Eliza.

Jeg troede, magi handlede om styrke, men jeg havde lært, at det handlede om, hvor meget du var villig til at miste, for hvad gør du, når hemmelighederne i din familie er stærkere end nogen fortryllelse?
   Det var den drivkraft der gjorde, at jeg igen befandt mig i min føde by. Togets sidste støn gav ekko gennem stationen, da jeg trådte ud på perronen i Veldenhart, min læderhandskebeklædte hånd knugede om det slidte håndtag på en kuffert, der havde set alt for mange rejser. Dens skrammede hjørner og flossede kanter var et vidnesbyrd om de utallige gange, den var blevet slæbt fra det ene sted til det andet - meget ligesom mig selv.
   "Velkommen tilbage, Eli," mumlede jeg lavmælt, mens jeg trak frakkens krave tættere op om nakken og skuttede mig i den kolde blæst.
   Luften var tung af nostalgi, hvert åndedrag en bittersød påmindelse om dage, hvor jeg løb gennem disse gader som barn. Hvor min eneste bekymring var at falde og skrabe knæet, eller få skæld ud over den stjålne småkage. Duften af fastfood svævede forbi, blandet med den jordagtige aroma af vådt græs. Det var en velkendt duft, der forekom mig malplaceret i en lille by som Veldenhart, som om moderne ting ikke passede ind, men et vidnesbyrd om, at modernitet aldrig var langt væk.
   Jeg trak min mobil op af lommen og tastede en besked til Lily, om at jeg endelig var landet. Vi havde genskabt kontakt for syv år siden, og vedligeholdt det over telefon, Lilys sporadiske besøg til min daværende bopæl i en beton jungle, og gennem hende levede kærligheden til Vendelhart videre.
   Jeg trak min kuffert efter mig, dens slidte hjul klaprede højt mod brostenene i protest. Jeg burde have udskiftet den for længe siden, men der var noget underligt betryggende ved dens vedvarende knirken og skramlen.
   Mens jeg bevægede mig gennem byen, kaldte den fjerne hvisken fra skoven der omgav Vendelhart på mig som en gammel ven, der vinkede fra afstand. Bladene raslede sagte og hviskede hemmeligheder, lige på grænsen til at kunne høres. Hvis jeg lukkede øjnene, kunne jeg næsten skelne ord - gamle besværgelser delt af træer ældre end Veldenhart selv.
   En summen på mit håndled trak omgående min opmærksomhed, og overrasket skubbede jeg ærmet op for at se, hvad der var sket. Det underlige mærke jeg havde haft i 11 år, viste sig nu helt tydeligt og jeg kunne nemt se det intrikate mønster. Det glødede kortvarigt karminrødt før det falmede og lignede en årgammel tatovering.
   Mystisk. Lige så mystisk som dets opdukken. En knude af bekymring begyndte at forme sig i min mave, men jeg tvang mig selv til at trække vejret dybt og skubbede tankerne til side. Det var sikkert ingenting.
   Mens jeg gik gennem de velkendte gader, mærkede jeg folks blikke hvile på mig. Nogle vendte hovedet for at følge mig med øjnene, andre hviskede lavmælt til hinanden. Jeg overvejede om der var noget underligt på mit ansigt siden det skete, eller om de faktisk kunne genkende mig.
   Det i sig selv ville være imponerende, for jeg havde ikke været her siden jeg var seks år gammel og jeg havde haft noget af en transformering. På trods af mine 24 år på denne jord, hvilede jeg allerede så meget i mig selv, at jeg ikke lod mig forføre af hvad som helst.
   De seneste hændelser havde bestemt formet et anderledes livssyn, og det var ikke rosenrødt. At miste mine adaptiv forældre i en uventet og tragisk ulykke, viste mig endnu engang, hvor skrøbelig og utilgivelig verden faktisk er, og at det var omhyllet af en mystisk hændelse, gjorde ikke sagen lettere at acceptere.
   Mit gamle hus lå et par kilometer væk fra stationen, men jeg værdsatte vandreturen efter de mange timer i toget, og det medvirkede til at rydde unødvendige tanker. Det gav mig en mulighed for at acceptere den tumult af følelser der boede i mit bryst. At være tilbage her var bittersødt, men jeg havde brug for det. Brug for klarheden og svar.
   Jeg rundede hjørnet til den gade, hvor mit gamle hus lå, da en hvisken fik mig til at fryse midt i et skridt. Mit navn, båret på vinden, strøg forbi mit øre.
   "Eliza..." Jeg snurrede rundt, mit hjerte hamrede i brystet.
   Det eneste andet individ på gaden var en mand der gik med sin hund adskillige meter bag mig, og jeg tvivlede på det var ham. Jeg rystede på hovedet. Der var bestemt ting her i Veldenhart jeg skulle vænne mig til, ting jeg havde forglemt eksisterede og kunne ske uden forklaring.
   Jeg vendte mig mod det lille vedbend beklædte hus og trådte gennem lågen, hvorpå et skilt hang med familienavnet: Dinesen og forsømmelsen af huset slog mig hårdt. Nøglerne raslede mod låsen, døren bandt og jeg skulle lægge skulder til for at åbne den-det måtte jeg få fixet hurtigst muligt. En prekær følelse ramte mig da jeg skubbede døren op, næsten som at træde ind i en osteklokke, og jeg rystede kort på hovedet.
   Det var sært. Jeg måtte spørge Lily om, hvad det kunne være.
   Døren knirkede på hængslerne da jeg skubbede den til, og en duft ramte mig øjeblikkeligt da jeg stod i den lille entre-lavendel. Mors yndlingsblomst. Duften var så stærk, så overvældende, at jeg et øjeblik troede, hun måtte stå i stuen og vente på mig, men det vidste jeg jo var umuligt, for hun døde da jeg var barn. Mit hjerte sprang et slag over-men hvad nu hvis?
   "Mor?" kaldte jeg instinktivt, krympede mig af den tåbelige impuls.
   Stilheden, der fulgte, var øredøvende. Du er en tåbe, Eliza, bare fordi magi er virkelig, betyder det ikke, at mor på magisk vis er vendt tilbage fra de døde, skældte jeg på mig selv.
   Jeg efterlod min kuffert og taske i entreen og tvang mig selv til at træde ind i stuen, hvor mine øjne løb over rummet i søgen efter kilden til duften. Mit blik faldt på et gammelt familiefotografi på reolen af mine biologiske forældre, der smilede bredt, deres arme omkring en yngre udgave af mig selv. Jeg gik tættere på og rakte ud efter rammen.
   Idet mine fingerspidser strejfede det støvede glas, forsvandt lavendelduften så pludseligt, som den var kommet. Mit bryst knugede af afsavn, og for at afbryde overvældet, satte jeg varsomt rammen tilbage på plads og så rundt i stuen, hvor tingene stod præcis som jeg huskede dem. Den eneste forandring var støvet og den indelukkede lugt, men det var hurtigt fikset med et par åbne vinduer et par minutter.
   Jeg vendte tilbage til min kuffert, hankede op i den og gik op ad den smalle trappe til første sal, hvor to værelser befandt sig. På landingen stod jeg og så mod mit gamle værelse, og trukket mod det skubbede jeg døren op. Hængslerne knirkede sagte og med et tøvende skridt stod jeg og så rundt i rummet.
   Alt stod som jeg efterlod det, da jeg blev taget væk herfra som lille pige, og smerten henvendte sig omgående i brystet da jeg mindes, hvor forvirret of sorgbetynget jeg havde været. Med et tyndt smil samlede jeg en af mine gamle plysdyr op og trykkede den på næsen. Ninus med de lange hvide øre og den lille blåternet kjole.
   "Du har været savnet," fortalte jeg bamsen og trykkede den mod brystet, mens jeg lod øjnene glide over rummets inventar.
   Jeg vidste jeg ville sove i mors værelse, for sengen herinde var for lille til mig, så uden mere at foretage mig her gik jeg ud på landingen igen og trådte ind i mors soveværelse. Hendes duft hang i luften som et afvasket minde, men det stoppede mig ikke fra at indsnuse grådigt.
   Jeg savnede hende.
   Sengens træramme måtte være en type fra tidligt 1900-tallet, med smukke intrikate udskæringer der forestillede en scene med dansende feer og håbløse mænd fanget i deres besnærende net. Sengetøjet var uberørt. Faktisk var mange ting herinde uberørte, som om mor havde vidst hendes endelige havde været rundt om hjørnet og forberedt huset til overdragelse.
   Bortset fra: jeg overtog det ikke med det samme og en bittersød smerte stak i maven over mine adoptiv forældres valg. Jeg havde haft muligheden for at vende tilbage så snart jeg fyldte 18, men af utalte grunde fortalte de mig det aldrig. Det var deres advokat der informerede mig om, at jeg ejede et hus i Veldenhart.
   De måtte dog alligevel have sat vedligehold på plads, for huset var i relativ god stand, taget i betragtning af, hvor mange år det havde stået tomt, og den tanke varmede mig, men forvirrede mig også. For, hvorfor ville de besvære sig med at beholde huset, hvis deres intention havde været aldrig at fortælle mig om det?
   Jeg satte mig på sengen og så rundt i rummet, spejlet på skabslågen viste mit ansigt, hendes vejrbidte kinder og grønne øjne så sørgmodige ud. Rummets blege skær fangede dog alligevel reflekser i mit krøllet rødbrune hår.
   Med et suk satte jeg Ninus på sengen og gik ud til min kuffert. Jeg ville ikke besvære mig med at pakke ud i dag, for der var så mange andre ting jeg skulle have på plads inden jeg gik om bord i oprydning her i rummet.
   Forundret stirrede jeg mod trappen da det bankede på hoveddøren og hastigt smuttede jeg ned. Bag den stod en velkendt kvinde med et varmt smil, en kurv bugnende med frugter og flasker i favnen, og jeg grinede over hele hovedet.
   "Lily!"
   "Hej, velkommen hjem," sagde hun lykkeligt mens hun rakte kurven til mig og jeg overtog den fra hende. Derefter rakte jeg over og gav hende et kram efter at havde kysset hendes kind.
   "Hvor er det godt at se dig," sagde jeg mens vi gik ind i køkkenet, hvor jeg satte kurven på bordet. "Alt vel?"
   Lily nikkede, trak sin jakke af og hængte den over en stoleryg. "Jo, butikken trives, og jeg er stadig single," lo hun. "Har du fundet en fyr?"
   Jeg rystede på hovedet med et smil. "Nej, ikke siden ham den sidste som jeg vist fik skræmt livet af med mit magiske udbrud."
   "Do tell," lokkede hun mens hun lænede sig mod bordet, hendes klare blå øjne emmede af nysgerrighed.
   "Åh, det var ikke noget særligt. Jeg havde lavet en romantisk middag, og han kom med en ufølsom kommentar om min personlighed, der sårede mig. Det næste jeg vidste var, at lysene i stuen flimrede, og hans glas fløj af bordet uden at nogen rørte det. Han blev helt bleg og mumlede noget om, at han havde glemt en vigtig aftale. Jeg har hverken hørt fra eller set ham siden."
   Lily lo højt. "Åh nej, stakkels fyr. Men hey, hvis han ikke kan håndtere lidt magisk drama, var han nok ikke den rette alligevel."
   Jeg rystede på hovedet og begyndte at pakke kurven ud. "Måske ikke. Men det skræmte også mig lidt. Jeg vidste ikke, jeg kunne gøre sådan noget."
   Lily nikkede forstående. "Det er derfor, du er her, ikke? For at lære mere om dine evner?"
   Jeg nikkede, mens jeg placerede en flaske vin på bordet. "Jo, blandt andet. Jeg har så mange spørgsmål. Om min mor, mig selv, og alt det her." Jeg gestikulerede vagt omkring mig.
   "Det forstår jeg godt," sagde Lily blidt. "Og jeg er her for at hjælpe dig, det ved du."
   Jeg smilede taknemmeligt til hende. "En anden ting. Hvordan er huset ikke faldet helt fra hinanden efter så mange år?"
   "En beskyttelses fortryllelse," svarede hun og trak på skulderne. "De Ældste gik med til at beskytte huset efter en længere samtale med dine adoptiv forældre, så vidt jeg ved."
   "Så er det derfor det føltes som om jeg trådte ind i en osteklokke da jeg trådte ind ad døren?"
   Hun nikkede og så sig om i køkkenet. "Ja, men nu er besværgelsen også brudt, så al vedligehold falder på dine skuldre."
   "Godt at vide," mumlede jeg.
   Vi blev afbrudt af en sagte banken på døren. Lily og jeg udvekslede et forvirret blik. "Venter du nogen?" spurgte hun.
   Jeg rystede på hovedet. "Nej, kun dig."
   Med en underlig fornemmelse i maven gik jeg hen for at åbne døren. Jeg blev overrasket over at se en ældre kvinde stå foran mig. Hun var klædt i en lang, mørk kjole og havde et sjal kastet over skuldrene. Hendes sølvgrå hår var samlet i en stram knold, og hendes skarpe øjne borede sig ind i mine.
   "Eliza Rose Dinesen," sagde hun, hendes stemme dyb og autoritær. "Endelig er du vendt tilbage."
   Jeg blinkede forvirret. "Undskyld, men kender jeg Dem?"
   Et lille smil spillede om hendes læber. "Nej, men jeg kendte din mor. Jeg er Madame Octavia, en af De Ældste."
   Mit hjerte begyndte at hamre. De Ældste - jeg havde hørt om dem fra Lily da hun begyndte at forberede mig på at vende tilbage til Vendelhart. Jeg vidste, de var magtfulde og respekterede inden for det magiske samfund, og fungerede som den ledende entitet.
   "Må jeg komme ind?" spurgte hun, mere en ordre end en anmodning, og ventede heller ikke på en invitation.
   Lily spærrede øjnene op ved synet af Madame Octavia da hun stred ind i køkkenet med en selvtilled, der bevidnede en kvinde, der ikke var bange for mange ting. "Madame," hilste hun ærbødigt og nejede let.
   Madame Octavia nikkede anerkendende til Lily, før hun vendte sin opmærksomhed tilbage til mig. "Vi har ventet på din tilbagevenden, Eliza. Der er meget, vi skal tale om."
   "Vi?" gentog jeg forvirret.
   "De Ældste," forklarede hun. "Din tilstedeværelse her i Veldenhart er af stor betydning."
   "Jeg forstår ikke," tøvede jeg. "Jeg er bare kommet tilbage for at finde ud af mere om min mor og mine... evner."
   Madame Octavias blik blev blødere. "Og det skal du nok komme til. Jeg er sikker på Lily vil stå til rådighed med at hjælpe dig på rette vej." Hendes øjne fikserede på Lily bag mig og min veninde nikkede ivrigt.
   "Selvfølgelig, Madame, hvad end der skal til og jeg er klar på at give min hjælp."
   "Godt." Madame Octavia så på mig med gennemborende øjne og jeg sank. "Jeg ville personligt hilse dig velkommen hjem og minde dig om reglerne her i Veldenhart. Al magi nær mundane er strengt forbudt, og skulle det ske vil du blive hentet af Vogterne og sendt til høring, og det skulle vi helst ikke ud i, vel?"
   Jeg rystede på hovedet med troskyldige øjne på hende og mit udtryk måtte have været nok til at overbevise hende, for hun smilede tilfredst.
   "Og hvad med magi, hvor ingen mundane kan se mig?" spurgte jeg, og Octavia smilede.
   "Det er tilladt, men med måde. Jeg er klar over, at du skal lære at håndtere dine evner, så jeg vil henvise dig til Arcorium, en bygning inde i skoven, hvor mundane ikke kommer." Hun vendte sig igen mod Lily. "Kan du hjælpe hende med at finde den?"
   Lily nikkede igen, og Octavia så på mig. "Godt, så er det vist på plads. Jeg ville personligt se til dig, og tage imod dig. Velkommen hjem, Eliza."
   Jeg gik med Madame Octavia ud til døren, da hun dermed effektivt afsluttede samtalen og da hun havde forladt mit hus, vendte jeg tilbage til Lily i køkkenet. Vores øjne mødtes og hun måtte kunne fornemme min usikkerhed, for hun trådte op til mig og greb mine skuldre.
   "Det skal nok gå. Bare tag en dag ad gangen og befærd dig så lidt som muligt nær mundane."
   "Men, hvordan kan jeg vide, hvem de er?" spurgte jeg nervøst og hun hævede brynene.
   "Gudernes visdom, du ved det jo ikke. Pyt, det er nemt. Når du møder en magiker, har de ligesom en glød om sig, som kun andre magikere kan se. Det er ligesom om vores magi taler sammen, som om ley-linjen der løber gennem Veldenhart forstærker den aura."
   "Åh, men det lyder jo simpelt nok," mumlede jeg, uden overbevisning og Lily smilede.
   "Se godt efter på mig."
   Lily trådte tilbage og jeg lod blikket hvile på hende, øjnene flakkede frem og tilbage over hendes krop, men jeg kunne ikke se, hvad hun talte om og langsomt rystede jeg på hovedet.
   "Det skal nok komme," forsikrede hun mig og jeg nikkede, tvivlen sået i mit bryst. "Hvis du mangler materiale til research eller bare er nysgerrig på andre magiske ting, så besøg Tyros & Brimbles Books, de skulle nok kunne hjælpe dig, hvis jeg ikke kan svare på det."
   "Og de er også magikere?"
   Lily nikkede og samlede sin frakke op fra stolen. "Ja, nogle af de bedste. Nå, jeg er nødt til at smutte tilbage til butikken. Jeg ville bare lige besøge dig og byde dig velkommen hjem."
   "Ok, tak for gaven og besøget."
   Jeg fulgte hende til døren, krammede hende og hun vinkede farvel mens hun gik hen ad stien til lågen ind til min forhave.
   Jeg brugte nogle timer på at rengøre i stuen og køkkenet, og da jeg langt om længe kunne sætte mig og spise en kop nudler, da det var det eneste jeg kunne overskue at lave, tjekkede jeg min telefon for nyheder. Der skete ikke meget i mit snævre netværk af bekendte, så jeg prikkede rundt på et spil en rum tid.
   Efter at have spist og vasket op, besluttede jeg mig for at gennemgå min adoptivforældres arkiver. Jeg håbede at finde nogle ledetråde om mit sigil, men efter timer med at rode gennem gamle papirer og støvede mapper, var jeg lige vidt.
   Frustrationen voksede i mig, mens jeg bladrede gennem endnu en mappe fyldt med ligegyldige regninger og kvitteringer. Hvorfor havde de gemt alt det her bras, men intet om mig? Intet om min biologiske familie eller det mystiske sigil på mit håndled?
   Jeg smed mappen på gulvet med et højt bump og lænede mig tilbage i stolen med et dybt suk. Mit blik faldt på sigillet, der syntes at håne mig med sin tilstedeværelse. Jeg strøg fingeren over det, følte de svage konturer under min hud.
   "Hvad er din hemmelighed?" hviskede jeg.
   Udmattet af dagens begivenheder og min frugtesløse søgen, besluttede jeg mig for at gå i seng. Måske ville en god nats søvn klare tankerne og give mig nye idéer til, hvor jeg skulle lede.
   Jeg kravlede under dynen og slukkede lyset. I mørket bemærkede jeg den svage glød da mærket lyste op, en blød, pulserende varme spredte sig fra det. Forundret holdt jeg armen op foran ansigtet og betragtede det.
   Jeg skulle vel egentlig være bange for det, men noget i mig var for fascineret til at omfavne følelsen.
   I min drøm befandt jeg mig i en mørk skov, træerne ragede truende op omkring mig, deres grene strakte sig som krogede fingre mod en blygrå himmel. Tågen lå tyk mellem træstammerne, og jeg kunne høre fjerne, uhyggelige lyde. Hjertet hamrede i mit bryst, mens jeg drejede rundt om mig selv, usikker på hvilken vej jeg skulle gå.
   Jeg fik øje på en skikkelse i det fjerne. En høj, tilhyllet figur stod ubevægelig mellem træerne. Langsomt løftede skikkelsen en arm og rakte ud mod mig. Jeg ville træde tilbage, men mine fødder ville ikke lystre. I stedet begyndte sigillet på mit håndled at brænde intenst.
   Skikkelsen nærmede sig, og jeg mærkede en isnende kulde brede sig i min krop. Pludselig lød en hvisken, så svag at jeg først troede, det var vinden: "Eliza..." Mit navn syntes at hænge i luften, og jeg spidsede ører. Skikkelsen talte igen, denne gang tydeligere: "Ley-linjerne vil briste, hvis du ikke vågner."
   Ordene sendte en bølge af panik gennem mig. Hvad mente figuren? Hvilke ley-linjer? Og hvorfor var det mit ansvar?
   Jeg vågnede med et sæt. Sveden perlede på min pande, og jeg tog en dyb indånding for at berolige mig selv. Det kunne ikke være andet end stress fra at vende tilbage til Veldenhart. Men selv mens jeg tænkte ordene, følte jeg en nagende tvivl. Drømmen havde været så levende, så intens.
   Jeg rystede på hovedet, fast besluttet på at afvise det som et produkt af min overaktive fantasi og dagens begivenheder. Jeg var lige ved at lægge mig ned igen, da noget fangede min opmærksomhed. Sigillet på mit håndled begyndte at gløde igen, denne gang stærkere end før. Det kastede et uhyggeligt skær over værelset, og skyggerne på væggene syntes at danse i det pulserende lys.
   Mit hjerte dunkede hårdere. Hvad foregik der?
   Jeg frøs til is, da der lød en svag banken på vinduet, for bange for at vende mig om og se, hvad der var derude. Langsomt, med hjertet i halsen, drejede jeg hovedet.
   Der, på vindueskarmen, sad en spektral ravn. Dens øjne glødede med en intens, rød farve, der fik det til at prikke ned ad ryggen på mig.
   Ravnen åbnede næbbet, og til min forfærdelse begyndte den at tale med en dyb, raspende stemme: "De Ældste holder øje med dig."