Bilen slingrede faretruende og havde nær kørt over i kørebanen ved siden af. Lupina var ligeglad. Hun stod på bagsædet af venindens jeep med armene over hovedet, mens hun mærkede luften presse sig gennem hendes fingre, og voldsomt ruske hendes lange brune hår. Hun trak den friske forårsluft helt ned i lungerne og udbrød et glædesskrig. Endelig havde vinteren helt sluppet sit tag og givet plads til foråret.
   "Sæt dig ned, Lupina!", sagde hendes veninde for mindst hundrede syttende gang fra forsædet. Bilen slingrede igen til en symfoni af bilhorn, da føreren prøvede at trække Lupina ned på sædet. Denne gang gjorde Lupina, som hun blev bedt om. Hun dumpede ned på bagsædet mellem to smilende veninder, der åbenlyst rullede med øjnene.
   De var på vej til udsalg i Storcenteret. Moden blev debatteret på kryds og tværs, og pigerne udvekslede snedige strategier for at få fingrene i de bedste tilbud. Lupina deltog kun overfladisk i diskussionen. Hun sad og kiggede ud på det solbeskinnede landskab ved siden af motorvejen og lod tankerne vandre.
   Idag var hendes syttende års fødselsdag. Klosteret havde brugt den 22. april 2000, hvor hun blev afleveret på trappen som hendes fødselsdato. Lupina havde haft et tykt lag babyfedt og lidt størknet blod på kroppen, da de fandt hende, så teorien var meget sandsynlig.
   Hun havde det, som om hun var vågnet af en lang søvn, og alle hendes sanser var blevet vakt til live. Det var en pine at sidde her i bilen og føle, at den sneglede sig afsted, mens livets tog susede derudaf med 300 kilometer i timen og hun var ikke passager.

Efter proviantering i den mindste - men hyggeligste - café, der var i Stormagasinet, satte pigegruppen kurs mod tøjbutikkerne. Ruten førte gennem parfumeafdelingen, og pigerne blev på det nærmeste oversprayet med sæsonens hotteste dufte.
   Lupina så en gruppe unge fyre i nærheden, og en af dem sendte hende en smart bemærkning. Hun kvitterede ved at vendte ham ryggen. Det slog ham ikke ud af kurs.
   "Hvad så Smukke, har jeg ikke set det kønne ansigt et sted før?", han prikkede hende på skulderen, for at få hende til at vende sig om mod ham. Hendes veninder, puffede drillende - og lidt misundeligt - til hende. Det var egentligt underligt, at det aldrig var Beau, der blev antastet af samtlige fyre i en radius af 100 meter.
   Beau og Lupina var først blevet veninder for nogle år siden. Beau var sent flyttet ind på klosteret efter en tragisk ulykke med sine forældre, og ingen overlevende slægtninge til at overtage forældremyndigheden. Hun var omgående blevet genstand for alles opmærksomhed. Drengene havde lige fået den alder, hvor de var begyndt at kigge efter piger, og Beau var utroligt smuk, så det var naturligt, at hun med sit yndefulde ydre, venlige sind og al den nysgerrighed, der var omkring hendes ukendte person, straks tiltrak sig deres opmærksomhed. Pigerne ville også gerne være sammen med Beau, måske i håb om, at hendes skønhed ville smitte lidt af. Men ikke den seneste tid. Dér var det Lupina, der havde fået al opmærksomheden. Det vil sige lige indtil hun havde afvist den, så stod Beau for skud.
   Den fysiske kontakt fra fyren, havde fået Lupina til at tage sig til sin amulet i træ, der altid hang på hendes bryst. Amuletten var et skattet arvestykke fra dem, der havde valgt at efterlade hende som spæd en kold forårsnat. Hun havde fået det sjal, hun havde været svøbt i, denne amulet og en slidt lap papir med hendes navn. Det gav hende altid en særlig ro at mærke træet, der efterhånden var blevet slidt af hendes berøring. Hun kunne mærke årerne i træet og det fik hende til at tænke på de grene, der dannede hendes eget stamtræ, og som hun aldrig ville komme til at kende.
   Alt dette skete i løbet af et øjeblik, men da Lupina rankede ryggen og ville afvise fyren, havde han allerede opgivet. Hun hævede det ene øjenbryn og skævede efter ham. I stedet var han og hans gruppe nu på vej hen til en parfumesælger, som virkede overdrevet ivrig. Lupina trak på skuldrene og var lige så hurtigt videre i sit liv, som fyren var i sit.
   "Jeg skal ind og prøve denne her", sagde hun til sine veninder og pegede på et sort outfit i nærmeste vinduesudstilling.

Cobalt bestilte endnu en kop sort kaffe. Han havde allerede drukket flere kopper indenfor den sidste time. Flere kvinder i alle aldre kiggede efter ham. Han foretrak dog nogenlunde jævnaldrende i starten af 20'erne, men han kvitterede kvinderne med et blink her og et skævt smil dér.
   Tilbage på sin plads udenfor caféen rettede han igen opmærksomheden på flokken af unge fyre, der var strømmet ind i musikbutikken overfor caféen. Han havde tilfældigvis opdaget dem, på vej ud af døren med et job bippende ind på sin mobil. Han valgte at følge sit instinkt, slukkede lyden på telefonen og stak den ned i baglommen. Han holdt sig kun lige indenfor synsvidde af gruppen det meste af dagen.
   Det var en svag lugt af jern, som ansporede ham. Men lugten var så svag, at selv Cobalt kunne komme i tvivl om ophavet og relevansen. Normalt betød lugten af jern fra personer, at han havde med enten Nattens Flakkere eller Lysstrejfere at gøre. Jern-lugten kom fra hæmoglobinet i de røde blodlegemer i blodet, som disse væsner levede af at suge fra mennesker. Men lugten var ofte mere kraftig fra væsnerne. Eftersom det nu var højlys dag, måtte det altså være Lysstrejfere, hvis de da overhovedet var nogen af de Unaturlige.
   Så nu sad han så her og ventede på, at fyrene skulle finde på noget andet og mindre harmløst at foretage sig end at drive den af i musikbutikken. En skurrende lyd kom fra Cobalts tænder.
   Flokken myldrede pludselig ud af butikken og larmen fulgte dem til parfumeafdelingen. Cobalt drak kaffen ud, mens hans øjne ikke veg fra flokken. Da han var på sikker afstand, slentrede han over i parfumeafdelingen. Han lod sig spraye med diverse herreparfumer - og var der også enkelte dameparfumer? - i et forsøg på at blende ind i mængden af kunder.
   Han registrerede flere af de Unaturlige i centeret. Langtfra alle var kriminelle. Bag parfumeflasker som forestillede løver og tigre, hilste han på den hinduistiske halvgud Durga. På en måde var de kolleger, eftersom hun bekæmpede ondsindede dyr og Cobalt bekæmpede de ondsindede væsner, der gav sig ud for at være mennesker. Cobalt kunne tydeligt se, hvorfor hun var så effektiv en sælger i parfumeafdelingen. De 10 arme kunne normale mennesker ikke se, men Cobalt var ikke et normalt menneske. Han var en Cykic. Det kunne hun også hurtigt spotte, blot ved at se ham i øjnene.
   Den blålige øjenfarve fortalte andre Unaturlige, at han var en Cykic. Selve farvenuancen definerede, hvad han arbejdede med. Cobalts øjenfarve afslørede ham som en assassin. Det farligste erhverv for en Cykic, men også det mest spændende. Og så var han god til det. Den bedste, faktisk. Ifølge ham selv og hans mentor Azor Azure.
   Cobalt skærpede sanserne og rettede dem mod gruppen. En af fyrene talte til en ung pige. Det var dog en yderst tiltrækkende pige, nåede Cobalt at tænke, og hans krop nåede at reagere. Han tørrede det smørrede grin af og rettede på sine jeans, der var blevet lidt stramme. Snart opgav fyren dog sit forehavende med pigen og ændrede kurs mod en kvinde i en af parfumebåsene. Gruppen fulgte efter.
   Den første pige var totalt uvidende om den fare hun - måske - havde befundet sig i. Cobalts blik søgte pigen. Hvis det var ham, der havde talt med pigen, så havde hun været på vej hjem med ham nu. Det var kun tabere, der gav op så let. Hans tungespids strejfede underlæben.
   Han opdagede for sent det lille sæt, det gav i gruppens leder, som stod og flirtede med parfumekvinden. Pokkers! Cobalt skyndte sig at træde et skridt tilbage, men det var for sent. De havde fået en mistanke om, at der var en Cykic Assasin i hælene på dem. Gruppen trak sig smilende tilbage fra kvinden, der forgæves smilede gennem surmulen. Hun skulle bare vide, tænkte Cobalt.
   En Cykics blod var ikke sammensat på helt samme måde, som menneskers, og Cykics duftede også anderledes end menneskene, som blandt andet duftede svagt af jern på grund af indholdet i deres blod. Selv en Cykics puls var hurtigere end menneskers og de fleste Unaturliges. Denne forskel giver Cobalt et forspring, da han kan forudsige fremtiden et splitsekund. Det er nok til, at han aldrig misser et mål.
   Afstanden til gruppen øgedes, mens Cobalt tænkte tilbage. Hvad fanden havde fået ham til at gøre noget så dumt, som at komme for tæt på Lysstrejfere? Han rynkede brynene, da et billede af pigen trådte frem på hans nethinde. Han slog det hen som seksuel frustration, og besluttede sig for at rette op på det i nat. Så ville han igen udføre sit job til perfektion. Fejl var ikke en mulighed. Sjusk var direkte utilgiveligt!

Flokken havde forladt Stormagasinet og pludselig bevægede de sig som én enhed hen mod en mand ved et busstoppested. Cobalt hørte de hastige vejrtrækninger. Han lugtede deres adrenalinsus. De befandt sig i et stille kvarter, hvor folk passede sig selv, og der var ikke andre på gaden end manden ved busstoppestedet, gruppen og Cobalt.
   Han rystede en spids kristtorn ud af sit ærme. Manden ved stoppestedet var deres bytte. Lysstrejferne var ude efter et ulovligt måltid, og det var hans job at standse dem. Seks hurtige svirp lød og spidse stykker træ borede sig gennem luften. Lystrejferne blev til seks askeskyer, som svævede væk med vinden.
   Manden ved busstoppestedet nåede ikke engang at fornemme faren, før den var væk. Han var på vej på arbejde som kloakmedarbejder, kunne Cobalt gætte sig til, da han kom tættere på og mærkede stanken, der hang ved manden... - Aha, det var sådan flokken slørede deres ellers kraftige blodlugt! De indtog åbenbart blod fra mennesker, der på én eller anden måde selv lugtede kraftigt. Det ville også forklare, hvorfor flokken have søgt sælgeren i parfumeafdelingen. De dækkede deres egen blodlugt ind i enten kloaklugt eller parfume og gud ved hvad ellers! Det var en nyttig viden. Cobalt skjulte det smørrede grin bag en hånd.
   Han lod kloarkmanden gå sidst ind i bussen, efter han diskret havde samlet de fleste stykker kristtorn op fra jorden. Han hadede at skulle lave nye, men det var ikke lykkedes ham at få rådet til at ansætte de dårlige assasins til at lave værktøjer til de dygtige asasins. Mens Cobalt lod som om han snørede sine sko, sørgede han også for at samle en smule aske op i en lille beholder.