Skoven var dyb og mørk. Træerne voksede så tæt at lyde havde svært ved at trænge igennem. Der hørtes lejlighedsvist fuglesang fra trætoppene, men det var en fjern lyd, som man kun hørte hvis man var helt stille.
Inde midt i skoven var der en lysning. Langs kanten voksede svampe så de dannede en stor heksering, og i midten af lysningen stod der en enkelt blomst.
Det var ikke en genkendelig blomst, men den var stor, med en kraftig stilk og vinrøde blomsterblade der sluttede sig sammen i en knop, omkring en lille silhuet, der lod til at lyse indefra.
Skovbunden forstyrredes, og ind i lysningen trådte en ung elver. Hendes hud var næsten gennemsigtigt, og hendes hår langt og gylden, og holdt på plads med små tynde fletninger. Tøj havde hun ikke, men håret voksede så langt at det dækkede de dele af hendes krop hun havde behov for.
Forsigtigt gik hun hen til blomsten, lagde sine hænder om knoppen, og hviskede sin elvermagi til den, indtil den begyndte at lyse kraftigere.
Så trådte hun tilbage, og satte sig på knæ mens hun betragtede blomsten som nu glødede med et azurblå skær.
Kort efter raslede løvet igen, og ind trådte skovens vogter, den ældste kentaur. Hans underkrop var den af en kronhjort, komplimenteret af det store gevir i hans lange ravnesorte hår som indrammede hans mørke ansigt og øjne.
Han nikkede kort til den yngre elver, og gik derefter hen til den glødende blomst. Her gik han ned på knæ, og satte sig til rette. Så vendte han hovedet mod lysningens kant, og kiggede, ventende.
Langsomt men sikkert sluttede flere væsner sig til lysningen. De satte sig alle i kanten af hekseringen sådan som elverkvinden havde gjort, og det var en broget flok. Fra den mindste fe, til den højeste kæmpe kiggede de alle i stilhed på blomsten.
Som vidste han at alle var kommet, rejste kentauren sig igen, og ud af luften fremmanede han en stav. Den så ud som om den aldrig var blevet beskåret, men var et asketræ der var vokset sådan. Blomster slyngede sig rundt om den og vendte deres ansigter mod himlen.
"Tak fordi i er mødt op"
Kentaurens dybe stemme rungede ud over lysningen, og selv de fjerne fugle tiede.
"Som skovens vogter er det min pligt og min ære at bevidne fødslen af min efterkommer" Fortsatte han, og et sagte åndedrag gik gennem flokken mens de kiggede mod den glødende blomst.
"Ingen ved hvem min efterkommer vil være, men det er i dag det sker" Han pegede nænsomt enden af hans stav mod blomsten, og lysende tråde skød ud fra den indtil de omringede blomsten i et gyldent slør.
Det var som om hele skoven holdt vejret i spænding, og langsomt, ganske langsomt åbnede blomsterbladende sig.
Det første glimt var grønt som bøgens løv om foråret. Det viste sig at være et stort bølgende hår, hvori der voksede bellis og lysende blå svampe. Håret indrammede et mørkere grønt ansigt med store azurblå øjne, og de samme vinrøde læber som havde farvet blomsten. Kroppen så ud til at være lavet af skovens blade, og formede en ung pige som kiggede nysgerrigt tilbage på tilskuerne.
Da blomsten endelig var åbnet helt strakte hun sin krop, og lod så forsigtigt sine tæer røre skovbunden.
Kentauren bukkede sig ned mod den lille pige, og gav hende hånden som hun nysgerrig tog, og kiggede op på vogteren. Han smilede venligt til hende; "Hvem er du unge ven?" Spurgte han varmt.
Pigen smilede, og med en stemme så smuk som fuglenes sang. "Jeg er en nymfe vogter, mit navn er Morgenbarnet".