År 2041, New York, USA.

Vækkeuret begyndte at ringe højlydt og Ronald Davenport bankede næven i snoozeknappen.
   "Jeg er allerede lysvågen!" mumlede han irriteret.
   Han fik ikke meget søvn denne nat. Og det var der ikke noget underligt i. Det hjalp afgjort ikke på det, at sengen på hans beskedne hotelværelse var stenhård. Men alt taget i betragtning, var det kun en bagatel. Den egentlige årsag ventede om få timer og gjorde ham rystende nervøs den seneste uges tid, selv om han skjulte det godt for sine omgivelser.
   I dag skulle det afgørende forsøg finde sted i East Coast Nuclear Facility - ECNF i daglig tale. Det var et af verdens største nukleare forsøgsanlæg med alt hvad en ambitiøs atomfysikers hjerte kunne begære. Lige fra kilometerlange partikelacceleratorer til Nordamerikas sidste brugbare eksperimentelle fusionsreaktor. Ja, forskning i fusionsenergi gik lidt af mode på det sidste, tænkte Davenport bittert. 'Lidt' måtte siges at være en underdrivelse i dette tilfælde. Efter den gigantiske fiasko med den milliarddyre ITER-reaktor et årti tidligere, var skuffelsen til at tage og føle på i forskerverdenen, og de fleste anerkendte atomfysikere så nu menneskeskabt fusion som en blindgyde, et fatamorgana. De store multinationale selskaber fik også kolde fødder og smækkede pengekassen i.
   Men Davenport blev ved med at kæmpe for det. Det var hans livsværk! Han var overbevist om, at det, der blev kendt som 'Verdenshistoriens dyreste fuser' skyldtes ITER-forskernes forstokkede konservatisme. Allerede dengang foreslog han nyskabende forbedringer til antændingssekvensen. Men han forhastede sig. Hans teori var endnu ikke helt færdigudviklet. Der var et par huller i den. Og straks kastede gribbene sig over ham. Han blev gjort til grin, stemplet som useriøs og hans forslag blev affejet. Men så blev det ITER-teamets tur til at blive til grin for hele verden! tænkte Davenport med slet skjult skadefryd. Han fik en ny chance og greb den.
   Det har været en vanvittigt hård og årelang kamp op ad bakke. Ingen investorer ville høre tale om nye fusionsforsøg. Forskningsministeriet var, om muligt, endnu mindre interesseret. Han blev tvunget til at pantsætte huset for at finansiere de indledende forsøg. Det var også på det tidspunkt, hans kone gik fra ham. Hvad var det nu, hun vrissede, inden hun smækkede med døren? tænkte han. Nå, ja. "Du har jo giftet dig med din forskning! Du tænker ikke på andet! Der er ikke plads til mig her!" Han rystede på hovedet. Hvordan kunne hun ikke forstå det?
   Han måtte bringe mange ofre for at nå hertil. Men en triumf i dag ville være det hele værd! Heldigvis så hans indledende forsøg lovende ud og langsomt begyndte investorerne at fatte interesse. Det lykkedes ham at få et mellemstort selskab til at skyde lidt kapital ind. Og nu stod han her foran det første fuldskalaforsøg. Det måtte briste eller bære! En triumf ville gøre ham til en verdensstjerne og måske indvarsle en ny æra i menneskehedens historie. En fiasko ville for altid sende ham ud i glemsel.
   Med disse tanker tog han sin jakke på og gik ud ad døren.

Ude på gaden var der det sædvanlige menneskemylder. Davenport tøvede et øjeblik, tog en dyb indånding og trådte ud i det. For ham føltes det lidt som at springe ud i oprørt hav. Egentlig var han, af natur, en enspænder og ret sky. Selv om han havde vænnet sig selv til det, kunne han aldrig helt slippe af med et vist ubehag, når han bevægede sig rundt i store menneskemængder. Men han havde ikke råd til en taxi. Faktisk var han næsten løbet tør for penge. Så han havde intet andet valg end at gå de to kilometer til stationen og derfra, tage lokaltoget til en forstad i nærheden af ECNF.
   Efter forsøget hyrer jeg en limousine, tænkte han mens han med sammenbidt mine pløjede sig igennem menneskemængden. Det får jeg fint råd til. Mine sponsorer står klar med adskillige millioner. De venter kun på en succesfuld demonstration i formiddag. Det hele skal nok løse sig, blev han ved med at gentage som en slags mantra.

Et par timer senere stod Davenport foran personaleindgangen til ECNF og forsøgte ihærdigt at ryste vejstøvet af sig. Han skulle jo se nogenlunde præsentabel ud. Han fiskede sit adgangskort op af lommen og scannede det ved porten. Der gik fem sekunder, og så ti, uden at der skete noget. Han skulle lige til at scanne kortet igen, da der pludselig kom liv i samtaleanlægget.
   "Hr. Ronald Davenport," skrattede højttaleren. "Hvad er Deres ærinde her?"
   "Mit ærinde er et demonstrationsforsøg i anlæg Nr. 5 kl. 10 i formiddag. Betalt af egen lomme, i øvrigt. Har De yderligere spørgsmål, hr. vagtmand?" svarede Davenport med isnende kulde i stemmen.
   "Et øjeblik, jeg tjekker lige listen," skrattede stemmen.
   'Øjeblikket' kom til at vare godt to minutter og mod slutningen havde Davenport svært ved at holde raseriet tilbage. Gør den sjover nar af mig? tænkte han. Så sprang samtaleanlægget til live igen.
   "Beklager ventetiden hr. Davenport. Alt er i orden. De må gerne gå ind... Vi skal jo sikre os, at ingen uvedkommende får adgang," tilføjede stemmen nærmest undskyldende.
   Og hvem kan bebrejde ham, når jeg ligner en vagabond, tænkte Davenport bittert mens han gik igennem porten.

I samme øjeblik han trådte ind i den store hal i anlæg Nr. 5, blev han 'budt velkommen' af en gennemtrængende stemme med en karakteristisk midtvestlig accent.
   "Hvor bliver du af, Davenport? Vi har stået her og kukkeluret i 10 minutter. Ved du ikke, at tid er penge?"
   Davenport kiggede op på gangbroen, hvor stemmens ejermand befandt sig. Det var selveste vicepræsidenten for ARCO-TEC, selskabet som sponserede dagens forsøg. Det var en midaldrende, kraftig mand, rød i ansigtet og med en cigar i mundvigen. Han var iført en besynderlig kombination af et gammeldags jakkesæt og en cowboyhat. Hans manerer, som var en kvægavler værdige, harmonerede fint med, i hvert fald, hatten.
   Davenport havde, selvsagt, ikke andet valg end at finde sig i den nedladende attitude. Det var jo ARCO-TEC, der betalte gildet. Så han lagde ansigtet i de rette brødebetyngede folder og svarede;
   "Jeg beklager meget, hr. Morrison. Jeg har ingen anden undskyldning end, at toget, jeg kørte med, blev holdt tilbage i knap en time og gennemsøgt af politiet."
   Morrison himlede med øjnene.
   "Toget!?" Han vendte sig mod sin ledsager. "Tænk, at de gamle vrag fortsat tøffer rundt!" Begge mænd brød ud i højlydt latter.
   "Du er en modig mand, Davenport," Morrison lettede teatralsk på hatten.
   "Måske," svarede han med et skævt smil. "Jeg går straks i gang med at klargøre anlægget."
   Anlægget var en massiv, cylindrisk konstruktion, ca. 10 meter i diameteren og næsten lige så højt. Det tårnede sig op midt i hallen. Inde bag et virvar af ledninger, rør og enorme magnetspoler var et ringformet kammer. Dette var stedet, hvor atomkerner smeltede sammen ved millioner graders varme.
   Sammen med et par assistenter fik Davenport kalibreret udstyret og dobbelttjekket alle inputparametre. Én ting kunne han være 100 procent sikker på. Dette var hans eneste chance for at bevise sit værd. Så der var ikke plads til tåbelige fejltagelser.
   En halv time senere var det hele klar. Davenport kastede et blik på Morrison og hans følge, som stod og trippede utålmodigt.
   "Så begynder vi!" råbte han. En af assistenterne begyndte at tælle ned: "Tre, To, En". Davenport tog en dyb indånding og trykkede startknappen ned.
   Alles øjne vendte sig mod den store fladskærm, der hang på anlæggets ydervæg. To tal dominerede skærmbilledet. Det ene tal viste hvor meget energi reaktoren forbrugte. Det begyndte hurtigt at vokse og stabiliserede sig omkring 20 Megawatt. Det andet tal viste hvor meget energi fusionsprocessen producerede. Dette tal skulle meget gerne komme et pænt stykke over de 20 Megawatt. Det var netop på dette punkt, ITER-teamet fejlede miserabelt. De kunne aldrig presse mere ud af deres reaktor end den forbrugte.
   Efterhånden som reaktoren kom op på fuld styrke, kom der også liv i det andet tal. Lynhurtigt skød det op på 10, så 15 Megawatt.
   Alle holdt vejret. Dette svarede proportionelt til det bedste resultat fra ITER-reaktoren. Tallet fortsatte med at stige i langsommere tempo. 16, 17, 17.5...
   Davenport gik rastløst rundt. Han havde allerede bevist, at hans metode gav bedre resultater end nogen andens. Men det var overhovedet ikke nok. Kun én ting ville stille hans sponsorer tilfreds - et overskud af energi.
   ...18, 18.2, 18.4... Så frøs det. Der gik et minut, så fem. Skærmen viste ubønhørligt: 20 MW ind og 18.4 MW ud.
   Davenport mærkede en klump i halsen. Hvordan kunne han have taget fejl? Hans teori var bundsolid. De mange vellykkede indledende forsøg talte for sig selv! Han må have overset en eller anden lille detalje. Eller måske knap så lille...
   Han kastede et blik på Morrison, som åbenlyst fortsat troede, at det hele gik efter planen. Morrison fangede hans blik.
   "Nå, er reaktoren snart kommet op i omdrejninger eller hvad?" spurgte han utålmodigt.
   Davenport forsøgte at synke den modbydelige klump og lægge en optimistisk tone an.
   "Hr. Morrison, vi er faktisk færdige for i dag. Vi fik ikke produceret et energioverskud i denne omgang, men vi har gjort store fremskridt. Ingen er endnu kommet så tæt på som vi har gjort i dag! Det hidtil bedste resultat var 75 procent. Vi er nu oppe på hele 92 procent. Vi er helt sikkert på rette vej. Med nogen finjustering og flere forsøg garanterer jeg, at vi når i mål."
   Morrison bed tydeligvis ikke på denne desperate salgstale. Han blev nærmest tomatrød i hovedet. Det så ud som, om der ville komme damp ud af ørerne på ham hvert øjeblik, det skulle være. Det skete dog ikke. I stedet brød han ud i en sand flodbølge af skældsord.
   "Op i røven med dine procenter!" brølede han. "Tror du, du kan holde os for nar bare fordi vi er fra provinsen, dit æggehoved! Du garanteeerer! Du har allerede garanteret os at demonstrere et energioverskud i dag. Hvad er dine garantier så værd!? Jeg gik aldrig på universitetet, men selv jeg kan tælle til 20! Og skærmen viser 20 MW ind og 18 MW ud! Og nu skal du selvfølgelig tigge om penge til flere forsøg til en halv million stykket, mens du luller os i søvn med godnathistorier om, at vi næsten er i mål, haha! Nej, hr. professor! Vi er måske simple folk, men vi er ikke godtroende fjolser! Og hvis du tror, vores firma er en malkeko, tager du gruelig fejl! Og det slutter ikke her. Vi vil slæbe dig i retten for bevidst at have ført os bag lyset. Det er noget, jeg garanterer DIG, Davenport!" Han tværede rasende cigarstumpen, som han forinden havde spyttet ud, ud med hælen og forlod hallen med sit følge.
   Davenport stod lamslået tilbage. Han kæmpede hårdt med at få samling på tankerne, men inde i hans hoved var der ét stort virvar. Kun én tanke skilte sig ud: Han var færdig, helt færdig.
   Med et fjernt hjørne af bevidstheden opfattede han, at en af assistenterne spurgte, om reaktoren skal slukkes. Han tvang sig selv til at nikke svagt.
   Han kunne ikke tage øjnene væk fra fladskærmen. De to skæbnesvangre tal var begyndt at falde, først langsomt, så stadig hurtigere, indtil der stod to store nuller. Så slukkedes skærmen helt.
   Assistenten kom hen til ham og lagde medfølende hånden på hans skulder. Davenport vendte sit forpinte ansigt mod manden.
   "Jeg trænger til noget frisk luft," gispede han.
   Så styrtede han ud af hallen og ind i den nærmeste elevator.

Oppe på taget var der ikke mangel på frisk luft. Der blæste en stiv kuling, som på ingen tid fik Davenports ellers velfriserede, grånende, halvlange hår til at stritte viltert i alle retninger.
   Han gik forsigtigt hen mod kanten og kiggede ned. Der var godt og vel 30 meter ned til gården.
   Dystre tanker overvældede ham. Han satsede alt og mistede alt. Hans karriere, omdømme, opsparing, huset, ægteskabet... Alt var væk. Morrison vil med garanti gøre alvor af sin trussel og lægge sag an, og så bliver han for altid stemplet. Han vil aldrig få mulighed for at forske igen. Hans kone havde jo helt ret, forskning var hele hans liv. Så, hvis han ikke længere får lov at forske...
   Morrisons ord rungede i hans hoved, 'Det slutter ikke her! Vi vil slæbe dig i retten!'.
   Her tager du helt fejl, Morrison, tænkte han trodsigt. Det slutter her!
   Med denne tanke tog Ronald Davenport skridtet ud over tagkanten.