ONSDAG
   Jeg døser i de sidste stråler af sol, der falder ind gennem vinduet. Den sagte vuggen og den monotone lyd fra toget, beroliger mig. Det har det altid gjort. Siden jeg var barn. Men jeg er ikke barn mere, jeg er voksen. Eller er jeg? Jeg føler mig ikke særlig voksen. Gør man overhovedet det på noget tidspunkt, eller er det bare noget man siger?
   Kupeen er stille, der er ikke mange med. Det er også en helt almindelig onsdag i oktober, ikke ligefrem højsæson - efterårsferien er ikke startet endnu, så det er klart nok. Det passer mig fint, jeg er ikke i humør til mange mennesker. En mand blunder, på den anden side af gangen, hans hoved hviler mod vinduet, munden er let åben, en svag, hæs lyd frembringes af hans åndedræt. Jeg vender hovedet væk, ser på landskabet, der farer forbi, prøver at samle tankerne. Få overblik over situationen og forberede mig på...
   Telefonen vibrerer. Jeg stivner et øjeblik, men ignorerer den så. Lader den ringe. Den ligger i tasken, ved siden af brevet, kaster et blik derned, det er dig...

ONSDAG - 2 måneder tidligere
   Jeg vågner med en knaldende hovedpine og kvalme. Hvorfor satan skulle jeg også drikke den vin i går? Og så SAMMEN med de 4-5 bajere, jeg også nåede at hælde ned. Satans. Det er fandme så ulækkert! Stavrer ud i køkkenet for at hente et glas iskoldt vand. Der er en sjat tilbage i kanden i køleskabet. Myntebladene er ved at blive brune. Jeg er ligeglad, jeg skal have vand. Jeg tømmer glasset i een slurk og det går direkte i hovedet. Ishjerne. Flot!
   Lejligheden er stille, nogle børn leger nedenfor. To piger. En klump samler sig i halsen. Jeg vender ryggen til og går ind i stuen. Hvad fanden er det jeg har gang i?
   Jakob ringer og hører hvordan jeg har det. Han har lige afsluttet frokost på Nimb med en klient og vil lige tage et smut forbi Kaufmann inden han tager hjem. Han skal have sokker.

TORSDAG
   Vi spiser koteletter. Det er længe siden sidst. Jakob blev lidt træt af dem, så jeg droppede at lave dem i en periode, men nu har de sneget sig ind igen. Han siger, de smager skide godt og smiler. Jeg tænker på, hvordan jeg kan luske den tarmgas, der er på vej ned gennem mit tarmsystem ud, uden han hører det. Holder facaden og smiler igen. Senere drikker jeg te og han læser Børsen. Du læser aldrig Børsen. Måske Information, men aldrig Børsen. Hans hår er redt i en nydelig sideskilning og sidder perfekt. Lige lidt for perfekt måske. Jeg får lyst til at ugle det, så det står ud til alle sider. Eller måske barbere det af? Hold kæft et drama. Jeg forestiller mig situationen og smiler for mig selv. Tror Jakob har haft samme frisure, de sidste 30 år. Med modificeringer hvert årti.
   Senere endnu, går vi i seng og knepper. Eller knepper er måske nok lige en overdrivelse. Vil nok nærmere kalde det , at ride blidt ind i stormen. Problemet er så bare, at der aldrig rigtig opstår nogen storm. Ligesom et nys, der går i sig selv. Vi trutter godnat og lægger os på hver sin side.

FREDAG
   Vi skal til middag hos et vennepar. Søde mennesker, jeg føler mig bare altid så malplaceret. De har sunde interesser, designermøbler, ordnede forhold med kapitalpension og forsikringer. Medlemsskab i Danmark og budgetkonto med buffer. Det er den slags selskab, hvor jeg altid, på et eller andet givent tidspunkt i løbet af aftenen, får lyst til at le højt og uhæmmet, slå en skid eller bare sige noget virkelig upassende. Ender i stedet med at sidde og blive nærmest angstneurotisk over at komme til at gøre netop det, drikker for meget og vågner op dagen efter med følelsen af, at være ALT for meget. Burde have gravet mig ned i en skov. De påstår altid, at det er super hyggeligt, når vi ses, at jeg altid er så åben og udadvendt.
   Vi har kindkysset og hængt frakker og står med hver vores aperitif, da det ringer på. Jeg hører værtinden lukke op, mens vi andre sludrer videre ved køkkenøen. Hører svagt, at der bliver vekslet velkomsthilsner i entreen, cellofan knitrer. Jeg kan så småt mærke alkoholen i kroppen, jeg har ikke spist i flere timer. Er midt i en fortælling om en film jeg stenede til forleden aften, med kodyle tømmermænd. Sidstnævnte udelader jeg selvfølgelig at nævne. Nogen træder ind i samtalekøkkenet og jeg vender mig om midt i en sætning. Og stivner. De har inviteret dig! Hvad fanden har de nu det for? Så gode venner er I da heller ikke. Du er afslappet klædt, i hvid skjorte, let opknappet, så man kan ane dit hår på brystet uden det er vulgært. Løse slidte jeans. Brede skuldre og goatie. Ligner en, man ikke har lyst til at lægge sig ud med. Du er med hende, Julia. Har mødt hende en enkelt eller to gange. Køn. Mørkt hår. God krop. Fyldig de rigtige steder. Lidt småflippet stil, som du godt kan lide. I stramtsiddende, mørkelilla kjole, som sidder pissegodt. Har hun ikke fået lidt mave? Jeg stopper min tale. Jakob går frem og hilser på Jer. Skulderklap til dig, knus til Julia. De har kendt hinanden i en del år gennem værtinden, Julias veninde. Jeg står lidt i baggrunden. Julia kommer hen og giver mig et, lettere overfladisk, knus. Selvfølgelig, vi kender jo ikke rigtig hinanden. Du har vist kendt hende i en seks-syv måneder, så vidt jeg forstår, men var ikke klar over, at I var et par. Hvor skulle jeg også vide det fra? Vi snakker jo ikke rigtig sammen mere.
   Du står lidt i baggrunden. Jeg skæver hen mod dig, du står og udveksler korte, formelle intro-strofer med værten. Du har aldrig været god til smalltalk. Jakob, Julia og værtinden ler og taler højlydt sammen. Du bryder den akavede, malplacerede følelse, kun vi bemærker, der hænger i luften mellem os, da du kommer hen mod mig og rækker hånden frem. Jeg har bredt armene let ud, klar til et knus. Vi kender jo trods alt hinanden, så andet vil vel næsten virke underligt? Vi ender i en kikset halv håndtryks-omfavnelse og jeg trækker mig hurtigt over mod Jakob og køkkenøen igen, tømmer resten af min drink og ser mig om efter flasken. Satans, den er tom. Godt vi snart skal spise.
   Vi sidder rundt om bordet. Spiser af kongeligt porcelæn og drikker af dyre glas, som jeg er nervøs for at vælte. Snakken er blevet mere højlydt og stemningen mere afslappet. For de andre. Jeg er ved at kaste op. Min krop er vanvittig spændt. Jeg spiser minimalt og drikker for meget. Der er tidspunkter, hvor jeg stirrer hæmningsløst på dig, men du ser det ikke. Måske vil du ikke se det? Du snakker med værten, med Jakob, lidt med værtinden og Julia selvfølgelig, ikke med mig. Din arm hviler let på ryglænet af Julias stol. Du rører hende ikke rigtigt, kun en enkelt gang lader du din hånd stryge hurtigt over hendes ryg. Jeg opfanger ud ad øjenkrogen, at du et par gange i løbet af aftenen kigger direkte på mig. Alvorlig. Mørk. Jeg møder dit blik en enkelt gang. Længerevarende. Lige længe nok til, at det overskrider den platoniske grænse. Jeg rejser mig og går på toilettet. Tænder for den kolde hane og dupper vand i ansigtet. Ville egentlig helst sjaske det fuldstændig nådesløst til, men mascara har det med at være pænest på vipperne, ikke tværet ud i hele hovedet, så vi dupper. Formanende ord om at tage sig sammen, kører i ring i mine tanker. Tager en dyb indånding og åbner døren til entreen. Dér står du så. Skødesløst lænet mod væggen. Direkte blik fokuseret på mig. Jeg står stille, naglet fast til gulvet. Måske kun fem-ti sekunder, men de føles som minutter. Får endelig løsrevet mig fra det genstridige gulv, med en mumlende kommentar, jeg ikke selv husker. Kanter mig forbi dig, din hånd strejfer mit håndled. Du sender stød op gennem mig. Jeg kan lugte dig og dit nærvær er enormt tilstedeværende i den trange entre. Jeg kan næsten ikke få luft. Jeg kan høre på din vejrtrækning, at du ikke er helt så fattet og upåvirket, som du virker. Møder dit blik og du er på ingen måde upåvirket. Slet ikke.
   Hvis jeg ikke bevæger mig lige nu, vil jeg blive fanget i dit spind igen, ved jeg vil falde. Jeg skal fjerne mig. Lige nu. Og alt i mig skriger imod det. Jeg vil give hvad som helst for en nat med dig, bare een nat til. Som forleden.

LØRDAG
   Vågner (igen) med tømmermænd. For satan altså, lærer jeg det aldrig?? Jakob snorker højlydt. Jeg står op. Er i hans lejlighed. Meget nydelig. Alt er sirligt ordnet. Det var vel også det jeg ville have, da vi mødtes? Tænker på aftenen i går. Det giver et sug i kroppen. Jeg får næsten kvalme. Prøver at samle mig lidt. Hvad er det jeg laver? Det gik jo egentlig meget godt, det her. Gjorde det ikke? Lige indtil den dag i byen, hvor jeg tilfældigvis stødte ind i dig. Et smut på Drop Inn med folkeskoleveninde.Ved ikke hvorfor fanden jeg lige skulle vælge den bar. Ok, vidste de havde dobbelt op på fad indtil kl 21, huskede det fra dengang vi kom der, men helt ærligt, jeg kunne vel have fundet et andet sted?! Var det måske også fordi, at hvis du nu lige..? Slår tanken ud af hovedet. Jeg ved jo godt, at du ikke frekventerer byen særlig tit, så chancen for at rende ind i dig, var jo minimal. Alligevel stod du der så. I baren. Tjekkede noget på din telefon. På den ene side af dig, sad hun, Julia, køn og mørk. Jeg lod som ingenting, du så mig ikke. Fandt et bord. Senere, efter to gange halvliters fad, på vej ud fra toilettet, kunne jeg jo så alligevel ikke styre mig. Hvad skulle det til for? Hvorfor skulle jeg absolut rode i det? Overrasket, højt 'Hej' og et 'Jeg syntes nok det lignede Jer, så ville lige hilse - går det godt?...bla-bla'. Småsnalret og du vidste det. Du virkede overrasket og så lettere irriteret, virkede som om stemningen, var ulmende mellem Jer. Havde i skændtes? Du skændes aldrig offentligt. Jeg gik hurtigt igen, har aldrig brudt mig om din attitude, når du er irriteret.
   Jeg tænkte, at det var det. Det gik da meget godt. Intet fuldemandsdrama, jeg kom ud med værdigheden i behold, uden at være for meget. Livemusik og flere øl. Skævede kun et par gange op mod baren, I var rykket ned ved et bord.
   Klokken to fulgtes mig og Carina ud, grinende og fjollede. Aftenen havde været skide hyggelig og vi var begge halvfulde. Sagde farvel, hun tog sin cykel, jeg gik. Ville skrive en besked til Jakob, men vidste ikke helt hvad jeg skulle skrive. Skrev og slettede, endte med at sende et sov godt og et 'kys-kys'. Så stod du der, lige foran mig. Blev vildt forskrækket. Du er halvfuld, DU er halvfuld! Du drikker stort set aldrig, men åbenbart den dag. Du spørger, hvad jeg har tænkt mig? Om jeg absolut altid skal lave problemer?! Hvorfor jeg altid skal blande mig i dine relationer. Pisse territorie af. Hvorfor jeg ikke bare kan skride ad helvedes til med mine latterlige undskyldninger, regler og shit. Du var tæt på, nærmest truende. Førte hånden op, som om du skulle til at tage mig om halsen, men tog dig i det og smadrede hånden mod en port, så det bragede gennem gaden. Bandede og gik. Vendte om og kom tilbage. Stoppede lige foran mig og førte begge hænder op omkring mit ansigt. Hårdt. Stirrede mig ind i øjnene. Længe. Og dér, lige dér, gav jeg op og faldt ind i dit net igen. Du skubbede mig op ad væggen, jeg havde sygeligt lyst til dig. Kunne mærke din varme og dit hårde bryst, mod mig, en svag duft af Sauvage. Den måde din krop altid har fyldt, på min. Dine hænder. Du kneppede mig mod muren, kort og hårdt. Intenst. Så forbandet lækkert...
   Jakob står pludselig lige bag mig og siger godmorgen. Han er stået op og jeg får et chok, havde ikke hørt en skid, vender mig om og smiler. Han har skægstubbe, men kun fra dagen før og han vil barbere sig igen i løbet af morgenen, det gør han altid. Jakob hader skægstubbe. Han kysser mig og jeg kan mærke, han er liderlig. Pludselig kan jeg ikke få luft og jeg trækker mig væk, får liret et eller andet af med, at jeg vist lige fik lidt rigeligt i går og trænger til noget luft. Når lige at gribe et net og telefonen, inden jeg forlader lejligheden.
   Nede på gaden går jeg mod bageren på hjørnet. Stopper op. Vender om og går over mod kirkegården. Der er stille. Eller så stille som der nu kan være i byen. Lader mig dumpe ned på en bænk og lukker øjnene. Hovedpinen ulmer stadig, har halvkvalme. Jeg trækker langsomt telefonen op ad nettet og sidder lidt med den, tænder skærmen, slukker den igen, lægger den fra mig. Du har selvfølgelig ikke skrevet. Det er klart, hvorfor skulle du også det, vi skal jo ikke noget med hinanden, det ved jeg jo godt, ik? Den indre, formanende stemme, der prædiker om at tage sig sammen, opføre sig ordenligt og glemme det pis, der. Lade være med at rode med det, holde op med at ødelægge det for andre. For dig. Og så konflikten, lysten, flashback til onsdag nat. Din krop presset mod min, dine skuldre lige ud for mit ansigt, lugten af dig på mig...jeg reagerer voldsomt på tankebillederne. Stop! Det er en kirkegård, det her! Der er vel grænser og vil vædde på, at der sikkert er en lov omkring den slags, for fanden altså! Griber telefonen igen og taster dit nummer, kan det i hovedet stadig. Den går igennem. Pis! Jeg kunne have ringet med hemmeligt nummer. Hvorfor gjorde jeg ikke...
   - "Ja?!" Jeg er tavs, ved ikke hvad jeg skal sige.
   - "Det er mig" siger jeg så bare, velvidende at, hvis du stadig har mit nummer indkodet, vidste du allerede inden du tog røret, at det er mig.
   - "Ja" siger du "Hvad vil du?!" Du er kølig i din tone. Hader det.
   - "Jeg...kan vi mødes?" Du sukker og der er stille.
   - "Hvad er det du vil ha'?!" siger du, nærmest anklagende. Opgivende?
   - "Kan vi mødes?" spørger jeg igen og tilføjer "Nu?" Du sukker igen.
   - "Nej...eller...aarh for helvede, det ved jeg ikke. Det går sgu altid galt når vi ses!" udbryder du. Stilhed.
   - "Vi kan bare mødes et neutralt sted eller noget". Ved ikke hvad jeg ellers skal sige. Det er sgu da ligemeget, om det er et neutralt sted eller ej, din virkning på mig er den samme og du ved det.
   - "Nej, det er ligemeget. Bare kom". Du lægger på. Jeg står med telefonen, skriver til Jakob, at jeg bliver ude lidt, han skal alligevel mødes med en kammerat. De skal spille golf, muligvis kigge på båd, muligvis ud at spise, muligvis i byen. Det er fint. Jeg skal mod Hovedbanen, tager et tog ud af byen.
   Er ude ved dig lidt over elleve om formiddagen. Solen skinner, her er rart. Jeg går langsomt op ad indkørslen, din pickup holder der, hvor den holdt sidst, lidt i skyggen, ovre ved værkstedet. Her er stille. Det blæser lidt i de store graner, men ellers stille. Jeg banker på. Du åbner døren og hele min krop spændes, ingen af os siger noget, det er ikke nødvendigt. Det her ender galt og vi ved det allerede begge to.

SØNDAG
   Jeg vågner tidligt. Får en solstråle lige i ansigtet, et gardin bevæger sig lidt ved det åbne vindue, i vinden fra en brise. Misser med øjnene mod lyset og kigger rundt. I et splitsekund har jeg glemt hvor jeg er, men husker så, vender hovedet til siden og kigger på dig, du sover stadig. De mørke bryn er smukt formet over dine øjne, din vejrtrækning er tung og dynen er gledet halvt ned om din krop, solens stråler glider let henover din nøgne hud. Du har en god røv, det har du altid haft. Du har tabt dig indenfor de sidste år, det gav nok alligevel pote med det nøglehulsmad. Jeg smiler for mig selv og skal til at stryge din hud på hovedet, men lader være, vil ikke vække dig. Du har fået lidt farve i løbet af sommeren, det er pænt. Du rører på dig og jeg lægger en hånd på din overarm, du rækker armen ud, får fat i mig og trækker mig ind til dit bryst, som så mange gange før. Dit dejlige, varme, behårede, mørke bryst. Indsnuser din lugt og falder i søvn kort efter, kan stå op senere. Lige nu er vi her.

MANDAG
   Jeg kan ikke tage mig sammen til noget. Der er en masse jeg skal nå, men får ikke lavet en skid. Sidder og glor ud af vinduet, men ser ikke rigtig noget, billeder kommer i flash, for mit indre øje. Dig over mig, dig tæt på, dig stående ved køkkenbordet med vinduet åbent ud til haven, i bar røv og lave kaffe, mens noget gammelt punk spiller på computeren, dine læber mod mine. Du kysser så pisse godt, ved du det? Os, på bordet i stuen til Vivaldis årstider, dine hænder..Telefonen ringer og jeg farer sammen, det er Jakob. Jeg kan ikke snakke med ham nu, men tager den alligevel. Snakkede med ham tidligere, han var smadret i går efter lørdagens udskejelser. Han taler om et vigtigt møde, han skal til, hører ikke rigtigt efter, har dårlig samvittighed. Jeg kom først hjem til mig selv i går aftes, du gik med ind, bare kort. Jeg skulle ikke se Jakob i går, det var aftalen. Havde brændende lyst til at bede dig blive, men lod være. Du har ikke nævnt Julia med et ord, jeg ved ikke engang, om I stadig er sammen. Er jeg sammen med Jakob? Samvittigheden gnaver i mig, det er som om, at hver gang jeg prøver at tale fornuft ind i mig selv, beslutter, at det ikke skal ske igen, at vi to ikke skal ses mere, så støder vi enten ind i hinanden tilfældigt eller også kan jeg ikke lade den ligge. Min krop opfører sig på måder, jeg ikke troede var muligt. Går rundt, som i en tåge, spiser ikke, samtaler ikke, kan ikke koncentrere mig om noget. Flashbilleder ruller forbi min indre skærm, glimt at kroppe og hud, badet i sved. Øjne. Munde. Prøver at beherske mig og tænke på noget andet, prøver at være tilstede. Hver gang telefonen ringer eller en besked ruller ind, går der et ryk gennem mig og adrenalinen skyller igennem hele kroppen, skuffelsen når jeg ser, at det ikke er dig. Jakob har jeg kun set sporadisk, han har vist sit eget, noget med en klient, det passer mig fint. Kan ikke rigtigt forholde mig til ham, for tiden, kan ikke rigtigt forholde mig til noget som helst for tiden.
   Telefonen ringer. Det er dig...

TIRSDAG
   Jeg står i dit køkken. Du har lavet te og kaffe og jeg brænder overlæben på den skoldhede væske, trækker koppen væk i et ryk, som resulterer i et skvulp af te udover mig selv. Jeg har selvfølgelig taget en hvid top på, fandme typisk mig! Spilder ned af mig selv...og så i hvidt, altså! Ville måske godt lige have holdt den småsofistikerede facade, en tid endnu, men ok, du ved jo, hvordan jeg er, vi griner lidt af det og du kaster et viskestykke over til mig. Du står lænet op ad køkkenbordet, med koppen i hånden, du drikker kaffe og da jeg går over for at væde viskestykket med vand til pletten, strejfer min skulder din arm. Elektricitet. Jeg kan mærke din tilstedeværelse helt enormt, duften af kaffe og dig, blandet med den diskrete lugt af maskinolie og Dior, er ved at drive mig til vanvid og jeg må fokusere intenst, da jeg åbner for vandhanen. Væder viskestykket og gnubber på pletten, det ser da ikke spor åndssvagt ud, med en gigantisk plet midt på brystet. Kan man få spildbakker til voksne? Dem der i plastik, man kan købe til børn, med sådan en opsamler forneden.
   Jeg nægter at spørge, om jeg må smide toppen i tørretumbleren, så jeg beholder den på, våd og med plet. Pludselig står du bag mig, du gør ingenting, du står der bare. Jeg kan mærke din kropsvarme stråle på hele min ryg og jeg lukker øjnene, har en sindssyg trang til at vende mig om og møde dit blik. Møde dine...Din hånd glider langsomt op ad mit ben, op under kjolen, kun lige fingerspidserne. Jeg lægger hovedet tilbage, så det rører din skulder, du trækker vejret tungt. Jeg er kun her, lige nu. Så fjerner du hånden og rykker et par skridt baglæns, jeg kommer til mig selv, tilbage til virkeligheden og vender mig om. Du står og smiler, let drillende, dit blik er brændende, vender dig om og går ud af køkkenet og jeg hører du åbner døren til badeværelset, jeg står tilbage i køkkenet, fuldstændig tændt op. Går lidt rundt, ind i spisestuen og lader blikket løbe over møblerne, spartanskt indrettet med rustikke, tunge møbler, du er til træ, læder og stål. Den gamle nordiske designerstol har du stadig, der er smidt et skind i den og det ser skide godt ud. Mit blik løber over sofabordet og stopper så brat, træder et par skridt over mod de papirer der ligger der, en salgsopstilling ligger skødesløst stukket ind mellem nogle kataloger med værktøj og maskiner. Et 'Bryllup & Fest' ligger opslået på en side, med en kæmpe marengs-model, tyl og flæser, puf og kæmpe skørt. Er det Julia der er til den slags? Troede hun var mere...stilet? Flippet? Simpel kjole, blomster i håret og bare tæer...Men det er ikke bryllupsmagasinet er bekymrer mig, endnu, det er salgsopstillingen. Jeg lirker den ud af bunken og stirrer på den, det er på et hus i Italien, Toscana, ikke engang særlig dyrt. Nøgne vægge af sten og en fantastisk udsigt, rustikt, det er lige din stil. Hvad skal du med den?
   Du kommer tilbage til stuen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med papirerne, så jeg holder dem bare op foran mig i hånden.
   - "Hvad er det her?" får jeg sagt, lidt for højt. - "Skal du flytte?" Jeg fremtvinger et smil og får nogenlunde kontrol og lyder upåvirket.
   - "Mjaah" svarer du, - "Måske, har ikke diskuteret det ordenligt igennem".
   - "Hvem har du ikke diskuteret det ordenligt igennem med?" spørger jeg. Føles som om gulvet bølger op og ned, under mig.
   - "Julia. Vi har snakket om at prøve igen. Gi' det en chance og denne gang, måske starte et andet sted. Meget af Julias familie er jo fra Italien, såå...det er en oplagt mulighed. Opleve noget...GØRE NOGET!". Det sidste siger du, mens du kigger direkte på mig, derefter retter du blikket mod vinduet.
   - "Det her med os, det bliver jo altid noget rod, ik?!" - "Det..." Du færdiggør ikke sætningen, den bliver bare ligesom hængende mellem os.- "Du er jo også sammen med Jakob, ik?!" afslutter du den.
   - "Er det dét, du vil?" spørger jeg og har det som om, jeg skal kaste op. Der eksisterer intet andet end det sorte afgrundshul, der har åbnet sig lige foran mig, faretruende tæt på og hvis jeg ikke passer på, falder jeg.
   - "Jeg ved det ikke" svarer du irriteret - "Måske ja...Ja det er det jeg vil!" Kølig og afmålt, trækker du det kort, som jeg spillede mere end een gang før i tiden, for mange år siden, nu er det bare mig, der står i den anden ende. Det er min egen skyld.
   - "Jeg skal lige..." mumler jeg. Går med hurtige skridt ud i entreen og ned mod badeværelset, åbner den forkerte dør og får skubbet døren op til et værelse. Der står nogle billeder på gulvet med motivet ind mod væggen, et stort nøgenbillede af Julia er vendt med fronten udad og hun hoverer fra sin position. Et tøjstativ i modsatte side af rummet med jeans og kjoler, hun er overalt nu og jeg går baglæns ud i entreen, får fundet den rigtige dør, vælter ind på badeværelset og skubber døren i bag mig. Over til toilettet, flår låget op og udstøder en halvkvalt bræklyd. Synker ned på gulvet og læner mig op mod væggen, tårerne har forlængst trukket striber ned over mit ansigt. Jeg fatter intet. Hvad fanden foregår der?
   Døren til badeværelset bliver skubbet op. Stille. Du kommer ind, sætter dig på hug foran mig og tager om mit ansigt, med begge hænder, blidt. Kysser mig på panden, trækker mig ind til dig. Du føles tryg. Fast og varm, glemmer et øjeblik alt andet. Vi sidder sådan længe, med hinanden i hånden. I stilhed.

I rejste kort tid efter jeg havde været der, den tirsdag. Vi snakkede ikke sammen efterfølgende, der var ikke mere at sige, du havde taget dit valg og det måtte jeg acceptere. Har altid vidst, at hvis du beslutter dig for noget, så rykker du dig sjældent. Jeg mærker, det trækker sammen i halsen og jeg kigger hurtigt ud af vinduet, jeg er jo selv medskyldig i det her. Jeg kunne jo have grebet bolden, da den blev spillet til mig, taget chancen, men det gjorde jeg ikke og her er resultatet. Værsågod! Æd den! Men ærligt, så bebrejder jeg dig ikke, bebrejder nok mere mig selv. Før ville jeg have lukket af, være blevet kold og selvdestruktiv, sunket mere og mere ind i afgrunden i mig selv. Følelsen dukker da også op endnu, men jeg holder den ude, så godt jeg kan, for det gavner ingen, gider det ikke. Jeg vil hellere føle, også selvom det gør ondt. Og det GØR ondt, det her, forbandet ondt.
   I 14 dage lå jeg i fosterstilling hjemme og foretog mig intet udover en smule arbejde hjemmefra. Tabte kilo, blev hulkindet og afpillet, var vred, ked af det, angst, panisk, ligeglad, aggressiv og mere ked af det, deprimerende at være sammen med. Veninderne begyndte så småt at give op, intet virkede. Og så en fredag, sidste fredag, lå det der, brevet. Gennemgik først bunken af breve på bordet tre dage efter, jeg havde modtaget det, jeg orkede ikke at gå posten igennem og bunken var bare blevet større og større, men den uge havde jeg kunnet jeg mærke en smule af overskuddet komme tilbage og ville forsøge, at få bare noget af rodet væk. Det var først fredag aften jeg gennemgik posten, i sofaen med en flaske kølig hvidvin og Tracy på anlægget, relativt afslappet, småsentimental over musikken og en smule snalret, indtil jeg kom til brevet. Dit brev. Jeg satte mig brat op og stirrede på det, havde nærmest kastet det fra mig, som om det var inficeret, skulede til det. Hvad ville du? Kunne du være så kølig, at du havde sendt mig en bryllupsinvitation? Til Jeres skide, pisromantiske, toscanske bryllup? Julia i hvid merengs eller endnu værre, i et eller andet simpelt og skideflot, perfekt på hendes gyldenbrune, timeglasfigur! Og dig, pisse lækker, i afslappet jakkesæt, skægstubbe og brun efter en måned i syden...og Jer to. Jer to, lykkelige i Italien, i evige smil, fryd og gammen og små enhjørninge. Fy for satan - jeg brækker mig! Mærkede tårerne begyndte at trænge sig på og jeg stoppede mit tankespind. Det lykkedes, næsten. Hvad fanden ville du? Nu var jeg lige ved at komme lidt op igen..
   Jakob og jeg var færdige. Jeg havde ikke kunnet være noget for ham, kunne ikke forklare. Hvad skulle jeg sige? At tæppet var trukket væk under mig og jeg betvivlede min egen eksistens? At mit fodfæste var skredet fuldstændig, at jeg var knust og panisk? At jeg den ene dag havde lyst til at slå dig ihjel, den næste dag hungrede jeg efter dig, sammenkrøbet i gråd? Han ville jo ikke kunne forstå den intense storm, der raserede i mig, pæne, ordentlige, dannede Jakob. Endte med at fortælle ham, at jeg havde haft en affære, men at det var slut nu, jeg tror han havde en fornemmelse af, at det var dig, men han spurgte aldrig. Han var selv begyndt at se noget til en kvinde fra jobbet i den periode, hvor jeg havde været fraværende, forstod ham godt, jeg var der jo på ingen måde. Vi havde trods alt kun kendt hinanden i et lille års tid, så en tæt, fasttømret samhørighed, havde vi ikke, forholdet havde slet ikke været på det plan. Jakob var ikke sådan, eller også var Jakob og jeg bare ikke sådan sammen. Heldigvis var der ikke det store drama og vi skiltes som venner.
   Jeg hørte, ad omveje, at du ikke havde solgt huset, det blev jeg glad for. Det sted du havde knoklet i årevis, for at få og endelig havde købt. Jeg havde været der en håndfuld gange for et par år siden, da vi stadig snakkede sammen, sås, men så skete der alt det lort og så var det ligesom det.
   Jeg var derude en søndag, for et par uger siden, havde det ad helvedes til den dag og pludselig sad jeg bare i toget på vej ud mod dig. Vidste jo godt, du ikke ville være der, men tog derud alligevel, måske få bevis på, at du rent faktisk eksisterede og ikke bare var en syg fantasi i mit hoved, måske fordi jeg altid har kunnet komme hos dig, når jeg er nede. Overvejede om jeg skulle smadre et vindue eller to eller spraymale 'store lort' på husmuren, sådan lige midt mellem vinduerne, ud mod gårdspladsen, så man kunne se det hele vejen op ad indkørslen. Gjorde selvfølgelig inden af delene, gik om i haven, det var ikke ligefrem en prydhave, men du havde anlagt en terasse og et par bede, et lidt mislykket forsøg på en urtehave stod vissent i et hjørne. Snusede lidt rundt, kiggede ind i værkstedet og blev glad over at se, at du havde fået det indrettet mere og mere, som du ville have det. Der var intet Julia over stedet, kun dig. Satte mig i en gammel havestol. Jeg ved ikke hvor længe jeg sad der, men jeg tog først hjem da tusmørket begyndte.
   Ugen efter begyndte jeg så småt, at se verden igen. Kunne mærke på mine veninder, at de også begyndte, at kunne se mig igen. Mig som person og ikke kun et forvrænget, deprimeret hylster. Spiste frokost med en, fik en drink med en anden, stille og roligt, små skridt. Det var tidligt efterår og farverne var fantastiske, sikkert også i Italien. Stik dagligt, mindede mig om, at du ikke var her. Jeg kunne ikke ringe, kunne ikke se dig, du var en afskåret del, af min verden. Det eneste der virkede som en lille trøst var, at jeg vidste du levede, bare et andet sted. Kæmpede hele tiden for, at se de små, positive ting og det gik bedre og bedre.
   Og så i fredags, brevet. Studerede skriften, der var ingen tvivl, den var din, lugtede til det. Det tog mig en time, før jeg åbnede det, der stod eet ord: Kom! KOM!?! Hvad fanden skulle jeg udlede af det? Hvad betød udråbstegnet? Var du stadig i Toscana? Grublede til langt ud på natten, indtil jeg faldt omkuld på sofaen, halvfuld og med et gammelt billede af dig, fra en telttur, sytten år tidligere.

ONSDAG - To måneder senere
   Jeg døser i de sidste stråler af sol, der falder ind gennem vinduet. Den sagte vuggen og den monotone lyd fra toget, beroliger mig. Det har det altid gjort. Siden jeg var barn. Men jeg er ikke barn mere, jeg er voksen. Eller er jeg? Jeg føler mig ikke særlig voksen. Gør man overhovedet det på noget tidspunkt, eller er det bare noget man siger?
   Kupeen er stille, der er ikke mange med. Det er også en helt almindelig onsdag i oktober, ikke ligefrem højsæson - efterårsferien er ikke startet endnu, så det er klart nok. Det passer mig fint, jeg er ikke i humør til mange mennesker. En mand blunder, på den anden side af gangen, hans hoved hviler mod vinduet, munden er let åben, en svag, hæs lyd frembringes af hans åndedræt. Jeg vender hovedet væk, ser på landskabet, der farer forbi, prøver at samle tankerne. Få overblik over situationen og forberede mig på...
   Telefonen vibrerer. Jeg stivner et øjeblik, men ignorerer den så. Lader den ringe. Den ligger i tasken, ved siden af brevet, kaster et blik derned, det er dig...adrenalinen skyder gennem kroppen.
   Aargh for satan! Hvem prøver jeg, at bilde noget ind? Til hvilken nytte? Jeg kan sgu da ikke forberede mig på en skid alligevel! Det er fuldstændig ligegyldigt, om jeg prøver at få overblik eller ej, i den sidste ende gør det jo ingen forskel. Jeg ved ikke, hvor det her fører hen, ved ikke, hvad der kommer til at ske. Forvirrende tanker kører i ring. Spørgsmål uden svar. Tvivl.
   Men samtidig, nedenunder, ligger der en spirrende forventning. En dyb, varm følelse om, at det nok skal gå.
   Jeg er på vej...