Kulden der klamrer sig om kroppen som en hinde, får hendes knogler til at ryste på en underlig måde, som ville de bryde den tynde hud. Mødet med isvandet, der ikke syntes så koldt, da kun tåen blev dyppet. Kan temperaturer falde så drastisk på få sekunder? Hun vil ikke tænke på det, men fortsætter alligevel med at stride sig frem, til dér hvor hun ikke kan bunde. Fødderne der pludselig hænger og dingler i ingenting, vandet der omslutter hende op til skuldrene. Salt på tungen og læberne.

"Du skal ikke gå så langt ud!" råber en stemme og hun vender sig. Kan skimte de andre skikkelser i mørket. Månen oplyser vandets konstante bevægelser, og hun mærker skæret fra den, som havde det være varmen fra solen. Dukker hovedet endnu en gang og strejfer bunden med tæerne. Alt er stille. Vandet presser sig mod hende fra alle sider. Tvinger hende til at åbne øjnene og spænde op i hele kroppen, inden hun med et gisp bryder overfladen igen. Der er én, der griner langt væk. Huskede hun nu at tage håndklædet med inde fra saunaen? Ja, det hænger på rækværket, hun kan skimte det limegrønne i mørket.

Lange tag med armene, stridende gennem bølgerne. Op på badebroen igen. Rystende kroppe, der skaber vibrationer i natteluften. Forsøget på at finde det rigtige håndklæde, og det betyder alligevel ikke noget, for de er alle sammen lige våde og kolde. Træet under fødderne er glat, og man skal holde fast i gelænderet i den ene side, så man ikke glider og falder i vandet igen.

Tilbage i saunaen og de mange nøgne mennesker, der smyger sig mod hinanden. Nogle under håndklæder, andre til frit skue. Varme kroppe som én organisme. Og de kolde øl, der næsten gør ondt mod håndfladerne, når kulden møder dampen fra stenene i mellemrummet mellem dåsen og fingrene. En hånd på hendes skulder. Hans hånd er ikke ligeså varm som bænken og ikke nær så kold som dåseøllen, men lige tilpas i temperatur, som den ligger dér og hviler. Èt klem og hun smelter. Drejer hovedet, skifter fokus. Hans briller er duggede, men hun kan ane øjnene derinde bagved. Øjne der smiler på trods af, at hun kun lige kan skimte det blå i dem. De kigger på hende og ingen andre. Han er definitionen af en solrig fredag i Tivoli med duften af mad og andet godt, i en endeløs rutsjebane med kilden i maven og store grin, der synes uendelige. Han er noget, der mærkes med liv. Hun følger hans rygrad med fingrene, der bugter sig under den dampende hud. Den snor sig nedad som en gren på et træ. Hun går på opdagelse i det lyse hår og mærker det tætte garn af sammensmeltede fornemmelser på sine fingerspidsers former. Vil sutte på hans skulder og smage den rolige rytme af et hjerteslag på et enkelt minut.
   Det varme træ under hendes lår, der gnider sig mod huden, når hun flytter på sig for at nå tættere på ham. Helt tæt og klistret, den svedende hud klæber sig fast. Skulder mod skulder sidder de, og ulmer som gløderne i et slukket bål.
   I saunaen er alle nøgne, og ingen er hverken mænd eller kvinder. Kønnene bliver brudt, og for første gang giver hun los i det hele og smider håndklædet, for hun har glemt hvad det vil sige at være hunkøn. Hun ved kun, hvad det vil sige at se på ham med de duggede briller og det lyse hår og de blå øjne inde bag al duggen, der smiler til hende og kigger på hende, så hun selv damper.

Stilhed med klask på vådt metal. Følelsen når det våde rammer hendes fod, sender skarpe nåle op gennem hælene, tæerne, anklerne. Videre op til knæene og rammer hende til sidst i maven.
   Hun har brug for at skrige, men vandet er igen over det hele, og det er endnu koldere end før efter den varme sauna. Det omslutter hende. Det leger med hendes sanser, og hun kan ikke fokusere på noget mere, bare mærke kulden der omslutter hende i en verden, der er lydløs og fyldt med langsomme bevægelser. En hånd om hendes nakke, der trækker hende op til overfladen, en arm i hendes, en latter tæt på hendes øre.

De ler i flok. Latteren bryder stilheden selv under vand. Alle de mange kroppe, der bliver forenet i mørket som i saunaen. Spejler sig i hinanden, og alting føles pludselig ligeså varmt som indenfor.
   Tankerne forsvinder og dukker op igen som skygger. De gnider sig på indersiden af kraniet, og hun fniser. Kroppen vibrerer i det kolde vand. Hun søger hans krop, der er så tæt på og lader sig omslutte af hans varme, dér midt i kulden.

Han mærkes anderledes med tøj på. Hun har aldrig set en mand nøgen, som hun ikke har haft et seksuelt forhold til, det plejer ligesom at være dér det starter. Men nu har hun set ham, afklædt, fået fornemmelsen af, hvad det vil sige at sidde så tæt på ham, nøgen i alle aspekter, men ikke mere end det. Her på stien, hvor de går, ser hans krop pludselig større ud med tøj og jakke på. Huen på hovedet, der skjuler hans lyse hår og vanterne på fingrene, som har slugt hans elegante hænder. Hun har lyst til at rive det af ham igen, for hvorfor skal hun ikke have lov til at se på det mere, når det nu er det eneste, som hun egentlig vil.
   Latteren fra de andre genlyder i de tomme gader, larmen fra en dåse der bliver smidt på asfalten runger med mellemrum, og pludselig er de hjemme på skolen igen, og de har sagt farvel og han er gået ind til sig selv i bygningen ved siden af hendes.

Hun står tilbage med en følelse af, at hele hendes krop kan mærkes. Varmt vand i munden. En tunghed, der tynger hendes krop nedad mod jorden, og hun vakler tilbage til sit eget værelse.
   Billedet af ham vil ikke forlade hende.