Elliston.

Jeg balancerede en stak gamle bøger, der var så høj, at jeg knap kunne se over den, og de tunge værker pressede mod mine arme, mens jeg mumlede irriteret for mig selv. "Endnu en anmodning fra De Ældste. Som om jeg ikke havde nok at se til i forvejen."
   Stakken vaklede faretruende, da jeg forsøgte at manøvrer rundt om et hjørne i boghandlen. Med et lettelsens suk nåede jeg frem til skrivebordet og satte forsigtigt bøgerne fra mig.
   "Ley-linje forstyrrelser," mumlede jeg og rystede på hovedet. "Hvad pokker tror de, jeg er? En magisk detektiv?"
   En intens varme spredte sig fra sigillet på mit håndled og mit hjerte sprang et slag over da jeg opdagede et svagt, rødt skær trængte gennem stoffet.
   "Ikke nu," knurrede jeg og trak hurtigt ærmet op så jeg kunne se det mærke på huden, der engang kun havde været svage linjer, som en falmet tatovering, men som nu glødede mere intenst.
   Min mave snørede sig sammen. Det kunne kun betyde en ting, og det huede mig ikke. Faktisk havde jeg håbet båndet aldrig ville blive aktiveret, men skæbnen havde andre ideer, og det var en ironisk manøvre. Jeg tvang mig selv til at trække vejret dybt og fokusere. Uanset hvad der foregik, kunne jeg ikke tillade mig at blive distraheret. De Ældste ventede på svar, og jo hurtigere jeg fandt dem, jo hurtigere kunne jeg vende min opmærksomhed mod... andre sager.
   Jeg brugte en rum tid på at bladre gennem de bøger jeg havde fundet, men under en distræt læsning flakkede mine tanker til en anden bog, der måske ville kunne hjælpe mig. Det var skud i tågen, men jeg kunne lige så godt erkende, at jeg ikke kunne fokusere på andet før jeg havde undersøgt tråden.
   Døren knirkede sagte da jeg trådte ind i Hviskearkivet på første sal af boghandlen. Mine skridt dæmpet over det slidte trægulv, og en svag duft af gammelt læder og pergament ramte mine næsebor, og jeg indåndede uvilkårligt. Gennem de høje, buede vinduer strømmede eftermiddagslyset ind i tykke, gyldne søjler, der afslørede dansende støvpartikler. De svævede dovent omkring som lysende spøgelser, der vogtede over de utallige reoler med uerstattelige skatte. En hvisken syntes at ekko mellem væggene, som træværket der arbejdede, eller efterklangen af århundreders fortrolige samtaler, der stadig hang i rummet.
   Jeg mumlede lavmælt en besværgelse der kunne lokalisere den bog jeg skulle bruge, og mens jeg ventede på arkivets svar, lod jeg fingrene glide over bogrygge og fornemmede deres smukke udskæringer og prægninger. En svag hvisken begyndte at stige op omkring mig, som blade der rasler i vinden, og stemmerne blandede sig, overlappede hinanden, indtil en enkelt klar stemme brød igennem.
   "Tredje række... Femte hylde... Den røde bog med sølvspændet."
   Jeg fulgte anvisningen og fandt bogen præcis, hvor stemmen havde sagt. Da jeg trak den ud, mærkede jeg en velkendt tilstedeværelse i mit sind.
   "Orr," hilste jeg mentalt på min ravn. "Hvad bringer dig?"
   "Tiderne skifter, unge Tyros," lød Orrs kryptiske svar i mit hoved. "Skyggerne vokser, og lyset flakker. Den, du søger, er nærmere end du tror."
   Jeg rynkede brynene. "Hvad mener du?"
   "Fortiden og fremtiden væves sammen," fortsatte Orr. "Vær varsom med de valg, du træffer. For hvert skridt fremad, kan du falde to tilbage."
   "Du ved godt, jeg hader dine gåder," mumlede jeg irriteret mens jeg bladrede gennem den gamle bog, hvis sider var gule og sprøde af ælde.
   Orrs latter skræppede i mit sind. "Og dog søger du svar i bøger fyldt med dem. Ironisk, ikke sandt?"
   Jeg sukkede. "Hvis du ikke har noget nyttigt at sige, så lad mig arbejde i fred."
   "Som du ønsker," kurrede Orr. "Men husk, at selv i mørket kan der findes lys. Og nogle gange er det vi frygter mest, det der kan redde os."
   Jeg rullede med øjnene ad min ravns dramatiske ordvalg og skimmede bogens index. Langsomt bladrede jeg gennem den, mine øjne fløj hen over siderne, på jagt efter noget - hvad som helst - der kunne forklare de forstyrrelser, De Ældste havde nævnt.
   Mit blik faldt på en passage, der fik mit hjerte til at banke hurtigere. "Ley-linjernes balance kan forstyrres af tilstedeværelsen af en kraftfuld magisk enhed..." mumlede jeg for mig selv og der gik mange hjerteslag før min hjerne roterede brikkerne og opdagelsen gav en form for mening.
   Jeg gned fraværende mit håndled igen da den uvante varme fortsatte. Kunne det være...? Nej, det var for tilfældigt. Og dog, timing var sjældent en tilfældighed i vores verden.
   Jeg lukkede bogen med et smæld og vendte tilbage til mit skrivebord. Med en dyb indånding greb jeg en pen og begyndte at nedfælde mine kompilerede informationer til De Ældste. Men mine tanker vandrede, splittet mellem pligten overfor dem og den nagende fornemmelse af, at noget større var ved at udfolde sig.
   Pennens krads mod papiret blev afbrudt af luftstrømmen fra et par vinger. Mine øjne søgte opad, hvor Orr netop svævede ned mod stolen foran mig. Hans kløer greb fat om ryglænet med svage klik mod træet, og det dæmpede lampelys fik hans ravnsorte fjerdragt til at glimte som poleret obsidian.
   "Hvad nu?" spurgte jeg irriteret. Jeg holdt af min ravn, men hans timing var sjældent tilrettelagt, hvor jeg ikke sad fordybet i et tankevæld og besværlige teorier.
   Orr tippede hovedet på skrå. "Hun er her," sagde han som om jeg uden mærket vidste, om hvem han talte.
   Jeg frøs. "Hvem?"
   "Du ved hvem," svarede Orr. "Den, der er bundet til dig. Den, du har ventet på, selvom du ikke vil erkende det."
   Jeg rynkede brynene og formanede den irriterende bølge af uro, der forplantede sig i kroppen, at dæmpe sig. "Eliza," hviskede jeg, navnet føltes fremmed på mine læber, men informationen var kommet til mig gennem min ravns tanker.
   Orr nikkede. "Tiden er inde, unge Tyros. Dit næste træk vil afgøre mere, end du aner."
   Jeg rejste mig abrupt, stolen skrabede højlydt mod gulvet. "Jeg er ikke klar," sagde jeg, mere til mig selv end til Orr og jeg mødte hans sorte øjne.
   "Er vi nogensinde det?" spurgte Orr retorisk, før han lettede og fløj mod døren ud af mit kontor.
   Nej, man er vel aldrig nogensinde klar til at se sine gerninger i øjnene og slet ikke når de utiltænkt vil ændre et andet menneskes liv. Fakta var bare, at jeg nu ikke længere kunne gemme mig i skyggerne og lade som om, jeg ikke havde været for desperat, for overilet i min tro på mig selv. Hovmod kunne spolere selv de bedste intentioner.
   Et hårdt rap fik mig til at se mod døren, hvor min bedste ven Ford stod. Hans store korpus optog pladsen i rammen eftersom han var bred over skuldrene, høj som et tårn og af en imponerende fysik med svulmende muskler. Et skævt smil bredte sig over det vejrbidte ansigt og de grå øjne tindrede af nysgerrighed.
   "Er du her stadig, læsehest?" spurgte han sarkastisk, og jeg lukkede min notesbog. "Med på en øl?"
   "Altid," sukkede jeg, greb min lange sorte frakke og trak den på, mens jeg bevægede mig mod døren.
   Sammen forlod vi butikken, der samtidig fungerede som mit hjem. Adelaide Brimble, min chef, min mentor, min redning, havde taget mig under sin vinge og givet mig husly da jeg mistede hele min familie for 11 år siden. Uden hende havde jeg nok været faret vild i universet af sorg og mismod, men hun gav mig en grund til at fortsætte, gav mig et formål og for det var jeg hende evigt taknemmelig.
   Ford og jeg trådte ind i Amors Pil, Veldenharts eneste kro og stedet, hvor folk aflastede efter en lang dags arbejde, eller ledte efter kærligheden. Den store rustikke bindingsværks bygning indbød til hygge og varmen fra pejsen, de glade gæster og musikken slog os i møde. Kroen summede af liv, og duften af øl og krydret mad fyldte luften.
   Silas stod bag baren, i færd med at polere et krus, mens hans øjne gled dovent over lokalet. Af en mand i 40'erne var han nydeligt sammensat, og den slanke krop var altid påklædt i slidte jeans, en hvid t-shirt med en sort vest over, og en halskæde, hvis vedhæng var hans kraftgenstand. Silas var det vi magikere kaldte en skyggetroldmand, og hans unikke evne gjorde ham til et stærk asset, eller en farlig fjende, da han kunne træde ind og ud af skyggerne så let som at klø sig i nakken.
   Jeg havde forsøgt at gøre ham kunsten efter, men at mestre skyggemagi var mere kompliceret end jeg brød mig om, så jeg havde ikke forfulgt evnen yderligere.
   Han så op, da vi nærmede os, og et skævt smil spillede om hans læber. "Velkommen, drenge," hilste han og vi tog plads ved baren. Da han satte en skummende øl foran mig, fangede han mit blik. "Du ser ud som om, du har brug for den her."
   Jeg nikkede taknemmeligt og tog en lang slurk. Silas hævede et øjenbryn. "Giver De Ældste dig problemer igen?"
   Jeg fnøs. "Hvornår gør de ikke det?"
   Vi fandt et bord i hjørnet, og Ford begyndte ivrigt at fortælle om sit seneste runeprojekt. Normalt ville jeg have lyttet interesseret, men mine tanker vandrede hjælpeløst mod andre græsgange. Sigillet på mit håndled summede stadig svagt, en konstant påmindelse om min gerning og om noget en stor distrahering, der konstant spolerede nogen form for koncentration.
   "... og så tænkte jeg, at hvis jeg kombinerede beskyttelsesrunen med styrkesymbolet, kunne jeg måske..." han rynkede panden, da han bemærkede mit fjerne blik. "Hey, er du overhovedet med?"
   Jeg rystede på hovedet for at klare tankerne. "Undskyld, jeg... er lidt distraheret."
   Ford lænede sig frem, bekymring tydelig i hans grå øjne. "Hvad er der galt?"
   Jeg tøvede et øjeblik, tog en dyb indånding og lænede mig ind over bordet, sænkede stemmen så kun han kunne høre mig. Det var imperativt eftersom kroen rummede mundane, såvel som magikere. "Hun er her."
   Ford rynkede brynene. "Hvem?"
   "Eliza," hviskede jeg, og navnet vækkede stadig en vis uro i mig. "Kvinden jeg bandt mig til."
   Fords øjne udvidede sig. "Er du sikker?"
   Jeg nikkede og trak ærmet op for at vise ham det svagt glødende sigil på mit håndled. "Det begyndte at lyse tidligere i dag og Orr bekræftede det."
   Ford fløjtede lavt. "Shit. Hvad har du tænkt dig at gøre?"
   Jeg gned mit ansigt og sukkede tungt. "Jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg har prøvet at forberede mig på dette øjeblik, men nu hvor det er her..." Jeg trak på skuldrene, følte mig usikker.
   "Du er nødt til at møde hende," sagde Ford på den mest irriterende selvfølgelige måde. "Du skylder hende i det mindste en forklaring."
   Jeg nikkede modvilligt. "Men hvordan forklarer man noget som dette? 'Undskyld, jeg bandt dig til mig i et desperat forsøg på at redde min familie, men det gik galt, og nu er vi magisk forbundet for evigt'? Det lyder vanvittigt."
   Ford klukkede, men der var ingen humor i lyden. "Det er vanvittigt. Men det er jeres virkelighed."
   Jeg tog en lang slurk af min øl og lod den krydret smag fylde min mund. Ford stirrede stadig på mig, som han forventede, at jeg ville tage stilling til min næste handling på få hjerteslag, men faktum var bare, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle starte.
   "Jeg er bange," indrømmede jeg til sidst. "Bange for, hvad hun vil tænke. Hvad det betyder for os begge."
   Ford rakte ud og lagde en stor, ru hånd på min arm. "Det er okay at være bange. Men du kan ikke løbe fra det her. Du er nødt til at møde det head-on."
   Jeg vidste, han havde ret, men det gjorde ikke beslutningen letter, for det betød, at jeg var nødt til at se fortiden i øjnene og arbejde aktivt med den. Lily og Avanka trådte ind i kroen og stoppede ved baren, hvor Silas tog imod dem med sin vanlige muntre kommentar.
   Ford knurrede lavt ved siden af mig. "Lily Hartley... hende kunne jeg godt," mumlede han.
   Jeg lod blikket løbe over Lilys lille figur, klædt i en fodlang gul kjole med overdimensionerede store blomsterprint på. Hun var smuk på en naturlig måde, med krøllet blondt hår, der i dagslys altid skinnede som spundet guld og klare blå øjne med et intenst indre lys, og et velkommende smil.
   "Du ved godt hun ikke vil," pointerede jeg og Ford fnøs.
   "Det er kun fordi hun ikke ved, hvad hun går glip af."
   "Ligesom hver anden kvinde du lægger an på?" drillede jeg ham og han puffede irriteret til mig over bordet mellem os.
   "Jeg vil gerne se dig i aktion og nedlægge din udkårne med få velanrettede ord," udfordrede han mig, og jeg rystede på hovedet med et smil. "Nemlig, for kvinder er glatte som ål, min ven."
   "Det ved jeg da. Hvorfor tror du jeg er single?"
   Mit blik vendte tilbage til baren, hvor kvinderne stod. Avanka var i modsætning til Lily altid klædt i vintage tøj, der fremhævede hendes høje slanke figur på en attraktiv måde. Hun så over skulderen, og vores øjne mødtes. Jeg smilede til hende, og hun gengældte det genert. Der var noget kært over hendes tendens til at rødme når hun opdagede jeg så på hende, men jeg lagde ikke noget i det, for Avanka og jeg havde været venner siden barnsben, og der havde aldrig været tegn på attraktion mellem os.
   Under en pludselig indskydelse rejste jeg mig. "Jeg er tilbage om lidt," sagde jeg til Ford og gik hen til baren. "Hej," hilste jeg og stillede mig ved siden af hende, hendes brune øjne udvidede sig momentarisk over min opdukken. "Hvordan går det med arbejdet på biblioteket?"
   Hun vendte sig mod mig, og smilede. "Hej. Det går fint, tak. Vi har lige fået en ny sending bøger ind om antikke runer."
   Jeg nikkede interesseret. "Det lyder spændende. Faktisk..." Jeg tøvede et øjeblik, usikker på, hvordan jeg skulle formulere min forespørgsel. "Jeg arbejder på noget for De Ældste. Om ley-linjer. Jeg tænkte, om du måske havde nogle ideer til, hvor jeg kunne finde mere information?"
   Avankas øjne lyste op. "Ley-linjer? Det er fascinerende! Vi har faktisk nogle gamle kort på biblioteket, der viser deres forløb gennem området. Måske de kunne hjælpe?"
   Jeg smilede taknemmeligt. "Det ville være perfekt. Tror du, jeg kunne kigge på dem i morgen?"
   "Selvfølgelig," nikkede hun ivrigt. "Kom forbi når som helst. Jeg skal nok finde dem frem til dig."
   "Hey!" Afbrød Lily os, og jeg lænede mig frem over baren, så jeg kunne møde hendes blik. "Du skal ikke kidnappe Avanka, jeg skal bruge hende," knurrede hun og jeg hævede hænderne i uskyldigt forsvar.
   Ford gled ind ved siden af Lily lige som jeg skulle til at gå, og stjal hendes opmærksomhed. Bag hendes ryg hævede idioten sin hånd med en tommel i vejret og jeg tilbageholdt et grynt. Vi fire endte i en bås, hvor latter og samtale snart flød ubesværet og øllet gled ned i større mængder end tiltænkt.
   Da nattens mulm kaldte, takkede jeg Silas for øllene og sagde farvel til Ford, der valgte at blive hængende lidt længere sammen med Lily. Avanka og jeg forlod kroen sammen, den kølige natteluft en velkommen kontrast til varmen indenfor. Månen hang lavt på himlen, kastede et blegt skær over de stille gader, og uglen tudede et sted derude.
   Avanka vaklede, og jeg rakte ud for at støtte hende. "Pas på," mumlede jeg. "Fortovene kan være lumske om natten."
   Hun fnisede og lænede sig ind mod mig. "Tak, min ædle ridder."
   Jeg smilede skævt, støttede hende til hun var sikker på fødderne igen og slap hende. Følelsen af at blive iagttaget prikkede mig i nakken, og jeg skannede skyggerne mellem husene i et forgæves forsøg på at lokalisere, hvad der gjorde mig så urolig.
   Vi fortsatte gennem de stille gader. Mit blik flakkede fra skygge til skygge, spidsede ørene efter den mindste lyd. Avanka snakkede muntert videre, tilsyneladende uvidende om min uro, og der var noget beroligende ved hendes uberørte humør, og jeg gjorde alt jeg kunne for at opsuge hendes energi. Da vi nærmede os den lille stenbro nær Hviskeskoven, stivnede jeg midt i et skridt. Mit instinkt forsøgte at advare mig.
   "Elliston?" Avankas stemme lød fjern. "Hvad er der galt?"
   Orrs stemme rungede i mit hoved kort efter. "Elliston, vær på vagt!"
   Magien vældede frem i mit indre, påkaldt af mit instinkt til at forberede mig, og runerne på mine hænder og fingre summede af energi. Mit blik gled mod skoven, og et øjeblik troede jeg, at jeg så et glimt af noget - eller nogen - mellem træerne. Jeg stod som naglet til jorden, mit blik fæstnet på skovbrynet. Træerne begyndte at svaje unaturligt i den stille nat, som om en usynlig kraft fik dem til at danse.
   En sælsom lyd gav ekko fra skovens dyb, nok til at sætte vores instinkter på kant, og pulsen trommede hårdt mod min hals. Ved siden af mig stod Avanka frosset i chok, hendes øjne vidt opspærrede, mens hun drejede rundt om sig selv for at se, hvor lyden kom fra.
   "Hvad var det?" gispede hun, hendes vejrtrækning eleverede af uro.
   "Jeg ved det ikke," svarede jeg ærligt, "men vi er nødt til at komme væk herfra. Nu."
   Jeg greb fat i Avankas hånd og trak hende med mig væk fra skovbrynet. Vores klaprende fødder over asfalten gav genlyd på den øde gade og mellem bygningerne.
   "Hvad sker der?" gispede Avanka, da vi drejede om et hjørne.
   "Jeg ved det ikke."
   Vi hørte lyden af fodtrin bag os. Hurtige, lette skridt, der nærmede sig, og uro greb mit indre. Hvem forfulgte os, og hvorfor? Vi sprintede gennem gaderne, vores åndedræt tunge i den kølige natteluft, og jeg ledte os mod boghandlen, den eneste sikre havn, jeg kunne tænke på i dette øjeblik.
   En skygge materialiserede sig foran os, som trådte denne ud af intetheden og jeg bremsede brat. Avanka stødte ind i min ryg med et forskrækket udbrud og klamrede sig til mig. Mit hjerte hamrede, og jeg holdt hende bag mig, mine hånd løftet i forsvarsposition mens runerne på min hud pulserede af undertrykt magi.
   Månelyset spillede over den høje, slank figur indhyllet i en mørk kappe. Ansigtet lå skjult under en dyb hætte. "Tyros," hviskede stemmen, hverken mandlig eller kvindelig, men fyldt med en autoritet, der knugede ubehageligt om nakke. "Tiden er inde."
   "Hvem er du?" knurrede jeg, mine fingre spredte sig instinktivt i en defensiv besværgelse.
   Skikkelsen løftede langsomt en hånd. I månelyset glimtede noget metallisk - et symbol jeg kendte alt for godt. De Ældstes segl.
   "Du ved, hvad der kommer," fortsatte stemmen. "Hun er her. Find hende."
   Eliza. De vidste det. Selvfølgelig vidste de det.
   Skikkelsen trådt et skridt tilbage og opløstes i natten, og tilbage stod jeg med en orkan af følelser i brystet og en bange Avanka bag mig. Jeg anede ikke mine gode råd, så uden at spilde mere tid ude i det åbne, trak jeg hende med mig hen mod butikken.
   "Hvad var det?" gispede Avanka, da vi nåede frem.
   Jeg rystede på hovedet, ude af stand til at forklare det og med rystende hænder låste jeg døren op og skubbede hende indenfor. Så snart vi var inde, aktiverede jeg de beskyttende runer, jeg havde lagt rundt om bygningen. Siden min ulykke for 11 år siden kunne jeg ikke afskrive paranoiaen, og impulsivt aktiverede jeg beskyttelsesrunerne så snart butikken lukkede for dagen.
   "Vi burde være sikre her," mumlede jeg, mere til mig selv end til Avanka.
   Jeg vendte mig mod hende, usikker på, hvordan jeg skulle forklare situationen. Hendes øjne var store af frygt og forvirring, og jeg følte et stik af skyld over at have bragt hende i fare. Det var uvist om det var min skyld, men sigillets opvågnen taget i betragtning, havde jeg ingen andre forklaringer. Jeg havde aldrig oplevet at blive angrebet på åben gade, så hvad andet kunne det være?
   "Avanka, jeg..." begyndte jeg, men ordene sad fast i halsen. Hendes hjemsøgte udtryk fik mig til at tage hende i min favn og hun knugede sig desperat ind til mig. "Undskyld," mumlede jeg mod hendes hoved.
   Jeg holdt hende tæt ind til mig, mærkede hendes skælvende krop mod min. Mit hjerte hamrede stadig, og adrenalinen pumpede gennem mine årer. Langsomt trak jeg mig tilbage og så ned på hende.
   "Er du okay?"
   Hun nikkede, men hendes øjne var stadig vidtåbne af frygt. "Hvad var det derude, Elliston? Hvad skete der?"
   Jeg sukkede tungt og gned mit ansigt. "Jeg er ikke sikker. Men det var mørk magi." Om nogen vidste jeg, hvad mørk magi indebar og smagen af det var lokkende, forførende, og al-konsumerende, hvis man ikke var varsom.
   Avanka gispede. "Men hvem var det og hvad mente-"
   "Jeg ved det ikke," afbrød jeg hende blidt. "Der sker mærkelige ting i Veldenhart for tiden."
   Avanka sukkede og gned sit ansigt. "Jeg blev i hvert fald ædru," mumlede hun. "Hvad gør jeg nu? Jeg skal jo stadig hjem."
   Jeg rystede på hovedet. "Jeg tror det er bedst du bliver her."
   Hun protesterede ikke, så jeg førte hende op ad trappen til min loftlejlighed over boghandlen. Mit hjerte bankede stadig hårdt, og magien summede under huden, som om den ventede på at blive sluppet løs. Jeg låste døren op og tændte lyset i køkkenalrummet.
   "Du kan tage sengen," sagde jeg og pegede mod soveværelset.
   Avanka nikkede taknemmeligt. "Tak, Elliston."
   Jeg sendte hende et anstrengt smil. "Selvfølgelig. Prøv at få noget søvn."
   Da hun var gået ind i soveværelset og døren gledet i med et blidt klik, sank jeg ned i sofaen og begravede ansigtet i hænderne. Hvad fanden var det, der skete?
   Var alt det her sat i bevægelse på grund af min forbindelse til Eliza?