I
   Jeg, Henrik Hjort, ejeren af blokhusslottet Hjortekildegård, nær byen Hvalpehyle i Barndomslandet på planeten Pedoria, vil nu fortælle jer om julen på Børnenes Planet. Det bliver specielt om den jul, jeg holdt på slottet efter min hjemkomst fra min og min ven Vikke Løve's lange rejse planeten rundt, idet vi dog holdt os til den nordlige halvkugle.
   Jul på Pedoria frembyder visse specielle ejendommeligheder, som placerer den anderledes end julen på Jorden.
   For alle folkeslag, racer og religioner er julen en vintersolhvers-fest. Man fejrer Solens vending mod højere stilling på himlen, lysets tilbagevenden, og dermed forårets og sommerens genkomst.
   Men den mest slående ejendommelighed ved vor jul her, er at den fejres fjorten dage efter nytår, nemlig den femtende januar. Det er netop præcist vintersolhvervet på planetens nordlige halvkugle. Der er nøjagtigt tredive dage i hver måned på Pedoria, og månederne følger eksakt Solens ingessioner i de tolv stjernetegn. Den skævhed, man i den forbindelse kender på Jorden, findes altså ikke her. Dertil kommer, at årstiderne passer præcist ind i de måneder, de kalendermæssigt hører til. Vinter har vi i december, januar og februar. Og således er det altså midvinter den femtende januar. Det er også årets koldeste dag juleaften. Den egentlige klimatisk kolde vinter foregår her i Barndomslandet med et kæmpedyk i temperaturen på en fjorten dages tid, med antiklimaks ved jul. Den første februar har vi allerede et klima, der ligner Danmarks april. Til gengæld har vi altid hvid jul her i Barndomslandet.
   For nyankomne fra Jorden er det meget ejendommeligt at opleve, at julen falder fjorten dage efter nytår. Men efterhånden vænner man sig til denne kronologi.
   En anden forskel fra Jorden er, at den nævnte fejring af jul kun gælder for den nordlige halvkugle. Vi fejrer så midsommer den femtende juli, hvor Solen står højest og vender, så dagene igen begynder at blive kortere.
   Da julen naturligt er forbundet med sne og vinter, kunne Pedoria-børnene ikke lide at fejre jul på den sydlige halvkugles sommersolhverv. Så på vor sydlige halvkugle fejrer man jul den femtende juli, og midsommerfest den femtende januar. På Jorden har julens tilknytning til kristendommen jo gjort, at man fejrer jul i den sydlige halvkugles varme årstid. Det ville man på Pedoria ikke være med til.
   Jeg har inviteret en masse julegæster fra både indland og udland her på Hjortekildegård. Flere har allerede været her i en rum tid, blandt disse min søde ven Vikke løve, og hans faste veninde Salvia Spætte. De havde Hipporino, Vikkes lille langstribede eohippus, med. Den sprang straks rundt og hilste på os alle sammen, og skulle undersøge lokaliterne. Inklusive de faste beboere, nemlig mig selv, min dejlige veninde Gladiola Vipstjert, og faunen Gilki, der flyttede ind på slottet længe inden min hjemkomst fra min lange rejse, er vi en halv snes stykker, som har været sammen her lige siden de sidste få rigtigt varme dage efter den første december. Vi har fejret nytår sammen.
   Og nu i dag, den tiende januar, begynder gæsterne at strømme ind i hobetal. Når alle er ankommet, vil vi være omkring en tres stykker.
   Mellem vore nye gæster er også Periko Altocamelo, som Vikke og jeg traf i landet Cibola. Han er ny indvandrer fra Jorden, og skal nu opleve sin første jul på Pedoria. I øvrigt er han flyttet her til Barndomslandet for nylig, da hans modersmål er dansk, og han finder det bekvemmere at bo i et dansktalende land. Det bliver spændende at opleve hans reaktion på fænomenet "pedorisk jul".
   Han ankom i knæbukser, "plusfours", og langskaftede strømper. Det er den traditionelle vinter- og kuldebeklædning på Pedoria. Da jeg selv levede på Jorden syntes jeg, at dette var helt rigtigt drengetøj om vinteren, og jeg finder det trist, at det nu er helt glemt og gået af mode på Jorden. Det fik aldrig nogen renæssance, sådan som så mange andre modeformer får på den gamle Jord. Det blev afløst af cowboy-bukser, som vi her på planeten ikke kender som "lange bukser". En kort form af den type benklæder har dog slået an her.
   Troldmanden Krisonte Possum fra slottet Lipriz i Kulpur Bjergene, beliggende i landet Erewon, ankom i dag sammen med sin samlever Bucca Gavial, sin hushjælp Pava Pobla og den lille faun Dølle, der ligner vores egen Gilki, men er helt mørk, mens Gilki er lys og gylden. De to fauner blev lykkelige over at se hinanden.
   Der kom andre troldmænd, også nogle, som jeg ikke har gjort personligt bekendtskab med før, blandt dem Bellis Desmer fra slottet Kramsborg her i landet. Han er tipoldefar til Gladiola. Ellers kom blandt andre Calo Kramsim og Kydon Colbir fra landet Skampavia. Det var sjovt at se disse gyldentbrune drenge med strikkehuer, vindjakker, halstørklæder og "plusfours". Normalt er deres eneste form for klæder, når de er i fritidstøj, bare en ganske lille samling frynser i bæltet fortil. Sådan er den traditionelle beklædning i det delvist tropiske Skampavia.
   Wisco Mungo, den store ixiske arkitekt og billedhugger, som vi havde lært at kende, kom også, og fik en hjertelig velkomst. Og de store komponister, vi kendte og havde fået til venner, blev også hjerteligt modtaget. Der var Snerle Pangolino, Rose Blisbuk, Vikke Myre og Vårløk Gädda, og flere andre.
   Prins Alabassa fra Goroka-stammen i Gramblambelland ankom. Det var også besynderligt at se ham i vindjakke, hue, halstørklæde og knæbukser. Han beklagede sig højlydt over kulden og alt det kluns. Normalt er han kun iført et smukt dekoreret smalt bælte om livet, sammen med smykker til hals, håndled og ankler.
   Flere kemiske professorer ankom. Fra Barndomslandet selv ankom Professor Ærenpris Mejse, Professor Rude Bæver, og ellers ingeniørerne Visse Grind og Myrte Digesvale. Dernæst kom Professor Klematis Jylkat fra Aldrigland, Professor Pomfloro Porco fra Ix, Professor Prunello Colibrio fra Nemedien, Professor Maidflur Ekon fra Skampavia og flere andre.
   Meget lykkelig blev jeg ved at se skampavieren Valmu Sihn, der er datamat-programmør, og som vi havde lært at kende i forbindelse med det meget farlige tilfælde af dæmon-angreb i Skampavia, som vi lige med nød og næppe undslap med livet i behold.
   Mange af mine små venner blandt elverne kom. Fra Aldrigland ankom Floks Ilder og hans tipoldesøn Bjæilaklo Ilder. Det var sjovt at se dem i knæbukser, idet jeg jo var vant til, at de altid gik i meget korte bukser. De skiftede da også knæbukserne ud med små bukser ved første lejlighed, så længe, de var indendørs. Deres små bløde buskede strithaler var som altid i meget livlig bevægelse og vibration.
   Den skampaviske elver Rohs Mirmanor ankom også. Han klynkede meget over at skulle have så meget tøj på i vinterklimaet. I Skampavia bærer han jo næsten ikke nogen klæder.
   Den lille elver-komponist Isop Nilgai fra Slaraffenland, ankom sammen med den revolandiske komponist Sitingo Foko, som også var elver.
   Faunerne Dølle og Gilki var vilde med elverne, deres art er jo den oprindelige stamfader-art til elverne.
   Fra Aldrigland ankom også maleren Dåwurt Lais, Klematis Gemmerlam, komponisten Kærmys Måsagris, Båri Næsabjøhrn, Lelia Gøi, Dæunæila Sølræu og Hyl Trana.
   Der ankom en del flere end de nævnte. Men skulle jeg nævne dem alle her, så kunne det ikke blive andet end opremsning i denne beretning.
   Nogle af gæsterne ankom i korte bukser, blandt disse var Vikke Myre. De var hærdede og trodsede kulden. Der var jo også mange danske drenge på Jorden, der gik i korte bukser om vinteren i en periode i første halvdel af nittenhundrede-tallet.
   Prins Alabassa befinder sig ikke godt i tøj. Så snart, han havde fået anvist sin garderobe i et af soveværelserne i den grønne korridor, smed han alt klunset, da han nu var indendørs, og kom ned blot iført sit meget dekorative livbælte, kostbare arm- og ankelringe og smykker i kæde om halsen. På hovedet havde han anbragt sin flotte hvide strudsfjerkrone med det juvelbesatte pandebånd og diadem fortil.
   Ved foden af trappen fik faunen Gilki øje på ham. Han styrtede hen og krammede ham, idet han sagde: "Ih dog, der er flere, der ikke kan lide tøj. Vi fauner kan slet ikke lide at have noget på af nogen art".
   "Ja", svarede Alabassa. "Vi tøj-forsagere forstår sandelig hinanden". Han krammede Gilki inderligt igen.
   I den store dagligstue samledes vi nu, hilste på hinanden og snakkede over en aperitif af kiwi-likør, mens mine egern-robotter havde travlt i køkkenet med at gøre aftensmaden klar i riddersalen.
   Jeg havde valgt egernrobotter til tjenerskabet på slottet, da det var et minde om de søde små egern i camping-hytten, som vi boede i under opholdet i Aldrigland. Mine robotter gik naturligvis på to, kunne tale, havde funktionsdygtige hænder og fingre, var i almindelig børnestørrelse, men havde også store buskede haler. Dog havde køkkenrobotterne korte haler, som jordegern, da de store haler var upraktiske i køkkenarbejdet. Begge slags var samtidig også meget naturtro egern. De var bestilt og købt fra kybernetikfabrikken "Bellis Tjur's Droider. A/S." i Øvkost. De havde navne på deres hvide bryst, da de ikke på anden måde var til at skelne fra hinanden.
   Egernrobotten Mulli viste sig i døren og meddelte, at aftensmaden var klar i Ridddersalen.
   Det var et langt overdådigt bord. Alt var stillet op på en hvid dug, i sølv- og guldfade og skåle. Vores meget smukke porcelænstallerkener med motiver forestillende idylliske landskaber med små blomsteralfer i, var stillet på guldtallerkener ved hver kuvert. Bestikket var af massivt guld. Der var stillet kandelabre frem med levende lys. Ved kuverterne stod tre forskellige størrelser meget fine vinglas med farvede relief-overflader, og ned langs bordet stod trefødder med meget smukke amforaer, som jeg havde fået hjem fra landet Skampavia, hvor Vikke og jeg var blevet vant til at få leveret drikkevarer i den art beholdere.
   Riddersalen var allerede julepyntet med granguirlander i loftet fra væg til væg, fyldt med dejlige julekugler i alle farver, mønstre og glanstyper. Mellem vinduesfagene ved langvæggene var der standere med store nationalflag, Barndomslandets bamsebanner, der er med to lodrette violette felter og et hvidt felt i midten, hvor der står en orange bamse.
   Skøn barokmusik lød i højttalerne som taffelmusik.
   Vikke og jeg satte os for bordenden ved kaminen, i de meget flotte barok-højborgsstole med høj ryg. Jeg havde Gladiola yderst ved langsiden til venstre, og Vikke havde Salvia yderst ved langsiden til højre. Vi fire udgjorde værtsfolkene til julen.
   Vi begyndte med en forret bestående af småtskåret drontefilét i en risblanding med judasøre-svampe, bambusskud og chili, og med en krydret sovs iblandet mango-chutney.
   Jeg må lige nævne, at vi spiser meget kød på Pedoria, men vi dræber ingen dyr, heller ikke fisk. Alt kød leveres i fuldstændig naturlig version, af de store og fremragende vævsdyrkninganstalter, som vi har her i stedet for slagterier, og til hvilke, der leveres stamceller fra donor-dyr, der blot får et lille prik og slippes fri igen. Vævsdyrkninganstalterne kan levere alt kød og fisk mellem himmel og jord, til spækhøker-butikkerne, på denne måde. Kødet dyrkes faktisk på linje med en slags planteavl.
   Pedoria-børnene valgte denne metode til aldrig at slå ihjel, i stedet for et besværligt og temmelig nytteløst, i hvert fald overordentligt langvarigt, forsøg på at agitere for vegetarisme.
   Til forretten fik vi en tokayer fra det sydlige Gurdun, et af vore nabolande, hvor der tales et sprog, der hedder jetho.
   Hovedretten var hakkebøf af urokse med brun sovs og masser af bløde løg. Der var hvide batater som tilbehør i stedet for kartofler. Desuden blev der serveret mynte-gelé til.
   Drikkevaren var rødvin eller hvidvin efter behag. Det kom fra vinslottet Perserring i Slaraffenland, hvor der også tales dansk.
   Desserten var en pragtfuld kvædemoskage med masser af flødeskum og makronrasp. Hertil lod jeg servere min egen lækre mjød, som jeg fremstiller i laboratoriet, og som jeg kalder "Hjortekilde Gylden Mjød".
   Efter maden blev der serveret kaffe med kærnemælkshorn i dagligstuen. Men det varede ikke så forfærdeligt længe, før gæsterne begyndte at gå i seng. De var jo trætte efter rejsen.
   I den grønne korridor er der seks soveværelser, tre i hver side af korridoren. Hvert soveværelse rummer to store tolv-i-én-himmelsenge. Ud over disse soveværelser har vi også to soveværelser i tre af de fire tykke sekskantede hjørnetårne i centralbygningen, disse tårnværelser rummer hver én tolv-i-én-himmelseng. Gæsterne fandt sig godt til rette i deres natlogi-er, de faldt hurtigt i søvn.
   Fra klokken otte næste morgen havde egernrobotterne arrangeret et morgenbord, som forblev aktivt til klokken halv elleve, så kunne gæsterne dumpe ind, alt efter som de var vågnet og var færdige med morgentoilettet.
   Jeg selv var der lidt over ni og satte mig hen til Periko Altokamelo. Vi nød vor morgenmad sammen, og jeg fortalte ham, at jeg havde et ærinde til byen Hvalpehyle, 16 km mod vest, idet jeg skulle gøre en del indkøb. De sidste julegaver skulle også købes, da vi nu, hvor alle var ankommet, lidt diskret havde orienteret os om juleønsker, som vi indtil nu ikke havde været sikre på.
   Jeg havde for længst sendt ønskeseddel til julemandens adresse på den arktiske ø Amiocap. Det havde alle de andre også gjort. Disse breve skal nemlig sendes allerede inden eller omkring første november. Men nyorientering om adressen, julemanden skal besøge, kan godt eftersendes senere.
   Julemanden er et kapitel for sig. Den enkelte julemand, der er lederen, vælges af julemands-lauget, og sidder i fire år. Det er et krav, at han er trolddomskyndig, for der er jo det med den flyvende rensdyrslæde og andre ting. Han bor på Amiocap fra oktober til midten af december. Han er ikke voksen med langt hvidt skæg. Han er som andre børnenisser, men kendes på hvide plys-borter på huen og på den korte kappes kanter, samt på ærmerne. Han kan godt have langt hvidt eller lyst krøllet hår. Han alene skal ikke køre ud med gaverne til alle hjem på hele den nordlige halvkugle. Det ville jo være en fuldstændig umulighed på en juleaften. Der er skam mange julemænd. Der er rensdyrstationer etableret i alle lande og egne, og de passes af julemænd, der er lige så trolddomskyndige som Amiocap-julemanden. Den øverste julemand har blå karfunkler i den hvide bræmme på sin hue. På dem kan han kendes.
   Jeg spurgte Periko, om ikke han havde lyst til at tage med til byen. Og det ville han meget gerne. Vikke og pigerne ville sammen med faunerne tage sig af julepyntning i resten af slottet, mens vi var ude. Så Periko og jeg gik ned og fik min gyldne bil kørt frem. Den er af mærket "Pyldyt", samme mærke som Vikke's grønne bil, som vi havde kørt kloden rundt i.
   Vejret var stille og ret mildt efter vinterforhold. Vi fandt ud på den rødviolette vej, der er en hovedvej og kystvej, der fører forbi slottet. Til venstre havde vi strandengene med spredte fyrreplantager, enebær, rosenbuske og en hel del hyggelige sommerhuse. Et sted lå der også en dejlig strandkro, som var festligt julepyntet og oplyst. Til højre for vejen var lyngbakker med enebær og fyr, samt kanterne af de store skove. Man så også her stråtækte gårde og småhuse i bindingsværk.
   Så begyndte bebyggelsen at blive lidt tættere, landsby-agtig. Der var også villaer og parcelhuse. Forude ved strandengen kunne vi se havnen. Byskiltet med navnet "Hvalpehyle" var passeret. Der viste sig beboelsesejendomme og større bygninger. Der lå supermarkeder og magasiner af forskellig art. Den rødviolette asfalt blev afløst af utroligt smukke hvide brosten med flad overside. De var af halvædelstenen howlit. Denne sten og rosenkvarts er de to brolægninger, byen benytter. I nogle gader er de endda lagt begge to skiftevis i samme brolægning.
   Nu var der butikker. Gågader og byens andre indre gader var udsmykket med granguirlander, der mellem elektriske pærer havde store julekugler i alle farver, vekslende med nedadhængende "istappe" i samme skinnende materiale. Det så virkeligt ud, som om kuglerne var af glas, men jeg forklarede Periko, at det var temmelig solide plastik-kugler. Man kom nemlig tit ud for, at en smule blæst kunne rive nogle af dem ned, og det ville jo være meget uheldigt, his det var glas.
   Guirlanderne var også forsynede med strimler af sølvfarvede og røde skinnende lameller.
   Alle butikker strålede med lys og juleudsmykning.
   Jeg parkerede bilen på en parkeringsplads tæt ved enden af gågadenettet. Vi spadserede på en smuk orange flisebelægning, der var fyldt med naturlige mønstre, heriblandt aftryk af fortids-ammonitter og andre fossiler. Gågadekanten var nederst på husmurene forsynet med en række store kantsten af smaragd. Disse kanter var også lagt tværs over på steder, hvor andre gader end gågader stødte op til.
   Som vi gik frem, glimtede julelysene ikke blot i disse smaragdsten, men også i juvelindfatninger rundt omkring på dørfyldninger og i udsmykninger på husene, såvel som i guldbeslag og guldtagrender med mere overalt på bygningerne. Pedoria har guld i mængder, som Jorden har kobber. Det hele gav en fantastisk virkning af fortryllet stemning. Der er ikke meget fast inventar, som juleudsmykningen på den måde glimter i, når man sammenligner med danske byer på Jorden.


II
   Selvom vi skulle gøre nogle juleindkøb, gav vi os tid til at kigge på alle de forskellige butiksvinduer.
   "Jeg har aldrig set så festlig en juleudsmykning", sagde Periko. "der er sandelig gjort noget ud af det. Men der er en ting, der undrer mig".
   "Ja, det kan jeg tænke mig", svarede jeg.
   "Der er alle mulige slags opstillinger, og mange med spændende bevægelig mekanik. Små tog, der kører i indviklede baner, for eksempel. Men jeg ser ikke en eneste julenisse. Der er ellers sat huse op, som man kan se ind i, der er møblerede, og med inventar og genstande, så de synes beregnede til brug for nisser. Men hvor er nisserne? De skulle da have været anbragt nu, sammen med alt det andet".
   "Nej, Periko", sagde jeg. "Du ser hverken nisser eller juleengle. Som du kan se, er der også steder, hvor juleengle passer godt. Men der er ingen af disse små væsener stillet op. Det har sin årsag. Jeg kan kun sige dig: Vent og se! Jeg siger ikke mere. Vi vil gerne gøre julen til så stor en overraskelse for dig, som muligt".
   Periko udfrittede mig ikke mere om dette emne. Han var klar over, at han ikke kunne få noget ud af mig yderligere om dette.
   Vi købte ind i musikhandeler, boghandeler, byens laboratorieforretning, og gik så i supermarkedet "Ting Tangel Tex". Navnet står med de tre T'er store og fremhævede, da denne superkæde også går under navnet TTT.
   I TTT så vi da endelig en nisse. Det var en julemand, hvilket sås af de hvide borter i dragten. Han havde stiv spids rød hue, pegende lidt skråt bagud. Ellers kort rød kappe, og røde stramme trikot-bukser og træsko i naturtræ på fødderne.
   Vi gik hen for at sludre med ham. Han bød os hen til et bord, og serverede nogle enormt store krus nisseøl for os. Tog også selv et krus.
   Han var almindelig Hvalpehyle-borger. Vi spurgte ham om, hvordan det forholdt sig med hans stilling som julemand.
   "Jeg er julemand her i supermarkedet til klokken 14 lillejuleaftens-dag", forklarede han. "Jeg er ellers medlem af julemandslauget. Enhver, der er medlem af lauget har en potentiel chance for at blive valgt til årets julemand på Amiocap. Men først skal jeg i hvert fald have praktiseret som lokaljulemand ved rensdyr-depotet. Lauget har et træningskursus i den specielle magi, der skal til, og de undersøger ved optagelsen på kursus, om man har evner nok. Men hvis jeg opnår at kunne flyve med rensdyrkanen gennem luften, har jeg gode chancer for at komme til Amiocap, enten som hjælper eller, hvis jeg er særlig heldig, bliver jeg valgt som hovedjulemand. Det er dog langt fra alle laugsmedlemmer, der har ambitioner om at blive mere end butiks- eller selskabsjulemand".
   "Der findes tre slags julenisser i almindelig børnestørrelse, som vor ven her", forklarede jeg til Periko. "Disse nisse-arter kan ikke ved første øjekast skelnes fra hinanden. For det første er der almindelige børn i nissedragt. For det andet findes der pixi-er, hvilket er elementarånder, der har evner til at synliggøre sig. Og pixi-er ligner alfer, og kan flyve, men har ingen vinger. Ellers er de normalt klædt som de små blomsteralfer. Imidlertid har de almindelig børnestørrelse. Peter Pan, der kendes som eventyr-figur fra Jorden, er en sådan pixi. Ole Lukøje er pr. definition også en pixi. Og nu er der det, at nogle pixi-er, ligesom menneskebørn, godt kan lide at kravle i nissedragt ved juletid. For det tredje er der rigtige nisser, idet nisser kan antage størrelser fra bitte små, som tommelfingre, og op til almindelig gennemsnits-børnestørrelse. Derfor ser man også ægte nisser i børnestørrelse ved visse lejligheder i julen. For øvrigt kan pixi-er og nisser, der er medlemmer af julemandslauget, også vælges til julemænd".
   Julemanden hjalp os med at få vore varer bragt ud i bilen. Vi tog hjerteligt afsked med ham, og så kørte vi tilbage til Hjortekildegård.
   Hele slottet var julepyntet. Da vi kom tilbage.
   "Jamen I har slet ingen kravlenisser og juleengle sat op", sagde Periko, der ellers var imponeret over den strålende pynt.
   "Kravlenisser og julengle? Jamen de er her jo ikke endnu", udbryd Gladiola.
   "Periko mener sådan nogle af karton, som vi altid havde i de danske julehjem", forklarede jeg Gladiola.
   Gladiola lo. "Hvorfor skulle vi dog hænge sådan nogen op?" Svarede hun henvendt til Periko. "Nej, Periko, du må have tålmodighed. Vent og se!". Og så blev der ikke talt mere om den ting.
   Middagen var nu serveret i Riddersalen.
   Resten af dagen gik med hyggeligt samvær med gæsterne i alle dagligstueværelser, og i slottets bibliotek, hvor jeg havde mange tusinde spændende bøger. Mange i meget kostbare og kunstfærdige bind. Som udsmykninger i vindueskarmene, på væggene og på borde mellem reolerne, havde jeg laboratorie-glasapparater, astronomiske måleinstrumenter, globusser af planeter og stjernehimlen, og andet af samme karakter. Der var også billeder, fotografier og malerier med tilknytning til natur, videnskab og okkultisme. Vi spiste højt smørrebrød i Riddersalen klokken syv om aftenen.
   Næste dag, den tolvte januar, var vejret stille med spredte snebyger. Sneen blev dog ikke liggende i dagtimerne. Jeg havde allerede fået forsynet slotsområdets faste graner rundt omkring med elektriske lysguirlander, ikke blot i hvidt lys, men også med kulørte pærer i farver som blåt, rødt, grønt, violet og orange.
   Men nu skulle vi jo se at få hentet to store juletræer, det ene til slotsgården, og det andet til Riddersalen. Jeg fik samlet Vikke Løve, Wisco Mungo og Periko Altocamelo. Hipporino kom også med, og vi gik sammen ned til staldene og laderne og fik trukket en stor blokvogn frem, som jeg har til omfattende transporter. Der var fortil kuskesæde, og bagved dette to passagersæder. Vi var udstyret med tykke vindjakker, trøjer, halstørklæder, huer og vanter. Nu hentede vi fire shetlandsponyer i stalden, som vi spændte for blokvognen.
   "Det gælder om at få ordnet det her med juletræerne, inden det bliver alt for hylende koldt i vejret. Vi har jo her en åben vogn", sagde jeg til de andre.
   Nu gik det så strygende ad den rødviolette vej østpå. Da vi var kommet en kilometers vej frem, drejede vi af til en gul bivej, der gik fra til venstre mod nord. Denne vej slyngede sig mellem bakkerne, på hvilke der var hedelyng og skov. Efter cirka fem kilometer ad den gule vej, var vi kommet ind i rent skovområde, mest med meget høje graner. Det var Glamseløkke Storskov. Da hestene var fire om trækket, var turen ingen sag for dem.
   "Jeg har bestilt de to juletræer på Nimmersted Savværk. Det er mod nordøst en tre kilometers vej her fra", forklarede jeg mine ledsagere.
   Og ganske rigtigt. Snart kom savværket til syne. Det lå til venstre for vejen. Der var en del bygninger, deriblandt også et laboratorium, kunne vi se. Der var et kæmpemæssigt laboratorieapparat af grønt glas udenfor bygningen. Det havde et himmelstræbende tilbagesvalerør af Allihn-svalertypen.
   På den store indhegnede plads foran savværket, lå der en del bræddebunker og bunker af træstammer. Men der var også en hel skov af juletræer i alle størrelser, som her var udbudt til salg og levering. En dreng i nissedragt havde opsyn med juletræerne.
   "De ser jo pragtfulde ud, de træer", sagde Periko. "Det er ædelgraner. Hvordan har I det ellers med at drive savværk? Jeg ved, at Pedoria-børn hader at fælde træer".
   "I almindelighed, ja", svarede nissedrengen. "Jeg kan forstå, du er nyindflytter".
   "Nemlig, jeg er bogstaveligt 74 år gammel, og Professor i zoologi. Jeg kom til jeres planet fra Danmark for et halvt års tid siden. Som voksen dansker hed jeg Per Højgård. Lige som Henrik her, fik jeg neoteni-behandling straks efter ankomsten til Pedoria, og kan nu leve jeres rundt regnet 1500 år".
   "Lige et øjeblik", sagde nissedrengen og gik hen til hoveddøren og forsvandt. Kort efter kom han ud til os igen, sammen med en anden nisseklædt dreng.
   "Jeg hedder Borst Silkehale, og er forstmand. Uddannet på en af skovvæsenets skoler", forklarede nissedrengen. "Men lad mig præsentere jer for nissedrengen her, som hedder Tjørn Fluesnapper, han er også uddannet på samme forstskole. Men derudover har han også gået på toårigt kursus på troldmandsskolen Varholm Slot, hvor min oldefar er rektor".
   Vi hilste hjerteligt på Tjørn, og krammede også Borst. Tjørn forklarede videre: "Jeg fungerer her på savværket som okkult kontaktmand. For mig er det legeværk at kontakte dryaderne, få dem i tale, og få dem til at vise sig. Alle kan se og tale med dem, når de materialiserer sig så meget, som jeg hjælper dem med. Men jeg må være til stede, ellers kan det ikke uden videre lade sig gøre. Men jeg er hovedmanden ved forhandlingerne. Vi spørger dryaderne, om der er "fælde-modne" træer i skoven, og beder dem vise os dem, hvor vi så i første omgang afkrydser dem. Et sådant træ bliver så forladt af sin dryade. Som regel er det i tykninger, hvor træerne står så tæt, at de "fælde-modne" træer truer med at kvæle nabo-træerne og planterne i deres omgivelser. Som tak for udvælgelsen giver vi dryaderne vinoffer. De er vilde med rødvin.
   Alle savværker har en okkult kontaktmand, som jeg, ellers kan vi overhovedet ikke drive skovhugst. Intet Pedoria-barn ville drømme om bare at fælde træer".
   "Og der er altså nok til skibe og gulve, møbler og træhuse, som for eksempel blokhuse?", spurgte jeg.
   "Ja", svarede Borst. "Der er rigeligt, og det er den mest fuldkomne form for økologisk skovhugst, der overhovedet kan skabes".
   "juletræerne her", bemærkede Wisco Mungo. "De er jo fine træer. Man kan ikke se, at de har vokset på en dårlig måde. Og her er alle størrelser".
   "Nej, det kan man ikke", svarede Borst. "Det er det fine ved metoden. Men lad os nu få læsset de to bestilte træer over på jeres blokvogn".
   Jeg fandt de to med Hjortekildegårds sedler på. Det ene var halvanden gang højere end det andet. Det højeste var til slotsgården. Vi løftede alle fire og fik dem til at ligge i blokvognen. Borst og Tjørn hjalp til. Hippurino hoppede op ved siden af træerne i blokvognen, og vi fire gjorde os klar i kuske- og sæde-afdelingen, efter at vi havde givet Borst og Tjørn et afskedskram.
   "Besøg os endelig på slottet lige så tit, I har lyst, vi håber at se jer her i juleperioden", hilste jeg, da vi satte i gang og vinkede farvel. Borst og Tjørn takkede for indbydelsen og råbte "God Jul", idet de vinkede igen til os. Så gik det hjemad ad den gule vej, mens der igen faldt en del sne.
   Hjemme i slotsgården løftede vi så træerne ned og lagde dem på fliserne. Derefter kørte vi blokvognen på plads og anbragte ponyerne i deres båse. Hippurino ville gerne blive hos de store heste i stalden en tid, så vi lod ham blive der, til han selv peb efter at komme ind.
   Fra en gemmehylde i laden, tog jeg derefter den elektriske lysguirlande til slotsgårdens juletræ, og udstyr i en papæske. Derefter gav vi os til at montere lysene på det høje træ, imens det endnu lå ned. Der var også noget pynt i form af små spejle i tynde, men ekstra stærke snore. De var lavet af plastik, men med velfungerende spejlflader. Disse spejle ville snurre rundt og vifte i vinden, så der ustandselig ville komme blinkende og skiftende virkninger i træet. Fra papkassen fremdrog jeg en meget smuk neon-stjerne med en gylden sol som midterskive, i hvilken der var et solkors i mørkviolet. Udenom solskiven var der anbragt seks lysende stjernetakker i hvidt, og udenom den igen en ring i rødt. Jeg fæstede denne neon-stjerne i træets top og forbandt ledningerne med det ledningsnet, som pærerne sad i. Der var både røde, gule, blå og violette pærer, foruden nogle hvide.
   Jeg lukkede op for et dæksel i brolægningen, som jeg havde børstet frem af sneen. Under dækslet rakte et rør på et par meter lodret ned i jorden, og passede perfekt til foden af træet. Så løftede vi i fællesskab træet op, og puttede foden ned i røret, hvor den sad perfekt fast efter at være kommet cirka en meter ned. Stikket i ledningsnettet, der var isoleret med tykt gummi, anbragte vi så i et stik, der sad i dækslets felt ved siden af rørmundingen. Dette permanente stik var også forsynet med isolerende gummi. Til sidst blev sneen jævnet tilbage ind omkring træets fod.
   Mange af de andre var kommet frem for at se på denne forestilling. Nogle viste sig også i vinduerne. Jeg gik hen til hoveddøren og prøvede at tænde træet indenfor. Der var flere steder på selve slottet, hvor de udendørs træer kunne tændes og slukkes. Træet fungerede uden problemer, det var et fantastisk skue. Stjernen i toppen strålede. De reflekterende spejle gav hoppende og dansende glimt hele tiden i alle farver. Klapsalverne bragede, men jeg slukkede træet igen, for det skulle først tændes fra næste dags morgen klokken otte.
   Det andet træ var lagt til side langs muren, det skulle først ind på et senere tidspunkt før lille-juleaften.
   Resten af dagen gik med god mad, hygge og samvær, som alle de andre dage. Ved 18-tiden peb Hippurino for at komme ind til os på slottet. Jeg hentede ham, og han var pjaskvåd og lugtede, så man skulle tro, han slæbte hele hestestalden usynligt med sig. Pedoria-børn er ikke sarte, tværtimod, men hvis Hippurino ved blot at tage en rundtur i et slotsgemak, kunne få dette til at lugte stramt af hestestald, var det et nummer for kraftig kost for os, for ikke at tale om poter og pletter i de rene lokaler. Altså tog jeg Hippurino over i bryggerset ved køkkenet og gav ham en ordentlig vask med sæbe og velduftende shampoo, hjulpet af Vikke Løve og mine køkkenrobotter. Det havde han heller ikke det fjerneste imod, han elsker nemlig sæbe- og skumbad.
   "Det er godt, du har nogle gode pony-venner her på slottet", sagde Vikke leende til ham. "Men du vil holde jul sammen med os børn. Det er vi glade for. Staldrobotterne og stalddrengene sørger for, at ponyerne der ovre får en festlig juleaften i stalden".
   Så oprandt den trettende januar. Det sneede uophørligt den dag, men vejret var stille og snefnuggene dalede langsomt.
   Efter morgenmaden fik jeg fat i Periko. Jeg inviterede ham med på endnu en tur til Hvalpehyle, ikke fordi, jeg skulle købe noget særligt, men fordi, jeg vidste, at denne dag ville jeg kunne overraske ham i forhold til sidste besøg.
   Så jeg startede bilen med os allerede ved ni-tiden. Periko var nervøs for, at snefaldet måske ville give glatte veje.
   "Nej, Periko", sagde jeg. "Vær du kun rolig. Vi har en luksus her i Barndomslandet, såvel som i alle andre lande, der har snevintre. Der er permanente fjernvarmerør under alle veje. Det sæt rør, der ligger nærmest overfladen, leder ikke varmt vandt ud til beboelser, men det gør de, der ligger underst, og de er faktisk med varmt vand hele året rundt. De andre rør kan åbnes og lukkes fra varmeværkerne og deres terminaler rundt omkring. De har kun til formål at opvarme vejene. De holdes på et sted mellem 40 grader til 70 grader på asfaltens overflade, alt efter frostgrader i vejret, og reguleres af termostater. Derfor er veje altid sne- og isfri her. Under snestorm er det sjældent, at sneplove er ude for at holde driver væk, for som regel smelter driverne meget hurtigt, og vandet løber i grøften. Dog skaber systemet en enorm bunke is i grøfterne og ved foden af skråninger".
   Det var smukt at køre gennem snevejret. Den overskyede himmel gav en smule tusmørke, men der var et rosa skær over den. Den var på ingen måde grå. Periko bemærkede også dette med det rosa.
   "Men somme tider synes jeg, at jeg ser flokke af rosa fugle i det fjerne", tilføjede Periko. "Hvad kan det dog være for fugle, der er ude i flok på denne årstid? Ja se, der er en tydelig flok inde over byen, der ser ud til at have kurs lige ned over. De må slå sig ned i byen".
   "Du skal nok få de fugle at se", forsikrede jeg ham, smilende hemmelighedsfuldt. Sagen havde nemlig at gøre med de overraskelser, jeg ville berede ham i Hvalpehyle, netop inden, at de ville vise sig på Hjortekildegård.
   "Hov!", udbrød Periko, da vi passerede gennem skovområde. "Der løber en eller anden slags små røde dyr rundt i skovbunden. De gemmer sig meget hurtigt bag træstammer, så man kan ikke se, hvad det er". Jeg smilte, og svarede ikke.
   Alle elektriske udsmykninger på træer og buske var tændt denne dag.
   Og nu dukkede den dejlige julesmykkede by atter op. Den så endnu mere strålende ud på sådan en snedag. Det myldrede med børn, der havde juletravlt. Gågaderne var et glitrende lyshav. Vi parkerede bilen samme sted, som sidst, og gik op i butiksgaderne.
   Vi begyndte med at kigge på de samme juleudstillinger, som vi før havde set.
   Periko udstødte et vældigt gisp, for nu så han forskellen fra sidst. Det vrimlede med små nisser. Overrasket var han især, da han iagttog, at det ikke var plastiknisser og papmaché-nisser. Nej, det var rigtigt levende små nisser, der havde travlt med alle de gøremål, som udstillingsfolkene havde tilrettelagt for dem. Selvom de syntes at have travlt, så havde de dog tid til at kigge på os, smile og vinke til os. Det var absolut ikke robotter.
   "De virkelige nisser har evnen til her i juletiden at antage fuldstændig fysisk form, og kan ses af alle. I øvrigt antager de den størrelse, som passer bedst til de aktuelle situationer, de optræder i", forklarede jeg Periko.
   Vi stod længe og kiggede på denne udstilling. Der var mange andre børn, der kiggede på den. Alle sagde "Hej!" til os, når de kom og gik. Vi selv sagde "Hej!" og gik videre til en anden udstilling, hvor vi vidste, at der var indrettet pladser for juleengle, sammen med nisserne.
   Jo, mindsandten, der svævede virkelig levende små splitternøgne juleengle rundt i vinduet. De var mellem 20 og 25 cm. i højden. De havde dejlige hvide fjerklædte vinger. Nogle stod baskende stille i luften bag ruden, smilte og vinkede til os. De havde krøllet, hørfarvet eller gyldent hår. Nogle var rødhårede. Der var både drenge og piger. De anbragte sig i de opstillede skypanoramaer. Mange af dem havde musikinstrumenter i hænderne, lyrer, lutter, trompeter, feler og naverlurer. En gang imellem samledes de og spillede som orkestergrupper. Og de kunne sandelig spille. Periko var ganske betaget, det var jo første gang, han oplevede det.
   "Her har du dine lyserøde "fugle"", sagde jeg til Periko.
   "Ja, det kan jeg forstå, det var altså dem", svarede Periko. "Men ved du hvad, de små stakler må da fryse vanvittigt, når de er helt nøgne".
   "Overhovedet ikke", lød en fin klar lille stemme over hovedet på os. Og da vi kiggede op, så vi en lille englebasse, der sad i kanten af markisen, lige over en hel række små istapper. Han fløj op og fortsatte svævende sin tale til os, idet han dalede langsomt nedad: "Vi er jo kun fysisk manifesterede, men ikke fysiske i os selv. Vi er ikke elementarånder, men tilhører en gruppe af devariget. Vi mærker hverken varme eller kulde her på jeres plan. Vi modtager nemlig til stadighed vor legemlige temperaturfornemmelse fra vor egen dimension, så vi er altid varme, om det så fryser 50 grader i jeres dimension. Prøv selv at mærke". Han fløj ned og satte sig på vores skuldre. Vi kælede med ham, og han var virkelig varm og blød.
   "Ja, vi kan bruges til at varme jer, når I har forfrosne fingre og hænder", sagde englen og lo.
   "Menneskene på den gamle Jord, har fremstillet os i kunsten i to vidt forskellige traditioner, der tidsmæssigt også ligger forskelligt", forklarede englen videre. "Lige fra den græske oldtid, har vi på malerier og i skulptur optrådt som eroter og amoriner. Disse kendes på deres buer og pilekogre, der jo har til formål at vække følelser. Imidlertid overtog den kristne kirke, der jo har domineret Jordens kultur så meget, os som små englebasser. Men vi er i virkeligheden de samme væsener. Nu er vi juleengle, men resten af året kan I træffe os som amoriner. I øvrigt er vi ikke knyttet til nogen bestemt religiøs tradition. Vi optræder i alle religioner".
   Alt det vidste jeg i forvejen, men englen kunne umiddelbart fornemme, at Periko var ny her på planeten, og at han havde brug for denne forklaring.


III
   Englen gav et smækkys til hver af os og fløj igen bort op over byen. Vi gik videre og kiggede på andre udstillingsvinduer. Hvor der var grandekorationer udenfor omkring vinduerne, kravlede mange små bitte nissebørn rundt i disse, og hoppede her fra over på vore skuldre eller hagede sig fast i vore huer. De havde heller ikke noget imod, at vi holdt dem i vore håndflader. Også dem snakkede vi hyggeligt med, og de fortalte os mange ting. De forklarede, at de her ved juletid havde evnen til at opretholde en fysisk manifestation i mange dage ad gangen. Det var ikke til at opfatte, at det var ikke-fysiske væsener.
   Vi gik igen i TTT og snakkede med vor julemandsven over nogle store krus hvidtøl. Der vrimlede med små kravlenisser, og der fløj juleengle rundt. Til at hjælpe julemanden, var der også kommet nogle pixi-er i børnestørrelse og i nissedragt. Da de kunne flyve, kunne de hurtigt flyve over mylderet til de steder, de havde ærinde. De gik ikke af vejen for at drikke et krus nisseøl sammen med os.
   Men nu var det tid at komme tilbage til slottet. Vi takkede og tog hjerteligt afsked.
   Det sneede stadig, men den violette vej var helt fri for sne og is, takket være varmerørene. Nu kunne vi se, at det vrimlede i luften med juleengle. Juletræet på slotspladsen var et imponerende syn, da vi kom tilbage, og juleengle og kravlenisser flokkedes om det. Vi kom ind på slottet og gik ombord i middagsmaden.
   Gilki og Dølle havde sammen med Gladiola, Salvia og egernrobotter fået det andet juletræ bragt ind i Riddersalen og sat op på den rigelige plads ved enden af spisebordet. De var i færd med at pynte træet nu. Periko og jeg, sammen med Vikke Løve, Wisco Mungo og Snerle Pangolino, hjalp til. Juleengle hjalp også til, især med at få pyntet de højere dele af træet, som vi andre ikke kunne nå. Fire englebasser fløj op med det store flotte glas-spir og fik det anbragt nydeligt i toppen.
   "Det er meget, at de kunne klare det med deres små vinger", bemærkede Periko.
   "Hvis vi var fysiske væsener, kunne vi slet ikke flyve", svarede en juleengel ham. "De fysiske love ville sige, at vore vinger var alt for små til at bære vore kroppe. Men disse mangler i den fysiske formåen, kompenseres der for fra den oversanselige verden".
   Træet blev først forsynet med de elektriske julelys. Hvert lys havde en klemme forneden til at sætte det fast på grenen. Juleenglene hjalp med at få ledningerne til at sno sig pænt mellem alle grenene. Vi afprøvede lige lysene, da de var monteret. Alt var i orden. Vi slukkede, for juletræet måtte ikke for alvor tændes før juleaften, inden vi begyndte på julemåltidet.
   Dernæst blev træet forsynet med glas-julekugler i alle farver og faconer, nogle klare som bobler. Der var også små klokker. Vi anbragte derpå små vidjekurve fyldt med marcipankonfekt. En lang guirlande med små nationalflag, Bamsebanneret, blev viklet om træet, og dernæst buskede sølv- og guldguirlander. Vi havde også røde hjerter af et blødt gennemskinneligt materiale, til træet.
   Nu pustede vi så ud i dagligstuerne. Det myldrede med kravlenisser alle vegne, og englebasserne fløj rundt til os alle sammen og hyggede sig hos os. Vi snakkede og fortalte historier lige til aftensmaden. Vi slappede af og tog den med ro til sengetid. Mange ville også se julekalender og nyheder i fjernsynet.
   Så oprandt den fjortende januar, og på denne dag skulle vi bare slappe af. Alle juleforberedelser var på plads. Der var tid for alle mine gæster at se sig rigtigt rundt på slottet.
   Fra dagligstuerne fik jeg hentet Krisonte Possum, Bellis Desmer, Calo Kramsin og Kydon Colbir. Vikke Løve, Wisco Mungo, Valmu Sihn og Prins Alabassa sluttede sig også til dette hold. Jeg førte dem hen til det vestre tykke tårn, der i stueetagen kunne nås fra hallen nær hovedportalen. Hele tårnet rummede mine magiske laboratorier, helt nede fra krypten, hvor man trådte ud til de kemiske laboratorier, og syv etager op til loftkammeret, hvor den ceremonielle afdeling var".
   Jeg viste dem grønt glasapparatur i massevis. Jeg havde store grønne retorter, kurbis-kolber i mængde, alembics, og også mere indviklede grønne glasapparater med svalerør, kolonner og opsatser, alle sammen med normalslib. Jeg havde også eliksirkar i kraftig keramik. Alle roste mit perfekte udstyr, ikke mindst Calo og Kydon, der havde det store magiske butiks- og forskningscenter med apotek i Skampavia, som Vikke og jeg jo havde besøgt, inden vi opdagede det store dæmonangreb i Skampavia's hovedstad Orasulla.
   "I har alt, hvad vi selv har, her mangler sandelig ikke noget",udbrød Calo. "Men hvor har I jeres apotek? Det kan I jo ikke undvære til opbevaring af kemikalier og droger".
   "Det skal I få at se nu", svarede jeg, idet jeg afsluttede omvisningen i det magiske laboratorium. "Følg med her over mod den østlige side".
   Under den østlige store trappe førte en dør ind til en korridor, der gik mod østfløjen. Et stykke henne åbnede jeg en dør til venstre, og vi stod i recepturet til mit fine apoteks-officin, der havde skranken vendt mod to store butiksvinduer i østmuren. Her kunne folk gå ind for at handle. Nogle jordegern-robotter klædt i hvide kitler passede apoteket.
   Lokalet, vi stod i, var altså ved denne side receptur, med apotekervægte og hornskålsvægte i alle størrelser og nøjagtigheder. Der var også fine analysevægte med digitaltal. Ellers var der glastragte, hvoraf nogle var pulvertragte. Sugekolber og papirfiltre i alle formater. Der var også et enkelt Soxhleth-ekstraktionsapparat, store Erlenmeyer-kolber, og nogle mærkelige brune flasker med et siderør helt oppe ved rundingen ind mod halsen. Der var også hylder med kasser til at anbringe færdigblandede bestillinger.
   Den anden side af rummet var defektur. Her stod portionsskeer i alle størrelser parat, og der var måleglas og målekolber, også en enkelt apotekervægt.
   Receptur og defektur var adskilt af et enkelt midter-langbord, hvis ene ende kunne ses fra officinet. Ellers var rummet adskilt fra officinet af to store symmetriske hyldemøbler, der fyldte bag- og sidevægge i officinet bag skranken, og hvor mine fineste standglas og flasker stod.
   Hyldernes trækanter var fint udskåret med mønstre. Og på den frie vægplads over hylderne, og på den større plads foran skranken, var der malerier forestillende apparater til laboratorier og apoteker. På de større vægflader var det landskaber med slotte og kæmpe-glas-laboratorieapparater af den slags, man så blandt større laboratoriebygninger.
   Midt for bag skranken var opstillet en kæmpestor, rigt udsmykket malm-morter med tilhørende pistil.
   Under loftet var der malerier på lyseblå baggrund med lægeplanter og troldomsurter af enhver art. Imellem disse svævede små amoriner, der havde kolber og reagensglas i hænderne. Disse loftmalerier var indrammet at rosetter af kunstfærdige guldlister. Og rundt omkring i hjørnerne var anbragt guldskulpturer af amoriner, der også havde glas og kolber, samt små vægte i hænderne. Disse guldamoriner morede nogle juleengle, der netop nu svævede rundt og legede under loftet.
   Øverst i åbningen mellem de to hyldefag var anbragt et rundt skjold med en smuk dådyr-buk som motiv, og skjoldet var forsynet med navnet "Dådyr Apoteket". Dådyret fandtes også i guldskulptur over indgangen til officinet udenfor. Bellis Desmer lagde også mærke til, at der på skranken stod en kasse med receptkuverter, hvor man også genfandt dådyret og navnet.
   "Foruden kunder betjener apoteket tre ting på slottet", forklarede jeg. "Disse er de magiske laboratorier, de kemiske laboratorier, og endelig klinikken, der kan nås gennem døren i korridoren, som kunne ses overfor den dør, vi kom ind ad. Der er i fløjen her fra og mod syd venteværelse, reception, klinik og operationsstue. Til sidst et værelse med to sengepladser, som nogle patienter kan få brug for".
   Vi gik tilbage gennem receptur-defektur-lokalet, og kom gennem en dør ved nordsiden ind i et rum, der var fyldt med hylder af forskellig format til standflasker og standglas. Der var ikke det kemikalium eller den droge, der ikke kunne findes her.
   Det sidste rum mod nord var apotekets laboratorium. Der var apparatur til tritrer-analyse, og der var måleglas, målekolber og destillationsapparater.
   Henne i det nordøstlige hjørne var indgangen til et af hjørnetårnene. Etagerne var forbundet ved en vindeltrappe, og der var små spændende kemiske laboratorier på hver etage. Vindeltrappen gik desuden ned i krypt-etagen til de store kemiske laboratorier i krypten.
   Inden, vi gik der ned, bad jeg selskabet vente på anden etage, mens Vikke gik til dagligstuerne for at få fat i kemikerne. Han kom tilbage fulgt af Ærenpris Mejse, Rude Bæver, Visse Grind, Myrte Digesvale, Klematis Jylkat, Pomfloro Porco, Prunello Colibria og Maidflur Ekon.
   De sluttede sig til flokken, og jeg førte dem ned til mine dejlige laboratorier i krypten. Her havde jeg glasapparatur af enhver tænkelig art. Der var store og komplicerede destillationsapparater, rotationsfordampere, tilbagevalerapparater og Vigreux-destillations-apparater med lange kolonner, opsatser, forlagsrør og yver-forlag. Rundkolberne var i varmekapper. Der var også Markham-apparater til Kjeldahl-analyse. Overalt var der målekolber, måleglas, automatburetter og store Soxhleth-ekstraktionsapparater. Der var ståkolber og bægerglas, cylinderglas, koge- og frysepunktkolber. Der var Erlenmeyer-kolber og sugekolber, Geissler-kalirør, Liebig-kalirør og Julius Petersens kuglerør. Og der var vaskeflasker både i klart, brunt og grønt glas. Hist og her stod der ekcikatorer. Kort sagt, der var alt, hvad der var brug for. I nordvest-hjørnet ved foden af ydertårnet, var der ved langvæggen tre rummelige stinkskabe. Det nederste rum i ydertårnet var det eneste rum, der ikke egentligt hørte til laboratorierne, det var nemlig min vinkælder. Men der var dog et bord derinde opfyldt af alkohol-destillationsapparater, syreballoner til gæring med gærrør i propperne, måleapparater af glas og cylinderglas til anbringelse af aræometre under måling.
   Kryptens murværk var med kvadersten og munkesten til hvælvingerne. Kvaderstensmurene gik ca. halvanden meter op på ydersiden, hvorfra blokhus-murværket så begyndte. I kvaderstensmurene var ind til krypten anbragt nogle halvcirkelformede vinduer med rundingen opad, disse var med smukke blyindfattede ruder. De gav om dagen fint dagslys ind i laboratorierne. Men ud over dette havde jeg overalt under krypthvælvingerne anbragt smukt udformede armaturer med lysstofrør. Så jeg havde altid en fremragende belysning i laboratorierne.
   Alle var vældigt imponerede af det hele.
   Der var også en datamatrum med mange skærme, og der var i selve laboratorium-rummene på en af væggene en stor målertavle med målere til tryk og vacuum, samt elektriske målere til volt og ampère, mikrovolt og mili-ampère, samt andre spændende målere. I denne tavle befandt sig også et barometer, et stuetermometer og en fugtighedsmåler.
   Ved nordsiden viste jeg selskabet et rørsystem med metalrør, som jeg havde ladet indbygge i muren under et af vinduerne.
   "Jeg har bestilt et kæmpe-glasapparat hos Klirrevitra Glasværket i Gammelvalke", forklarede jeg. "Det bliver leveret til maj, og det skal stå her udenfor dette vindue, tre meter ude, og det skal kunne betjenes her inde fra lige så godt, som der ude. Det er en enorm Soxhleth-ekstraktor med Allihn-svaler i toppen som tilbagesvaler".
   "Det bliver spændende", sagde Vikke Løve og Visse Grind.
   I dagligstuen gik snakken naturligvis livligt om laboratoriet. Ellers gik nu resten af dagen som de andre dage, med fin aftensmad og hygge.
   Næste dag var endelig den femtende januar, juleaftensdag. Ved morgenbordet var vi alle fulde af forventning. Der var kun nogle få snebyger, men det var kraftigt frostvejr. Vi fik blødkogte dronteæg, og der var stillet kander ind med nisseøl. Der var foruden boller, ost og marmelade, nogle dejlige kærnemælkshorn til morgenmaden.
   Efter morgenmaden havde jeg lige en lille opgave, der skulle løses. Jeg gik på anden sal til et aflåst opbevaringskammer, der lå lidt afsides, og låste det op. Derinde lå opmagasineret alle de indbyrdes julegaver, der nu skulle uddeles juleaften. Jeg henvendte mig til en lille kravlenisse, der sad på et panel i korridoren.
   "Herinde er alle vores indbyrdes julegaver", sagde jeg. "Vil du sammenkalde nogle nisser, der straks kan sørge for at få gaverne bragt ud under juletræet?"
   "Skal straks ske", svarede nissedrengen, og kravlede ned. Derpå ilede han bort. Jeg satte mig på en stol ved den åbne dør. Kun få minutter efter kom en hel flok lidt større nisser hen til døren. De var en 30 til 35 cm i højden og havde bløde, hængende huer. Der var både piger og drenge. De vinkede venligt til mig og fortsatte ind i depotkammeret. Derefter defilerede de ud i en lang række, hver med en julegave på hovedet. Nogle bar meget store og tunge gaver, og dem bar de alligevel let. Denne nisseprocession gik hele vejen til Riddersalen, hvor hver nisse lagde sin byrde nydeligt under juletræet, hvorefter nisserne defilerede videre og bort i processionen. Jeg var i mellemtiden gået bagefter sidste nisse og var gået ind i Riddersalen fra den anden side.
   Vi har to traditioner i Barndomslandet med hensyn til de indbyrdes gaver. Den ene var den, vi havde valgt, med at anbringe disse gaver under juletræet, og julemanden ville så, inden han åbnede for sin sæk, råbe navnene på til-og-fra-kortene op på disse gaver og uddele dem. Den anden tradition var at sende de indbyrdes gaver til det lokale rensdyr-depot, således at julemanden kunne medbringe dem i sin sæk sammen med de gaver, han medbragte fra Amiocap, eller som han selv havde sendt til rensdyr-depotet fra Amiocap, hvis den lokale julemand tog sig af det.
   Juleenglene svævede rundt i dagligstuen og underholdt os nu med ren instrumentalmusik, fanfarer på trompeter og naverlurer, flerstemmige musikstykker med grupper af lyrer og lutter. Denne spontane koncert fortsatte, til Mulli viste sig i døren og meddelte, at frokosten var klar i Riddersalen.
   Juletræet var ikke tændt under frokosten. Der blev serveret salater og lette varme retter med lyst brød til. Vi drak nisseøl og julebryg til, og dertil en mørk, sød likør med lakrids-agtig smag.
   Vi slappede af i dagligstuen indtil klokken var et kvarter i to. Så meddelte jeg alle, at der var juleceremoni i universaltemplet Urania i købstaden Tommelsø klokken tre. Et universaltempel er et tempel, hvor alle religioner og Guder er samlet under samme tag. Det søges især af personer, der ikke har nogen helligdom for sin foretrukne religion i nærheden af sit opholdssted.
   Vi klædte os alle på i overtøjet, og bad robotterne, juleenglene og nisserne om at passe godt på slottet og dyrene, mens vi var borte. Alle menneskebørn og de to fauner ville med. Bilerne blev kørt frem. Faunerne skyndte sig at anbringe sig på bagsædet i min bil for varmens skyld. De fik dér selskab af Prins Alabassa. Gladiola sad på forsædet ved siden af mig.
   Så svingede kortegen ud af den violette vej mod øst. Den fulgte kysten og svingede kort efter slottet mod nordøst, hvor den brede Tommelsø Vig befandt sig ved nordbredden af Nønnebælt, afgrænset ude mod øst af halvøen Mops. Takket være varmerørene var den violette vej tør og is- og snefri.
   Vi kørte altså i retning nordøst langs kysten. Fra slottet var der 30 km til Tommelsø, der lå i det ene hjørne af vigen. Byen var strålende julepyntet og oplyst. Der var en enkelt sporvognslinie i byen med smukke grønne sporvogne. Vi kørte rundt og fandt Urania Templet i udkanten af en dejlig park med mange træer. Af form mindede templet om Pantheon i Rom, men det var med dejlige lyse farver og fyldt med en rigdom af statuetter og relieffer ligesom de store hindu-templer. En stor bronzeklokke anbragt midt på kuplen kaldte ind til ceremonien.
   I templet var anbragt en kollossal masse små altre langs væggene og i søjlerne. Der var to rækker tykke søjler, som indrammede midterfeltet i bygningen. Over hovedindgangen var der et prægtigt orgel. Templet var oplyst, ikke blot af lysekroner, men også af tusinder af levende lys, på altre og i stager alle vegne. I den anden ende af midterfeltet var hovedalteret eller fællesalteret anbragt. Foran det så man trappetrinshylder med rækker af levende lys. Der var også en lingam-yoni-sten midt for, et stykke fra fællesalteret. Over alteret var der en Athon-tegning, som repræsenterede denne specielle Solgud, som egentlig var introduceret på Jorden i sin tid af Faraonen Akn-Athon's strengt monoteistiske nye religion. Men én fortjeneste til gavn for anderledes troende, fik dog denne religion, nemlig, at den skabte dette Athon-symbol, som, selvom det ikke var tilsigtet, i virkeligheden udgør et af de fineste symboler for den sande polyteisme, der kan opdrives. Symbolet består af solskiven med en utrolig masse nedadgående radier, hver endende i en hånd. Disse hænder kan polyteisterne bruge til at repræsentere Guds emanationer, de enkelte personificerede Guder, som alle er manifestationer af Skaberen selv. Her repræsenterede hænderne alle navngivne Guder i alle religioner.
   På hver side af fællesalteret var to pragtfulde juletræer med flotte kunstfærdige glas-spir i toppen. Juleengle sværmede omkring dem.
   Orglet startede med et præludium, mens ypperstepræsten og alle hans hjælpepræster knælede i en halvkreds foran fællesalteret. Alle havde korte gule kjortler på, og bare ben. På hovedet havde de nogle mangefarvede fjerkroner. De holdt håndfladerne sammen foran brystet.
   Efter nogle fremsigelser af ypperstepræsten sang vi alle den første hymne. Det var på en i Danmark kendt julemelodi. Vi sang efter templets tykke hymnebog. Alle julehymnerne, der blev sunget i løbet af ceremonien, var på kendte julemelodier. Men i hver hymne var der nævnt mange yderst forskellige gudenavne.
   Et stykke tid efter ceremoniens start, blev der udført balinesisk klingende musik fra et gamelan-orkester, og til denne musik udførte præsterne et offerritual med ofring af en art hvid risvælling på lingam-yoni-stenen. Ritualet sluttede med nogle dybe gongon-slag, hvor præsterne gik rundt med barberkostlignende pensler og gav os alle en rød farveplet mellem øjnene over næseroden.
   Der var også oplæsning af en solhvervsmyte ved ypperstepræsten fra en slags "prædikestol". Hvert år vælges fra forskellige religioners mytologi. Denne dag var det en myte fra den gamle Svantevit-kult, der på Jorden fandtes hos venderne i oldtiden. Denne myte dramatiserede budskabet om Solens og lysets tilbagevenden lige så rigtigt og storslået, som alle andre solhversmyter, man hører eller læser.
   Vi sang mange julehymner. Mange af teksterne var helt eller delvis identiske med de tekster, vi senere skulle synge om træet til aften.
   Omsider kom det mest storslåede indslag i juleceremonien. Ved en sælsom musik udført af gamelan-instrumenter og gongoner, udførte præsterne en speciel ceremoniel dans, hvorunder de messede besværgelser på rituelle sprog. Ved højdepunktet af dette ritual blev der pludselig strålende lyst i templet, og fra solskiven bag fællesalteret kom der nu en lille lysende sol svævende ud over os, og stod stille i luften. Samtidig blev vi opfyldt af en grænseløs følelse af fred og harmoni. Kuglen lyste meget kraftigt gyldent, men ikke blændende. Der skød lange gyldne tunger ud fra den. Disse tunger skød hen foran ansigtet på os alle sammen, og da kunne enhver tilstedeværende se Guder, ligesom stående foran os i et felt af en anden dimension. Hver især mødte på den måde de gudeskikkelser, de holdt mest af, og som for det meste hørte til den pågældendes religion.
   Jeg selv har et særligt forhold til hjorteguden Kernunos, som Vikke Løve og jeg havde mødt i pyramidetemplet i byen Galpa i landet Nemedien. Han lagde sine hænder om kinderne på mig og velsignede mig. "Søde lille Henrik", sagde han. "Jeg er hos dig alle dage, og våger over dig. Du vil få en velsignet og glad jul". Jeg bøjede hovedet, lagde håndfladerne sammen foran ansigtet, og takkede ham, inden han tonede bort. Altid udstrålede han en grænseløs kærlighed.
   Da jeg ellers ikke er medlem af nogen bestemt religion, viste der sig også andre Guder for mig i feltet, også disse velsignede mig og udstrålede en grænseløs kærlighed.
   Vi kunne ikke se hinandens åbenbaringer i dimensionsfelterne, men man kunne se, at alle oplevede sådanne ting. Jeg vidste derfor ikke, om også Vikke Løve havde mødt Kernunos, men han fortalte mig senere, at det havde han.
   Efter nogen tid, hvor man måtte antage, at alle havde oplevet Guderne og Solguden, trak den lysende sol sine emanationer tilbage. Derefter aftog dens lys, og den tonede til sidst bort.
   Alle forholdt sig nu i ro, og lyttede til orglet, som spillede en orgelkoral af komponisten Jasmin Beo.
   Der blev sunget endnu en julehymne, hvorefter ypperstepræsten fremsagde nogle afsluttende erklæringer.
   Orglet sluttede ceremonien med et brusende postludium.


IV
   Så var det igen af sted med kortegen tilbage mod slottet. Ingen i bilerne snakkede så meget, for man fordøjede de oplevelser, man havde haft.
   Vi nåede hjem til slottet omkring klokken halv seks. Alle skilte sig af med overtøjet, og de forsvandt op til deres gemakker for at gøre sig klar til juleaften. Mange trak i korte bukser, for nu skulle man være indendørs. Prins Alabassa smed med et lettelsens suk igen alt klunset. Nogle tog nissedragter på. De var med bløde hængende huer. Pigerne havde røde eller grønne trikot-strømpebukser og et ganske kort skørt. Drengene havde også enten røde eller grønne trikot-strømpebukser, eller de havde videre musegrå eller grønne bukser af glat fløjl eller flonel, og indsnørede ved anklerne. Enkelte havde korte nissebukser på. Alle "nisser" havde træsko i naturtræ på fødderne, men de var forsynet med filtsåler under bunden, så de ikke kunne klapre.
   I korridoren ved Riddersalen blev flokken standset af Gladiola og Salvia.
   "I skal ind fra den side, hvor juletræet står, og derfra videre over til spisebordet", forklarede Gladiola.
   "Men I må ikke komme ind endnu", sagde Salvia. "Vi skal lige være helt klar. Egerne mangler lige lidt ved spisebordet. Om lidt tænder vi juletræet, og så lukker vi op".
   Gladiola kom igen nogle få minutter efter og åbnede døren, idet hun sagde: "Velkommen til den gamle jul".
   Og juletræet strålede i al sin glans. Vi stod stille og beundrede det, inden vi gik over til spisebordet. Julenglene sad i træet og sværmede omkring det. Alle de små nisser sad på det runde juletræstæppe uden om gavebunkerne.
   Men snart var vi bænket ved bordet, der var fantastisk dækket op, med lys i kandelabre, store amforaer med nisseøl, og lidt mindre amforaer med rødvin og hvidvin. Der var strøet ædelgrankviste rundt på hele bordet. Kuverterne var anbragt på sølvfade, og med sølvbestik, og der var tre størrelser vinglas ved hver kuvert.
   Først fik vi en lille varm forret bestående af andelever i en lækker sovs med trompetsvampe.
   Bagefter kom hovedretten. Det var stegt kalkun med sukkerkartofler og brun sovs. Og der var champignon i. Vi kunne efter behag tage rødkål til fra nogle skåle.
   Efter hver gang, vi skålede, fløj nogle af juleenglene frem og spillede, svævende over bordet, nogle dejlige fanfarer på naverlurer eller lange guldtrompeter. En enkelt gang havde de naturtone-trompeter af glas.
   Til sidst kom desserten, som var mandelris, også tilblandet pinjekerner. Der var ingen hele mandler i, som kunne udvælge en vinder til mandelgave. Men der var rigeligt med kirsebærsovs til. Vi drak til mandelrisen en sød valkisk sherry.
   Da vi var ved at have spist op, kom Salvia rundt om bordet og stillede en marcipangris frem til hver af os, idet hun sagde: "I er så søde alle sammen, så vi nænner ikke at forfordele nogen. Derfor har vi med vilje ikke puttet nogen store mandler i desserten. Alle uden undtagelse får en mandelgave".
   Vi råbte hurra for denne gestus.
   Egernrobotterne begyndte at rydde bordet. Vi rejste os og gik hen til juletræet. Jeg uddelte mine julesanghefter. Vikke Løve hentede et lille spinet i musikværelset, som han bad Vikke Myre akkompagnere os på.
   Vi tog da hinanden i hænderne og dannede kreds. Det var lige akkurat , vi kunne være på pladsen, der var til rådighed, med denne kreds, da vi jo var så mange. Juleenglene svævede rundt tættere inde ved træet, og en del satte sig på skuldrene eller red på nakken af os.
   Melodierne var alle kendte fra den danske jul. Men teksterne var modererede, idet de handlede om alment solhverv, og ikke den kristne jul. De specielle kristne på Pedoria fejrede også solhverv, som de ikke tillagde nogen forbindelse med Jesu fødselsdag, der hos dem blev fejret 24'de september, som en æresfest for religionens stifter.
   Men for de af os, der nylig var indvandret fra Danmark, var det herligt med de kendte julemelodier, det fik os i rigtig julestemning.
   På et tidspunkt bad juleenglene os ikke at synge, mens vi gik rundt, for nu skulle det være deres afdeling. De samlede sig i flok og satte sig rundt i juletræet. Nogle af dem havde en art natskjorte på, der enten gik til lige under hoften, eller lige over hoften. Det var også den eneste form for påklædning, jeg nogensinde havde set juleenglene i.
   De ville nu synge en modifikation af "Velkommen igen, Guds engle små", og det var jo lige et emne, der passede til dem. Vi gik altså rundt, mens de sang, og de sang flersstemmigt. De sang så smukt, at vi var dybt rørte efter sangen. De fløj hen til os og sagde, at nu kunne vi selv synge igen.
   "I synger da lige så dejligt som os", sagde de til os. "Mange af hymnerne synger I jo også flerstemmigt".
   Altså fortsatte vi med julehymner. Blandt julehymner medtager vi også en dansk sang, som normalt ikke regnes til "salmer". Men det er for os her i Barndomslandet en oplagt solhvervshymne. Det drejer sig om "Vor sol er bleven kold", af Johannes V. Jensen, og med melodi af Johannes Andersen. Kun er et par enkelte ord i fjerde vers ændret for at få sangen til at passe på Barndomslandet. "Danske" er ændret til "ganske", og "Danmarks" er ændret til "landets".
   Så kom turen til de muntre julesange og juleviser. Det er de kendte fra Danmark. Kravlenisserne klatrede op i træet for at hoppe og danse på grenene, mens vi dansede rundt. Vi sang blandt andet "Højt fra træets grønne top", "Sikken voldsom trængsel og alarm", "Juletræet med sin pynt", og en meget lidet kendt Peter-Faber-sang, der hedder "Lille Signe, hvad er det du søger?", men som er med melodi af H. C. Lumbye. Og der var flere andre viser.
   Til sidst satte vi os i stolene rundt om og nød synet af træet. Mulli og de andre egern-robotter kom ind med bakker, hvorpå der stod glas med en dejlig grøn aperitif. Den var på kiwi og banan.
   Da vi havde siddet lidt, hørte vi bjælder. Jeg rejste mig og gik hen til en af altandørene, og sandelig, langs med altanrækværket svævede en flok på seks rensdyr med julemandens slæde efter sig. Julemanden, som jo var en dreng, var i færd med at klatre over rækværket, med en stor sæk på nakken. Julemanden bruger aldrig skorstene på Pedoria, som han siges at gøre på Jorden. Det laver alt for meget griseri, og gaverne risikerer at blive ødelagt. En hjælpenisse blev ude på kanen for at holde øje med den.
   Jeg lukkede altandøren op, så julemanden kunne komme ind til os. Han stillede sækken fra sig ved væggen ved siden af døren, og råbte "Glædelig jul" til os alle. Og alle svarede "I lige måde", mens jeg lukkede altandøren.
   Mindsandten, der var glitrende blå karfunkler i hans hues hvide kant. Altså var det virkelig den ægte Amiocap-julemand, vi havde fået besøg af.
   "Ja kære venner", sagde han. "Jeg har i år udvalgt tre slotte, hvor der tales dansk, at besøge selv. Jeg hedder Volver Finke og er på mit tredje år på Amiocap. Det næste slot, jeg besøger i aften, er Skvalderhavegård her i Barndomslandet. Det sidste slot bliver Kirsekær i Slaraffenland".
   Jeres lokale rensdyrstation havde ikke noget liggende til jer. Men jeg ser, at I har jeres indbyrdes gaver her under træet. De gaver vil jeg så uddele først".
   Han hentede derpå gaver under træet en efter en, og råbte navnesedlerne op. Der var flere til hver af os. Men vi ventede pænt med at pakke op, til julemanden var færdig.
   Da bunken under træet var uddelt, begyndte julemanden så at uddele fra sin sæk. Igen råbte han navne op. Det var gaver, der var udvalgt fra ønskesedlerne, som vi havde sendt til ham i Amiocap. Der var en pakke til hver af os, og vi vidste, at den indeholdt det, vi allermest havde ønsket os.
   Da sækken var tom, tilbød Mulli julemanden et glas aperitif, og et egern gik ud til nissen i slæden med et glas til ham, der så gik hen til altandøren med sit glas, så vi alle kunne se ham. Vi skålede således med julemanden og hans hjælper, hvorefter vi begyndte at pakke vore gaver op.
   Hvis jeg skulle remse op, hvad vi alle sammen fik, så ville det jo fylde mindst lige så meget, som hele denne beretning har fyldt indtil nu. Men alle fik, hvad de allermest havde ønsket sig, både af vennerne og af julemanden.
   Jeg selv fik en stor fireliters mørkegrøn retort af meget tykt glas. Jeg vidste, hvad det var for en. Det var en bestemt 2000 år gammel retort fra landet Rerek, og der findes kun den samme på hele kloden. Den var skaffet fra et rerekisk museum, som havde indvilliget i at give afkald på orginalen, og i stedet udstille en nøjagtig kopi. Der fulgte en garantiskrivelse med på, at det var den originale retort. På grund af alderen var den en smule iriseret nogle steder, men ellers intakt og fuldstændigt funktionsdygtig. Den var fra julemanden selv.
   Af Gladiola fik jeg en meget flot nautilpokal med indgraverede amoriner på skallen, og med elegant udformet fodstykke af rent guld.
   Af Vikke Løve fik jeg en meget tyk eliksir-bog for troldmænd, skrevet af troldmanden Tullip Aguti. Der var tusinder af eliksirer i den med nøje fremstillings-beskrivelse, og der var farvefoto-illustrationer i massevis.
   Ellers fik jeg naturligvis en kolossal bunke andre gaver, som var lige så storslåede, men jeg kan ikke opremse alt dette her.
   Vikke Løve fik et dampdestillationsapparat i lysegrønt glas med normalslib, flere rundkolber og tykke spiralsvalere. Det var et meget specielt apparat fra landet Fingiswold, som Vikke længe havde ønsket sig. Det var af mærket Alkimo-glas, som er en meget høj kvalitet. Denne gave var også fra julemanden.
   Af mig fik Vikke Løve den samme eliksir-bog af Tullip Aguti, som han havde givet mig. Vi havde netop ønsket den af hinanden.
   Faunen Gilki fik af mig en pragtfuld panfløjte, som var meget smukt malet og dekoreret. Den var importeret fra landet Aspidistrien.
   Faunen Dølle havde snakket så meget om, at han ville begynde at spille gige. Så derfor fik han af Krisonte Possum en meget smuk gige og et øvelseshefte med noder. Vi vidste, at eftersom fauner har særlige anlæg for udøvelse af musik, ville det ikke vare længe, før han kunne spille perfekt på instrumentet.
   Skampavieren Valmu Sihn fik af sin landsmand Calo Kramsin nogle CD-rommer med et databaseprogram om alverdens svampe og deres indholdsstoffer, og programmet indeholdt tusinder af farveillustrationer. Det var et indhold, der ville fylde et helt bibliotek, hvis det blev skrevet ud alt sammen. Værket var skrevet på stipfon-sproget.
   Min søde elver-ven Floks Ilder fra Aldrigland, fik af mig til ophængning udendørs på gårdmuren på sit stor-dronteri, en elektronisk vejrstation med digitaltal og andre målere, og som blev reguleret og styret af selve verdens-vejr-satelliten Unitemporia.
   Bjæilaklo Ilder, som også boede på Floks-gården, fik af Floks en bærbar datamat, samt nogle CD-rom-er med kemiske programmer, som han ville få glæde af i sin forskning på gården.
   Komponisten Vikke Myre fik af julemanden et pragtfuldt valdhorn udført i porcelæn, og med fine mønster-dekorationer. Hornet var udstyret med ventiler af guld, så det kunne spille alle de toner, som metal-valdhorn kunne.
   Wisco Mungo, min ixiske ven, som af hovedbeskæftigelse er arkitekt og billedhugger, interesserer sig også meget for musik, spiller fremragende alpehorn og komponerer, fik af Vikke Myre et positiv-orgel med guldpiber. Et meget smukt udført instrument. Wisco har netop skrevet sonater for alpehorn og positiv-orgel.
   Periko Altocamelo, som jo er ny på planeten, fik af mig et smukt bogværk med udførlige turistkort over hele Barndomslandet, og ydermere udførlige beskrivelser af lokaliteter og smukke farveillustrationer.
   Prins Alabassa, som spiller på og komponerer for musikinstrumentet sansa, har talt meget om, at han også ville til at dyrke balafon. Af julemanden fik han derfor fra sit hjemland Gramblambelland en dejlig og smukt udført balafon. I øvrigt var han ikke længe om at blive virtuos på sit nye instrument, idet han drog nytte af sine kundskaber på sansa.
   Komponisten Snerle Pangolino's kæreste gave var en smuk bog med illustrationer og beskrivelser af særlig kunstnerisk og smukt udførte musikinstrumenter fra hele verden, med angivelse af skaberne af instrumenterne, deres hjemsted, historie og ejerforhold, samt ved hvilke koncerter, de havde medvirket.
   Det var jo kun enkelte gaver. Som før nævnt, kunne jeg jo blive ved og ved. Men her vil jeg holde inde.
   Da alle gaverne var pakket ud, og kram og tak blev uddelt til de forskellige, hvoraf også julemanden fik sin del, sagde julemanden:
   "Mine kære venner. Det har været mig en stor glæde. Men jeg må desværre forlade jer. Jeg har jo to slotte endnu at besøge i aften. Endnu engang glædelig jul til jer alle, vi ses måske en anden gang".
   Derpå lukkede jeg op til altanen, og julemanden kravlede tilbage i sin kane. Han og hjælpenissen vinkede til os, mens vi stod på altanen og vinkede tilbage. Snart var slæden forsvundet oppe under Månen Thedron, som var et tyndt månesegl i første kvarter. Månen Poseidon var ikke at se på dette tidspunkt.
   Så lukkede jeg altandøren, og vi snakkede ivrigt om vore gaver og beundrede de forskellige. Der blev båret mere aperitif rundt. Vi gnaskede marcipankonfekt, chokolade og lakridskonfekt. Og der var hasselnødder, cashew-nødder, paranødder, valnødder, pistacienødder og kokosnødder, og frugter som dadler, kiwi-er, mandariner, bananer og litchi.
   Men inden, vi vidste af det, var det allerede over midnat. Så vi dryssede lidt efter lidt op i vore soveværelser og gik i seng. Vi sov alle meget hurtigt. Nogle af juleenglene lå hos os de løjerligste steder i sengetøjet, mens andre fandt andre sovesteder rundt omkring i værelserne.
   Juledag, den sekstende januar, var en solskinsdag, men udenfor var der seks graders frost. Vi hyggede os inden døre, og dagen forløb efter samme mønster, som juleaftensdag. Vi tog dog ikke i noget tempel.
   Jeg lagde mærke til, at der var flere nisser i børnestørrelse foruden de gæster, som havde taget nissedragt på. Det var ukendte ansigter, men jeg kunne se, at de alle havde spidse ører. De havde ikke nogen strithaler, så det var ikke elvere. Men hvem af dem var så ægte nisser i børnestørrelse, og hvem af dem var pixi-er? Den sidste skelnen kunne ikke foretages, med mindre nogle gav sig til at svæve eller flyve. Vi så faktisk nogle flyve i løbet af dagen, så vi var klar over, at dette var pixi-er. De holdt heller ikke hemmeligt, hvad de var, hverken pixi-erne eller de ægte nisser. Vi havde nogle hyggelige samtaler med dem, under hvilke, de lige ud fortalte os det. De ægte nisser var nogle af kravlenisserne, der havde skiftet størrelse.
   To af vore elvere, Sitingo Foko og Bjæilaklo Ilder, havde også taget nissedragter på. De nyankomne nisser var vilde med elvernes strithaler.
   Aftensmaden var mage til den juleaften, dog fik vi i stedet for mandelris varm risengrød med en smørklat og kanelsukker, og dertil nisseøl. En del af os hældte noget af nisseøllet over grøden.
   Vi dansede om juletræet ligesom aftenen før, mens juleenglene svævede rundt, og gav os alene et par sange, mens vi gik rundt. Der var igen rigeligt med godter og frugt.
   Tredje juledag, den attende januar, måtte vi regne med, at det var en af de sidste stabile frostdage, og derfor måtte vi se at nå, at få kælket og løbet på skøjter. Lidt nord for slottet var der både kælkebakke og en skovsø i nærheden af hinanden. De gæster, der havde lyst, klædte sig i vintertøjet og fulgte med mig ned til et hjørnerum i laden, hvor der på væggen hang en masse kælke med metalmeder, og ellers i lidt forskellig udformning. De forskellige fik en snor i disse kælke, og begav sig på vej. Selv Prins Alabassa var trukket i vintertøjet og fik valgt sig en kælk. Nogle af gæsterne havde selv taget skøjter med, men også de trak af sted med kælke.
   Vikke Myre kom ned i skistøvler og korte bukser, men ellers godt pakket ind i halstørklæde, hue og skumpude-vindjakke på overkroppen. Han medbragte et par ski og skistave. Han sagde til os, at han gerne ville følge os til kælkebakken, men derfra ville han tage sig en lang tur i landskabet på egen hånd, og komme tilbage fem timer efter, så han kunne nå at være hos os igen til aftensmaden. Han var vant til at bruge ski som hurtigt befordringsmiddel i det nordlige Nangilima, Kibien og Krafurien, hvor vintrene var betydeligt længere end i Barndomslandet. Det var egne, han holdt særlig meget af at besøge, ikke blot om vinteren, men også i de varme somre. Hans pastorale musik var inspireret meget af disse naturskønne egne.
   Pædoria-børn bryder sig ikke særligt om konkurrencer. Og skiløb bruges som den bekvemmeste og hurtigste form for befordring i kraftigt snedækkede områder. Ski regnes altså først og fremmest som et befordringsmiddel.
   Vikke Myre fulgte med og tog et par slædeture sammen med os andre, hvorefter han spændte skiene på og sagde "Farvel og på gensyn", og vi andre råbte "God tur".
   Også skøjteløberne tog en slædetur et par gange, hvorefter de gik over til søen og begyndte deres skøjeteløb. De var fantastisk dygtige, så man kunne sandelig se, at det havde de prøvet før.
   Det morede Prins Alabassa meget med slædeturene, han sad altid sammen med nogle af os andre, for han turde ikke tage ture alene. Det var en helt enestående oplevelse for ham, der jo levede det meste af sit liv i troperne.
   Da slædeturene havde stået på nogen tid, dukkede pludseligt faunerne Gilki og Dølle op ved kælkebakken, splitternøgne som altid. De tog sig to slædeture sammen under latter og hujen, hvorefter de begav sig til slottet igen. Klimaet var jo ikke til længere udendørs ophold for dem.
   Der kom et par snebyger, mens vi var på kælkebakken.
   Sådan gik en fem seks timer med denne morskab. Fem timer efter sin start på skiene, kom Vikke Myre tilbage nord fra. "Hej igen!", råbte han, og vi samlede os omkring ham.
   "Jeg har været mange kilometer omkring og set mange dejlige landsbyer og skovområder. Men en stor oplevelse var, at ude på en af de øde strækninger oppe mod nordvest, så jeg nogle frostalfer. De kom flyvende hen over snemarken i en hel spredt flok. De var helt gennemsigtige, og omkring femten centimeter høje. De var som om, de bestod af krystal-is. Ellers var de nøgne, slanke, langbenede og havde gennemsigtige farveløse vinger af sommerfugletypen. I stedet for hår havde de noget næsten som tynde istapper, der ligesom var strøget bagud. Øjnene var kun sorte pletter i deres gennemsigtige ansigter, og næse og mund kunne man næsten ikke se. Men de var meget søde. Jeg havde en længere samtale med et par stykker. De var meget kolde at holde i håndfladen. De fortalte mig, at de ikke kunne tåle temperaturer over frysepunktet, og kun var her i frostvejr. Ellers havde de hjemme helt oppe nord på eller sydpå, hvor der var indlandsis og gletsjere til stadighed, og nogle boede i bjergene, hvor der var evig sne. Her havde de til opgave at sørge for, at den sovende vegetation under sneen hvilede godt, og kunne vågne rigtigt, når tøvejret kom. Og da ville de følge frosten, når den trak sig tilbage, så de endte med at komme til deres hjem".
   En dreng fra skøjteholdet sagde: "Vi har også set frostalfer. De tog sig skøjteture på søen ligesom os, og de lavede fine sving og glidninger, og det uden skøjter. Deres fødder må ved denne lejlighed fungere som en slags skøjter".
   Nu var det tid at komme hjem med skøjter, slæder og det hele, inden gongonen til aftensmaden lød. Vi fik lignende julemad, som de andre dage, og aftenen gik igen med at danse om juletræ og hygge sig.
   Den nittende januar var en klar solskinsdag. Temperaturen var steget og holdt sig hele dagen lige på frysepunktet. Vi tilbragte dagen hyggeligt inden døre. Ved elleve-tiden kom de to savværksdrenge Borst Silkehale og Tjørn Fluesnapper på besøg, iført deres nissedragter, de præsenterede os for endnu en dreng i nissedragt, han hed Sannik Fritte, og var kemiker i Nimmersted Savværks laboratorium. Mulli fik så hentet tre kuverter mere til frokostbordet klokken tolv.
   Denne dag skulle være til særlig glæde for vore komponister og andre af vore musikglade gæster. Jeg havde fået musikværelset gjort klar til koncert om eftermiddagen, og havde opfordret de af gæsterne, der havde medbragt musikinstrumenter, til at bringe disse ned i musikværelsets instrument-rum.
   Mit musikværelse var noget for sig selv. Det ligger i midterfløjen på fjerde sal. Det er et stort ovalt lokale, med tre fag store vinduer på langsiden ud til slotspladsen.
   Ovalen er i virkeligheden bygget ind i et rektangulært lokale, der mod vest er et par meter længere end det ovale rum. Ved den pågældende konstruktion opstår der på denne måde fire underligt fligede rum i hvert hjørne af det rektangulære. Dog er de to rum mod vest uden adskillelse, så de udgør et samlet lokale, ind i hvilket ovalen skyder sig midt for. Mod øst fra korridoren befinder indgangen til det ovale rum sig. Over indgangen er indbygget et smukt lille orgel med bronzepiber, og der er adgang til bagsiden af dette fra en smal trappe inde i fligen mod indgangen, i instrument-opbvarings-rummet. Der ud over er der nord for indgangen nede ved gulvet et dobbelt-klaviatur, og med fodtangenter. Ved at indstille på register-knapperne over klaviaturet, kan man blandt andet få orglet til at lyde som kino-orgel. Der er desuden en sideindgang overfor vinduesfagene, ud til den øst-vest-vendte korridor. Det fligede rum nord for hovedindgangen er ellers opbevaringsrum for mine musikinstrumenter, og midlertigt for gæsters medbragte instrumenter. Desuden er der hylder og skuffedarier til noder. Det sydlige fligede rum, kontrolrummet, er udstyret med CD-afspiller, CD-brænder, kasettebåndoptager, spolebåndoptager og gammeldags grammofon til long-playing-plader og 78-plader. Der er også hylder til CD-plader og gammeldags plader af de nævnte slags. Endelig er der forstærkere, mixerpulte og andre anordninger til regulering af musikken, som kan udsendes i alle slottets lokaler, hver for sig eller hele slottet samlet. Anlægget står ligeledes i forbindelse med mikrofonerne i musikværelset.


V
   Den vestre ende af ovalens vægge er indrettet sådan, at midterpartiet kan skille sig ad, og fløjene glide tilbage læggende sig til hvile op ad vestvæggen på det rektangulære rum. Samtidig kan gulvet i passende omfang skyde sig i vejret og danne en kvadratisk scene, og to røde fløjsforhæng kan skydes frem og dække fra hver side. Så har man her en fin opera- og balletscene. Foran den opskudte scene, kan et stykke gulv sænke sig lidt ned, og et rækværk skyde fra gulvet op foran. Således dannes orkestergraven. Sætstykker og bagtæpper til selve scenen gemmer sig i loftetagen ovenover.
   Men til det brug, vi skulle have denne jul, var det ovale kammer lukket normalt, og der var skudt en rektangulær forhøjning op fra gulvet midt i lokalet til orkestrene at spille på, og der var sat gode klapstole frem på dette podie. Ved den side af podiet, der vendte mod indgangen, stod det i øvrigt altid i lokalet tilstedeværende fint dekorerede cembalo.
   Loftet i musikværelset er dækket med en forsyning af anordninger, der fremmer kvaliteten af akustikken i rummet. Men fra loftet hænger der også lysekroner med blomsterblad-agtige skærme.
   Væggene er ellers med rokoko-paneler, som indrammer malerier af skønne landskaber.
   På trediesalen er der et lokale under musikværelset, som er fyldt med tekniske indretninger, der løfter og sænker alt, hvad der kan skydes op og ned, frem og tilbage i musikværelset. Der er også nogle små borde, der forskellige steder i veldækket tilstand kan skydes op i musikværelset, efter at en skydelem har åbnet sig. Alt sammen reguleret af maskineriet på trediesalen, som i øvrigt kan betjenes fra kontrolrummet.
   Klokken 14 gik vi til musikværelset. Tilhørerstolene var anbragt langs væggene ovalen rundt, undtagen foran dørene. Nisser, der ville høre med, havde anbragt sig under stolene. Juleenglene svævede rundt under de akustiske montager i loftet.
   Jeg havde planlagt to gange otte musikstykker med en pause imellem efter det ottende indslag. Men jeg havde ladet spillekyndige og komponister selv drøfte og vedtage, hvad der skulle spilles. Det skulle ikke udelukkende være musik af komponisterne blandt mine gæster.
   Nu sad vi så alle forventningsfulde på tilhørerstolene. Det var vedtaget at, ved hvert musikstykke skulle en af de medvirkende fortælle, hvad der blev spillet, og lidt om det. Kærmys Måsagris, Lelia Gøi og Klematis Gemmerlam steg nu op på podiet med henholdsvis en sækkepibe af svensk type, en humle, som er et zither-agtigt instrument, og en basklarinet. Klematis meddelte, at de ville spille en suite i fire satser for sækkepibe, basklarinet og humle, i a-dur, af Sippe Villebråd, hans opus 75. Det var dejlig musik, og vi nød den i fulde drag.
   Klapsalverne lød, og derefter samledes hele ti musikere på podiet, med okarinaer i alle størrelser fra pikkolostemme, over sopran, tenor og alt til bas. Bellis Desmer forklarede, at dette orkester ville spille Erantis Ryle's pastoral-suite i fire satser, hans opus 429. Dette var meget lyrisk og yndig musik, og vi var meget betagede. Kraftige klapsalver efter stykket.
   Alle vore fem elvere var nu med i næste gruppe, sammen med Hyl Trana og Maidflur Ekon. Sitingo Foko annoncerede, at de spillede Violo Vibe's sonate for tre blærepiber, to serpenter og to ofikleider. Der var fire satser, og det var Opus 718 i f-dur. Musikken var meget livlig og morsom. Den vakte stort bifald.
   Nu gik indgangsdøren op på vid gab, og egernrobotter bragte to lange alpehorn ind, som de lagde på tribunen. Det var meget smukt dekorerede horn. Wisco Mungo, som selv har et alpehorn, steg op på tribunen og løftede det ene alpehorn op. Vikke Myre tog sig af det andet alpehorn. De stillede sig forrest og lod hornene rage ud over balustradekanten, hvilende i en slags gaffelholdere på denne. Dernæst kom Sitingo Foko og Klematis Jylkat med to naverlurer, og endelig Hyl Trana med et meget smukt og dekoreret porcelæns-valdhorn med guldmundstykke og guldventiler. De spillede Wisco Mungo's egen kvintet for denne besætning. Det var hans opus 36. Der var tre lyriske og meget pastorale satser. Efter stykket lød enorme klapsalver.
   Nu kom ti strygere på scenen. Fire strygebaryton-er, tre viola d'amorer og tre hardangerfeler. Snerle Pangolino, Rose Blisbuk og Isop Nilgai spillede med i denne gruppe. De spillede af den skampaviske komponist Honablug Mir: "Troldmandens retorter synger", en fantasi for strygere, opus 716. Jeg havde før hørt dette stykke musik i Skampavia. Igen bragende bifald.
   Sitingo Foko havde også samlet ti musikere. Han annoncerede det næste stykke musik, nemlig hans egen blokfløjtesonate i fire satser, opus 541, i g-dur. Der var blokfløjter af alle stemninger fra sopran til bas. Høje klapsalver, da de sluttede.
   Så kom der igen en strygergruppe på scenen.Vårlök Gädda annoncerede sin egen serenade for fire strygebaryton-er, to nøgleharper, to viola d'amorer og to hardangerfeler, Opus 483 i g-dur. Det var meget gribende naturlyrisk musik i fire satser. Meget stort bifald.
   Syv musikere, heriblandt Vikke Løve med sin skalmeje, spillede nu Grenaflor Furmid's Sonate for skalmeje, pommer, posaune, serpent, ofikleide, ranket og bassethorn. Opus 119. Der var fire herlige satser. Vi klappede igen bravt og længe.
   Nu var der så pause, og Mulli gav os besked på, at vi skulle blive siddende på stolene. Straks fandt vi ud af grunden hertil, for en halv snes lemme åbnede sig i gulvet foran stolene og afslørede dybe skakter. Hvis nogle havde rejst sig, kunne de nemt være dumpet ned i en sådan skakt.
   Men nu steg op af skakterne med duge dækkede små borde, forsynet med vinglas og glas-amforaer på trefødder med blå islikør. Og der var skåle med marcipanguf og fyldte chokolader.
   Vi tog for os af lækkerierne og skålede i likøren. Vi sludrede en tyve minutters tid om musikken og de spændende instrumenter. Nisserne og juleenglene havde også fået lækkerier og likør. Deres var kommet ind på små vogne. Vi skålede også med dem.
   Efter pausen havde Vikke Løve taget sin skalmeje og annoncerede nu på podiet en septet for syv musikere. Det var Akelei Musvit's sonate for "italiensk" sækkepibe, viola da gamba, dulcian, skalmeje, bassethorn, alt-okarina og humle. Opus 318 i d-dur. Fire satser. Akelei Musvit var den første komponist og musiker, jeg personligt lærte at kende på Pedoria. Det er virkelig dejlig musik. Klapsalverne var overvældende.
   Nu blev lyset dæmpet i lokalet, og en eller anden ultraviolet projektør blev tændt. Englebasserne svævede rundt over podiet. De blev selvlysende, stadigt lyserøde og svævede rundt i skyer, som lyste mørkt og lyst violet, blåt, og med orange strejf. Der var nemlig også i podiet indbygget nogle røgmaskiner, der kunne udsende skyer, der så blev farvede ved teknikken med ultraviolette projektører. Englene havde i hænderne tre lyrer, to lutter, tre naturtrompeter af guld, og to naverlurer. Englebasserne havde jo miniudgaver af de nævnte instrumenter. En af de tre med guldtrompeter svævede rundt og annoncerede det musikstykke, der nu skulle spilles, idet han sagde: "Vi spiller en sonate, der er skrevet af englebassen Kiriel for omkring syv tusinde år siden. Så det er meget gammel musik. Det er Kiriel's Opus 315 i g-dur, og der er fire satser".
   Denne musik var som altid, når juleenglene spillede eller sang, så ualmindeligt gribende og betagende. Efter sonaten var der stille i salen. Men efter, at den almindelige belysning var vendt tilbage, bragede bifaldet.
   Nu stod Vikke Myre på podiet med et smukt porcelæns-valdhorn i hånden, sammen med tre andre musikere, der havde valdhorn, et af porcelæn og to af guld, og tre musikere med ofikleider af bronze. Vikke Myre annoncerede, at man ville spille Snerle Pangolino's blæsersonate for denne besætning. Den var i c-dur, Opus 710. Der var fire satser, betagende og lyriske for disse pastorale instrumenter. Vældige klapsalver efter sonaten. Vi havde stadig blå likør, og vi skålede med Snerle, der sad som tilhører til sin egen musik.
   Snerle selv gik med på podiet i næste indslag, der blev annonceret af Isop Nilgai. Det var et større strygeorkester, der havde indfundet sig, med strygebaryton'er, nøgleharper, viola d'amorer og hardangerfeler. Der blev spillet en strygerserenade i fire satser af Lel Stäg. Opus 361 i g-dur. Man kom helt i forårshumør af denne skønne serenade. Klapsalverne bragede igen voldsomt efter dette stykke.
   Ved næste indslag kom et helt mindre symfoniorkester på podiet. Snerle annoncerede indslaget, og var dirigent. Det var andensatsen af Rose Blisbuk's symfoni nr. 938, der hedder "Brændingen ved Morsello Peninsula". Symfonien var ret ny og inspireret af Rose's ophold i landet Cibola, mens også Vikke Løve og jeg var der. Som altid ved Rose's musik var stemningen meget pastoral og naturlyrisk. Nu var det altså Rose's tur til at sidde som tilhører og nyde sin egen musik. Efter det bragende bifald skålede vi naturligvis også med ham.
   Isop Nilgai steg nu op på podiet med en viola d'amore. Han var sammen med Bellis Desmer og Myrte Digesvale med henholdsvis en stryge-baryton og en alboka. De spillede Isop Nilgai's egen koncert for de tre instrumenter, hvor Myrte Digesvale med alboka-en var fremhævet som særlig solist. Det var Opus 781 i c-dur. Der var fire satser. Musikken var morsom og sprælsk, men med nogle meget fine og vanskelige triller. Efter kæmpe-bifaldet skålede vi også med Isop Nilgai, da han indtog sin tilhørerplads igen.
   Nu havde Vikke Løve sin skalmeje med op på podiet, og det var sammen med en skalmeje mere og en ofikleide, spillet af henholdsvis Sitingo Foko og Hyl Trana. Vikke annoncerede en sonate af Gladiolus Libelle for cembalo, to skalmejer og ofikleide. Opus 341 i f-dur. Snerle Pangolino tog sig af cembaloet ved siden af podiet. Vilde klapsalver efter stykket.
   Så skulle vi høre det sekstende og sidste stykke musik. Nu var likøren og lækkerierne også ved at slippe op. Vikke Myre annoncerede en sonate af Klit Zoetemuis for naverlur, posaune, zink og ofikleide. Opus 690 i fire satser. Det var en overordentlig fin blæserkvartet med meget virtuose motiver. Klapsalverne var også her enorme.
   Jeg steg nu alene op på podiet og takkede alle udøvende for koncerten, og alle tilhørerne, for den store interesse, også nisserne og juleenglene.
   "Desværre tillader dagsprogrammet ikke ekstranumre", sagde jeg. "Det havde vi alle ellers nok kunnet ønske os. Men om lidt er Mulli og de andre egern klar med aftensmaden i Riddersalen".
   På vej til Riddersalen kom Tjørn Fluesnapper og Sannik Fritte og roste mig for den fine koncert. Det havde virkelig været en oplevelse for dem.
   Den aften fik vi hakkebøf af urokse med bløde løg og en lækker sovs med champignon. Der var desuden syltede tranebær til. Desserten var rombudding med kirsebærsovs. Tjørn, Borst og Sannik skulle hjem lige efter aftensmaden, så vi tog en hjertelig afsked med dem.
   Efter måltidet var der stemning for endnu engang at danse lidt om juletræet, og ellers hyggede vi os med samvær i dagligstuerne. Men inden midnat var vi alle trætte gået i seng.
   Næste morgen vågnede vi undrende ved at høre en gevaldig klukken, dryppen og rislen omkring slottet. Det var den tyvende januar. Solen strålede fra en skyfri himmel, og sneen smeltede, rask og voldsomt. I tagrenderne løb smeltevandet som bække. Temperaturen var 7 graders varme i døgngennemsnit, men ved tretiden om eftermiddagen var den helt oppe på tolv grader. Inde bag ruderne kunne vi mærke solen varme.
   "Slut med frost for i år", sagde jeg ved morgenbordet. "Her på denne planet er der aldrig tale om tilbagefald til lavere varmegrader, når først tøvejret er sat ind. Nu vil det stige fra dag til dag, først kraftigt, og siden, når gennemsnitstemperaturen den første februar er 14 grader, mere jævnt til gennemsnitstemperaturen 16 grader den første marts, når skoven springer ud. Da vil det være tyve grader, når solen skinner om dagen". Alle fra Barndomslandet vidste naturligvis dette, så det var først og fremmest for Periko Altokamelo's skyld, at jeg kom med denne forklaring.
   "Ja", indskød Vikke Løve. "Hvis du slår op i vor højskolesangbog på den gode gamle danske sang "Kom maj, du søde milde, gør skoven atter grøn", med Mozarts fine melodi, vil du finde den, men opdage, at den ikke hedder sådan her. Den hedder "Kom marts du søde milde". For klimamæssigt svarer vor marts her til Danmarks maj. Dog er vores maj stadig præget af det lyse fine forårsløv, for det holder meget længe i Barndomslandet, først langt inde i juni begynder løvet at blive mørkere".
   "Vi bliver inde i dag", sagde jeg. "Det er ikke til at være ude i alt det sjap og søle. Det er et værre pløre. Kun landevejen er tør og fri, for der er jo varmerørene under".
   Vi hyggede os altså inden døre, og dagen gik som de andre dage.
   Hen på eftermiddagen havde nogle juleengle og kravlenisser fundet ind i biblioteket med en lille flok af os. Vi sad og stod ved et bord, og havde fundet et tykt jordisk billedværk, der viste den jordiske tradition i kunsten om amoriner og små englebasser gennem tider og perioder. Juleenglene var meget interesseret i, hvordan de voksne på Jorden havde skildret dette emne.
   "Ved I hvad", sagde en englebasse. "Det slår os lidt, at nogle af disse gengivelser gør os utroligt laskede og fede, selv om det langt fra er alle billeder og skulpturer. Og det gælder både som amoriner og engle".
   "Ja, der er en del kunstnere, der foretrækker det sådan", sagde en anden juleengel. "Ja, se engang, hos nogle kunstnere har vi alt for tykke og korte arme og ben, og man har udstyret os med spædbarnsfolder".
   "Selvom de er i mindretal", fortsatte den første englebasse videre. "Så har nogle af de her engle og amoriner ikke særlig kønne ansigter. Det er, som om kunstneren har fundet dette ligegyldigt, eller også er det en form for kunstnerisk skødesløshed, der her gør sig gældende".
   "Men så læg også mærke til", sagde en tredje juleengel. "At nogle af kunstnerne, især en hel del af kirkekunstnerne, men også af og til de gamle kunstnere med amorinerne, har svøbt nogle underlige gevandter ind under vores ben, eller ladet snipper af gardiner på denne måde sno sig om os, som slanger".
   "Nogle af de jordiske kunstnere syntes, at I skulle være anstændige", forklarede jeg. "Det skulle godt nok fremgå, at I var nøgne, men disse tørklæder var der så for anstændighedens skyld".
   "Hvad mener du med anstændighed?", spurgte Rose Blisbuk. "Jeg kender kun det ord som noget med, at man fører sig med manér. Hvordan kan det have noget med de her gevandter at gøre?".
   "Jordmenneskene lægger også noget andet i ordet "anstændighed". Svarende til et begreb, de kalder "kyskhed"," svarede jeg.
   "Hvad er det?", spurgte Rose Blisbuk og de fleste andre tilstedeværende børn i kor?
   "Hihihi", sagde en englebasse. "Tænk at skulle flagre rundt med sådan nogle lange tørklæder og blive viklet ind i dem. Det ville da være unaturligt og ubehageligt, og vi ville komme til at daske de andre med dem, og de ville hænge fast i alt muligt. Det kunne jo ende med, at de gik helt i knude omkring os, og vi, hvis vi ikke heldigvis kunne usynliggøre os og forsvinde over i den anden dimension, ellers kunne hænge fast et eller andet sted og dingle som et andet svøbelsesbarn".
   Ved denne udtalelse fløj alle englene rundt og lo, nisserne hoppede op og ned på bordet og lo, og vi fik os alle en hjertelig latter og tænkte på, hvor skøre idéer de voksne på Jorden kunne fostre.
   Også denne dag var der god mad, og lyst til lidt dans om juletræet om aftenen.
   Den enogtyvende januar var sneen næsten helt væk. Der lå kun resterne af de driver, der havde været højest. Døgnets gennemsnitstemperatur var helt oppe på ni graders varme. Denne dag kunne man sagtens vove sig ud. Alle drengene var nu i korte bukser, og pigerne havde gemt deres strømpebukser væk og havde bare ben både ude og inde. Græsset var frisk og grønt, og man kunne se, at der var grokraft i det. Overalt afslørede den bortdragende sne bede af vintergækker, erantis og krokus. Vinden var i sydvest. Prins Alabassa og skampavierne havde skjorte og korte bukser på ude.
   Vi gik en lang tur i skoven alle sammen efter middagsmaden, og vi kunne mærke lidt varme fra solen. Vi kunne minsandten også iagttage trækfugleflokke, der kom ind syd fra. En gang fløj en kile af skræppende vildgæs lige over vore hoveder.
   "Nu siger vi også snart farvel", sagde en af juleenglene, da vi var kommet tilbage på slottet. "Vi skal hjem og hente vore buer, pile og koggere. Og derefter kan I træffe os som amoriner, eroter, eller cupido-er, om I vil. Vi skal ud og sørge for dyrene nu, så en del af dem kommer i den rette forårsstemning. Dyrene begynder tidligt, især fuglene, for de skal bygge rede, lægge æg og have unger i marts. Senere, når I for alvor kommer ud på engene og i skoven, kan I træffe os igen. Måske er I så heldige at møde vor store mester, Guden Amor. Han ligner en af os på en prik, men har gennemsnitlig børnestørrelse".
   Vi hyggede os i dagligstuerne, indtil gongonen lød til aftensmaden i Riddersalen. Vi skulle have benløse fugle som hovedret. Desserten var mandelris som juleaften.
   Under måltidet sagde Periko Altocamelo: "Ved du hvad, Henrik. Langt de fleste bynavne, stednavne og slotsnavne i Barndomslandet er mere eller mindre morsomme og sjældne. Men dit slot hedder Hjortekildegård, det er et smukt navn, og jeg siger ikke det her for at nedvurdere det. Men navnet er ret så almindeligt, selvom det jo godt nok passer til dig".
   Jeg svarede med følgende længere forklaring: "For at kunne finde noget morsomt ved navnet Hjortekildegård, kræver det, at man kender baggrundshistorien for navnet. Navnet i sig selv giver ikke indtryk af at være morsomt. Før Vikke Løve og jeg begyndte vor jordomrejse i Vikke's grønne bil for at besøge laboratorier, var Kong Lemone den tolvte kommet under vejr med, at jeg havde tænkt mig at bygge et stort blokhusslot at bo i. Jeg boede jo dengang hos Vikke i byen Vrinske. Kongen fattede stor interesse for mine planer, så han kaldte Gladiola og mig til sig og forhørte sig om mine planer og mål angående dette slot. Han forklarede os, at dette område her ved kysten med bakker, heder og skov, kunne han godt ønske sig, at der var placeret en slægtsgård i. Så han ville anbefale boligministeriet til at bevilge mig formelt ejerskab over arealerne, der nu er slottets jorder. Dernæst adlede han os begge, så vi fik grevetitler, og på den måde blev første led i slægterne Hjort og Vipstjert. Nogle dage efter var Gladiola og jeg en tur heroppe for at se området, og vi fandt det enestående for vort formål.
   På et tidspunkt stod vi på bredden af en mindre å i skoven, og lige ovre på den modsatte bred så vi en smuk dådyrbuk stå. Den havde lidt skæv front mod os og drejede hovedet lidt for at kigge på os. Som den stod der, var den i færd med at udføre et nødvendigt rislende ærinde. Den derved opståede skummende bæk, flød hen over den lidt faste jordbund, noget skråt mod venstre og dannede til sidst vandfald over brinken ned i bækken. Det syn gav mig visse inspirationer. Da dådyrbukken havde gjort sig færdig med ærindet, nikkede den med hovedet mod os, som om den ville sige pænt farvel, vendte sig og gik roligt og adstadigt bort ind i skovtykningen.
   Har I rigtigt lagt mærke til mit slægtsvåben? Det hænger jo der som et smukt skjold over kaminen. Øverst ser I vipstjerten, der stadfæster Gladiola's gren af slægten, og hendes klan. Men i det smukke skovparti i selve skjoldbilledet, ser I netop en dådyrbuk, der står i den føromtalte skæve frontstilling og kigger ud på jer, og den udfører sit nødtørftige ærinde. Stråle og bæk ser I, er udført i bladguld, og bækken flyder ud mod venstre og forsvinder til sidst bag billedets rand".
   Gæsterne kiggede en tid på billedet.
   "Ja, vi har da lagt mærke til skjoldbilledet før", sagde Visse Grind. "Men vi har da ikke tænkt, at det kunne have noget at gøre med slottets navn, hvordan det?".
   "Jo", svarede jeg. "Det er nemlig det dér, der er hjortekilden".
   Langsomt begyndte latteren at indfinde sig. Og snart lo vi alle jublende, og latterudbruddene endte med klapsalver.
   "Glimrende idé!", råbte Rose Blisbuk. "Nu forstår vi, på hvilken måde navnet Hjortekildegård er morsomt".
   "Jeg skal nemlig sige jer", oplyste jeg videre. "Der findes ikke på slottets jorder nogen kilder. Der er kun bække og åer, men de har kilder uden for mine arealer".
   Resten af aftenen gik med hygge og snak. Vi tog lige et par runder omkring juletræet.
   Næste morgen efter morgenmaden var det afrejsestund for de fleste af gæsterne. Vi tog en hjertelig afsked med dem, og ligeledes med juleenglene, der nu skulle hjem. Vi så nogle enkelte kravlenisser, der havde fået grønne huer på, og som vinkede farvel. Og snart var der ikke skyggen af en nisse at se. Nogle gæster ville blive hos os længere, nemlig Vikke Løve, Wisco Mungo, Visse Grind, Pomfloro Porco, Calo Kramsin og Valmu Sihn. Troldmanden Calo og kemikerne ville være med i nogle forskningsprojekter, jeg havde planlagt i laboratorierne. Inden første februar havde egernrobotterne nedlagt juletræerne og gemt al julepynt væk, indtil næste gang, det blev den tiende januar. Juletræerne blev kørt tilbage til Nimmersted Savværk, hvor stammerne kunne udnyttes på en eller anden måde.
   Den første februar vil træerne have store knopper. Skovbunden vil være dækket af hvide anemonetæpper. Grøfterne vil vrimle med følfod på skråningerne. Tjørnen og en hel del frugttræer vil blomstre, ikke mindst de japanske kirsebærtræer i al deres pragt. Lærkerne vil stige til vejrs og juble, og alle sangfugles stemmer vil høres. Viber og hjejler vil danse over engene. En ti dage efter vil det første mælkebøtteflor vælde op. Mælkebøtterne vil have mange af disse overvældende flor helt ind i juni måned.
   Det er ikke uden grund, at Pedoria foruden tilnavnet Børnenes Planet også bærer tilnavnet Sommerplaneten.