Scene 2:
   Skolebussen trak sig afsted i et sløvt tempo. Det var sent på foråret, og solens stråler varmede Dennis gennem bussens støvede vinduer. Der var kun halv fyldt i bussen, og Dennis havde fået bagsædet for sig selv. Hans irriterende søskende sad et sted forrest i bussen. Grundet skoleomlægning var de tvunget til at køre en latterlig lang bustur til skole indtil sommerferien.
   En pige på Dennis alder var ved at sætte sig ved siden af ham. Hun havde næsen nede i sin mobil-telefon og havde slet ikke opdaget Dennis. Da hun så ham, flyttede hun sig hurtigt til en af de frie dobbelt-sæder. Dennis kunne høre "sexy times' med Rianna Grandiøs brage ud af pigens headphones. Han bemærkede også, at hun havde fået lov at tage den samme nederdel på, som Rianna bar i musikvideoen.
   Dennis lænede sig akavet op ad ruden og forsøgte at få bare en smule søvn, før skoledagen startede. Han måtte tage sig sammen i skolen i dag, for nu hvor han havde valgt at droppe gaming, krævede det jo ligesom, at han fik sig en uddannelse.
   Han døsede hen et sekund og vågnede ved, at han kunne mærke savl i mundvigen, der dryppede ned på hans sorte hættetrøje med påskriften '#Gamer4Life'. Det gik op for ham, at bussen var stoppet.
   En stemme kunne høres lidt skingert over bussens slidte højtaleranlæg:
   "Jeg håber ikke I skal føde, høhø, for vi skal desværre holde her i lidt tid. Bremseslangen, eller hvad det nu hedder, er vist brændt over. Der er hjælp på vej, men der går mindst en time, før de kommer. I er velkomne til at vente udenfor og trække lidt frisk luft. Jeg skal i hvert fald have noget frisk luft, hvis I forstår, hvad jeg mener, høhø," Chaufføren gik udenfor og begyndte at pulse løse på en cigaret.
   Fuck man, tænkte Dennis. Første dag i mit seriøse liv og så kommer jeg for sent i skole?
   Det blev hurtigt for varmt at sidde i bussen, så Dennis sjoskede udenfor med resten af passagererne. Han kunne høre pigen med mobilen sige noget til hendes følgere på instantgratification: ("Det er bare så vildt det her. Jeg står i literally nowhere med en flok strangers.")
   Hun gav Dennis et nedladende blik, da hun sagde strangers.
   Dennis var normalt ligeglad med sådan noget. Han var ikke vant til at bekymre sig om folk i den virkelige verden. Hvad der betød noget, var hvad folk syntes om Crown, hans virtuelle alter-ego. Men nu var Crown død, og Dennis måtte til at connecte med folk i den virkelige verden.
   "Hvad glor du på," spurgte han derfor pigen med mobilen.
   De andre passagerer sendte ham sideblikke, men ingen sagde noget. Det vil sige ingen undtagens hans røvsyge søster, som også var med skolebussen.
   "Hey Dennis, tal ordentligt!" sagde Julie med en dræven stemme, der lød påfalende meget, som deres mor.
   Brian blandede sig også i samtalen. Han henvendte sig til pigen med headphones: "Du skal ikke tage ham s-seriøst i dag, han har liget tabt en 1vs1 og er helt depri."
   "One versus One?" spurgte pigen
   "Sådan én mod en. Mano el m-mano eller hvad de nu siger. Han blev p-pløkket, og så røg han ud af turneringen," svarede Brian.
   "Åh, han er sådan en e-sports nørd?" sagde pigen med foragt.
   Dennis vendte sig væk. Han gad ikke høre mere på det lort. Hvem havde egentligt brug for fjender, når de havde søskende?
   "Husk at sige undskyld," insisterede Julie.
   Dennis himlede med øjnene. Han var en smule flov over sit udbrud fra før, men han mente nu ikke, at den arrogante pige fortjente et undskyld. Han orkede dog heller ikke at eskalere situationen yderligere. Han var træt, og manglen på søvn havde gjort ham kort for hovedet
   "Sorry," fik han mumlet.
   Pigen kneb øjnene sammen, som for at vurdere om Dennis var oprigtig. Hun virkede tilfreds med sin vurdering, for hun lod Dennis være og begyndte igen at tale til sine følgere på instantgratification. ('Cille is back!')
   Dennis så sig omkring. De stod rent faktisk i nowhere, som pigen havde sagt. Der var kun marker, så langt øjet rakte, og en svag sødelig duft af hø. De var omtrent tyve passagerer, som stod morgentrætte og ventede. Forbandede skoleomlægning. Hvad var en skoleomlægning egentligt?
   Et par mænd i jakkesæt og med attachemapper var faldet i snak. De talte om noget arbejde. Nogle mindre børn ringede fra deres mobiltelefoner til deres forældre. De resterende stod enten og røg, ligesom chaufføren, eller stod med deres mobiler i hånden og surfede på internettet. Julie og Brian sad med hver deres yndlingsbeskæftigelser: Julie så U-tube videoer af Rianna Grandiøs og sang skingert med ('åuhå, the heels are high and the breast so fine, I'm almost fined, it's sexy times'). Brian filmede sig selv fra sjove vinkler i et forsøg på at lave et indslag til en v-log, så han kunne uploade det til sin U-tube kanal, der lige havde rundet 20 følgere.
   Dennis' hånd rakte også uvilkårligt ud mod hans mobil. Det var en gammel iphone med en smadret skærm, som han havde arvet fra Julie. Den kunne kun lige akkurat holde strøm i 24 timer, og da Dennis så på den, opdagede han, at han havde glemt at oplade den i løbet af natten. Der var kun lige strøm nok til, at han så klokken - 7.30 - og så gik den ud.
   "Jeg magter det simpelthen ikke, lorteliv!" tænkte Dennis. Eller havde han sagt det højt? Han kiggede rundt, men ingen af de andre passagerer så tilbage mod ham.
   Uden noget bedre at tage sig til satte Dennis sig ned på en sten og ventede. For første gang i lang tid kiggede han op mod himmelen og ikke ned i sin telefon eller ind i sin Computer. Plejede solen at skinne så skarpt? Dennis var altid bange for at se på solen. Han havde kun ét funktionelt øje - det andet var blevet ødelagt i en fejl-slagen operation engang, men så stadig normalt ud - og Dennis største frygt i verden var, at han også skulle miste synet på det andet øje.
   I grunden, tænkte han, var det nok derfor, at han elskede at spille computer. Hans hjerne var bygget til 2-dimensioner. Herude, In Real Life, var alting 3-dimensionelt for alle andre end Dennis.

Scene 3:
   Enten var Dennis ved at blive sindssyg af søvnmangel, ellers så var solen virkelig kraftigere end normalt. Den var næsten pulserende på himmelen.
   "Hey, what, hvad sker der lige?"
   Cille, pigen fra før, så på sin mobil med vantro. Andre folk omkring Dennis famlede også med deres mobiler.
   "Seriøst? Er jeres mobiler også gået ud?" spurgte Cille desperat.
   "Tjek. Den havde fuld strøm lige før. Helt død nu," svarede en jævnaldrende dreng.
   "Hvad foregår der?" spurgte chaufføren og skoddede sin tredje smøg.
   "Alle telefoner er gået ud. Det samme med min laptop," svarede en af forretningsmændene, der kæmpede med at tænde sin bærbare computer.
   Panikken begyndte at sprede sig. Det var én ting, at være fanget i nowhere med sin mobiltelefon eller computer. Det var noget helt andet uden.
   "Rolig nu, da jeg var dreng havde vi slet ikke sådan noget stads. Der legede vi med træpinde og sådan noget," forsøgte chaufføren sig.
   "Flot. De stak dem sikkert op i hinandens numser," sagde en dreng med kastet og posebukser, så lavt, at kun Dennis kunne høre det.
   "Kan du ikke få bussen i gang, så vi kan komme videre?" spurgte en af forretningsmændene.
   "Den vil slet ikke starte uden den der bremse-mig-dims. Hvis vi har en mekaniker her, så kan vi måske?"
   Der var ingen i gruppen, der lignede en mekaniker. De stod alle rådvilde og så på hinanden.
   "Hvor langt er der til nærmeste hus eller by?" spurgte én.
   "Jeg ved ikke med hus, men næste by er en halv times kørsel herfra. Måske 6 timers gang?"
   "Fuck mig," sagde drengen med kasketten og faldt sammen i grøften.
   "Måske én af jer kan se på maskinrummet?" fik Chaufføren sagt igen. Han lød også mere og mere bekymret. 'Høhø'-vittighederne var forsvundet.
   Èn af forretningsfolkene sagde, at han da godt kunne tage et kig. Sammen med næsten alle de andre passagerer, gik de over på den anden side af bussen for at tage motoren i øjesyn.
   Kun Dennis, hans søskende, drengen i grøften og Cille blev tilbage på den anden side.
   "Men jeg havde 400 viewers lige før," beklagede Cille sig. "Åh, det er jo en katastrofe!"
   Hvad Cille ikke vidste var, at katastrofens omfang var noget mere vidtrækkende end hendes 400 mistede følgere. Der var tale om en Intergalatisk Nødsistuation, der kunne true det fredede reservat kaldet planeten 'Jorden'.
   Det faktum gik snart op for Dennis, idet at en klam kold hånd lagde sig på skuldrene af ham.
   "Excusez moi, monsieur," sagde en fremmed stemme med en tyk fransk accent.
   Dennis, der var sikker på, at der ikke havde været nogle ved siden af ham lige før, fløj op i luften med et skrig.
   "What the fuck!"
   Da Dennis så, hvad der havde skræmt ham, blev han svag i benene og måtte tage sig gevaldigt sammen for ikke at besvime.
   Ved siden af ham var to væsener, som på én gang lignende to franskmænd fra Paris med malerhue og det hele - og på én gang lignede, at de lige var faldet ned fra månen. Deres øjne var alt for store og mandelformede og deres fingrer lange og frø-lignende.
   "Åh, mon monsieur, vi er så terrible kede af, vi forskrækkede dem," beklagede den ene af de to sig. Det lignede det var en mand. "Vi ville blot spørge om hjælp, Les catastophe impossible er sket."
   Ja, det kan du godt bilde mig ind, tænkte Dennis. "Hjælp?" fik han fremstammet.
   "Vores - hvordan siger man det - bouclier d'invisibilité - usynlighedsskjold og beskyttelsesskjold, er gået i stykker! Vi kan heller ikke beame os hjem. Kan I måske kontakte personalet?"
   "Personalet?" spurgte Dennis, stadig forvirret over, hvem disse væsener var.
   "Oui, dyrepasserne, monsieur?"
   "Dyrepasserne?" Dennis følte sig som en papegøje.
   Den ene af de to fremmede vendte sig mod den anden - formegentligt en kvinde - og plaprede løs på et sprog, som Dennis antog var fransk. De så tydeligt oprevet ud. Kvinden gestikulerede voldsomt. Så henvendte manden sig til Dennis igen.
   "Excusez moi, det var en mistake at kontakte én af dyrene. Jeg glemte helt I ikke var oplyst om situationen. Håber du vil glemme dette her. Det var virkelig ikke min mening, pas du tout. Hvis det er min skyld, du skal aflives, så er jeg overordentligt ked af det. God dag, monsieur!"
   Væsenet lettede på sin franske baret og begyndte at vandre med sin makker ud på marken og væk fra bussen.

Scene 4:
   Dennis så de to væsener bevæge sig væk og ud over markerne.
   "De må snart beame os op," syntes Dennis at kunne høre en af de franske originaler mumle.
   "Undskyld, men er de der Cosplayers dine venner?" spurgte Julie med foragt i stemmen. "Du må stoppe med at game så meget - du bliver for wierd med alt det der udklædning og rollespil."
   "De er sku ikke mine venner, og for the record, så er jeg altså stoppet med at game."
   "Yeah right," sagde drengen med kasketten.
   "Hvad sagde du?"
   "Jeg sagde yeah right. Den store 'Crown' stopper da ikke med at game bare fordi han tabte én kvartfinale."
   Dennis betragtede den slanke fyr nærmere - og det gik op for ham, at han havde taget fejl - det var ikke en dreng, men en meget dystert udseende pige. Dennis anvendte sin evne og hævede sit øjenbryn til uanede højder. Hvorfra kendte hun hans gamertag? Hun havde en kasket med skriften 'S2BD' - det stod for 'Soon to be Dead' og var en fan-cap for det hold, som Dennis havde tabt til i nat.
   Pigen trak bare på skuldrene og samlede en sten op, som hun kastede ud på marken i retning af de to mærkelige udklædte mennesker.
   "Hey, slap lige af emo," sagde Julie vredt. "Du kunne have ramt dem."
   "Hva så? De er bare nogle creepy cosplayers, som du selv sagde," svarede pigen.
   "Det sagde jeg da ikke," protesterede Julie
   "Det gjorde du da, du skal lyve mig op i mit fjæs" sagde pigen med en helt unødvendig aggressivitet.
   De blev afbrudt af Brian, som pludselig løb efter de to væsener.
   "Hvad laver du dog? Hold dig væk fra dem!" råbte Julie efter sin lillebror
   De andre troede åbenbart, at de to franske rummænd var cosplayers, men Dennis var sikker på, at de ikke bare var udklædte. De to personer ude på marken var som trådt ud af en alien-film. Faktisk havde Dennis et kort øjeblik troet, det bare var hans fantasi, der spillede ham et puds, fremskabt af mangel på søvn.
   "Så fang ham dog inden han løber væk," snerrede Julie af ham.
   Dennis sukkede og satte i løb efter sin bror. De spænede ud på marken og indhentede snart de to franske rumvæsener.
   "Ah Monseir, har Dyrepasserne kontaktet dem? Bliver vi beamet op nu?" spurgte det mandlige rumvæsen.
   Dennis var fuldkommen forpustet. Gaming forbedrede ikke ligefrem hans 100-meter løb. Han havde ikke luft til at svare. Det var Brian der svarede - eller rettere - sagde noget:
   "Hey, det er de fedeste kostumer, jeg har set længe. Når min telefon virker igen, vil I så ikke være med i min Vlog? Mine viewers vil elske det!"
   Jeg sukkede. Min bror ville gøre alt for sine tyve viewers.
   "Lille drenge-tingest, vi vil gerne hjælpe dig, men vi har meget vigtige ting, vi skal nå. Vi skal beames op lige om lidt. Det er bedst I træder tilbage, så I ikke bliver beamet med op ved en fejl." Det var det kvindelige rumvæsen, som havde svaret.
   "Orv, beamet op? Hvad betyder det? Kan jeg få det med i min Vlog?"
   "Desværre ikke. Men forhåbentligt kan vi mødes snart i fremtiden, når la révolution er færdig. I fortjener at blive fri. Få sjalet løftet fra jeres ansigt, som I jordmænd ville sige."
   Den anden rummand istemte. "Ja! Find os endelig bagefter. Jeg vil elske at se nærme på le mobilos! Jeres 2-dimensionelle virkelighed har altid fascineret mig!" rummandens øjne så med ærgerrighed mod den døde mobiltelefon, som Brian holdte.
   "Mit navn er Marie Curie og det er Zinedine Zidane," sagde kvinden.
   "Vent, ligesom ham træneren fra Real Madrid?" spurgte Brian
   Franskmanden fnyste. "Du mener 'ligesom den bedste fodboldspiller, der nogensinde har spillet'."
   Dennis vidste ikke hvad han skulle mene om de her væsener. De var tydeligvis syge. Klædte sig ud som franskmænd og opkaldte sig selv efter kendte personer. Og talte om at blive beamet op.
   "Nu sker der!" udbrød Marie Curie.
   Himlen over dem blev kortvarig mørk og truende. Et buldrende brag kom frem og et lyn slog ned i nowhere. Det sortnede for Dennis' éne gode øje.