År 2115, Wellington, New Zealand.

Det blev en lang nat for Richard Harrigan.
   Allerhelst ville han have været i kontrolrummet på denne skæbnenat. Men Ted Kerrick havde udtrykkeligt frabedt sig 'al uvedkommende tilstedeværelse'. Direktør eller ej! At teamet ikke måtte forstyrres i disse afgørende timer inden operationens start, var selvfølgelig helt logisk. Så, Harrigan havde ikke andet valg end at gå i seng. Men hvem kan sove, når det måske bliver en helt anden person, der kommer til at vågne op i ens krop næste morgen? Når hele ens verden sammen med alle ens minder kan forsvinde som dug for solen. Disse tanker blev ved med at køre i ring i hans overtrætte hoved. Kort før daggry lykkedes det ham endelig at døse hen.
   Da Harrigan vågnede, var klokken næsten 11 om formiddagen. Han rejste overkroppen med et sæt og kiggede sig omkring. Hans soveværelse lignede sig selv og hans minder ligeså. Ikke mindst minderne om krigen. Uanset hvad der skete under operationen, fik det ikke den ønskede virkning. Det var åbenlyst. En mærkelig følelse fyldte ham. En blanding af skuffelse og lettelse. Han var dybt skuffet over, at operationen slog fejl og samtidigt dybt lettet over, at han stadig var sig selv!
   Harrigan klædte sig hurtigt på og gik ind på sit kontor.

Hans elektroniske assistent meddelte om en besøgende udenfor. Det var selvfølgelig Kerrick.
   Harrigan åbnede døren og Kerrick gik ind med hurtige skridt. Hans røde øjne og trætte rynker i ansigtet vidnede om, at han, i modsætning til Harrigan, ikke fik lukket et øje siden i går.
   "Fortæl," sagde Harrigan kort.
   "Det slog fejl," svarede Kerrick i samme knappe stil. "Davenport blev myrdet inden det afgørende demonstrationsforsøg."
   Harrigan sprang op af stolen.
   "Myrdet!? Men hvordan? Hvordan kunne det ske!?"
   "Det var en af hans tidligere kollegaer."
   Harrigan åbnede munden, men Kerrick fortsatte;
   "Jeg har taget en kopi af New York Times med. Fik den gravet frem fra arkiverne. Den er fra samme dag, hvor mordet fandt sted. Det er, selvsagt, en forsidenyhed. Værsgo' og læs."
   Han rakte Harrigan et lille hukommelseskort. Harrigan koblede det til og stirrede vantro på skærmen. Overskriften som fyldte en tredjedel af skærmen lød:
   'BERØMT ATOMFYSIKER MYRDET'
   Nedenunder overskriften var der et billede, som viste to biler stødt sammen i et vejkryds. En hvid limousine og en stor firhjulstrækker. Artiklen fortsatte under billedet.
   'En af vor tids største videnskabsmænd, professor Ronald Davenport blev i formiddag skuddræbt netop som han var på vej fra sit hotel til East Coast Nuclear Facility (ECNF), hvor han skulle lede et vigtigt demonstrationsforsøg inden for fusionsenergi.
   Gerningsmanden torpederede hr. Davenports limousine i sin firhjulstrækker, hvorefter han steg ud og koldblodigt likviderede hr. Davenport med et skud i hovedet.
   Vores kilder melder, at gerningsmanden derefter smed skydevåbenet fra sig og forblev på gerningsstedet, hvor han blev pågrebet af politiet. Han gjorde ikke modstand og blev anholdt uden dramatik.
   Ifølge politiet er gerningsmanden identificeret som Carl Sinclair, en pensioneret atomfysiker og hr. Davenports tidligere kollega. Hr. Sinclair er også kendt af offentligheden som en arg modstander af professor Davenports arbejde med fusionskraft. Han har adskillige gange fremsat påstande om, at hr. Davenports forsøg udgjorde en fare og potentielt kunne udslette hele New York. Hans påstande blev dog gang på gang afvist som grundløse af et samlet videnskabeligt samfund.
   Det er en nærliggende tanke, at angrebet var motiveret af ovennævnte konflikt. NY-times skal dog understrege, at det p.t. kun er gisninger. Vi forventer, at hr. Sinclair bliver afhørt i eftermiddag, hvorefter politiet vil indkalde til et pressemøde.'

Harrigan kastede et frustreret blik på Kerrick.
   "Altså, denne Sinclair var en fanatisk modstander af Davenport. Og det har han været længe, ser det ud til. Kan du så give mig en god forklaring på, hvordan denne trussel kunne blive overset?
   Kerrick returnerede det frustrerede blik.
   "Det var fordi han ikke blev regnet for en trussel!" udbrød han. "Hans psykologiske profil viste, at han var harmløs. Det må pludselig have slået klik for ham! Det er mit bedste bud. Ingen simulation kan tage højde for det. Selv BOB blev snydt."
   Et lille smil rørte Harrigans læber.
   "Virkelig? Hvordan tog den det?"
   "Tja... Dit spørgsmål var jo spøgefuldt ment. Men da det stod klart, at operationen var slået fejl, gav vores teknikere BOB en kommando til at udføre en indledende analyse. Der gik hele to sekunder, inden der kom en reaktion! Jeg har aldrig set noget lignende! Man kunne jo næsten få den tanke, at også den blev slået ud af denne fiasko."
   Harrigan rynkede panden.
   "Det manglede bare! Bare den ikke brænder sammen, når vi har allermest brug for den. Du må hellere sende BOBs overvågningsdata til Det videnskabelige akademi. Måske kan de finde en forklaring... Selv om jeg tvivler stærkt," mumlede han så.
   "Det har jeg allerede gjort."
   "Godt. Men hvad skete der så efter det her udfald?"
   Kerrick trak på skuldrene.
   "Ikke det store. Nu kører BOB igen, som den plejer."
   "Javel. Nu kom jeg lige til at tænke; Hvad med denne Sinclairs bekymringer? Har de egentlig noget på sig?"
   "Det har vi undersøgt, selvfølgelig. Men ærligt sagt, det ser ud til, at manden ikke aner, hvad han taler om!"
   "Det tænkte jeg nok! Så, hvad er vores plan nu?"
   "Planen er at udføre en mindre indgriben, som vil neutralisere Sinclair. Vores specialister er i fuld gang med at udarbejde de finere detaljer."
   "Neutralisere, siger du? Altså, likvidere ham eller hvad?"
   "Nej da!" lo Kerrick. "Der er ingen grund til at gå SÅ drastisk til værks! Vi vil nøjes med et simpelt tip til New Yorks politi, så han bliver anholdt dagen forinden og spærret inde."
   "Javel," pustede Harrigan ud, synligt lettet. "Det der med likvideringer, selv i en god sags tjeneste, er ikke lige min kop te! Hvor lang tid har dit team brug for?"
   "Omkring et par uger. Så prøver vi igen."