Han havde ingen idé om hvordan han skulle reagere. Sårene gjorde ondt, men trods en gloende og voldsom smerte kunne han ikke finde kilden til den på kroppen. Tankerne svømmede rundt i hovedet på ham og han havde ikke den fjerneste anelse om hvor han befandt sig. Det sidste han huskede var den voldsomme tur da han blev sendt bort fra Aeroearth og hvordan han havde mistet bevidstheden. En panisk følelse fór igennem ham da hans tanker samledes om Liddy og de andre. Var de okay? Eller var han den eneste der havde overlevet, hvad det nu end var der var sket?
   Selvom han havde formået at rejse sig op i en siddende stilling på sengen uden de store vanskeligheder, kunne han mærke, hvordan smerten flød i hver eneste årer da han prøvede at orienterer sig. Liddy sad ved hans side, det røde hår pakket ind i en bandage, og svedne totter stikkende ud enkelte steder. På trods af alt, så følte han en behagelig lettelse da han så Definé stå oprejst, med benet bundet ind i plettede bandager. Hun stod, sine øjne fikseret og tydeligt nervøs, ved siden af en umådelig grim fugl der sikkert engang havde været smuk. Ossi lå stadig ned, men hans øjne var i live og lod til at absorberer rummets fremmede atmosfære.
   Gebrial mærkede en hånd på sit lår der fik ham til at fare sammen i forskrækkelse. Damen var gammel og trods et bestemt tag i måden hun begyndte at fjerne den gennemblødte bandage fra hans lår, besad hendes person en mildhed der fik ham til at føle sig i trygge rammer. Bag damen, hun måtte være en form for doktor, stod to andre. Den ene, en ung mand med beskidt korngult hår og et barnligt ansigt der var skoldet fra sol, så på ham med et udtryk Gebrial havde svært ved at tolke. Der var noget over drengen der fik Gebrials indre til at vende sig. Til højre for den solbrændte dreng stod en ung kvinde. Hendes hår var sat op i en smuk hestehale og hendes øjne lyste med en gnist af et levet liv trods hun sagtens kunne være på hans egen alder. Han havde svært ved at fjerne sit blik fra hende og en varm følelse spredte sig langsomt til hans hoved. Han følte sig svimmel og hans ben gjorde ondt.
   "Hvordan fik du dem helbredt så hurtigt Gelucia? "
   Spurgte den solbrændte dreng med et oprigtigt nysgerrigt udtryk i ansigtet og et svagt smil der afslørede en række gullige tænder. Damen der tilså deres sår, måtte være denne Gelucia, og hun løftede ikke sit blik fra Gebrials ben da drengen spurgte hende. Definé havde humpet sig hen til teltets åbning og stod nu og kiggede ud. En dybrød solstråle ramte hendes ansigt, og det var tydeligt at noget gik hende på.
   "Sørg for at få nok at drikke og lad være med at overanstrenge jer mere end højst nødvendigt"
   mumlede Gelucia og lod som om drengens spørgsmål ikke var værd at svarer på.
   "Bruddet var slemt, men jeg har helet det så godt jeg nu kan".
   Mens den ældre dame havde talt til ham, havde Gebrial ikke fjernet blikket fra pigen bag hendes lettere krumme ryg. Hendes øjne besad en styrke han ikke havde set før. Det var som om noget inde i ham forsøgte at tvinge sig vej ud. Pludselig lød der et voldsomt råb fra et sted udenfor teltet, og Definé så med et ud til at være på vagt. Drengen der endnu ikke havde fået svar på sit spørgsmål, trak teltflappen til side og stak sit solbrændte hoved ud for at se hvad der skete. Gebrial vendte ansigtet mod Liddy der sendte ham et træt smil. Hun vippede taktfast med hovedet, tydeligt lettet og veltilpas. Halvdelen af hendes ansigt var medtaget efter deres ankomst, og adskillige blodansamlinger ødelagde hendes ellers så kønne træk.
   Drengen tog igen hovedet til sig, og henvendte sig til den ældre dame. I et tonefald der lød en anelse nervøst, hviskede han knapt hørbart ordet "Problemer... "
   Damen rettede sig op og lod Gebrial være. Hun knipsede kort hvorefter fuglen med en skræppende lyd lettede og landede på hendes magre skuldre.
   "Hvad ville den mand dog gøre hvis jeg en dag ikke var her... "
   Hun klappede fuglen på det rynkede og fjerløse hoved, tog en dyb indånding og gik målrettet ud af teltet. Drengen holdt flappen til side for hende, og fulgte derefter selv med. Gebrial ville tale med pigen, men før han nåede op på sine ben var hun ligeledes forsvundet ud gennem teltflappen. Han mærkede hvordan det snurrede stille i benet, men ellers føltes det som om intet var hændt det.
   Det var et mærkeligt sted de var havnet, og det føltes som om alt her var markant anderledes end stedet de kom fra. Det største spørgsmål var: Hvor var de? Liddy havde rejst sig fra sengen, og var gået hen til ham. Han stod stadig og stirrede over mod stedet hvor pigen få sekunder forinden havde stået.
   "Kan du huske noget Gabe? "
   Liddy stod ved siden af ham, og han kunne fornemme hvordan hun var ligeså forvirret som han selv var. Han rystede på hovedet, både for at sige at han ikke huskede noget og for at få tanken om pigen ud af hovedet.
   "Det er underligt Liddy, det sidste jeg husker er stemmer der fortæller mig at det nok skal gå. "
   Han kiggede hende i øjnene, og følte sig pludselig fortabt.
   "Gabe, du er ikke alene, jeg husker heller intet, men jeg vil gerne hjælpe dig til at huske. "
   Forsøget på at give ham et smil, fik en flænge ved hendes mundvige til at kruse, og hun skar en grimasse i stedet. En sårskorpe krakelerede ved hendes blanke øje, da hun åbnede det igen.
   Ossi og Definé sluttede sig til dem, i samme øjeblik som pigen og den solbrændte dreng trådte ind i teltet igen.
   "Høvding Benrian vil gerne se jer til aftensbålet. " Pigens stemme var kortfattet og en anelse hæs, men stadig feminin. Hun gik med raske skridt over mod en skræmt Ossi der havde gennemblødte bandager over et sår ved venstre øje.
   "Vi må hellere få skiftet det inden du møder Benrian. " Hun lagde en fast hånd på Ossis skælvende skulder.
   "I andre kan bare begynde at gå ud på pladsen. " sagde hun henkastet over skulderen, mens hun forsøgte at fjerne Ossis bandager så forsigtigt så muligt.
   Pigen viftede hurtigt med hånden, og med et luftigt sus viklede flappen sig op i en snor ved teltets kant. Gebrial tænkte ikke videre over dette brud på den logik og rationalitet han var blevet opdraget med, men gik i stedet over mod åbningen. Inden han kunne træde ud havde Liddy taget fat i hans hånd. Heller ikke hun så ud til at have lagt mærke til pigens trick, derimod så hun ud til at noget havde strejfet hendes hukommelse.
   "Bare så du ved det Gabe, " begyndte hun med sagte stemme.
   "Jeg husker heller intet jo, udover at der også var en stemme der talte til mig... "
   Han tænkte lidt over dette, før han begav sig ud på pladsen. Liddy holdt ham stadig i hånden og han mærkede hvor meget han satte pris på det, da de befandt sig på noget der lignede en cirkulær boplads. Det sted de var havnet, lignede ikke noget han før havde set. Eksotiske skind fra, hvad der for ham lignede, ukendte dyrearter, hang på meter høje tårne der nærmest truende knejsede over selve pladsen. Tårnene var placeret med 10 meters mellemrum, og mellem dem var primitivt spidsede bjælker sat op og udgjorde bostedets sfære. Et dusin telte i varierende størrelser, former og farver, var placeret rundt om selve pladsens midte. Han blev mødt af en duft der kradsede i hans hals. En brændt aroma der mindede ham om forkullet kød. Solen var på vej ned, et sted i horisonten bag pladsens bjælkemure. Den strakte sig længere end han kunne se, men det var tydeligt, hvordan dette rødgule og sandfarvede landskab der bølgede som støvet vand, bare fortsatte i en evighed. En mild vind blæste ham i ansigtet og den kraftige aroma fik ham til at hoste voldsomt.
   Mange mennesker stod og stirrede hypnotiseret, da de trådte ud fra teltet. Gebrial mærkede Liddys greb blive fastere, og Definé der var kommet op på hans side, så næsten helt anderledes ud. Små sporadiske trækninger ved hendes mund, afslørede hendes nervøsitet. Han lagde mærke til hvor forskellige menneskerne på dette sted egentlig var. Nogle var store, firskårne og muskuløse, især manden foran ham indgød en hvis respekt og ærefrygt, med sit lange brune hår der blev holdt tilbage af et hårbånd af hvad der lignede kraftige knogler fra byttedyr. Hans blik var hårdt og ubrydeligt mod Gebrial og de andre, men det var den abnormt store stridsøkse i hans venstre hånd der fik Gebrial til at tage sig til struben.
   "Velkommen til vort ydmyge bosted, " begyndte den store mand fra forsamlingens midte. Han var en kraftfuld person med en ligeledes kraftfuld stemme der buldrede gennem småsnakken der havde spredt sig da de var trådt ud af teltet. Udover det brune og viltre hår, havde et flettet, mangefarvet oveskæg, fanget Gebrials opmærksomhed. Ved sin side kunne han svagt høre Liddys forsøg på at kvæle et fnis.
   "Godt at se, at vor Shamans mirakuløse medicin hjælper på selv de værste skrammer" han var nu kommet helt hen til Gebrial og stod majestætisk foran ham. Hans varme ånde mødte Gebrial og han forsøgte ikke at hoste endnu voldsommere.
   "Mit navn er Benrian, Bostedets høvding siden... ja, siden for lang tid siden " tilføjede han med et lumskt smil der viste nogle spidse gule tænder, gemt af vejen bag overskægget, og det balstyriske fuldskæg.
   Han gav hånd til både Gebrial, Liddy og Definé der tøvende gengældte det, mens de alle forsøgte at skjule deres nervøsitet. Der lød en puslende lyd fra teltets åbning da Ossi sluttede sig til dem. Sårene var helet og han lignede sig selv igen, med den undtagelse at hans ansigtskulør, i det han fik øje på høvdingens skikkelse, havde skiftet til en klam askegrå farve. Trods det formåede han at give ham hånden på en nogenlunde passende manér.
   "Vi ser alle frem til at lærer jer bedre at kende, og lærer noget om, hvor I kommer fra, men først er der festmiddag. Specielt tilberedt i anledning af vor forestående hjemrejse! " Han slog om sig med de brede, kraftige arme, og modtog de mange klapsalver der brød frem fra bostedets indbyggere. Gebrial lagde mærke til hvordan mange ansigtsudtryk slet ikke stemte overens med deres tilsyneladende glædelige begivenhed.
   Pigen var kommet ud fra teltet, i selskab med den ældre dame der havde helet hans sår og den solbrændte dreng. Alle havde de påtaget sig et stift ansigtsudtryk, der ikke gav nogen spor om, hvad de følte eller mente. Det eneste Gebrial tænkte, var at noget ikke stemte helt overens med, hvad der blev givet udtryk for. Også Liddy så ud til at tænke så det knagede, mens Definé overhovedet ikke gav udtryk for nogen følelse. Ossi var for skræmt til at sige noget, og han holdt sig bag Gebrial da de blev skubbet afsted.

De fulgte alle efter høvdingen da han ledte dem over i bostedets fjerne ende. Duften blev kraftigere i takt med at de kom nærmere stedet. Mængden af mennesker steg også, og det var nu tydeligt at der boede flere her end han først havde set. Flere børn, yngre og mere solbrændte end han selv var, begyndte at dukke frem mellem teltene. Mange af dem var spinkle og var kun iført klæder der lige akkurat dækkede deres støvede hud. Sømmene var gået op på manges skjorter og ærmer der hang i deres sidste tråd var ikke et unormalt syn.
   Benrians rute slog et knæk, og et mærkværdigt syn mødte dem forenden af en sti, lavet af flere måneders gang. En 10 meter høj pæl stod, lettere svajende i den stille vind, og på den var fastgjort hvad der lignede grålige ansigter. Han hørte Liddy udstøde et gys, mens hun tog sig til munden i chok.
   "Er det, hvad jeg tror det er? ... "
   "Det kan du tro, min tøs," Benrian havde sænket farten, og gik pludselig ved siden af Liddy.
   "Jeg sagde jo at jeg havde været høvding her et stykke tid. "
   Hans stolthed over dette makabre monument var ikke til at tage fejl af. De omkring 5 ansigter lignede alle hinanden, alle var askegrå i forskellige stadier af forrådnelse, mens nogle var mere friske end andre. Det der måtte være det ældste af ansigterne havde været under kærlig behandling fra sultne fugle. Øjnene manglede og, hvor der før var læber, var nu blottede tænder. Nogle havde også mærker fra økser i deres splittede kranier. Under dem var der med tiden samlet sig en pøl af størknet blod. Fluer summede lystigt og omstrejfende hunde slikkede de enkelte fugtige pletter væk.
   "Ingen skal prøve på at fravriste mig min position som høvding, uden at mærke følgerne af det. De må have haft hovedet under armen da de levede! "
   Benrian lagde hovedet bagover og udstødte en rungende latter, hvorefter han klaskede Liddy venskabeligt i ryggen og satte farten op igen. Liddy forsatte sin gang, men fjernede ikke det chokerede blik fra pælen.
   Efter nogle minutters trav kom kolonnen af mennesker til et stort krater i den sandede jord, hvor folk i massevis, allerede var forsamlet. Stedet mindede Gebrial om et af Aeroearths amfiteatre med undtagelse af at dette minimum var dobbelt så stort og grangiveligt gravet ud af sandet med håndkraft. Terrasser af ben, i dusinvis, der så ud til at kunne styrte sammen når som helst, nærmest kravlede op ad kraterets sider, og hundreder af mennesker sad bænket ved anlagte borde og primitive stole. I midten af krateret pulserede et monumentalt bål, og et for Gebrial ukendt dyr simrede på en spid over den knitrende ild. Larmen fra de tilstedeværende, var øredøvende. Alle så ud til at hygge sig og Gebrial begyndte da også selv at føle sig mere veltilpas end han ville indrømme.
   Høvdingen Benrian ledte dem ned ad en af trapperne der snoede sig ned af kraterets side. Trinene var skæve og det krævede al Gebrials balance at gå på dem. Flere gange måtte han støtte sig til Liddy, der ikke så ud til at have nogle problemer med at komme ned. Bag ham gik Gelucia, Pigen og den solbrændte dreng, og bag dem i et langsomt og forsigtigt tempo, gik Ossi og Definé. Begge havde travlt med at beskue de mange forskellige mennesker der var mødt op til festmåltidet.
   "Vi har været i gang med forberedelserne til vor hjemrejse længe. " lød det stolt fra Benrian der tydeligvis var tilfreds med hvordan det hele så ud. Alligevel var der noget gådefuldt i hans blik og den måde, hvorpå han med jævne mellemrum kastede sit blik bagud mod pigen. Som om der var noget der stak i den store mands erindringer. Han ledte dem ned til et langbord i massivt mørkt træ, der var dækket med en dug af garvet skind, lysestager af skåret ben fra ukendte dyr og forskellige arter flora som ingen af dem før havde set. Han gjorde en gestus med den store hånd, mod rækken af tomme pladser på hans højre side. Hans egen stol var smukt udskåret af et stykke træ af samme sort som bordet, disse mindre stole var almindelige i deres fremtoning, men alligevel var der noget magisk over dem. Gebrial satte sig mellem Gelucia og pigen, mens Liddy satte sig ved pigens side tydelig spændt på hvad der skulle ske. Pludselig indså han at han var dødsulten. De havde ikke fået noget at spise længe og deres maver rumlede voldsomt. 20 unge mænd i bare overkroppe kom med mellemrum op ad de snoede trapper, bærende på fade med forskellige overdådige retter. Alle havde de et udtryk i deres solbrændte ansigter der fortalte Gebrial at noget ikke stemte. Deres øjne lyste i et gulligt skær fra den nedgående sol, og han kunne fornemme, hvordan Liddy havde svært ved at tage sit blik fra dem, da de placerede fadene foran hende.
   "Hvordan har benet det? " Pigen ved hans side havde talt så pludseligt at det gibbede i ham. Hun sad med benene let spredt under bordet, og hendes ryg var rank hvilket fremhævede hendes højde der var en smule lavere end Gebrials. Hendes øjne hvilede på ham med et elektrisk blik og han følte sig underligt tilpas.
   "Fin tak, hvad var det i gjorde ved det? " Han lod forsigtigt sin hånd røre ved benet. Følelsen var ved at blive normal igen.
   "Os kvinder her i lejren har haft undervisning siden vi var små. En af de ting de ældre kvinder gjorde sig umage for at vi lærte var helbredelsens kræfter. " Hun holdt inde og lod et suk kommer over sine læber. "Dog må jeg indrømme at dine sår var særligt svære at hele. "
   "Det er vel på sin plads at introducere os for hinanden, jeg mener vi har nærmest været i nærkontakt med hinanden" Gebrial følte pludselig hvordan det kom ud som om han lagde an på pigen.
   "Annabella" Hendes svar var kort for hovedet, men alligevel var der noget ved navnet, der klingede som et ekko i hans sind. Han følte noget underligt velkendt ved det navn. "Og jeg går ud fra at du er Gebrial? "
   "Hvordan...? " Han fik øje på Liddy der havde vippet sig forover så hun kunne se ham. Hun smilede over hele ansigtet. Hun pegede på sit bryst mens hun nikkede i hans retning. Han havde glemt at hans dragt havde et påsyet navneskilt.
   "Men, Annabella, jeg har stadig nogle spørg-... "
   Mere noget han ikke at sige, før Gelucia placerede en hånd på hans skuldre. Hun pegede mod podiet nederst i krateret. Høvdingen havde placeret sig foran det enorme stegespid og holdt nu sine massive arme ud foran sig. De mange stemmer svandt langsomt hen, til kun den varme vinds susende færd kunne høres.
   "Velkommen til vores sidste måltid sammen inden vi drager hjemad. Inden vi bryder brødet har jeg nogle ting at sige. "
   Han trak armene ind til sig. Hans ansigt fortrak sig i en tankefuld mine.
   "Som nogle af jer nok har bemærket, så har vi nogle gæster blandt os. "
   "Eminianske spioner har intet at gøre her Benrian! " lød det igen fra den ældre mand, men denne gang afbrød Benrian ham før han kunne spy mere galde. Han holdt en hånd frem for sig, og manden blev tavs med det samme. Benrian trak vejret dybt.
   "Jeg taler ikke om dem, men om de unge mennesker der blev bragt til os for nogle timer siden". En svag undertone af irritation, lå i hans stemme.
   Der blev ubehageligt stille i blandt de mange folk, og Gebrial kunne mærke hvordan alles øjne kørte over dem.
   "Jeg vil bede jer alle om at vi behandler dem som nogle af vor egne, og at vi byder dem velkommen i vores midte. "
   En lille pause opstod i hans talestrøm. Han rakte ud efter et bæger af træ der var placeret på et aflangt bord foran ham.
   "Lad os skåle for en overstået jagtsæson, og en fredelig færd hjem"
   Rundt om løftedes bægere mod himlen, og folk begyndte at skåle. Stemmer blandedes med hinanden indtil det hele var en mudret blanding af lyd. Generelt spredte der sig en opløftet stemning blandt de mange forskellige mennesker, men Gebrial havde alligevel en følelse af at noget ikke var som det skulle være.
   "Nu vil jeg erklærer vores afskedsmåltid for åbent! Værsgo at tage for jer af retterne! " I samme øjeblik Benrians buldrende stemme døde hen, blandt den hidsige raslen af bestik og tallerkener af ben, gik de ombord i de spændende, velduftende retter. Han indså for alvor nu, at han var hundesulten og han placerede et kødfuldt stykke knogle med små tilhørende gule frugter, på sin tallerken. Den syrlige og krydrede duft fik hans mund til at løbe i vand. Annabella sad ved hans side, og havde lagt sit ansigt i undrende folder. Hun havde også placerede sine hænder i sit skød, og mumlede nogle ord han ikke kunne tyde. Gebrial kendte ikke sproget, men han fulgte trop og placerede selv sine hænder i sit eget skød.
   Nu henvendte Gelucia sig også til ham. Hendes bløde stemme druknede næsten i havet af andre stemmer der taktfast steg i volumen.
   "Det går bedre." svarede han til hendes spørgsmål om hans ben. Liddy havde givet sig i kast med at diskutere forskellige emner med Culrim. Hun virkede oprigtigt engagerede og interesseret i hvad end han nu fortalte hende.
   "Jeg bliver desværre nødt til at tjekke jer alle sammen igen på et tidspunkt, " Gelucia lænede sig ind mod ham, og hendes kropslugt smøg sig om ham og blandes med madens krydrede duft. "det var et ret voldsomt styrt derude, det var heldigt at Annabella her fandt jer. " Hun sendte pigen et kærligt blik, men pigen gengældte det ikke.
   "Er der noget i vejen med hende? " spurgte Gebrial forsigtigt så Annabella ikke kunne høre ham. Hun sad stadig med hænderne i skødet, men hun havde løftet sit blik.
   "Ikke noget du behøver at tynge dit sind med, min dreng. Bare nyd aftenen. " Hun drak længe af sit bæger og Gebrial vendte sit blik væk og gav sig til at studerer omgivelserne. Krateret var efterhånden oplyst af adskillige lanterner der sendte et gyldent skær gennem menneskemængden. Lysene på de mange borde var også blevet tændt og gav personerne omkring bordene en skummel belysning, og fik deres ansigter til at fremstå oldgamle og mystiske.
   "Hvordan havnede mine venner og jeg herude? " Spørgsmålet havde naget ham længe. Det forekom ham tåget, alt hvad der var sket op til dette måltid han nu delte, blandt folk han ikke kendte. Da han henvendte sig til Gelucia, der endnu ikke havde rørt sin mad, så han hvordan shamanen rykkede ukomfortabelt i sit sæde.
   "Din hukommelse er slørret, og måske er det også det bedste" Hun vendte sig mod ham med et alvorsfuldt ansigt. "men jeg formoder at nogle få informationer ikke er til skade." Hun rømmede sig, og Gebrial fik øje på Benrians bekymrede øjne bag hende.
   "Annabella og Culrim fandt jer ude i Saltdalen. Så vidt jeg har forstået var i styrtet ned med jeres fartøjer, mere ved jeg ikke udover at I er de første gæster vi har haft i meget lang tid. "
   Gebrial lyttede interesseret. Minderne kom så småt til syne i tågerne. Gamle mænd og autoritære kvinder der afstraffede folk dukkede op blandt mange andre ting i hans sind, og pludselig stod det hele klart for ham. De var blevet sendt afsted fra Aeroearth som straf for noget han havde gjort. Han skannede endnu engang omgivelserne. Hvis dette var det som Aeroearth betegnede som det farligste sted kendt af mennesker, så var der noget han missede.
   "Jeg kan se at du husker noget." sagde Gelucia som om hun læste hans tanker. "Nok til at kunne fortælle mig, hvor i kommer fra? " Hun så ud til at være oprigtigt interesseret, og da hun lænede sig ind mod ham klirrede hendes smykker behageligt.
   "Jeg, og de andre, kommer fra Aeroearth. Det er et sted for mennesker der blev oprettet for mange år siden. " Han lirede det af som en robot, takket være den opdragelse de havde fået om Aeroearths historie.
   "Påstår du at I kommer fra Det Ydre? " Annabella brød ind i samtalen, og et undrende blik i hendes ansigt havde fået de smalle øjenbryn til at synke længere ned mod øjnene. Han vidste ikke hvad hun mente med 'Det Ydre' så han nøjedes med at give hende et kort nik.
   "Jamen, det er jo umuligt... " Det var ikke mere end en mumlen, men Gebrial hørte tydeligt det forvirrede og tvivlende tonefald.
   Gelucias ansigt lagde sig i folder han ikke kunne tyde. Denne ældre dame var en speciel kvinde, det var det eneste han tænkte.
   "Ja, jeg har hørt historier om dette 'Aeroearth' men vi har altid ment at det bare var en af de skrøner som barnepigerne yndede at fortælle vores børn. " Hun tog endnu et langt drag fra sit bæger, smækkede tilfreds med de tynde blege læber og strakte sig i sædet.
   "Men fortæl hvorfor I er havnet her min dreng? "
   Gebrial tænkte så det knagede. Hvorfor var de havnet her? Han kunne ikke huske det, uanset hvor meget han end prøvede. Før han kunne svarer hende rejste Benrian sig op fra den store stol han sad i. den knirkede lettet da den store mands vægt forsvandt fra sædet.
   "Og nu, når vi alle har fyldt vor maver og inden vi alle dysser hen i en veltilpas søvn, vil jeg byde velkommen til aftenens underholdning! " den enorme mands stemme rungede gennem forsamlingen, og selv de folk der sad længere oppe på de øvre balkoner så ud til at have hørt hans besked. Folk jublede ivrigt i det en gruppe af tydeligt festklædte personer rejste sig fra et fint dækket bord, længere nede i krateret. Mange af dem havde iført sig spøjst udseende hatte der var beklædt med fjer i alverdens farver, og matchende dragter der nærmest bevidst var for store. Alle var i besiddelse af, hver deres instrument, og en livlig musik bredte sig som en varm vind op ad de mange trapper. Folk begyndte at rejse sig fra bordene og mange af dem bød hinanden op til dans. Gebrial mærkede pludselig en hånd på sin skulder og blev mødt af Gelucias bestemte blik. Hun lavede et lille kort nik mod Liddy, som tegn til at de skulle følge med, mens Annabella tog fat i Ossi og Definé der begge sad forenden af højbordet. Begge med et lettere forvirret blik i øjnene.
   Uden at stille spørgsmål fulgte de med Gelucia og Annabella, op ad den snoede trappe hvorfra de kom. Gebrial lagde mærke til at Benrian også var fulgt med. Hans ansigt var rødmosset og umuligt at tolke. De gelejdede sig vej ind mellem højtråbende mennesker der vidst alle havde fået deres tørst stillet, ned ad den samme sti som de var kommet ad, indtil de befandt sig foran et telt. Langt større end noget andet på pladsen. Teltet var, i modsætning til de andre, firkantet og mere lig, hvad Gebrial før havde set. På toppen var en åbning, hvorfra grålig røg steg i en lige linje mod den stadigt mørkere himmel.
   Gelucia stoppede op, og Benrian kom op på siden af hende. Han greb fat i teltdugen og trak den til side med en bestemt bevægelse. En krads lugt, som om noget brændte derinde, sivede ud og lagde sig tykt omkring dem. Liddy hostede kraftigt og tårer hobede sig op i deres øjne. Benrian gik ind i teltet, og de fulgte efter.
   Teltet var enormt. Det var som om dets ydre bedrog dem. Teltets indre var delt op i fem dele, fire forskellige hjørner og en stor midte. I midten af teltet stod et bål og brændte lystigt, knitrende lyde spruttende fra det med mellemrum. En spartansk seng stod i et af hjørnerne, et underligt udseende instrument i ben stod i et andet, mens de to sidste hjørner henholdsvis var forbeholdt gæster og forhandlere. Aromaen i rummet var så tyk at man kunne skære den i fine dele, og over bålet hang en gryde og boblede, som Gebrial formodede var det der sendte lugten ud i lokalet.
   Benrian marcherede mod enden af det store rum, hvor en smukt ornamenteret tronstol var placeret. Han løsnede den store kappes spænde, hængte den om stoleryggen og kastede sig tungt ned i stolen.
   "Nå... " begyndte han mens han strakte sig træt.
   Gelucia bad dem sætte sig på nogle skamler der blev båret ind af to unge piger i enkle lærredskjortler og hår der var sat op i et springvand af ibenholtssort hår. De to piger satte drikkebægere foran, hver og en af dem. Indholdet var rubinrødt og udsendte en duft der blandede sig med den kraftige aroma fra gryden over bålet.
   "Jeg håber en af jer kan give os en forklaring på, hvad i laver her, og hvem i er. "
   Han lod sit blik køre langsomt hen over dem, som analyserede han dem grundigt. Gelucia rømmede sig og trådte et skridt frem.
   "Benrian, jeg har spurgt dem og det lader ikke til at de husker så meget" Hun fangede Gebrials spørgende blik i et kort sekund, men vendte det så mod høvdingen igen.
   "Vi kan endnu ikke være sikre på at det er dem som Eminia tror at det er. "
   Gebrial mærkede sin nysgerrighed blusse op, men Liddy kom ham i forkøbet.
   "Er der nogle på dette sted der gider at give os en forklaring på dette? Eminia?
   Hendes stemme dirrede af indestængt frustration, og hendes ansigt udtrykte forvirring. Hun mødte Gebrials blik, og nikkede kort, som om hun ville have ham til at støtte hende.
   "I kunne starte med at fortælle os hvem I er. " Definé var kortfattet som altid, men det var nok til at få Benrian til at fatte interesse for hende. Hans blik var blevet hårdt og vurderende, og han rejste sig fra tronen med en træt bevægelse.
   "De taler ret, min unge dame, det er måske på sin plads at introducere os for jer. "
   Han samlede sin hænder bag på ryggen, og tog en dyb indånding.
   "I befinder jer i Belaliens ødemark. Dette er det midlertidige bosted for Hjertstaads jægere der søger ødemarken for forråd til vinteren. Mit navn er Benrian Stalwart og jeg er denne forsamlings 10'ende høvding. "
   Han svulmede af stolthed ved disse ord, og det var tydeligt at han nød den position han havde i dette samfund. Han vendte blikket mod Gelucia og Annabella der stod ude ved hyttens væg.
   "Gelucia er vor Shaman og står for alt hvad der har med ritualerne og religionen at gøre. Annabella er vor dygtige leder for jægerne. Maden i spiste ville ikke være frembragt uden hendes uvurderlige erfaring i ødemarken. "
   Gebrial lagde mærke til hvordan pigen fnøs og vendte ansigtet væk da Benrian præsenterede hende. Det var også som om han havde dyppet ordene i ironi inden de forlod hans læber.
   "Men nok om os, " han satte sig igen til rette i stolen, med en alvorlig mine i det skæggede ansigt. "Vi har brug for at vide hvorfor fremmede som jer er havnet et sted som her, og specielt i disse spændingsfyldte tider... " Han lod den sidste del af sætningen hænge i den tykke luft, og endnu engang mærkede Gebrial, hvordan spørgsmålene hobede sig op inde i ham. Han begyndte også langsomt at huske hvad der var gået forud for deres ankomst til stedet.
   "Vi kommer alle fire fra det samme sted, som jeg også nævnte for Deres Shaman, " Gelucias øjne fulgte ham og han fangede hendes blik i et kort sekund før han forsatte. "Mit navn er Gebrial Brown, ved min side sidder, Liddy Ruskéa, Definé Mellorie og Ossi Estworth. Vi blev sendt hertil fra Aeroearth som en straf for at have brudt Syndikatets reglement." Han trak vejret tungt, og åndede ud. "Det er alt hvad jeg ved"
   Benrian sad majestætisk. Hans øjne bevægede sig langsomt og analyserende gennem menneskerne der sad bænket foran ham. Den store lap legede med en tot hår som om han tænkte så det knagede.
   "Syndikatet siger i, " Han gned sig i skægget. Støv svævede fra hårstråene da hans fingre rørte det. "Aldrig har jeg hørt noget om et Syndikat, kan du fortælle mere om dette? "
   Gebrial tog en dyb indånding. Støvkorn fra den tætte luft irriterede hans hals, og han kæmpede med at holde et host tilbage.
   "Det er den øverst magtinstans på Aeroearth, vores hjem, Sir. Det er dem der bestemmer, hvordan vi skal opføre os, hvordan vi skal gå klædt og hvad vi skal kunne." Han holdt inde, men tænkte videre for sig selv. 'Det er lige før de også bestemmer, hvem vi er...' Dette undlod han at nævne for høvdingen, der stadig sad og kørte en finger rundt i skægget. "Mere kan jeg ikke forklare."
   Han åndede ud og håbede på at høvdingens spørgsmål snart var besvaret. Der lød en knirken fra høvdingens stol da han rejste sig op. Han bevægede sig tungt ned mod Gebrial der holdt vejret da manden trådte ned fra forhøjningen.
   "Denne magtinstans," begyndte han borende, med øjnene stift rettet mod Gebrial. "kan du fortælle hvad de egentlig foretager sig? " Hans hårde blik var på et splitsekund blevet formørket, og Gebrial kunne fornemme, hvordan Liddy og de andre flyttede nervøst på deres taburetter. Selv begyndte han også at føle sig ubehageligt til mode. Som om høvdingen drænede ham for energi og tappede rummet for ilt, med sine mærkværdige spørgsmål.
   Der lød en hostende lyd fra Gelucia da den ældre dame rømmede sig og trådte et skridt frem mod høvdingen. Hendes ellers så milde blik var erstattet af en ubeskrivelig alvor.
   "Som du kan høre Benrian så vil de fire her os ikke noget ondt, " Hun sendte dem alle et blik de ikke kunne tyde. "Jeg vil foreslå at vi tager dem med ind til byen, så kan vi overlade dem til Zarkoin." Annabella der indtil nu havde forholdt sig roligt ved rummets væg, trådte et skridt frem. Hendes øjne lynede, og Gebrial kunne se at noget ikke passede hende.
   "Hvis jeg må have lov til at sige noget her, så... "
   Benrian holdt en hånd mod hende og hun holdt inde. Tydeligt ophidset over noget, men hun holdt inde.
   "Når vi er færdige her, vil jeg gerne tale med dig, min pige, under fire øjne." Gelucia vendte sit alvorsfulde blik mod Annabella der stadig stod med et tydelig tvært udtryk kiggede på hende med et alvorsfuldt blik. De rynkede hænder tog fat om pigens skuldre. Gebrial så hvordan blikket med et blev blidere. Han kunne fornemme, hvordan deres forhold tydeligvis var noget helt særligt.
   "I kan gå. Men forbliv i nærheden indtil festen er overstået. " Benrians stemme bragte dem alle tilbage til virkeligheden. "Vi drager afsted i morgen ved tidlig daggry, og vi vil ikke bruge for lang tid med unødvendige ting, som at lede efter jer. Så snart vi er der, overlader vi jeres skæbne i Zarkoins kyndige hænder. " Med en affærdigende hånd gjorde han tegn til at audiensen var slut.
   De rejste sig op, bukkede for ham, og begav sig mod udgangen. Da de stod ved teltdugen, vendte han blikket tilbage mod Annabella. Pigens kønne ansigt var fortrukket i en enigmatisk grimasse, mens hun tydeligvis tænkte over noget. Hun fingerede stille med en halskæde hun havde om halsen.
   "Kan vi lige veksle et par ord?" Han gispede forskrækket da den lille shaman, pludselig befandt sig ved hans side. Hun havde et bekymret udtryk i øjnene, men var alligevel fattet.
   "Selvfølgelig. " Gebrial skimtede ud af øjenkrogen at Annabella, stille og uden en lyd, havde forladt lokalet.
   "Jeg beklager, hvis Benrian kan være lidt intimiderende. Han bliver meget nemt... ophidset." Det virkede som om hun tyggede på ordene. Smagte på hver del af sætningen. "Jeg vil kun anmode om en ting af dig, min dreng, og vær så ærlig som muligt." Hun kiggede ham dybt i øjnene og for første gang lagde Gebrial mærke til en svag, mælkehvid hinde der lå om irissen der glimtede i en dyb rød glans. "Har du for tiden oplevet stemmer du ikke har kunnet forklare? Eller, måske vigtigere, identificerer? "
   Gebrials hals snørede sig sammen. Hvor vidste hun det fra? Det var det eneste han kunne tænke på. Han vidste ikke om han skulle være ærlig, eller stikke en hvid løgn. Til sidst besluttede han sig for at svare ærligt, for shamanen virkede som en der kunne få sandheden frem før eller senere.
   "Ja, men... "
   Gelucia holdt en hånd op, og han klappede i som en østers.
   "Godt, men lov mig at lad være med at nævne det for Benrian. Kan du det?" Alvoren lyste i hendes ældede ansigt. Hver eneste furer blev henlagt i alvorsfulde folder. Gebrial nikkede sit samtykke.
   "Fint, gå nu ud og nyd det sidste af aftenen. Lyset skulle være nærmest helt magisk på dette tidspunkt. " Gebrial sendte hende et usikkert smil, og skulle til at forlade shamanens selskab, men hun hev pludselig fat i hans skulder og vendte ham om med et overraskende stærkt greb.
   "For resten så fandt jeg denne blandt dine ejendele. " Med begge hænder om et gult stykke stof, rakte hun ham en bylt. Forsigtigt tog han imod den. "Annabella fortalte at den lå i en taske du havde med dig da I bragede ned i Saltdalen. " Trods det brændte omslag, kunne Gebrial genkende bogen som han havde lånt af Bartram. Han havde glemt alt om den i lyset af de begivenheder som var hændt dem siden.
   "Jeg troede at den var gået til i varmen, men tak. " Shamanen trak vejret tungt, før hun sendte ham et moderligt smil der afslørede manglende tænder.
   Hun klappede ham kort på skulderen, og drejede om på hælen i en hvirvel af klæder, for derefter at forsvinde bag høvdingens stol.
   Der var stadig flere spørgsmål der fyldte i Gebrials sind, men de blev løftet fra ham da han trådte ud i den kølige aftenluft, der sendte små stumper af festmåltidets karamelliserede aroma i ansigtet på ham. Liddy stod derude, tydeligvis ivrig efter at deltage mere i festmåltidet, mens hun sendte blikke efter de forbipasserende folk. Definé stod der ligeledes, armene over kors og et blik der fortalte at hun kedet sig. Ossi stod skræmt ved siden af Liddy.
   "Hvad ville hun Gabe? " Liddy fjernede sit blik fra en ung, muskuløs mand fra bostedet for at fokusere på Gebrial.
   "Bare spørge, hvordan jeg havde det. Du ved, benet. " Han lagde en hånd på benet der efterhånden føltes normalt. "Og aflevere denne. " Han viste Liddy, det lettere brændte omslag på Bartrams bog. Han besluttede sig for ikke at drage Liddy ind i, hvad han havde lovet Gelucia. I hvert fald ikke når Definé var i nærheden. Han var taknemmelig da det så ud som om at Liddy virkede mere interesseret i bogen, end de elementer af historien som han udelod.
   "Skal vi så ikke slå os lidt løs sammen med de lokale? Jeg mener, lad os finde ud af de lokale skikke i dette område. " Hun sendte dem alle et legesygt smil, da hun var færdig med at studerer bogen, eller forsøgte i hvert fald så godt hun kunne. Mange af hendes sår i ansigtet gjorde tydeligvis stadig ondt. Definé trak på skulderen, og vendte ryggen til dem alle, mens Ossi forsigtigt nikkede. Det var måske, hvad de alle havde brug for. Mens de begav sig ned mod den festlige stemning i krateret, tænkte Gebrial på de spørgsmål de var blevet stillet af høvdingen