Jeg vendte bøffen på den osende gril, som fik mine tænder til at løbe i vand.
   "Skål," sagde Josh og slog sin ølflaske mod min, der gav et 'kliiing' fra sig. Hans vejrbidte, ubarberede ansigt mistede let af sine sædvanlige hårde folder, da han tog en slurk af den nedkølede væske. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde nydt en kold øl. Ikke i flere år eller sådan føltes det da, men drejede sig nok snarere kun om 4-5 måneder. Det gule hus bag os var powered af solceller på det sorte tag og havde forsynet vores gruppe med et køleskab og en fryser. Det var omringet af en tyk skov, som i sine ejers fravær, var kommet tættere og tættere på huset. Alt sammen takket være Slate. Vores gruppes selvudnævnte leder. Da Kannibal Plagen ramte storbyen jeg bor i eller rettere boede i, havde han med det samme set, hvad det ville ende med. Han havde sat sig ind i sin pickup og trådt speederen i bund. Jeg glemmer aldrig den dag, da hans sorte monster af en bil brummende havde rundet hjørnet. Lige i sidste øjeblik, for mine ben var ved at give op og monsterne, der var i hælene på mig, lod ikke til at blive trætte. Jeg hoppede op på ladet og kunne trygt læne mig tilbage i det skabningerne snart forsvandt i en sky af udstødningsrøg. Vi var til sidst endt herude. Et stort område af grønne skove, springende, plaskende floder, utalllige bjerge og spejlblanke søer. Her var der kun få byer, hvis beboerantal lå på nogle 100 mennesker, hvis de da stadig havde deres menneskelighed i behold og de lå langt fra hinanden. Efter Slate's pickup rygende var brudt sammen midt ude i ingenting, havde vi sat næsen mod skoven for ly og forhåbenligt noget mad. Gående langs en tætbusket vej, havde vi gispet hver gang, når en fugl lettede fra en gren eller ved lyden af en tudende ugle. Det var Josh, der havde spottet huset.
   "Møgdyr," mumlede han og et klask lød, da hans hånd ramte en myg på halsen. Josh var klædt i en grøn regnjakke udenover en tynd mave. Cowboybukserne var næsten intakte bortset fra et hul ved det ene knæ og en kasket skyggede for hans lyseblå øjne.
   "Boss, der en bøf klar til dig," meddelte jeg. Slate, en stor, mørkebrun mand, som stod i hjørnet af terrasen og snakkede med en rødhåret, solbrun Ciara.
   "Jeg kunne kysse dig, Brad," sagde vores leder ved synet af den møre bøf på kuglegrillen.
   "Lad endelig være, sønnike," sagde Brad med et begyndende smil i mundvigen. En hue dækkede hans skaldede isse, hvor et tykt, gråt overskæg lurede på overlæben. Jagtgeværet, som han havde skudt koen med, hang i en rem skråt hen over hans smalle, vestklædte skuldre. Jeg greb bøffen med en tang og smed den på hans tallerken. Bag huset havde vi fundet en urtehave, hvis gulerodder, kartofler, salat og ærter havde vokset frodigt i jorden. Jeg uddelte resten af bøfferne og satte mig ved det runde bord, hvor de 10 mennesker fra vores gruppe, uden problemer kunne sidde omkring. Ved siden af mig, tyggede Josh smaskende på sin bøf og knasende lyd lød kort efter da han tog en ordentlig bid af en gulerod.
   "Jeg havde helt glemt, hvor godt et ordenligt måltid, smager," sukkede han i det korte øjeblik hans mund var tom. Døren blev skubbet op og ud kom, Lani. En buttet, lille kvinde, hvis hvide forklæde tydeligt bulede ud ved brystet. Hun bar på en gryde fyldt op af dampende kartofler.
   "Nu har i vel ikke spist alle bøfferne?" Spurgte hun og placerede gryden på en bordskåne. Hendes bladfarvede øjne strejfede mine og det virkede som om de blev lidt varmere end de før havde været.
   "Det kunne vi da ikke drømme om," grinte Slate og rakte fadet med bøfferne videre til Brad, der sendte dem videre til Lani.
   "Åhhh," sagde Skyler for enden af bordet og skubbede sin, nu tomme tallerken, fra sig. "Det føles som om min mave kan revne hvert andet øjeblik." Det bølgende, brune hår omkransede et ansigt med skrå, mørke øjne.
   "Samme her," lo jeg og betragtede Slate, der var i gang med sin tredje portion. Lænet tilbage i havestolen kiggede jeg op på den mørkeblå himmel, hvor solen var på vej ned i en orange, næsten blodig farve. Noget sved på min arm og et kig afslørede et lille rundt mærke. En tyk myg nåede lige at lette, får den blev mast under min håndflade. Jeg så op, da Lani rejste sig op og begyndte at stable tallerknerne oven på hinanden.
   "Jeg skal nok tage opvasken i aften," sagde hun.
   "Hellere dig end mig," sagde Josh og blinkede til hende. Hun rystede på hovedet af ham og forsvandt ind i huset.
   "Lad mig tørre op," sagde jeg og skyndte mig efter hende ind i en stor stue, hvor et kronhjortegevir hang over kaminen overfor en bred sofa. Hun fortsatte ind i køkkenet og tændte for vandet, der fyldte en rød plasticskål op. Lani rakte mig en nyvasket tallerken, der hurtigt blev tørret. Den ramte klirrende gulvet, da et skrig undslap mig. Hendes fregnede ansigt mistede alt farve, da mine tænder i en blodig regn blev hostet ud over vasken. Men det var for sent. Alt for sent. Lani's skrig kunne høres ude på terrasen, da mine nye tænder flåede kødet af hendes knogler.