Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde været iført en kjole. Siden hun var lille, havde hun altid været mere til praktisk tøj, fremfor pompøse klæder der ikke var til at bevæge sig i. Annabella kiggede ned ad sig selv. Den purpurrøde kjole klædte hende ikke på nogen måde. En kjole skulle fremhæve en kvindes former på den bedst mulige måde, men uanset hvordan hun så på sit spejlbillede i det revnede spejl, så gjorde den nærmere det modsatte. Hun havde ingen former, så det meste af kjolen hang slapt nedad hendes drengede krop. De flamboyante draperinger langs hofterne, lå fladt ned ad siden, mens brystpartiet næsten gik indad fremfor ud.
   Duften af krydret mad, kraftig vin og skønne desserter, spredte sig gennem gangene og nåede hende som en kærkommen hånd. Det var først nu, mens hun anspændt gik gennem gangen, at hun indså, hvor sulten hun egentlig var. Hvad der var hændt dem, ude i Dalen, havde drænet hende for energi og havde efterladt hende fuldstændig udhulet. Zarkoins embedsbolig fik hende til at væmmes. Den prætentiøse indretning der krævede store dele af de mange overflader dækket til med nips, de mange tjenestefolk i forhold til husets størrelse, og ikke mindst selve stedet. Hun havde det som om huset stødet hende fra sig. Trods det, så så hun frem til endelig at få et ordentligt måltid mad.
   Gangen op fra rummet, hvor hun var kommet til hægterne, var lang og snoet. Hun havde haft ret i sin antagelse om at hun havde ligget i kælderniveau, for gangens murstensvægge var dækket af et tykt lag fugt, der drev lige så stille indtil de endte ved det klamme halmdækkede gulv. Små vinduer var placeret oppe langs loftet, og var gangens eneste lyskilde. I det øjeblik hun var trådt ud i gangen, havde hun kunne genkende det fra sit møde med Zarkoin, i dagene efter hendes forældre var døde. Tjenestefolkene bevægede sig alle gennem disse mange gange, med rutinerede bevægelser. En af de mange kokkepiger, en lille kraftig tanciansk udseende kvinde med stridt brunt hår, sendte hende et indigneret blik da hun måtte vige fra sin sædvanlige rute til køkkenet, for at undgå Annabella, der ikke havde set hende komme ilende med et fad fyldt med krydret kød.
   De gik i en lang række. Forrest skridtede Gelucia afsted, mens Culrim fulgte lige efter. De havde fået selskab af Gebrial og Liddy der begge havde haft et rum ved siden af hendes. Ingen af dem så ud til at være kommet til skade. Hun mærkede, hvordan det lettede hendes sind at se dem begge i god behold.
   De nåede til en egetræsdør med kraftige hængsler af metal. Gelucia hev i det svungne bronze håndtag, hvorefter de trådte ud i en stor hall. Den tykke duft af krydret mad og vin, blev endnu kraftigere i det de befandt sig i hallen. En svungen marmortrappe med fint udhuggede detaljer ledte op til de resterende etager. Tjenestefolk piblede ind og ud gennem de mange døre, og indimellem kunne nogle fjerne højrøstede stemmer høres. Døren ud til en travl gade stod åben for at forfriske rummet, og folk i forskellige afskygninger, strømmede ind med jævne mellemrum. Annabella fik flygtigt et glimt af gaden udenfor. Støvet hvirvlede i en stille vind, mens hestetrukne kareter trillede forbi i et roligt tempo, mens den tørre jord brændte i den bagende sol.
   Gelucia ledte dem beslutsomt forbi den polerede marmortrappe. Hurtigt gennem endnu en dør, og ud på en mørk og hældende korridor. Hun kunne se et lys der trængte igennem en dør der stod på klem, forenden af korridoren, og hun fandt pludselig sig selv med en ubehagelig følelse i maven. Hun blev nødt til at spørge Gelucia om noget der trængte hende på.
   "Hvem er disse personer, vi skal møde Gelucia? " Hendes stemme rungede i den mørke korridor, og hun følte det som om hun befandt sig i en tunnel. Umiddelbart virkede det ikke som om Shamanen opfangede hendes spørgsmål, men hendes hurtige skridt blev pludselig langsommere.
   "Det er svært at forklare. " begyndte hun, og hun stoppede op halvvejs gennem korridoren hvorefter hun vendte sig om mod dem. "Jeg tror at det er bedst at de selv forklare jer, hvem de er. Det tog lidt tid og lidt grundig gennemgang, før selv jeg forstod, hvad disse personers gøren her havde med jer at gøre, men tro mig, deres intentioner er- "
   "Så du siger at det har noget med os at gøre? " Et irriteret glimt fandt vej til Gelucias øjne, da hun blev afbrudt, men Annabella havde kunne mærke en form for spænding og nervøsitet sprede sig i kroppen som om samtlige af hendes årer stod i flammer. Hendes mund var åben og hun skulle til at svare, men hun blev forhindret, da døren forenden af korridoren blev åbnet.
   "Ah! Gelucia, min kære, godt du gad bringe de unge mennesker, ned til vores middagsselskab. "
   Spændingen i Annabellas krop, forsvandt så hurtigt som den var opstået. Zarkoins blik, hvilede så længe på hende, at hun følte sig udstillet, og udboret. Hvad var det han var så interesseret i? og hvad var det for noget med at hun mestrede Luftens Illucion? Det lød stadig som komplet nonsens i hendes øre.
   Zarkoin kyssede shamanens rynkede hænder, hvorefter de blev ledt ind i et svagt oplyst rum.
   Definé og Ossi sad allerede på et par overpolstrede øreklapstole, der næsten omfavnede dem. Begge havde anstrengte ansigtsudtryk, og så langt fra ud til at være komfortable ved situationen. De sad placeret ved et rundt bord, der var overdådigt pyntet. Små blomster lå spredt mellem et par porcelænskopper, hvori en mørk væske dampede løs. Kandelabere i snoet lyst metal, badede rummet i et dunkelt skær, fra deres plads midt på et stort spisebord der var placeret under et blyindfattet vindue, i den anden ende af rummet. Bordet var prætentiøst dekoreret. Der stod et utal af lokale retter placeret rundt på den mørke dug, og der var tydeligvis dækket op til en fornem middag. Selvom alt dette fangede hendes øjne, var det ikke det der fangede hendes opmærksomhed ved rummet. Det var mere det faktum at de ikke var alene.
   Ved siden af Definé, i en identisk øreklapstol, sad en slank kvinde. Annabella havde aldrig set hende før, og hun var en som hun ville have husket, hvis det var tilfældet. Hun var mørklødet, iført en tætsiddende dragt der fik Annabella til at tænke på træernes blade. Hendes lange hår var gråsprængt, og rammede hendes ansigt smukt ind. De store øjne var bestemte, og gav Annabella en fornemmelse af, at kvinden ikke var til at hundse med. Hun sad med rank ryg, mens hun i den ene hånd, elegant holdt et mundblæst krystalglas med en blålig væske i. Måden, hvorpå hun en gang imellem kørte væsken rundt i glasset, gav hende en kejserindes udstråling.
   Ved Ossis side sad endnu en fremmed. Heller ikke denne person var en Annabella havde set før. på samme måde som med den fremmede kvinde, så var denne mand en hun med sikkerhed ville have husket. Han var iført en let, hvid kjortel med tydelige svedpletter og en grålig hat med små totter gråt hår stikkende ud ved kanten. Hans krop var så tyk og uformelig, at hun undrede sig over, hvordan den lille stol han sad på, endnu kunne holde ham oppe. Blikket i hans små griselignende øjne, var fæstnet mod Gebrial ved hendes side. Hun vendte ansigtet mod ham. Han stod ganske vist der ved hendes side, men det var som om han alligevel var et helt andet sted. Som om han genkendte et eller andet. Hans blik var fortrukket i en næsten skræmt grimasse.
   "Gebrial. " hviskede hun forsigtigt. Han rykkede pludseligt, og vendte ansigtet mod hende, mens han holdt sit blik fæstnet mod de to fremmede. "Gebrial? Er der noget i vejen?"
   Han sank en klump, uden at lade blikket løsne fra de to.
   "Nej..., men jeg troede bare ikke, at jeg nogensinde skulle se dem igen... " Han fjernede blikket fra de fremmede.
   "Annabella må jeg præsentere dig for Mester Tainuleinen, og Mester Percha... de er fra Aeroearth... " Hans stemme lød svag, da han, med en åben håndflade introducerede hende for de fremmede.