"Archie," kaldte Rammi og så sig omkring. Hvor havde den pokkers abe nu gemt sig? Om en time skulle de optræde sammen, og den plejede at holde sig i nærheden, når den fik lov til at komme ud af sit bur, Hun havde holdt øje med den, men da hun et øjeblik blev optaget af at se på en fugl, havde aben set sit snit til at forsvinde. Det var en solskinsdag i april, og måske havde det dejlige vejr, fristet den til et lille eventyr.
   Archie var hendes bedste ven. Den var ligeglad med, at hun var anderledes. Da hun var lille, var hendes hjem brudt i brand. Hun overlevede som den eneste, men ilden havde skamferet hendes ansigt, så hun var glad for at hr. Skomoso gav hende føden og lov til at optræde sammen med aben. .
   Hun havde ledt alle vegne omkring lejren. Nu måtte hun ind i skoven. Der var svalt mellem de høje graner og en flok røde myrer bevægede sig hen af den smalle skovsti. Av. nu angreb en lille klynge af dem hendes bare tæer. Hun rystede den ene fod og så den anden, men et par af de små bæster havde bidt sig godt fast."A-archie," kaldte hun igen. . Åh de dumme myrer og den dumme abe. Og hvor ville hr. Skomoso blive vred, hvis de ikke var klar til at optræde, når forestillingen begyndte.
   Men tænk, hvis Archie var helt væk. Og den skulle jo også have sin fine, gule jakke og sin grønne hat på.
   Eller tænk hvis Archie var kommet til skade? Måske var den faldet ned fra en tynd gren og landet på en sten?
   Rammi sank ned på en væltet træstamme. Skuldrene rystede og kinderne blev våde. Snottet stod hende ud af næseborene,
   Så hørte hun en lys stemme spørge: "Hvad er du ked af?".
   Foran hende stod en snavset dreng i laset tøj. Og på hans ene skulder sad den lille abe. "Iik." sagde den og lagde hovedet lidt på skrå. Det var dens måde at vise anger på.
   "Hvor fandt du den?" spurgte hun drengen.
   "Den fandt mig," sagde drengen og smilede forsigtigt.
   Aben hoppede over i Rammis favn og drengen spurgte: "Er det din? Græder du, fordi den var væk?" Rammi snøftede og nikkede.
   Drengen havde en slags taske i sin ene hånd. Den satte han ned, åbnede den og fandt en lille dunk frem Så fandt han også en las fra noget tøj og hældte vand fra dunken på den,
   "Kom lidt vand i dit ansigt," sagde han og tilføjede: "Altså hvis frøkenen ikke synes, det er næsvist af mig at foreslå det."
   Rammi fniste :"Jeg er altså ikke nogen frøken. Jeg er da ikke ud af adel."
   "Ud af adel," lyder da ellers lidt fornemt," mente drengen og Rammi fniste igen, mens hun tog imod kluden. Hun tørrede øjne og kinder. Og så pudsede hun næse.
   "Er du glad nu?" spurgte drengen.
   "Ja, men mine fødder svier. De dumme myrer har bidt mig."
   ""De har også bidt mig," betroede drengen hende, "men jeg kom lidt saft fra vejbred på dem."
   "Orv," sagde Rammi, "har du mere af det?"
   Han nikkede og fandt endnu en dunk i tasken. Den her var ikke ret stor. Han fandt også endnu en klud. Mon han havde flænget en hel trøje?
   Hun gned det på og det hjalp faktisk lidt.
   "Du er anderledes end de fleste," sagde hun. Han smilede igen. Et lille, lidt skævt smil.
   Så kom hun i tanke om, at hun og Archie skulle skynde sig tilbage. Hun fløj op fra træstammen. Archie sprang ind i hendes favn og hun lukkede armene om den.
   "Kom og se os optræde," råbte Rammi idet, hun for afsted.
   Da hun nærmede sig husvognene så hun, at de kun lige var ved at gøre klar. De kunne sagtens nå det. Forpustet stoppede hun og så sig tilbage. Jo, drengen var fulgt med. Han virkede sød og han var slet ikke blevet skræmt af hendes udseende.
   Pludselig var det som om en lille fugl var flyttet ind i hendes bryst og lånte hendes mund.
   Hun gav sig til at synge: "Alt er godt. Trallala."