1 Ankomst
   Det var lige før aften. De sidste solstråler havde netop forladt dalen, og man kunne stadig se sollyset halvvejs oppe på bjergsiden mod øst. Men det var der jo ikke noget unaturligt i. Det der gjorde denne aften til noget specielt, var det der sket den aften. Et blåt lys strøg igennem luften. Det kom som et kuglelyn, ikke hurtigt men heller ikke langsomt, og det efterlod en hale af blåt glitrende lys, der gik over i en mængde små gule gnister, der lige som stod stille i luften et øjeblik, for derefter at forsvinde. Lyset var kommet ind igennem Hestepasset sydfra, ind i dalen. Det var den vej alle hestene fra dalen blev drevet ned til kysten og byen Vangaard. En del gårde vestpå i dalen, avlede heste til salg, og de blev ofte sejlet ud fra Vangaard, derfor fik bjergpasset syd på navn efter den trafik.
   Den aften så den unge Alexander Deftorp det blåt lys komme til hans by Vinterly i dalen, da han var på vej hjem med får og geder. Han havde været oppe på bjergskråningen det meste af dagen sammen med sin hund Regi, og nu skulle de hjem til aftensmaden. Gederne og fårene havde ikke bemærket noget, og lyset gav heller ikke nogen lyd fra sig. Det forsvandt ind imellem husene, og komme ikke til syne igen.
   Alex, som de fleste kaldte ham, var ellers ikke særligt nysgerrig anlagt, men den aften var han ved at eksplodere af nysgerrighed. Da han havde fået gederne ind i folden, og åbnet lemmen til udhuset, kunne han næsten ikke få håndtaget på lågen på plads. Han havde alt for megen fart på, og ville ind og fortælle, hvad han havde set.
   Inden Alex kom hen til trappen op til bagdøren i huset, kunne han høre stemmer oppe fra køkkenet. Han stoppede op og lyttede. Sollyset var borte, og nu var der kun lyset fra resten af den røde aftenhimmel tilbage og så et par stjerner, der så småt var ved at komme frem på himlen. Alex hold sit åndedræt tilbage, så han bedre kunne lytte. Alt blev stille. Der var ikke en lyd at høre. Alex oplevede det hele mere intenst af bare spænding. Der var kun få ting der bevægede sig. Røgen fra skorstenene der steg lige til vejrs fra de små huse. Gederne der trak sig tilbage til udhuset, hvor æslet Aenis stod. Et par silhuetter bag vinduerne. Alex ånde der fortalte, at det var ved at gå mod vinter, og Regi sad ved siden af ham, så på ham, og ventede. Men så hørte han igen stemmer inde fra køkkenet. Alex vidste ikke hvorfor han standsede op. Han havde jo noget at fortælle, men det var, som om noget holdt ham tilbage. Samtalen i køkkenet var ved at blive afsluttet.
   Alex tog Regi i halsbåndet, og trak ham med ind under trappen der gik op til bagdøren. Der var otte trin op til svalegangen bag på huset. Døren gik op, og en mand kom ud. Han lukkede døren bag sig, og gik ned ad trappen. Alex hold Regi om snuden. Manden stod på trappens nederste trin. Alex kunne se hans støvler, og det nederste af hans kappe igennem trinene på trappen. Det var en fremmed mand. Hans støvler havde et underligt mønster rundt om hælene. Det lignede et slangemønster. Han må også have haft et sværd under kappen, for Alex kunne se spidsen af skeden, der stak en smule ned under kanten af kappen. Den havde en metalspids. Han var nok en mand af større betydning. Alex kunne lugte tobak. Manden stod der på trappen, og tændte sin pibe, inden han gik videre. Et øjeblik efter han var forsvundet omkring huset om på hovedgaden, sad Alex stadig under trappen med Regi og undrede sig. Han sad og så ned over vandløbet bag byen, og over på bjergskråningen. Det hele var så fredfyldt, og alligevel havde Alex en uro i sig, som om noget var i gærde.
   Efter Alex far Lars var død, havde hans mor Bellis det ikke let med at få det hele til at nå sammen. Hun skulle nu passe kroen alene sammen med to piger fra nabolaget. At Alex passede får og geder, var også noget nyt. Han havde hjulpet sin far i sommertiden, og derfra havde han lidt erfaring med dyr, og kunne bidrage lidt til økonomien på kroen. Der var noget sørgeligt ved det hele, nu efter ulykken. Alex ville gerne væk herfra, men skulle han efterlade sin mor og pigerne? Hans far havde sagt til ham, at han regnede med ham lige inden han døde. Nu skulle Alex være manden i huset, og han havde lovet sin far at passe på Bellis. Alex tænkte "Hvorfor skulle han også dø? Han havde stået bag ved en vogn med vinfade, imens man slog bagklappen på vognen ned. De fire store arbejdsheste gav et ryk i seletøjet, da klappen faldt ned, og så startede lavinen. fem af de syv tønder kom rullende ned over far. Han stod bare og ventede på dem, og nu var mor alene med mig og pigerne. Det var simpelthen også hans skyld, at det hele var blevet så sørgeligt, kedeligt og uretfærdigt."
   Pludselig hørte Alex døren fra køkkenet blive åbnet, og kort efter lukket igen. Det var hans mor, der så ud, om hun kunne se ham nogen steder. Alex og Regi kom frem fra trappen, gik op og ind i køkkenet. Regi fandt øjeblikkeligt på plads i sin kurv ved døren, og forventede en godbid inden det blev dens tur efter spisetid. Bellis var ved at lave maden færdig. Pigerne kom brasende ind fra krostuen foran i huset. De brugte et hvert øjeblik på fnisen, hvisken, snak og løjer. De skulle servere og holde kunderne ved godt humør. Der var kun få gæster derinde, og de skulle også have noget at spise. Mor vendte sig om imod Alex, og sagde, med en håndbevægelse i retning af bordet midt i køkkenet, "Sæt dig og spis min dreng." Hun forsynede pigerne med to bakker fyldt med skåle med varm suppe. Hun sendte dem ind i krostuen igen, med besked om at underholde gæsterne
   med sang og musik, når de havde serveret maden. "Lad dem ikke gå tør for brød - det er billigere end suppe, og fylder mere i deres maver" sagde hun.
   Alex begyndte med maden. Suppen var rigtig varm, og han måtte puste til den, for at køle den ned. Bellis' suppe var uden sidestykke i denne verden. Man kom fra nær og fjern, for at spise hos hende. Opskrifterne havde hun dog beholdt som hemmelighed. "Man skal aldrig sælge ud af arvesølvet" havde far sagt. Han mente at den viden man samler, må man ikke give slip på, for så har man ikke noget, som andre ønsker at betale for.
   Efter en længere pause kunne Alex høre pigernes sang inde fra krostuen. Alex mente, at det også var det eneste, der havde nogenlunde værdi hos de piger. De kunne i det mindste få gæsterne til at more sig, når de ellers blev for højrøstet efter at have drukket rigeligt af den hjemmelavede øl.
   Bellis spurgte Alex. "Hvordan var din dag oppe på græsset?" "Som den plejer - grøn og kedelig," svarede han. Alex kunne mærke, at hun ikke var tilfreds med de få ord. Hun havde en evne til at føle, når nogen sad og klemte inde med noget. "Kom så frem med det!" sagde hun. Alex begyndte "Øh - Hvem var den mand der gik ud for lidt siden?" "Nå - Det var bare en gammel ven. En jeg ikke har set i mange år. Han ville bare hilse på mig." Bellis gik igen over til tønden, hvor hun vaskede skålene af efter brug. Hendes kjole og forklæde var næsten altid fugtige efter arbejdet i køkkenet, og den lange fletning havde hun normalt bundet op i nakken under kysens kant, men den hang ned ad ryggen på hende, og nåede et godt stykke ned under det reb hun havde om livet. Der var nu også et eller andet, hun ikke fortalte Alex. Et eller andet med den mand, der var kommet ud på trappen, lige inden Alex kom ind. Hun kunne heller ikke skjule alt for Alex, når der var noget der ikke var som det plejede at være.
   Alex kunne ikke vente mere, nu måtter han fortælle om sit syn. "For resten så jeg noget mærkeligt på vej hjem i dag." "Hvad så du?" spurgte Bellis. "Jeg så et blåt lys komme susende ind over Hestepasset og ned i byen, og det kom ikke ud derfra igen. Det havde noget der lignede en hale af lys, og så ud til at vide, hvor det skulle hen." Bellis kiggede på ham, og sagde "Det er nok bare noget du har drømt. Du ved jo, at du ofte går og dagdrømmer deroppe på græsset. Måske kunne du tjene penge på dine røverhistorier."
   Alex fortsatte "Men mor - du må da have hørt gæsterne tale om det. Jeg så det komme ned i byen, ned ad hovedgaden, og så standsede det eller forsvandt bag husene måske inde på hovedgaden. Jeg kunne nemlig ikke se det imellem husene længere ned ad gaden." Bellis sagde "Spis nu din mad, og hold op med det pjat. Du ender med at sidde som bums på torvet. De er fulde og fortæller ammestuehistorier for børnene hele dagen."
   Nå - Så var der lagt låg på den sag. Sådan kunne Bellis altså også sætte punktum for hans nysgerrighed. Alex havde nu ikke opgivet håbet at finde ud af, hvad det havde været. Måske kunne han lytte sig til noget på torvet i morgen, når han skulle ned for at hente varer til kroen.

2 Forbud
   Det var en urolig nat. Alex drømte en del mærkelige ting med lys, sværdkamp, en hund der gøede, ildebrand og far der var med. Det var ikke blevet lyst endnu, og Bellis var allerede i gang nedenunder. Alex vågnede ved den velkendte lyd af potter og pander i køkkenet, som han et øjeblik troede, var lyden af sværdkampen han drømte om, hvor der blev kæmpet i en by der brændte, men det var duften af brændt træ fra ildstedet i køkkenet der bredte sig. Alex vågnede pludselig stakåndet og med sved på panden. Han så sig om ring, og genkendte rummet, hvor han sov, og Regi sad ved siden af hans seng, med hovedet på dynen, og holdt øje med ham.
   Vinteren var virkelig ved at tage fat i Vinterly. Alex kunne mærke, at dynen var blevet noget stiv på oversiden. Hans ånde havde dannet rimfrost på dynen. Hans mor bankede på ildrageren, så det klingede. Det var signal til Alex. Nu måtte han op. Han skulle lige have noget vand i hovedet, og så i tøjet. Det var koldt, og han måtte bruge sin dolk, for at komme igennem isen på overfladen af vandet i vaskefadet. Bellis havde lagt hans overtøj sammen over ildstedet på den brede karm af sten. Tøjet var altid tørt og lunt at tage på. Alex kunne huske, at hans far også altid havde sine støvler hængende til tørre ved siden af ildstedet. Der var fire kroge på hver side, og en svingarm i muren til venstre. Bellis kunne hænge gryder op på svingarmen, og den kunne endda bære den største jerngryde hun havde, så hun kunne have den inde over ilden eller ude i køkkenet.
   Der var stadig suppe tilovers fra i går, men den skulle han ikke have noget af endnu. Den var kold og fedtet lå som en tyk hvid skorpe nede i gryden. Der ville gå nogen tid, inden det hele kom i kog igen. Men Bellis havde allerede sat noget på bordet, da Alex kom ned i køkkenet. Han var sikker på, at hun havde været i gang i nogle timer inden han kom. De tre bordplanker der havde været tilredt af madrester og grønsager fra dagen i går, var rene og næsten hvidskuret her til morgen. En blanding af noget Bellis kaldte sæbe og en portion af det hvide sand nede fra vandløbet, gjorde sit til, at tingene blev rene her i kroen. Men når man så mors hænder, vidste man også godt, at det ikke kom af sig selv. Hun arbejdede alt for hårdt, og var ikke typen der skånede sig selv. Et eller andet sted forstod Alex, at hun ofrede sig for ham, så de kunne have et godt, trygt og nogenlunde behageligt liv i kroen.
   På bordet stod en kande, der havde et skår i den ene side, og to træfade med brød og ost. Bellis' stemme brød tavsheden. "Når du er færdig, kan du gå ud og malke gederne, og så kan du tage mælken med ned på torvet. Du kan lige fylde den her, inden du går ned
   i byen." Hun rakte ham en lille spand. "Jeg skal bruge mælk til gæsterne. Husk at købe så mange grøntsager som muligt, og nogle tørfisk, og tag det kød med du kan få, men det må ikke være dårligt. Tag hellere noget der er røget eller saltet, hvis de ikke har frisk kød, og så to suppehøns. Her er lidt ekstra penge."
   Midt på formiddagen var Alex på vej ned ad hovedgaden i Vinterly sammen med Regi. Der boede vel 20 familier. Alle i byen kaldet det Hovedgaden i byen. Der var kun to hjulspor efter trafikken igennem. Alex havde hørt gæster fortælle om de store byer, som de havde set i den store verden. Man passede sig selv, og sladrede om hinanden. Men en rigtig by mente Alex ikke det var. Det var en af hans dagdrømme, som hans mor kaldte dem, der gav ham lyst til at se storbyer, havne, skibe og fjerne spændende lande. Når han gik ned i byen, kunne han drømme om den vide verden, og alle de ting man kunne møde. Store flotte huse med vinduer med kulørt glas, og ikke disse skodder og låger som her. Men solide det var husene her. De havde stået mange storme igennem. Vintertiden i dalen, var ikke for sarte sjæle. Vinden oppe fra bjergene i Nordøst, kunne sende den stiveste frost igennem byen. Man kunne fryse både næse, fingre og tær, så de kunne falde af. De gamle mente, at det var Kong-Frost der kom igennem byen, når det var allermest koldt.
   Alex' dagdrømme blev afbrudt, da han kom ind på torvet, hvor kræmmere og handlende råbte om kap, for at fange folks opmærksomhed. Der blev solgt mange ting, og en gang i mellem kom der også fremmede, der havde noget med andre steder fra. I dag var der et par stykker. Det var spændende, men Alex måtte først sælge mælken, og få købt det mor manglede derhjemme. Så kunne han senere se på det, de fremmede havde bragt til byen.
   Alex var hurtig den formiddag, og straks derefter stod han foran en vogn, hvor manden solgte knive, sakse og økse. Den slags havde de nu også derhjemme, men manden gjorde ham alligevel nysgerrig. Alex stod et stykke fra vognen, og betragtede folk der kom for at handle. Manden havde en lidt anden måde at tale på. Han var bestemt ikke her fra egnen. Alex så ned på hans støvler, og bemærkede, at han havde de samme støvler på, som han så på manden på køkkentrappen i går aftes. Det samme mønster var på hælene. Slangen eller hvad det nu skulle ligne. Men hvor var hans kappe og sværd? Alex kunne ikke se det. Han havde det ikke på. I stedet havde han en fåreskindsfrakke på. Det måtte have været et kæmpe får tænkte Alex. Der var ingen syninger at se på den. Alex blev mere og mere nysgerrig. Hvor kom manden fra, og hvad ville han derhjemme, hvis det ellers var ham? Hvorfor ville Bellis ikke fortælle mere om den fremmede, og hvad skulle han? Hvis han havde været en almindelig gæst fra kroen, så ville han ikke komme ud ad bagdøren. Alex besluttede sig for at se på hans varer, så kunne det måske være, at han fik mere at vide.
   "God dag unge mand! - du ser ud som om du kunne bruge en ulo. Hvad med den her!?" spurgte manden, og rakte en mærkelig kniv ned til Alex. Han talte godt for sin sag. "Hvad er det for en?" spurgte Alex. "Se her - det er en vippekniv fra det fjerne nord. Den er meget skarp og kan ikke undværes i nogen husholdning. Var det ikke en fin gave til din mor?" Nu kunne Alex ikke holde sin nysgerrighed tilbage mere. "Hvor kender du min mor fra?" Manden tøvede en smule, og svarede så; "Har vi ikke alle en mor? Smut nu med dig. Jeg har travlt kan du se." "Hvor længe bliver du i byen?" spurgte Alex. Han svarede "Jeg har det lille hus omkring hjørnet der. Jeg bliver nok en tid. Her er kniven til din mor." Alex så forbavset på manden, og fik til sidst fremstammet "Hvad koster den?" "Den må du få gratis til din mor" sagde han, og så blinkede han med det ene øje. Regi sad ved siden af, og så ud som om den også ventede på noget fra manden. Han kastede noget ned til den, og Regi greb det i luften. Det var vel en godbid. I det Alex sagde tak, drejede han rundt, og så et øjeblik kappen og sværdet hænge i siden af vognen. Det var den samme kappe han havde set aftenen før. Nu ville han tale med mor, og det kunne ikke gå hurtigt nok hjemad. Han nærmest løb hele vejen. Dem der kendte ham, råbte leende til ham undervejs. "Hvor brænder det!? Hvad er der los!? Han har set en drage!? Alex har nok ikke altid haft så meget far på, så det forekom dem noget underligt, at han sådan kom løbende. Regi så ud som om den var med på en lej med at komme først hjem. Han tog den direkte vej om ad bagdøren og ind i køkkenet. Alex kom lige efter. Der var noget mørkt i køkkenet. Udenfor var solen allerede kraftig, og det gjorde det ekstra svært at få synet indstillet til det halvmørke køkken. Han stod med hænderne på sine lår, og forsøgte at få vejret igen efter løbeturen. Varerne havde han sat på bordet. Palmina, den ene af de to tjenestepiger, der stod og rørte i gryden ved ildstedet, kom også straks med en bemærkning. "Nå - er du på flugt fra nogen? Hvad har du nu lavet af drengestreger?" Alex gispede, og sagde "Pas dig selv!" Hun var altid parat med en skarp replik. Derimod var Mira, den anden af pigerne, der altid var mere opmærksom og flink.
   "Hvor er mor?" spurgte Alex. Palmina svarede "Søg - og du skal finde!" Øv - hvor var hun irriterende. Hende kunne Bellis nu godt undvære. Hendes udseende passede ellers godt nok til hendes sindelag. Hun havde håret bundet op i en fast kugle midt oppe på hovedet. Hendes øjne var stirrende, og det smil som hun ellers ikke viste ret meget af, var et skævt et, med munden fyldt med gule og brune tænder. Var det ikke fordi Bellis vidste, at hun kom fra naboens familie, så måtte hun helt bestemt være blevet anset for at være en heks.
   Alex kiggede ind i krostuen, men der var kun en enkelt gæst henne ved vinduet ud til gaden. Her midt på dagen var der aldrig mange i kroen. Bellis måtte være ovenpå. Alex løb op ad trappen, og kunne høre hende banke en dyne på plads i værelset for enden ad
   gangen.
   Alex gik ind til hende, og så hende stående ved vinduet med dynen hængende ud ad vinduet, hvor hun gav den et par velplacerede salg. Støvet bredte sig i luften. Solstrålerne kom direkte ind ad vinduet. "Mor - Hvem var den mand, som var her i går aftes?" spurgte Alex med et par indskudte vejrtrækninger. "Har du løbet så hurtigt, at du ikke kan få vejret?" spurgte Bellis. "Sig det nu!" sagde Alex. "Fortæl hvem det var. Jeg har nemlig mødt ham nede på torvet." Bellis satte sig på kanten af sengen. Hun begyndte at fortælle. "Så er det nok tid at begynde hvor det hele havde sit udspring" sagde hun. Alex faldt ned på taburetten ved siden af. "Kære Alexander!" sådan kaldte hun ham altid, enten når hun viste ham, at hun var glad for ham, eller når hun skulle have ham til at lytte opmærksom. Ellers kaldte hun ham altid Alex. Hun fortsatte "Du må love mig en ting, inden jeg fortæller dig noget. Du må ikke sige det til nogen. Det ville simpelthen ødelægge vores liv her i byen. Vi kunne ikke blive en dag længere her i byen, hvis nogen hører det." "Hører hvad?" spurgte Alex.
   "En gang for mange år siden boede jeg ikke her i byen sammen med far. Det var før vi flyttede hertil, og fik kroen overdraget af fars onkel Roar. Han boede her på loftet i nogle år inden han døde. Da han døde, arvede vi kroen af ham, fordi han ikke ville af med den til andre i familien. Hans egne børn var nemlig døde for længe siden, da de var med i den store krig øst for Huldras Kæber - bjergene mod øst. Det var den krig, du ved nok, som far også var med i, men som han var heldig at overleve. Fars onkel gav os kroen, og sådan ved du nok, at vi er havnet her i dag." "Ja - alt det kender jeg. Det har du fortalt før! Men hvorfor fortæller du det?" spurte Alex. Bellis tøvede lidt, og gjorde en synkebevægelse, som han også kendte godt. Det var altid det udtryk i hendes ansigt, der viste, at hun var berørt af noget. Hun havde vel svært ved at tale om det der lå bag. Alex satte mig over i sengen til hende, og lagde armen om hendes skulder. "Mor - du ved, at uanset hvad der måtter være foregået, så vil jeg altid være hos dig, og der er jo intet i verden der skal skille os" sagde han. Hun vendte sig om til ham, og smilede, og gav ham et knus. "Den mand der var her i aftes. Det var William. Han var din fars fætter og ven fra krigen. Han kom bare på besøg for at hilse på mig." Alex fortsatte "Mor - Der er mere end det - ikke!?" "Jo..." svarede hun. "Du må forberede dig på en overraskelse. Du er jo næsten voksen, og har ret til at vide det, men du må ikke fortælle det videre til nogen. Det skal være vores hemmelighed, ikke også!? Du må love mig at holde det løfte" - sagde hun. "Ja - Mor - Det lover jeg. Hånden på hjertet!"
   Bellis sagde så "Du er ikke søn af Lars, som du tror!" Alex måbede, og så forskrækket ud. Bellis forsikrede ham i næsten øjeblikkeligt, at han ikke var noget uægte barn eller sådan noget. For Lars hans stedfar, var bare ven med Bellis, og udgav sig for at være
   hendes mand. Det var for at beskytte Bellis og Alex. Bellis var jo gift med William. De kunne bare ikke bo sammen i lang tid, og det havde sin forklaring. Alex sagde "Nej - nej! Det er ikke det, men jeg har lige som følt det inden i, at der var noget urigtigt i det med far." Bellis fortsatte "Inden jeg flyttede sammen med Lars, var jeg forelsket i William. Det var lige efter krigen. Vi blev gift og fik dig, men straks efter kom problemerne for William. Oprydningsopgaver der havde med krigen at gøre. Vi kunne ikke leve et normalt liv sammen, fordi han havde mange farlige rejser. Det var et ulykkeligt sammentræf, at vi skulle forelske os den gang. Far eller Lars vidste godt, at han ikke var din far, men han holdt af dig, og ville for alt i verden aldrig lade dig mærke at du ikke var hans søn. Han havde også gået igennem ild og vand for dig. Husk på det, når du tænker på ham. Lars var en rigtig god ven af William, og derfor påtog han sig opgaven, at være manden på kroen. Din far er William. Ham du har mødt på torvet i dag. Dengang var han yngre." Bellis smilede. "Dengang var han ung og flot. En man næsten ubevidst kom til at knæle for, når man mødte ham. Men nu er det længe siden, og du har lovet ikke at sige noget til nogen - ikke!?" "Jo - Jo!" svarede Alex. "Jeg skal nok holde mund, men mor, du må fortælle mere." "Senere min dreng." sagde hun. Hun strøg ham over håret, og rejste sig, for at gøre dagens arbejde. Der skulle stadig arbejdes for at klare livet på kroen.
   Det var en morgen, som Alex ikke glemmer så let. Han følte sig helt svimmel. Hvis han ikke havde været særlig nysgerrig efter at kende mand fra torvet, så var han blevet det nu. Alex tænkte hele tiden på William. Arbejdet hjemme skulle jo gøres først, så han satte farten op, men nogle undersøgelser, sådan i smug, kunne Alex vel fint foretage hen ad vejen. "Du bringer gederne over til græsning resten af dagen - ikke også!?" - spurgte mor. Han blev revet ud af sine tanker, og røg nedenunder, sagde "Kom!" Til Regi og løb ud til gederne. Der var nu intet i denne verden så godt til at klare tankerne, som at tage en tur over på græsset på bakken der førte op til bjergene sydpå. Der var der ingen til at afbryde det man tænkte over. Man var helt alene med Regi og gederne, og der var kun dem, de vilde dyr og guderne til at ændre på sagerne der. Selv om Alex havde lovet Bellis, ikke at sige noget til nogen, så var det ikke let. Han kunne simpelt hen ikke lade være med at tænke på William, hans liv indtil nu, og hvem, hvad og hvorfor, og så en hel del mere. Det hele forekom ham som en kæmpe mosaik, hvor nogle nye brikker faldt på plads, og flere nye manglede. Helhedsbilledet ville bare ikke stå klart for ham. Alex ville have styr på familien, og han ville også have styr på historien og deres liv med hinanden. En særlig ting der optog hans tanker den dag, var tankerne om William. Hvad var det for opgaver han havde haft efter krigen, som havde ødelagt familiesammenholdet, så Bellis og Alex måtte leve med Lars, og hvorfor kunne det hele ikke bare blive normalt nu, hvor William var kommet og Lars var død?

3 Mødet
   Nu var der gået en uge, hvor Alex hele tiden var fuld af spænding. Han kunne umuligt blive ved med at gå rundt uden at komme i nærheden af William. Han havde bevidst kastet sig i alt muligt arbejde for Bellis, og havde næsten endevendt hele kroen, for at undertrykke trangen til at tale med alle om alt det nye.
   Nu havde vinteren taget et hårdt tag i landskabet, og det hele var blevet dækket til i en halv meter sne. Der var ikke noget at lave på græsset på bjerget mere. Gederne måtte have hø fra loftet over stalden for enden af huset, og så var der kun håndens arbejde tilbage indendørs. Lars havde lært ham at bruge hænderne i vintermånederne. Han havde lært at bruge knive af mange slags. De havde i fællesskab skåret utallige ting, som blev solgt for at skaffe lidt ekstra til husholdningen. Det var alt lige fra sengeheste, ting til køkkenet, skeer, stativer til tallerkner, timeglas, piber og legetøj til børn. Alex arvede alle redskaber efter Lars. Til tider ville Alex ønske han stadig var der. Nu da han vidste, at han ikke havde været hans rigtige far, var der kommet et andet lys ind over hans tanker om Lars. Han havde det ikke så godt med det. Han syntes, at han ikke rigtig havde fået sagt det til Lars, som Alex virkelig gerne ville have sagt, men den viden han havde fået nu. Lars havde været en god far til Alex.
   Han kunne ikke sidde ned mere. Han måtte ud en tur, for at få frisk luft, og der var ikke ret meget at lave resten af dagen. Han lagde knivene fra sig på hylden over slagbænken. Det var den faste plads i køkkenets fjerne hjørne, hvor de havde plads til at snitte. "Jeg går en tur!" sagde Alex til sin mor, der lige kom ind fra krostuen. Bellis kom over til ham med kosten i hånden. Hun tog altid spånerne fra gulvet. Dem gemte hun i en krukke ved ildstedet til at få ilden i gang. "Ja - gå du ud og få lidt kulør i hovedet" sagde hun. "Der er koldt derude. Tag brødskovlen med, og se om du ikke kan fjerne mere sne foran huset. Det kan være, at der så kommer nogle flere gæster ind." Alex tog skovlen fra skabet ved siden af bagdøren. Det var egentlig ikke en rigtig skovl. Det var en træplade på et langt skaft, som Bellis brugte, når hun bagte brød i ovnen. Den kunne lige nå brødene, når de lå langt inde i den varme stenovn ved siden af ildstedet med gryderne. Den varme pelsfrakke og støvlerne, som han havde på, var også noget af det han kom til at sætte mere pris på, efter den opklaring han havde fået af Bellis. Alex havde gået med det på i flere uger, når han var på græsset på bjerget, og det havde altid været med en smugle ubehag, da det ikke var noget der var købt til ham, men heller ikke noget Lars havde haft på. Alex forestillede sig en ulækker lusebefængt fremmed, der kunne
   have haft det på. Hans mor sagde bare, at det var noget hun havde fra en i familien. Alex var næsten ved at drukne i frakken, og størrelsen forrådte, at manden der havde båret tøjet, havde haft en anseelig størrelse. Det kunne ikke være andre end William hans rigtige fars tøj og støvler. Alex var måske en smule stolt af det, og rettede ryggen lidt mere. Det var en tanke, der kunne varme, selv om hans ånde stod stivfrossen i luften. Regi skulle ikke med ud. Den lå i sin kurv ved døren. Når får og geder ikke skulle på græs, så kunne den godt få en ekstra lur i kurven.
   Da han stod ude foran kroen, og skovlede nogle bunker sne sammen, så kunne han også holde øje med hjørnet nede på markedspladsen. Der var stille og fredeligt i byen i dag. Røgen fra de små skorstene steg til vejrs. Der kom også røg op af den der sad på huset nede på hjørnet. Det kunne kun betyde, at William var hjemme. Alex tænkte "Gad vide om jeg nogensinde kommer til at kalde ham far?"
   Alex måtte tale med ham. Han måtte finde ud af, om hans mor ville have noget imod det. Alex gik igen indenfor, og fandt hende siddende på slagbænken bøjet ind over bordet. Hun sad med nogle sammensyede blade og var i gang med at læse. Han brød tavsheden. "Mor hvad laver du?" Hun svarede "Jeg ser på en gave jeg fik af William." "Hvad har du fået?" spurgte Alex. "Jeg fik en gang en samling papirer af ham, som han mente indeholdt den største skat i verden. Jeg har aldrig fortalt nogen om det, men efter jeg har læst det her mange gange, så har det givet mig en tro på en bedre fremtid for os alle, selv om jeg ikke helt forstå det. Jeg tror William har ret. Verdens største skat ligger gemt i det her. Hvis du engang mener, at du har lyst, så må du gerne læse i det. Måske forstår du det!?" Papir var ikke noget man sådan fik hver dag, men Alex mente, at der kunne stå så meget på sådan noget, og lige nu var der meget i verden, som var vigtigere end at læse.
   Alex fortsatte "Mor - det der med William - min far. Jeg kunne tænke mig at tale med ham." Bellis samlede bladene og lade dem ned i trækassen igen. Det var en æske, som Lars havde lavet til hende for mange år siden, en som hun havde ønsket sig. Det var altså i den æske, at hendes blade blev opbevaret, netop som om det var en rigtig skat. Bellis sagde "Hør Alexander, jeg tænkte, at du nok ville spørge om det. Jeg havde bare ikke regnet med, at du ville gøre det så tidligt. Jeg mener - du bør være forsigtig. Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske, hvis folk finder ud af det." "Mor! - Jeg ved det. Jeg vil ikke sige det til nogen, men William ved det jo godt, og han har sikkert heller ikke noget imod, at det bliver holdt hemmeligt."
   Bellis sagde "Lov mig bare, at du ikke lader dig narre eller besnakke af William. Du må huske, at jeg har brug for dig her på kroen." Alex forsikrede hende, at der ikke var noget at være bange for. Så gik han ned på hjørnet, for at se, om han kunne komme til at tale
   med sin far. Det var en underlig fornemmelse at gå med. Det føltes som en flok sommerfugle, der ikke kunne komme ud af maven på ham.
   Alex stod i sneen med Regi ved siden af og stirrede på Williams dør. Med et blev døren åbnet, og han blev budt indenfor af en lille mand, han aldrig havde set før. Han var ikke nogen dværg, for dem havde Alex set. Ham her var rigtig lille. Han lignede et normalt menneske, men var bare meget lille. Han førte Alex ind i stuen, hvor han fik besked på at sætte sig. "Mit navn er Halvard" sagde den lille mand. "Hr. William Deftorp kommer lige om et øjeblik." Det var et sært sted. Alex fik både kuldegysninger og svedeture på samme tid. Det må have været ren spænding over, hvad han kunne møde, når han fortalte William, at han var hans søn.
   Væggene var fyldte med hylder og bøger. Alex havde ikke set noget så flot før. Der måtte være bøger for en formue. De havde ikke engang råd til at købe en bog derhjemme på kroen. Der var også en stor kugle i hjørnet af stuen. Den havde streger og bogstaver på, og den kunne bevæges i alle retninger. Der var et blåligt lys der skinnede igennem rummet en gang imellem, men han kunne ikke få øje på, hvor det kom fra. På en af hylderne stod en sort boks med gyldne beslag på. Den var så fin, at Alex fik lyst til at røre ved den. Han rakte sin hånd op til den, og skulle lige til at røre ved den blanke overflade, da William kom ind. Alex blev både flov og overrasket.
   "Hvad kan jeg hjælpe dig med?" spurgte William Deftorp, og før Alex kunne svare, sagde han. "Sæt dig i stolen der, så kan vi få en snak." Alex anede ikke hvad han ville tale om. William vidste måske mere end Alex forestillede sig. Halvard kunne øjensynlig også aflæse alle hans behov inden de blev udtalt, da han næsten samtidig anbragte to krus med noget varm i på bordet foran ham og William. Regi havde lagt sig ved siden af Alex. Den holdt vågent øje med både William og Halvard. Regi var den mest trofaste ven for Alex, og den var altid at finde ved hans side.
   Der gik et godt stykke tid imens de drak det de havde fået. Det var en god lejlighed for Alex til at få set sig mere omkring, og få undersøgt William for ligheder med ham selv. William blev kaldt Will af alle, så det måtte Alex også lære. Will vidste at Alex undersøgte ham. Alex havde også fornemmelsen af, at Will også kunne se på ham, hvad han tænkte. Alex ville ikke bryde tavsheden. Det måtte han gøre, men indtil han ville tale, lod Alex stadig blikket vandre over alle de genstande Will havde i stuen. Alex lagde mærke til, at der var noget bekendt over flere af bøgernes rygge, over tøjet der hang over den store stol, og over de beslag der var på den sorte boks. Han kom til at tænke på de støvler William havde haft på, da han stod på bagtrappen derhjemme. Det samme slangemønster gik igen på alle tingene. Det var mystisk og næsten uhyggeligt, men samtidig også flot. Var det et kendetegn for Will? Det kunne måske være sådan noget som
   mærket i et våbenskjold. Sådan noget som ridderne fra syden havde.
   Endelig sagde Will noget. "Hvordan går det på kroen?" Alex svarede "Jo - tak det går. Vi bliver ikke rige, men vi har det godt, og forretningen er heller ikke dårlig." Alex hold en pause, men fortsatte så "Der er bare det, at mor stadig slider som en hest. Jeg ville gerne hjælpe hende, sådan at hun kunne få det lettere, og måske få lidt tid til overs. Det er der nok ikke udsigter til endnu, hvor hun også er alene, og ikke har nogen støtte ud over mig." "Hvad ved du om mig?" spurgte Will. Alex blev helt overrasket. "Mor har fortalt mig alt" sagde Alex. Will rejste sig op, og gik hen til en af hylderne, og fandt en lille flad æske frem. Han lagde den på bordet, og åbnede den for Alex. I den var der små malerier af Bellis og Will. De var ret unge på billederne, men Alex havde aldrig set sådanne små malerier. Han spurgte "Hvem har malet?... Hvordan er de lavet?" Men inden han fik svar, havde Will sat sig ned i lænestolen med en pibe tobak, og talte om noget andet. "Når nu din mor har fortalt dig alt, så ved du sikkert også, hvem jeg er, og jeg kan tænke mig, at du har mange spørgsmål, men inden du spørger, så vil jeg gerne kort fortælle dig, hvad der er sket, og hvorfor jeg ikke har været hjemme, og hvorfor din onkel Lars overtog min plads ved kroen. Alex svarede med et "Øh - ja!?" og ventede på mere, og der var så igen et glimt af noget blåt lys, der kort lyste væggene op i rummet og forsvandt igen. Will fortsatte uden at bemærke det og begyndte "Ser du - Det er en lang historie, og jeg skal nok fortælle dig det hele." Will rejste sig, lagde piben fra sig, og vandrede frem og tilbage nogle gange. Med et stoppede han, og vendte sig mod Alex, som om han ville sige noget meget vigtigt. Alex rejste sig op, og ventede på mere, men med et gik Will over til Alex, og tog om ham. Alex var først meget overrasket, men så kunne han mærke det - nu forstod han, hvad det betød for Will - hans far, at de endelig havde fundet hinanden. Alex følte sig lidt underlig eller lidt pinligt berørt. Han skulle først lære Will lidt bedre at kende. I det mindste havde Alex håbet om, at Will ville være den far, som han manglede.
   Will slap Alex, og sagde "Du skal ikke kalde mig William, kald mig bare Will eller far, hvis du har lyst. Der ligger noget mere i æsken med billederne." Alex tog en ring op af den, og så på den. Det lignede en armring med en blå midterstribe hele vejen rundt. Der var nogle mærker i kanten flere steder, og så slangemønstret. Will sagde "Tag den på! Det er sådan en familieting. Jeg har også en." Han viste mig sin højre hånd, hvor hans ring sad et stykke over håndleddet. Alex sagde "Men William - Will. Den passer jo ikke på mig. Den er alt for stor." Alex tog ringen på, men den passede ikke helt på armen. Will fortsatte "Ringen er lidt magisk eller sådan. Det er af stor betydning for mig, at jeg ved du passer på den. Jeg nikkede bare et par gange imens jeg stadig så på den alt for store ring. "Knyt hånden 3 gange, så den tilpasser sig din arm." Alex gjorde det, og
   mærkede lidt prikken i håndleddet, så forsvandt ringen i et blåt lys og var væk. Han blev forskrækket, og faldet bagover i lænestolen. Will prøvede at berolige ham. "Ringen er ikke borte. Den forsvinder bare, når du ikke bruger den. Den er der, men kommer kun frem ved brug." I hans forskrækkelse sagde Alex "Jeg ville ikke have noget med magi at gøre. Mor har sagt, at den slags er farligt." Alex havde hørt om troldmænd og hekse, og det var lige lidt for meget i den retning. Will sagde så "Jeg skal vise dig det hele senere, for der er meget du kan lære, så du er parat." Alex så hele tiden på sin arm, om han kunne finde den der ring, der ikke var der mere. Will sagde "Vi tager små skridt Alex. Verden er meget større end Vinterly og dalen, som du kender så godt."
   De talte om meget mere, hvad Will havde lavet og set i verden som rejsende, de spiste sammen, og pludselig skulle Alex hjem, tiden var fløjet afsted. Han opdagede, at det allerede var blevet mørkt igen. Tusinde tanker og forestillinger kørte rundt i hans hoved, da han gik hjem igennem sneen mens han gentagne gange så efter på sit håndled, om han kunne se ringen. Regi havde hele tiden været med, og fulgte Alex interesseret.
   Will stod i stuen og så på Halvard. Halvard sagde "Tror du at Alex er gammel nok til opgaven?" Will svarede "Ja - men han skal lære en del, og det haster, at han går med på tanken".

4 Sandheden
   Bellis var underlig tavs. Alex havde forestillet sig, at hun ville udspørge ham om hans møder med Will. Men hun vidste måske mere end Alex. Senere fandt han også ud af, at hun hele tiden var klar over, hvad det her skulle betyde og ende med. Hun havde jo en fortid sammen med Will, hvor hun havde fået kendskab til en hel del, men det holdt hun for sig selv som en velbevaret meget vigtig hemmelighed.
   Will havde sagt til Alex, at de måtte blive her i Vinterly vinteren over, men den tid kunne de så bruge på arbejde og forberedelse. Alex spurgte meget rastløst, hvad der skulle ske? Svaret skulle komme i flere omgange. Will svarede i små korte svar, som kunne berolige Alex og stille hans nysgerrighed, men Alex skulle med tide finde ud af, at der var mere og farligere ting bag ved den forestående opgave. Will ville ikke risikere, at Alex skulle tabe modet, og så trække sig tilbage.
   Når Alex vinteren igennem var færdig med arbejdet hjemme på kroen, så opsøgte han Will, for at få mere at vide. Det var også spændende at være i nærheden af Will, for der var altid nye fremmede ting at opdage. Bellis var ikke særligt glad for det, men hun godtog, at Will bestemt havde gode grunde til at følge sin egen plan med Alex. Det var vigtigt for alle, ikke kun familien, havde Will forsikret Bellis.
   Alex og Will skulle på en rejse, når foråret igen kom. Det kunne bare ikke gå for hurtigt nu, for Alex var eventyrlysten. Forberedelserne var ikke så spændende til at begynde med. Will ville sikre sig, at Alex' fysik ikke fejlede noget, for det skulle blive en lang og krævende rejse. Alex' arbejde på kroen og med dyrene var efter hans egen mening rigeligt til at holde ham i form, men Will satte ham til at træne med våben, for at gøre det mere spændende. Det var lige det Alex havde ventet på at bruge sværd, stave, lanser og forskellige håndvåben. Will trænede selv med Alex, og lærte ham at bruge skydevåben, buer, armbrøst og kastevåben. Han havde også udfordret Alex til nærkamp en del gange. Alex var ikke særlig godt til det i begyndelsen, men langsomt fik han en god sikkerhed i både forsvar og angreb. Wills ansigt røbede også, at han kunne lide hans fremskridt. Et par gange overraskede Alex ham, hvor han ikke lige var parat til forsvar. Will roste Alex for det. Alex spurgte ham, om han ikke snart var udlært? Han svarede, at Alex var blevet god til det meste, men der var mere at lære senere. Det drejede sig ikke kun om håndvåben, men også om dømmekraft. Will sagde "Alex, du har meget at lære endnu. Du har kun lært at bruge de ting vi nu har trænet med. Der er flere våben du skal lære at kende, men dem har vi ikke her. Det kommer, men hvis du mestrer de våben du har her,
   så bliver det meget lettere, når du skal lære at bruge andre våben. En ting er at lære at kæmpe og bruge våben som dem her, men der findes også andre måder at kæmpe på, og våben behøver ikke at være dem her eller i det hele taget at være til at tage fat på". Alex fattede lidt af det, men ikke hele meningen. Det om fremtiden, opgaven og kampe der kunne komme, var lige som et eventyr. Indimellem plagede Alex sin far at fortælle mere om den ring han havde fået, selv om han det meste af tiden helt havde glemt, at han havde fået den. Det hele kunne ikke ske hurtigt nok for Alex, og hans eventyrlyst voksede mere og mere for hver dag der gik. Frustrationen kunne bryde ud i aggression inden for kort tid hos Alex, og her var Regi en god medspiller. Når Alex prøvede på at angribe Regi, så var den straks med på legen. Alex prøvede det bedste han havde lært, men Regi var for hurtig. Den kunne altid nå at snuppe Alex i bagen, eller trække i den stav han angreb med. Når kampen var slut, så sad de som regel på jorden ved siden af hinanden og var i godt humør, for Alex havde fået afreageret, og Regi havde fået hans opmærksomhed, og det var noget den kunne lide.
   En dag kom Will med en dreng, der var et par år yngre end Alex. Han havde i nogen tid forberedt drengen på, at der skulle arbejdes på kroen. Hvis Alex skulle følge Will på en rejse, så kom Bellis også til at mangle arbejdskraft på kroen. Det havde Will ordnet, ved at få drengen Palle i arbejde på kroen. Han var en af drengene fra byen. Alex skulle så få ham med i arbejdet i nogle måneder, så han kunne finde ud af, hvad der skulle gøres og hvordan. Alex blev faktisk rigtig gode venner med Palle. Når de ikke var på arbejde, så brugte de tiden til træning med våben, som de smuglede ud fra stalden ved kroen. Mor skulle ikke vide, at træningen var andet end leg. Palle var ofte interesseret i, hvorfor Alex ville træne med sværd og den slags, men Alex kunne jo ikke fortælle noget. Det havde han lovet Will, at det var for farligt at tale om. Som han sagde, så ville de ikke fatte det halve, og så ville familien bare blive udsat for en heksejagt, bare fordi alle ville betragte familien som farlig og under indflydelse af onde åndemagter. Den slags historier havde Alex hørt om, og for nogen tid siden troede han selv på det. Alex var bare ikke så sikker mere. Når samtalen med Will faldt på den slags, sagde han altid, "at verden og virkeligheden er meget større end nogen forestiller sig, og bare fordi man ikke forstå alt, så er det ikke ensbetydende med, at det ikke kan være godt. Verden indeholder både godt og ondt, så derfor skal man passe på ikke at bytte rundt på, inden man forstår dem. Det er meget let at komme til at tro, at det man gør, er godt, selv om det egentligt er ondt - og omvendt." Alex havde nu mest en fornemmelse af, at han helt sikkert vidste, hvad der var godt og ondt. Will sagde "Det er som med æblerne på et træ. De tager tid at modnes. Sådan tager det også tid for et menneske at modnes".
   De små møder Alex havde med Will hjemme hos ham og Halvard, bragte Alex længere
   og længere ind i en forunderlig og større verden. En tid drejede det sig om, at Alex ikke skulle se alle de mærkelige ting som trolddom eller magi, men som redskaber. Alex spurgte Will lige ud, om han var sådan en slags troldmand. "Hvad kalder man en som dig?" spurgte han. Will's svar var sandheden om ham selv, men Alex forstod det ikke helt. Will sagde, "Jeg er nok noget i retning af det andre ville kalde en spion. Jeg undersøger ting, finder svar, gemmer på viden, forsøger at forhindre andre i at misbruge magt og den viden de tror de har, men som ikke er det." Hurtigt kom samtalen til at dreje sig om Alex store spørgsmål. Han sagde, "Far sig mig sandheden. Der kommer hele tiden svar fra dig, hvor du ikke svarer rent ud, men kommer med halve svar eller taler udenom, så jeg ikke ved, hvad jeg skal mene." Will sagde at det ville være svært, selv om han gerne ville. "Alex sæt dig ned og hør. Jeg vil gerne fortælle dig det hele, men jeg er nødt til at bruge ord og billeder i det jeg fortæller, for ellers fatter du slet ikke noget, og nogle gange er man bare nødt til at stole på, at man først får det endelige svar til sidst, når man selv står over for det." Alex satte sig tungt i stolen i Wills stue, og forventede egentlig ikke noget nyt, men Will fortsatte.
   "Alex du er en klog og en forsigtig ung mand. Du må forstå, den rejse vi skal ud på, har stor betydning for alle. Selv om vi skal langt herfra, så har det stor betydning for folk her i dalen, det har stor betydning for mor og alle. Det er ikke ufarligt, og vores held til at gennemføre rejsen og det vi skal, kan betyde fred eller krig for mange." Alex røg op af stolen - "KRIG! - du mener sådan som far, jeg mener Lars og din onkel Roar, der var med i den store krig?" Nej sagde Will. "De to har måske talt om krigen, men de har aldrig været med i den. Lars var ikke kriger, og Roar var for gammel allerede den gang, selv om han spillede en rolle under krigen. Jeg var med i slaget på sletten, og var borte i lang tid. Krigen endte godt for os, da fjenden blev slået tilbage den gang, men de blev ikke helt udryddet. Det er derfor vi to skal på en lidt speciel rejse." Alex råbte, "Skal vi i krig!?" "Nej Alex - ikke hvis vi kan undgå det på nogen måde. Krig er aldrig løsningen, men som jeg har sagt, så er der andre måder at ordne ting på."
   Alex fortsatte, "Hvor skal vi hen - altså den her rejse, hvor?" Will tog et kort frem, lagde det på bordet. Alex stod op for at se, men så gik Will over i hjørnet af stuen, og pegede på den runde kugle. "Ser du, jorden er ikke flad, sådan som de fleste tror. Jorden er rund." Det tog lidt tid at komme igennem den snak. Sådan at forstå verden på en ny måde. Det måtte lige vendes nogle gange i hovedet på Alex, og det førte til en lang samtale, der først sluttede sent den aften. Alex gik ud ad døren, og sagde, "Jeg kommer igen i morgen, for jeg fik slet ikke svar på det der med rejsen og krigen." Will tyssede på Alex. Andre skulle vel ikke høre den slags ude på gaden. Men der var jo ikke et øje på den tid af aftenen. Will sagde, "Kom i morgen, så taler vi om resten."
   Dagen efter stod Alex der igen meget tidligt, da han havde aftalt med Palle, at han overtog arbejdet alene den dag. Det var dog ikke uden betaling. Alex havde givet ham lidt lommepenge. Halvard stod ved døren og åbnede inden Alex nåede at banke på. Der var noget ved den lille mand, som han endnu ikke havde styr på. Alex var ikke helt tryg ved ham, for han var altid mere parat og i aktion, end Alex kunne forstå. Kunne han læse tanker? eller se ind i fremtiden?
   Samtalen mellem Alex og hans far fortsatte, hvor den hørte op dage før. "Når nu verden er rund, så er der meget mere end det du kan se på kortet", sagde Will. Det var vel ikke så svært at tænke sig, men Alex var overrasket over størrelsen, og hvordan kuglen eller planeten bare svævede i ingenting. En utrolige tanke, når alt andet ellers har retning med op og ned.
   Et hurtigt spørgsmål, hvor Alex stod op pegede på kuglen med en finger, lige der, hvor Will sagde, at Vinterly ligger, fik så Will til at blive lidt mere tydelig med hensyn til rejsen. "Hvis vi er her, hvor skal vi så hen?" Will pegede på et sted ved siden af. Alex anede ikke hvor det måtte være, eller hvor lang rejsen skulle blive. Kortet på bordet blev mere interessant, for der kunne han genkende dalen og bjergene. Will pegede på kortet og tegnede rejsen med en finger. "Den vej der, og så kommer vi til området i skovene mod nordøst. En lang rejse, og ikke helt ufarligt. Vi må være yderst forsigtige og holde vagt under vejs. Der er ikke kun farlige dyr som bjørne. Der er også folk, som ikke kan lide fremmede. Det skal være en stille rejse, hvor vi ikke opholder os ret længe ad gangen på ét sted." "Kan jeg tage Regi med, og hvad skal vi så, når vi når frem?" spurgte Alex. Regi løftede hovedet fra gulvtæppet, da den hørte sit navn. Will faldt ned på stolen ved skrivebordet. Han blev eftertænksom, rynkede brynene, tog sin pibe, og sagde, "Sæt dig lige. Det med Regi er vel en god ide, men det kræver, at Regi kommer i snor flere steder, så den ikke ødelægger vores planer. Det her bliver en længere forklaring, for det bliver ikke nemt at forstå, når du ikke selv har set eller være på stedet. Den korte forklaring er, at der på stedet deroppe mod nordøst ligger en port ind til en anden verden. Lad os bare sige, at det er en verden, hvor dæmoner og anden ondskab holder til. Den port eller dør er blevet åbnet igen, og vi skal lukke den, så der ikke kommer noget ind til os, som vi ikke kan bekæmpe - noget der kan ødelægge hele vores verden. Lige nu er der ikke nogen der kommer igennem, for den er godt gemt, men faren for, at det bliver opdaget fra den anden side, og taget i brug igen er stor, så derfor..." Alex afbrød Will og spurgte, "Hvorfor er der ikke andre, der kan lukke porten? Bor der ikke mennesker der? Hvis det er så farligt, hvorfor sender man så ikke en hær fra kongerigerne?" Will fortsatte, "Det er nødt til at være enten mig, dig eller en anden fra vores familie eller gruppe. Vi har nemlig nøglen til døren." Alex tog sig til håndleddet. "Er det den
   ring du gav mig til at begynde med?" Will sagde "Ja, den er en del af det, men der er mere. Ringen kan kun bruges af den, som ejer den. Den kender sin ejer, og ejeren kan bruge den til flere ting, men den er kun en forlængelse af den rigtige nøgle, som er ejeren selv." Alex forstod nok en smule af det, men ikke helt. Will fortsatte, "Når vi tager af sted, så har vi lang tid til at tale om de forskellige ting, inden vi når frem. Der kan jeg forklare det hele, men lige nu er der andre ting vi skal tænke på. Det vigtige er, at du er med mig, og hjælper mig. Det gør du da - ikke!?" Alex nikkede mens han stadig så på sit håndled. Ringen havde ikke vist sig siden han tog den på.

5 Rejsen
   Så kom dagen, hvor de skulle afsted. Aenis blev hentet fra folden. Den var blevet børstet dagen i forvejen af Palle. Alt var klar og Aenis blev pakket med det Alex skulle have med. Når den skryder og larmer, lyder det altid, som om den er blevet trukket mekanisk op og som et rustent hængsel. Den var vist det eneste æsel i verden med den lyd. Regi dansede omkring Aenis. Den kunne mærke, at der var en tur i vente, og den ville under alle omstændigheder sikre sig at være med.
   Will kom tidligt den morgen. Han havde vognen klar og læsset med alt muligt. Det var den vogn Alex havde set ham med nede på torvet, når han var i gang med at sælge. Der så han den kun én gang, så han forstod ikke rigtigt, hvor Will ellers fik sine penge fra, og om han i det hele taget var rig. Kun hans ting fortalte lidt om, at han ikke manglede noget. Måske kunne Will trylle ting frem eller væk sådan som en rigtig magiker.
   Halvard sad oppe på bukken, med tømmerne i hænderne, og havde kørt vognen om bag kroen tæt på trappen. De to heste der trak vognen, var kæmpestore med langt hår ud over hovene. Will var ved at sætte de sidste ting på vognen inde fra kroen. Bellis hjalp med at bære noget ud. Der var både mad, kasser med tøj og flere andre ting. Will sagde til Alex, at han skulle gå ind til sin mor og tage afsked. Der kunne komme til at gå lang tid, inden Alex kom hjem igen. Mens Will strammede seletøjet efter på vogn og heste, så var Halvard i gang med at binde Aenis til vognens bagerste del. Den skulle ikke rides på, men bare bær nogle småting, som vi allerede skulle bruge ved de første par stop undervejs. Alex gik ind til sin mor. Da han kom op ad trappen bag ved kroen, kom han til at tænke på, at det var her det hele begyndte, da han sad under trappen, og så Will komme ud den aften, hvor vinteren så småt var ved at komme. Alex vente sig om, for lige at se på Will, som han dengang kun så støvlerne af. Will smilede til Alex, og han gik så videre ind i køkkenet, hvor Bellis stod ved ildstedet og rørte rund i gryden med den ene hånd, og var ved at tørre ansigtet med en del af forklædet med den anden. Alex vidste, at hun var ked af det, for hun var ikke forkølet. Alex gik hen til hende, tog hende om skulderen og drejede hende om til sig. Han lagde armene om hende. Han sagde, "Tak mor, jeg kommer snart igen. Jeg skal jo nå så meget her, og jeg håber at far også får afsluttet, hvad end det så er, der er så vigtigt for ham, så han kan komme til at blive her på kroen sammen med os." Bellis så på Alex og sagde, "Lov mig, at du passer godt på dig selv. Det er meget farligt der ude i verden. Der er så mange farer, som du slet ikke kender endnu. Lov mig du passer på og kommer tilbage. Jeg elsker dig." Alex svarede,
   "Mor jeg lover vi alle komme godt hjem igen, og jeg stoler på far. Han kender det hele." Bellis sagde så, "Will kender mange ting, men det han har oplevet både i krigen, og på sine mange rejser, det er ikke alt til at forstå. Jeg er bange for, at Will er for overmodig i alt det her. Han skulle hellere blive her med dig, og lade andre se på de farlige ting han fabler om. Det er kun onde ånder og ting, som vi ikke bør omgås." Alex prøvede igen at berolige hende, men han vidste også, at han ikke havde meget at have sin trøst i. Hun havde kendt Will i mange flere år end ham. Inden han gik ud til vognen, tog hun hans hånd, og lagde en halskæde i den. Hun sagde så, "Den her var min mors lykketing. Tag den på. Den vil minde dig om os, så du ikke glemmer."
   Alex løb ud af køkkenet ned ad trappen og over til vognen, hvor Will og Halvard sad på bukken og ventede. Han sprang op på hjulet foran, og ind på bukken ved siden af Will. De så alle op til kroen til Bellis, der nu stod på trappen og vinkede sammen med de to piger. Will nikkede til hende, og så kørte vognen bag om kroen op til vejen der førte øst ud af Vinterly. Alex så tilbage, og vinkede til Bellis, Palle og pigerne.
   Da Alex nu sad der ved siden af Will, tog han halskæden fra skjorten og kiggede på amuletten. Den var rund, at metal, måske var den af guld!? Der var tegn på den, og i midten var der en blå sten enten af glas eller noget andet. Rundt i kanten var der også de samme krøller eller slanger, som han havde set på Wills støvler. Alex skulle lige til at spørge ham, om han vidste hvad det var, så brød Will ind. Han havde holdt øje med Alex. "Var det en du fik af mor?" Alex svarede ja. Will vidste ikke, hvor den kom fra, men kun at Bellis mor havde haft den. Han var glad for, at Alex nu fik den som et minde om sin mor.
   Alex sagde så, "Far kan du ikke forklare mig, hvorfor der er det mønster på alle dine ting. Det ligner slanger, og jeg vil gerne vide, hvad det betyder. Hvor kommer det fra?" Will sagde så "Det er en lang historie, og du skal nok få det at vide, men en ting ad gangen, og i øvrigt ved jeg heller ikke hvor det kommer fra. Det vi ved kommer i små bidder. Det der ligner slanger på flere af mine ting, er symbolet på den enhed jeg engang var med i. Tingene som har egenskaber vi ikke helt forstår, de må være bragt ind i vores verden af andre udefra, og der var tegnene også. Det eneste jeg ved, er at vi fandt ud af, hvad noget af det kan bruges til, og at det kan tjene til vores fordel. Tegnene var her før krigen og ånderne der kom herind dengang. Det er bare ikke sikkert at vise frem for andre, fordi de fleste jo vil tro, at det er sort magi eller trolddom, som vi kan blive straffet for. Folks uvidenhed kan drive dem til mange forfærdelige ting. Alex du må love mig, at du skridt for skridt tager det meget alvorligt, for vores fremtid er helt afhængig af, at vi kan bruge de ting på den rette måde!" Alex fortsatte, "Vil det sige, at den her halskæde også har magiske... egenskaber?" Will svarede, "Det tror jeg ikke. De ting har det med
   at afsløre sig selv, når tiden kommer, eller når der er brug for dem. Det finder du måske ud af en dag." Vognen hoppede og gyngede derudaf. Vejen var fuld af huller efter vognhjul.
   Det tog dem en halv dag at komme over til bjergene mod øst, selv om vi kunne se dem på lang afstand. Vejen og hjulspor blev tyndere og mere usynlige, efter de kom på afstande af den sidste gård i dalen. Et stykke mere og så var de på vej op ad de skråninger, der førte op til det eneste bjergpas. Nu fremstod bjergene på begge sider af passet som et stort kæbeparti. Det var som om et stort dyr var faldet død om lige over passet, så kæberne lå tilbage. Et imponerende syn, som de skulle passere for at komme over til den store slette, der hvor krigen blev afsluttet for mange år siden. Will ville lige holde pause før de begyndte opstigningen over passet. De lod hestene og Aenis få hvile og mulighed for at gå rundt i græsset. Halvard lavede ild og satte en kande over ildstedet. Will fandt noget spiseligt i vognen, og så havde de tid ved bålet, hvor de kunne samles om mad og snak om, hvordan de skulle komme over passet med vogn og dyr.
   Alex var hurtig til at spise lidt, og var så i gang med det gamle træningsværd, som Will havde givet ham på kroen. Will og Halvard sad stadig ved ilden og spiste, mens Alex svingede rundt med sværdet, slog lidt til nogle buske, og prøvede på at se ud som om han havde styr på det. Regi sad ved siden af Will, og var mere interesseret i det der var spiseligt end at lege med Alex.
   Will holdt øje med Alex, men Halvard var mere optaget af at tale med Will, som om han var mere bekymret for noget. Det eneste Alex kunne høre var Will, der sagde "Jeg ved det - Det går nok - Der er tid endnu". Alex troede, det havde med sværdet at gøre, og om han var god nok til at kæmpe med det, men senere fandt han ud af, at det var noget helt andet, de havde talt om. Nu blev det hele pakket sammen igen, og Alex stak sværdet tilbage i vognen. Bålet blev slukket og gemt af nogle grene fra en busk. Halvard bemærkede, at de ikke måtte efterlade spor, fordi senere kunne fjendtlige øjne bruge sporene til at finde frem til dem og det de var på vej til. Altså ingen røg eller synlige tegn på, at de havde været der.
   Et stykke op ad den første skråning måtte de gå ved siden af vognen for at hjælpe hestene. Aenis fik også lidt mere at bære på, så vognen kunne blive endnu lettere. Alex troede ikke bjergsiden ville få ende. Han skubbede bag på hele tiden, og der var ikke pause. Langt om længe var det ved at blive mere plant. Alex så op, og kunne se, at kæbeklipperne stod lige over dem. De var på vej over passet. Will skyndte på de andre. De var alt for synlige der på toppen af passet. Det var bare med at komme hurtigt og lydløst ned på den anden side, og der må de være endnu mere usynlige. Det var Wills bestemte besked. De satte sig på vognen, og fik det hele bundet sammen igen. Så kørte de lige så stille
   ned fra passet på østsiden af bjergene. Will måtte have den ene fod på vognens bremse, så hestene ikke skulle blive kørt over bagfra. De havde også nok at gør, med at bremse deres egen vægt på vej ned. Will sagde at de måtte slå lejr, når de var kommet ned og lidt nordpå. Der vidste han, at der var skov. Ude øst på var den store slette, hvor Will og andre havde været i krig med fremmede. Der skulle de ikke ud med vogn og heste. Det var alt for farligt, da der ikke var ret meget at skjule sig bag.
   Da de nåede frem til skoven, var det mørkt, og de måtte slå lejr uden ild. Hestene blev spændt fra vognen, og ført til side for sig selv, hvor de fik vand og et par muleposer med korn i. Jeg trak Aenis til det samme sted, og bandt ham til hestene. Vognen stod ved siden af hestene med et par meters mellemrum. Will tog bagagen ud af vognen, som han skulle bruge til sovepladserne til Halvard og ham selv. Alex fik besked på at bruge den tomme plads i vognen sammen med Regi. Der var lige lidt tid til at tage en bid tørt kød og noget vand inden de skulle sove. Will var den sidste der lagde sig. Han tændte ikke engang piben, for ikke at røbe os med lys fra ilden og lugten af røgen. Han gik lidt frem og tilbage, så ud i mørket både til øst og nord. Der var flere lyde i skoven, som Alex slet ikke kendte til. Will så ikke ud, som om det generede ham. Alex var overbevist om, han vidste helt nøjagtigt, hvad det var, og om det var farligt. Natten forløb rolig, og Alex sov dybt og længe.
   Da Alex vågnede i vognen, blev han forskrækket, fordi han ganske kort ikke vidste hvor han var, og Regis våde tunge plejede han ikke at blive vækket af. Alex havde drømt og var varm, og lyset der kom igennem vognens oversegl, var helt anderledes end der hjemme på værelset på kroen. Alex så forsigtig ud af vognen, og kunne se Will gøre noget spiseligt klar. Han havde lave ild, men uden at der var røg. Will sagde senere, at Alex kunne lære at lave ild uden røg, ved at vælge det helt rigtige brænde. Næste gang skulle Alex selv sørge for ilden. Halvard havde spist, og var ved at gøre hestene klar foran vognen. Aenis var Alex ansvar, så han måtte pakke den, efter han havde spist morgenmad. Will havde varmet te i en kande, og så var der varm boghvedegrød, som Halvard havde forberedt dagen før. Det kunne Alex næste have gættet, da han havde lagt nogle håndfulde korn ned i kanden med vand aftenen før. Det var helt ok, men ikke nogen sindsoprivende morgenmad. Will gik igen lidt rundt inden de skulle bryde op. Han ville sikre sig, at der ikke havde været nogen om natten. Han var dygtig til at finde spor og tyde dem. Rejsen fortsatte.
   Turen gik nu skiftevis mellem træerne og lidt ud i kanten af skoven i nordlige retning. Will havde aftalt med Halvard, at de skulle skaffe nogle bestemte ting. Han ville ikke fortælle hvad, og det sagde han, at det havde med Alex sikkerhed at gøre. Jo mindre Alex vidste på forhånd jo bedre. Alex tænkte, at han ikke fattede alvoren i det, men hvis
   han var blevet fanget af de forkerte, så kunne han jo have røbet mange hemmeligheder ved den planen, som de var i gang med.
   Der gik nogle dage med rejsen mod nord, hvor der dukkede en bygning op, som lå skjult mellem nogle høje træer lidt længere inde i skoven. Her var det, at Will og Halvard installerede Alex med diverse fornødenheder. Den første aften og nat var de hos Alex, men skulle dagen efter afsted ud midt på sletten. Bygningen Alex var ved, var et gammelt lejertårn, sådan et man kunne gå ind i til ly for vind og vejr. Det var tidligere blevet brugt af nomadefolk, som hele tiden rejste rundt efter deres dyr på sletten, men det folk eksisterede ikke mere, og kun få kendte til de skjulte bygninger i skovene. Om aften gav Halvard Alex en god indføring i, hvordan han skulle holde lav profil. Hvis han ville have ild, så skulle det være inde i tårnet, sådan at der ikke var synlige flammer udefra. Røg ville der heller ikke være, for Will havde vist ham, hvad han kunne bruge som brænde. Halvard sagde, at der var dyr i skoven, men ingen af dem skulle han være bange for. Men hvis der kom rejsende forbi ude i kanten af skoven fem stenkast fra tårnet, så skulle Alex ikke gøre opmærksom på sig selv. Han skulle regne med, at der var lovløse banditter, som nemt kunne tage ham med som slave. Alex skulle bare være stille og usynlig indtil de kom tilbage. Hestene blev hos ham i tårnet, vognen var kørt helt om bagved i et krat, hvor den ikke kunne ses. Kun lidt bagage tog Will og Halvard med i en rygsæk og så Aenis. Den skulle hjælpe med at bære noget på vejen tilbage. Alex var spændt på, hvad det var de skulle hente ude på sletten. Der var jo ikke noget efter krigen, for alle fortællingerne derfra sluttede med, at sletten blev ryddet for alt, der havde med krigen at gøre, men Will måtte jo vide det. Han var med i krigen på det sted. Men det talte han aldrig om. Han sagde blot, når de spurgte til den krig, at krig er en ond og forfærdelig ting, hvor der aldrig er en vinder. Der er altid en stor pris der skal betales for at gå i krig.

6 Bedrag
   Da Alex, Will og Halvard var rejst fra Vinterly, begyndte Palle at udspionere Bellis på kroen. Palle var måske blevet ven med Alex, eller sådan så det ud, da Alex stadig var hjemme. Der gemte sig en mere mørk sandhed bag Palles job på kroen. Han havde ikke fået jobbet helt uden hjælp fra sin far Ollygard. Ollygard var tømrer. Det var det han havde lært som ung, men da krigen kom, blev han taget ind som soldat. Det var han faktisk bedre til, end at være tømrer. Will huskede ham fra soldatertiden, hvor han var ret modig, og havde været en god kammerat. Da krigen var slut, var der ikke mere behov for soldater, så derfor måtte Ollygard igen tage fat i arbejdet som tømrer i Vinterly. Forretningen gik meget bedre efter krigen end før, og det var slet ikke faldet nogen ind, at det skulle være mærkeligt. Ollygard var vel blevet mere dygtig som forretningsmand og tømrer. Det var bare ikke rigtigt. God nok var Ollygard blevet mere velhavende. Han ejede mange af Vinterlys ejendomme, og havde forpagtet mange af dem ud til andre erhvervsdrivende. Sådan var det f.eks. med bageren. Hus og udstyr var ejet af Ollygard, og bageren var bare forpagter af det hele. Som det skulle vise sig, var Ollygard kommet i besiddelse af noget, som kunne hjælpe ham med overtagelsen af andres værdier.
   Nu da mændene fra Jægerly var rejst, så Ollygard sit snit til, at begynde overtagelsen af Jægerly. Det var endnu et af hans svindelnumre, for at få fat i mere ejendom, og styring af konkurrenter og folk i byen. Palle fik instrukser i at udspionere Bellis. Hvis Ollygard kunne finde informationer om, at Bellis ejede forbudt materiale fra åndeverdenen, eller havde noget liggende, som kunne bringe hende i forbindelse med magi, så havde Ollygard mulighed for at bringe Bellis i miskredit i samfundet. Så var resten af hans forehavende nemt.
   Palle skulle derfor bruge tid i kroen, når Bellis ikke lige var i nærheden. Han skulle søge efter sådanne beviser. Efter en tid havde Palle fundet den kasse, hvor Bellis opbevarede de papirer, som hun havde gemt til Alex. Alex sad i køkkenet på kroen og rodede i papirerne fra kassen. Han var blevet så optaget af det han havde i hænderne, at han ikke lagde mærke til, at Bellis kom ind ad bagdøren og opdagede ham. Hun skyndte sig hen til ham, tog papirerne fra ham, placerede dem igen i kassen og råbte. "Hvad i al verden laver du i mine sager!?" Palle blev lidt forskrækket og beklage. Hun kommanderede ham direkte ud til dyrene, hvor han skulle gøre sit arbejde. Hun sagde, "Du skal ikke bryde dig om at komme herind i køkkenet igen, uden at jeg kalder på dig!" Palle forsvandt ud.
   Bellis satte sig ved bordet og så på kassen. Hun grublede en kort stund over, hvad det
   skulle betyde, at Palle sådan snusede rundt i huset, og hvad han kunne få ud af, at se de papirer. Hun var nervøs nu, men tænker over konsekvenserne af, at afskedige Palle fra sit job på kroen. Det kunne Bellis ikke, for hvem skulle så hjælp til? Bellis måtte gemme kassen med papirerne, så ingen kunne finde dem før Alex igen var hjemme. Ved siden af ildstedet i køkkenet var der en løs sten i skorstenens side. Her kunne hun komme ind til et lille rum, hvor indholdet fra kassen lige kunne gemmes. Der ville ingen tænke på, at der var noget gemt. Hun så sig omkring til vinduer og døre, at ingen så hende gemme papirerne. Kassen kom tilbage hvor den havde været hele tiden.
   Senere på aftenen da Palle kom hjem til Ollygard, var der en del at fortælle. Palle beskrev papirerne for sin far, og Ollygard vidste straks, at det var muligheden for at beskylde Bellis for, at være i ledtog med onde magter. Hvis hun blev dømt af ældsterådet, så var der kun Ollygard til at redde hende. Næste dag tog Ollygard straks kontakt med byens ældsteråd. Det var dem der kunne holde rettergang og bestemme over byens anliggender. Bellis blev om eftermiddagen indkaldt til møde, hvor hun skulle forklare sig, og samtidig blev der igangsat en husundersøgelse af Jægerly. Det gav dog ingen resultat, for kassen der igen blev fundet, var nu kun fyldt med garn og strikkepinde. Nu var der kun Palles og Bellis ord om sagen. Bellis havde stor agtelse i byen, og Palle var kun en ung mand. Uden beviser kunne Ollygard ikke komme igennem med anklagerne. Alle blev bedt om at tage hjem fra mødet og passe deres egne sager.
   En af de ældste tog fat i Bellis på vej ud, trak hende til side, og sagde til hende, at hun skulle passe på. Hvis Ollygard kunne finde noget mistænksomt hos Bellis, så var det ikke så godt. Han havde før bragt andre i byen til fald med sådanne anklager, og derefter overtaget hus og inventar i en proforma auktion. Bellis nikkede forstående, og sagde at hun nok skulle passe på.
   Selv om flere i byen havde en underlig fornemmelse ved Ollygards måde at få mere og mere magt i byen, så var der dog ingen der kunne finde ud af, hvordan han hele tiden kunne komme i besiddelse af andres værdier. Det gik så nemt for ham. Dem han havde et mellemværende med, de overgav sig ofte uden modstand.
   Ollygard dukkede op på kroen efter nogle dage. Han ville tale med Bellis alene. Bellis var ikke glad for at se ham i kroen. Hun bad ham gå ud bag ved i køkkenet, så de ikke skulle stå med en samtale inde i krostuen, hvor der kunne komme gæster. Ude i køkkenet undersøgte Ollygard rummet. Han havde ikke være der før. Han ville sikre sig, at der ikke var nogen. Palle havde han på forhånd set på vej med dyrene, der skulle på græs. Krostuen var stadig tom, og pigerne var ikke på arbejde endnu.
   Han vendte sig om til Bellis der spurgte med en vred tone, "Hvad vil du her? Har du
   ikke lavet ulykker nok!? Vent bare til jeg fortæller Will om dit angreb på mig, så..." Bellis fik ikke sagt mere, for Ollygard pegede på hende og sagde "STOP!" Han tog så to ting ud af sin jakkelomme. En bøjle og en anden ting. Bøjlen satte han på hovedet, og den anden ting trykkede han på. Den lyste op på spidsen, som han pegede på Bellis med. Imens han gjorde det sagde han til hende, "Nu sætter du dig der ved bordet." Bellis adlød lidt tøvende. Hun tog sig til hovedet, som om hun fik hovedpine. Kort efter sad hun på bænken ved bordet og stirrede tomt ud i luften foran sig. Ollygard sagde, "Sådan - Nu hører du godt efter, og gør som jeg siger." Bellis nikkede. Han fortsatte, "Bellis - du har nu haft kroen her i lang tid. Du har hele tiden slidt i det, og der har kun været skiftende mænd til at hjælpe til. Du har aldrig rigtigt fået det nemmere, og du bliver heller ikke yngre. Kroen har brug for en ejer, der kan få forretningen til at blomstre, og så udvide og modernisere den. Du har brug for mere fritid, og en stabil indkomst, så her er løsningen. Bellis - du tager kontakt til de ældste, og tilbyder at sælge kroen til mig, og det gør du for at få mere fri, og en fast indkomst at leve af, da der nu ikke er en mand på kroen til at tage det tunge arbejde. - Er du med!?" Bellis nikkede. Ollygard trykkede på den ting han havde i hånden, der pegede på Bellis, og slukkede for den. Puttede den i lommen sammen med den bøjle han havde sat på hovedet. Bellis lukket stille øjnene, som om hun faldt i søvn, og Ollygard forsvandt ud ad bagdøren.
   Bellis vågnede af hendes trance-lignende tilstand efter nogle minutter. Hun gik ganske stille over til bagdøren, tog sit forklæde af, og gik ned i byen, for at møde en af de ældste. Her fik hun afleveret sin besked, at hun ville sælge kroen til Ollygard, og med de nøjagtige argumenter, som hun havde fået af Ollygard selv. Ældsterådet var noget forundret over Bellis ændrede holdning til kroen og hendes forhenværende anklager Ollygard. Salget af kroen kom til at foregå efter reglerne, og Ollygard kunne overtage den straks derefter. Palle var noget forundret over Bellis beslutning, men hans far var hans store idol, så det tog Palle som endnu en bekræftelse af, at han var meget dygtig.
   Oven i alt det på Jægerly, så havde Ollygard nu planer om at gifte sig med Bellis. En uge efter overtagelsen af Jægerly var der bryllup. Byen var pyntet og alle var inviteret ind på Jægerly til den helt store fest. Bellis var næste uberørt af situationen. Men det var sikkert fordi Ollygard igen havde brugt sit grej på hende i al hemmelighed. Sagen var nu, at kroen var på fremmede hænder, og alt så ud til, at Ollygard var blevet byens mægtigste mand.

7 Den skjulte by
   Will og Halvard berettede senere om deres lille tur ud på sletten. Ja - det var slet ikke en lille tur. Det fandt de ud af, da de var nået et godt stykke derud. En tæt tåge havde lagt sig over sletten, og at finde vej i sådan et vejr, det var ikke let. Will mente det var godt, for andre kunne så ikke følge med i, at de vandrede rundt derude. Det kompas som havde ligget ved siden af den store jordkugle i hans stue, det have han med, og kunne bedre orientere sig, når han hverken kunne se solen, stjerner eller bjergene i vest og skovene i nord og øst.
   Halvard fortalte Alex indholdet af turen, som varede et par dage. Et godt stykke ude på sletten i sydøstlig retning en gåtur på en formiddag, var der en tykning, nogle buske og lave træer. Halvard og Will vidste, at inde i det krat var der en dør eller en lem og en nedgang til en underjordisk by. Det var et skjulested, som under krigen var brugt til forstærkning. Det var en af grundene til, at fjenden blev slået og freden genoprettet. Fjenden havde simpelthen fejlvurderet den styrke de skulle bekæmpe, fordi Will og de andre havde mange flere kammerater under jorden.
   Halvard og Will var på vej ind i det krat med stor forsigtighed, fordi de ikke ville røbe placering til nogen. Dem der havde kendskab til stedet, var enten døde eller havde glemt alt om det, og sådan var det også bedst, sagde Halvard. Aenis blev trukket ind mellem træerne et godt stykke fra det sted, hvor de port og nedgangen til byen. Den måtte ikke røbe nedgangen. Will lukkede efter dem, imens han så undersøgende ud på sletten. Efter en lang gang der gik ud under sletten en etage nede, og som i størrelse kunne lade en vogn passere, kom de ind i et stort rum. Det kunne høres på genlyden i rummet. Will satte ild til en fakkel, som var på vægen. Den kunne ikke lyse det hele op, men nok til at de kunne fortsætte længere ind. Der var inventar alle steder, borde, stole, og indgange til rum i begge sider, og gange ind til andre rum. Der var plads til en hær på flere tusinde mand med alt udstyr. I den anden ende af den underjordiske by var der fra begyndelsen udfaldsporte, hvor hæren kunne styrte ud under kamp, men de gange og porte var faldet sammen i krigens slutning, og permanent lukket. De fordybninger der var ude på sletten, var huller med vand i efter disse udfaldsstæder, som ikke røbede noget om de underjordiske rum. Sandheden var blevet skjult af dem der overlevede, for at lade den ligge begravet, og det var ikke det eneste der var skjult. Det opdagede Alex efter hånden. Efter krigen havde Will og nogle andre gemt våben i byen i dybet. Det var både almindelige våben, men også fremmede våben, og det var lige netop dem Will og Halvard ville hente
   nogle af. På vej ind ad gangene, var der slangesymboler langs væggene, akkurat som dem Will havde på flere ting. Den underjordiske by var altså ikke kun bygget af folk fra landet, men af andre meget langt tilbage i tiden. Det oprindeligt en ruin, som hæren og Will havde udnyttet under krigen.
   Da de var kommet langt ind i et af siderummenes gangsystemer, trak det i Wills venstre arm. Han faldt, og kurrede hen ad gulvet med armen foran sig. Han endte med hånden inde i en ting, der lignede et stort stenalter eller bord med store huller i fronten. Hans hånd blev løftet og satte sig i et af hullerne. De var en indretning, som tog kontakt med den armring Will havde på håndleddet, og bordet begyndte at lyse i baner fra Wills hånd og op på bordet, som om bordet var i gang med at tale med armringen. Will fortalte senere, at det var ret uheldigt, fordi han nu måtte regne med, at det kunne betyde, at åndeverdenen blev klar over hans tilstedeværelse det sted på sletten. Den modstandsbevægelse som Will hørte til under krigen, havde benyttet sig af de fremmede redskaber, som hjalp dem til sejr, men det havde en pris. Da fjenden virkelig var i ledtog med den onde åndeverden, så var der store chancer for, at de også blev opdaget, når de gjorde brug af den slags redskaber. Wills armring blev på en eller anden måde registreret på det stenbord under sletten, og bordet måtte være efterladt sådan, at det ved først given lejlighed skulle drage en egnet person til sig. Halvard var klar over faren i det, og tog et redskab og slog en del af bordet i stykker. Lyset forsvandt og alt blev stille igen. Halvard var sikker på, at det var i sidste øjeblik, at det bord blev ødelagt. For at være forsigtig, skyndte de sig med at lede efter den skjulte dør ind til det våbendepot Will kunne huske. Efter nogen tid fandt de stedet, fjernede borde og skabe, og på vægen kradsede Will med en kniv, og fandt den tildækkede dør bag ved et tyndt lag af støv og spindelvæv. De rygsække de havde med, blev fyldt med våben og ammunition. Døren blev igen lukket og gemt væk bag skabe og andre møbler på stedet, fordi der stadig var våben derinde. De skulle helst ikke falde i de forkerte hænder efterfølgende. Nu skulle de bare tilbage til Alex, men der var en sidste udfordring. De havde allerede været i den underjordiske by alt for længe.
   Dengang byen var i brug, var der mange indretninger, som skulle sikre, at ingen spioner eller fremmede kunne komme ind i byen uden at blive opdaget og fanget. Will fortalte om metalfugle, eller noget der lignede, som modstandsbevægelsen fandt ud af at aktivere og udnytte. Igen var den samme gamle magi med til at få disse metalfugle til at virke som vagter. Den gang var der i hundredvis af dem nede i byen. De føj rundt og så på alle folk, og når de kunne se, at der var fremmede, der ikke var registreret, så blev personen lammet af fuglen og taget til fange. Hvis der nu stadig var nogle aktive metalfugl i byen, så kunne de risikere at møde en, og blive fanget for altid, da man havde forsøgt
   at slette systemet med de registrerede soldater. Will syntes at have hørt en i luften, men Halvard mente det var hans fantasi.
   Da Will og Halvard var på vej ud af den underjordiske by, hørte de igen den lyd Will havde frygtet. Denne gang var der ingen tvivl. De var en af de flyvende vagter, som stadig var aktiv. De sprang begge i skjul ud til siden bag stole og borde. Will hviskede til Halvard, "Hvorfor er de vagter ikke blevet fjernet da sletten blev forladt?" Halvard svarede, "Sikkert fordi man ikke ønskede, at nogen skulle forlade stedet efterfølgende og fortælle andre om det. Jeg har aldrig være her før, men du - kan vagten ikke genkende dig?" Will svarede, "Måske. Men registeret fra den gang burde være slettet. Det er jo meget længe siden, jeg var her i byen." Lyden kom nærmere. Will og Halvard skjulte sig endnu mere, og holdt på vejret. Lige efter kom der en lysstråle ind gennem døren, og lyden blev helt tydeligt. Nu var vagten inde i rummet, hvor de sad i skjul. Lyset kørte rundt i rummet, undersøgende og i et registrerende mønster. Will gjorde tegn til Halvard. Will ville kaste en efterladt kande over i den anden ende af rummet, og derved aflede opmærksomheden. Hvis det gik godt, kunne de snige sig ud den vej, hvor vagten var kommet ind. Halvard nikkede godkendende. Will kastede kanden, og vagten fulgte efter lyden. Halvard var den første der kom ud ad døren, og Will lige efter. Der gik ikke lang tid, så kunne de høre og se, at vagten igen kom deres vej. Denne gang var der ikke noget at skjule sig bag, så Will sagde til Halvard, "Hvad der end sker, så hold dig bag mig. Hvis den genkender mig, så burde vi kunne komme ud. Du skal bare gå bag mig hele tiden." Halvard nikkede.
   Kort tid efter kom vagten lige imod dem de var kommet ud i den store sal, hvor de stod halvskjult bag en af søjlerne. Vagten kom i retning af dem, da den havde fået øje på noget af Wills arm bag søjlen. Will sagde til Halvard, "Hold dit ansigt ind mod min ryg og hold fast i min jakke". Will blev nu blændet af lyset fra vagten. Det var tydeligt, at den undersøgte Will meget nøje. Da den var færdig med det, tænkte Will at faren måske gik over, hvis Halvard var skjult bag ham. Men pludseligt landede vagten foran Will, lammede ham og tog fat i hans ene arm. Will faldt på knæ, og Halvard nåede lige at dreje sig ubemærket væk bag søjlen. Vagten var landet og trak nu Will med sig hen igennem salen. Halvard kunne følge med uden at være blevet set af vagten.
   Will havde fortalt Halvard, at de fremmede der blev fanget af sådan en vagt, altid blev ført til et fælles fængsel længere inde i byen. Nu var Will på vej dertil sammen med en gammel vagt. For Halvard så det ud, som om en stor metalfugl nu slæbte sit bytte afsted til sin rede plads. Halvard kunne umuligt bare forlade byen uden Will. Hverken Halvard eller Alex kunne klare turen uden Will. Halvard var helt på det rene med, at Will skulle befries, og der var kun ham selv til at gøre det.
   Inden vagten var forsvundet helt, optog Halvard forfølgelsen for at se, hvor Will blev anbragt. Vagtens lys afslørede et fængsel med gitterporte. Will blev slæbt ind, og så blev alt mørkt igen. Halvard måtte grave en lygte frem af sin rygsæk, og håbede bare på, at lyset ikke blev set af vagten. Da han kom nærmere til indgangen af fængslet, så han, at Will var blevet ført ind i en celle, hvor gitterdøren var blevet lukket. Vagten var kommet på plads i venstre side af rummet foran cellerne. Den havde sat sig som en fugl på en gren, hvor der sad andre af samme slags. De så alle ud, som om de sov, men der var lys i den pind, de sad på. Måske hvilede de, inden de igen skulle på rundtur i byen. Halvard havde ikke mulighed for at befri Will, medmindre han kunne få vagten til at lukke op, og så var det også lige det, at de andre vagter vel kunne vågne op. Halvard havde helt bestemt ikke lyst til at vække hele vagtholdet. Da han kom nærmere, kunne han se, at de andre vagter alle var dækket af spindelvæv. De duede nok ikke mere. Hvis det kun var den ene vagt, der var aktiv, så kunne Halvard måske tage dens nøgle til Wills celle. Men hvor var den nøgle?
   Halvard var nødt til at skynde sig. Han måtte spørge Will, om han havde en ide til at komme ud. Halvard kom hen til cellen, hvor Will hang fast til vægen med nogle armringe der lyste blåt. Halvard kaldte på Will udefra, og hele tiden så Halvard efter vagterne, om de reagerede. Efter nogle kald vågnede Will op. Han så noget fortumlet i regning af Halvard. Will skulle lige komme sig oven på den medfart han havde fået af den hensynsløse vagt. Halvard spurgte halvt viskende og halvt råbende, "Hvor er nøglen til cellen!?" Will svarede ikke først, men sagde, "Hvad - Hvor er jeg - Av jeg har ondt i hovedet." Halvard gentog, og denne gang fangede Will spørgsmålet. Will sagde, "Øh - jeg tror det er sådan en lille firkantet kasse eller æske, som vagten har på hovedet, på snuden eller næbet eller hvad det nu ligner. Den satte den på døren til cellen efter den var lukket." Halvard ville gå, men Will sagde. "Du skal sørge for, at vagten ikke kommer med. Den pind den sidder på, skal du finde enden af, og trække den snor ud, som gå ind i vægen. Så forsvinder lyset, og vagten kan ikke vågne igen - tror jeg..."
   Halvard forsvandt i retning af vagterne. Han stod nu lige ved siden af den pind Will havde talt om. Hans ene fod kom til at træde på noget på gulvet, som gav efter og knækkede. Det vækkede vagten. De andre var stadig som døde. Vagtens lys fejede rundt i lokalet, og fangede lige pludselig Halvard. I samme øjeblik rev Halvard snoren til pinden ud af vægen, og vagtens lys forsvandt, og den så igen ud til at falde i søvn. Halvard havde skjult sig bag pinden, så vagten ikke kunne få øje på ham. Han kunne se direkte op på ryggen af vagten, som kørte frem og tilbage med hovedet. Vagten havde ikke noget lys, men var alligevel aktiv. Det var tydeligt, at den havde svært ved at orientere sig i det forholdsvis mørke rum uden sit lys. Halvard fandt en metalstok ved vægen.
   Forsigtigt tog han den op. Med den anden hånd fandt han en sten på gulvet, og kastede den over i hjørnet af rummet. Vagten sprang nu ned på gulvet og gik i retning af lyden. Halvard havde regnet ud, at den nu kun kunne høre sig frem. Da vagten vendte sig om, slog Halvard til nøglekassen på vagtens hoved, og den faldt af. Vagten løb nu aggressivt i rundkreds i lokalet i et forsøg på at ramme eller fange Halvard.
   Efter nogle forsøg fandt Halvard ud derfra, og løb i regning af Will. Vagten skrumlede rundt i vagtlokalet. Halvard holdt nøglen imod døren, og løb ind efter Will. Will sagde, "Tag nøglen og hold den imod min armringe, så jeg kan komme fri." Halvard fik Will fri, og de begyndte en forsigtig tur ud fra vagtstuen. Hvis de kunne komme helt ud, uden af give lyd fra sig, så var der en chance for, at vagten ikke ville følge efter.
   De var heldige og nåede ud af byen samme sted, hvor de var kommet ind, og så var det ellers bare om at læsse på Aenis, og komme ubemærket over til Alex. Det var ikke helt let, for tågen var ved at lette, og sigtbarheden meget bedre med høj sol over den disede luft. Will takkede Halvard og sagde, "Havde du ikke befriet mig, så havde man fundet mig som tørre ben engang i en fjern fremtid - Tak!"
   Halvard og Will kom nu tilbage til tårnet, hvor Alex havde haft en ubehagelige ventetid. Han kom i tvivl, om de i det hele taget ville komme tilbage igen, om de var blevet fanget eller det der var værre. Alex gav Will et klem, da han kom. Det var bare en refleks over glæden ved at se dem igen. Aenis begyndte at skryde med sin mærkelig lyd. Halvard tog om mulen på den, og så holdt den hurtig op med det. Det var med at komme videre nu, inden natten kom. De kunne ikke risikere at blive for længe på et sted, det ville øge chancerne for at blive opdaget. Der var ikke kun dyr i skovene her. Der var også jægere og farlige stammefolk. Halvard fortalte om nogle af dem. Alex var et let offer for Halvards historier, da han endnu var ung og ikke vidste, hvad der var eventyr eller virkelighed efter de ting Will havde vist ham. Alex havde jo set en del uforklarlige ting efter mødet med Will. En af de ting der stadig var et stort mysterium for ham, var det blå lys han havde set komme til Vinterly den aften, hvor Will dukkede op på kroen derhjemme. Will fortalte dengang, at det var ham der var kommet til byen på den måde. Han havde sagt, at Alex også ville komme til at kunne bruge den form for transport, men han ville ikke fortælle mere om det, før det var tiden til at lære mere om hans armring. Alex spurgte ham, hvorfor de ikke bare kunne bruge de armringe, i stedet for at rejse på almindelig vis. Hans svar var, at det kunne også tiltrække sig opmærksomhed, som de ikke ønskede lige nu. Alex så på sin arm, men ringen kunne ikke ses.
   Efter en hurtig spisepause og klargøring af den skjulte vogn, så var de klar til afgang. Alex havde gjort hestene klar. De var striglet og fodret. Deres hove havde han renset og set skoene efter. Will bemærkede det, smilte og sagde, "Du er ikke helt uden evner - du
   har en god forstand, og tænker over ting. Det er en rigtig god begyndelse." Alex blev pludselig et stykke højere ved at høre det. De var igen på plads på bukken, og hestene blev sat i bevægelse med en let håndbevægelse med tømmerne. Næsten lydløs kørte de videre og dybere ind i skoven nord for sletten, hvor grannålene havde lavet et lyddæmpende bundtæppe at køre på. Alex så mange dyr, som først opdagede vognen sent, og de havde også lidt modvind, så dyrene ikke nåede at få færten af dem.
   Da de var kommet et godt stykke østpå i skoven, ankom de til en klippe. Det var noget af det sydligste af de store bjerge mod nord. Her viste Will, at der var et godt sted til at slå lejr. Der var drikkevand fra bjergene, et mindre vandløb nordfra. Der var en sø lidt længere nordpå, hvor klipperne blev mere stejle og store. Skoven var tæt. Det var ikke et sted, hvor mange kom. Det var tydeligt, at skov og krat ikke var berørt af menneskelig trafik. Ikke engang spor efter jægere kunne ses. Halvard sagde noget om, at dem der kom fra øst og skulle sydover til havnebyerne syd for Vinterly, de tog altid ruten i skovkanten rundt på sletten. Det var nemt og hurtigt, men også i fuld synlighed derude, og det kunne de ikke risikere, når de nu ikke skulle på handelsrejse øst på i fuld offentlighed. De have ikke mødt nogen, og Alex syntes det var lidt hysterisk og alt for langsomt på den her måde, men både Will og Halvard var meget bestemte med hensyn til denne rejses ubemærkethed. De fandt så den lille lysning mellem de høje træer. Her kunne de være i fred, for der var blevet et godt stykke længere ud til sletten, så de var kommet af vejen for nysgerrige øjne.

8 Vogter...