Jean Daniel kiggede forsigtigt op over det høje næsten visne græs. Ved siden af ham hævede Tony sig også langsomt op for at se ud over græsset uden selv at blive set. De kiggede ud over floden. Langsomt hævede Jean Daniel en kikkert op. Eftermiddagssolen stod bag dem så der var ingen fare for uvelkomne lysglimt der ville afsløre at de var der. Floden var næsten 500 meter bred på det her sted. Gennem kikkerten så han banditterne bevæge sig rundt på den anden bred. Der var ingen tvivl om at de stadig bevogtede vadestedet. Han tog kikkerten fra øjnene og kiggede over på Tony. "Tror du vi kan narre dem til at tro at vi bare skal over floden og nok skal betale told?"
   Tony rynkede brynene. "Vi putter os selv i en sårbar position hvis vi krydser her og skal op ad bredden op til dem nede fra floden."
   Jean Daniel nikkede sammenbidt. "Men det er mange dage at bruge hvis vis skal til og ned forbi Kværn for at komme over floden." Han fnøs. "Og vigtigst af alt så er jeg faktisk ikke sikker på at jeg har lyst til at fortælle Bylorden om den her lille ekspedition."
   Den bemærkning fik Tony til at nikke. "Du har ret! Lad os gøre det!"
   De gled ned af bakken igen og gik tilbage til mændene. Sammen krydsede de floden.Jean Daniel mærkede musklerne i den store stridshingst spændes til det yderste idet den krummede sig samme og sprang i to kæmpe hop op af flodbanken. Den ramlede ind i en mand der stod på jorden og trampede ham ned. Samtidig svang Jean Daniel sværdet og efterlod et kæmpesnit hen over brystkassen på en anden mand. Våben sang mod hinanden. Mænd og heste skreg.

Madelena slog øjnene op. Skrigene og kamplarmen havde bragt andre ting tilbage til hende, ting hun helst ville glemme.
   Hun havde ikke drømt om Jean Daniel før. Hun havde aldrig før drømt om ting der var sket, kun om ting der ville komme. Hun tænkte på de to mænd i Borgens fangekælder pludselig overbevist om at de var mere vigtige end nogen til nu havde forestillet sig.
   Den nervøsitet den tanke førte med sig overraskede hende. Den kamp på flodbredden havde været uendeligt lille. Hun havde troet at det var ret ubetydeligt, men nu var hun usikker. Man skulle aldrig negligere drømme og deres eventuelle betydning.
   Langsomt stod hun op og trak morgenkåben på. Det var midt om natten men nattemørket kunne være en fristende ven. Hun gik over til vinduet og stirrede ud i det. Det var faktisk ikke en særligt mørk nat. Månen var næsten fuld og skinnede klart fra en fuldstændigt skyfri himmel. Nede på jorden genspejlede sneen månelyset og alt var skarpt lys og dybsorte skygger.
   Madelena åbnede vinduet og drak den knitrende frostkolde luft ind. Natten var dybfrossen og den skarpt kolde luft gav hele hendes søvnvarme system et chok.
   Det havde en uventet virkning. Hun drak en mundfuld mere af frosten. Den sved hendes lunger og væltede anelser ned over hende. Riget skulle genrejses. Hun ville selv komme til at spille en central rolle. Et Medium ville dukke op. Igen ramlede drømmens skig og våbenlarm indover hende forstørret op til et crecendo der fik hendes knæ til at give efter. I et sidste glimt så hun Globen lyse på slagmarken. Hulkende faldt hun sammen på gulvet med vægten af hele den krig der ville komme over sig.
   Et øjeblik kunne hun ikke røre sig. Så forsvandt synerne. Madelena krummede sig et øjeblik hulkende sammen i fosterstilling. Så fortrak det hele sig langsomt fra hende sind igen og hun fik langsomt rejst sig op igen og lukket vinduet mens trætheden begyndte at overvælde hende. Hun vaklede tilbage til sengen og trak dynen op over hovedet mens hun bare bad til at drømmene ville holde sig væk resten af natten.

Næste dag efter morgenmaden sad Madelena ved vinduet og stirrede ud. Hun tænkte nogle gange at hun aldrig ville blive vant til den måde anelserne kom til hende på. Det der var sket om natten havde overrasket hende og skræmt hende. Hun havde besluttet at holde det for sig selv i hvert fald indtil videre.
   Ud over det havde hun haft underlige tanker gennem mange dage. Nu stirrede hun ud over søens blanke flade. Genspejlingen af det skarpe sollys fik den næste til at se ud som blankt metal. Hun håbede desperat at alle de underlige flagrende tanker ville samle sig til noget der gav bare en lille smule mening. Men anelserne gik deres egne veje. Det gjorde de altid. Næsten altid. Hun var blevet bedre til at kalde dem men der var lang vej igen.
   Hånden tog pennen op igen. Madelena forsøgte at tvinge det ved at skrive det hun havde set ned. Men langsomt gik hånden næsten af sig selv over til at tegne. Hun var ikke særligt god til at tegne men det hun så var billeder og det var svært at sætte de rigtige ord på. Der var to unge kvinder. Den ene havde skarpe blå øjne, den anden grønne øjne med en uventet dybde.
   I virkeligheden havde hun ingen magt over anelserne, i hvert fald ikke endnu. Igen faldt Madelena hen i tanker og glemte både at tegne og at skrive. Hun kunne næsten fysisk føle det stærke link mellem de to kvinder. Det var et link hun overhovedet ikke forstod og anelserne havde ingenting fortalt hende om hvad det var hun så, i hvert fald ikke endnu. Det var meget vigtigt, så meget vidste hun.
   Ind imellem tonede en mand frem mellem de to kvinder. Hans ansigt var tåget, uklart som havde han en skjult identitet. Eller måske var der faktisk mere end en mand. Af og til var det som om hans træk skiftede. Måske var det bare noget hun troede. På en eller anden måde gjorde det at han var der billedet forkert eller måske var urent et bedre ord at beskrive det med. Hun vidste ikke hvorfor. Det var forkert at manden var der og alligevel vidste Madelena at han ikke kunne undværes. Hun sukkede. Der var så mange selvmodsigelser i dette her.
   I det samme tonede en tredje kvinde frem for hendes indre blik, brunøjet, korthåret, ikke så høj men senet, stærk, livsglad. Hun vidste ikke hvad forbindelsen var til de andre tre, de tre som nu havde været med hende i mange dage men den var der det var der ingen tvivl om. Den her kvinde kunne Madelena se langt tydeligere, så tydeligt at hun ville genkende hende hvis de passerede hinanden på gaden.
   'Fire er to for mange'. Hun vidste ikke hvor tanken kom fra eller hvorfor det var sådan, hun vidste bare at det var sandt. Alligevel gjorde denne nye kvinde billedet helt, gjorde det til en cirkel. Nu stod de alle sammen sammen hvor manden før havde stået mellem de to kvinder. Den nye kvinde gjorde det muligt for manden at være i billedet på en god måde. Nu hvor der var en cirkel ville manden kunne udrette store ting sammen med Navnesøstrene.
   Madelena rejste sig med et sæt. Navnesøstre! Det var det det hele handlede om. De måtte sende sporhundene ud og det lige med det samme. Hun rev døren op og løb ned af gangen. Gangen var tom. Det var et held. De lange tyste gange i Tårnet var ikke et sted man løb men Madelena vidste med sikkerhed at Navnesøstrene snart ville være i fare. Andre ville se dem. Lejemordere eller det der var værre ville blive sendt af sted men der var stadig en helt god chance for at de kunne nå dem først helt stille og roligt. Hun nærmest brasede ind i Annas private gemakker mens hun hev efter vejret.
   Anna sad i en dyb lænestol ved vinduet. Hun så overrasket op fra den bog hun var i gang med at læse. "Magiker hvordan er det du opfører dig? Har du glemt alt om almindelig høflighed?" Stemmen var kølig og velovervejet.
   Madelena vaklede. Hendes syn blev et øjeblik sløret. I det øjeblik var der kun hende og anelserne og hun vidste at nok måtte hun fortælle Anna om navnesøstrene men der var ting hun ikke kunne fortælle, ting som hun ville finde ud af senere, ting om den magt søstrene ville få. Så blev alt klart igen.
   Madelena trak luft ind med et gisp. "Jeg har set navnesøstre. De er her nu. Det er tiden for dem. Jeg er sikker på det er starten. Riget vil komme igen ligesom det står skrevet i de gamle gengivelser af anelser fra legendernes tid. Søstrene er starten på en lavine af begivenheder. Hvis vi ikke passer på kommer begivenhederne til at styre os i stedet for vi dem." Madelena havde ikke været klar over at det var det hun ville sige da hun åbnede munden for at fortælle at hun havde set søstrene. Det var kommet til hende mens hun talte.
   Anna sukkede. "Navnesøstre? Er du sikker?" Stemmen vidnede om knusende men sandsynligvis påtaget ro.
   Madelena nikkede bare.
   "Navnesøstre? Virkelig? Der har ikke været Navnesøstre eller brødre siden legendernes tid. Hvis det er sandt har du ret, så vil gamle tider vende tilbage i tidens cirkel. Jeg havde håbet at det ikke ville ske i vores tidsalder."
   "Hvorfor?"
   "Det vil betyde krig." Anna sukkede igen. "Ved du hvad Navnesøstre og brødre er for noget?"
   Madelena rystede bare på hovedet og Anna fortsatte. "Det er faktisk meget begrænset hvad vi ved om fænomenet. Legenderne fortæller om dem. Du siger det er søstre. Det vil sige at det er to kvinder på cirka samme alder der har en fænomenalt stærk magisk forbindelse. De hedder der samme, deraf betegnelsen. Den ene af dem vil være en utroligt talentfuld Magiker. Den anden lever kun for at beskytte Magikeren, derfor kaldes hun Beskytteren. Legenderne vil vide, at med en Beskytter som hærfører øges chancerne for at vinde meget. Der er historier om Navnesøstre eller brødre der har tabt slag eller krige men de er få og som regel har der været Navnesøstre eller brødre på begge sider og en taber skal der jo være. Hvis Riget skal genrejses har vi brug for dem for at vinde den krig der uden tvivl vil komme for at det kan ske."
   Madelena nikkede selv om hun faktisk ikke vidste hvad det var som Anna talte om. "Vi må sende en sporhund ud med det samme."
   Anna nikkede og satte det i gang. Nogle minutter var der masser af aktivitet. Madelena benyttede sig af det og smuttede tilbage til sine egne værelser. Hun spekulerede på hvad det hele betød. Hun spekulerede på hvad det var som hun ikke skulle fortælle Anna.

De næste mange dage brugte hun på at støve rundt i bibliotekerne for at finde ud af mere om Navnesøstre og brødre, for at finde flere optegnelser over gamle anelser hvor de var med. Der var ikke mange oplysninger at hente. Stort set kun det som Anna i forvejen havde fortalt hende men der måtte være mere.
   Så en morgen vågnede hun op med en drøm stående klart i hukommelsen. Madelena så sig selv gå ned på de aflåste niveauer i kælderen hvor de arkiver man skulle have særlig tilladelse til at kigge i lå. Som Magiker med anelserne som talent havde hun adgang til alt.
   Magikere med anelser brugte uhyggelig meget tid på research. Det var vigtigt at forsøge at placere ting man så på en tidslinie. Det var jo ikke lige meget om det var noget der havde betydning for ens egen tid eller noget lå langt ude i fremtiden. Det var også vigtigt at forsøge at krydstjekke med gamle anelser. Anelser kunne tit tolkes på mere end en måde og det hjalp at have mere end en anelse om en begivenhed at støtte sig til. For at forberede sig på det havde Madelena brugt de sidste tre år på at studere historie og på at studere gamle anelser samtidig med at hun trænede sit talent og forsøgte at få styr på den nye verden hun var landet i. En del af den tid havde hun brugt i de aflåste kældre.
   Nu til morgen fulgte hun i drømmens spor og gik derfor direkte til det tredje niveau. Her låste hun døren op og trådte ind i en slags forværelse hvor der stod to skriveborde og en række arkivskabe. Det så ikke ud som om der havde været nogen der i mange år. Det eneste Madelena kunne vide med sikkerhed var at hun aldrig selv havde været der før. Faktisk var der en ting til hun vidste. Det var at en af de ting som hun ikke skulle fortælle Anna var at hun studerede navnesøstre og brødre og da i hvert fald slet ikke at hun gjorde det på det her sted. Der var informationer i den her kælder som det ikke ville være godt hvis Anna fik. Det var faktisk meget mærkeligt for normalt havde hun stor respekt for Anna men der var ingen tvivl om at det var sådan det måtte være. Og hvis der var en ting hun havde lært var det at stole ubetinget på ting som hun vidste, viden som anelserne gav hende.

I ugerne der kom brugte Madelena så meget tid som hun overhovedet kunne uden at nogen lagde mærke til det i kælderen og det var faktisk når alt kom til alt næsten al hendes tid. Tårnet var vant til at Magikere med Anelser studerede. Der var ingen der spurgte hvor eller hvorfor.
   Som det allerførste gennemgik hun arkivet. Det virkede ufuldstændigt og derudover var det endda meget svært at læse. Det var kronologisk ifølge med begivenheder ikke i reference til årstal. Efter det system var de konkrete historiske optegnelser sådan nogenlunde til at finde rundt i under den forudsætning af man kendte lidt til historie i forvejen. Hvis ikke for man hurtigt vild når der ikke var nogen årstal at holde sig til.
   Anelserne var et helt andet kapitel. Madelena forstod aldrig helt systemet for dem. Der var optegnelser over anelser som optrådte i de år hvor magikeren havde fået dem og der var optegnelser der optrådte sammen med den begivenhed som anelsen havde forudsagt. Hun kunne ikke helt klart fastlægge hvad det var der gjorde om man arkiverede på den ene eller den anden måde.
   Som det næste gjorde hun alt for at sikre at ingen kunne se at hun kom der. Hun fjernede alt støv så man ikke ville kunne se spor og langt nede af gangen satte hun lås på et lille værelse. I det værelse samlede hun den litteratur hun fandt af interesse og her sad hun mange timer og studerede den nærmere.
   Men endnu flere timer blev brugt på at støve det store arkiv igennem. Det var enormt og Madelena var sikker på at det gik udenfor tårnets grundflade, at gangene var hugget videre ud i klippen for at skabe plads til alt det som man mente at have behov for. Der var håndskrevne bøger fra før nogen trykmetoder var opfundet, der var skriftruller fra før bøgernes tid, der var bunker af bøger, der var så meget at hun på nogle måder var angst for at det i sidste ende kun ville komme an på held om hun fandt noget vigtigt.
   Der var beretninger fra legendernes tid der fik hende dels til at tabe vejret og dels til at skælve i frygt. Hvis det verden nu havde i vente var noget der var lig nogen af de ting man kunne læse om her var der al mulig grund til at være bange. Der var al mulig grund til at holde vejret og vente og til faktisk bare at være glad for at man selv var på samme side som navnesøstrene. At have dem som fjender var noget man faktisk ikke engang var i stand til at tænke på.
   Noget af det der fangede hendes opmærksomhed var beretninger om Beskyttere og det sværd nogle af dem havde båret, et sværd der var skabt til historiens allerførste Beskytter, et sværd der var knyttet til essensen af det der var en Beskytter, et sværd der gjorde Beskytteren i stand til ting som ikke syntes menneskeligt muligt. Sværdet opdagede hun i en anden tekst havde siden legendernes tid været opbevaret i en af de bedst beskyttede bokse lige her i Tårnets kælder. Det var beskyttet af Høj Magi, magi som ingen længere kunne beherske eller blot så meget som kendte meget til. Der var Beskyttere der havde haft næsten ubegrænset magt både gennem det de selv var og gennem det som sværdet gav dem. Måske var det det der skulle holdes borte fra Anna. Anna var ikke en der gav magt fra sig.
   Noget andet der fangede hendes øje var beretninger om båndet mellem Magikeren og Beskytteren. Et bånd der var skabt af den høje magi, noget man havde troet var gået tabt for over tusind år siden. Nu var det vendt tilbage til verden igen. Den kraft, det gav dem der havde det, var nærmest uoverskuelig. Den magt det bragte indenfor deres rækkevidde helt utænkelig.
   Der var voldsomme beretninger om indre opgør, om krige og slag, om den råhed der mødte verden når krig rasede. De fortællinger fik Madelena til at skælve ved tanken om hvad der kunne vente. Riget skulle genrejses. Begivenheder var som dominobrikker og de første var allerede væltet. Krigen ville komme. Hun gøs ved tanken.
   Men det som hun var allermest interesseret i var de gamle nedskrevne anelser. Også tanken om de gamle magikere fik hende til at skælve, ikke i frygt, men i betagelse og respekt over deres fantastiske evner.
   Hun fandt en tåget beretning om sig selv. Det gjorde nærmest Madelena svimmel. Hun ønskede ikke at være vigtig nok til at en magiker for over tusind år siden havde haft en anelse om hendes eksistens. Men det kunne ikke være andre, Madelena kendte i hvert fald ikke til andre som det var sket for.
   Anelsen fortalte om en kvinde som nær var blevet taget i lære som Ridder men så havde nogen opdaget at det ikke var hendes største talent, at det største talent derimod var anelserne. Kvindens videre skæbne fortabte sig i tåger som Madelena ikke kunne tolke. Historien rummede også en person kaldet Vogteren. Hvem det var, forsvandt også ind i tågerne men en ting var sikkert og det var at forvekslingen mellem en ridder og en magiker var den første begivenhed i en række.
   Det var ganske rigtigt som dominobrikker. Når den første havde sat sig i bevægelse var det for sent at stoppe resten, det eneste man kunne gøre var at prøve at få styring på om rækken drejede til højre eller venstre.
   Madelena var sikker på at navnesøstrene var den næste brik. Den næste igen måtte blive kongesønnen. Eller måske kunne han være den fjerde brik. Det slog hende at manden hun havde set med Navnesøstrene måske var den tredje brik. Men Kongesønnen måtte være en. Det ville være det eneste der gav mening i et spil hvor alt i sidste ende måtte lede mod Rigets genrejsning.
   Hun sukkede og udvidede sin søgning til også at gælde kongeslægten men måtte give op. Hun måtte være på det forkerte niveau i Tårnet. Dette niveau var dedikeret til noget andet. Hun kunne ikke for sin død fastslå hvad. Der var meget om navnesøstre og brødre men der var også meget andet. Der syntes ikke at være en emnebegrænsning eller gjorde der. Der var intet om kongeslægten, intet overhovedet. Det ville sige intet ud over anelsen der omfattede hende selv og den person der blev kaldt Vogteren. I den var Kongesønnen tilstede men sammenhængen fortabte sig i tågerne. Hun opgav emnet og vendte tilbage research omkring navnesøstre og brødre. Bare biblioteket ikke havde været så stort. Bare det hele ikke havde virket som om alt i sidste ende var afhængigt af noget så flygtigt som held.
   Madelena så træt og bleg ud. Hun tilbragte meget tid i kælderen og fik ikke meget søvn. De ville snart komme, navnesøstrene, og hun måtte vide så meget som muligt før det skete. Heldigvis var der ingen der to videre notits af hvad hun foretog sig, dem der havde anelserne brugte tit tid på noget som ingen andre forstod.