Jeg kløede Heidrun under hans hage og satte sadlen op på hans ryg, for at spænde remmene omkring hans mave. Ghobhansalen, der var en blanding mellem en hjort, ged og et æsel med seks hovede ben, brægede og spiste halmen fra min udstrakte hånd. Jeg bandt min tykke bue og brede, korte sværd fast til dyrets side og sprang op på ridedyrets ryg. Jeg tog fat i to af hans otte horn og styrede ham ud af den lille lade med det lappede tag. Fætter Rhuvawn, Gwallaw og Onkel Channon ventede på hans gangers søster og brødre, der alle var sadlede og pakkede med sadeltasker foran vores hvide hus. "Lad os komme afsted," sagde min onkel, der var muskuløs og højere end den almindelig dværg. Hans flettede skæg havde en rødlig farve, der var en shældenhed blandt vores langlevende race. Han klappede sin Ghobhansal på siden, der sprang afsted i fuld fart.

"Jarhh," udbrød jeg og galapperede om bag min værge, bag ved mine fætrene. Vi red gennem Mhortrai, som på vores sprog betød Smedens By. Det var en livlig by med hyggelige små huse og rygende smedjer, der genlød af vedvarende hammer slag. Den store by, der var oplyst af en glitrende juvel på en høj pæl, forsvandt om bag min ryg under den høje hules tag. Brødrene lignede meget hinanden, men havde hver deres hårfarve - Brunt eller sort hår, hvor den ene havde langt hår og de var klædt i skind og pels. Ligesom mig. Deres øjne var begge blågrønne.

Rhuvawn lo af noget hans bro sagde og kastede et blik på mig. Jeg havde gyldent hår, der gik mig til starten af halsen, gråblå øjne og en kløftet næse over en glat overlæbe og hage. Ingen af os var gamle nok til at få skæg endnu. Det kom først flere hundrede år senere. "Nå Sandnæve, hvem tror du der kommer først op til toppen?" Spøgte Ghallaw og nikkede mod tunnelen, der gik opaf, rundt og rundt. Den var oplyst af blafrende fakler i det en brise fra oververdenen kom blæsende. Onkel Channon var allerede forsvundet ind tunnelen.

Jeg hadede mit kælenavn. Mine fætre havde kaldt mig det lige siden den dag, hvor vi havde minet i kulminen, hvor jeg stødte ind i en sandvæg, som jeg havde slået med en knytnæve. Resultatet var at jeg brækkede hånden. Rhuvawn styrede sin ganger ind i tunnelen og red leende opaf tæt fulgt af sin bror. Jeg grinede og var snart i hælene på dem. "I glemmer at Heidrun er den hurtigste Ghobhansal i hele Orphenolos!" Råbte jeg, så min stemme ekkoede. Min Ghobansal løb rundt i cirkler, for tunnelen snoede sig som en slange. Nu kunne jeg se brødrenes ryg. Mit ridedyr løb af alle krafter. Til min tilfredsstillelse måbede begge mine fætre, da jeg overhalede dem. "Godt gået, Hei," roste jeg ham og kløede ham bag hans ører. Onkel Channon ventede på os foran Den Gamle Port, der var blokeret af to bjælker.

Han var ikke alene. Vagterne sad på stole iklædt skindende rustninger og var bevæbnet med tohovede økser. Govan Smedeflamme, Kent Den Rolige, Dalon Stensøn og Cael Hidsigprop havde sluttet sig til vores følgeskab. De var nogle store brød med lange skæg i forskellige farver. "Der er i," brummede min onkel og så på os. Vagterne åbnede porten, der knirkende gik i igen bag os. "De skal ud og jage," forklarede han og kiggede efter jægerne, der forsvandt af syne på deres trofaste dyr.

Fuldmånen skinnede i natten og jeg skuttede mig, da en vind løftede min sorte kappe med en brun pelskant. Det var ikke alle enhver, der måtte tage op til verdenen over vores underverden, som krævede en tilladelse eller at man havde et bestemt ærinde. Det var tilfældet med dem der lige havde forladt os, der var de eneste der måtte jage dyr, for at sælge kødet og skindet. Min familie havde altid hentet det der lå på toppen af bjerget: Solrubinen, der indsamlede solens lys om dagen, hvis lys vores hud ikke kunne tåle. Men rubinen var fortryllet og dens lys var ufarlig for os, men brugbart til vores frugter, grønsager og træer, der blev dyrket i markerne. Den Snoedede Vej førte mig, onkel og fætrene rundt om bjerget, hvis spids stak op over skyerne. Onkel Channon hev i Ghobansals spidse horn, så den stoppede op ved siden af os. Han stak sin fede hånd ned i sadeltasken og tog fire poser op. "Her," sagde min onkel og rakte os dem. Jeg bandt snoren op og kiggede ned i nogle sorte rødder. "Luftrødder," svarede han. "Luften er tungere længere op. I får brug for dem. Bekymre jer ikke om Gobhansalerne - de er vant til den slags forhold."

Vi red videre og vejen delte sig i tre stier. Den midterste sti blev det. Det blev snart besværligt at trække vejret. Jeg snuppede en rod og puttede den ind i munden. Min vejrtrækning blev lettere og jeg hev ikke længere efter vejret. Onkel Channon standsede sin Ghobhansal og trak vejret lidt hurtigere ved synet af det frodige landskab i horisonten. Jeg kunne se en menneskelig landsby, som herfra var på størrelse med et myrebo. Min onkel sprang af sin ganger, der bøjede hovedet for at gnave lange bider af græsset af. Han kiggede rundt en ekstra gang og engang til. Hans buskede øjenbryn var hævede over grønbrune øjne og panden mærket af dybe rynker. Han sparkede til en sten, der forsvandt ud over bjergtoppen. "Den er her ikke!"