Blodet dryppede fra den knivskarpe klinge. Den engang havblå klinge var indsmurt i et tykt lag blod. Uskyldigt blod. Hans venstre skulder var åbnet op i et grimt sår, som var sortsvedet i kanten rundt om. Det var ikke kun hans skulder, som havde taget skade under kampen. Hele vejen ned ad hans ben var der rifter og skrammer, og nogle enkelte steder sad der en pil boret ind i den beskidte hud. Hans hoved vendte sig til begge sider. Det regnede aldrig, men jorden for an hans fødder var drivvåd og dækket af kroppe - bevidstløse, døde kroppe. Sværdet hvilede løst i hans hånd. Kampen havde sat sig i ham. Han holdte ikke længere sværdet skråt hen over brystet, men det tyngede ham ned, og spidsen havde boret sig ned i den våde jord.
   Hans blik hævede sig op, og han kunne se de brændende træer i skovens fordybning. Han kunne se flere hundrede skikkelser komme løbende. Nogle havde tasker på ryggene og bunkevis af ting i armene. Andre kom med besvær løbende med antændte bukseben. Det hele var et stort kaos. Nogle få enkelte kom løbende i mod ham med trukne sværd. En uimodståelig kraft strømmede i gennem ham. Helt ned til hver eneste tå og helt op til hjernen. Han kunne ikke længere styre sine legemsdele. Hans hjerne kørte på højtryk. De rykkede tættere og tættere på. Uden at tænke over det strammede han grebet om skaftet. Han havde tørret blodet af klingen, og de tre bølger på skaftet skinnede blankt i solens stråler. Han lukkede øjnene, og alt lyd forsvandt omkring ham. Solens strålede piblede frem gennem trækronerne flere meter oppe. Det hele var så fredfyldt. Sværdet, som han havde trukket klar til kamp, hvilede igen ned af siden. Kraften havde forladt ham, men dog kun for en kort stund. En pil susede i gennem luften og strejfede hans hår. Med ét var han tilbage til virkeligheden igen. Kraften boblede igen i ham og fyldte hele hans krop. Han talte fem mænd og en enkel kvinde. De stod alle sammen højest fire skridt fra ham.
   Han placerede sværdskaftet i brystet på den første med alle kræfter. Han hamrede ind i den tykke træstamme, og blev liggende. 1 down, 4 to go. De to andre angreb. Deres lyse hår blafrede, og han kunne se deres spidse ører. Et drabeligt sværd kom svingende i mod ham, og han nåede kun lige at hæve sværdet. Det gav en øresønderrivende klang, da de to klinger mødtes i den fugtige luft. Han fik hurtigt greb om sværdet, og tvang den ene et skidt tilbage. Det gav ham en lille åbning, som han udnyttede fuldt ud. Han tænkte ikke længere. Kroppen klarede det hele for ham. Benene sprang frem i to hurtige skridt og sparkede ud. Timingen var helt sublim. De to hurtige skridt havde givet ham fart og kraft i sparket, og manden med den hvide hestehale blev placeret bevidstløs langt inde blandt træerne.
   De tre resterende fjernede ikke deres blik fra ham. De vidste, at han var farlig. Det havde han vist ved at dræbe dusinvis af elvere og elementalister. De angreb alle tre samtidigt. Klingerne skar i gennem luften og ramlede ind i hans klinge i et højlydt brag, som gav ham vibrationer ned gennem hans krop. Sværdet fløj ud af hænderne på ham. Han var helt forsvarsløs nu. En støvle kom farende i mod ham og blev placeret midt i ansigtet. Han lå på jorden. Blikket flakkede omkring sig. Hans sværd lå under træerne, men der var en vandpyt til hans venstre side. Elveren trådte frem og sparkede ham igen.
   "Det er slut Ryan/Austin. Du kan ikke skade flere."
   En tanke strøg i gennem ham. Jeg burde lade mig overgive. Tanken blev ikke engang tænkt færdig, før at kraften igen brusede inde i ham. Alt blev slået fra, men hans hænder reagerede øjeblikkeligt. Han svirpede med hænderne. Vandet løftede sig lynhurtigt, og rev benene væk under elveren. Han holdte hænder over hinanden, og vandet dannede en perfektkugle inde mellem Ryans hænder. Angsten var malet i ansigtet på elveren. Han svirpede sit håndled. Vandet fløj afsted, ramte elveren og slog ham ind i den kvindelige elver. De fløj ind i et træ og fortsatte direkte igennem. Den sidste elver havde vidt åbne øjne. Hans fødder fumlede og trådte hurtigt tilbage. Ryan stampede i jorden, og vandet rejste sig bag elveren. Han blev presset længere og længere hen i mod Ryan. Elveren kiggede desperat til hver side, men der var intet, der kunne redde ham. Ryan åbnede hånden, og et spyd tog form af vandet. Elveren åbnede munden, men inden han kunne nå at sige noget, jog Ryan spyddet i gennem brystet på ham. Det spjættede i ham. Spyddet var nu blevet reduceret til vand, som plaskede ned ad hans krop. Øjnene, som havde været vidt åbne, var nu helt hvide.