Fakler og lanterner svang igennem natteluften, båret af træernes grene og bygningernes hjørner. Med faklernes skær smeltede landsbyen og skoven i ét. Latter, snak og sang klang igennem det kommende nattemørke, mens træerne stod som lurende ulve og omringede byens plads.

Et stenkast væk stod Morgal Mørksten under netop én af disse træer, og betragtede festivalen med en blandet følelse af beundring og nostagilsk hjemve. Hvor han kom fra havde han set den Gyldne Bys lys: tusindvis af lamper og fakler som langt overgik denne lille landsbys præstation; men lysene her mindede ham alligevel om det smukkeste ved hans eget hjemsted.

Han var mystiker af profession, en mand oplært i den mægtige hovedstad Talmorra - dog i dagens anledning optrådte han som en sælgende kvaksalver. Klædt i en tyk, mangelommede skindkappe og sin brede hat, hvilket skjulte det meste af hans skæggede ansigt, stod han foran en lille opsat bod og så til, imens folket gradvist samledes til en større hob af mennesker på byens eneste torv.

Midt i festlighederne delte menneskemængden sig pludselig for en enlig skikkelse, klædt i hvidt. Morgal strakte hals for at se over deres hoveder, og så, at det var en ung kvinde med en vældig mane af ravnesort hår.

Hun blev ført hen til midten hvor en stab af trækasser var stablet op på hinanden, og menneskerne hjalp hende op på toppen af dem så hun kunne skue ud over dem alle. Landsbyens ældste, en solid herre trods hans alder, stillede sig bag hende og løftede hende op i sine arme. Med hans opløft lød en remse fra hendes skingre stemme, men Morgal kunne ikke høre hvad der blev sagt. Efter den ceremonielle vise blev hun udstyret med en solid rygkurv af den Ældste, og selv herfra kunne han se den blå glimten der kom fra den bugende kurvs indhold.

Ætersten.

En skikkelse kom ud blandt træerne til højre for ham, med tunge skridt der knækkede igennem buskadset som en vild orne. Han vendte sig og så sin partner, Kiraan Votsdatter, træde ud af skoven, med hendes lange Æterklinge slunget over ryggen. Skeden var af et smukt og sort lædermateriale, dekorerede af kobberfarvet symboler, og det dækkede over klingens broget og bulet stål.

Sværdet var et artifakt fra hendes egen landsby, et ældgammelt våben der havde skiftet ejer så mange gange at dens smedekunst næsten var glemt. I sidste ende var det blevet givet til hende i arv af hendes fader. Ved siden af dette våben hang endnu en klinge på hendes ryg; et væsentlig mere mundant stykke stål og med dens pommel stikkende op lige ved siden af det andet, mere sjældne våben.

"Skoven er stille. Jeg så ingen af de Underjordiske, ikke så meget som en dværgdæmon," sagde hun imens hun nærmede sig Morgal.

"Sært. De burde ellers komme frem nu, særligt med så mange mennesker samlet," svarede Morgal med afdæmpet stemme.

"Måske venter de på ceremonien."

"Jeg ville hellere tro på græssende bjergløver end på dæmoner der venter tålmodigt på deres næste måltid."

Kiraan gryntede et svagt grin, og spejdede i retningen af Morgals blik mod midten af festlighederne. Hun lignede ikke en typisk kvinde. Kantede og sejlivet som en buestreng gik hun, anspændt og stift som om hun altid forventede det værste fra hendes omgivelser. Hendes korte, flettede hår havde for længst mistet dets glans og foretrak nu en hvidlig farve, og i den ene side nægtede håret simpelthen at gro mere, hvilket afslørede de dybe ar der startede oppe fra hendes hovedbund, skar sig som kløfter ned over den ene side af hendes ansigt og delte hendes venstre øjenbryn i tre.

"Jeg forstår ikke traditionerne i denne her by," mumlede hun.

"Hver landsby har deres egen måde at overleve på. Deres har tydeligvis virket," svarede Morgal.

"Der er ingen ære i det. De sender hende afsted som et saltede stykke kød på to ben. Det er kun et spørgsmål om tid før de Underjordiske foretrækker et større måltid."

"Heldigvis," begyndte Morgal og samlede sin gnarvlede stav op fra bordet, hvorefter han bandt en lille lanterne fast til dens kæde, "så gør det vores arbejde væsentligt nemmere."

Morgal stoppede op da han så at Kiraan stadig stirrede på landsbyfolkets foretagende. Han gav hende et let dask på skulderen med en flad hånd, og hun blinkede og kiggede på ham med en utilfreds mine.

"Fat mod, dristige slotsridder. Du kan ikke fortælle mig at det her er værre end at skulle grave rundt i ruinerne. Hvem ved, måske får du endda lov til at svinge dit elskede sværd og tilfredstille din evige blodtørst--"

"Sælger de stadig talismaner?" spurgte en kvindes stemme pludselig ved siden af ham.

Morgal drejede hovedet og så på en midaldrende kvinde, klædt i en simpel kjole af hør, hendes krop tydeligt udslidt af mange års hårdt arbejde. Hendes blik var mat, næsten dødt, og hendes blå øjne var rødskudte.

"Jamen, selvfølgelig da, selvfølgelig. Hvem ville ikke tjene et ekstra kobberstykke eller to?" svarede Morgal hurtigt og trak sig tilbage så hun kunne kom til hans fremsatte varer. Kiraan trak sig lidt tilbage i mørket og gjorde ingen mine til at deltage i handlen.

"Er der noget specielt de tænker på? Æh, jeg har lykkeamuletter og elskovs forstærkende drikke . . ."

"Beskyttelse," svarede kvinden.

Morgal stoppede op et øjeblik ved kvindens trætte stemme og betragtede hende kortvarigt med et undrende blik, før han fortsatte.

"Aha, ja naturligvis. Denne her," sagde han og tog en tilfældig lille amulet, simpelt bronze dekorede med små symboler, "giver et langt liv så længe den bæres og beskytter mod mange sygdomme. Rottesmitte, dødbylder - al den slags . . ."

Hun tog imod amuletten uden ét ord og mærkede dets overflade med hendes ru fingre.

"En sølle 5 kobberstykker og amuletten ville blive deres," sagde han. Han behøvede ikke at krejle om prisen, men han følte det kun forstærkede hans påtaget rolle, og han havde efterhånden erfaret at kunderne her nærmest blev forarget hvis man ikke gjorde forsøget.

"Den er smuk," hviskede hun, og hendes mund skælvede.

Små tråde af væske piblede ned fra hendes kinder. Morgal rynkede på brynene.

"Er . . . Alt vel?"

"Ja . . . Ja."

Han vidste ikke hvad han skulle gøre, men han lagde alligevel en hånd på hendes skulder. Hun tørrede hurtigt sine kinder og fremskaffede en håndfuld kobberstykker. Lettere tøvende tog han imod de seks kobberstykker i hendes hånd, og hun smilede til ham trods hendes tårer.

"Det er en ære at blive valgt, fremmede. Det er en ære."

Morgal gloede på hende, prøvede at fremlure hendes mening, men han nåede det aldrig før kvinden drejede om på hælen og gik hen mod mængden af mennesker.

"Hm. Sjældent har jeg oplevede kunder der ligefrem græder af glæde."

"Er du blevet blind Morgal? Se på hende."

Morgal vendte sig om og kiggede efter den midaldrende dame. Søen af mennesker delte sig og lod hende ankomme foran den udvalgte kvinde i hvidt. Hun kom frem til den mørkhåret kvinde, og på hendes næste bevægelse kunne han se hun lagde amuletten om hendes hals.

"Ah."

"En moder burde aldrig opleve sådan noget for sit barn."

Morgal himlede med øjnene.

"Siden hvornår er dæmondræberen blevet så blødsøden? Du gør ikke vores aktion nemmere med dine moralske skrupler."

Kiraan svarede ham ikke, så han tog sin stav prøvende frem og lod en nærliggende flamme slikke sig op af den vedhængte lanterne. Da lyset blev tændt bag glasset lukkede han hurtigt for dens lille låge.

"Vi må til at finde Barnad. Har du set ham?" spurgte Morgal.

"Nej."

"Han står nok et sted derinde med de andre. Lad os finde ham, tiden er knap."

De efterlod hans bod uden så meget som at pakke hans "varer" sammen - der var ingen grund til at drage unødvendig opmærksom. Så vidt han forstod var det skik for landsbyen at holde liv i festivalen indtil solen stod op, når de Underjordiske trak sig tilbage til det ukendte mørke de kom fra. Desuden, hvem ville rejse væk fra landsbyens sikkerhed midt om natten?

Sådan nogle som os, tænkte Morgal.

De to gik ind blandt menneskemængden, og de behøvede ikke kigge længe for at finde Barnad i hjertet af det lille torv. En kreds havde dannede sig om den hvidkjolede dame, som modtog de sidste lykønskninger og prisværdige ord fra hendes medborgere - de samme folk der snart ville kaste hende for ulvene. Barnad stod i yderkanten af kredsen og iagttog scenen med en let rynket mine. Hans rynke forsvandt hurtigt da han opdagede Morgal og Kiraan bag ham og blev erstattet af et lettede smil.

"Nå, så kommer i alligevel for at se med," sagde han.

"Ikke at det huer os," svarede Morgal.

"Nej, en synd og en skam er det."

Barnad var det yngste medlem af deres gruppe, en naturligt køn knægt med et ansigt der var som taget ud af en bondepiges fantasi.
   Mørkeblondt hår omkransede hans ansigt i skulderlange tjavser, og ansigtet var velsignet med jævne linjer og næsten uspoleret hud bortset fra en mørk linje af skæg der fulgte hans faste kæbe. Blå, klare øjne (som Morgal var sikker på mere end én kvinde havde tabt sin uskyld til), strålede smilende under hans tykke øjenbryn. Trods hans udseende kendte mystikeren udemærket til hans listige egenskaber - ønskværdige for enhver med hang til at længere lån af andres ejendele. Han var klædt i farverigt tøj, hosede bukser med en nars trevler og en bredærmede skjorte med lettere udviskede røde og blå farver, og en langhalede hætte var trukket ned om hans hals. Underholdere og sælgende kvaksalvere var altid et mere velkomment syn end Ætertyve, og derfor var det deres mest almindelige tilgang til de fleste landsbyer.

"Hvad har du hørt?" spurgte Kiraan.

"Det meste har været traditionsbundet snak. De fleste virker lettede over det ikke er en af deres egen avl der er udvalgt, men nogen taler om hun måske godt kan klare sig alligevel."

"Nå?" udbrød Morgal med et løftede øjenbryn.

"Jeg har ladet mig fortælle hun er en hurtig løber."

"Hurtigere end dig?" spurgte Morgal.

Barnad lagde armene over kors og gav et smalt smil, før han skævede over på kvinden i hvidt.

"Tja, hun har gode ben ihvertfald. Men i flugtens ædle kunst har jeg nu aldrig set mig selv besejret. Hvis det var en konkurrence i sengelejets udholdenhed, måske . . ."

Kiraan gav et fnys af væmmelse fra sig. Morgal følte heller ikke han havde brug for at forestille sig én af Barnads farverige eskapader, hvilket drengen med det uskyldige ansigt sjældent havde nogen hæmninger overfor at dele.

"Koncentrer dig om opgaven. Vi må ikke slippe hende ud af syne - skoven bliver kun mørkere og sværere at finde vej igennem. Hovedvejen skulle ligge stik øst, så når vi når hen til hende slår vi direkte ind på den kurs."

"Jeg bliver tilbage kortvarigt og finder på en god undskyldning for jeres forsvinden. Det burde ikke være svært at finde jer igen med jeres larm," sagde Barnad.

"Taskerne er pakket inde i skoven. Vi har de vigtigeste ejendele," bekendtgjorde Kiraan.

"Godt," sagde Morgal, "så er vi vist så forberedte man kan være," mumlede han, og gennemgik alligevel sin hukommelse for ting de måske havde glemt.

De løftede alle tre hovederne da landsbyens ældste pludselig råbte.

"Gå nu, mit barn! Din sjæl vil vandre til Skaberens rige, hvor du for evigt skal leve i Hans hus! Tusinde velsignelser for dine gerninger, dit sind skal leve for evigt i Hans haller! Må Han være med dig i den Længste Nat."

Mængden delte sig, og kvinden i hvidt gik langsomt ned fra trækasserne. En gang af mennesker havde formet sig foran hende, og den ledte hele vejen ud fra torvets sikre lys og ind i skovens mørke. Hun gik langsomt, tøvende, som om hun ikke var helt klar til at forlade sit hjem for en enlig død i skoven. Hvem ville også være det, spurgte Morgal i sit indre.