En fantasyfortælling fra verdenshavene

Havmand Eriksen var Havenes Beskytter. Han færdedes på de danske strande, hvor han sørgede for oceanernes sikkerhed og bevarelse. Det var mest på Charlottenlund strand, han kunne træffes. Han var iklædt svømmemaske, badehætte, snorkel og slængkappe samt svømmefødder. Desuden bar han en guldlignende krone og var bevæbnet med en trefork. På trods af sin påklædning gik han helst ikke i vandet, i hvert tilfælde ikke længere ud end til navlen. Han var med andre ord vandskræk. Som dreng vovede han sig en gang ud, hvor han ikke kunne bunde og måtte reddes af en livredder. Aldrig igen, sagde han dengang.
   Der hang altid en påfaldende lugt af tang ved ham. Det kom sig af, at han dels spiste tang og dels skrubbede sit legeme med det.
   Hans eneste ven hed Villy, der delte hans interesse for et renere og mere økologisk hav. De spiste ofte middag sammen på stranden, og denne bestod altid af fisk, somme tider i rå tilstand. En gang i mellem spiste de også dåsesardiner, importeret fra det sydlige Europa. Han levede af sin førtidspension, nu for tiden et rent liv uden medicinering. Hans seksualliv bestod mest i parringer med vandmænd. I begyndelsen, da han endnu ikke var så bekendt med havet, var han ikke klar over, at der var forskel på vandmænd og brandmænd. Det gav ham en del smerter.
   Beskyttelsen af havet bestod mest i at forhindre folk i at pisse og skide i havet og smide affald samme sted. Han fandt sig heller ikke i, at man plagede hans elskede vandmænd. Han spiste dog en engang i mellem. Fandt han en vandmand, der var drevet op på stranden, bar han den forsigtigt ud i vandet og ønskede den lykke til på dens videre færden. Syndere imod hans bud blev jaget bort fra stranden med våbenmagt (treforken).
   En dag da han sad og funderede over, hvordan han kunne forøge sine indtægter, fik han den geniale ide, at han kunne opkræve nogle afgifter. Fiskehandlerne bør betale, Kims chipsfabrik, der anvender havsalt i deres produkter og Läkerol, der ligeledes gør det, og sejlerne der anvender havet til pjat og fornøjelser skal selvfølgelig betale. Det kan blive til penge, tænkte han, mens han gned sig i hænderne. Han gik straks i gang.
   Det første sted, han opsøgte var en lille fiskeforretning på Østerbrogade. Her blev han imidlertid truet på livet, da han krævede fyrre procent af deres indtægter. Sa siger vi tyve, sagde han spædt, hvorpå han fik en dragt prygl.
   Herfra gik han småtudende ned i lystbådehavnen, hvor han forlangte en afgift på femhundrede kroner per båd.
   Sejlerne sagde, at han ikke måtte være ved sine fulde fem, og for at understrege meningen gav også de ham øretæver, flyvespark og huk. Slukøret gik han hjem til sit hjem på stranden. Næste dag ringede han til Kims chipsfabrik og fremsatte sine krav. Her hylede man af grin, idet man antog det for en spøg.
   Deprimeret satte han sig ned i sandet og surmulede. I det samme spottede han en lem, der var halvt dækket af sand. Hvad i alverden er det? tænkte han og gik derhen. Da han lettede på lemmen, fik han sit livs overraskelse. Under lemmen førte en trappe ned til en tunnel, der gik ud under havet. Han fulgte tunnellen, der i øvrigt var oplyst af elektriske pærer til et sted, hvor en anden tunnel krydsede. Her var der nogle gadeskilte: til venstre stod der på skiltet: Klampenborg strand og Nordsjælland. Til højre stod der Badeanstalten Helgoland, og lige frem stod der Sverige.
   Jeg tror, at jeg i første omgang går til Klampenborg, tænkte han.
   Lidt hen ad tunnellen var der en dør med et skilt på hvorpå der stod: Mødelokale for havmændenes broderskab og loge. Døren var låst. Hvad satan, tordnede han. Der er sgu ikke andre havmænd end mig. Men det var der, fandt han senere ud af.
   Efter en times monoton vandring, kort før Klampenborg mødte han pludselig en ældre besynderligt udseende havmand. Manden var iført et par leopardprikkede badebukser/underbukser og en paryk af det fineste tang. I hånden havde han en rusten sabel. Hvem fanden er du? brølede Havenes Beskytter. Det samme gjorde den fremmede.

(Fortsættes)