Drømmen om faldet

Fugle fløj ophidsede rundt om den lille lund. Garak rejste sig langsomt på albuen og løsnede sin rejsetaske, så den faldt af hans ryg. Guldmønterne klirrede, da tasken ramte den hårde jord. Han rakte hånden ned til det venstre ben. Det var helt stift og smerten strålede op gennem det, som om det var i brand. Der var intet at gøre ved det. Det ville gå væk, når overanstrengelsen fortog sig. Han knyttede og strakte sin venstre hånd i takt med smerten fra benet. Hans venstre hånd havde en tommelfinger og én tyk forkrøblet masse, som så ud til at været tre fingre, der var vokset sammen. De kunne ikke strækkes helt ud og det gjorde ondt, når han knyttede hånden. Han kunne bedre holde smerten fra sit ben ud, når der var en smerte et andet sted, som han selv kunne kontrollere.

Der var ikke fulgt nogen efter ham. Han var i sikkerhed. Erkendelsen slog rod i ham og hans hjerte faldt langsomt til ro. Garak vendte opmærksomheden mod sine omgivelser. Grantræerne stod som i to cirkler ved siden af hinanden - næsten som et ottetal - med en ganske lille sø midt i sammenføjningen mellem de to cirkler. Det så plantet ud og ikke som noget, der ville opstå naturligt.

Garak trak sig hen og kiggede ned i søen. Vandet virkede klart og havde ingen ubehagelig lugt. Han lagde sig på knæ og søbede vand op i sin højre hånd, mens han balancerede på sin vanskabte venstre hånd og på knæet på sit gode højre ben. Det venstre strittede stift og ubøjeligt bagud. Han smagte forsigtigt på vandet. Hvis der druknede blot en enkel mus i sådan en sø, kunne det forurene hele søen, og man kunne blive meget syg af at drikke vandet. Vandet smagte rent og friskt. Han stillede hurtigt sin tørst ved at søbe mere op i sin gode hånd og drikke det. Så rejste han sig besværligt og halvt haltede, halvt hinkede hen til sin rejsetaske.

Fuglene i lunden var faldet til ro igen. De eneste lyde kom nu fra Garak. Det kvaste i løvet, når han haltede rundt. Tasken gav et bump, da han rejste den op. Det kraftige læder hvislede, da han lukkede forlommen op og tog sin vandflaske frem. Det sagde: "Hviiish, bam, hviiish, bam", da han haltede tilbage til søen og fyldte vandflasken, som boblede, mens vandet løb i den.

Der var ikke mere at hente i lunden og Garak var ikke så langt fra Ny Faldby, som han ønskede sig, før han slog lejr for natten. Han greb sin taske og slyngede den med et grynt op på sin ryg igen med den gode arm. Den var ikke så tung, som før han gravede noget af sit guld ned i udkanten af den sorte skov, men det var stadig nok til, at han var lige ved at synke sammen, da han fik vægten på skuldrene. Snart havde han vænnet sig til vægten og haltede ud ad vejen vestpå.

Efter en times tid, havde Garak kun mødt to ryttere på vestvejen. Næsten alle var tilsyneladende allerede draget til torvedag i Ny Fladby. Begge ryttere red begge forbi østpå uden at stoppe. Snart delte vejen sig og Garak holdt til højre, hvor han kom til at gå mere nordpå næsten parallelt med den mørke skov. Det gjorde ham tryggere at have den i sit synsfelt, selvom den var 8 dagsrejser væk.

Ny Faldby var måske 3 kilometer bag ham og stadig tydelig i skumringen, da Garak haltede væk fra vejen og slog lejr bag nogle klippeblokke, som skjulte ham for rejsende på vejen. Slog lejr er måske så meget sagt. Da han var i ly for vejen, sank han sammen. Han orkede end ikke at tage sin taske af ryggen. Han tyggede lidt tørret kød og drak en smule af sit vand. Han nåede ikke så meget som at få låg på flasken, så faldt han udmattet i søvn.

Garak drømte. Han gik ud ad en vej, han ikke kendte. Der var noget mærkeligt ved landskabet. Det ligesom fløj forbi ham. Han opdagede, at begge hans ben flød kraftfuldt frem og tilbage. De var raske, sunde og stærke. Han kunne mærke kraftoverskuddet i dem. Han kiggede på sin hænder. De havde ti fingre. Håndfladerne var fint tegnede - fingrene tydeligt adskilt. Han gav et jubelskrig fra sig og hoppede med samlet afsæt lige op i luften. Der gik lang tid, før han landede igen, men allerede inden da, var han begyndt at løbe, så han for fremad, da hans fødder nåede jorden.

Han satte farten op. Markerne fløj forbi ham. Dyrene flygtede skræmte, når han for forbi. Kun fuglene i luften kunne følge ham.

Han satte farten op. Nu kunne han ikke se de enkelte marker mere, de var kun striber og grønne farver. Fuglene skreg protesterende i luften, men de kunne ikke følge med ham længere. Jorden fløj forbi under han. Han tænkte pludselig over, hvad der ville ske, hvis han snublede. Han kiggede op og så, at han spurtede mod kanten af faldet.

Selvom ham holdt op med at løbe og lænede sig væk fra faldet og bremsede med benene, fortsatte han med at suse hen mod kanten af fladet. Han kunne intet gøre. I næste øjeblik fløj han i en blød bue ud over kanten og ned i faldet. Han faldt ned i de tykke skyer, som altid dækkede faldet som et låg. Det virkede som om han faldt gennem dem i flere timer.

Pludselig kom han ud i stærkt lys og så, at bunden af faldet var torvet i Ny Faldby. Han kunne se sig selv stå og tale med handelsmanden om kniven. Men, handelsmanden var to meter høj og lo af Garak, som så ud til at være en meter høj og havde to klo-hænder og to stive ben, som stak ud til hver sin side. Handelsmanden lo, så han var nødt til at holde sig på maven af grin. Den lille Garak vendte sig vraltende og langsomt. Garak i luften kunne se, at der kom en pige gående hen mod den lille Garak. Hun havde en mund så stor, at hun kunne sluge den lille Garak i en mundfuld. Og hun var allerede på vej til at smile til ham.

Garak i luften gik i panik. Han skreg til hende:

"Man smiler ikke til krøblingen! Stop det. Man må aldrig smile til krøblingen!".

Nu var jorden meget tæt på. Pludselig havde han kurs lige mod ottetallet af træer og landede med et brag midt i søen, hvor hans bukser blev gennemblødte.

Han vågnede. Det var stadig nat. Vandflasken uden låg havde ligget mellem hans ben. Der var løbet vand ud på hans bukser. Han kom af med tasken og fik sig rejst, så han kunne komme til at tisse lidt væk fra sit sovested. Så fandt han sit tæppe i tasken og tog sine støvler og bukser af. Hans venstre fod var bundet op med et kompliceret arrangement af læderstropper og snører. Da han spændte det af, rettede fodens sig ud, så den sad helt strakt i forlængelse af benet. Han sukkede flere gange, mens smerten fortog sig.

Således klar til natten, rullede han sig sammen under tæppet og sov snart igen.