D 31. januar - 64kvm lejlighed i København.
SLAM. Døren smækkede hårdt efter Victoria. Han rev nytårsslipset, og den festfulde hat af, og parkerede begge dele på det opdækkede bord. Dette havde været den absolut værste nytårsaften nogensinde, og dermed afslutningen på et ligeså miserabelt år. Han bevægede sig langsomt hen imod vinduet, hvor han fik øje på Victoria, som netop trådte ud af lejlighedskomplekset. Hun bevægede sig med hastig fart over den øde vej, men stoppede op foran Christiansborg Slotsport. Han første tanke var, at hun nok ville ringe til Christian. Han havde tidligere tilbudt dem begge et lift hjem fra byen på de sene gå-i-by aftener.
Han gik tilbage ind i stuen, og puttede proppen på Champagneflasken, som forsigtigt blev stillet i køleskabet, i håb om der ville være en smule brus tilbage den følgende dag. Til trods for den dårlige aften, var der ingen grund til at lade dyre dråber gå til spilde. Han satte sig godt til rette i sofaen, og tændte for Dronningens nytårstale. Siddende med hans odds seddel hvorpå der stod "Prinsgemalen", faldt han langsomt hen til et sted, hvor hans nuværende liv ville have været et paradis.
Ukendt dato - Ødemarken
Han åbnede langsomt øjnene. Stenene han lå på, skar ham i ryggen. Han rejste sig ømt, og mærkede i samme sekund vinden fange hans lokker. Dette var bestemt ikke en drøm, alting virkede surrealistisk. Det var som om, at dette var hans første sekunder i live i flere år. Han trak vejret dybt, og kunne mærke hans lunger fyldtes med kulde, som fik ham til at gispe i smerte. Vinden var bidsk og himlen komplet overdækket, og han var ikke tilnærmelsesvis klædt på til vejret. Hvert hjertebank prøvede at overhale panikken, men han kunne føle nederlaget nærmere sig. Hvor var han? Og var det virkeligt?
I et forsøg på at søge ly begyndte hans vandring af de golde slette. Ved hvert tunge skridt, observerede han det kolde landskab, som virkede forladt og nærmest isoleret fra omverden. Nogle enkelte tusindben kravlede ud under de varme sten, for og undgå at blive kogt og overleve til den næste dag. De var det eneste liv, som han så i de næste mange kilometer. Han besluttede at klatre til tops på et mindre nærliggende bjerg i horisonten. Måske kunne udsigten bringe klarhed.
Turen til den himmelske tinde var grusom. Utallige rifter i hans hænder gjorde stenene glatte af blod, og hans tå-musklers kræfter var efterhånden sluppet op. Halvejs tog han en pause, og strakte sit hoved bagover for at opleve landskabet fra højden, men drejede det hurtigt tilbage, da hans mund efter få sekunder var fyldt med sand. Han spyttede og hostede så meget, at han glemte at holde ved. Med en fornem manøvre fik han reddet skærene med en hånd. Spørg ikke hvordan. Han vidste det ikke engang selv. Pyh. Videre. Sandkorn begyndte at komme i stride strømme, flyvende mod hans kind, og han vidste tiden var knap, fra utallige timers Discovery-Channel. Han kunne dog ikke komme i tanke om, hvad Discovery Channel var!?
De sidste tre kropsløft var ikke nær så slemme som ventet. At kunne spejde toppen af klippevæggen havde givet en smule ekstra adrenalin. I det sekund han væltede sit nærmest døde krop over de rå sten, gik det op for ham at han dog måske havde overvurderet sig selv. Han var helt færdig. Mens han lå og havde ondt af sig selv, spejdede han mod vest, og så til sin store overraskelse en stor port med bevægelse ude foran.
"Var dette mon tegn på liv?" Spurgte han sig selv. Det lignede hans bedste bud.
Porten lå vel omkring en time derfra, så det var chancen værd. Men først en pause. Hans ben bad ham nærmest om det, og han var endnu ikke modig nok til at gå imod hans egne ordre.
Seks timer senere stod han foran porten.
"Jeg skal give dig en time Ferrsel" mumlede han. Hvis dette var en drøm, måtte den gerne snart ende.
Hans flakkende blik rettede sig mod porten, som var støbt i sort metal, og ikke så særlig indbydende ud. Den var tyve meter høj, så den slette tanke om at kravle over var frygtindgydende. Han gik langsomt og forsigtigt op imod den store metaldør, for at opdage et sort frygtindgydende væsen holde vagt, som mest af alt mindede ham om en rædsel af dimensioner. Væsnet bar et navneskilt hvorpå der stod "Dæmonen af den sorte port". Det undrede ham ikke. Han havde altid haft en livlig fantasi. Det måtte være fantasi. Ikke? Hans trang til at vide hvad der gemte sig bag porten, overmandede frygten fra det skumle væsen, og han besluttede at tage første skridt af de to. Han rømmede sig, og henvendte sig høfligt til dæmonen, som blot stirrede meningsløst på ham.
"Kan du åbne porten for mig"? Spurgte Ferrsel roligt. Dæmonen småklukkede og pegede dernæst på et stort skilt som illustrerede den menneskelige sjæl. Det lignede snarere en vandmand.
"Det koster fem at passere den sorte port" sagde dæmonen med dyb stemme. Ferrsel forstod ikke.
"Alle ved da, at man kun har en sjæl?" sagde han bestemt.
Dæmonen rystede nedladende på hovedet.
"Lille kryster, du er da vidst ikke herfra er du? I denne verden betaler vi med sjæle, og de eneste to måder at anskaffe disse på, er enten ved at koldblodigt dræbe en mand, eller ved at få dem foræret. Men hvem vil dog i sit rette sind forære sin sjæl væk? Klukkede dæmonen. Han pegede på skiltet igen.
"5 sjæle. Det er prisen. Det er ikke til diskussion".
Ferrsel vidste nu i det mindste, hvad han skulle.. Han vendte sig uforrettet fra dæmonen, og besluttede at gå mod øst. Vejen virkede en smule blødere for hans fødder, som græd i smerte. Hvad han dog ikke ville give for et transportmiddel. Et æsel havde aldrig lydt så indbydende som nu.
Efter et par kilometer, fangede en tyk mørk røg hans syn, og på trods af denne verdens tilsyneladende onde skabninger, så han stadig sig selv som et godt menneske med et hjælpende instinkt, hvis der skulle være brug for det. Og det var der. Foran lå et lille træhus i brand, og han hørte en ældre rusten stemme kalde om hjælp i det fjerne. Ferrsel fløj ind i det brændende hus, som var han uddannet brandmand, og fandt hurtigt den ældre herre fanget under en stor træbjælke.
"Min kæreste ven hjælp mig!" bad manden grædende, men uanset hvor mange kræfter Ferrsel lå i, rokkede bjælken sig ikke et meter.
"Bare roligt jeg kommer tilbage" halvråbte Ferrsel til manden, og løb mod et redskabsskur han havde spottet på siden af huset.
Han kom hurtigt tilbage med en økse, men opdagede til sin frygt, at manden ikke længere var ved bevidsthed, hvilket gjorde hans nuværende mission både lettere og sværere. Hvis han havde set frygten i mandens øjne ved hvert øksesving, havde han måske sparet på kræfterne. Han ville desværre nok modsat veje et helvede at slæbe væk. Han tog tre hårde sving i træet, og fik hugget det nok over, til at kunne knække bjælken i to, og hive manden sikkert ud fra huset. Han var udmattet. Han lå et tæppe på ham, og satte et bål over et godt stykke væk fra huset, af gløder og træ derfra.
Efter hvad der virkede som en evighed, vågnede manden. Han spurgte lavmælt efter vand, og Ferrsel rakte ham en vandflaske, han en time tidligere havde fundet i husets køkken. Han hældte det i sig som var det vin, og dyppede de resterende dråber i hans filtrede brændte hår. Han kiggede på Ferrsel med store åbne brune øjne, og taknemmeligheden lyste ud derfra. En tåre ramte hans kind i takt med at han åbnede munden.
"Du... Du har reddet mit liv... og sparet mig fra en grusom død. Jeg skylder dig alt. Alt du måtte bede om."
Han tog Ferrsels hånd og afventede et ønske, som kunne afhjælpe hans taknemmelighed og hjerte.
"Jeg gjorde det som ethvert andet menneske ville gøre, så dit tak er rigelig belønning" sagde Ferrsel roligt.
"Men sig mig... du skulle vel aldrig vide hvor jeg kunne finde nogle Sjæle henne? Jeg ved godt spørgsmålet lyder dumt, men en dæmon kræver det ad mig, for at passere den sorte port. Okay det lød endnu værre" sagde Ferrsel, som følte sig utrolig pinlig til mode.
Mandens tårer var fordampet i bålets flammer, og et smil poppede frem fra læberne.
"Det kan du lige her" sagde han, med sjælden glæde i stemmen.
Manden tog sin hånd og førte den langsomt op på hans bryst, hvorefter den til Ferrsels store forskrækkelse, forsvandt direkte ind i kroppen på ham. Manden vred i smerte og smækkede hårdt sin ene hånd på den tørre jord, hvorefter den anden langsom trak tre hvide glødende genstande ud.
"Jeg er hverken rig eller vellærd, men jeg har dog formået at spare lidt sjæle op i tidens løb. Her tag disse tre. Jeg beder dig", og rakte dem til Ferrsel, som modvilligt tog imod.
"Men jeg forstår ikke. Hvordan kan du eje så mange?" spurgte Ferrsel nysgerrigt?
"Jeg er en gammel mand. Jeg har oplevet og gjort mange ting i mit liv. Desværre også ting jeg fortryder vældigt. Jeg indrømmer, at sjælene er taget ved kraft. Jeg fortryder inderligt. Jeg håber du kan rette op, for nogle af de fejl, jeg har begået" sagde manden lavmælt, tydeligt mærket af stemningen. Ferrsel forstod.
Efter en bid mad sagde Ferrsel farvel, og fortsatte øst, hvor der ifølge den ældre mand skulle ligge en oase fyldt med sjæle. Turen derhen virkede ikke nær så hård denne gang, nok pga. den fyldte mave, og Ferrsel ankom også hurtigere end ventet. Han stillede sig foran oasen, og spejdede grundigt efter sjælene. Han kunne ikke få øje på dem. Han kløede sig i håret.
"Hvad pokker..."
Bag ham hørte han uventet et højt grin.
"Mwahahaha. Du forvirrede dreng. Jeg er blind, men kan tydeligt se hvad du søger. Sjæle ikke? Det samme som alle andre mænd" fortalte den gammel dame, som Ferrsel nu så siddende halvt under et citrontræ.
"De er på bunden af oasen for resten" sagde hun, stadigt småklukkende. Der kommer jeg aldrig ned, tænkte Ferrsel.
"Jeg er tilfældigvis i besiddelse af en iltmaske". Ferrsel grinte højlydt.
"Hvordan pokker har du fået fat i en iltmaske herude" spurgte Ferrsel, som pludselig kunne se ironien i den golde ødemark. Endelig en forsikring om at dette var fantasi.
"Samme sted som du har opnået sjælene. Ved at gøre en opgave. Vil du købe den eller ej?" spurgte damen direkte. Ferrsel nikkede ja, og håbede blot at prisen ikke var for dyr.
"Jeg sælger den til den billige pris af en tanke... at du lover at tænke på mig, selv når vi bliver skilt fra hinanden. Du er den første jeg har set i dagevis, og derfor er du nu allerede min bedste ven. Hvis du lover at tænke på mig, om lad os sige 5 eller 10 år, så er masken din" sagde damen.
Ferrsel tog imod tilbuddet uden fuldt ud at forstå det. Han dykkede ned til bunden af oasen, for at opdage at bunden var dækket af sjæle. Han tog de to han skulle bruge, og svømmede til tops igen. Han gav iltmasken tilbage til damen, og takkede for venligheden.
"Vi tænkes ved om et par år" sagde han blidt, og begyndte sin lange vandring tilbage imod den sorte port.
Det var nat da han ankom dertil. Han gik målrettet op imod dæmonen, og gav ham de fem sjæle øjeblikkeligt. Dæmonen gryntede.
"Er du sikker på at du er klar til at se, hvad der gemmer sig bag porten? Spurgte den. Ferrsel følte sig klar, og nikkede ivrigt med hovedet.
Dæmonen ringede en klokke som hang på ydersiden af porten, og dørene gik langsomt og hvinende op. Ferrsel stirrede på indholdet. Han åbnede munden, men fortrød. Han stirrede ti sekunder igen, og rystede på hovedet. Han var uforstående.
"Det er... min stue" sagde han, med antydningen om at det var et spørgsmål. Dæmonen nikkede.
"Det kræver selvanerkendelse at gå ind igennem porten. Nøjagtigt som det gjorde for Victoria at gå ud ad din dør. Du former selv dit liv Ferrsel. Lad dig ikke tynge ned af omgivelserne, kontroller dem" sagde dæmonen med rejst pande.
"Jeg skal prøve" svarede Ferrsel ydmygt, og gik langsomt imod hans stue.
"En ting før jeg går... hvordan fik jeg egentlig navnet Ferrsel?
"Det var mit andet valg til dig, da jeg fødte dig" svarede dæmonen blidt. "Jeg har selv fremstillet navnet af ordet Frelser. Jeg har altid troet på dig. Det vil jeg altid gøre. Desværre mente familien at det var et spøjst navn, så det endte med at blive William. Det var nok meget heldigt", sagde dæmonen med en kærlig stemme og smilte.
"William. Det lyder velkendt".
William trådte ind i hans stue. Han hældte et glas champagne op, som overraskende stadig var god, og ringede dernæst straks op til hans mor, og afgav hvad der for de fleste ville minde om en lang takketale.
Fem år senere fandt han sin x-kæreste Victoria på Facebook, og aftalte et møde med hende. Hun havde fået børn, og virkede lykkelige ligesom ham.
Yderligere fem år senere tænkte han stadig på hende.