Hele weekenden havde mødet i skoven hjemsøgt Lupina. Hvad var det helt præcist, der var sket? Havde hun virkeligt set et spøgelse? Siden hændelsen havde hun ikke kunnet tænke på andet. Hun havde drømt om spøgelser, hun havde læst om spøgelser, hun havde tænkt tilbage på personer, som var døde.
   For eksempel var hendes engelsklærer død af et hjertestop om natten. Lærerens mand var selv død året forinden. Lupina havde hørt noget om, at man kunne savne sin livsledsager så meget, at man kunne dø af det. Kunne man dø af et knust hjerte?
   Lupina var ved at gøre sig klar til skolen. Den obligatoriske, hvide hørkjole stod i skærende kontrast til de rå støvler og det sorte hår, som hun dog skulle tæmme med en elastik. Når de havde fri, kunne hun skifte AHS-identiteten ud med sin egen punk-rock-stil: løst hår, sort top og jeans.
   I dag ville hun kontakte Eidolon. Den journalist hun havde fundet på nettet, og som hun fornemmede havde mest viden om overnaturlige fænomener herunder også spøgelser. Desuden boede han tættere på end de andre "eksperter" på området. Hun skulle bare udholde et par timer med tal, bogstaver og valgfri kreativitet. Så ville hun måske senere få svar på alle de spørgsmål, der ikke ville lade hende få fred.

Det var nu flere dage siden, Lupina havde kontaktet Eidolon. Hun fik ikke fat I ham, og han var ikke vendt tilbage. Det havde været så frustrerende, at Lupina havde vrisset af alt og alle. Hun vidste, det var for meget af det gode, men hun var ligeglad.
   Til sidst havde Lupinas temperamentsfulde veninde også trukket sig. Lupinas ventil havde lukket for meget varm damp ud, så Arri's flammende hår var blevet svitset I spidserne.
   En aften kunne Lupina ikke holde sin frustration ud længere. Hun sneg sig ud fra klosteret og ned i byens pulserende liv. Der hvor blodet pumpede uændret på hverdage som weekender. Suset gennem gaderne var som rusen i hendes blodbaner. Hendes glatte hår krusede I den fugtige varme fra mennesker, der dansede, kyssede, og de lo, så øllet spruttede ud af næserne.
   Det var langt fra første gang Lupina havde besøgt stedet med de lokkende beats fra tamburiner, trommer og andet slagtøj. Unge fyre med filtret hår, stod I bar overkrop med svenden løbende ned over brune muskler, der dansede I takt til undergrundens lyde. Øjnene lukkede og sjælen I euforisk stemning af al den nærhed og ren tilstedeværelse.
   Her kunne Lupina være sig selv. Hvem var hun? Det var ikke til at sætte fingeren på, men her følte hun sig hjemme, når hun gled ind I midten af den tætte menneskemængde: den forførende, svajende, rockende, drejende, masende, fysiske, våde, lugtende, ligeglade masse af kroppe.
   Lupina lukkede øjnene. Hun burede mentalt den civile verden inde og lukkede sjælen ud i et øjebliks frihed. Et kort sekund I et helt livs eksisteren. Hun modtog villigt hænderne, der uden ejermænd eller -kvinder, brændemærkede hende. Kroppens sanser vågnede efter, hvad der føltes som evigheder med hjernen som vejviser.
   Hun dansede tæt med alle, hun blev puffet ind i. Den stramme sorte top blev hurtigt genneblødt af hendes energiske dans. En fremmed krammede de våde krøllerhendes nakke. Hun kastede overgivende hovedet bagover og lod kyssene regne ned over halsen. Hun var fri.
   Snart havde flokken ændret sig, og en pige stod over for Lupina. Det var næsten som at se sig selv i et spejl. Ved første øjekast var udtrykket: sort med sort på: støvlerne, tøjet, håret, neglene. Mascaraen var udtværet rundt om vinduerne til kroppens sjæl, hvorigennem man kunne se en leende pige.
   De to piger rakte hånden ud efter hinanden I havet af kroppe, før bølgernes vilje skildte dem ad. Deres fingerspidser rørte hinanden som Michelangelos berømte fingre i Det Sixtinske Kapel.

Da lyset slukkede stjernerne på himlen, vendte hun uvilligt tilbage mod fornuftens verden. Hun sagde farvel til frirummet med et sørgmodigt kig over skulderen, mens hun besteg de ensformige fortovsfliser på vejen hjem til klosteret.
   Med solopgangen som vækkeur var hun tilbage lige tidsnok til skifte tøj og forpeste det fælles baderum med en halv dåse deodorant. Da skoleklokken ringede, stod hun allerede foran klasseværelset med håret sat I den påkrævede - men rodede og fugtige hestehale. De robuste støvler var klistrede af indtørret sved, drinks and what not. Øjnene var blodskudte af mangel på søvn, og mascaraen hang nu langt ned af kinderne. Sjælens vindue havde rullet gardinerne for, så ingen kunne se ind. Men hendes skoleuniformen var ulastelig, hvid og strøget.
   Hun smilede grinende til de hovedrystende veninder, da de også ankom til klasseværelset. Harmina aka Frk. Regelret sendte Lupina et bistert udtryk, inden hun gik ind gennem døren.
   Efter to lange timer, hvor Lupinas øjne, der var ekstra lysfølsomme denne dag, havde svømmet søvnigt rundt bag sammenknebne øjenlåg, var det endelig middagspause.

Hun lå slumrende med hovedet hvilende på bordet, hvor de fem gode veninder altid spiste deres frokost.
   "Altså, Lupina!", begyndte Harmina, der sad og så misbilligende på Lupina fra den modsatte side af bordet. "Hvordan I alverden er det dog, du ser ud! Hvor har du været? Har du været væk hele natten? Hvad tænker du på?!" Den sædvanlige prædiken strømmede ud over den ridsede bordplade I stål og hen mod Lupinas øregange, der havde lukket dørene efter festen natten forinden. "Sig mig, vil du ikke engang svare!".
   "Fik du noget indestængt vrede ud?", spurgte Arri smilende. Lupina vendte hovedet I retning af Arri. Lupina havde stadig øjnene lukket. Hendes salige smil var svar nok. "Så kan det da være, at vi får vores Lupina tilbage igen." afsluttede hun.
   De andre veninder nåede ikke at kommentere på Lupinas eventyr, da hendes telefon ringede med en meget høj lyd. Lupina skar ansigt. Hun skiftede ikke stilling. Hun brugte kun armen til at flytte mobilen fra lommen og op til det øre, der ikke lå trykket ned mod bordpladen.
   "Um-hm?", mumlede hun ind I røret...

"Vent lige lidt", sagde Harmina med de samme rynker I panden som før opkaldet. "Skal du mødes med ham I morgen formiddag?" Harminas pegefinger bankede taktfast I bordpladen. "Har nattens mangel på søvn rykket din tidsfornemmelse? Det er kun torsdag idag! Du har ikke fri I morgen formiddag!"
   Lupina havde ingen problemer med bryde reglerne. Hun gjorde, som hun ville! Eidolon var optaget fra fredag aften til søndag middag, og så længe kunne Lupina ikke vente på mødet. Hun havde altid haft en idé om, at der var mere mellem himmel og jord, end øjet kunne se. Mødet i skoven havde kun bekræftet hendes teori. Hun tørstede efter svar, som en strandet I ørkenen.