Elliston.

Jeg balancerede en stak gamle bøger, der var så høj, at jeg knap kunne se over den, og de tunge værker pressede mod mine arme, mens jeg mumlede irriteret for mig selv. "Endnu en anmodning fra De Ældste. Som om jeg ikke havde nok at se til i forvejen."
   Stakken vaklede faretruende, da jeg forsøgte at manøvrer rundt om et hjørne i boghandlen. Sigillet på mit håndled summede svagt, men det var ikke nok til, at jeg bed mærke i det. Med et lettelsens suk nåede jeg frem til skrivebordet og satte forsigtigt bøgerne fra mig.
   "Ley-linje forstyrrelser," mumlede jeg og rystede på hovedet. "Hvad pokker tror de, jeg er? En magisk detektiv?"
   En mere intens varme spredte sig fra sigillet og mit hjerte sprang et slag over da jeg opdagede et svagt, rødt skær trængte gennem stoffet.
   "Ikke nu," knurrede jeg og trak hurtigt ærmet op så jeg kunne se.
   Min mave snørede sig sammen. Det kunne kun betyde en ting, og det huede mig ikke. Faktisk havde jeg håbet båndet aldrig ville blive aktiveret, men skæbnen havde andre ideer, og det var en ironisk manøvre.
   Jeg tvang mig selv til at trække vejret dybt og fokusere. Uanset hvad der foregik, kunne jeg ikke tillade mig at blive distraheret. De Ældste ventede på svar, og jo hurtigere jeg fandt dem, jo hurtigere kunne jeg vende min opmærksomhed mod... andre sager.
   Jeg brugte en rum tid på at bladre gennem de bøger jeg havde fundet, men under en distræt læsning flakkede mine tanker til en anden bog der måske ville kunne hjælpe mig.
   Jeg trådte ind i Hviskearkivet, den øvre etage af boghandlen, hvor luften synes at vibrere af hemmelige samtaler. Støvet dansede i solstrålerne, der faldt ind gennem de høje vinduer, og fik rummet til at føles ældgammelt og mystisk.
   "Vis mig vejen," mumlede jeg lavmælt, og lod mine fingre glide over bogrygge, mens jeg ventede på arkivets svar.
   En svag hvisken begyndte at stige op omkring mig, som blade der rasler i vinden. Stemmerne blandede sig, overlappede hinanden, indtil en enkelt klar stemme brød igennem.
   "Tredje række... Femte hylde... Den røde bog med sølvspændet."
   Jeg fulgte anvisningen og fandt bogen præcis hvor stemmen havde sagt. Da jeg trak den ud, mærkede jeg en velkendt tilstedeværelse i mit sind.
   "Orr," hilste jeg mentalt på min ravn. "Hvad bringer dig?"
   "Tiderne skifter, unge Tyros," lød Orrs kryptiske svar i mit hoved. "Skyggerne vokser, og lyset flakker. Den, du søger, er nærmere end du tror."
   Jeg rynkede brynene. "Hvad mener du?"
   "Fortiden og fremtiden væves sammen," fortsatte Orr. "Vær varsom med de valg, du træffer. For hvert skridt fremad, kan du falde to tilbage."
   "Du ved godt, jeg hader dine gåder," mumlede jeg irriteret.
   Orrs latter skræppede i mit sind. "Og dog søger du svar i bøger fyldt med dem. Ironisk, ikke sandt?"
   Jeg sukkede og åbnede bogen. "Hvis du ikke har noget nyttigt at sige, så lad mig arbejde i fred."
   "Som du ønsker," kurrede Orr. "Men husk, at selv i mørket kan der findes lys. Og nogle gange er det vi frygter mest, det der kan redde os."
   Jeg rullede med øjnene ad min ravns dramatiske valg af ord og skimmede bogens index. Langsomt bladrede jeg gennem den, mine øjne fløj hen over siderne, på jagt efter noget - hvad som helst - der kunne forklare de forstyrrelser, De Ældste havde nævnt.
   Pludselig faldt mit blik på en passage, der fik mit hjerte til at banke hurtigere. "Ley-linjernes balance kan forstyrres af tilstedeværelsen af en kraftfuld magisk enhed..." mumlede jeg for mig selv.
   Mit håndled brændte igen, og jeg gned det fraværende. Kunne det være...? Nej, det var for tilfældigt. Og dog, timing var sjældent en tilfældighed i vores verden.
   Jeg lukkede bogen med et smæld og vendte tilbage til mit skrivebord. Med en dyb indånding greb jeg en pen og begyndte at nedfælde mine kompilerede informationer til De Ældste. Men mine tanker vandrede, splittet mellem pligten overfor dem og den nagende fornemmelse af, at noget større var ved at udfolde sig.
   Midt i min skrivning mærkede jeg et sus over mit hoved og jeg løftede blikket til Orr, der landede på en stoleryg på den modsatte side af mit skrivebord, hans sorte fjer skinnede i det dæmpede lys.
   "Hvad nu?" spurgte jeg irriteret.
   Orr tippede hovedet på skrå. "Hun er her," sagde han simpelt.
   Jeg frøs. "Hvem?"
   "Du ved hvem," svarede Orr. "Den, der er bundet til dig. Den, du har ventet på, selvom du ikke vil erkende det."
   Jeg rynkede brynene og formanede den irriterende bølge af uro der forplantede sig i kroppen, at dæmpe sig. "Eliza," hviskede jeg, navnet føltes fremmed på mine læber. Men informationen var kommet til mig gennem min ravns tanker.
   Orr nikkede. "Tiden er inde, unge Tyros. Dit næste træk vil afgøre mere, end du aner."
   Jeg rejste mig abrupt, stolen skrabede højlydt mod gulvet. "Jeg er ikke klar," sagde jeg, mere til mig selv end til Orr.
   "Er vi nogensinde det?" spurgte Orr retorisk, før han lettede og fløj mod døren ud af mit kontor.
   Nej, man er vel aldrig nogensinde klar til at se sine gerninger i øjnene og slet ikke når de utiltænkt vil ændre et andet menneskes liv. Fakta var bare, at jeg nu ikke længere kunne gemme mig i skyggerne og lade som om jeg ikke havde været for desperat, for overilet i min tro på mig selv. Hovmod kunne spolere selv de bedste intentioner.
   Et hårdt rap fik mig til at se mod døren, hvor min bedste ven Ford stod. Hans store korpus optog pladsen i rammen eftersom han var solide muskler, høj som et tårn og bred over skuldrene. Et skævt smil bredte sig over det vejrbidte ansigt og de grå øjne tindrede af nysgerrighed.
   "Er du her stadig, læsehest?" spurgte han sarkastisk, og jeg lukkede min notesbog. "Med på en øl?"
   "Altid," sukkede jeg, greb min lange frakke og trak den på, mens jeg bevægede mig mod døren.
   Sammen forlod vi butikken, der samtidig fungerede som mit hjem. Adelaide Brimble, min chef, min mentor, min redning, havde taget mig under sin vinge og givet mig husly da jeg mistede hele min familie for 11 år siden. Uden hende havde jeg nok været faret vild i universet af sorg og mismod, men hun gav mig en grund til at fortsætte, gav mig et formål og for det var jeg hende evigt taknemmelig.
   Ford og jeg trådte ind i Amors Pil, Vendelharts eneste kro og stedet, hvor folk aflastede efter en lang dags arbejde, eller ledte efter kærligheden. Den store rustikke bindingsværks bygning indbød til hygge og varmen fra pejsen, de glade gæster og musikken slog os i møde. Kroen summede af liv, og duften af øl og krydret mad fyldte luften.
   Silas stod bag baren, i færd med at polere et krus, mens hans øjne gled dovent over lokalet. Af en mand i 40'erne var han nydeligt sammensat, og den slanke krop var altid påklædt i slidte jeans, en hvid t-shirt med en sort vest over, og en halskæde hvis vedhæng var hans kraftgenstand.
   Silas var det vi magikere kaldte en skyggetroldmand, og hans unikke evne gjorde ham til et stærk asset, eller en farlig fjende, da han kunne træde ind og ud af skyggerne så let som at klø sig i nakken.
   Jeg havde forsøgt at gøre ham kunsten efter, men at mestre skyggemagi var mere kompliceret end jeg brød mig om, så jeg havde ikke forfulgt evnen yderligere.
   Han så op, da vi nærmede os, og et skævt smil spillede om hans læber. "Velkommen, gutter," hilste han og Ford og jeg tog plads ved baren. "Øl?" spurgte han og vi begge nikkede. Da han satte en skummende øl foran mig, fangede han mit blik. "Du ser ud som om, du har brug for den her."
   Jeg nikkede taknemmeligt og tog en lang slurk. Silas hævede et øjenbryn. "Giver De Ældste dig problemer igen?"
   Jeg fnøs. "Hvornår gør de ikke det?"
   Ford lo og klappede mig på skulderen. "Kom nu, det kan ikke være så slemt."
   "Vi ved godt hvad prisen er, hvis jeg ikke arbejder for dem," pointerede jeg og de begge nikkede erkendende til mit dilemma.
   "Hold hovedet lavt," pointerede Silas, og trådte væk for at betjene nye kunder.
   Vi fandt et bord i hjørnet, og Ford begyndte ivrigt at fortælle om sit seneste runeprojekt. Normalt ville jeg have lyttet interesseret, men mine tanker vandrede hjælpeløst mod andre græsgange. Sigillet på mit håndled summede stadig svagt, en konstant påmindelse om min gerning.
   "... og så tænkte jeg, at hvis jeg kombinerede beskyttelsesrunen med styrkesymbolet, kunne jeg måske..." han rynkede panden, da han bemærkede mit fjerne blik. "Hey, er du overhovedet med?"
   Jeg rystede på hovedet for at klare tankerne. "Undskyld, jeg... er lidt distraheret."
   Ford lænede sig frem, bekymring tydelig i hans grå øjne. "Hvad er der galt?"
   Jeg tøvede et øjeblik, tog en dyb indånding og lænede mig ind over bordet, sænkede stemmen så kun han kunne høre mig. Det var imperativt eftersom kroen rummede mundane, såvel som magikere. "Hun er her."
   Ford rynkede brynene. "Hvem?"
   "Eliza," hviskede jeg, og navnet sendte en bølge af uro gennem mig. "Kvinden jeg... bandt mig til."
   Fords øjne udvidede sig. "Er du sikker?"
   Jeg nikkede og trak ærmet op for at vise ham det svagt glødende sigil på mit håndled. "Det begyndte at lyse tidligere i dag. Og Orr bekræftede det."
   Ford fløjtede lavt. "Shit. Hvad har du tænkt dig at gøre?"
   Jeg gned mit ansigt og sukkede tungt. "Jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg har prøvet at forberede mig på dette øjeblik, men nu hvor det er her..." Jeg trak på skuldrene, følte mig usikker.
   "Du er nødt til at møde hende," sagde Ford på den mest irriterende selvfølgelige måde. "Du skylder hende i det mindste en forklaring."
   Jeg nikkede modvilligt. "Jeg ved det. Men hvordan forklarer man noget som dette? 'Undskyld, jeg bandt dig til mig i et desperat forsøg på at redde min familie, men det gik galt, og nu er vi magisk forbundet for evigt'? Det lyder vanvittigt."
   Ford klukkede, men der var ingen humor i lyden. "Det er vanvittigt. Men det er jeres virkelighed."
   Jeg tog en lang slurk af min øl og lod den krydret smag fylde min mund. "Jeg er bange," indrømmede jeg til sidst. "Bange for, hvad hun vil tænke. Hvad det betyder for os begge."
   Ford rakte ud og lagde en stor, ru hånd på min arm. "Det er okay at være bange. Men du kan ikke løbe fra det her. Du er nødt til at møde det head-on."
   Jeg vidste han havde ret, men det gjorde ikke beslutningen letter. Lily og Avanka trådte ind i kroen og stoppede ved baren, hvor Silas tog imod dem med sin vanlige muntre kommentar.
   Ford knurrede lavt ved siden af mig. "Lily Hartley... hende kunne jeg godt," mumlede han.
   Jeg lod blikket løbe over Lilys lille figur, klædt i en fodlang gul kjole med unaturligt store blomsterprint på. Hun var smuk på en naturlig måde, med krøllet blondt hår og klare blå øjne, et smil der altid fik dig til at føle dig velkommen. "Du ved godt hun ikke vil," pointerede jeg og Ford fnøs.
   "Det er kun fordi hun ikke ved, hvad hun går glip af."
   "Ligesom hver anden kvinde du lægger an på?" drillede jeg ham og han puffede irriteret til mig.
   "Jeg vil gerne se dig i aktion og nedlægge din udkårne med få velanrettede ord," udfordrede han mig og jeg rystede på hovedet med et smil. "Nemlig, for kvinder er glatte som ål, min ven."
   "Det ved jeg da. Hvorfor tror du jeg er single?"
   Mit blik vendte tilbage til baren, hvor kvinderne stod. Avanka var i modsætning til Lily altid klædt i vintage tøj der fremhævede hendes høje slanke figur på en attraktiv måde. Hun så over skulderen, og vores øjne mødtes. Jeg smilede til hende, og hun gengældte det genert. Der var noget kært over hendes tendens til at rødme når hun opdagede jeg så på hende. Under en pludselig indskydelse rejste jeg mig. "Jeg er tilbage om lidt," sagde jeg til Ford og gik hen til baren.
   "Hej," hilste jeg og stillede mig ved siden af hende, hendes brune øjne udvidede sig momentarisk over min opdukken. "Hvordan går det med arbejdet på biblioteket?"
   Hun vendte sig mod mig, og smilede. "Hej. Det går fint, tak. Vi har lige fået en ny sending bøger ind om antikke runer."
   Jeg nikkede interesseret. "Det lyder spændende. Faktisk..." Jeg tøvede et øjeblik, usikker på, hvordan jeg skulle formulere min forespørgsel. "Jeg arbejder på noget for De Ældste. Om ley-linjer. Jeg tænkte, om du måske havde nogle ideer til, hvor jeg kunne finde mere information?"
   Avankas øjne lyste op. "Ley-linjer? Det er fascinerende! Vi har faktisk nogle gamle kort på biblioteket, der viser deres forløb gennem området. Måske de kunne hjælpe?"
   Jeg smilede taknemmeligt. "Det ville være perfekt. Tror du, jeg kunne kigge på dem i morgen?"
   "Selvfølgelig," nikkede hun ivrigt. "Kom forbi når som helst. Jeg skal nok finde dem frem til dig."
   "Hey!" Afbrød Lily os og jeg mødte hendes blik rundt om Avankas hoved. "Du skal ikke kidnappe Avanka, jeg skal bruge hende," knurrede hun og jeg hævede hænderne i uskyldigt forsvar.
   Ford gled ind ved siden af Lily lige som jeg skulle til at gå, og snappede hendes opmærksomhed. Bag hendes ryg hævede idioten sin hånd med en tommel i vejret og jeg skulle tilbageholde et grynt. Måske han troede jeg havde gjort dette for hans skyld, når virkeligheden var en anden. Vi fire endte i en bås, hvor latter og samtale snart flød ubesværet og øllet gled ned i større mængder end tiltænkt.
   Da nattens mulm kaldte, takkede jeg Silas for øllene og sagde farvel til Ford, der valgte at blive hængende lidt længere sammen med Lily. Avanka og jeg forlod kroen sammen, den kølige natteluft en velkommen kontrast til varmen indenfor. Månen hang lavt på himlen, kastede et blegt skær over de stille gader, og uglen tudede et sted derude.
   Avanka vaklede let, og jeg rakte ud for at støtte hende. "Pas på," mumlede jeg. "Fortovene kan være lumske om natten."
   Hun fnisede og lænede sig ind mod mig. "Tak, min ridder i skinnende rustning."
   Jeg smilede skævt. Følelsen af at blive iagttaget krøb op ad min rygrad, og jeg skannede skyggerne mellem husene i et forgæves forsøg på at lokalisere, hvad der gjorde mig så urolig.
   "Er du okay?" spurgte Avanka og så bekymret på mig. "Du virker anspændt."
   Jeg tvang et smil frem. "Bare træt. Lang dag, du ved."
   Vi fortsatte gennem de stille gader. Mit blik flakkede fra skygge til skygge, spidsede ørene efter den mindste lyd. Avanka snakkede muntert videre, tilsyneladende uvidende om min uro, og der var noget beroligende ved hendes uberørte humør.
   Da vi nærmede os den lille stenbro nær skovkanten, stivnede jeg midt i et skridt. Mit instinkt forsøgte at advare mig.
   "Elliston?" Avankas stemme lød fjern. "Hvad er der galt?"
   Orrs stemme rungede i mit hoved kort efter. "Elliston, vær på vagt!"
   Magien vældede frem i mit indre, påkaldt af mit instinkt til at forberede mig, og runerne på mine hænder og fingre summede af energi. Mit blik gled mod skoven, og et øjeblik troede jeg, at jeg så et glimt af noget - eller nogen - mellem træerne. Jeg stod som naglet til jorden, mit blik fæstnet på skovbrynet. Træerne begyndte at svaje unaturligt i den stille nat, som om en usynlig kraft fik dem til at danse. En kuldegysning løb ned ad min ryg.
   "Avanka," hvæsede jeg, "bliv tæt på mig."
   Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik og mumlede en besværgelse, der skulle skærpe mine sanser. Da jeg åbnede dem igen, stod verden i klar kontrast. Jeg kunne høre kviste knække på lang afstand, og jeg kunne se skygger bevæge sig mellem træerne, selv om intet syntes at kaste dem.
   En sælsom lyd gav ekko fra skovens dyb, nok til at sætte vores instinkter på kant, og pulsen trommede hårdt mod min hals. Ved siden af mig stod Avanka frosset i chok, hendes øjne vidt opspærrede, mens hun drejede rundt om sig selv for at se, hvor lyden kom fra.
   "Hvad... hvad var det?" stammede hun, hendes stemme dirrende af frygt.
   "Jeg ved det ikke," svarede jeg ærligt, "men vi er nødt til at komme væk herfra. Nu."
   Jeg greb fat i Avankas hånd og trak hende med mig væk fra skovbrynet. Vores klaprende fødder over asfalten gav genlyd på den øde gade og mellem bygningerne.
   "Hvad sker der?" gispede Avanka, da vi drejede om et hjørne.
   "Jeg ved det ikke," svarede jeg ærligt, "men det er ikke godt."
   Vi hørte lyden af fodtrin bag os. Hurtige, lette skridt, der nærmede sig, og frygt greb mit indre.
   "Elliston," peb Avanka ved siden af mig, min hånd fastlåst i hendes.
   Vi sprintede gennem gaderne, vores åndedræt tunge i den kølige natteluft, og jeg ledte os mod boghandlen, den eneste sikre havn, jeg kunne tænke på i dette øjeblik. Da vi nærmede os butikken, mærkede jeg en bølge af magi skylle over os. Det var som om luften selv vibrerede af energi. Vi snublede næsten, overvældet af fornemmelsen og da jeg vendte mig om for at konfrontere den skyldige, var der ingen bag os.
   "Hvad var det?" gispede Avanka, da vi nåede frem til butikken.
   Jeg rystede på hovedet, ude af stand til at forklare det og med rystende hænder låste jeg døren op og skubbede hende indenfor. Så snart vi var inde, aktiverede jeg de beskyttende runer, jeg havde lagt rundt om bygningen.
   "Vi burde være sikre her," mumlede jeg, mere til mig selv end til Avanka.
   Jeg vendte mig mod hende, usikker på, hvordan jeg skulle forklare situationen. Hendes øjne var store af frygt og forvirring, og jeg følte et stik af skyld over at have bragt hende i fare.
   "Avanka, jeg..." begyndte jeg, men ordene sad fast i halsen. Hendes hjemsøgte udtryk fik mig til at tage hende i min favn og hun knugede sig desperat ind til mig. "Undskyld," mumlede jeg mod hendes hoved.
   Jeg holdt Avanka tæt ind til mig, mærkede hendes skælvende krop mod min. Mit hjerte hamrede stadig, og adrenalinen pumpede gennem mine årer. Langsomt trak jeg mig tilbage og så ned på hende.
   "Er du okay?"
   Hun nikkede, men hendes øjne var stadig vidtåbne af frygt. "Hvad var det derude, Elliston? Hvad skete der?"
   Jeg sukkede tungt og gned mit ansigt. "Jeg er ikke sikker. Men det var mørk magi." Om nogen vidste jeg hvad mørk magi indebar og smagen af det var lokkende, forførende, og al-konsumerende, hvis man ikke var varsom.
   Avanka gispede. "Men hvorfor? Hvem ville..."
   "Jeg ved det ikke," afbrød jeg hende blidt. "Der sker mærkelige ting i Veldenhart for tiden."
   Avanka sukkede og gned sit ansigt. "Jeg blev i hvert fald ædru," mumlede hun. "Hvad gør jeg nu? Jeg skal jo stadig hjem."
   Jeg rystede på hovedet. "Jeg tror det er bedst du bliver her."
   Hun protesterede ikke, så jeg førte hende op ad trappen til min lejlighed over boghandlen. Mit hjerte bankede stadig hårdt, og magien summede under huden, som om den ventede på at blive sluppet løs. Jeg låste døren op og tændte lyset i køkkenalrummet.
   "Du kan tage sengen," sagde jeg og pegede mod soveværelset. "Der er ekstra tæpper i skabet, hvis du fryser."
   Avanka nikkede taknemmeligt. "Tak, Elliston. For alt."
   Jeg sendte hende et anstrengt smil. "Selvfølgelig. Prøv at få noget søvn."
   Da hun var gået ind i soveværelset, sank jeg ned i sofaen og begravede ansigtet i hænderne. Hvad fanden var det, der skete? Stemmen i skoven, den mørke magi... Det kunne ikke være tilfældigt.
   Var alt det her sat i bevægelse på grund af min forbindelse til Eliza?