Jeg tænder for overlæggeren og skruer op for blusset på komfuret. Kartoflerne begynder at boble, mens oksekødsbøfferne ligger på stegepanden og syder, for langsomt at miste deres røde farve. Radien er tændt og en stemme kommer ud fra højtalerne. "Tvillinger Andrew og Steve Moore er blevet fundt døde i en gyde. Politiet ved endnu ikke hvem gerningsmanden er." Jeg lukker øjnene og ved at jeg aldrig vil kunne se forældrene i øjnene igen eller deres lillesøster Lea. Mine hænder vasker øvet salatten under hanen, tager en kniv og hugger den i stykker i nogle hårde bevægelser, som ligger på køkkenbordet. Det ender med at salaten knap nok kan kaldes salat mere. Jeg fanger stykkerne i min hænder og kaster det voldsomt ned i skraldespanden. Blodhale snor sig rundt om mine ben og åbner munden i et langtrukkent "Miaaaavvv." Jeg åbner en dåse kattemad og hælder indholdet ned i hans skål, hvor hans snude bliver begravet i. Min kat vender (overraskende) hovedet væk fra grøden og skiller sine læber i en hvæsen. En sort kat står foran ham med grønne øjne. Den vokser, mister sin pels og antager en menneskelig skikkelse. Hun har sorte krøller og en lysebrun hudfarve på en slank krop, der er udstyret med fyldige bryster og runde hofter. Hendes skygge ligner en kats og øjnene er sorte med grønne senehinder.

"M!" Siger jeg - ikke overrasket, men kan ikke lade være med at undre mig, hvorfor jeg ikke har hørt fra hende i flere måneder. "Din hale har endnu ikke del sig, kan jeg se." Daisy's læber (Som er hendes fornavn) skilles i et skævt smil prydet med smilerynker. "Hey Cook," svarer hun og omfavner mig. Hun ligger en hånd på hver side af min kind og hiver mit ansigt ned til sine læber, der møder min mund i dybt kys. Mine hænder glider ned af hendes spinkle ryg og stopper ved hendes velskabte baller. Hvad laver du? Råber mit indre og med besvær skubber jeg hende blidt væk. "Lad mig finde noget tøj til dig. Hold øje med kartoflerne ikke koger, okay?" M nikker uden ord og ser et øjeblik på mig med et Jeg-Forstår-Dig-Ikke blik. Puha. Det var tæt på, tænker jeg og går ind i mit soveværelse, som er et lille rum med dobbeltseng, skab og kommode. Mig og M var gamle flammer, der et par gange en sen nat havde hygget sig under dynen. Men vores venskab stak dybt og var viklet tæt sammen. Selvfølgelig holdte jeg af hende, men det blegnede i forhold til den ægte vare - og hun ville ende med at slog sig slemt. Jeg så hende ikke i det lys, som hun betragtede mig i. Mine hænder trækker skuffen ud og griber fat i en langærmet blå bluse med et logo, boksershorts, sokker og blå cowboybukser. Selv er jeg klædt i en sort tshirt med V-formet åbning og cowboybukser i en mørkere farve. Hun nægter at møde mit blik, da jeg træder ind i køkkenet. "Her," siger jeg og kaster tøjbunken ind i hendes favn. Jeg ruller med øjnene, da Daisy langsomt trækker i tøjet. Mine hænder slukker for komfuret og åbner et skab, for at snuppe to tallerkner. M sætter sig i udkanten af bordet og mumler et utydeligt "Tak."

"Ingen Årsag, M," siger jeg og stiller tallerkenen foran hende mellem kniv og gaffel. Intet ord kommer over hendes læber, der ryster lidt. Hun fjerner ikke blikket fra bordet. Jeg ser længe på M. Det ligner hende ikke - normalt kan jeg aldrig lukke munden på hende. "Har bøfferne ikke fået nok?" Spørger jeg med bulede kinder og stikker gaflen ned i min overskårne bøf, der forsvinder ind mellem mine tænder. Hun ser endelig på mig undskyld, siger hendes øjne i det en tåre løber ned af kinden. Jeg hæver et øjenbryn og åbner munden for at sige noget: "Dai...?" M har lukket sin hånd om et skæfte, hvis krystalblad jages gennem mit bryst. Jeg gisper og spærer øjnene op, før jeg falder ned fra stolen. Hun kærtegner min kind og et billede tager form i mit hoved.

"Dræb ham," siger Ray med sin hypnotiserende stemme, der ikke tager imod et nej. Han har mørkeblondt hår, der indrammer et arrogant ansigt med et koldt og hårdt glimt i de grønne øjne. Dræbe Anthony? Tænker jeg og bider tænderne sammen. 'Jeg...' Gør som jeg siger! Jeg nikker og går ud af hans urteshop. Med ærmet tørrer jeg en tåre væk. "Daisy!" Råber jeg i det mit hoved rammer gulvet med et dunk. "H-han bad mig om det, An," stammer hun. Hendes øjne er våde af talrige tårer. Hun klæder sig af og forlader min lejlighed i sin sort-hvide katteform. Jeg lukker øjnene, mens min ånde forlader min mund i en hivende rallen. Gaflen falder ud af min hånd og triller hen af gulvet...

"Klask!" Noget rammer mig på kinden og jeg åbner øjnene til en slørret verden. "Anthony," siger en velkendt stemme. "Vågn op!" Et fregnet ansigt med lyst hår og blå øjne betragter mig i det en hånd hæves. Jeg stopper den og sætter mig op. "Hvad er der sket?" Spørger Ethan.
   Jeg ligger en hånd på brystet og kigger ned af mig selv på min blodige skjorte. "Hun," prøver jeg. "Hun slog mig ihjel!" Ethan's øjenbryn ryger op i vejret og det ene øje bliver knebet lidt sammen. "Hvem?" Spørger han og betragter mit blodige bryst, hvor der kun er en smal revne i skjorten. "Hvordan kan du overhoved være i live?" Spørger han og åbner igen munden. "Hvor skal du hen?" Jeg svarer ikke og flår skjorten op så knapperne flyver til alle sider. Ethan dækker øjnene med en hånd, da min bukser falder til gulvet. "Luk døren efter mig, gider du?" Siger jeg. Mine læber trykker tænder sammen, da jeg falder ned på alle fire. Mine knogler bevæger sig under huden og finder sig til rette, da en brun pels dækker min hud. Mine ører bliver lange, flade og trekantede, mens hagen og næser bliver til en bred mørk snude med struttende knurhår. Jeg lunter hen til døren, der tydeligt lugter af kat. I et hop trykker jeg dørhåntaget i bund med mine store forpoter. Færten leder væk fra elevatoren i enden af gangen og ned af brandtrappen. "Vent," råber Ethan og kommer løbende bag mig.

Jeg sprang ned af trapperne og løb ned til bunden. Ethan kommer hoppende bag mig. Han hiver efter vejret og mumler noget om "Stopper de trapper da aldrig?" Hans hænder bærer på en plasticpose med tøj i. Vi ender ude på gaden, hvor min snude fører os væk fra lejlighedsblokken. Jeg lunter gennem en park med buedede træer, hvis trætoppe nærmest rører skyerne. Min ven er lige i hælene på mig og småløber op på siden af mig. Han trækker sin røde hætte hen over hovedet og stikker hænderne i trøjens grå lommer. En vind river i hans cowboybukser, der stopper over nogle sneekers og får ham til at trække skuldrerne op til hagen. Min pels er tyk og lang, så jeg fryser ikke. Uden at ville det svinger mine hale frem. Grus og sandstien vi følger snor sig som en slange forbi bænke med mennesker, hvis næse er begravet i en avis, lygtepæle og legepladser med leende børn. Træerne stopper i siden af en trafikvej, på den anden side er der et loppemarked, en butik og et hus. Over husets døre, under gavlen, er et firkantet skilt hamret fast til træmuren: Krydderihuset står der. Dets tag er dækket af sorte tagplader. Jeg bjæffer af Ethan og drejer hovedet fra side til side. Begge kryds i hver ende er rødt, så nul biler. Jeg løber over vejen og fortsætter ind i en gyde for at skjule mig bag nogle skraldespande. Der lugter af rådne madvarer og bananskralder. Pelsen forsvinder og mine lemmer bliver længere og tykkere i det min snude og ører krymper indtil et ansigt med gråblå øjne og sorte hår viser sig i en knust ølflaskes spejlbillede. "Wauw," siger Ethan og smider posen hen til mig. Jeg tager hurtigt tøjet på, som består af mørke sko, en sweeter, en hvid tshirt og ensribede joggingebukser. "Tak, makker," siger jeg og strækker mine ben, der er lidt ømme efter forvandlingen tilbage til menneske. "Gider du fortælle mig hvad vi skal her?" Spørger han og trækker en hånd gennem det halvlange, lyse hår. "Vi skal ikke noget," svarer jeg langsomt og går forbi. Ethan's mund går op i et O ved mine ord. "Gå hjem. Du vil ikke bryde dig om, hvad der skal ske."

Jeg går hen til døren, hvor et papskilt hænger. Lukket siger papiret, men min fod mener noget andet. Døren går op med et brag og en pige skriger bag skranken. I ren forskrækkelse springer hun væk fra fyren med de grønne øjne og mørkeblonde hår, der strejfer hans bryst, hvor et billede af en fugl er på undertrøjen. Hans ben er dækket af sorte slapafbukser. "Mindsandten om det ikke er Dai's bolleven," siger han og vender hovedet på skrå. "Hov! Nej eksbolleven." Hans stemme drypper af foragt og øjnene stråler af had. Godt blikke ikke kan dræbe, kan jeg ikke lade være med at tænk. Ray ser på Ethan og åbner munden i en undrende mine. "Og hvem er du så?" Ethan ligger armene over kors, men siger intet. "Giv slip på hende, Ray," siger jeg til ham. "Det er der jo intet sjovt ved," siger han og lyder som om Daisy er et kæledyr. "Angrib," siger han og peger på mig med en doven bevægelse. Pigen får en fraværende blik i sine katteøjne med de blå senehinder. En tynd grå pels spreder sig i hendes ansigt, der er indrammet af kamelfarvet hår. Hendes kurvede læber skilles i en snerren, hvis nålespidse hjørnetænder er flere centimeter lange. Ray vender ryggen til mig og løber gennem en døråbning bag skranken ved siden af reolerne med krukkerne og flaskerne. "Jeg har ham," siger Ethan og sætter hånden på skranken for at springe over den. For et menneske at være er han faktisk meget adræt. "Eth ven... Hun knurrer og springer gennem luften. Det øjeblik jeg kigger efter min ven giver hende tid nok til at slog ud med sine hænder, hvor de sorte negle bliver lange og skarpe. Blodet sprøjter ud over gulvet, da hendes kløer snitter min mave fire steder, lige under brystet. Jeg smyger mig om bag hende og lægger armene om hende i et solidt greb. I mine tanker forstiller jeg mig en slange og åbner min mund, hvor hjørnetænderne spidser til og forlænges. I en huggende bevægelse sætter jeg tænderne i hendes hals. Min gift sprøjtes ind i hendes årer og hun falder rystende om. "Jeg er på vej, Eth," siger jeg til mig selv og løber ud gennem den åbne bagdør i tide til at se Ethna lange Ray et hårdt knytnæveslag i hovedet efterfulgt af et spar i hans mave. Heksen stikker hånden ned i lommen og trækker noget op i sin hule hånd. "Pas på Ethan!" Råber jeg, men for sent. Ray kaster en lille flaske gennem luften, der går i tusinde stykker og spreder sin grønlysende væske i hans ansigt. Ethan dækker sit ansigt med hans hænder og falder skrigende til fliserne. "Hvad har du gjort!" Spørger jeg og ser på min ven, hvis rystelser stiger. Hans hud ændrer langsomt farve og hans muskler svulmede. Ray griner med ordene "Husker du krystalen Dai stak dig med? Det er dens indhold der fremkalder denne reaktion."

"Dit sv..." Ray løfter en flad hånd uden at sige noget. Vinden rusker i mit hår og en kraftige blise kyler mig ind i baggydens skraldespande. Han kravler over en murstensmur og forsvinder om bag den. Ethan er holdt op med at ryste. Hans tøj er bliver sprængt med en flænsende lyd, da fødderne bliver til klove og en løvehale skyder ud fra enden. Min vens ansigt er omkranset af lange hår, hvor flagermuseører stikker ud fra manken. Hans øjne er på størrelse med tekopper nu, hvis pupiler og irisser er så små at jeg næsten ikke kan se dem og senehinden antager en blodrød farve. Han blotter sine savtakkede tænder i en snerren og rejser sig op. Hans arme er blevet meget længere end benene og i sin nuværende skikkelse minder han meget om en gorilla - bortset fra at han er dobbelt så stor. Hans tykke lemmer dækkes af en sort pels, hvor brystet og ryggen er markeret af brune striber og pletter.

Ethan får brølende øje på mig og løber på alle fire mod mig. I'm screwed.

Ethan rejser sig på bagbenene, der ender i klove og banker sig på brystet med sine lange, gorilla arme i det han brøler. Den kulsorte pels dækker hele kroppen undtagen klovene, hænderne og abeansigtet, der er omkranset af tykke, lange hår. Øjnene er store som tekopper med mørke pupilløse irisser, der er på størrelse med nåleknapshoveder i røde senehinder. Hans overarme er ligeså tykke som træstammer og hans fingrer er lange nok til at han vil kunne holde mig om bryst og ryg i et greb. "Eth," siger jeg langsomt og roligt til ham. Han snerrer og hæver sine knyttede næver, for at slå dem ned i jorden, hvor asfalten revner. I et rullefald ruller jeg til siden og springer op på ryggen af ham med armene om hans hals. Ethan hopper bagud og vi fortsætter ind gennem Krydderihusets trævæg, så splinterne flyver til alle sider, mens krukker og glas smadres på gulvet. "Hvad forgår der her?" Spørger en mand i blå og sort, der træder ind i rummet ved tumultens larm. Politibetjenten trækker sin pistol i det Ethan griber fat i skranken, der knaser knagende, før den bliver kylet gennem butikken. Han giver et højlydt skrig fra sig, før han bliver ramt. Pistolen glider hen af gulvet.

"Hvad har du dog gjort?" Råber jeg og dukker mig, da en reol flyver gennem lokalet i et brag. Ethan stormer frem og slår ud efter mig med sin store næve, der fortsætter gennem muren. Jeg skyder frem som et lyn og placerer min fod i hans mave, så han tumler nogle skridt tilbage. Et velrettet knytnæve slag i midten af hans hårede bryst og han triller ud af huset. Ethan kløer sig i panden og kommer forvirret på benene. Luften er fuld af skraldespande, hvor skraldet kastes til alle sider ved sammenstødet med bæstet foran mig. Det er blevet mørkt i det sirener hyler og i det fjerne kan jeg se blinkende lygter. Shit, tænker jeg og ser over på parken på den anden side af vejen. Nej. Måske er der stadig mennesker derinde. Det var ikke ualmindeligt at folk løb en tur om natten inde mellem de høje træer eller at man luftede tæppetisseren. Perfekt, siger jeg til mig selv ved synet af Den Sære Skov for enden af vejen, der førte ud af Roger's Bæk. En rigtig stor skov. "Hey!" Råber jeg til den forvandlede Ethan. "Jeg er her. Kom og tag mig din grimrian!"

Ethan brøler øredøvende og river en lygtepæle op fra fortovet. Den suser gennem luften som et spyd og forsvinder ind i parken. Han springer højt op i luften og lander samtidigt med at hans hænder hamres ned i asfalten som en hammer. Det groteske ansigt bliver fortrukket i en overrasket grimasse, da jeg ikke er der. Han finder mig hurtigt og løber på alle fire mod Den Sære Skov, hvor jeg står foran de rynkede, krumme træer, hvis grene kryber ned mod jorden, som udfoldede hænder. Ethan løber alt hvad han kan. Langt hurtigere end noget menneske kan præsentere, men jeg holder mig hele tiden flere meter foran. Han springer behændigt over busk og trætoppene rasler, da han kravler op af dets stammer for at svinge sig i grenene. Hvor er du Ethan? Tænker jeg og ser fra side til side. Jorden ryster da han lander foran mig og svinger næven op i en bue, så jeg ryger op i luften og ind i en ung ask med en grønlig bark. Han flår et træ op med rode, for at svinge det som en køle, der som en pil sender mig længere ind i trælandet. Av.

Buske rasler i det noget stort nærmer sig og træerne vælter larmende efterfulgt af høje brøl. Ethan's senede hånd lukker sig om min ankel og løfter mig op i på samme måde som man svinger en økse. Igen og igen slår han mig ned i jorden, mens mine knogler brækkes og knuses i små knæk. Han smider sig fra mig og flygter dybere ind i skoven. Blodet løber ned af min pande og drypper ind i mine øjne, før jeg lukker øjnene i det verdenen formørkes. Jeg er ked af det, Eth. Tilgiv mig, når jeg knapt nok at tænke før jeg mister bevidstheden.