Jeg bladrede igennem billederne et efter et. En tåre faldt hist og her. Nogle af dem stirrede jeg på i tre kvarter, mens jeg gav slip på andre hurtigt med et smil på læben eller en klump i maven.
   Jeg kunne huske dem alle. Deres historier. Deres fortrydelser og deres håb om, at de måske fik en ny chance. Men det jeg husker mest er - og vil altid være - hvordan de alle hadede mig, for at føre dem bort.
   Jeg er manden med leen - eller kvinden faktisk. Manden med leen er så sexsisitisk.
   Medfølelse, forståelse, små hvide løgne og situationsfornemmelse.
   Nu siger jeg ikke, at der ikke findes mandlinge mænd med leer, jeg har da stiftet bekendskab med en enkel eller to, men det er meget et kvindeligt fag.
   Jeg tog et billed frem. Vendte og drejede det i lyset fra den brændende lampe i min lejlighed. Jeg ville se alle de mulige vinkler af det. Alle måder at fortolke det på.
   Billedet var af en 7-årig lille pige. Karoline hed hun. Hun havde rødt hår, fregner over det hele, kondisko og et stort smil på billedet. Jeg havde lovet hende, at hun ville se sin gamle hund om lidt og hun glædede sig, selvom hun var ked af, at hun ikke måtte sige farvel til hendes forældre.
   Det havde været en efterårsdag efter skole, da hun havde været på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. En mand var blevet skudt efter af en anden mand, som sigtede godt men ramte skidt. Manden løb tæt forbi Karoline og kuglen borede sig ind i hendes kranie. Hun faldt om på stedet.
   Så kom jeg.
   Jeg hjalp hende på benene og pustede hende på hovedet, hvor hun sagde det gjorde ondt. Man kunne ikke se skrammen på hendes åndelige jeg. Sådan var det altid - folk så ud som de gjorde, lige før døden indtraf.
   Hun græd en smule og kiggede skræmt på det lig der lå foran hende.

"hvad er det?" spurgte hun hulkende,
   "det er dig," sagde jeg og drejede hende væk fra det forfærdelige syn, inden jeg sagde hvad jeg hadede noget så forfærdeligt: "du er død."
   Jeg omfavnede hende og mit hjerte gik i stykker, for hvert hulk hun kom med. Børnedøde var det værste ved det her job.
   Vi gik en lang tur. Flere timers tur faktisk.
   "Jeg forstår ikke,"
   "det ved jeg," svarede jeg, "det er også svært at forstå."
   "Så jeg kan ikke se mine forældre mere?"
   Jeg rystede på hovedet og hun kom til det punkt, hvor hun ikke kunne græde mere. Der var bare et stort hul inde i hende. Tomt og gabende. Jeg mærkede en trykken i brystet - man vænnede jeg aldrig rigtig til det her job.
   "Vil jeg være alene?" spurgte hun mig. Jeg rystede på hovedet, selvom jeg vidste at det var løgn. Selv ikke jeg vidste, hvad der ville komme til hende, når hun gik videre fra denne verden.
   "Din hund vil være der," løj jeg igen. Smilet på hendes ansigt var det hele værd.
   Vi satte os på en bænk og hun så ud på den tomme legeplads.
   "Kan jeg ikke blive her?" spurgte hun mig. Jeg ville virkelig gerne svare ja, det villle jeg virkelig.
   "Det er ikke op til mig," svarede jeg hende og gav hendes skulder et klem, "desuden savner din hund dig," hun nikkede og grinte kort.
   "Jeg savner også ham," svarede hun snøftende.
   Jeg krammede hende igen og spurgte hende, om hun var klar til at tage afsted. Hun nikkede, men bevægede sig ikke.
   "jeg er bange," hviskede hun. Mødte ikke mine øjne,
   "hey," sagde jeg. Hun så op, "det er okay. Det er jeg også." Det så ud til at berolige hende.
   Jeg tilbød at bærer hende og hun tog gladligt imod det. Puttede sig ind til mig, mens jeg bar hende hen til et træ.
   Jeg tegnede runen på træet.
   En rundt cirkel, med 7 cirkler langst kanten af den. I midten skulle hun sætte sin hånd.
   Det gjorde hun og cirklerne lyste kort op i en blålig farve. Hun fjernede forskrækket hånden og krammede sig hårdt ind til mig. En kæmpe portal åbnede sig foran os.
   Det lignede et hus og ude foran stod der en hund.
   "Tif!," råbte Karoline og Tif svarede med et bjæf. Jeg satte hende ned og hun styrtede mod sin hund.
   Lige inden hun nåede Tif, vendte hun sig om.
   "Vil du gøre noget for mig?" råbte hun.
   "Selvfølgelig," svarede jeg noget forbavset. Der var ingen der havde bedt mig om en tjeneste før. Ikke efter min død i hvert fald.
   "Vil du ikke sørge for, at mine forældre ikke er kede af det?" spurgte hun. Jeg nikkede og prøvede på at smile så godt jeg kunne.
   "Jeg skal gøre mit bedste," svarede jeg. Hun løb videre og jeg nåede kun lige at råbe hende op inden hun nåede Tif "oh! Karoline vent!,"
   Karoline vendte sig om,
   "lad mig lige få et billed," sagde jeg og viftede hende hen til mig. Hun kom løbende og stod ret og smilende foran mig.
   Jeg tog et billed med mit polaroid kamera - hun var den første afdøde, der havde smilt på deres billed.
   Jeg krammede hende en sidste gang og vinkede da hun løb helt hen til huset, men hun så det ikke, for hun havde for travlt med at komme hen til sin hund.

Jeg løsrev mig fra mindet og tjekkede klokken.
   03.45. Jeg havde siddet ved de her billeder i 5 timer nu. Igen. Så meget for fridage.
   Hun var død for præcis en uge og 15 timer siden.
   Jeg tænkte på det løfte jeg havde givet hende.
   Vil du ikke sørge for, at mine forældre ikke er kede af det?, det var det hun havde sagt og jeg havde nikket, velvidende om at jeg ikke kunne gøre noget. Jeg var usynlig for de levende, det var fordele ved jobbet - diskretion blev en del nemmere og man kunne komme i biografen gratis!
   Jeg lagde billedet tilbage i den stadigt voksende bunke. Det her job tog livet af mig..haha pun! 
Jeg morede mig over min lille finde, mens jeg lænede mig tilbage i den gamle mørnede lædersofa. Den var alt for stor til en person.
   Jeg sad et par timer og kiggede ud i luften - det der med at der dør mennesker hvert sekund? Pladder! Jeg lyttede til uret indtil jeg blev sindssyg af det og besluttede mig for at gå en tur.
   Karoline havde fortalt mig hvor hendes forældre boede, da vi gik turen.. hvad var det nu hun sagde... nåja for pokker!
   Mælkegårdsvejen 69 i Olyske. Det var en forholdsvis stor by, men ikke en.. altså ikke en storby. Bare en stor. By.
   Jeg teleporterede mig selv derhen - ja det var endnu en godte ved det her job - og stod snart foran deres hoveddør. Den stod på klem. Jeg maste mig igennem, uden at skubbe til døren. Hvis der er noget der er creepy, så er det at ting begynder at flytte på sig, lige efter dit barn er dødt.
   Det giver unødvendigt håb til familien og en billet ind på tosseanstalten. Been there, done that.
   En grædende kvinde sad ved spisebordet. Jeg satte mig foran hende. Hun havde brunt hår, der gik hende til lidt under ørene. Hendes øjne var skjult i hendes hænder, som var besat af en enkelt ring på fingeren.
   Hun havde et 'skagens ur' på, stramme cowboybukser og en stram, hvid bluse.
   Jeg kunne ikke røre hende, ikke uden at hun ville få kuldegysninger af det. Jeg gik videre. Ind i stuen, hvor fjernsynet kørte af sig selv. Ingen så det, men det var et eller andet børneprogram der kørte. Klokken var 8.00.
   Ovenpå var der tre værelser. Noget der lignede et gæsteværelse, et soveværelse og et børneværelse. På den sidste dør stod der "Karoline" med store, farvede, pap-bogstaver der var sat fast med elefantsnot.
   Værelset var lyserødt med legetøj over det hele. Der hang to store net med bamser i på hver side af en lille hvis seng med klistermærker over det hele. Helt op mod døren lå dynen og et vivar af puder hulter til bulter.
   Under puderne var der et lilla, plysset gulvtæppe. Der var nogle plakater som hang på væggene. My little pony - signeret af Apple Jack og en Mickey mouse's klubhus plakat.
   En lille lampe lyste rummet op og der var et vindue på væggen ved siden af døren. Jeg gik hen til det.
   Hun havde haft udsigt ud over nabolaget. Et hel labyrint af huse og veje mødte mig.
   Jeg så ned på vinduskarmen, da jeg lugtede lugten af kaffe. Sandelig så! - der stod en kaffekop.
   Jeg vendte mig om og skulle til at gå, da jeg pludselig fik en ide!
   Jeg fandt en papirblok frem med Svampebob firkant på og tog den nærmeste hesteblyant.
   Jeg sikrede mig, at ingen så mig, da jeg fældede nogle bogstaver ned så klodset og kejtet som jeg kunne. Ægte børneskift.
   "Jeg ælsker mor og far."
   Under bogstaverne tegnede jeg en hurtig stregtegning af to store mennesker og et lille menneske imellem dem. De havde alle sammen et stort smil. Det var godt at mine tegnefærdigheder alligevel ikke overskred en 7-åriges. Troværdigheden var i top. Jeg kiggede lidt på tegningen. Tænkte på Karoline. Den var ikke helt fuldendt endnu. Det var ligesom om, at der manglede noget. Jeg stod lidt tid og tænkte, før jeg grinte kort og tegnede noget ala en hund i det ene hjørne. Jeg skrev dato på bagsiden. Dagen før hun døde.
   "Perfekt" sagde jeg og lagde den lille tegning i klem under et smykkeskrin, så man lige akkurat kunne se det stikke ud.
   Jeg var på vej ud, da moren kom gående op af trappen. Hun slæbte sig selv ind med en ny kaffekop i hånden. Satte den ved siden af den anden og så ud af vinduet. Tårerne løb ned af kinderne på hende.
   Hun så sig omkring og der gik lidt tid, før hun omsider fik øje på det lille stykke papir. Hun tog det og kiggede på det. Vendte og drejede det. Hun smilte og begyndte at græde voldsommere, men på en eller anden måde så føltes det her rigtigt. Så rigtigt som det kunne blive.
   Moren gik ud fra rummet, tog sine kopper og tegningen med og slukkede lyset i det lille børneværelse. 
"Jeg håber at du er glad nu min ven," sagde jeg, uden at vide hvem jeg helt præcist prøvede at snakke med. Karoline? Moren? mig selv..?
   "For mange tanker er destruerende," mindede jeg mig selv om og gik hjemad. I hvert fald i mit fag. En ny dag ville vise sig imorgen og en ny død ville lande som dagens post på dørtrinnet.