John Harrow vågende med et sæt. Endnu en sær drøm han kunne stadig mærke vinden i sit ansigt og høre klokken for sine ører, men snart indså han at det var klokken fra kirketårnet som ringede til morgen samling. Fandens til ide at vække folk på den måde, bare for det tænkte Harrow foragteligt for sig selv og så på en søndag. Han var badet i sved, men følte sig kold helt ind til benene. Han gned sine øjne og prøvede på at ryste drømmen fra sig. Drømmen blev siddende, den blev ved med at vende tilbage. Det havde stået på i flere måneder og han kunne efterhånden hver eneste detalje. Børnene i en rundkreds, stormen og havet, palæet i baggrunden og det sære fort. Intet af det gav mening, men det var der lidt, som gjorde disse dage. Der var noget bekendt ved børnenes grå øjne og lyse hår. Vrøvl, ikke andet end en drøm insisterede Harrow for sig selv.
   Han besluttede sig for at stå op, hvis han faldt i søvn igen, ville drømmen sikkert alligevel vende tilbage. John boede i en lille lejlighed i London, den var ikke noget pragende men det var hjem. Hans soveværelse ledte ud til en lille gang. Gangen førte ud til et badeværelse, en lille stue og et køkken. Stuen var lavet om til hans kontor.
   Privat detektiv, fandens til lorte job. Den samme tanke ramte ham hver eneste morgen, når han vågnede med tømmermænd. Den ene efter den anden gang var det mistænksomme mænd der ville have deres koner udspioneret, eller mistænksomme kvinder der ville have fanget deres mænd på fast gerning, med bukserne nede. Før i tiden var John Harrow ofte blevet kaldt ind af politiet til at hjælpe med at opklare alverdens mysterier. Lige fra mordsager til kidnapninger, men det var før hans besøg på Skt. Claire, de sidste par år havde han næppe stået på deres liste over eksterne rådgivere. Foruden jaloux ægtefæller, blev John fra tid til anden også kontakte af folk som mente deres hjem var hjemsøgt, eller forbandet. Harrow troede ikke på det paranormale, men hvis der var penge i det, så var det fint med ham. De fleste gange viste det sig alligevel bare til at være en vind der slap igennem en revne i loftet, eller en mus der boede under gulvet.
   Harrow gik forbi køkkenet, og ind på sit kontor, for at lede efter noget morgenmad. Flasken var næsten tom, men der var da i det mindste nok, til et glas eller to.
   Endnu en lorte dag tænkte Harrow for sig selv. Gaderne udenfor var fulde af lyde og liv, Harrow smækkede vinduet i for at få stilhed til hans tømmermænd. Han havde en frygtelig hovedpine, efter aftensmaden i går. Da han trådte tilbage fra vinduet kunne han høre lyden af knust glas under sin fod. John kiggede ned og så det eneste billede han stadig havde. Hvor blev i af? Tænkte han, da John tog fotografiet op og pillede det ud af sin ødelagte ramme. På billedet stod han med sin kone og sin søn på hver sin side. John betragtede det og følte en strøm af minder bruse igennem hans sind. Hans kones smil, og hans søns latter. Det blev for meget og tårerne flød ned af hans kinderne. Han greb flasken, men den var tom.
   "For helvede" vrissede Harrow for sig selv og gik målrettet mod døren. Flasken var lige så tom som hans konto i banken. Han hev voldsomt i håndtaget og foran ham stod en lille forskræmt knægt. Drengen havde fået et gevaldigt chok da han var lige ved at skulle banke på døren, da Harrow havde flået den op.
   "Hvem fanden er du?" spurgte Harrow hårdt. Knægten tog det til sig, og John kunne se han havde været for hård. Harrows sprog var særlig groft, for en voksen mand i 1879.
   "Nå, hvad vil du?" sukkede John i en mere venlig tone. Drengen stak en hånd ud med et brev, han sagde ikke noget. John tog brevet ud af hånden på ham og fandt en skilling frem til ham. Så snart mønten var blevet trykket i drengens hånd, forsvandt han ned af trappen og ud i den livlige gade.
   John betragtede brevet.

Til
   London - Stoney Lane 23
   John Harrow
   
   Det var skrevet med en fin fyldepen. John blev nysgerrig og gik tilbage indenfor og lukkede døren efter sig. Der var ingen afsender på. Han satte sig ned, tog en cigaret og åbnede brevet. Johns ansigt og sind blev mørkt, som han læste linjerne.

Kære John,

Jeg ved det er længe siden, og det piner mig, at vi ikke har haft mere kontakt. Dog piner det mig mere, at jeg ikke kan skrive til dig under bedre omstændigheder, end sidst vi mødtes, tvært imod.

John der er ingen let måde at sige det på, men jeg er døende, og jeg har brug for din hjælp. Min tid er knap og jeg frygter for min families skæbne. Jeg frygter at mine børn har valgt en mørk sti og jeg har for lidt tid til at hjælpe dem. Derfor beder jeg dig om at komme til Stone Island.

Alt er allerede arrangeret, du skal ikke tænke på penge til transport eller logi, jeg har vedlagt mere end rigeligt i konvolutten.

Jeg beder dig John, kom og hjælp en gammel ven, du er den eneste, som kan.

Nederst var brevet signeret:
   
   Kærlig Hilsen,
   Jonathan Stone
   
   John havde ikke set Jonathan i flere år, og nu kaldte Jonathan på hjælp. På John Harrows hjælp.
   Hvis Jonathan beder om hjælp, hvordan kan jeg så benægte ham? tænkte John, men Harrow tøvede et øjeblik. Men Stone Island er så langt væk, og jeg kan jo ikke bare efterlade det hele her. Jeg kan jo ikke bare lade det hele stå tomt.
   Han havde ikke lagt mærke til det før, men konvolutten var tung. Han vendte bunden i vejret og en stor stak penge faldt ud.
   Meget vel, besluttede Harrow. Efter alt hvad Jonathan Stone havde gjort for John Harrow, var det en let beslutning, penge eller ej. Han pakkede hurtigt sine ting og stormede ud af døren, turen var lang og tiden er knap.