Nej, nej og atter nej! Det var ikke det overraskende at jeg kom i kanen med Snefridur. Hun bar ikke dette poetiske islandske navn ; jeg har af høflighed skjult hende under et alias. Det var altså ikke solen der kastede sig fladt på maven bag mig. Det var ikke skyggerne der dansede Whitestream på de hvide vægge---Det var ikke den underlige lugt der forekom mig at brede sig i stuen, og ligesom gav den svage sitren af støv og stegeos en dybere mening. Intet om at tid og sted og omstændigheder er fuldstændig uden betydning, bare man får smurt fyren godt ind.
   Nej! Det var hjemmehyggen! Det var den fortrolighed der kredsede omkring mig i alle planer. Det var den mærkelige eftertænksomhed og ro der omgav mig på alle sider. En sær fornemmelse af fuldkommen lykke kom sejlende hen under loftet ,som en slags miniudgave af den Flyvende Hollænder i strålende lys, som en slags kirkeskib bemandet med Lilleputter svingende med huerne og råbende hurra for fuld musik.
   Med andre ord: Havde Snefridur bedrevet sin utroskab med mig hjemme hos sig selv eller på et tilfældigt hotelværelse, så havde fornemmelsen ikke været den samme. Formodentlig havde jeg kludret i det på halvvejen og var blevet uhjælpeligt til grin. Omgivelserne er ikke uden betydning. Lykkens Slot ligger ikke altid for næsen af en. Naturens muntre sønner og døtre er gode naboer at have udsigt til. Sol, frisk luft, forårsfornemmelser siges at være hemmeligheden bag næsten alle former for fuldkommengørelse af tilværelsen.
   Endnu husker jeg dette hush af tilbageholdt åndedræt da Snefridur entrede over mit dørtrin. Denne særlige glans i de smukke øjne der ikke blev hårde som en fugls ved synet af mit beskedne hjem. Det brune krøllede hår bølgede som en vimpel i svag skiftende vind, brysterne under den hvide t-shirt duvede som sejl, også i svag skiftende vind.
   Sådan stående på bagklogskabens spejlende, tågede nordside må jeg nok erkende at jeg intet ønske havde om at gå med hende til verdens ende. Jeg havde ikke fundet drømmekvinden i mit liv. Jeg befandt mig ikke i nogen syvende krystalhimmel. Jeg rakte ikke ud efter stjernerne for at brænde mig på dem. Jeg var ikke så omtåget af ungdom og galskab at selvmordet måtte blive den logiske konsekvens. Der var ikke meget storm og stille i mig i den forstand. Alene af den grund jeg havde passeret de femogtredive og derfor befandt mig i min bedste alder, og derfor ikke bildte mig noget ind. Jeg stod godt og solidt på jorden, iført træsko og blåt arbejdstøj, var lige blevet nogenlunde færdig med lokale 35; det lokale femogtredive som de forbandede møgunger lige havde efterladt i et syndigt møgbeskidt kaos, og hvor skidt og støv og madpapir var havnet alle andre steder end i papirkurvene. Det var temmelig utænkeligt, under de omstændigheder, at en af skolens rengøringsassistenter forførte en af samme skoles smukke unge lærerinder. Klassesamfundet levede i bedste velgående, som jeg skriver i dette øjeblik og føler jeg er vældig sjov. Den ære var forbeholdt lærerrådsformanden, eller var det snarere skolens forstander der havde ry for at være lidt af en buk. Kedsomheden var en omvandrende faktor i det job jeg havde. Men kedsomheden ha jo den fordel at den giver plads til både at fundere, overveje ,ræsonnere, måske ligefrem tænke på andre ting end det man foretager sig her og nu. Min tjans krævede ingen højere uddannelse. At jeg fakta var lidt af en halvstuderet røver var ingen ulempe. De tanker jeg kunne gøre mig undervejs i gulvmoppesvingernes dans blev så meget desto mere intense. Jeg havde( og har) trods alt en vis viden om både Beethoven Einstein og Aristoteles. Jeg vidste(0g ved) såmænd også hvad begrebet aksiom dækker over.
   Kort sagt! Jeg kedede mig gudsjammerligt.
   Kaffemaskinen var anbragt i tekøkkenet i form af et højt glitrende ,summende panel. På den anden side gangen. Til venstre for sekretærkontoret når man kom op fra hovedtrappen. I den folkelige ende af den lange, let gulnede korridor der endte ved den brede mørke palisanderdør ind til Forstanderens kontor. Der hvor store, guldindrammede fotografier af hans forgængere var ophængt i kronologisk rækkefølge. Denne mærkelige skolefims af støv, madkasse, kaffe, lavendelparfume( når skolesekretæren havde været et vend forbi) Svalernes muntre kvidren under tagskægget fordi køkkenet lå i øverste etage og vinduerne stod åbne. Det gavmilde nordsjællandslys der faldt i lysende felter under vinduer og på gange, og afslørende oversete støvansamlinger i kroge og hjørner. Kaffepanelets stille summen. Ventilatorens blide utrættelige susen, susen .Ivrige barnestemmer steg op fra skolegården dybt dernede.
   Snefridur var med andre ord blevet fyret fra sin lærergerning nogle få minutter forinden, og de nærmere omstændigheder har hun holdt tæt med lige siden, hvilket vil sige i omegnen af tyve år. Men hun så pragtfuld ud som hun stod der ved kaffemaskinen og sitrede af vrede og indignation. Kuglepennen glider let og ubesværet. De grågrønne øjne skinnede så morderisk som havet inden torden. Det rødbrune hår bølgede. Brysterne under den grønne t-shirt hævede og sænkede sig som tidevand ved springflod og nipflod. Hendes harmoniske krop, jeg kan ikke umiddelbart, som jeg sidder her med kuglepennen, finde andet dækkende udtryk. Hele hendes prægtige legeme sitrede på en sælsomt musikalsk maner, som jeg aldrig har oplevet mage til på noget dansegulv, hverken før eller siden. Hun havde virkelig the Blues! Hun havde virkelig måneskinssonate så det sang. Selv om hun ikke ymtede en stavelse til mig da jeg passerede forbi med guldmoppen, som vittige hunde kunne finde på at sige.
   Når jeg nu så mange år efter---skrækkelig og billig cliche at fyre af. Om igen. Jeg sidder her med udsigt til fjerne bjerge i alpeglød og lader kuglepennen glide mig erindrende gennem fingrene. Jeg prøver at få styr på den forbandede lille messingkugle der danner slutpunkt for den projektilformede eller penisformede genstand der skal forme disse linjer. Hvornår blev jeg klar over at her var andet og mere på spil end bare en hellig indignation over en uberettiget fyring. Måske hun rystede påfaldende på hænderne da vi sad på en bænk i skolegården( røgfrit område) ,og hun med varme bevægelser tændte sig en smøg. Hun forklarede mig indgående hvor dårligt hun var blevet behandlet. Hvor uopdragne disse depraverede rigmandsunger i grunden var. Hvor psykopatisk krævende disse deres forældre var at omgås under forældremøder på denne traditionsrige privatskole. Hvor forstokket forstanderen var blevet med tiden. Jeg havde jo så ofte vekslet en snakker med hende ved kaffemaskinen, og hun havde det afgjort med at hidse sig op over snart sagt alle livets forhold. Men stemmen havde antaget en mærkelig klang, som jeg bemærkede eller ikke bemærkede. Var her en hund begravet et helt andet sted? Atter glider projektilet mod målet, men det finder ikke klarhed og rammer ikke. Herregud! Folk bliver fyrede og folk får job igen. Folk ser sig gale på hinanden og finder melodien igen. Herregud! Det bliver mørk og kold vinter. Foråret så sagte kommer! Altid igen. Ganske som nu. Nej, nej og atter nej! Lad mig komme frem til det egentlige, således denne sandfærdige historie holder sig indenfor de projekterede fire sider. Altså det egentlige. Det essentielle. Den måde tingene udvikler sig på og den syntese og symbiose der tilslut kommer ud af det. Den endelige realisering af de mange muligheder undervejs. Man følges ad ned på en cafe på Torvet. Man drikker en flaske god rødvin og glemmer i farten at man kun er to om den, at den ene halvpart er en dame der måske ikke tåler så meget som hun selv tror, og derfor må have lidt mere. Hun ender naturligvis med at tage med ham hjem i taxa, således tingenes forskelligartede elementer kan udvikle sig videre. Taxachaufføren nikkede sigende til mig og smilede polisk til Snefridur, men sagde ikke noget udover godnat og tak for i aften.
   Her må jeg lige indskyde at min stue lå øverst oppe i etagen og havde akvarieagtigt store vinduer både mod øst og vest, samt at den var gennemgående i hele blokkens bredde. Himmellegemerne var påfaldende tæt på. De grønne områder omkring lyste med en sælsomt giftiggrønt tone. Forårets første rigtige fuldmåne syntes at hænge midt i stuen, hvis vægge havde antaget et sart lyseblåt skær. Stuen virkede påfaldende højloftet, selv for mig der beboede den til dagligt. Sammenhængskraften fra øst til vest var imponerende. Især med en brandert på virkede stuen betragteligt større end den var. Alt samledes i en vidtstrakt, himmelbelyst, højloftet og funktionel begivenhedshorisont, der ligesom tog imod de besøgende med åbne arme---. Som prikken over i'et skrålede en nattergal for fuld musik nede i havens træer. Gjorde den virkelig det eller pynter jeg gode historier bedre. Næ, den var god nok der. Snefridur bemærkede at jeg boede overvældende økologisk, jeg studsede lidt over udtrykket der forekom mig at virke kunstigt og affekteret, som jeg senere skrev det i dagbogen.
   Min profession til trods må jeg have gjort indtryk på Snefridur. Jeg nægter at tro hun havde forelsket sig i mig og havde så meget som antydning af giftetanker. Hun var snarere rasende og indigneret på alt og alle. Her skulle ske noget! Nu!. Her skulle liv og lir til hvis hun skulle kunne tænke klart i fremtiden. Lærerrådsformanden skulle bare vide hvad han gik glip af her i aften. Manden derhjemme kunne have det så godt. Også rengøringsassistenter kan se godt ud og være charmerende vidende og forstående, især når de har en rødvinsbimmelim på.
   Nej! Jeg har ikke til hensigt at beskrive Snefridurs vilde skrig i natten! Eller min egen stønnen for den sags skyld! Ej heller dette ejendommelige hvidglødende rum jeg sejlede rundt i. Denne ejendommelige duft af en piges seng i Maj---Denne sitren af blomstereng og hestestald og sved og parketgulv. Denne mærkelige fornemmelse af fuldkommen lykke da ingen af os orkede mere, ingen af os orkede mere og vi faldt i dyb samstemmig søvn. Afgjort længe siden jeg havde været i med en kvinde, men jeg skal da lige love for jeg tog revance.
   Nej! Det er helt andre ting det drejer sig om. Langt mere alvorlige ting. Langt mere vidtrækkende ting.
   Snefridur snakkede i søvne på en maner jeg aldrig har oplevet ,hverken før eller siden. Jeg vågnede i et sæt i det blånende daggry, og troede i første omgang at der stod en højrøstet forsamling i stuen. Men det var altså Snefridur der snakkede over sig, og altså videre den lige vej ind i mit øres inderste krinkelkroge. Jeg husker sekvensen så overvældende tydeligt: Lad os nu få gravet den sigøjner ned for Fanden! Tag nu fat Helene! Vi skal have ham af vejen i en fart! Han har selv bedt om det. Han bider ikke! Lad være at tage på ham som en nonne på en ---Tag det roligt! Ingen savner en hjemmerøver så meget at de går til Politiet.
   De fleste søvnsnakkere når aldrig så vidt! Intet udover en forvirret mumlen og nogle uforståelige udbrud, men Snefridur talte så tydeligt og klart og distinkt som stod hun med pegepinden i hånden i klasselokale 35. Hun var afgjort et sælsomt syn. Øjnene var mildt lukkede. Et udtryk i ansigtet som på en sovende skønhed der ikke var af denne verden. Som havde Venus fra Milo sat sig i spidsen for en forsamling af kildenymfer og hvide hjorte der var i færd med ---Nej nej og atter nej! Behersk dig du halvstuderede røver! Fat mod Antonius! Kuglepennen har sat sig fast. Hun åndede så dybt som det næsten var muligt. Spejlægsbrysterne hævede og sænkede sig i dyb harmoni. Tag det nu roligt Helene! Jord på! Han kunne have skudt os begge lige på stedet hvis ikke jeg---Derovre i buskene! Lige bag hesten.
   Hvad tænkte jeg i de øjeblikke? Hvilke forestillinger gjorde jeg mig? Hvor var jeg henne i de øjeblikke da sandheden om den begravede hund muligvis begyndte at dæmre for mig.
   Ingen steder! Absolut ingen steder. Jeg tænkte såmænd bare den nærliggende tanke, at Snefridur ganske enkelt havde mareridt og at den slags er en ærlig sag som alle normale mennesker kender til, men som selvfølgelig virker noget forstyrrende på omgivelserne. Hun holdt inde. Jeg krøb ned til hende igen og kærtegnede hende blidt mellem brysterne og på kinderne, de var som fløjlspuder at fornemme. Jeg sov pragtfuldt. Vi vågnede nogenlunde samstemmigt ,ved syvtiden vistnok. Hun stod glitrende nøgen i stuen og badede sig i strålerne fra den opgående sol til den ene side og den nedadgående Måne til den anden.
   På et eller andet tidspunkt var hun påklædt igen og tog sig næsten ud som da hun ankom i sin tid. På et eller andet tidspunkt stirrede hun på mig med et udtryk af fuldkommen lykke malet i ansigtet. På et eller andet tidspunkt kyssede hun mig inderligt til afsked og hviskede mig i øret at jeg havde været virkelig, virkelig sød, at jeg skulle huske også at være sød ved den næste i rækken. Hendes musikalske månetrin fortabte sig nedover i marmorsplitten og levede videre ud på parkeringspladsen under mit køkkenvindue. Hun vendte sig og sendte et par fingerkys op imod mig. I et par fjerformede bevægelser entrede hun bus nr. 702 og forsvandt for evigt ind i historien, og hvor jeg følte at stå tilbage som Nordsjællands ældste teenager.
   Så er der bare slutningen tilbage. Det dramatiske klimaks på forestillingen. Den store syntese. Livets mange muligheder. Verdens lys. Verdens begyndelse og ende. Tyve år skulle der gå før Snefridur igen trådte ind i min lejlighed, der nu lå i Alpenstrasse , i Interlaken Ost. Naturligvis var det ikke lige hende der trådte ind, men sagen drejede sig så absolut om bemeldte dame. Det var det udtryk den ene af de to kriminalbetjente brugte da han præsenterede sin legitimation. Nej, jeg behøver ikke beskrive hvordan to kriminalbetjente fra Bern tager sig ud. Den giver sig selv ud i et stykke. Den ene naturligvis fyrtårnsagtig høj og tynd og blankpoleret skaldet. Den anden kollega middelhøj og tætbygget og kampestensagtig, og groet godt til i bjørnefarvet hår og skæg. Fire jævnt søvnige øjne affotograferede omgivelsernes genstand og dannede sig et indtryk af sagens mulige sammenhæng--- Forunderligt som den menneskelige hjerne fungerer. Jeg huskede Snefridurs formfuldendte snakken i søvne næsten fra ord til anden, men jeg forbandt jo ikke noget ubehageligt med den snakken. Den var snarere pikant. Spændende. Næsten en anelse morsom. En sovende skønhed der fantaserer over mordets melodi og anatomi. Den var også for meget. For langt ude i lianerne. Mindede mest af alt om en halvdårlig amerikansk krimi.
   Jeg vidste altså i et glimt hvad de to opdagere havde i ærmet. Jeg vidste også i et glimt hvad de havde at berette. Med andre ord: Min overraskelse var nul da jeg blev præsenteret for " sagen" Den havde ligget på lur i min begivenhedshorisont i alle de mange år og vågnede nu til live med et sæt.
   Gadevangshuse nr. 16. Pæn have med figur af en hest i gråt metal og i naturlig størrelse. Virkelig en flot hest. Set på afstand var illusionen fuldkommen. Blomstrende buske og træer. Pæne blomsterbede. Pænt hus i et plan og med panoramaruder i øst. Nå ja! Så var der lige skelettet i skabet. Eller snarere skelettet halvanden meter under de blomstrende aurikler. Lige til venstre for hesten. Fundet for fjorten dage siden ved et tilfælde, og endnu ikke identificeret. Formodentlig var der tale om en illegal indvandrer af hankøn. Havde vel ligget om lag tyve år i jorden. Om bemeldte dame havde fortalt mig noget. Antydet noget. På en eller anden måde havde virket mærkelig eller hemmelighedsfuld. Hvad der var blevet af bemeldte dame blev forbigået i tavshed, og det var jo også så flintrende ligegyldigt nu. Afslutningen på dette mit livs kriminalgåde er altså så dræbende kedsommelig at enhver ynder af kriminalromaner burde være faldet i søvn for længst. Til gengæld er den sandfærdig. Så sandfærdig som den kendsgerning at kedsomhed og forudsigelighed er en central del af det virkelige livs drama. Som tidligere rengøringsassistent på en fornem privatskole burde jeg kende alt til den sag. Så jeg fortalte min historie til kriminalerne, som jeg har fortalt den her. Med viftende kuglepenne noterede de ned i deres notesblokke. Blæste den digitale udvikling en hatfuld, som det blev udtrykt engang i min respektløse ungdom.
   Det var jo bare det, som den tynde forklarede sig. Så var der såmænd ikke mere, forklarede den tætbyggede højtideligt, og missede med sine små søvnige bjørneøjne. Vi er jo kriminalbetjente og ikke historikere. Sagen havde fundet sin afslutning her og nu. Hunden kunne begraves definitivt. Den høje skaldede så så tilfreds ud som var han nyligt blevet forfremmet. De rejste sig! Gav hånd. Sagde pænt tak for hjælpen. Som havde de været et par rare og omgængelige naboer. De forlod min lejlighed i Alpenstrasse. Deres skridt fortabte sig ned over vindeltrappen og frembragte en sært uheldsvanger rungende lyd. De skridtede tværs over Torvets marmorfliser og forsvandt ind i en blåsort bil ,der snart efter også forsvandt.