"Øv," sagde Jegor højt.og den hvide rotte så forbavset på ham med sine kuglerunde og blodrøde øjne.Den mimrede og gned sine lange, fimretynde knurhår. Derpå lagde den hovedet på skrå, som om den gerne ville vide, hvad han var så utilfreds med .Jegor sukkede dybt og bestemte sig for at fortælle sit kæledyr, hvad der var i vejen:
   "Det er uretfærdigt, Fimre," sagde han og aede rottens bløde pels. "Mor kan ikke være det bekendt," fortsatte han og stampede så hårdt i gulvet, at det knagede Fimre stirrede på ham, mens den slog med halen, op og ned mod det gamle og noget ormeædte egetræsskrivebord. Jegor gik ud fra det betød, at den gerne ville vide, hvad det var Jegors mor ikke kunne være bekendt. Jegor vippede på stolen, pressede ryggen mod ryglænet og fortalte surt:
   "Jeg er spærret inde, mens de andre leger nede ved søen. Bare fordi jeg ikke kan trylle et æg helt igen. Mor siger at det er nemmeste af alt og det skal man da kunne, når man er en stor dreng! Men jeg har øvet mig. Jeg KAN ikke lære det. Og Trunte kokkepige er også sur. Hun kan ikke bruge alle de æg til æggekage, siger hun."
   Trunte havde også råbt en masse om, at han selv kunne pille alle de skaller ud af æggemassen, men så havde mor blandet sig og givet ham stuearrest. Det eneste gode var, at Trunte smed æggemassen ud. Og helt godt var det ikke, for nu skulle de nok have skvalderkålssuppe i stedet for æggekage.
   Jegors øjne sved. Tårerne pressede sig på, men denne gang begyndte de ikke at trille ned af kinderne. Noget holdt dem tilbage.
   "Jeg er så dum," betroede han Fimre, "Jeg duer ikke til noget som helst."
   Han havde sådan håbet, at de æg ville blive hele, når bare han virkelig ønskede det. Han havde udtalt alle trylleordene tydeligt og hvor havde han stirret efter det mor kaldte energi. Noget, der skulle komme fra ham selv, men som ikke kom.
   Både Pil og Siram kunne trylle æg hele og meget mere end det. Nu her i formiddags havde Siram drillet ham. "Man skulle ikke tro, du var en fe, for du kan jo slet ikke trylle" Først var Jegor blevet vred, for selvfølgelig var han en fe, når hans mor var det. "Man skulle da heller slet ikke tro, du var en elver, for du har sådan nogen korte dværgeben," havde han drillet igen Så var Siram blevet arrig og havde kylet en snebold efter ham. Den ramte ham lige på næsen, så det begyndte at bløde. Det gjorde altså meget ondt, og derfor var det, at han løb ind og sladrede til mor.. Hun så længe på ham og så sagde hun: "Du skal nok finde ud af det, min skat. Bare du bliver ved med at øve dig." Så var det, hun havde rakt ham et æg fra æggekurven. Og Jegor havde prøvet med alle æggene der i.
   Nu sad han så her og snakkede med en rotte. Ja, den var jo både sød og blød, men den sagde ikke noget.
   Netop som Jegor tænkte sådan, lød der en stemme:
   "Jeg kan tale, at du ved det."
   Jegor lettede næsten en hel alen fra stolen. Han stirrede på Fimre, der også var lettet. Rotten stirrede igen. Da Jegor igen sad solidt på stolen, troede han, at det bare var noget, han havde drømt. I næste nu klang en latter som tusind små isklokker henne fra vinduet. Selvfølgelig var det ikke Fimre, der havde sagt noget.
   Jegor for hen til vinduet og gennem isblomsterne på ruden, så han et glimt af Pils røde krøller. Gik det an at lukke hende ind? Han havde jo stuearrest. Men hvordan var hun kommet herop? Værelset her lå jo halvvejs oppe i det ene tårn og Pil kunne ikke flyve som en alf eller en fugl. Hurtigt trykkede han på knappen. Ruden gled ned med den sædvanlige lidt skurrende lyd og der hang Pil, mens hun klamrede sig til et tov og lo mod ham.
   "Skynd dig ind," sagde Jegor og straks efter var hun inde.
   Hun trak sine vanter af og kylede dem hen mod stangen foran den lille stenovn. Den ene landede der. Den anden faldt på gulvet. Pil gned sine hænder, ,så hendes lange fingre gled ind mellem hinanden. Da hun havde fået lidt varme i dem, gned hun sig bag det ene af de spidse ører.
   Fimre hoppede ned fra bordet, pilede hen over gulvet og snusede til den tabte vante.
   "Nej, den er ikke til redebyggeri," lo Pil og samlede vanten op. Skuffet for rotten hen i sit åbne bur og begyndte at gnave i et stykke ost.
   Pil havde sin taske med. Den hang over hendes skulder i en perlebroderet læderrem, og hun havde fået den af sin oldemor, som var meget gammel. Nu smøg hun den af skulderen, idet hun betroede Jegor, at hun havde noget til ham.
   Meget forsigtigt tog hun et farvet æg op. Et stort farvet æg. Hun holdt det mellem sine hænder og pustede på det. Det hvislede som om en eller anden øvede sig i at fløjte. Inden Jegor fik spurgt om noget eller i det hele taget sagt et ord. hamrede Pil ægget ned i bordet, så det revnede og lå der i mange store og små stykker. Heldigvis var der hverken hvide eller blomme.
   Med åben mund, så han hende stikke en hånd ned i tasken og rode efter noget. Så stod hun med et lilla rør i hånden. Det var ikke ret stort og det var tyndt. Men det strålede og lyste mod Jegor.
   "Olde siger, det her rør giver energi," oplyste Pil og tilføjede alvorligt: "Så nu skal du nok komme til at trylle, Jegor, selvom det måske er lidt snyd."