"Det er godt at se Dem igen unge Hr. Brown... " Mester Percha rejste sig op fra stolen. Hun holdt stadig, med et fast greb, om sit klare krystalglas, mens hun langsomt gik hen imod dem. Hendes gang fik hendes hofter til at vugge lokkende.
   "Men her kan De bare kalde mig Yrzula. " Hendes skarpe øjne låste sig fast på ham, og han mærkede, hvordan hans hals langsomt snørede sig sammen.
   "Hvad laver I her? " Det var det eneste han kunne få frem. Hans hjerne kørte på højtryk. Hvad lavede de her? De var alle blevet sendt afsted for at dø. Det var i hvert fald, hvad traditionerne på Aeroearth havde fortalt dem alle, og nu befandt han sig her, sammen med Liddy og de andre, mens to mestre fra Aeroearth var dukket op som om alt hvad der var gået forud, bare var forberedelserne til en hyggelig udflugt.
   Yrzula sendte ham et mystisk smil, tømte sit glas, og tørrede sig om munden med sin behandskede håndryg.
   "Det er en lang historie Hr. Brówn, og vi vil med glæde komme med en fyldestgørende forklaring, men først må vi have nogle ting på det rene. " Hun tog endnu et skridt mod ham, og han følte den skovagtige parfume langsomt trænge ind i hans næsebor.
   "Vi er her ikke for at gøre dig ondt, Gebrial. " Et øjeblik virkede hendes stemme anderledes. Nærmest grødet og rystende. "Og vi regner med at du ej heller vil gøre os ondt... "
   "Hvordan har De det, unge mand? Mester Tainuleinen havde rejst sig fra stolen. "Og for den sags skyld, hvordan har i andre det? " Tainuleinen stod ved siden af Yrzula, hænderne hvilende på den kraftige mave, og et bredt smil der lå over det tykke ansigt.
   "Vi har det udmærket, trods jeres tydelige forsøg på at slå os ihjel! " Definé havde rejst sig fra stolen bag Yrzula. Hendes ansigt var ildrødt og næseborene var vidtåbne af raseri.
   "Frk. Mellorie, vi vil forklare jer det hele, hvis bare I alle udviser lidt tålmodighed. " Snerrede Yrzula mens hun irriteret masserede tindingerne, med lukkede øjnene og et meditativt åndedræt. Svaret passede tydeligvis ikke Definé på nogen måde, og Gebrial frygtede et øjeblik at hun ville angribe de to mestre. Hvis han skulle være ærlig, så havde han det jo på samme måde, men han følte sig nysgerrig, og håbefuld med udsigt til en forklaring der måske ville sprede lys over nogle emner. Der var i hvert fald et eller andet ved Yrzulas reaktion og hendes stemme der fik ham til at håbe.
   "Mine ærede gæster, " lød Zarkoins smiskende stemme nær lokalets anden indgang, "maden er serveret, hvis i vil være så venlige at tage plads."
   Definé stod et øjeblik, næverne knyttede og sammenbidte tænder. Langsomt løsnede hun næverne, og i en opgivende tone sagde hun: "Fint, men jeg vil have svar, jeg er træt af ikke at vide noget som helst... "
   De satte sig til rette ved det dækkede bord. Gebrial blev vist hen til sin plads mellem Yrzula og Gelucia, af Zarkoins tjenere. Hver og en af de 4 mandlige tjenere som viste dem til deres pladser, havde et ansigt der ikke kunne læses. De var blottet for følelser. Den mandlige tjener der viste ham til sin plads, var mørklødet og iført skrårem over et muskuløst bryst. Hans hår var klippet kort i den venstre side af hovedet, mens et langt og fedtet hår, groft flettet, lå ned ad den højre. Hans højre øje var skjult, men Gebrial havde en fornemmelse af at han var skånet, ved ikke at kunne se det.
   "Vær sød at sætte dem, Mr. Brówn... " Tjeneren stirrede koldt på ham. En tyk dialekt gennemsyrede alle mandens ord. Han opdagede at han var den eneste der endnu stod oprejst. Han havde været så optaget af tjenerens udseende, at han ikke havde ænset sine omgivelser, og de personer der lige nu sad og observerede hans pinlighed. Hurtigt, og med en kort tak til tjeneren, satte han sig på sin polstrede stol mellem Shamanen og Mesteren fra Aeroearth.
   Trods stemningen der lå tyk iblandt dem, spiste de velfornøjet. Retterne var delikate, og råvarerne tydeligt friske. Selv Ossi, der stadig virkede skræmt og forvirret, spiste så meget så Gebrial troede at den spinkle dreng snart ville revne. Forretten, en delikat suppe, der fik Gebrials mundvand til at løbe, blev efterfulgt at en langtidsstegt dyrekølle proppet med ukendte krydderier der kun var med til at gøre den endnu bedre. De sluttede måltidet af med en platte af fede, salte oste, der alle smagte så skønt at Gebrial følte sig mere veltilpas end han nogensinde havde gjort i årene på Aeroearth. Da de var færdige med maden, kom tjenerne og fjernede det hele så rutineret og elegant at de mange tallerkener og gryder fra køkkenet, var væk på ingen tid.
   "Jeg kan fornemme, at I alle længes efter en forklaring... " Yrzula havde rejst sig, fra sin plads ved siden af Gebrial, og stod nu med sit blik, skiftevis på ham og de fire andre fra Aeroearth. Gebrial fangede Definé i at mumle noget hen for sig, mens hun lod al sin opmærksom være på sit halvtomme krystalglas.
   "Og jeg vil med glæde fortælle jer, hele historien. " Hun tog en dyb indånding og satte sig ned igen.
   "Kan du starte med at fortælle os ikke indviede i, hvem I er? " Annabellas øjne lyste, af tydelig nysgerrighed.
   "Med glæde unge dame. " Tainuleinen havde taget ordet, mens Yrzula ledte efter noget i sine gevandters mange lommer. Hun havde lagt sit ansigt i dystre folder.
   "De har måske lagt mærke til, at min ærede kollega og jeg, " Han placerede en tyk hånd på Yrzulas skulder, og fortsatte i et nærmest muntert tonefald. "at vi allerede kender Deres ven her. Vi kommer fra Aeroearth, hvor vi gennem mange år har undervist unge mennesker i den bedste måde hvorpå et liv bør leves og opretholdes... "
   "I styrede vores liv, som I ville have vi skulle leve det. " Definé afbrød Tainuleinens talestrøm, med et rasende blik. Hver muskel i hendes ansigt havde fortrukket hendes ansigt i dæmoniske folder.
   "Og vi har indset at der hele tiden har ligget noget andet bag, unge frøken Mellorie, og det er derfor at vi er her. " Yrzula havde placeret noget fra sin lomme midt på bordet, og hendes blik havde været mere end nok til at få Definé til at lukke i som en østers.
   Gebrial kiggede længe på genstanden der var blevet lagt på bordet foran dem. En aflang metalcylinder, med inskriptioner, ridset kunstfærdigt ind i overfladen. Det var en ukendt skrift han aldrig før havde set. Ikke engang i Bartrams bogkælder.
   "Jeg går ikke ud fra at nogen af jer er bekendt med De Ældste Mestres Koder? " Yrzula kiggede rundt på personerne omkring bordet, som om hun håbede på at nogen sagde ja. Gebrial kendte ikke til koderne, faktisk kunne han ikke huske at der nogensinde havde været andre mestre end de 4 som han kendte.
   "Jeg har hørt om dem... min far talte tit om dem. " lød det spagt fra Ossi. Alles blikke rettedes mod den stille unge mand, der sad mellem Culrim og Annabella. Hans ansigtsudtryk var ikke forandret, men han lignede en der havde sagt noget forkert da han sad der, uroligt i sin stol. Det var tydeligt på både Yrzula og Tainuleinen, at de var overraskede, alligevel smøg et anerkende smil over Yrzulas ansigt.
   "Oswald Mornyng... " Yrzula smagte på navnet, og hendes blik skiftedes til at være på Ossi og på Tainuleinen ved hendes side. "Søn af Themino Mornyng og Sinope Oolia, hvis ikke jeg tager meget fejl. " Ossi nikkede forsigtigt. Det var første gang Gebrial havde hørt tale om Ossis forældre. Han havde fået det indtryk at Ossi helst undgik at snakke om dem. Eller at de var døde.
   "Selvfølgelig, har din far fortalt dig om dem. Themino Mornyng er jo én af de største Aspiranter vi nogensinde har haft i blandt os. " Yrzula smilede til Ossi. Det var ikke et af de smil som Mestrene normalt gjorde brug af. Det var hverken koldt eller hånende. Det var næsten familiært.
   "Var. " indskød Ossi, med en svag stemme. "For 4 år siden så jeg et af hans opgaver gå galt. "
   Der blev fuldstændig stille i blandt dem. Gebrial sank en klump. Han havde haft ret i sin antagelse om at Ossis far var død, men han havde ikke regnet med at han var død med Ossi som vidne.
   "Det gør mig ondt Ossi. " Liddy sendte ham et blik der viste en tydelig sympati for ham. Han sendte hende et kort blik der ikke afslørede noget.
   "Det lykkedes Mester Tainuleinen her, efter mange fejlslagne forsøg, at bryde koden til cylinderen så vi kunne få fat i indholdet. " Hun ignorerede de stille snøft der var begyndt at komme fra Ossi, og lagde sit ansigt i dystre folder. "Hvad vi fandt, er grunden til at vi sidder her, faktisk er det ligeledes grunden til at i, " hun lod sin pegefinger hvile, først på Gebrial, derefter på Liddy og Ossi, for til sidst at hvile på Definé. "Også er her i aften, og mod alle odds, i god behold. "
   Endnu engang forsvandt al lyd fra rummet. Engang imellem kunne et klokketårn høres udenfor, men ingen tog synderlig notits af det. Gebrial sad ukomfortabelt på sin stol. Han kunne mærke, hvordan de andres blikke hvilede på ham. Han kunne mærke, hvordan specielt Zarkoin havde fået en uhyggelig interesse for både ham og de andre. Annabellas onkel virkede som en person man skulle være på vagt overfor, og nu, hvor han sad med sit blik rettet mod ham, gik det op for Gebrial at han ikke brød sig om ham.
   "Hvad mener du med at det er grunden til at vi befinder os i dette hul!? " Definé havde endnu engang hævet sin stemme, og en pulsåre dunkede truende ved hendes hals. "Drop alt det udenomssnak og giv mig nogle svar som jeg kan forstå, det er det eneste jeg beder om! ".
   Gebrial vidste ikke, hvad han skulle sige. Hvordan han skulle reagere. Selv sad han med hundredvis af spørgsmål som han ikke havde fået svar på. På mange punkter havde han lyst til at reagere som Definé. Selvfølgelig havde de ret til at få svar på, hvad de lavede her, og hvorfor de var havnet her i første omgang. Alligevel var han overbevist om at, både Percha og Tainuleinen talte sandt, og at blive rasende ikke ville løse noget overhovedet.
   "Hvad var det så i fandt? " Gebrial havde behov for at vide det, men på en måde følte han, hvordan han frygtede svaret.
   Yrzula trak vejret dybt, og Tainuleinen kampsvedte mens han forsøgte at tørre panden med en brugt serviet. Yrzula tog en slurk af sin blå væske, fugtede læberne før hun igen talte.
   "Vi er ret sikre på at grunden til at netop i to," Hun kiggede først på Gebrial, derefter på Liddy. "blev sendt afsted til dette sted, er fordi det indgår i en plan, større end noget vi før har set. Cylinderens indhold er, hvad vi vil betegne som værende en dødsdom. En gisning om en fremtid der kan komme. Og I er en yderst vigtig del af den."
   Hun lagde hånden på cylinderen, hvorefter den med en summende lyd begyndte at lyse i et gyldent skær. Den begyndte langsomt at rotere, og lod 7 riller åbne sig på dens overflade med en kort klikkende lyd. Rillerne blev gradvist større indtil halvdelen af cylinderen var forsvundet, og indholdet var kommet til syne. Det var en lille ordinær lap pergament. Hvis ikke han havde set den komme til syne på en næsten magisk måde, ville Gebrial have troet at pergamentet ikke havde nogen betydning overhovedet. Det lignede bare enhver anden form for pergament.
   Yrzula tog det forsigtigt op i sine hænder. Hun foldede det langsomt ud som om hun frygtede at det ville blive til støv mellem hænderne på hende.
   "I dette stykke pergament findes grunden til at netop I skulle afsted mod Myérain. Dem der står bag det her har gjort deres forarbejde for at finde frem til jer. "
   Hun lagde pergament på midten af bordet så alle kunne se det, og glattede det ud. Igen var der skrifttegn som Gebrial ikke kunne tyde, men før han kunne sige noget, tog Tainuleinen ordet.
   "Som Yrzula nævnte, så har jeg forsøgt mig med at oversætte koderne, og jeg er kommet frem til, hvad de kan betyde. " Han lod en bred hånd køre over pergamentet, og for øjnene af dem ændrede de utydelige tegn sig til noget mere velkendt. Nogle af tegnene blev til bogstaver, mens andre samlede sig og blev til en stjerne. En stjerne med syv takker.
   "Vi har god grund til at mistænke Overmester Ashatorn, i at have en skjult dagsorden, som han har formået at holde skjult fra os andre. " Yrzula kiggede på Gebrial med et næsten bekymret blik. "Vi mener at denne dagsorden har til hensigt at bringe tingene ud af balance på Aeroearth. " fortsatte hun og lod sit blik køre over de andre der sad ved bordet. Gelucia og Annabella så ud til at lytte fokuseret. Ossi, Liddy og Definé havde alle mistroen malet i ansigtet, mens Culrim sad og sov. Annabellas onkel havde stadig sine giftige øjne fæstnet på Gebrial, og han følte sig endnu engang ubehagelig til mode.
   Der var stille et øjeblik. Alle havde deres blikke rettet, skiftevis på Yrzula, skiftevis på pergamentet.
   "Du har stadig ikke svaret på, hvad det egentlig har med os at gøre. Hvis det kun har med Aeroearth at gøre, så har vi vel ikke noget at frygte her? " Definé sad helt ude på kanten af sin stol, og stirrede arrigt på Yrzula der ikke så ud til at bide synderligt mærke i det. Alligevel tilføjede hun træt. "Det kom os for øre, at I blev angrebet ude i Dalen... tro mig når jeg siger at I heller ikke er sikre her... " Definé sagde ikke mere, men lod sig falde tilbage i stolen. Hendes ansigtsudtryk var stadig vredt.
   "Pergamentet her er en form for notesbog. Den har tilhørt Overmester Ashatorn, og Overmester Ysol før ham. Efter, hvad vi er kommet frem til så har der været en korrespondance disse to imellem om en mærkværdig person der blev fundet for nogle år siden. De, hr. Brówn, er den person de taler om... "
   Gebrial blev helt tom indeni. Det kunne ikke passe. Hvad var det som de tog Overmestre fandt så interessant ved ham?
   "D-det kan ikke være rigtigt... der må være sket en misforståelse. "
   "Den del med dig, er vi desværre ret sikre på. Det var den eneste del af pergamentets indhold der ikke var kodet. " Mester Tainuleinen placeret en finger på en passage i pergamentet. Gebrial lænede sig indover bordet for at se. Ganske rigtigt. Med en sirlig håndskrift der måtte tilhører den tidligere Overmester Ysol, stod hans navn skrevet på det gulnede pergament.
   Han huskede kun Overmester Ysol svagt. Han havde været Overmester den dag da Gebrial var blevet fundet på den ødelagte Jord, af en patrulje der skannede Jorden for at se om den var beboelig. Ashatorn var trådt til da Gebrial fyldte 2, og derefter var det svage minde om Ysol gledet ud af hans hukommelse. Men det fortalte ham ikke, hvad de ville med ham...
   "Hvis vi har ret i vores antagelse, unge hr. Brówn, så besidder De noget som Overmesteren skal bruge. Hvad ved vi ikke, men vi ved at De ikke er i sikkerhed, og 6 andre for os ukendte, personer er heller ikke i sikkerhed. Vi mener at denne stjerne her, " Yrzula lagde en finger på billedet af den syvtakkede stjerne, der glimtede svagt ved hendes fingers berøring. "er et symbol på en, indtil nu, glemt spådom... "
   Noget slog ned i Gebrial. Han havde her en chance for at få svar på det spørgsmål der havde naget ham længe.
   "Den prøve jeg var til på Aeroearth, " Yrzula nikkede kort og han fortsatte. "Manden med den blå hud, som I sagde jeg bare skulle ignorere... Kan han have noget med dette at gøre? Jeg har haft det mærkeligt lige siden den dag."
   Yrzula åbnede munden, men lukkede den igen før hun havde formet en sætning. Et hårdt bank på døren, havde brudt deres koncentration.
   "Vi gemmer resten til en anden dag. Det er ved at være sent, og vi skal tidligt op i morgen. Zarkoin åbner du lige døren? "
   "Selvfølgelig ma 'lady. "
   Zarkoin rejste sig, uden at fjerne sit fedtende blik fra Yrzula, og åbnede døren med en kort bevægelse i håndtaget. Den unge mand der kom ind i lokalet var halt, og hans krop skrøbelig. Hans voluminøse kjortel, fik ham til at se tyk ud, men de bare arme der stak ud af de voldsomme ærmer, var spinkle som kviste. Hans hår var fedtet og strøget bagud. Gebrial fik øje på Annabella da et gys gik igennem hendes krop.
   "Ah! Mortain, godt at se dig, " Zarkoin klappede den nyankomne på skulderen med et faderligt glimt i øjnene. "Har du husket at medbringe, hvad jeg bedte om, min dreng? "
   Mortain havde et blik i øjnene, som om han havde måtte efterlade vigtigere ting, for at finde hvad Zarkoin skulle bruge. Han hev en bunke af skinnede ædelsten i forskellige farver, frem fra en lomme i kjortlens indre, og gav dem til Zarkoin. Gebrial forsøgte at få et glimt af de smukke sten, men Zarkoin lagde dem hurtigt ned i sin læderpung der hang om halsen. Hvad det end var, så var det noget han ikke ville vise til de andre ved bordet.
   Han klemte den unge mands skuldre, en ekstra gang og viftede ham derefter ud ad døren. Han tog en tung nøgle frem og med et hult klik, låste han døren efter sig.
   "Din bror har virkelig vist sig nyttig i mit bibliotek, min pige. " Han klemte Annabellas skulder, da han gik forbi hende, men det var ikke det samme familiære klem som han havde givet Mortain.
   "Men som sagt, så tager vi resten i morgen. Jeg vil råde jer til at få jer en god nats søvn, så i er helt udhvilet til i morgen. " Yrzula rejste sig, og Tainuleinen fulgte efter. "Og jeg lover jer at i får mere at vide i morgen. " Hun havde set, hvordan Definé var parat til at diskutere, men hun havde taget det i opløbet, og Definé opgav tøvende.
   Middagsselskabet blev opløst. Folk gik hver til sit, og tjenerne begyndte at rengøre lokalet. Gebrial fulgte med Ossi og Liddy til deres værelse i kælderregionen. Der var ingen vinduer, så det eneste der gav en smule lys, var en gullig olielampe der stod ensomt på et lille vakkelvornt bord mellem to egetræssenge. En tredje seng stod et stykke fra de andre, op ad en fugtig murstensvæg. Ossi havde afklædt sig sit festtøj og var kravlet ned under det tynde tæppe. Hans snorken kunne høres i takt med fodtrin udenfor værelsets dør.
   "Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det her Gabe. " Liddys stemme var tonløs. Hun havde sat sig på sin seng i hjørnet af det rektangulære værelse, og lod sit hoved hvile i hænderne. "Der er pludselig sket så meget, pludselig er der så mange ting der har ændret sig. Jeg mener, kan vi overhovedet stole på Mester Percha og Mester Tainuleinen. " Hun lagde sig fladt ned på sengen, og stønnede opgivende. En knirkende lyd kom fra sengen, da den gav sig under hendes vægt. "Hvordan har du det med det? Jeg mener, at alt dette kan have noget med din fødsel at gøre? "
   Han tænkte sig om. Tankerne hvirvlede, men bortset fra det, så havde han det egentlig fint. Det var som om at alle de uforklarlige hændelser der var hændt ham, blev forklaret af Yrzulas forklaring. Alligevel var der noget der undrede ham. Hans drømme. Hvorfor havde han dem, og hvad betød de? Havde manden med den blå hud der var til stede under prøven, virkelig noget med disse drømme at gøre? Og ja, hvad var det der var så specielt ved ham selv, så to Overmestre lod til næsten at være besat af ham?

"Vi må hellere få sovet Liddy. Jeg aner ikke, hvad Yrzula mente med at vi skal tidligt op i morgen, men hun plejer ikke at være typen som ikke har en grund til noget. " Han undlod at svare på Liddys spørgsmål, og for en gangs skyld, undlod hun heldigvis at forlange et svar. I stedet nikkede hun stille, mens hendes ansigt var rettet mod det lave loft.
   Han tog sit tøj af, og lagde det på den lille skammel der stod ensomt for enden af hans seng. Hans muskler værkede og hans led var ømme, manglen på søvn sad i hver fiber af hans krop. Alligevel frygtede han søvnen. Den verden han havde kendt var blevet vendt på hovedet, og folk han havde kendt størstedelen af sit liv, havde vist sig at være
   En edderkop havde møjsommeligt lavet et fint spind, og i lyset fra olielampen, spredte et enormt skyggespind sig på murstensvæggen.