De susede af sted gennem den lange undersøiske gang. Havenes sande beskytter lagde mærke til, at der var en del døre med navneskilte på. Der må jo bo en del mennesker hernede, sagde han. Det fik han intet svar på.
   Du skal sgu da også træde, sagde Valius harmdirrende, det er meningen med en tandem. Her fik han til gengæld intet svar. Efter nogen tid blev de nødt til at stoppe, da en fejende mand var i vejen.
   Vig bort undersåt! brølede beskytteren.
   Å, svarede manden med dæmpet røst, hvad skal det hele føre til? Han var tilsyneladende en meget ydmyg og selvudslettende mand og dertil lidt af en filosof. Men måske er det et fingerpeg. Herregud, jeg er pedel og endt her.
   Hvordan det? spurgte Valius oprigtigt interesseret.
   Man glemmer jo! En må jo nok have fejet uden at lægge mærke til, hvor en har bevæget sig hen. Og nu er jeg så ovenikøbet blevet smidt ud af Indre Mission.
   Hvordan det monstro?
   Jo, jeg blev jo grebet af evolutionsteorien, og da pastor Moe så forlangte, at jeg skulle gå til bekendelse for menigheden, afsløredes det, at mine bukser stod ud som et telt. Ak, liderligheden er en svøbe, og onanien en last, man ikke så let kan komme af med. Men det kan vel alt sammen være det samme nu. Jeg må videre med min fejning, mumlede han mørkt. Pas på med at køre for vildt, der står en gravsten lidt længere fremme.
   Og ganske rigtigt. Der var brudt hul i cementen og sat en gravsten, hvorpå der stod: Her hviler Krokonen - kneppet ihjel i fuldskab.
   Hvem fanden mon hun var? spurgte Havenes Beskytter.
   Jeg kendte hende, sagde Valius sørgmodigt. Hun var en herlig kvinde, men alle ville på hende.
   Lidt længere fremme kom de forbi Indre Missions lokale. Døren stod åben, og pastor Moe stod i døren for at indfange fortabte sjæle. Hans ansigt var formørket af mange års vrede og misundelse på horebukkene og de lystige druksutter. Kom ind og bliv frelst, råbte han: Kom ind, Satans yngel, om ind og bekendt jeres synder
   Gu vil vi da ej, råbte beskytteren, da de susede forbi. Din hellige skid.
   Å, råbte Moe sindssyg af helligt raseri. Måtte Gud ramme jer med sin tordenkile, og måtte I brænde for evigt i Helvedes flammepøl. Djævelske ros, ugudelige pisserøve.
   Endelig nåede de frem til den undersøiske togstation. Den lignede en gammeldags provinsstation. Men der var intet sted, de kunne parkere tandemen, så de stillede den på en invalideparkering. Det skulle de imidlertid ikke have gjort, for i det samme stormede fire mand fra det undersøiske vagtkorps frem og råbte: Ha, nu får I en bøde, som er stor ad helvede til: To kasser sildeflæsk, en selvlysende fedtsten og en dejlig tomands-cykel.
   Må vi skylde? spurgte Valius.
   Vi betaler sgu da ikke, jeg er Havenes Beskytter og den, der bestemmer, råbte den store beskytter med myndighed.
   Vi adlyder kun kejseren, sagde en lavstammet mand, der så ud til at bære vasgtkorpsets leder. Han var, ligesom de øvrige, iført søspejderumiform og søstøvler. I første omgang overtager vi tandemen, så må i betale resten inden fjorten dage.
   Beskytteren var nu blevet blålilla i hovedet af raseri og så ud til at ville slås, men Valius trak ham væk i retning af billetkontoret, idet han sagde: Kom nu, inden de trækker stavene eller i værste fald skydevåbnene.
   De gik ind i billetkontoret, der blev passet af en gammel dame i stram bikini.
   Vi skal bede om to børnebilletter til hovedstaden. De skal skrives på pastor Moes regning.
   Nej, ikke på vilkår, sagde damen indigneret. Manden betaler jo aldrig.
   Så skriv den til pedellen.
   Det er i orden, sagde hun, han er sådan en pæn mand.

(Fortsættes)