Det var en dag ulig nogen anden dag. Solen havde efterladt landsbyen alene i mørket og ladet natten overtage. Vinden hylede og en storm buldrede over de dryppende tage. Skarpe, blå lyn flækkede igen og igen himlen, der i glimt blev oplyst. Den havde raset i flere dage nu. Ingen vidste hvem eller hvad, der havde forårsaget Lajos vrede. Hele landsbyen havde søgt op til det højeste sted i landsbyen og tilbudt goden deres husdyr. De havde dannet en cirkel rundt om ham, betragtet ham håbefuldt i det han en efter en skar halsen over på ofringerne. Den sidste, en fed tyr, havde brølet i det dens blod løb ud over den gråsorte, blodstænkede blok, hvor hvert hjørne var bevogtet af en statue. Lajos budbringere - en ørn, ravn, måge og skarve. Ligeså høj som et menneske. Deres vinger var bredt ud til siderne og kastede skygger på alteret. Næbene var åbne og de mørke rubinøjne glimtede i det de betragtede dyrene der blev offret. Efter tyrens udånding, kiggede folk op på himlen. Alle åndede lettet op og krammede hinanden. Lynene og den stærke vind var stoppet. Goden smilte, men så forsvandt hans smil ligeså hurtigt som det var kommet. En vind ruskede i hans grå hestehale og de dybe rynker i hans vejrbidte pande, blev om muligt endnu dybere. Folk gispede og skreg i det et blåt lyn skød ned over himlen. Deres fakler gik ud og vinden hylede atter igen.

"Brand! Brand!" var der en der råbte. De kunne alle se flammerne, der trods regnen blussede hidsigt. Byens smed løb ned af trapperne, der var hugget ind i bjergets side. Han var nær gledet på de sidste trin, men fortsatte videre. Løb gennem sjaskede gader, mellem huse af træ, dækket af høtage. Han stoppede ved en af de få steder i byen, som var bygget af sten. Han greb fat i håndtaget og begyndte pustende at hejse spanden op fra den røde brønd. Sveden løb ned af hans store, brede overkrop i det han gav den fyldte spand videre til en i køen bag ham. Alle gjorde hvad de kunne. Rakte ham de spande de kunne finde og kastede vandet på flammerne. Men trods deres i hærdige indsats, var der snart kun aske tilbage af huset.

"Lajos!" råbte Rendor, som smeden hed og rystede sin næve af den urolige himmel. Men guden lod ikke til at høre ham. Folk tyssede på ham, stirrede frygtsomt på himlen. "Du gør ham bare endnu vredere," mumlede nogle. Gennemblødt fra top til tå, stod de bare der. Så skiftevis på hinanden. Det lod ikke til at deres offringer havde formildet Lajos. Måske havde det ikke været nok? Smeden tabte spanden og væltede forover, da et hus eksploderede i flammer bag ham. Han løftede sit ansigt fra den våde jord og tørrede mudderet af sit fuldskæg med ærmet. Flere lå også på jorden, et par stykker var blevet ramt af træstykker fra huset. De tog sig til hovedet i det de langsomt kom på benene. Rendor kastede sit grå blik på det flade bjerg, som landsbyen var blevet bygget rundt om. Før byens grundlæggelse, var alteret blevet rejst og det første offer taget. Lederens egen datter Terez. Man sagde at hun var for smuk til været blevet undfanget af en dødelige kvinde. Nogle påstod at hendes mor var ingen anden end Eyia - den smukkeste af guder. Lajos havde udvalgt sit offer og hendes ånd var siden hen steget op til hans rige. Dette offer behagede guden meget og det bragte kun fremgang og utallige, gode høst. Men hans kone, Nusi - Bølgernes Frue, blev rasende. Hun gjorde havet rundt om kontinentet bittert og udrikkeligt. Floderne og søerne kunne hun dog ikke røre, for det var ikke hendes domæne. Rendor hev efter vejret, da han løb op af trapperne til alteret. Han stoppede op på toppen og måtte trække vejret flere gange, før han kunne sige noget.

"Så gør dog noget," råbte han. Adskillige hus brændte, kunne han se. Goden stirrede bare op på himlen, der blot blev mørkere.
   "Lajos hører mig ikke," sagde goden. "Hans vrede er ikke rettet mod os.
   "Ikke?" råbte smeden og slog ud mod hånden, mod landsbyen der brændte.
   "Han sendte mig et syn, Rendor. Et syn af to storme, der mødes. En anden gud ønsker herredømmet over denne himmel."
   Smeden skulle til at sige noget, men tav ved godens sidste ord.
   "Hvad kan vi gøre?"
   "Intet," svarede goden.

Stormen stoppede pludselig og begge mænd dækkede ansigtet med deres albuer. En kugle af grønne og blå farver strålede på himlen, forvandlede nat til dag.
   "Den Nye Sol har rejst sig," mumlede goden og bøjede både knæ og nakke. Rendors mund var vidt åben. Han så på goden og skyndte sig at følge hans eksempel.