Markor's fingre lukkede sig om skæftet, før han åbnede sine øjne. Blå som en tiltagende nattehimmel. Klædt i røde, orange og gule farver, sprang han på benene og greb stridshammeren, der lå for foden af et rynket, fældende asketræ. En kreds af lysende øjne nærmede sig lysningen han befandt sig i. Kraften der skjulte deres skikkelser, strømmede ud gennem deres øjne. Vogterne af rædslernes pas, havde omsider indhentet ham. Han kastede blikke til alle sider i det øjne kom tættere på. En svedperle gled gennem hans røde manke og sprang ned fra en rund hage, mærket af mørke, korte stubbe. Markor skar tænder og slog ud efter det eneste han kunne se. Hammerhovedet, der var formet som et næsehorns hoved, ramte kun luft. Han sprang tilbage, men undgik ikke helt den skærende kniv, der snittede hans hofte til blods.
"Det er nok," lød en stemme foran ham. De kastede sig over ham og maste hans ansigt ned i græsset. Mere end en af dem, holdte ham nede. Det kunne han mærke. Hans kamp for at slippe fri lykkes ikke. Han var en robust mand med en atletisk bygning. Han havde arvet sin styrke fra sin far. Siden hans landsforvisning, havde den reddet ham mange gange. Men ikke denne gang. Denne gang kunne den ikke redde ham.
Hvis jeg stadig havde min fulde styrke, så..-, Markor fuldendte ikke tanken. I stedet bed han tænderne sammen og anstrengte sig for at se op. Glimt af de sene dages begivenheder, farede forbi hans øjenlåg. Dragehovederne på væggene, der stirrede på ham. Bannerne der blafrede. Tronen der knirkede, da Djoni rejste sig op. Hans sorte rustning, der raslede på vej ned af trinene. Mørket den kutte klædte skikkelse, kom frem fra. Den hvide hætte, som viste et ansigt, kun døden kunne bære. De tomme øjenhuler lyste i et grønligt lys. Halvdelen af ansigtet havde en gullig farve, mens den anden halvdel havde et ligs rådne farve. Et lig der havde været dødt i mange, mange dage.
"Gør det," havde hans far blot sagt. Djoni havde set på sin søn uden at blinke. Gennem sprækken i hjelmen, lignede hans orange blik meget et båls blussende flammer. Markor sank en klump i det Halvfjæs stod foran ham. Hans nakkehår rejste sig. En kødløs hånd, stramte grebet om hans skulder. Han kunne kun stirre på det røde lys. Hvordan det forlod ham og skød op gennem Halvfjæs arm. Et øjeblik passerede før de dybe, tomme øjenhuler igen antog deres lysende, grønne farve.
"Vis jer," brølede Markor tilbage i nutiden, så spyttet fløj.
En latter lød i det noget koldt rørte hans hals. Han stivnede og indså hvad det var. Et klang lød, noget ramte hans ansigt. Markor blinkede, da han for første gange så personen der stod foran ham.
"Hvem i al-," den usete greb sig til brystet, hvor et pilehoved stak ud fra.
Dråber af blod dryppede ned i Markor's øjne og fik ham til at blinke. Den usete skar tænder og vaklede gispende nogle skridt bagud. Hans smalle, tynde næsespids, der næsten nåede ned over underlæben, sitrede. De lavtbuede horn, pegede ud til hver sin side. Et egerns ører stak op fra den sorthårede isse. Et bump lød og det grå lig ramte jorden. Ved synet af den døde, blev hans greb løsnet. Markor benyttede chancen, så en knasen lød fra hans næve. Tæt fulgt af en raslende lyd fra et træs krone. Brølende svang han hammeren, hvor end han kunne se lysende øjne. Dæmonens morder havde placeret pilen lige i midten af brystet. Flere pile suste gennem lysningen og en forholdvis lille skikkelse trådte ind i lysningen. Bueskytten var iført en blåsort kappe. Hætten var trukket langt ned over ansigtet og det var utroligt at personen overhoved kunne ramme noget.
Markor skævede til bueskytten. Han kunne ikke bedømme kønnet, blot at noget lyste under hætten.
Et whuushh lød og i næste øjeblik gispede han efter vejret. Et af hans ribben klagede højlydt og placerede ham på sine knæ. Han så op, mødte de lysende øjne uden at blinke.
"HVAD VENTER DU PÅ DIN KRYSTER?" Markor vidste at dette ville blive dødsstødet.
"Djoni's belønning vil blive min," lo den usete og hævede sit våben. Hans sejrslatter blev mødt med en pil mellem øjnene. Markor trak vejret gispende og rettede blikket mod bueskytten foran ham. Hans frelser kastede sin hætte af sig og rakte ham en hånd. Han tog den og kom bandende på benene. Han prøvede at møde bueskyttens blik, men blev tvunget til at sænke det. I stedet hvilede det på et par bryster. Hendes blik mindede om en nats klareste stjerne. Det var Rahve's øjne han havde set ind i. Det var han helt sikker på.
"Mit navn er Syn." Hun kom trækkende med en brun hoppe.
Hvor originalt, tænkte han og lod tankerne forme nye spørgsmål. Mon hans far havde sendt hende? Måske var han alligevel ikke ligeglad med, hvad der hændte hans søn?
"Stå ikke bare der, hop op, flere er på vej." Hun afbrød hans tankegang og trak ham op på hesten. Snart galopperede de gennem skoven.