Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjanga.
   Ved en åben pejs sidder en gammel kone og fortæller for sine børnebørn:

"Tunge dråber slog mod ruden. I et kammer på det gamle blå slot sad en ung løjtnant, en prins og en sød heks ..."
   "Bedstemor, hvad er en løgn-alt?" afbryder Siggi.
   "Det er sådan en soldat, der bestemmer over nogen andre soldater. Ved du ikke engang det?" blærer
   Ronny sig.
   "Ronny har ret," siger konen og ser på de to drenge. Hun har de dejligste børnebørn på hele planeten Sakurius. Ligesom Sybil. Sådan er det jo. Siggi puffer til Ronny, men så ser de begge på hende og vil høre mere.

"Først befrier vi Kløverby for dens herremand," sagde prinsen.
   "Og så giver vi mor en gave," tilføjede den unge, kønne løjtnant.
   Så sagde heksen: "Jeg vil også være med."

"Tryllede hun ham så syg eller død, bedste?
   "Ti nu stille, Siggi - ellers taber jeg tråden. Hør nu her; De havde en plan, de tre, men de kunne ikke udføre den alene..."
   "Hva'er udf...?" begyndte Siggi, men Ronny tyssede på ham. Og så kunne historien fortsætte:

"Det var en sommermorgen. Fugle og cikader sang. Løjtnanten, prinsen og heksen red gennem byen sammen med 26 djævle ..."

"Havde de horn i panden?"
   "Nej, din odder, for det var jo ikke rigtige djævle. Vel, bedste? Var det ikke også bare sådan nogle mænd, der kaldte sig sådan?"
   Siggi har afbrudt igen og Ronny retter på ham.
   Bedste sukker: "Jo, de var mænd. Af kød og blod. Men vil I høre mere?
   Drengene nikker ivrigt.
   Den gamle bestemmer sig for at gøre historien kort:
   "Da de red ud ad af byen igen, var den ene djævel død og tre af dem var sårede. Og herremanden - sir John - lå på bunden af en kærre - stiv og med store øjne, der ikke så noget. Hans ældste søn skulle nu være herremand, men det havde han ikke tid til, så han bestemte, at den næstældste skulle være herremand og så skulle han havde nogle rådgivere, så han kunne lære at behandle folk godt."

Siggi åbner munden. Ronny vipper en finger foran hans lille næse og så spørger Siggi ikke om noget.

"De red langt. Gennem mange byer og da de kom til den kæmpestore, ældgamle skov, der hed Womballa, slog de lejr for natten. Så lød der pludselig råb fra kærren: "Hvor er jeg?" brølede sir John. Alle djævlene blev meget bange, men løjtnanten sagde bare: "Du kan jo starte med at få noget suppe." "Men jeg fryser," jamrede sir John. Så hjalp heksen og løjtnanten ham op ad kærren, svøbte et tæppe om ham og fik ham med ind i et telt. Da han havde fået noget suppe i sig spurgte han: "Hvad sker der nu med mig?"

"Prøvede han ikke at stikke af eller slå dem ihjel?"
   Til en forandring er det Ronny, der afbryder. Hun kan høre, han virkelig undrer sig og fortsætter: "Nej, det gjorde han ikke. Og heksen undrede sig også over, at han tog det så roligt. Hun skævede til løjtnanten, der bare sagde: "Det finder du ud af."

Bedste ved pludselig ikke helt, hvordan hun skal komme videre. Det er ikke fordi, hun ikke kender historien. Hun var med i den, men det er så længe siden nu:
   Det regnede. Dråberne dansede mod teltets grove huder og spruttede i bålets ulmende gløder, så de til sidst slukkedes.
   "Du fik altså miksturen til at virke," sagde prinsen til hende. Ja, for prins var han - og en heks af en slags var hun vist selv. Og er det vel så endnu, for den slags vokser man ikke bare fra. Men selvom det ikke er så farligt som det var dengang, er det jo ikke noget alle behøver vide. Og børnene vil måske slet ikke tro det - men hun vil så gerne fortælle. Så - nu videre ...

"Ser I," begynder hun. Lidt tøvende. Hun fortsætter: "Langt ude i den store skov, tæt på de næsten uendelige blå bjerge og ikke så langt fra det blå slot, boede der en kvinde. Hun havde en gang været følsom og livlig, men nu var hun trist og kold indeni - for hun havde mistet det eneste, der kunne få hende til at føle noget.
   Dagen efter den dag, hvor djævlene, prinsen, heksen og løjtnanten erobrede herregården - stod hun udenfor sin lille hytte. Og kan I mon gætte, hvem der kom?"

"Djævlene, prinsen, løjtnanten og heksen," sagde Ronny.
   Siggi så meget vigtig ud, mens han tilføjede: "Og sir John. Var han ikke også med, Bedste?"

"Jo, det var han. Og I kan tro kvinden blev forbavset.
   "Vi har en gave til dig," sagde heksen. Så tog hun herremanden ved hånden og trak ham frem mod kvinden: "Værsågod."
   "John er ikke en ting. Hvad er det her for tosserier? " muggede kvinden. Og hun sagde mere. Sir John sagde også noget, men ikke så meget, for han var ør i hovedet af at have mistet sin magt, sin gård og næsten også sit liv.
   Men da de havde set lidt på hinanden, kvinden og sir John, blev de enige om at han kunne blive der lidt, så kunne heksen, prinsen og løjtnanten komme tilbage og se, hvordan det gik."

"Hvordan gik det så?" spørger drengene i munden på hinanden.
   "De levede lykkeligt til deres dages ende. Tror jeg nok. Men nu skal I i seng."
   " Åhe nej, vil du ikke nok fortælle, hvorfor de gav ham som gave?" plagede Siggi.

Har I ikke gættet det?" Bedste ser på dem. Måske har hun gjort historien for kort.
   De ryster på hovederne.
   "Fordi kvinden og sir John var løjtnantens forældre - og kan I så komme i seng."