Med fast knyttet hånd bankede Lord Brendhan på den blankpolerede dør til Konsulindens kammer. Den ekkofyldte lyd spredte sig i den mennesketomme korridor som ringene på en stille sø, indtil den var forsvundet et sted langt ude i den snoede korridors mørke. I tilfældet af at Konsulinden selv åbnede døren, trådte han respektfuldt et skridt tilbage og ventede på at der blev åbnet. Inde bag døren hørtes hastige fodtrin mod et trægulv. De steg i styrke indtil Butler Jeromes skarlagensrøde ansigt tittede frem i mellemrummet mellem dør og karm.
   "Kan jeg hjælpe Dem med noget?" Snerrede han som enhver anden butler før ham havde gjort, når de talte til ham.
   "Jeg skulle tale med Delliana." Svarede han og skød stolt brystet frem. "Mit navn er Lord Brendhan" tilføjede han hurtigt da en utålmodig sammentrækning af muskler fandt vej over butlerens smalle mund. En krampagtig bevægelse rykkede i butlerens svedglinsende pande før han uden at give svar lukkede døren i med et brag. Kort efter lød et par mekaniske klik da dørens mange låse blev åbnet. Et tungt smæld fra den sidste lås, sendte endnu et ekko afsted gennem korridoren, hvorefter den tunge dør blev åbnet på vid gab. En syrlig parfumeret aroma ramte ham i ansigtet som en knyttet næve. Han hev et lommetørklæde op fra sin overfrakkes brystlomme og skjulte væmmelsen bag et kort host.
   "De må undskylde den kraftige lugt, men Konsulinden insisterede på, at jeg skulle fyre op i pejsen trods den ulidelige varme" fremstammede butleren brødebetynget. Væk var den snerrende mand fra før. Denne var nu erstattet af en butler der havde ladet sit hårfattige hoved falde mod gulvet og stirrede på sine blankpolerede sorte sko, som et barn der forventede en reprimande.
   "Tag Dem ikke af, hvad jeg mener," begyndte Lord Brendhan mens han kvalte endnu et tørt host. "Bare vis mig ind til hende." Butler Jerome nikkede kort, hvorefter han viste vej ind i Konsulinde Dellianas gemakker.
   Sidste gang Lord Brendhan havde sat sine ben her, havde Konsulinde Delliana Montoghana været i sin bedste alder, driftig i enhver tænkelig henseende og umådelig smuk. Hun havde givet afkald på sine jorde i det sydlige Vaevida, for at tiltræde til sine pligter som Konsulinde i det nordlige Vaevida. En krise, som følge af Konsul Mikels utidige abdicering, havde efterladt norden i en tilstand af anarki, med bønder der førte an i striden mod Konsulens Højre Råd der var splittet i fraktioner. Det var en rædselsfuld tid for Konsulatet og ikke mindst familierne der mistede deres mænd, fædre og sønner. Tiden, mens han med sine lange skridt fulgte efter Butler Jerome mod Konsulindens kammer, brugte han på at tænke tilbage på sit første møde med den elegante kvinde fra syd, og på hvordan han havde ladet en følelse af ømhed sløre sin dømmekraft. Denne hændelse havde formet ham gennem de tredive somre, hvor han havde besøgt hende i forskellige anliggender. Formet ham på godt og ondt. Sommetider tænkte han over hvordan livet ville have set ud, hvis han havde ladet sig omfavne af de mange tilnærmelser hun var kommet med når de mødtes.
   Butler Jerome stoppede foran endnu en blankpoleret dør. Lord Brendhan fjernede hurtigt det sentimentale smil der havde fundet sig til rette på hans ansigt, i det butleren vendte sig mod ham med en dyster mine på det magre ansigt.
   "Min Lord, jeg må advare dem." han gik frem mod Brendhan, med langsomme ildevarslende skridt indtil han stod så tæt på ham som klasseforskellen tillod. "De er vant til en kvinde med styrke, ja næsten overmenneskelig styrke, men de tider er forbi nu. Efter hun havde besøg af den forfærdelige mand og den vederstyggelige kvinde han kaldte sin kone, så er hun forandret." Det sidste kom ud med en sådan iver at butleren måtte gispe efter vejret.
   "Hvad mener du med forandret?"
   Butleren tog fat i det svungne guldhåndtag, og lagde sit svedige ansigt i sørgmodige folder.
   "Jeg kan desværre ikke fortælle Dem mere. Selv hvis jeg forsøgte, ville mine ord ikke yde retfærdighed til det De vil se med Deres egne øjne".
   Med en kort bevægelse i håndleddet, trykkede han ned i håndtaget og skubbede døren op. Stanken af syrlig parfume var nu så intens at Lord Brendhans øjne løb i vand, og han begyndte at hoste voldsomt.
   "Efter dem, Sir". Hviskede Jerome gennem sammenbidte tænder, og en arm der viste ham vej ind til Konsulindens kammer. Lord Brendhan trak vejret dybt, hostede voldsomt, hvorefter han gik ind til sin veninde.