Op ad Aggeren

Det var meget let og behageligt at være i vognen hos Sylvester og Isabella. Isabella lavede the til dem i et af sin fars apparater mens de kørte og Sylvester småsnakkede om deres rejse. De øvrige deltagere i handelskaravanen var trukket videre mod syd, hvor de skulle nå rundt til en række små-byer i en halvbue ned mod havet, før vinteren lukkede passene mod nord. Sylvesters varer var for eksklusive til bondebyerne i syd. En af de andre handlende, Helmut, havde nogle af Sylvesters billigere varer med i sin vogn og delte fortjenesten med Sylvester, når han solgte af dem.

Sylvester og Isabella var på vej vest over Aggeren til Aggerhøj, som var deres hjemby. Aggerhøj var en større by i lavlandet vest for Aggeren, hvor Sylvester havde en butik, som Isabellas storebror, Alexander, passede mens Sylvester og Isabella var undervejs med karavanen. De havde været af sted en måned og det var årets sidste tur for dem. Nu glædede de sig bare til at komme hjem.

Garak sippede af den søde the, og bidrog ikke med så meget, men han var god til at lytte og stille nysgerrige spørgsmål, som fik de to til at fortælle videre. Garak var opslugt af deres historier. Isabella og Sylvester afløste hinanden med små anekdoter fra deres rejser. Garak forstod ikke alle ordene og kendte ikke de steder og byer de fortalte om, men han lyttede henført og med en sjælden følelse af lykke i kroppen.

De holdt et middagsstop, hvor Isabella diskede op med den fineste, friske mad, og hvor ingen sagde noget om, at nu hvor de holdt stille, kunne de jo lige handle, så Garak kunne komme videre. Da de havde pakket sammen og skulle køre igen, spurgte Sylvester, om Garak ville køre vognen. De var stadig langt fra faldet, men Garak havde aldrig haft med heste at gøre før.

"Er det sikkert?" spurgte han og kiggede undersøgende ud på hestene. De havde fået vand og græsset under middagen og kiggede oplagte tilbage på ham.

"Selvfølgelig er det sikkert.", sagde Sylvester fornøjeligt. "Du slår med tømmerne og siger "Hya" og så går de, hvis de gider." Han rakte tømmerne frem igen. "Kom nu bare. En ung mand skal da kunne drive et spand heste.".

Garak tog tøvende mod tømmerne og satte sig i venstre side af vognen, hvor Sylvester havde siddet. Det gjorde ondt i hans venstre hånd at holde tømmen fast, men han gjorde det, slog let med den, som han havde set Sylvester gøre det og sagde: "Hya". Hestene begyndte straks at gå fremad. Sylvester kom med små opmuntrende kommentarer, men så snart det var tydligt, at Garak havde styr på det, lod Sylvester ham drive vognen uden at blande sig.

Det var en fantastisk oplevelse at lede de fire heste, at føle deres kraft og hvor let de fulgte tømmen. Garak sad med et stort smil og fulgte vognens rytme og landskabet, som rullede forbi. Da vejen delte sig mod øst og vest, fordi Aggeren rejste sig mod nord, holdt han mod vest, fordi det var den vej, Sylvester og Isabella skulle. Han havde ingen tanke om, hvordan han selv skulle komme tilbage, men det måtte løse sig senere. Lige nu kunne intet drive ham fra vognen.

Det var vel midt på eftermiddagen. Isabella havde trukket sig tilbage for at tage et hvil og havde trukket dugen til. Sylvester holdt konstant øje med horisonten. Nu og da rejste han sig og gik ad en løbebro ned langs vognen, så han kunne kigge bagud. Første gang han gjorde det, følte Garak et sug i maven ved at sidde selv med ansvaret for hestespandet og holdt krampagtigt i tømmen indtil Sylvester var tilbage igen. Men, også det vænnede han sig til. Da Sylvester igen kom frem til bænken efter at have været nede og sondere bagud, sagde Garak:

"Hvordan hjælper det os at vide, om der kommer nogen? Vi kan vel ikke slippe fra dem alligevel med en tung vogn?"

Sylvester svarede ikke med det samme, men kiggede indgående på Garak. Garak, som ikke vidste, hvad han kiggede efter, krympede sig under hans blik. Til sidst sagde Sylvester alvorligt:

"Det handler om at være forberedt, Garak. Hestene ville kunne drives opad med den dobbelte hastighed af det, vi kører med nu. Hele dagen. Uden at blive trætte." Han kiggede stolt ud på hestespandet. Garak tvivlede på hans ord, men sagde ingenting.

"Hvis nogen forsøgte at indhente os bagfra i fuld gallop, ville de stadig nå op til os til sidst. Men, sådan en hest, som er bygget kun til fart, den bliver hurtigt træt. Mine grimme heste kan blive ved hele dagen."

"Men, hvad hvis de kommer forfra?", spurgte Garak.

"Forberedelse og taktik", sagde Sylvester. Han kløede sin store buede næse.

"Det handler om at have tænkt det hele igennem og ikke afsløre sin hånd fra start." Han pegede på hver enkelt af hestene efter tur:

"Braskio. Stormvind. Et-øre og Peganto. Jeg har udvalgt dem hver i sær, fordi de ser langsommere ud, end de er. Fordi, de ligner nogle udslidte krikker, men ikke er det. Fordi, der er mere nedenunder, end man kan se på overflade." Sylvester tav lidt, mens han skuede ud over horisonten igen. Garak ventede.

"Enhver landevejsrøver vil lægge sin plan efter det, han ser på overfladen. Han vil vise sig ved det punkt, hvor han er sikker på at kunne ride os op ud fra det, han ser på overfladen. Men, han får sig en overraskelse, når det her spand når fuld fart." Sylvester klappede den nærmeste hest, Braskio, kærligt på bagfjedringen.

"De når os aldrig, når vi strækker helt ud. De viser sig for tidligt, fordi det, de ser på overfalden fortæller dem, at der er langt større hastighedsforskel, end der reelt er."

Garak kiggede op på ham.

"Hvor mange gange er I blevet overfaldet?", spurgte han stille.

"Konvojen bliver aldrig angrebet.", svarede Sylvester efter en lille pause, hvor Garak var bange for, at han havde spurgt om for meget. "Der er for mange vogne og vi er for stærke i flok." Han kløede sig i panden og skærmede sine øjne for at kunne se, hvor lavt solen stod på himmelen.

"Men, som du kan se, rejser jeg nogle gange selv.", sagde han og kiggede længe og indgående på Garak, indtil det gik op for ham, at Sylvester forventede et svar. Garak nikkede.

"Tre gange er jeg sluppet væk.", sagde han og blev tavs.

"Og hvor mange gange, ikke?", spurgte Garak endnu mere stille.

"Det er ikke en historie for børn.", sagde han brat og rakte ud efter tømmerne. "Jeg overtager for en stund. Sæt dig ind i vognen og få noget at drikke. Du må gerne sige til Isabella, at vi slår lejr indenfor et par timer. Så kan hun begynde at forberede maden."

Garak rakte ham tavst tømmerne. Han vidste ikke, hvad han havde gjort forkert og han turde ikke spørge. Han ønskede sig bare, at Sylvester ikke var irriteret på ham. Han fandt hullet i dugen med sin højre hånd og slog den til side. Det var vanskeligt at kravle hen over bænken efter at have siddet stille så længe - hans venstre ben var stift og dødt under ham.

Det lykkedes ham at komme hen over bænken, men han nærmest faldt ind i vognen. Isabella kiggede op på ham, da han kom ind i vognen. Hun sad igen på sin pude, med benene trukket op under sig og så meget yndig ud.

"Du tænkte lige, at du ville falde forbi?", sagde hun. "Ved du ikke, at man banker på, før man buser ind hos en dame?" Hendes tone var hård, men der var glimt i hendes blå øjne og hun så ud til at smile til ham. Garak vidste ikke, hvad han skulle tro på, så han valgte det sikre. Det var altid bedst at sige undskyld - også selvom man ikke vidste, hvad man havde gjort forkert.

"Undskyld, Isabella. Din far sagde, at jeg skulle gå herind. Jeg vidste ikke, jeg skulle banke på. Undskyld. Vil du have mig til at gå ud igen?" Hans stemme var lav og hans tone så ydmyg, at Isabella ikke kunne holde masken længere. Hun slog en perlende latter op.

"Du er skøn, Garak. Og du er stjernegod til det der. Jeg troede på det.", sagde hun, mens hun nikkede til sine egne ord. "Jeg troede fuldstændig på det. Der er gået en god skuespiller tabt i dig."

Garak vidste ikke helt, hvad det var, han blev rost for, men det virkede ikke som om Isabella var vred mere, så han smilede og lo sammen med hende.