Grutto

Grutto El Tavaral så rundt på det majestætiske selskab. Selvom det ikke var første gang, at han stod i dronnings audienskammer, ramte det ham stadig, som da han som ung blev bragt der af sin far. En kæmpe ydmyghed testede den stolte holdning en kriger af Glymadrek var forventet at holde sig. Skyggerne tætte og lydslugende. Glødestenene uden chance for at gøre mere end at vise vejen fra døren og hen til tronstolen, hvor Dronning Akata Du Glymadrek sad i sin mørke pragt.
   Visdommens Dronning. En stærkere skyggemagera skulle man lede efter i al uendelighed. Mørket lystrede hendes mindste vink og det samme gjorde hendes undersåtter. De lysende katteøjne tolererede ingen illoyalitet. Den smidige krop lige så vågen og klar som hendes sind. Pelsen kulsort som rummet. Men det var hverken hendes magiske evner eller sædet på tronen der var hendes største magt. Ingen kunne måle sig med hendes ry og af alle hunner der havde befærdet de royale gange, var ingen lige så frygtindgydende og fortjenende som hende. Krigsherrer over manitarer og forfædre. Selv da hun som sekstenårig overtog tronen fra sin fader, slog hun et drageangreb tilbage. Gruttos far havde fortalt ham om hvordan hun stod på byens mure med sine krigere, og viste dem hvordan de skulle tvinge dem tilbage. Hvordan hun ledte angrebet på dragernes tilbagetog.
   Velsignet med langt liv af Umbrevas præster, havde hun udlevet tre ægtemænd. De to af dem døde af alderdom. Rygterne mente den sidste døde for hendes hånd, men Grutto lagde ikke meget i rygter, specielt ikke om folkets Dronning. Trods alderen var visdommen i hendes øjne det eneste spor af tid brugt. Kroppen lod sig ikke til at være mere end Gruttos egen, og han betegnede sig ikke som gammel endnu. Helt ung var han dog heller ikke mere, men det var kun en god ting. Han holdt sin krop ved lige, og selvom udholdenheden ikke var den samme på slagmarken, som da han var syv somre gammel, gjorde hans erfaring op for det.
   Han havde været igennem meget. Modgang og vanære. Alligevel stod han igen i audienshallen, med nogle af de mest magtfulde politiske personer i riget.
   Rottemanitaren, Rutnas, Gruttos overordnede og leder af Glymadreks Officielle, dronnings Spionmester og højre hånd. Grutto vidste ikke hvilket navn han bar før han fik posten. I hans øjne, havde rotten altid været der. De mørke øjne flød roligt rundt på de andre i rummet, og han nussede filen han brugte til at slibe sine fortænder. Heldigvis forblev den i etuiet i bæltet, og han trak forsigtigt i et knurhår i stedet. Grutto stod lydigt bag sin overordnede, men kunne med lethed skue over manitarens hoved og over på Vrisk El Krysik. Gryntende grissemanitar og diplomaternes leder. Også han bar sig lidt af et ry. Desværre ikke helt rent for tiden, men ingen slog ham i erfaring, hvilket Grutto fornemmede var den eneste årsag til at han stadig sad på posten.
   Akata holder sig til dem hun kender. Hun gør intet uden årsag.
   Bag Vrisk stod en musemanitar som Grutto ikke genkendte. Foruden den nysgerrige næse, forholdt manitaren sig fuldt ud i ro. Måske Vrisks fremtidige aftager? I alle tilfælde var han vigtig nok til at stå i audiens sammen med resten af dronnings råd.
   Grutto gled videre til Kaptak El Barako, rigets militære overhoved og en gammel ven af Gruttos far. Hans hustru var nordøst distriktets overdommer, og bar sig et ligeledes hjerteløst omdømme. Manitarens øjne skævede misbilligende i Gruttos retning, men afgav ikke så meget som et nik i anerkendelse. Kaptaks venskab med Tavaral nåede ikke videre til sønnen. Gruttos tidligere vanære lå som en voldgrav imellem dem. En kølig barrierer var sat op, og Grutto behøvede ikke sin forstærkede hørelse til at vide hvad manitaren hviskede i dronningens ører. Han prøvede at ignorere det.
   Jeg havde mine grunde. Det var sandt, men han holdt sin mund.
   Ønskede han medlidenhed, så var det husfruerne og ikke Glymadreks største kriger, han skulle komme med forklaringer. Manitaren stod bred
   Ypperstepræstinden af Umbrevas tempel var også til stede. Grutto rynkede brynene af hunnen. Templet havde i en længere årrække tilranet sig mere og mere indflydelse i rådet, også på områder der ikke hørte sig sjælen eller elementerne til. Hun snakkede med den nye leder af byens magiske akademi. En magtfuld vindmagera, men ikke synderligt interesseret i ledelse af rangerede undervisere. Stod det til Grutto var han ikke nået længere end mesterens rang. Grutto rankede ryggen.
   Men det er det af gode grunde ikke.
   Han sneg sig til endnu et kig på Dronning Akata. Hvorfor al den sniksnak? Hvorfor var mødet ikke gået i gang? Hvad ventede de på?
   Svaret kom til ham med det samme, da en ny plet lys dukkede op nede fra døren. Salens mørke slugte det får skridt inde og sluttede sig om to skygger. Alle stoppede deres indbyrdes snak og stirrede igennem mørket. Lyden af de nyankomnes fodspor ikke andet end et fjernt ekko, selv for Grutto.
   Da de to skikkelser nåede den lille klumme lys omkring tronsalen, sprang Gruttos hjerte et slag over. Den første var den forfader han havde hørt så meget om. Dukket op ud af det blå, havde hun ikke alene opnået en titel som vandmageneer, men også færdiggjort sin novice træning hos Glymadreks Officielle. Selv med en forfaders frynsegoder, var det umuligt sket uden visse evner at ligge bag. Hun bar sig med en vandmageneers ynde og en forfaders stolthed. De Officielles skulderklædning på toppen af adskillelige lag stoffer harmonerede med mageneerens langærmede handske. Tre blå drageperler sad syet fast langs handskeryggen og funklede i det svage lys. Det samme gjorde de mørke øjne. De sad kroget fast på Akata, som forfaderen ignorerede alle andre i rummet.
   Splittede følelser delte Grutto. På den ene side var der meget negativ omtale om forfædres snobberier, men som han så hende nu, med hendes perfekte holdning, kunne han ikke forestille sig at en forfader burde føre sig anderledes frem. Hendes hud dog lysere og renere end de tegninger og malerier han havde set. Han fandt heller ingen tegn på farverig glød, i den naturlige kølige hud. Lysere var den også, men brunet af solen, som under pelsen på en manitar. Han søgte hunnens ansigt for tegn på de udvoksede, perlelignende sten, som forfædrene var kendt for at bære med stolthed, men fandt heller ikke dem.
   Så landede hans øjne på den anden hun. Til hans skam, tabte han kæben et kort øjeblik, før han fik hold om sig selv. Aldrig i sit liv havde han set en forfader i levende live, og denne dag så han hele to. Denne hun var ved første øjekast meget lig den anden, men mørkere og glødende som malerierne. Dog rakte det ikke til længere end det. Hun var et halvt hoved højere, hendes hår sideklippet og kulsort i den ene side, med glinsende sølv i den anden. Hendes øjne var store og blå. Hendes læber to, fyldige formninger omkring blottede, hvide tænder. Det var ikke til at se om hun smilte eller snerrede. Hun bevægede sig lige så selvsikkert som den anden, men med stærke tilranende skridt. Som var hvert skridt et territorie der skulle erobres. Hendes Tøj var mildest talt forsvundet. Hun bar højest én enkelt tunika, der flere steder var blevet revet itu og lappet med ringe, utrænet hånd. Hendes bare arme og ben strakte sig stærke og slanke ud fra en kurvet krop. Spændstige bryster pressede imod udskæringen og ballerne var kun lige dækket af tunikaens kant. Ulig Mageneer Rugl, afslørede denne hun alle tegn på sin forfaderlige herkomst uden nogen former for anstændighed.
   "Akata Du Glymadrek," Rugl bukkede til nøjagtig den vinkel der var forventet, og ikke en fingerbredde mere.
   "Så du er tilbage," Akatas stemme gled ubesværet igennem mørket og selve luften blev koldere: "Formskifter."
   Det gibbede i alle undtagen Dronningen og Rutnas. Spionmesteren så til uden at trække en mine. Fingrene holdt op med at kærtegne knurhårene. Rugl stod som frosset fast, og selv hendes faste maske måtte give sig et øjeblik.
   En formskifter? Her? Lever de endnu? Jagten på de forbudte magier sluttede kort efter Manis tid. Det var ikke usandsynligt at individer overlevede udslettelsen, men foruden historien om evnede børn i udkantsbyerne, var det latterligt at forvente nogensinde at se dem. Også fordi straffen for at afsløre sig, ville være katastrofale. Hvorfor lever denne hun endnu, hvis Akata kendte til de evner? Selv hendes herkomst ville ikke redde hende. Hvad da?
   Ingen sagde noget i alt for lang tid, før Dronningen rejste sig fra tronen uden en lyd.
   "Jeg bortviste dig," hun talte roligt, men der lå en tydelig advarsel i hendes tone.
   Grutto sank sit spyt, og der kom ikke nyt frem fra kirtlerne. Halsen tørrede over og hans håndflader begyndte at svede.
   Kun en idiot ville trodse Akatas ordre. Endda efter så nådefuld hun havde været.
   Det eller en der ingen grund har at frygte, foreslog en flyvsk tanke. Grutto skød den fra sig øjeblikkeligt. Umuligt.
   Og dog stak den højeste hun hagen frem og armene i siden.
   "Som om ord ku' holde mig fra hende!" hendes stemme en ligeledes advarende hvislen.
   Det kønne ansigt fortrak sig i arrige rynker, og der var ikke længere tvivl om at kvinden blottede tænder. Grutto stod målløs. Hvordan var det den hun snakkede til Glymadreks mægtige leder? Og så barbarisk. Hun hørte jo til i slummen. Den rene blodlinje dækkede ikke over det vulgære.
   Dronningen sagde intet. Stilheden trykkede i ørerne og salen virkede stoppet med tilskuere. Grutto følte sig pludselig nøgen med et kæmpe publikum, der alle ønskede en bid af ham.
   Så forsvandt mørket. Alle skygger i salen samlede sig øjeblikkeligt. Det nye lys blændede. Grutto skyggede for øjnene. Da han endelig kunne se igen, gik salens egentlige størrelse op for ham. Lange søjlerækker fra døren, forbi tronen og videre ned til endnu en dør ind til de kongelige gemakker. En slank figur stod ved den. Grutto skimmede med øjnene og indså at det var prins Kamus, Akatas søn. Han havde ikke hørt ham igennem skyggerne, ej heller de omtrent halvtreds livvagter ude langs murene.
   Grutto trak øjnene tilbage på Akata, hvis nattemørke pels glinsede i det nyvundne lys. Hun adskilte sig fra sandstenens varme flade som blæk på blankt papir. Hendes holdning fuldkommen rank og upåvirket af lyset. Pupillerne smalle og fokuseret på formskifteren foran sig. Bundet af salens tidligere skygger. Lemmerne holdt sammen i en puppe af mørke.
   Hunnen gjorde selvfølgelig modstand. Vred og sled om sig. Bed ud efter Dronningen som et vildt dyr. Grutto greb sin trofaste falchion, men blev stoppet af Rutnas' kølige rottehånd. Manitaren rystede på hovedet. Hans fokus på udfoldelserne foran dem. Grutto skævede rundt på de andre vagter, der alle stod urørlige. Han gav slip på sin klinge og vendte tilbage til sin ranke, afventende positur.
   Selvfølgelig var det fjollet at tro Akata ønskede hans assistanse.
   "Du har ikke mere kontrol over din krop end et vildt bæst. Jeg kan ikke tillade dig at rende lovløst omkring i mit land, vildning," Dronningen trådte helt hen til sin fange: "Jeg viste dig nåde, og du spyttede mig i ansigtet."
   Spyttet forlod formskifterens mund og landede på Akatas pelsede kind. Forfaderen fnyste og så hånligt ned på Dronningen.
   Igen bekæmpede Grutto trangen til at trække sin klinge. Den hun havde jo et dødsønske! På den anden side af tronen gryntede Vrisk som var det ham der modtog klatten. Ypperstepræstinden stampede i gulvet med sin stav for ro.
   Akata fjernede spyttet med to fingre og undersøgte væsken indgående. Så så hun op på synderen uden tegn på fornærmelse eller interesse, knyttede hånden imellem dem og lod skyggerne klemme sammen om forfaderen. Hele omfavnelsen summede af kraft i Gruttos øre.
   Hunnens ansigt skiftede farve. Ikke af formskiftning, men af åndenød. Blod skød frem i øjeæblerne og hun raspede efter vejret. Kroppen krampede sammen. Kløer groede frem af neglene og kradsede nyttesløst ud i luften.
   "Stop!" Rugl kastede sig for Akatas fødder, så skørterne gled til side og afslørede to glatte ben: "Stop, jeg beder dig! Hun har kontrol nu, det var derfor hun kom tilbage. Tilgiv hende!"
   Dronningen sænkede blikket ned på den anden forfader, men løsnede ikke grebet. Formskifteren hostede, så spyttet flød over hagen.
   "Så du husker hende?"
   Rugl mødte dronningens blik, men svarede ikke.
   "Så husker du vel også, at det var hende, der gav dig arret på låret der?" Akata nikkede sagte mod Rugls blottede ben og fortsatte tonløst: "Hun er vild, og hverken din eller Fysos' medlidenhed værd."
   Grutto ønskede inderligt at se hunnens ansigt, men det var umuligt uden at flytte sig.
   "Fysos?" hviskede hun så lavt, Grutto tvivlede på at andre end hans stærke ører hørte hende, før hun tilføjede mere styrke til sin stemme: "Lad hende blive og være til nytte, jeg er sikker på at hun nok skal lære at agere sig."
   Dronningen afslørede intet i ansigt eller krop. Grutto mente at hun måtte tænke det igennem, men Akata var fuldkommen ulæselig.
   Hun spyttede hende i ansigtet. Forfader eller formskifter betyder ingenting. Hun vil dø.
   Akata løsnede Rugl med blikket og fandt den anden forfader, hvis ansigt var skiftet fra rød til lilla. Hun vred sig stadig som et vilddyr.
   "Ragna," Rugl greb hendes vrikkende fod: "Slap af."
   Der gik ikke mere end en kort stund, før formskifteren adlød. Arme og ben faldt slapt, og selvom hun stadig ikke kunne få vejret, gjorde hun ikke længere modstand. Salen virkede lettere. Hendes blik sløredes af luftmangel og hun så forbi dem alle sammen. Tåget som når Ur kaldte en til sig.
   "Se," forsøgte Rugl: "Hun gør hvad jeg beder hende om. Hun kom for min skyld, hun vil ikke gå imod dig."
   Akata mødte Rugls blik på ny. De stirrede ordløst på hinanden. Så slap Akata sit tag i formskifteren, der faldt på gulvet med et bump. Hun sugede luften til sig og hostede og hakkede. Rugl greb sin vens arm og støttede hende til en siddende position.
   "Formskifter," sagde Dronningen da den værste hoste var overstået: "Formskifter, se på mig."
   Ragna adlød. Døden i hendes øjne så tydelig, at den kunne tage form hvert hjerteslag. Alligevel rørte hun sig ikke ud af flækken.
   "Mageneer Rugl taler din sag, vil du ære hendes ord? Vil du bruge dine evner til at tjene Glymadrek?"
   Hun svarede ikke. Kæberne stramme af raseri. Imod alle forventninger nikkede forfaderen stramt. Alt i hendes væsen sagde noget andet. Løgnen umulig at overse. Akata kunne da umuligt stille sig til rette med det vage løfte?
   "Nuvel," Akata nikkede: "Rugl bærer det fulde ansvar for dine handlinger. Alt du gør reflekterer tilbage på hende, såvel som konsekvenserne."
   Ragna rystede over hele kroppen. En blanding af vildt raseri og angst gled skiftevis over hendes ansigt, og for første gang under mødet ændrede Dronningen sit udtryk. En lille opadgående krusning i mundvigen. Det tætteste på et smil Grutto nogensinde havde oplevet fra Glymadreks hersker, og det mest gruopvækkende. Hårene rejste sig på hans arme og halen rokkede ængsteligt bag ham.
   "Jeg har fuld tiltro til dine evner, Mageneer Rugl. Det ville være en skam at miste dem," Akata nikkede til Rugl og udtrykket forsvandt bag hendes ufejlbarlige, udtryksløse maske: "Jeg benåder vildningen Ragna hendes synder, alle til stede er mine vidner. Denne formskifter sværger sig til Glymadrek, og vil aldrig bruge sine forbudte evner til harme for riget. Sværg det."
   Ragna åbnede munden og lukkede den øjeblikkeligt. Næserynkerne sendte fornærmelsen, som tungen blev benægtet, af sted. Tænderne skar imod hinanden, som gjorde omstændighederne ondt på hendes krop. Til sidst løsnede kæberne sig og hun løsnede musklerne for at tale.
   "Jeg sværger," hvislede hun giftigt, og modtog et klem i armen af Rugl, der stadig sad på knæ ved hendes side: "Jeg sværger," gentog hun langsommere og så tilbage på Dronning Akata: "At ingen skade kommer dem der holder lapperne fra Rugl."
   Dronningen lod ordene hænge imellem dem en stund, før hun vendte sig mod resten af tilskuerne.
   "Til gengæld for dit løfte, vil jeg vise dig retfærdighed. Ypperstepræstinde," Akata kaldte hunnen til sig med en udstrakt arm: "Forsegl løftet."
   Ypperstepræstinden gled over gulvet, prikkede Akatas finger med en spids drageknogle og slikkede bloddråben op, før hun vendte sig mod formskifteren. Sigende holdt hun knoglen frem. Modstræbende holdt Ragna den ene hånd frem. Som om hver del af hendes sind modsagde sig beslutningen, men uden muligheder for indsigelser.
   Knoglen brød hendes finger og blodet forsvandt i præstindens mund. Derefter strakte hun ryggen så langt bagover at hendes lange hår gled ned på gulvet. Hun vendte det hvide ud af øjnene, svang staven i vejret med begge hænder og stampede i rytmisk påkaldelse af Umbreva. Da hun mente at have opnået forbindelsen standsede hun brat og sugede luften ind som besat. Langsomt rettede hun sig op i fuld højde og støttede sig afkræftet til staven.
   "Det er gjort," musede hun næsten ekstatisk.
   Grutto tvang tungen rundt i sin tørre mund. Det kradsede i ganen og han trængte til at hoste. Han respekterede elementerne, men hadede alt det tilbedelses hokus pokus. Selvom han personligt fandt sig tilhænger af heltenes stærke ånder og bedrifter, så vidste han og enhver anden, at et løfte til elementerne var helligt. At bryde den ville påtvinge sig det pågældende elements vrede. Ulykke værre end døden selv fandt ved ind i deres liv.
   Akata bevægede sig lydløst tilbage til tronen, og skyggerne faldt på plads i salen. Krigerne forsvandt i mørket og glødestenene kæmpede igen med at vise vej til døren ud. Akata placerede sig stift på tronsædet og lagde armene på de brede læn.
   "Lad os vende tilbage til dagens oprindelige emne."