borede sig ind i hendes nakke, og hun følte hvordan han minutiøst observerede, hver eneste af hendes bevægelser. Et øjeblik stod han der bare, men efter lidt tid drejede han lydløst om på hælene og bevægede sig dybere ind i lokalet. Der hørtes dæmpede stemmer, der alle lød klagende og smertelige. Mens hun stod der og ordnede de sidste elementer af miksturen, begyndte strømme af højerestående søstre at dukke op. De havde alle deres ansigter lagt i urolige eller alvorlige folder, og Rionda fulgte nysgerrigt med fra sidelinjen. Abbediet var så stort at hun kun kendte en håndfuld af dem der skridtede forbi hende. Kvinden der, med et bedrøvet udtryk i de betændte grønne øjne, gik forrest blev kaldt Nella, så meget vidste hun. Hun var en af de ældste i Abbediet, omkring de 60 men Rionda var ikke sikker. Bag hende kom de kraftigt byggede tvillingesøstre, Boalia og Trisha. Begge kvinder, mørke som natten, havde haft det smukkeste bølgede hår der glimtede i lyse, gyldne nuancer da de ankom til stedet. men nu, efter 10 år i Abbediet, var begges hår blevet askegråt og umuligt at holde. Ingen af dem havde formået at beholde deres ungdoms skønhed, og allerede efter nogle måneder på stedet var de ældet 30 år. Efter dem kom en masse ældre kvinder som Rionda ikke kendte navnene på. Nogle diskuterede hidsigt indbyrdes, mens andre bare lod blikket hvile mod loftet, som bad de en stille bøn for Exarchens helbred. Den sidste der trådte ind ad døren, havde hun set et par gange før. Hun var høj, tynd og stadig elegant til trods for de mange asketiske år der kun havde tæret minimalt på hendes fremtoning. Søster Gianna var hendes navn. Ligesom de andre, var hun iklædt en lang kjortel af støvbrun linned, men det var kun hende som kunne bære den på en måde som var den en sofistikeret, dyr aftenkjole. Hendes kindben var høje og gav hendes ansigt et smukt udtryk. Hendes øjne glødede som små isblå flammer, og blikket var rettet mod den bageste del af lokalet, hvor Rionda formodede at Exarchen befandt sig. Hun havde kunstfærdigt samlet sit tykke nøddebrune hår i en fletning, og snoet denne flere gange om hovedet som en form for krone.
   Rionda lod sit blik følge Søster Gianna da denne, med et rungende bump, lod døren til de bageste gemakker smække i. Hun rettede fokus mod de sidste elementer af miksturen. Mesirens øjne borede sig ind i huden på hendes nakke, fra hans plads ved en lille egetræsskammel, bagest i lokalet. Selvom hun stod med ryggen til følte hun, hvordan han granskede hende. En rystende fornemmelse kom over hendes hænder, men hun forsøgte at kontrollere det, indtil han gik. Der kom en skramlende lyd fra et sted bag hende, og hun hørte endnu en dør smække. Forsigtigt kiggede hun sig over skulderen. Mesiren var gået.
   Hun var næsten færdig med at forberede de sidste elementer, da hun hørte stemmen. Den var hæs, og knap hørbar. Til trods for at hun skulle være færdig med miksturen inden Mesiren kom tilbage, lagde hun tingene fra sig, og gik længere ind i lokalet. Der var noget i hende der var tiltrukket af stemmen. Som om hun havde kendt denne stemme engang for længe siden, og var blevet separeret fra den på et tidspunkt. Jo længere hun bevægede sig ind i rummet, jo mere kom følelsen af at være i en grotte. Det hvælvede loft af mørk sten opslugt hende som et stort uhyre, og kun de næsten nedbrændte tællelys, holdt følelsen af at blive ædt, væk fra hende.
   På et sekund blev hun revet ud af sine tanker. Der lød en klikkende lyd fra døren, hvor Mesiren og de andre folk, før var forsvundet. Som en lettere panisk mus, skyndte hun at gemme sig i et af de mange ingrediensskabe der stod henad de kolde vægge. I samme sekund som hun lod skabets dør lukke, bragede Mesiren og Abbedissen ind ad døren. Forsigtigt åbnede hun skabsdøren på klem, mens hun inderligt håbede at Mesiren ikke opdagede at hun ikke længere befandt sig ved den plads han havde efterladt hende ved. Fra sit skjulested kunne hun svagt ane en uformelig klump der hang livløst mellem Mesiren og Abbedissen.
   "Har vi nogen idé om, hvem han er? " Mesiren trak vejret i små korte stød, og Rionda kunne se hvordan sveden piblede frem over den skaldede isse. Abbedissen bar bylten i den ene ende, mens Mesiren havde fat i den anden. Hendes lettere bekymrede ord virkede til ikke til at have nået Mesirens øre. De placeret bylten, der nu tydeligt var en person, på stensengen overfor hendes gemmested.
   "Kære Abbedisse, jeg ved lige så lidt som De i denne sammenhæng. " snappede Mesiren sarkastisk, idet han tørrede sveden af panden med et hullet lommetørklæde. "Men det er tydeligt at han ikke er her fra vores egn af verden. " Hun kunne fra skabet, se at Mesiren pegede på noget, men en søjle afskar hendes synsfelt.
   "Uanset, hvem han er, så må der gøres noget. Hvis vi venter meget længere dør han. " Abbeddisen lød ikke decideret panisk, men der var en undertone af nervøsitet i hendes stemme der undrede Rionda. Hun vendte og drejede mulighederne i hovedet. Abbedissen havde altid været en der uanset situationen, formåede at holde hovedet koldt og ikke lade noget påvirke hendes dømmekraft. Der var tydeligvis noget ved denne ukendte person, der havde væltet hendes kølighed. Mesiren hev fat i Abbedissen, og trak hende med ud gennem døren, hvorfra de var kommet. Rionda så sit snit til at komme frem fra skabet, og få et blik på den sårede der nu lå og talte i feberramt vildelse. Hun sikrede sig omhyggeligt, at Mesiren og Abbedissen begge var ude af lokalet, før hun forsigtigt åbnede skabsdøren. Tællelysene var på dette tidspunkt, alle brændt ned, og rummet henlå i en dunkel grottelignende tilstand. Hun kantede sig frem mod stensengen, mens hun sørgede for at hendes bare tæer ikke stødte ind i noget på vejen. Hun greb et tællelys fra hylden i et skabet ved hendes bord, og tændte det. Rummet blev oplyst og hun fik øje på personen som Mesiren og Abbedissen havde båret ind. Hun gik nærmere, og måtte holde sig for munden for ikke at lade et forfærdet gisp bryde stilheden. Det var en mand, men det var kun, hvis hun anstrengte sig at hun kunne se det. En stor del af hans ansigt var barket og havde en blåsort kulør. Hun vidste med det samme at han havde tilbragt en rum tid i isnende kulde. Hans krop var tydeligt udtæret, og sår så dybe at de stadig ikke var helt helet, dækkede store dele af den nøgne overkrop. Bukserne var iturevet og han manglede flere tæer på de arrede fødder.
   Rionda havde ikke set noget lignende. Han trak vejret i små stød, der rallede og fik ham til at hoste voldsomt. Hun havde aldrig før oplevet nogle der havde overlevet den bidende kulde i Orenio, og så uden tøj til at varme. Han lignende heller ikke en person fra Orenio. Folk fra den nordlige provins var alle kraftigt bygget og havde mørkt hår der var så tykt at mange kamme knækkede i forsøget på at frisere det. Selv havde hun rødbrunt hår som hun groft havde klippet helt kort i siderne. Det lange hår på midten havde hun samlet i mange små knolde. De andre søstre i Abbediet havde kommet med spydige bemærkninger om hvor lidt hun lignede en oreniansk kvinde. Udadtil holdt hun en hård facade overfor dem, men indeni mærkede hun at det gik hende på. Mandens hår var langt og fedtet, og enkelte steder var håret sodet og næsten brændt ned til rødderne. Hvad havde efterladt en mand så tæt på dødens rand? Forsigtigt rakte hun en dirrende hånd ud mod mandens ansigt. Pludselig, og før hun nåede at reagere, fór mandens venstre hånd op og greb hendes hånd. Han spærrede øjnene op, og hun ville skrige, men lyden ville ikke komme.
   "Gebrial... Gebrial, hjælp... "
   Hun sank en klump, og forsøgte at berolige manden. Hans øjne var våde, og afgav en underlig glød.
   "Rolig. Sir, hvem er Gebrial? Tag det helt roligt! Hun holdt en beroligende hånd henover mandens pande. Han var glohed at røre ved, det var tydeligt at han havde feber, og i sådan en grad at det undrede hende at han endnu ikke var bukket under for den. Hans blik borede sig ind i hendes, en tydelig frygt emmede fra det, og hun følte pludselig en uforklarlig sympati med den ukendte mand.
   Gebrial... Åh, undskyld, jeg har fejlet... " Mandens stemme døde hen, og var til sidst kun en knap hørbar hvisken.
   Der lød et klik fra dørens lås, og i samme øjeblik faldt manden tilbage i sin febersøvn. Panisk satte Rionda i løb mod sin plads ved bordet. Det var i sidste sekund at hun nåede at sætte sig ved stolen, da Abbedissen og Mesiren igen trådte ind i lokalet.
   Riondas åndedræt galoperede, og ligeledes gjorde hendes hjerte. I hendes hoved kørte tankerne rundt. Hvem var denne Gebrial? En underlig følelse af noget velkendt, opstod i hende, jo mere hun tænkte over navnet. Hvor havde hun hørt det navn før? Det vidste hun ikke, uanset hvor meget hun end anstrengte sit hoved.
   "Søster Rionda, " Mesiren stod foran hendes bord, med et stramt udtryk i ansigtet, og blodfattige læber. "Er miksturen til Exarchen klar? "
   Hun sank en klump, men forsøgte alligevel at lyde overbevisende, da hun endelig fik fremstammet et forsigtigt svar.
   "Så klar som den nu kan være, sir. "
   Mesirens mundvige fortrak sig i en grimasse.
   "Jeg vil minde Dem om at den ædle Herres liv er i deres unge hænder, Søster Rionda, og De er vel informeret grundigt om, hvad straffen for at slå en Exarch ihjel, indebærer? "
   Hans små øjne lynede, og fik ham til at virke ildesindet og giftig som en slange.
   "Ja sir, død ved tvang udover Tænderne... " Rionda havde godt set de sylespidse klipper der udgjorde det som de lokale i folkemunde kaldte, Tænderne. Det var et yndet sted for henrettelser, og havde fungeret som dette i århundrede.
   "Præcis... og det vil De vel ikke udsætte dem selv for, vel? " Hans ord var som gift, og hun mærkede tårer presse sig på inde bag sine øjne.
   "Nej, sir. "
   "Godt, min pige. " Et veltilfreds smil spillede over ansigtet, og hans gullige tænder fik frit udsyn. Med benede fingre rettede han på sit diadem, hvorefter han stolt pustede sig op.
   "Hvis De så tager miksturen og følger med Søster Gianna, så ses vi inde hos Exarchen i hans gemakker. "
   Den høje kvinde var dukket op ved Riondas side. Trods hendes størrelse var hun lige så lydløs som en rotte. Blikket i de skinnende øjne var rettet, næsten hypnotisk, mod vinduet ved den dør som Rionda og Abbedissen var trådt ind ad, tidligere på dagen.
   "Tjep, tjep. " tilføjede Mesiren, med et velvilligt blik nedover den krogede næse, før han selv gik mod døren. Uden et ord vendte Søster Gianna langsomt om, og begyndte beslutsomt at skridte mod døren. Rionda tog en dyb indånding. Nu gjaldt det. Hun forsøgte at følge med Gianna, men selvom hun gik så hurtigt hun kunne, måtte hun næsten småløbe for at følge med Søsterens hurtige skridt.